Hvad er sharia, hvor kommer den fra og hvorfor betyder den så meget?

Islamisk sharia er et retssystem. Den er en samling af forbud, formaninger og befalinger om menneskelig adfærd. Sharia er ikke et internt anliggende, som kun vedrører islam og muslimer. Sharia omfatter en lang række bestemmelser for folk, der ikke er muslimer. Disse regler er normalt forbud, der medfører strenge straffe, hvis de overtrædes. Disse bestemmelser i sharia gør livet usikkert og uvist for mennesker, der lever under sharia og som ikke er muslimer.

I henhold til sharia-loven har en person, der ikke er muslim, ingen umistelige rettigheder. Hvis jeg tager fejl her, vil jeg blive lettet og glad for at blive korrigeret og modtage jeres e-mails, der påpeger, hvorfor jeg tager fejl. Men hvis jeg har ret, vil en fange i Guantanamo Bay have flere rettigheder end en jøde eller en kristen, der lever under sharia-lov.

I modsætning til retssystemerne i de fleste moderne nationalstater, er sharia ikke underlagt demokratisk kontrol. Ligesom folkeretten og rabbinsk lov, er sharia en akademisk affære: Eksperter diskuterer og debatterer reglerne, indtil de bliver enige. Sharia-loven kender ikke til et parlament eller en regering, der optræder som lovgiver; dens regler kommer derimod i stand ved at blive aftalt mellem eksperter, dvs. de islamiske religiøse ledere, de professionelle muslimer, ulama, ayatollaherne eller hvad disse honoratiores nu kaldes.

Ligesom i mit tilfælde, vil de fleste af jer kun have et overfladisk kendskab til folkeretten. Folkerettens fordringer er aldrig blevet sat på prøve ved en fri og demokratisk afstemning. Det var interessant at bemærke, for at sige det mildt, hvor ofte Geert Wilders' anklagere i 2010 og 2011 appellerede til, hvad de anså for at være alment accepteret international ret for at lukke munden på Geert Wilders. Som international ret [folkeretten] demonstrerer, så har samfund af akademiske specialister en tendens til, i deres isolation, at udvikle en grad af pedanteri, som en valgt lovgiver aldrig ville kunne tillade sig. Op til et vist punkt er dette præcis, hvad der er sket med sharia.

Religioner er ikke demokratiske, selvom de til tider kan prædike eller tolerere demokrati. Derfor er de måder, hvorpå reglerne i islamisk lov kommer i stand, udemokratiske. Det indebærer, at dette at lade sharia, eller en del af den, være landets lov i en vestlig nation, vil forringe den demokratiske karakter af den pågældende nation. Det vil sige, at man kommer til at give lovgivende magt til ikke-valgte selvudnævnte mænd, der er ukendte og anonyme og som opererer fra moskeer, langt væk i Pakistan eller Afghanistan. I et demokrati er dette ikke det ideelle arrangement. Man kan have legitime religiøse grunde til alligevel at foretrække et sådant arrangement, men det indebærer noget værre end beskatning uden repræsentation; det indebærer lovgivning uden repræsentation.

Vestlige politikere tager ikke sharia-loven alt for alvorligt, fordi den er en akademisk og religiøse affære, et retssystem, som udspringer, ikke af magten i en stat, men af religiøse lærdes sind. I den muslimske verden, derimod, er sharia-lovens autoritet overvældende. Sharias kolossale prestige i den islamiske verden er let at forklare: Islamisk teologi identificerer sharia-lov med Guds vilje og sharia-specialisterne er de religiøse ledere af det muslimske samfund. Ingen regering i den muslimske verden har råd til at fremmedgøre disse specialister i religiøs lov, hvis den ønsker at forblive ved magten.

Hvert eneste islamisk land udvikler og plejer sin egen ligevægt mellem landets regering og dets religiøse specialister. Denne stadigt skiftende ligevægt er kram for ph.d.-afhandlinger. Ikke desto mindre, har de fleste muslimske lande retssystemer, der er påvirket af, men ikke identisk med, traditionel sharia. For lederne af de radikale islamiske bevægelser er denne ikke-identitet mellem national lov og sharia-lov en permanent kilde til vrede. Den mindste uoverensstemmelse mellem sharia-loven og landets lov er permanent benzin på deres propagandamaskiners bål, fordi en sådan forskel er bevis på, at en menneskelig lovgiver har ønsket at sætte sig i Guds sted og forsøgt at forbedre Gods værk, hvilket er blasfemi, eftersom Gud er den eneste lovgiver.

Sharia-loven er ikke et praktisk retssystem, der er udviklet ved domstolene. Den er produktet af drøftelser mellem lærde, og udspringer ikke af praktiske hensyn hos dommere, advokater, anklagere eller forsvarere. Derfor står sharia-loven svagt mht. proceduren. Den er et teoretisk abstrakt retssystem, udtænkt i akademier. Dette forklarer de fleste af dens svagheder.

Ikke desto mindre hævder muslimsk teologi, at sharia-loven er guddommelig. Hvis ukendte nye spørgsmål opstår, for hvilke sharia skal give et svar, kommer sharia-specialister, i hvert fald i teorien, med en løsning, der er baseret på sharias fire principper eller 'rødder'. Disse fire principper vil dukke op igen og igen i alle drøftelser af sharia. De er Koranen, hadith, analogislutning og enighed.

Den fjerde rod, enighed eller konsensus, er for alle praktiske formål det vigtigste kriterium. Når en konsensus er nået, bliver det overflødigt at konsultere de andre kilder. Men teori og teologi tillægger størst værdi til autoriteten af den første af disse fire rødder, til Koranen, men i praksis må Koranens ordlyd måske suppleres eller fortolkes af de andre kilder, eller af en anden passage fra Koranen selv.

Her møder vi et vigtigt princip i både sharia og koranfortolkningen. Dette princip, ”abrogation” [eller ”ophævelse”], naskh på arabisk, bliver ofte misforstået. ”Abrogation” betyder, at et vers fra Koranen, der blev åbenbaret tidligt, kan annulleres eller ”ophæves” af et vers, der kom ned på et senere tidspunkt. Nogle gange kan selv et element fra en af de andre tre kilder ophæve indholdet af et vers fra Koranen. Muslimske lærde analyserer alle mulige tilfælde i dybden.

Det mest berømte eksempel på abrogation er af interesse for enhver, der ikke er muslim: Ophævelsen af sura 109, en sura fra Mekka-perioden, der prædiker religiøs tolerance. Denne sura ophæves af senere vers fra Medina, der befaler muslimerne at kæmpe og dræbe de vantro, hvor som helst de finder dem.

Uanset hvilket problem de sharia-lærde konfronteres med, vil de efter nogle generationer nå frem til enighed; og derefter gælder Muhammeds direktiv: "Gud vil ikke tillade [sit] folk at enes om en fejl."

Dette vigtige direktiv spiller en central rolle i sharia-systemet. Dets anvendelse har en række uforudsete konsekvenser. Afskaffelse af en sharia-forordning, der var opnået enighed om, indebærer, at Muhammeds umma tog fejl. Men det gjorde den ikke ifølge islams profet. Derfor er det udelukket at trække reglerne tilbage, når der først er opnået enighed om dem. Eksempler på tilfælde hvor dette skaber vanskeligheder og forlegenhed er talrige: Tænk bare på sharia-straffene for apostasi, utroskab eller tyveri.

Et berømt eksempel på abrogation er forbuddet mod vin. I tidlige vers, taler Koranen godt om vin; senere vers forbyder vin. Men hvordan kan vi vide, hvilket vers der kom først? Det kan vi vide fra de muslimske sharia-eksperter. Hvordan ved de det? Jo, eftersom vin er forbudt, så må det vers, som forbyder vin, være senere end det vers, som priser vin. Udenforstående vil få mistanke om cirkelslutning, men for traditionelle muslimer nyder alt dette den Højestes støtte og bekræfter, at de ville være i vildrede uden eksperternes forskning og lærdom, dem, der legemliggør den religiøse autoritet i islam.

Islams venner ser den påståede fleksibilitet af islamisk lov som et tegn på dens humane og liberale karakter. Dette er imidlertid en fejl. Fleksible love er ikke humane, men farlige, fordi borgerne ikke ved, hvad de kan blive anholdt og henrettet for. Islamisk lov, fleksibel som den siges at være, er enstemmig på en lang række punkter. Enighed, konsensus; dette er, hvad systemet er bygget på. Ingen væsentlige uoverensstemmelser findes om de retsspørgsmål, der er vigtige for ikke-muslimer, uanset hvad islams venner måtte sige. Ikke at respektere Muhammeds, islams profets, majestæt, ses generelt som en forbrydelse, der straffes med døden. Hvis domstolene eller regeringerne ikke henretter gerningsmanden, kan spontane, uformelle frivillige føle sig berettigede til at tage denne opgave på deres skuldre, uanset omkostningerne for dem selv personligt.

Moderne vestlige forskere har sået tvivl om oprindelsen til sharia-loven. De mener, at sharia er en fortsættelse af romersk provinslov, som den var i kraft i det romerske imperium i Mellemøsten på tærsklen til de arabiske erobringer. En række af det 20. århundredes forskere skrev om forholdet mellem romersk og islamisk lov. Det er let at se, at mufti-skikkelsen er en fortsættelse af den retslærde, der er velkendt fra romerretten, og andre eksempler findes i overflod.

Stærk indflydelse fra talmudisk rabbinsk lov på sharia er ubestridelig, og ikke noget mirakel, eftersom talmud og sharia begge kom til verden i Irak i nogenlunde den samme periode, fra det 7. til det 9. århundrede e.Kr. Fatwaer er selvfølgelig de nøjagtige funktionelle ækvivalenter til de rabbinske teshuvot og romerrettens responsa.

Muslimer tror, at deres religiøse specialister afledte reglerne i sharia af dens fire kilder: Koranen, hadith, analogislutning og konsensus. Men moderne vestlige forskere er nået frem til den opfattelse, at reglerne i sharia ikke blev afledt af de fire "rødder", men at reglerne og bestemmelserne først blev forankret i disse fire "rødder" efterfølgende. Dette er igen kram for ph.d.-afhandlinger. Men disse akademiske spørgsmål, bør dog ikke opholde os her, hvor vi har en vigtigere opgave: At forklare, hvorfor vi skal koncentrere os om sharia, og ikke om Koranen eller Muhammed, når vi ønsker at forsvare os mod islams angreb.

Moderne vestlig forskning i Koranen og Muhammeds liv har gjort store fremskridt siden århundredskiftet. Som følge heraf har de traditionelle opfattelser vedrørende Muhammed og Koranen vist sig at være uholdbare.

Om Muhammed virkelig har eksisteret, er mere usikkert end nogensinde. To århundreders tålmodig forskning har skabt alvorlig tvivl om historiciteten af islams profet. Denne usikkerhed vil ikke gå væk, uanset hvor lille og ubetydeligt antallet af akademikere, der arbejder på dette område, måtte være.

Det generelle billede, som Koranen og den islamiske tradition giver af de omgivelser, i hvilke Muhammed virkede, først som profet, dernæst som både profet og statsmand - dvs. det generelle billede af Mekka og Medina i begyndelsen af det 7. århundrede e.Kr. - er ikke blevet bekræftet af arkæologiske forskningsresultater eller af studiet af gamle inskriptioner, for så vidt disse er tilgængelige. Dette kan selvfølgelig ændre sig, efterhånden som forskningen skrider frem, men det er ikke et godt tegn, især ikke når det, der er fundet, ved første øjekast synes at modsige de traditionelle opfattelser.

Den litterære tradition omkring Muhammeds biografi ser ud som en usystematisk samling af indbyrdes modstridende prædikener, der ikke desto mindre alle ønsker at overbevise tilhørerne om, at en vis Muhammed var Guds sendebud. Det litterære materiale, der er blevet bevaret, har ikke den mindste lighed med en historisk optegnelse. Dette er ikke nødvendigvis fatalt, men det er ikke et godt tegn. Numismatikken bekræfter ikke islams version af den tidlige islams historie. Dette er i sig selv ikke afgørende, men det er ikke et godt tegn. Der er uoverensstemmelser mellem, hvad vi ved om den gamle arabiske kalender og de rapporterede fortællinger om Muhammed. Dette behøver ikke at være fatalt, men det er tæt på.

Sande muslimer deler ikke disse tvivl om deres elskede profet. Men klassen af muslimske religiøse ledere på den anden side, vil gå videre end til blot at undlade at dele disse betænkeligheder. De vil blive rasende, når moderne vestlige forskere afslører den muslimske udgave af den tidlige islams historie som en fortælling, skabt af teologiske fornødenheder, som prædikener, der er forklædt som historie. Det siger sig selv, at mange muslimer vil være parat til at tage det tunge skyts i brug for at forsvare deres religion mod sådanne angreb.

Der er dog en sprække i den islamiske rustning, der lyder så from og så islamisk som noget. Den kan endog være effektiv. Koranen siger utvetydigt, at den er skrevet på et klart arabisk sprog. "Nå", bliver man nødt til at spørge, "men hvis dette er sandt, hvorfor har vi så brug for korankommentarer, der løber op i tusindvis af sider?

Dette spørgsmål er allerede ubehageligt, men vi er nødt til at stille et endnu mere pinligt spørgsmål angående autoriteten af sharia-lovens gamle grundlæggere: De fire giganter al-Shafii, Abu Hanifa, Malik og Ahmad ibn Hanbal, som alle levede tæt på år 800 e.Kr.; alle, undtagen Malik, var geografisk forbundet med Irak: "Hvorfor har vi brug for disse fire sharia-lærde til at informere os om, hvilke handlinger islam forbyder og foreskriver? Hvis Koranen er klar, hvorfor har vi så brug for disse store navne? Hvad vidste de bedre end profeten Muhammed? Hvad vidste de, som ikke findes i Koranens klare vers?"

Disse spørgsmål vil ikke nødvendigvis gøre gennemsnitlige muslimske lægfolk vrede. Men de vil gøre muslimske sharia-lærde rasende. Da disse mænd spiller den rolle, de gejstlige spiller i kristendommen, er de en kraft, man skal regne med. De er uden tvivl en åndelig kraft, men nogle af deres ungdommelige tilhængere er ret ligeglade med forskellen mellem sjæl og legeme og tøver ikke med at tage alle nødvendige skridt for at gennemtvinge føjelighed over for disse gejstliges ønsker.

Muslimske lægfolk giver som regel deres samtykke til alt, hvad de professionelle muslimer lærer og prædiker. Den magt, som denne klasse af islamiske sharia-eksperter har over dens flok, er forbløffende og har ikke sin lige i historien. Den er baseret på socialt pres. Den fungerer på den enklest tænkelige måde: At opfylde ens religions forskrifter skaber prestige blandt trosfæller. Dette gælder i alle religiøse systemer. I tilfældet islam vil muslimer derfor beundre enhver, der optræder på den islamiske måde. Hvem definerer denne måde? Det gør de islamiske gejstlige, der har den endelige autoritet i afgørelsen af hvilken adfærd, der er islamisk adfærd.

Dette ville ikke betyde noget for os, hvis ikke islam pralede af at være i stand til og villig til at ødelægge Vesten. I forsvaret af Vesten mod islam er det denne sammenkædning af autoritet og opnåelse af prestige, der skal angribes, og vi gør klogt i at sætte dette angreb ind mod det svageste punkt: Grundlaget for gejstlighedens autoritet. Denne gejstlige autoritet er baseret på sharia. Men sharias autoritet indebærer, at Muhammed, islams profet, var mere eller mindre en tåbe, og at Koranen er et omtåget og primitivt stykke from prosa, der mangler de oplysninger, et menneske behøver for at blive frelst fra Helvedes ild. Kun de gejstlige ved, hvordan mennesket kan blive frelst, og dette i kraft af deres viden om sharia, ikke i kraft af deres viden om Koranen.

Den ophøjede placering af sharia i den islamiske verden, kunne vi hævde, kan kun forstås som en nedgørelse af Koranen og Muhammed. Når vi først har fået vore muslimske eller dhimmi modstandere til at se dette, kan vi have påvirket dem. Det spørgsmål vi bør stille, så snart der gøres en appel til en sharia-lovbog, er: "Hvad ved de muslimske skriftkloge og lærde, som alle er mennesker og ingen af dem en profet, bedre end Muhammed og hans følgesvende?"

Tillad et eksempel på, hvordan sharia-loven og gejstlige agerer. I 2006/2007 fik en hollandsk komiker problemer med en islamisk aktivist angående mordet på Theo van Gogh. Komikeren henvendte sig derefter, på eget initiativ, til en lokal Amsterdam-imam og bestyrelsen for hans moské, og spurgte dem direkte, om de ønskede at dræbe ham. Imamen så kun streng ud og sagde ikke noget, og virkede som om han ikke forstod hollandsk - hvilket han måske heller ikke gjorde. Men et smilende bestyrelsesmedlem forsikrede komikeren om, at de ikke havde planer om at dræbe ham, fordi "for sådanne ting, har vi de radikale". Dette illustrerer situationen perfekt. Flertallet er tavst, imamen begrænser sig til at se værdig ud, hans direkte støtter bringer de dårlige nyheder, og elitetropperne, de sande kommandosoldater, de ægte mujahedin gør det beskidte arbejde.

Regeringerne tøver med at gå imod disse kommandosoldater; de, der er under angreb, er som regel nødt til at forsvare sig selv. Det er bedst at slå igen indirekte og prøve at påvirke muslimerne til at indse, at der gennem århundrederne har åbnet sig en stadig større kløft mellem på den ene side, hvad de oprigtigt og til tider naivt ser som islam, og på den anden side, den ophobede mængde af forskrifter og begrænsninger, som de gejstlige ønsker bragt i anvendelse. Vi bør spørge de muslimske lægfolk igen og igen, hvad de menneskelige forfattere til sharia-manualerne ved bedre end ærkeenglen Gabriel, da han åbenbarede Koranen til Muhammed?

Koranen bringer dårlige nyheder til dem, der ikke ønsker at underkaste sig islam, men så eksplicit som sharia-loven, er den ikke. Vi kan desuden frit kritisere de nyligt udgivne, kommenterede og reviderede sharia-manualer; intet i vore love og skikke forbyder os at gøre det. Men at kritisere en gammel hellig tekst kan let blive portrætteret som uciviliseret. Over for de mange moderne sharia-manualer er der derimod frit spil. Deres forfattere er kun menneskelige, mennesker som du og jeg. Men forfatterne til disse sharia-bøger hævder med bestemthed, at de ved mere end alle profeter og ærkeengle tilsammen.

Her vil islams venner behændigt forsøge at underminere vores troværdighed. Når vi henviser til en gammel klassisk sharia-manual og påpeger dens blodtørstige og eksplicitte indhold, vil de sige: "Åh, ja, det er en gammel bog, der ikke længere er relevant; ingen normal gennemsnitlig muslim kender til denne bog". Når vi citerer moderne samtidige kilder af lignende art, vil de sige: "Ja, men dette er en fornyelse, som ikke har nogen betydning for det generelle billede af islam". Hvis vi citerer både gamle og nye kilder, vil de sige, at vi keder dem med vores gentagelser af, hvad der er irrelevant. En stærk mave er en absolut nødvendighed for enhver, der engagerer sig i sådanne debatter.

Et af vores problemer med islam er den vestlige forståelse af religionsfrihed. De fleste vesterlændinge indser ikke dette, men religionerne er forskellige. Enhver tænkelig handling er enten forbudt eller gjort obligatorisk af mindst en af de hundredvis af religioner vores planet er prydet med.

Derfor er religionsfrihed, hvis det betyder, at enhver religion kan få sin vilje, ikke mulig.

Da min professor i mit første år på universitetet forklarede dette, troede jeg ham ikke og spurgte, om noget så uskyldigt som at drikke vand fra hanen kunne være genstand for et religiøst forbud.

Han svarede, at han ikke kendte til noget eksempel, men forsikrede mig samtidig om, at hvis jeg begyndte at lede, ville jeg finde et.

Og han havde ret: Hinduisme har en kaste, hvis medlemmer kun må drikke vand, der er trukket op af en brønd med en lerkande; de betragter dette at drikke vand fra hanen som haram.

Men i Europa og Amerika er de bevarede religioner forholdsvis ens og som regel på en eller anden måde forbundet med Bibelen. Derfor er europæere og amerikanere tilbøjelige til at tro, at der ikke sker nogen skade ved at lade en religion få sin vilje, fordi "alle religioner dybt nede er ens". Dette er en misforståelse. Der er intet, der er fælles for alle religioner.

Religionsfrihed, hvis det betyder, at enhver form for religion kan få sin vilje, er en opskrift på borgerkrig. Hvad vores vise forfædre mente, da de gik ind for religionsfrihed, bør omformuleres. Hvad de mente, kan kun have været menings- og tilbedelsesfrihed. Da de ikke var bekendt med religioner, der var væsentligt anderledes, og da de var trætte af at gå i krig om tro og former for tilbedelse, og da de ikke var bekendt med det fulde spektrum af global religiøs mangfoldighed, formulerede de deres overbevisninger, hvor rigtige de end var, på en måde, som i dag er forvirrende og skaber alvorlige problemer for frihed, videnskab, retfærdighed, sundhed og politik.

Ikke alt er godt, men mange, hvis ikke de fleste, muslimer er for humane til at være villige til at udføre alle de befalinger, sharia pålægger. Lad os hjælpe dem ved at påpege, at Koranen meget vel kan være Guds ord - dette kan trods alt ikke kontrolleres - men at sharia er menneskeværk, selv ifølge islams lære. Hvis vi vil holde os fri af sharia-loven, kan vi i sidste ende blive nødt til at kæmpe - men igen, frihed er ikke gratis.

---

Prof. dr. Hans Jansen er hollandsk forsker i arabisk og mellemøstlige studier. Han var vidne for forsvaret under Geert Wilders-sagen for to år siden.

Om prof. dr. Jansens CV, se www.arabistjansen.nl/

---

Oversættelse: Bombadillo