Tavshed mens de kristne dør
Af Charles Jacobs
Oversættelse af: Silence as the Christians Die
Kilde: frontpagemag.com, 16. april 2013
Udgivet på myIslam.dk : 18. april 2013

Demonstrerende koptere

Hvorfor er Vesten så skammeligt tavs over for angrebene på kristne folk og samfund i hele den islamiske verden?

Hvis årsagerne til dette ikke bliver forstået - og hvis tavsheden fortsætter - er vi næsten sikre på at blive vidner til blodige religiøse/etniske "udrensninger", hvis ikke egentlige folkemord.

De syriske kristne i Damaskus, hvis kirke netop er blevet bombet af anti-Bashar Al-Assad oprørere, ved, at deres samfund vil blive udslettet, hvis Assad bliver væltet. De kristne koptere i Egypten kan se, hvad de kan vente sig fra salafisterne, efterhånden som Det Muslimske Broderskab får mere og mere kontrol. Kopternes døtre bliver allerede voldtaget, deres præster pryglet, deres kirker stukket i brand. Fra Nigeria til Malaysia, fra Pakistan til Irak, fra Usbekistan til Tanzania bliver kristne arresteret, chikaneret og truet. Der er mord i luften.

Nogle i Vesten ser, hvad der er på vej. The Middle East Forum udsendte for nylig en månedlig opdatering om forfølgelse af kristne i islamiske lande. Sidste år udsendte Christian Solidarity International (CSI) et "folkemordsvarsel" for de truede ikke-muslimske mindretal (for det meste kristne) i Nordafrika og det islamiske Mellemøsten. John Eibner, formand for CSI's USA-afdeling, opfordrede præsident Barack Obama til at råbe op på vegne af de truede kristne.

Obama har ikke råbt op. Den samme undladelse finder vi hos "menneskerettighedsgrupper" og andre "omsorgsfulde og medfølende" mennesker, der taler i det uendelige om social retfærdighed. Og vi finder den desværre også hos kristne præster. Hvorfor overlader både venstrefløjen og de kristne disse mennesker til deres egen sørgelige skæbne? Jeg kan se 10 grunde.


Venstrefløjens tavshed

1. Ikke-vesterlændinges forbrydelser skaber flimmer i venstrefløjens budskab.

For mange vestlige progressive, har skyldfølelse over tidligere vestlige forbrydelser som kolonialisme og slaveri fået dem til at indsnævre deres fokus på rædselsgerninger, begået af vesterlændinge. Dette gør det muligt for dem at føre sig frem som "de gode hvide" og blive fritaget for ansvar for vestlig synd. Apartheid, begået af sydafrikanske hvide, berørte dem dybt; at protestere mod arabiske/muslimske angreb på kristne i dag ville aflede opmærksomheden fra deres budskab og svække deres formål.


2. Kristne kan ikke ses som ofre.

Progressive holder fast i forestillingen om, at kristne missionærer var de vestlige kolonialisters forlængede arm og narrede asiatiske og afrikanske indfødte med religiøst hokus pokus. Og øverst i deres forestillingsverden: Kristne tillod - og den kristne lære tilskyndede - Hitlers folkemord på Europas jøder. Men de progressives historiefortælling udelader århundreders islamisk erobring (ved sværdet, ikke ved missionærers arbejde), nedslagtning, slavebinding af hedenske folk og undertvingelse af jødiske og kristne samfund, hvilke - nu da vi er ved det - eksisterede forud for islam i Egypten og selvfølgelig i Israel. Kun få progressive har nogensinde forstået, at "tragedien i Sudan" var en morderisk jihad, vendt mod kristne (og stammefolk).


3. At påpege ens modstanderes forbrydelser hindrer "fred".

Ud over fra deres ufuldstændige og fordomsfulde syn på historien, har progressive et politisk korrekt/terapeutisk syn på fredsskabelse: Diskussioner af islamistiske menneskerettighedsforbrydelser bliver standset som værende "lidet hjælpsomme" i bedste fald og "racistiske" i værste. For at skabe fred, siger deres teori, må vi formilde og ikke fornærme "den anden", og vi må ikke tænke på vore modstandere som anderledes end os selv. Man bør ikke tale højt om kulturer, der kun ønsker at dominere, som tilskynder mænd til at voldtage og tvinger andre til at fornægte deres egen religion. Med andre ord vil progressive være imod at rapportere om, hvad der sker med de kristne i den muslimske verden.


4. Mange progressive ser sig selv i en kulturkamp mod kristne.

Mange progressive vil måske undlade at hjælpe forfulgte kristne i Mellemøsten og i Asien, fordi de her i Vesten står i en kamp mod kristne over sådanne ting som homoseksuelle ægteskaber, kvindelige præster og abort. Hvorfor hjælpe sine "fjender?"


Kristnes tavshed

5. Uvidenhed, som undertiden er forsætlig.

Af hensyn til bevarelsen af fredelige forbindelser, undlader medierne (se "progressive" ovenfor) at informere kristne fuldt ud om kristen lidelse i hænderne på radikale muslimer. Kristne præster, hvoraf nogle af deres muslimske "dialogpartnere" har fået at vide, at en sådan snak truer med at skade den tværreligiøs harmoni her, vælger en lignende tavshed. Af netop denne grund aflyste bispedømmet Worcester for nylig et foredrag af den velkendte forsker Robert Spencer fra JihadWatch.org, som skulle have handlet om forfølgelse af kristne.


6. Frygt for at gøre yderligere skade.

De kristne samfund i den islamiske verden er i realiteten gidsler. Paver og prædikanter har vidst i århundreder, at vestlig agitation for kristnes rettigheder under - og under beskyttelse af - deres muslimske herremænd, udgør en trussel mod livet for de mennesker, de ønsker at hjælpe.


7. Kristne er ikke et "folk".

Kristne her ser ikke sig selv og andre udøvere af deres tro som en "familie" på samme måde som for eksempel jøderne gør. Kristne studerende på Gordon College, en kristen skole i Wenham, Massachusetts, forklarede mig for nylig, at kristne - i modsætning til jøderne, der mobiliserede alle i deres samfund, da en enkelt jøde, Gilad Shallit, blev kidnappet - ikke er "en familie som jøderne, der alle stammer fra Abraham og bærer hans blod." (Jeg antydede, at den globale jihad måske ville helbrede dem for denne opfattelse - at deres egen skæbne nu var forbundet med alle kristnes skæbne).


8. Få tilgængelige ofre som talsmænd.

Da den amerikanske Anti-Slavery Group organiserede massiv amerikansk støtte til frigørelse af slaver i Sudan, blev vores indsats hjulpet enormt af flygtede slaver, der på velklingende engelsk fortalte deres personlige historier i amerikanske kirker, synagoger og universiteter. Uden sådanne kraftfulde stemmer her, vil bevidstgørelsen og mobiliseringen af de kristne - og alle amerikanere - være langt mere vanskelig.


9. Kristne afskåret fra deres historie.

I den amerikanske psyke, som Henry Ford sagde, "er historie uden betydning [history is bunk]". Blandt amerikanske kristne er der ikke megen interesse i at holde udenlandske, gamle kristne samfund i live, ikke engang den kristne civilisations vugger. I Betlehem, er kristne ved at forsvinde med alarmerende hast på grund af arabisk/islamistisk pres, uden hørbare protester fra Vesten.


10. Kristne zionister er optaget andetsteds.

Kristne zionister ved mere end de fleste om kristen lidelse under islamisters åg. Men de er, hvor mærkeligt det end kan synes for os jøder, i altovervejende grad motiveret af den forpligtelse, de føler for det jødiske folk.

De er ikke blevet overbevist om, at dette at mobilisere her, for deres egne kristne brødre i Mellemøsten, ville gøre mere for Israel (jeg tror det meget vel kunne) end hvis de forsatte med "bare" at være de fantastiske zionister, de er.

Eibner sagde det på denne måde i sit brev til præsident Obama: "I Holocaust-museet, Hr. Præsident, gentog du en sandhed, som amerikanske politikere må aldrig glemme: 'Forebyggelse af masseovergreb og folkedrab er en central national sikkerhedsinteresse og et centralt moralsk ansvar for USA.'"

Vi amerikanere af alle politiske kulører og trosretninger har brug for at minde os selv om, hvem vi er - og spørge os selv, hvem vi ville være, hvis vi overlader de kristne til, hvad der så klart synes at blive en frygtelig, frygtelig skæbne.

Charles Jacobs er præsident for Americans for Peace and Tolerance (http://www.peaceandtolerance.org/)




Oversættelse: Bombadillo