Af
Kilde: Faithfreedom.org, 14. marts 2013
Udgivet på myIslam.dk: 26. maj 2015
Ikke-muslimers status under muslimsk styre
Fra Ibn-Kathir's (1301-1373) tafsir [koran-kommentar], ca. 700 år efter Muhammed:
[Sahih] Muslim nedskrev fra Abu Hurayrah, at Profeten sagde: "I må ikke indlede salaam-hilsenen til jøder og kristne, og hvis I møder nogen af dem på vejen, så tving dem ind i den smalleste gyde." Det er derfor, at lederen af de troende Umar bin Al-Khattab [den anden af de "retledte kaliffer" og en af Muhammeds samtidige], må Allah være tilfreds med ham, forlangte hans velkendte betingelser opfyldt af de kristne, de betingelser, der sikrede deres fortsatte ydmygelse, fornedrelse og skændsel.
De hadith-lærde berettede fra Abdur-Rahman bin Ghanm Al-Ashari [død 78 AH/697 e.Kr.], at han sagde: "Jeg nedskrev for Umar bin Al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, betingelserne i den fredstraktat, han indgik med de kristne i Ash-Sham:
'I den nådige og barmhjertige Allahs navn. Dette er et dokument til Allahs tjener, Umar, de troendes leder, fra de kristne i den og den by. Da I (muslimer) kom til os, anmodede vi om sikkerhed for os selv, vore børn, vores ejendom og tilhængerne af vores religion.Vi pålagde os selv det vilkår, at vi i vore områder hverken vil opføre et kloster, en kirke eller et helligsted for en munk, eller restaurere noget sted for tilbedelse, der har brug for restaurering, eller bruge nogen af dem med henblik på fjendskab mod muslimer.Vi vil ikke forhindre nogen muslim i at hvile i vore kirker, hvad enten de kommer om dagen eller om natten, og vi vil åbne dørene [i vore kirker] for den vejfarende og forbipasserende. De muslimer, der kommer som gæster, vil nyde husly og bespisning i tre dage.Vi vil ikke lade en spion mod muslimer at komme ind i vore kirker og hjem eller skjule bedrag [eller forræderi] mod muslimer.Vi vil ikke lære vore børn Koranen, praktisere shirk [polyteisme, flerguderi, o.a.], opfordre nogen til shirk [dvs. missionere for kristendommen] eller forhindre nogen af vore trosfæller i at gå over til islam, hvis de vælger at gøre det.Vi vil respektere muslimer, flytte os fra de steder, vi sidder, hvis de vælger at sidde dér.Vi vil ikke efterligne deres tøj, huer, turbaner, sandaler, frisurer, tale, øgenavne og titler, eller ride på sadler, hænge sværd over skuldrene, indsamle våben af nogen art eller bære disse våben.Vi vil ikke præge vore stempler på arabisk, eller sælge spiritus.Vi vil have pandehåret klippet, bære vort hverdagstøj, uanset hvor vi er, bære bælter omkring vore taljer, afstå fra at rejse kors på ydersiden af vore kirker og at udstille dem og vore bøger offentligt på muslimske stræder og markeder.Vi vil ikke ringe med klokkerne i vore kirker, undtagen forsigtigt, eller hæve vore stemmer, mens vi reciterer vore hellige bøger inde i vore kirker i tilstedeværelse af muslimer, eller hæve vore stemmer [i bøn] ved vore begravelser, eller tænde fakler i begravelsesoptog i muslimers stræder eller på deres markeder.Vi vil ikke begrave vore døde ved siden af en død muslim, eller købe tjenere, der blev fanget af muslimer.Vi vil være guider for muslimer og afstå fra at krænke deres privatliv i deres hjem.Da jeg gav dette dokument til Umar, tilføjede han: "Vi vil ikke slå nogen muslim."Disse er de betingelser, som vi [de kristne] sætter for os selv og tilhængerne af vores religion til gengæld for sikkerhed og beskyttelse. Hvis vi bryder nogen af disse løfter, som vi afgiver til din fordel imod os selv, så er vores dhimma [løfte om beskyttelse] brudt, og du har lov til at gøre med os, hvad du har lov til med trodsige og oprørske mennesker.'"
Andre versioner slutter med:
Umar ibn al-Khittab svarede: Underskriv hvad de beder om, men tilføj og pålæg to klausuler ud over dem, de har forpligtet sig til. De er:
"De skal ikke købe nogen, der er taget til fange af muslimerne," og
"Den, der slår en muslim med forsæt, fortaber beskyttelsen af denne pagt."
Ifølge Ibn Hazm (994-1064 e.Kr.), ca. 350 år efter Muhammed:
"Disse er de regler og bestemmelser, der af Umar ibn-al-Khattab blev pålagt de kristne i Syrien efter erobringen af deres land.
Formålet med disse regler var at gøre dem underdanige og foragtelige. Kristne måtte på ingen måde udstille noget tegn på deres vantro, eller noget, der var forbudt i islam; for Allah, den højest lovpriste og ærede, havde sagt:
'Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Allah! Hvis de holder inde, så ser Allah, hvad de gør;' (Koranen 8:39)
De er forbudt at bygge kirker eller klostre, i deres byer eller nærliggende områder. De er ikke tilladt at renovere sådanne bygninger. De skal tillade enhver muslim at tage logi i disse bygninger i tre nætter og give ham mad. De må aldrig huse en spion eller vise nogen falskhed overfor muslimer. De må ikke undervise deres børn i Koranen. De må ikke vise noget tegn på deres vantro, eller forbyde deres pårørende at konvertere frit til islam. Desuden skal de vise ærbødighed overfor muslimer og give dem højsædet i deres forsamlinger. De skal undgå at se ud som muslimer i deres tøj, deres hovedbeklædning, deres sko og måden de reder deres hår. De må ikke tale som muslimer eller bruge deres navne. De er ikke tilladt at bruge en sadel på et lastdyr eller bære et sværd, eller noget andet våben. Deres ringe må ikke bære arabiske inskriptioner. De skal afstå fra at sælge vin. De skal have deres pandehår klippet, og hele tiden bære deres egen form for tøj, og skal bruge bælter. De må ikke vise et kors eller nogen af deres bøger, når de passerer muslimer på deres vej. Deres døde må ikke blive begravet i nærheden en muslimsk gravplads. De må ikke ringe kraftigt med deres klokker; på samme måde må de ikke hæve deres stemmer, når de læser deres skrifter i deres kirker. De er forbudt at gå i procession med deres palmegrene (på Palmesøndag).
Hvis de kristne nogensinde skulle afvige fra overholdelsen af disse regler, vil muslimer holde op med at ære den pagt, der havde beskyttet dem. I så fald kan muslimer behandle dem, som om de er blevet mennesker af strid og uro [fitna]."
Ifølge en juridisk afhandling skrevet af den store hanafi-jurist Abu Yusuf (d. 798), skrev kalif Umar II (kalif fra 717 til 720 e.Kr.) – altså ikke den Umar, der (angiveligt) er citeret ovenfor - følgende til en af sine guvernører, som syntes at være blevet lidt slap ...
"... tillad ikke noget kors at blive udstillet, uden at smadre og ødelægge det; ingen jøde eller kristen kan få lov til at ride på en sadel, men skal bruge en paksadel, og lad ingen af deres kvindfolk bruge en polstret sadel, men kun en paksadel; formelle dekreter skal udstedes om dette og offentligheden forhindres i at overtræde dem. Ingen kristen må bære en kaba, og heller ikke en fin klædedragt eller en turban! Det er blevet rapporteret for mig, at flere kristne under din jurisdiktion er faldet tilbage i den vane at bære turban, ikke længere bære bælte om taljen, og lade deres hår vokse frit uden at klippe det. Ved mit liv! Hvis dette sker i din omgangskreds, er det på grund af din svaghed, din inkompetence og den smiger, du lægger øre til, og disse mennesker ved, i genoptagelsen af deres tidligere skikke, hvilken slags menneske du er. Hold øje med alt, hvad jeg har forbudt og gå ikke imod dem, der har gjort det. Fred."
Som det ses, findes de ting, som Umar II gør indsigelse imod, i Umars Pagt(er) ovenfor.
Bemærkninger til ovenstående:
-
Ægtheden af Umars Pagt er suspekt i den forstand, at ingen andre Umars "Pagter" indeholder alle disse klausuler og desuden derved, at den findes i flere udgaver, som eksemplificeret ovenfor. Men de fleste muslimske lærde accepterer den som en sammenfatning af betingelserne i Umars pagter og dermed som autentisk, fordi den udstikker det hurtigt udviklede mønster af traktater mellem muslimer og erobrede ikke-muslimske grupper.
-
Konsekvenserne af at bryde enhver af de invaliderende og ydmygende betingelser, som ikke-muslimer (for det meste jøder og kristne) blev nødt for at acceptere for at blive tildelt en vis grad af sikkerhed af den muslimske stat - herunder ting som at opgive deres siddepladser til muslimer som et udtryk for "respekt" - var barske: "Hvis vi på nogen måde overtræder disse forpligtelser, som vi selv står inde for, mister vi vores pagt [dhimma], og vi bliver idømt straffene for genstridighed og oprør." Det vil sige, at de bliver betragtet som "ubeskyttede vantro", på arabisk: "harbier", og dermed udsat for den tilsvarende behandling, dvs. slaveri, voldtægt, udplyndring og mord.
-
Den enkeltes handlinger påvirker hele gruppen - derfor "gidsel"-aspektet (alle er truet for at sikre, at hver enkelt adlyder). Selv en overtrædelse begået af et enkelt dhimmi-individ kunne, i teorien i hvert fald, føre til en sværdets jihad mod hele samfundet. Nogle muslimske jurister har gjort dette princip udtrykkeligt klart; for eksempel skrev den yemenitiske jurist al-Murtada, at "Aftalen vil blive annulleret, hvis alle eller nogle af dem bryder den ...", og den marokkanske al-Maghili lærte: "Det forhold, at ét individ (eller én gruppe) blandt dem har brudt loven, er nok til at gøre den ugyldig for dem alle."
-
Og endnu værre: Som verden fortsætter med at skrumpe, bliver den muslimske verdens oprindelige kristne sat i gruppe med folk fra Vesten, og handlinger af vestlige mennesker - mere præcist vestlige lande (som den islamiske verden vedholdende kalder "kristne" i bedste fald, og "korsfarere" i værste) - afspejles i den muslimske behandling af deres mindretal. Race og geografi er ikke længere vigtige; delt religion - om end nominelt - gør dem alle ansvarlige for hinanden. "Disse er de betingelser, som vi sætter for os selv og tilhængerne af vores religion". Denne sætning fra pagten kan forstås som gældende for alle "tilhængerne af vores religion", uanset hvor de findes. Sagt på en anden måde, betragter islam alle ikke-muslimer som levende under en implicit dhimma, og føler sig derfor berettiget til at "straffe", dvs. dræbe, de kristne, der er indenfor rækkevidde, for "forbrydelser" eller "synder" begået af vesterlændinge, der er udenfor rækkevidde.
-
Det skal bemærkes, at denne indstilling gælder for alle ikke-muslimske grupper - jøder, hinduer, buddhister, etc. - der lever midt blandt muslimske flertal. Men fordi de kristne er det mest synlige "vantro" mindretal i den islamiske verden, har de fleste moderne eksempler at gøre med dem, f.eks. er koptiske kristne i Egypten, irakiske kristne, pakistanske kristne etc. alle blevet angrebet som "gengældelse" for anklager mod kristne andetsteds. I historien blev egyptiske koptere faktisk massakreret som "gengældelse" for korsfarernes indhug i de muslimske lande.
-
Behandlingen af ikke-muslimske minoriteter som gidsler kan endda have internationale konsekvenser. Ifølge New York Times (3. og 4. juni 1982), pressede den tyrkiske regering Israel ved at true "livet og levebrødet af de 180.000 jøder" i Tyrkiet: I foråret 1982, da jøder planlagde en international konference om folkedrab i Tel Aviv, inviterede de armeniere til at deltage. Ankara protesterede. Den israelske regering reagerede hurtigt for at få arrangørerne til at aflyse og insisterede på, at konferencen som planlagt ville true "jøders humanitære interesser". The New York Times forklarede, hvad "humanitære interesser" betød. Arrangørerne fik at vide af israelske embedsmænd, at Tyrkiet havde til hensigt at bryde de diplomatiske forbindelser og havde truet "livet og levebrødet af de 180.000 jøder" i landet. (NYT 6.3.82 og 6.4.82) For at slå budskabet fast, sendte Ankara endda en delegation af jøder fra Istanbul, der advarede om, at de kunne komme i fare, hvis konferencen inkluderede armeniere. Formanden Elie Wlesel blev først citeret for at sige: "Jeg vil ikke diskriminere mod armenierne, jeg vil ikke ydmyge dem." Senere, idet han omtalte truslerne mod jødernes liv i Tyrkiet, opgav han.
-
Denne form for "kontrakt" eller "traktat" er kendt som en "dhimma" (kan staves med eller uden "h" til sidst). Den opstiller de betingelser, hvorunder en ikke-muslim er "beskyttet" som en "dhimmi", og udgør hans/hendes dhimmitude.
I praksis går restriktionerne for dhimmien langt ud over betingelserne i Umars Pagt selv. For eksempel: Dhimmien er ofte uden juridiske muligheder mod en muslim, eller uden politisk repræsentation. De kan være udelukket fra en række jobs både i det offentlige og udenfor, officielt eller uofficielt.
Uddannelse kan blive nægtet dem, eller kan være bevidst nedgørende for dem og deres religion (se tillæg til denne artikel). Katastrofehjælp kan nægtes dem, hvilket også gælder lægebehandling eller -hjælp - alt sammen fordi de er ikke-muslimer. (Der er beviser på, at dette skete under nødhjælpsindsatsen i forbindelse med oversvømmelsen i Pakistan i 2010. Bistand fra internationale donororganisationer "gik udenom" kristne samfund.)
Skønt sådanne restriktioner ikke er en del af Umars Pagt, opleves de almindeligt af ikke-muslimske minoriteter i islamiske lande. På nettet er der talrige veldokumenterede beviser på dette. Det er værd at huske på, at islam betragter "kafiren" - ikke-muslimen - med en blanding af foragt, afsky, frygt, had og mistænksomhed.
Betingelserne i Umars Pagt var inddelt i to: Dem, der blev anset for obligatoriske, og dem, der blev forstået som valgfri og derfor ikke håndhævet universelt eller konsekvent.
Den kristne forsker og professor Nabeel Jabbour fra Columbia International University skriver:
[Der var] de krævede regler, som var obligatoriske, herunder:
- Ikke at kritisere eller bagtale islam.
- Ikke at kritisere eller bagtale Koranen.
- Ikke at nævne profetens navn med foragt eller forfalskning. Kommentar: Kritiser ham heller ikke.
- Ikke at begå utroskab [eller gifte sig] med en muslimsk kvinde.
- Hverken at omvende en muslim til en anden religion, eller friste muslimen til at overveje at ændre sin religion.
- Ikke at forsøge at dræbe en muslim eller tage hans penge.
- Ikke at tage parti for Krigens Hus ("Dar al-Harb", dvs. den ikke-muslimske verden) mod Islams Hus.
De bøjelige eller ønskede regler:
- Særlige beklædningsregler for kristne, så de kan identificeres som ikke-muslimer.
- Ikke at ringe højtlydt med kirkeklokkerne eller hæve stemmerne under afsyngelse af kristne sange eller skrifter.
- Ikke at bygge kristnes huse højere end muslimernes.
- Ikke at vise afgudsdyrkelse, kors eller vise friheden til at drikke vin eller spise svinekød.
- Ikke at stille kristne begravelser eller sorg over de døde til skue.
- Ikke at ride på heste.
Muslimske herskere, der var moderate, satte de krævede regler i værk og ignorerede de "bøjelige", og muslimske herskere, der var "fromme", satte dem alle i værk.
Imam al-Mawardi (død 1058 e.Kr.) placerede kun seks af betingelserne i den obligatoriske kategori (wajibat) som følger:
- Ikke at krænke Koranen.
- Ikke at krænke Profeten.
- Ikke at krænke religionen islam.
- Ikke at bedrive utugt (eller gifte sig) med en muslimsk kvinde.
- Ikke at skade en muslim. Kommentar: Dette er ikke nødvendigvis begrænset til fysisk skade. Skade forstås generelt som noget, der piner/forstyrrer muslimer.
- Ikke at hjælpe fjenden eller spioner.
Imam al-Farra (d. 1061 AD) havde en lignende liste over obligatoriske betingelser:
- Ikke at bekæmpe muslimerne. Kommentar: Altså et forbud mod fysisk skade.
- Ikke at bedrive utugt med en muslimsk kvinde.
- Ikke at gifte sig med en muslimsk kvinde.
- Ikke at underminere en muslims tro på islam. Kommentar: Dette ville blive betragtet som psykisk "skade". Det fungerer også som et forbud mod enhver missionsvirksomhed.
- Ikke at begå landevejsrøveri.
- Ikke at hjælpe en spion.
- Ikke at skrive til fjenden om muslimernes situation for at hjælpe dem i kampen.
- Ikke at dræbe en muslim.
Abul Kasim sagde, at otte gerninger gjorde en dhimmi fredløs. De er:
- en aftale om at bekæmpe muslimerne,
- utugt med en muslimsk kvinde,
- et forsøg på at gifte sig med én,
- et forsøg på at forføre en muslim fra hans religion,
- røveri af en muslim på landevejen,
- at fungere som spion for de vantro eller
- at sende dem oplysninger eller fungere som vejleder for dem,
- drabet på en muslimsk mand eller kvinde.
Inden vi går i detaljer, er der én generel bemærkning, der skal gøres. I teorien måtte dhimmien opfylde alle pagtens obligatoriske betingelser, hvis han ville gøre krav på beskyttelse. Hanbal og Malik fastslår, at fire ting sætter dhimmien uden for loven: Blasfemi mod Gud, Hans bog, Hans religion og Hans Profet.
Abu Hanifa lærte, at de ikke måtte være for strenge mod dhimmier, der fornærmede Profeten. Shafii sagde, at den, der angrede at have fornærmet Profeten, kunne tages til nåde og genindsættes i sine privilegier.
(Malik, Shafii, Hanbal og Hanifa er stifterne af de fire vigtigste retsskoler - som er opkaldt efter dem - i sunni-islam.)
Ibn Taymiyya (1263-1328 e.Kr.) lærte, at dødsstraf ikke kunne omgås.
Som det kan ses, kredsede de krævede regler om at forhindre ikke-muslimer i at "skade" muslimerne fysisk, mentalt, "religiøst" eller endda verbalt.
Som en apologet-gruppe skriver: "Mange af disse regler er forkastelige i dagens sammenhæng; men for at være retfærdig må man forstå, at det var normen dengang. I middelalderens Europa var det bestemt ikke tilladt at angribe Jesus, Bibelen eller kristendommen." (Loonwatch - update: Så vidt jeg kan se, er deres artikel fjernet, marts 2013).
Men islam afviger fra kristendommen derved, at denne ganske vist "middelalderlige norm" praktiseres af mange muslimer i dag (om end på en tilsyneladende ubevidst måde).
(Der er den ironi, at apologeternes udtalelse er både hyklerisk og "islamofobisk": Den er islamofobisk, fordi den indebærer, at muslimer er ude af stand til at leve på anden måde end ved middelalderlige "normer", og den er hyklerisk, fordi den indebærer, at intet bedre kan forventes.)
Min kommentar til Umars Pagt:
Selvom den sandsynligvis ikke er skrevet af Umar I (den anden af de "retledte kaliffer"), og mange apologeter derfor kalder den "uautentisk", er den "autentisk" i den forstand, at mange muslimske kilder (se eksemplerne ovenfor) bruger de samme eller lignende udtryk til at skitsere dhimma-kontrakter for ikke-muslimer.
Når vi betragter vidnesbyrd fra en række muslimske og ikke-muslimske kilder (man kan også finde sådanne kilder citeret på pro-islamiske websteder) finder vi, at pagtens centrale betingelser understøttes. Dette, mener jeg, tenderer mod at bekræfte pagtens sandhed (hvis ikke dens litterære autenticitet) hinsides enhver rimelig tvivl.
En forholdsvis hurtig gennemgang af de forskellige obligatoriske betingelser viser, at enhver "fornærmelse" af islam er et brud på dhimmaen, hvilket også gælder enhver missionsvirksomhed rettet mod eller "skade" (af enhver art) på en muslim (selvom Abul Kasims liste ikke udtrykkeligt indbefatter fornærmelse af islam/Muhammed/Allah, kan dette afledes af punkt 4).
Ud over at overholde betingelserne i pagten, skulle dhimmien også betale jizya.
Jizya
Ud over de obligatoriske love i dhimmaen (som i mindre grad varierede fra sted til sted og på tværs af tid) kunne en dhimmi også sætte sig uden for loven ved ikke at betale jizya - en særlig hovedskat, som kun blev afkrævet ikke-muslimske mindretal. Af de fire vigtigste sunni-skoler, fastslår dem af Malik, Shafii og Hanbal, at manglende betaling af hovedskatten berøver dhimmierne beskyttelse.
Jizya kaldes ofte på engelsk en "poll-tax", selv om dette er en noget forkert betegnelse, fordi en "poll-tax" i vestlig tankegang normalt er noget, der skal betales (hvis anvendt) for at opnå stemmeret - dvs. blive politisk repræsenteret gennem afstemning. Dhimmien har aldrig indflydelse på, hvem der styrer ham (ifølge forskellige sharia-systemer), så en bedre forståelse af "jizya" fås gennem betegnelsen "hovedskat", et beløb, der skal betales "per hoved" af dhimmi-befolkningen, da dette afspejler måden, hvorpå den blev opkrævet - per hoved af raske mandlige kafirer er en typisk afgiftsordning.
Selvom den ikke er med blandt betingelserne i disse dhimmaer, er jizya indstiftet i Koranen, og manglende betaling er også et brud på dhimmaen (som bekræftet af Malik, Shafii og Hanbal), hvilket udsætter personer, der ikke betaler (eller samfundet som helhed, sjældnere) for at blive behandlet som "trodsige og oprørske mennesker"; hvilket igen betyder, at liv og ejendom af den "lovløse" (dvs. personen/personer i strid med deres dhimma), er "lovligt vildt" for muslimerne.
For at være lidt kynisk, er beskrivelsen af jizya som en "hovedskat" helt passende, fordi den tillader dhimmien at beholde sit hoved på skuldrene.
The Hedaya, en hanafi sharia-manual, har dette at sige ...
"Hovedskatten [jizya] er en slags straf påført de vantro pga. deres stædighed i vantro, (som tidligere anført;) deraf kommer, at det ikke kan accepteres af den vantro, hvis han sender den i hænderne på en repræsentant, men den skal opkræves på en krænkende og ydmygende måde, hvor indsamleren siddende modtager den fra ham i en stående position: (ifølge én tradition, skal indsamleren gribe ham i struben, ryste ham og sige: "Betal din skat, dhimmi.") Det er derfor indlysende, at hovedskat er en straf; (...) For det andet, er hovedskat en erstatning for aflivelse i forhold til de vantro, og en erstatning for personlig hjælp i forhold til muslimerne, (som tidligere bemærket;) - men den er en erstatning for aflivelse med hensyn til fremtiden,"
I Abu Hanifas skole [dvs. hanafi-skolen, o.a.] - som var den mest liberale af de fire med hensyn til jizya - er jizya således klart bestemt som en "ydmygelse" og en "erstatning for aflivelse". Vi kan derfor se, hvem det primært var, de således "beskyttede" dhimmier faktisk blev beskyttet imod. Med andre ord: Jizya er en beskyttelsesfidus og hvis du ikke betaler, vil du blive dræbt.
En berømt moderne muslimsk kommentator, S. Abul Ala Mawdudi, skriver:
"De [jøderne og de kristne] skal tvinges til at betale jizya, for at sætte en stopper for deres uafhængighed og overherredømme, så de ikke fortsat skal være herskere og suveræner i landet." (Mawdudi, S. Abul Ala, The Meaning of the Qur’an, 1993-udgaven, bind 2, side 183.)
Hvilket klart viser, at formålet med jizya er forarmelsen af ikke-muslimer.
Umars Pagt bliver således, for de vigtigste skoler af islamisk tænkning, en "pro-forma" for holdningen til og samlivet med ikke-muslimer. Vi kan betragte Umars Pagt som det "Læremæssige Ideal" for, hvordan muslimer skal behandle ikke-muslimer. Dette ikke for at sige, at selv de "obligatoriske" elementer i pagten var fuldt håndhævet gennem hele den islamiske historie - det var de ikke (især ikke i tider og på steder, hvor ikke-muslimer udførte vigtige statslige tjenester, som muslimerne ikke selv kunne udfylde) - men den viser, hvordan tingene bør være i en "ideel" islamiseret verden. Det er også værd at påpege, at når de obligatoriske betingelser ikke blev håndhævet, gav dette ofte anledning til vrede i ummaen og en periode med forfølgelse og undertrykkelse af ikke-muslimer fulgte (se nedenfor).
Som et yderligere punkt angående de undtagelser, som muslimske apologeter fremhæver: De er ofte et meget specifikt mindretal af dhimmi-befolkningen - civile eller offentligt ansatte, som vi ville kalde dem i dag - og ikke det undertvungne folk som helhed. På den måde at henvise til det faktum, at denne eller hine ikke-muslim steg op til en høj position i det islamiske samfund, og ergo at islam er tolerant, eller endda gunstigt indstillet over for minoriteter, er en tilsnigelse for at sige det mildt, fordi sådanne "begunstigede" ikke-muslimer ofte leverede afgørende tjenester, som muslimerne ikke selv kunne eller ville levere.
Omvendt er det heller ikke sandt, at alle muslimer går ind for sådanne diskriminerende praksisser; men det er en kendsgerning, at ikke-muslimske minoriteter i islamiske lande, frem til den dag i dag, lever under en form for vedvarende diskrimination (eller værre) gennem hele deres liv, som - hvis det var muslimer, der led under det samme i ikke-muslimske lande - ville få muslimske støttegrupper til øjeblikkeligt at smelte ned i terminal apoplektisk harme.
Den brutale ironi af dette er ikke gået tabt på forfatteren.
Pagten i historien
Der er mange eksempler på, hvordan Umars Pagt er blevet brugt i historien, men jeg vil bare tage ét, der eksemplificerer hvilken linedans livet var for selv de mest "begunstigede" af dhimmi-befolkningerne, nemlig det af Shmuel Ha-Nagid (993-1056 AD) og hans søn. Shmuel Ha-Nagid var en jøde, der levede i den "islamiske guldalder" i det islamiske Spanien (al-Andalus). Han var rabbiner og teolog, skrev sekulær poesi, tjente som premierminister for to andalusiske herskere og viste sig som en dygtig militærleder for den islamiske stat. I alt dette "udøvede han sin indflydelse diskret". Han døde i 1056 og hans søn Yosef, som også var usædvanlig talentfuld, blev udnævnt i hans sted. I modsætning til Shmuel, var Yosef en "arrogant" mand. Derfor kunne muslimerne ikke lide ham, hvilket resulterede i mordet på ham i 1066. Da dette ikke var tilstrækkeligt, blev hans jødiske samfund i Grenada næsten totalt massakreret den næste dag (31. december 1066).
Hvorfor skete det? Både Shmuel og Yosef var i strid med pagten ved at have jobs, der gav dem autoritet over muslimer (ingen af dem kunne naturligvis have afvist disse stillinger, da de var kaliffens udnævnte, og ikke at følge kaliffens bud ville også blive set som en overskridelse af pagten). Dette blev ignoreret i Shmuels tilfælde fordi han handlede med exceptionel ydmyghed og ærbødighed overfor muslimer (i overensstemmelse med betingelserne i både ibn Kathirs og Ibn Hazms versioner), men da Yosef handlede "arrogant" - dvs. uden ussel krybende ærbødighed og selvfornedrelse - blev hans brud på dhimmaen "bemærket"; han blev dræbt og hans samfund ødelagt på grund af "gidsel"-klausulen i pagten.
Af dette kan vi se, at de ikke-muslimer, der steg op til fremtrædende positioner, kun fik lov til at gøre det "på tålt ophold", og hvis de på nogen måde vovede at betragte sig selv som muslimernes ligestillede, kunne gengældelsen være både hurtig og brutal og række langt ud over den "lovløse" selv til det bredere dhimmi-samfund.
Som et andet, omvendt, eksempel, vil jeg kort betragte Abul-Fath Jalal-ud-Din Muhammad Akbar (kendt som kejser Akbar, 1542-1605 e.Kr.), mogul-kejseren af Indien. Skønt han startede som en meget ortodoks hanafi sunni-muslim, fik hans åbenhed ham til at lytte til andres religiøse overbevisninger, og han indførte til sidst religiøs tolerance for alle religiøse grupper i sit imperium. Han gik endda så vidt som til at afskaffe jizya, kharaj og andre islamiske skatter på ikke-muslimer, og erstattede dem alle med en enkelt skat for både muslimer og ikke-muslimer.
Dette udgjorde et brud på Umars Pagt i den forstand, at Akbar ikke alene undlod at håndhæve dens ufravigelige betingelser og opkræve jizya, han lovgav udtrykkeligt imod dem.
Som en konsekvens af sine holdninger og handlinger, blev han stærkt kritiseret af muslimske lærde (ulama) og medlemmer af hans hof, og han fik øgenavnet "den frafaldne" (efter hans død) - dette på trods af, at han også blev anerkendt som en meget dygtig, moralsk (i det mindste for hans tid) og samlet set god konge, selv af hans kritikere.
Af dette kan vi se, at muslimske herskere, der ikke respekterer ideerne i pagten, anses for at være trådt uden for islams område.
Pagten i brug i dag
Der er masser af eksempler, der viser, at "Umars Pagt" stadig er aktiv i dag, selv om pagten kun er implicit. Dvs. at der ingen faktisk skriftlig pagt er, kun én, der antages at fungere via muslimerne i et givet land. Selv om de fleste af de følgende eksempler drejer sig om forfølgelse af kristne (de er den mest synlige minoritet i overvejende muslimske lande), kan det påvises, at enhver minoritet, der er "bryder" deres (implicitte) dhimma, trues af angreb.
For eksempel:
Sudan, 17.11.2011. Kirke ødelagt. Muslimske pøbelflokke ødelægger en delvist opført kirke i det "islamiske" nordlige Sudan - opførelse af kirker er forbudt af pagten.
Egypten, 17.11.2011. Kristne myrdet. Kristne myrdet for at protestere mod kirke-ødelæggelse. Alt dette startede med muslimske "protester" (læs pøbelvold) mod lovlige (i henhold til Egyptens love) forsøg på at renovere en kirke i Edfu - at renovere en kirke er forbudt af pagten.
Pakistan, 19.11.2011. Forfølgelse pga. forbindelse. Denne er en generaliseret rapport, der fremhæver, hvordan Pakistans kristne forfølges på grund af den "tætte sammenknytning mellem Vesten og kristendommen i pakistaneres hoveder". I sammenhæng med pagten er dette et eksempel på, hvordan Pakistans kristne angribes, fordi Vestens "kristne" brød deres (implicitte) dhimma. Med andre ord er enhver kristen efter deres opfattelse "ansvarlig" for handlinger begået af alle kristne, hvilket pagten indebærer.
Indien, 21.11.2011: Mord. Kristen præst myrdet for åbent at bekende kristendommen og være parat til at argumentere for sin religion; dette er missionsvirksomhed, som er forbudt af pagten.
Pakistan, 21.11.2011: Tæsk. Kristne banket til at vidne imod en kristen præst, anklaget for at konvertere muslimer, dvs. missionsvirksomhed, som er forbudt af pagten.
Indien, 23.11.2011: Optøjer. Som svar på en foto-shop fordrejning af et billede af en muslimsk helligdom, laver muslimer (her minoriteten) optøjer mod denne "fornærmelse af islam". Sådanne fornærmelser er forbudt af pagten.
Indonesien, 28.11.2011. Lukning en kirke. I denne episode gjorde muslimer indsigelse mod en ny kirke - som er forbudt af pagten. Her gik ingen liv tabt, men de lokale muslimske myndigheder handlede ulovligt i forhold til deres egen civilret og domstole, men lovligt ifølge pagten.
Egypten, 30.11.2011 Mord. I denne episode førte et voldsomt skænderi til døden af en muslim i hænderne på en kristen. Som "hævn" dræbte en stor hob af muslimer to kristne, der intet havde med sagen at gøre, og sårede flere andre, samt plyndrede og ødelagde kristne hjem og forretninger, mens politiet så til uden at gribe ind. Den kristne havde klart dræbt muslimen (skønt utilsigtet eller af frygt for sit liv), og dette er forbudt af pagten. Derfor var den (implicitte) dhimma brudt og muslimerne "berettiget", i henhold til pagten, til at behandle dem som "trodsige og oprørske mennesker" - altså blev liv og ejendom af alle kristne i området "lovligt vildt" for muslimerne.
Pakistan, 01.12.2011. Dødstrusler. Ahmadhi-familie truet under Pakistans berygtede (og onde) "blasfemi"-love. Hvis en beskyldning faktisk rettes, vil de stå overfor en dødsdom, eftersom anklage tages som bevis i Pakistan og at sætte spørgsmålstegn ved dette, kan få dig myrdet (jf. Salman Taseer). Sådanne "fornærmelser" mod islam er forbudt af pagten.
Alt dette på blot to uger.
Mere nyligt:
Iran, 11.02.2013: Kristne forfulgt. Ifølge rapporten bliver iranske kristne "behandlet som andenklasses borgere" - altså i overensstemmelse med kravene i Umars Pagt. Dette viser også, at shia-muslimer ser ikke-muslimer i det samme lys som deres sunni-muslimske trosfæller.
Egypten, 18.01.2013. Ejendom ødelagt, kirke angrebet. Kristne ejendomme ødelagt som reaktion på beskyldningen om, at en muslimsk pige var blevet misbrugt af den kristne ejer af én af ejendommene. Her blev det kristne samfund angrebet som følge af de (påståede) gerninger af ét medlem. "Gidsel"-klausulen i Umars Pagt legitimerer sådanne aktioner.
Egypten, 18.01.2013: Kirke ødelagt. En ca. 5.000 mand stærk muslimsk menneskehob ødelægger en kirke under opførelse, efter at den havde modtaget "officiel tilladelse" til at gå videre. Kirkebygning er forbudt af pagten.
Tanzania. Præst skudt. Skyderiet, i Zanzibar, var "gengældelse" for en påstået vanhelligelse af Koranen, der fandt sted i Dar-es-Salaam (en anden del af landet). En sådan "krænkelse af Koranen" er forbudt af pagten. Den omstændighed, at angrebet var "uafhængigt", skyldes gidselklausulen i pagten.
Indonesien, 25.12.2012: Kristne angrebet. På trods af at de har tilladelse til at bygge en kirke på jord, de ejer, angreb lokale muslimer kristne, der forsøgte at holde en friluftsgudstjeneste på stedet. Kirkebygning er forbudt af pagten.
Sudan, 19.12.2012: Præster anholdt. Efter omvendelsen af en muslim til kristendommen, arresterede politiet i den islamistiske stat Sudan to involverede præster. Den slags "missionsvirksomhed" er forbudt af pagten.
Pakistan, 13.12.2012: Mord. Den 70-årige Birgitta Almby, bibelskolelærer og leder af en kristen-drevet teknisk uddannelsesinstitution i Lahore, blev skudt og dræbt af "islamiske ekstremister". Hendes forbrydelse? Det forlyder, at hun talte med en muslim om kristendommen. Den slags "missionsvirksomhed" er forbudt af pagten.
Vær sikker på, at du kan finde sådanne begivenheder foregå på mindst ugentlig, hvis ikke daglig, basis i den "islamiske verden".
Islam-apologeter vil, efter at have læst disse korte lister, uden tvivl sige, at de alle er "politiske", eller skyldes "spændinger mellem samfund" eller "vrede", eller komme med andre undskyldninger, og de vil helt sikkert nægte enhver forbindelse mellem islam og disse begivenheder, ja de vil sige, at de alle bare er "isolerede tilfælde" - en foretrukken måde at affærdige sådanne vidnesbyrd på.
Men jeg vil påstå, at der er en sammenhæng, og at sammenhængen er Umars Pagt.
Hver af disse hændelser er resultatet af en klar overtrædelse af pagten, som tillader at behandle de ikke-muslimer, der overtræder den (og/eller enhver af deres trosfæller inden for rækkevidde, se Koranen 9:123), som "trodsige og oprørske mennesker", som dernæst bliver udsat for udplyndring, slaveri og mord i hænderne på ummaen (eller muligvis kalifatet), hvis den ønsker det og som demonstreret ovenfor.
Men det lader til, at i det mindste nogle antydninger af sandheden kan trænge ind i mainstream-medierne:
I denne ABC-rapport fra 3. marts 2013 (værd at læse) findes følgende sigende afsnit: "Sammenstød mellem koptiske kristne og muslimer er som regel udløst af rygter om konvertering, muslimsk-kristne kærlighedsaffærer og opførelse af kirker." Hvad der menes er: "Muslimers angreb på koptiske kristne er som regel udløst af ...", men at forvente, at ABC eller andre vestlige mainstream-medier skulle fortælle sandheden så tydeligt, ville være at bede om for meget. En yderligere tilsløring kommer af, at muslimske mænd af Koranen udtrykkeligt tillades at gifte sig med kristne (og jødiske) kvinder, så de eneste "muslimsk-kristne kærlighedsaffærer", der kan udløse optøjer, er når en muslimsk kvinde forelsker sig i en kristen mand. Men bemærk de tre "udløsere", der identificeres i rapporten: Konvertering af muslimer, "kærlighedsaffærer" og kirkebygning. Alle disse (missionsvirksomhed, ægteskab/sex med en muslimsk kvinde og opførelse af kirker) er forbudt af pagten. ABC har i det mindste (delvist) identificeret de almindelige udløsere, skønt ikke den underliggende årsag - Umars Pagt - til dem.
Konklusion
Gennem historien og frem til i dag, har samspillet mellem muslimer og deres ikke-muslimske mindretal været baseret på Umars Pagt.
I historien har indførelsen af pagten, herunder de obligatoriske regler, været pletvis (ofte bestemt af nødvendigheden af at holde regeringsapparatet kørende), men en manglende gennemførelse af mindst de obligatoriske elementer, har givet anledning til modreaktioner mod dhimmier, der har været privilegerede ud over vilkårene i pagten, og ofte større forfølgelser af dhimmi-befolkningen som helhed.
I den moderne verden er denne basis blevet udvidet til at omfatte ikke-muslimer overalt - også når muslimer er minoriteten i et land – med den konsekvens, at mange muslimer betragter alle ikke-muslimer som eksisterende under en implicit dhimma baseret på pagten.
Jeg siger ikke, at alle, eller endda de fleste, muslimer i dag (eller endda i historien), er/var bevidst bekendt med vilkårene i pagten. Jeg siger snarere, at muslimer gennem historien generelt har behandlet ikke-muslimer i overensstemmelse med dens forskrifter (eller forskrifterne i lignende sådanne "aftaler"), således at den holdning og adfærd, der angives af pagten, er blevet rodfæstet i den muslimske psyke og således manifesterer sig i den måde, hvorpå ikke-muslimer behandles af muslimer. Når vi indser, at muslimer implicit, måske næsten underbevidst, mener, at alle ikke-muslimer kun har lov til at eksistere som dhimmier under en dhimma - selv om det kun er som en holdning af "sådan behandler man kufferne" - så bliver et skræmmende stort antal af disse "uforklarlige" og "isolerede" hændelser pludselig helt forklarlige og på ingen måde isolerede.
De danner snarere et adfærdsmønster, et mønster, der er baseret på Umars Pagt.
Tillæg 1:
I begyndelsen af 2012 faldt jeg over denne rapport og følte, at jeg var nødt til at sammenfatte dele af den for at vise udbredelsen af de holdninger, der er indbygget i pagten.
Taget fra en rapport om uddannelse i Pakistan:
"[Ikke-muslimer] er ofte portrætteret som mindreværdige eller andenrangs borgere, der har fået begrænsede rettigheder og privilegier af generøse pakistanske muslimer, som de burde være taknemmelige for."
Dette er næsten præcis den holdning til ikke-muslimer, der ligger i pagten.
"Ikke-muslimer er generelt - i de undersøgte Madrassa-lærebøger - portrætteret på én af tre måder: (1) Kafirer (vantro) eller mushrakeen (hedninge), (2) dhimmier (ikke-muslimer, der lever under islamisk styre), eller (3) murtid'er (frafaldne, dvs. folk, der har vendt sig bort fra islam). Ikke-muslimer er aldrig beskrevet som borgere med de forfatningssikrede rettigheder, som ledsager statsborgerskab."
Denne holdning er også i overensstemmelse med de holdninger, der ligger i Umars Pagt og Koranen.
"Så mange som 80% af respondenterne [skolelærere] betragtede ikke-muslimer som fjender af islam."
En ikke-muslim er kun tilladt at eksistere i et islamisk land som dhimmi, og husk, at en dhimmi dybest set er en "harbi" (dvs. en fjende af islam), som er "på prøveløsladelse".
Ikke overraskende, men som en følge heraf:
"De studerende gav ofte udtryk for negative opfattelser af tilhængere af andre religioner, [og] de fleste af de studerende identificerede simpelthen ikke-muslimer som fjender af islam."
Der er også lignende rapporter fra 2012 om karakteren af pensum i saudi-arabiske skoler, se her og her.
Vi kan således se her, at holdningerne - bevidst eller ubevidst - til ikke-muslimer, der ligger i Umars Pagt, stadig bliver udbredt i dag, og at mange muslimer - igen bevidst eller ubevidst - betragter alle ikke-muslimer som "dhimmier", hvis sikkerhed kun er garanteret, forudsat at de overholder betingelserne i deres (implicitte) dhimma.
Tillæg 2:
I februar 2013 faldt jeg over dette eksempel på, hvad Umars Pagt kan betyde i praksis. Ganske vist befinder det sig i eller i nærheden af den "værste" ende af skalaen, men det er ikke uden for de regler, der styrer dhimmier. I denne video tigger en syrisk kristen mand for sit liv foran en "sharia-domstol", mens han får at vide, at han skal konvertere til islam – ellers .... Anklage = bevis, når den anklagede er en ikke-muslim og anklageren en muslim, fordi ikke-muslimen ikke har nogen rettigheder over for muslimen i (nogle) sharia-systemer.
Tillæg 3:
Marts 2013. Denne artikel (værd at læse i sin helhed) er interessant, fordi den viser nøjagtigt, hvad en overtrædelse af den (tænkte) pagt indebærer. En kristen præst i Pakistan (derfor en tænkt dhimmi) er fejlagtigt anklaget for "blasfemi" mod islam (en overtrædelse af pagten). Menneskeflokken, der angreb hans hjem, råbte: "Pastor Karma Patras er en gudsbespotter og vantro, der har gjort sig fortjent til at dø." Han var altid en vantro (dvs. ikke-muslim), men eftersom han tilsidesatte sin (tænkte) pagt, er han nu som en konsekvens "fortjent til at dø".
Tillæg 4:
28. marts 2013. I denne artikel fra Washington Times erklærer den egyptiske gejstlige Khaled Said, at udenlandsk bistand (i artiklen amerikansk bistand) er "jizya" (et andet sted siger han, at den er en "hovedskat" - den almindelige oversættelse af jizya). Jizya betales af dhimmier, der er under en dhimma. Denne gejstlige opfatter således amerikanerne som dhimmier, der lever under en (tænkt) dhimma.
I samme ånd er den britiske imam Anjem Choudhary noteret for at sige (feb. 2013), at offentlige ydelser er "jihad-søgendes godtgørelse" og at "den normale situation for jer [muslimer], er at tage penge fra kufferne [ikke-muslimerne]". Igen, dette er en henvisning til jizya - hovedskatten betalt af dhimmier.
Selvom disse to sidste punkter ikke henviser direkte til pagten, afspejler de stadig den holdning, at ikke-muslimer overalt - også i den "frie verden" - i virkeligheden er dhimmier.
Yderligere læsning
Læs denne artikel af Andrew Bostom, der blandt andre ting giver eksempler fra historien - gammel og ny - på den form for "blasfemi", der får kafirer dræbt.
Oversættelse: Bombadillo