Kirke i Raqqa, Syrien, før og efter: Kors og kirkeklokke er nu erstattet med islams sorte flag, der proklamerer: "Der er ingen anden gud end Allah og Muhammed er hans sendebud."

En jihad-gruppe, der besatte den syriske by Raqqa, gav for nylig byens kristne minoriteter tre valgmuligheder: 1) konverter til islam, 2) forbliv kristne, men betal skat og accepter en status som tredjeklasses borgere, eller 3) dø ved sværdet.

Ifølge BBC udstedte gruppen Den Islamiske Stat i Irak og Syrien et direktiv,

der anførte det islamiske begreb "dhimma" [pagt], [som] kræver, at kristne i byen skal betale en skat på omkring 14 g rent guld til gengæld for deres sikkerhed. Den siger, at kristne ikke må foretage renoveringer af kirker, vise kors eller andre religiøse symboler udenfor kirker, ringe med kirkeklokker eller bede i offentligt. Kristne må ikke bære våben og skal i deres dagligdag følge andre regler pålagt af ISIS (også kendt som ISIL - Den Islamiske Stat i Irak og Levanten). Erklæringen sagde, at gruppen havde mødtes med kristne repræsentanter og tilbudt dem tre valgmuligheder - de kunne konvertere til islam, acceptere ISIS' betingelser eller afvise disses kontrol og risikere at blive dræbt. "Hvis de afviser, bliver de legitime mål, og intet andet vil være mellem dem og ISIS end sværdet", hed det i erklæringen.

Fordi flere vestlige medier ukarakteristisk fortalte om denne seneste ugerning mod de syriske kristne, er mange vesterlændinge chokerede - forbavsede over at høre om den slags drakoniske betingelser.

Men i virkeligheden er disse tre valg fuldt funderede i islamisk lære, som det skal påvises i det følgende.

Så hvorfor er Vesten, midt i "informationsalderen," så totalt, for ikke at sige afskyeligt, uvidende om islams lære? Fordi dem, der er ansvarlige for at gøre denne viden kendt - især den akademiske verden, medier og regeringer - er mere interesserede i at hvidvaske islam og at begræde islamofobi (for detaljer se siderne 219-249 i Crucified Again: Exposing Islam’s New War on Christians).

Vestlig forstillelse

Som det klareste symbol på alt dette er, at netop omkring tidspunktet, hvor den nyhed dukkede op, at jihadister undertvang og afpressede jizya-penge fra syriske kristne, afholdt det saudi-finansierede Prins Alwaleed bin Talal Center for Kristen-Muslimsk Forståelse ved Georgetown Universitet, Washington DC, et seminar om, hvordan islam bliver misforstået og dæmoniseret af såkaldt "islamofobe".

Jeg har direkte erfaring med dette. For mange år siden, som ph.d.-studerende ved Georgetown Universitets Center for Moderne Arabiske Studier, blev min interesse for middelalderens islamiske historie, sharia og jihad mødt med mistænksomme blikke fra professorer - ikke mindst fordi de tilbudte kurser typisk handlede om kolonialismens og orientalismens onder eller om islamisk "feminisme".

Det var det samme, da jeg arbejdede ved Den Afrikanske og Mellemøstlige Afdeling i Library of Congress, som er en statslig institution; her fokuserede vore konferencer regelmæssigt på islamisk civilisations påstået store resultater.

Den endemiske muslimske forfølgelse af kristne - i fortid eller nutid – var et emne, tilsyneladende kun en "islamofob" ville tage op.

Apropos regeringen. Også omkring den tid, da jihadister stillede de kristne overfor islams tre klassiske valg - konvertering, underkuelse eller død - ankom en delegation af syriske kristne præster til Senatets Arms Services Committees mødelokale for at aflægge vidnesbyrd om de syriske kristnes lidelser. Derefter

kom en råbende senator John McCain marcherede ind i udvalgslokalet, ifølge en højtstående kilde der deltog i mødet, og stormede hurtigt ud igen. "Han var utrolig grov," fortalte kilden til Judicial Watch, "fordi han mente, at de syriske kirkeledere end ikke burde have haft lov til at komme ind i rummet." Efter det skammelige raserianfald kom McCain tilbage til lokalet og satte sig kortvarigt, men nægtede at tage øjenkontakt med deltagerne; i stedet ignorerede han dem ved at kigge ned i, hvad der syntes at være tilfældige papirer. Udbruddet var så pinligt, at senator Graham, også en fortaler for amerikansk militær intervention i Syrien, undskyldte McCains chokerende udbrud. "Graham gav faktisk gruppen en undskyldning for McCains opførsel" ifølge kilden, der var til stede under hele mødet. "Det var virkelig utroligt."

Mindre dramatisk, men lige så afslørende, erklærede CIA-chef John Brennan for nylig, at den ideologi, der tilbyder kristne de tre valg, er "en perverteret og meget korrupt fortolkning af Koranen", én, der har "kapret" islam og "virkelig forvrænget Muhammeds lære".

Og som om det ikke var nok med den akademiske verdens, mediernes og regeringens forsøg på at undertrykke realiteten af kristen lidelse under islam, så forsøgte selv tilfældige (men angiveligt neutrale og uafhængige) tænketanke og forfattere også at undertrykke den for måneder og år tilbage, da situationen for Syriens kristne var ved at blive kendt.

Så er det noget under, at tilbuddet til de kristne i Syrien om de tre muligheder - islam, underkuelse eller død - virker ufatteligt for almindelige mennesker i Vesten og fremstår som en vild afvigelse?

Umars Pagt

Alligevel har kendskab til detaljerne om islams tredobbelte valg været tilgængeligt i århundreder; tidlige vestlige folkeslag var særdeles bekendt med det, og også de nu meget udskældte "orientalister".

Mens Koranen 9:29 giver guddommelig sanktion til at bekæmpe "Bogens Folk" (nemlig kristne og jøder) "indtil de kuet er rede til at betale skat!", fastsætter den mindre kendte Umars Pagt i detaljer, hvordan de skal føle sig kuet.

Opkaldt efter den anden kalif, Umar bin al-Khattab (r. 634-644), blev betingelserne i Pagten angiveligt aftalt mellem kaliffen og et samfund af kristne, der var blevet erobret af invaderende muslimer, ironisk nok i Syrien-området. Den er siden blevet refereret til i de fleste større værker om behandlingen af dhimmier (ikke-muslimer, der lever under islamisk herredømme).

Der er forskellige versioner af Pagtens ordlyd, der kun varierer lidt. Uddrag fra en af de mest autoritative versioner præsenteres i det følgende (se Crucified Again for min fuldstændige engelske oversættelse). Som i de fleste versioner, er det de erobrede kristne, der taler og indvilliger i:

Ikke at bygge en kirke i vores by - eller et kloster, konvent eller munkecelle i de omkringliggende områder - og ikke at reparere dem, der falder i ruiner eller som ligger i muslimske kvarterer;

Ikke at klirre med vore bækkener undtagen let og fra de inderste dele af vore kirker;

Ikke at vise et kors på dem [kirkerne], og heller ikke hæve vore stemmer under bøn eller læsning i vore kirker noget sted nær muslimer;

Ikke at fremlægge et kors eller en [kristen] bog på muslimernes markeder;

Ikke at samles i det åbne til Påske eller Palmesøndag, heller ikke at hæve vore stemmer [i klageråb] over vore afdøde eller vise vores brændende lys med dem nær muslimernes markedspladser;

Ikke at vise noget tegn på polyteisme, ej heller gøre vores religion tiltalende, ej heller kalde eller omvende nogen til den;

Ikke at forhindre nogen af vore slægtninge, der ønsker at træde ind i islam;

Ikke at besidde eller bære våben overhovedet, heller ikke gøre os rede med sværd;

At ære muslimerne, vise dem vej og rejse os fra vore siddepladser, hvis de ønsker at sidde ned;

Vi garanterer dig alt dette for os selv, vore efterkommere, vore ægtefæller og vore naboer, og hvis vi ændrer eller modsiger disse betingelser, som vi har pålagt os selv for at opnå sikkerhed, fortaber vi vores dhimma [pagt] og bliver genstand for den samme behandling, du påfører de mennesker, der gør modstand og oprør.

At blive "genstand for den samme behandling, du påfører de mennesker, der gør modstand og oprør" betød simpelthen, at hvis nogen af Pagtens betingelser blev brudt, ville de kristne genindtage deres naturlige plads som ikke-underkastede vantro, der "gør modstand og oprør" mod islam – og således atter blive lovligt vildt for drab og slaveri.

Langt fra at være blot en historisk eller teoretisk tekst, er Pagten i høj grad til stede i hovedet på visse muslimer. Bortset fra de nye rapporter om at jihadister håndhæver Pagten – og til punkt og prikke - på de kristne i Raqqa, Syrien, så overvej følgende ord af den saudiske sheik Marzouk Salem al-Ghamdi, sagt under en fredagsprædiken i en moske:

Hvis de vantro lever blandt muslimer i overensstemmelse med betingelserne udstukket af Profeten - så er der intet galt i det, forudsat at de betaler jizya til den islamiske statskasse. Andre betingelser er (...) at de ikke renoverer en kirke eller et kloster, ikke genopbygger dem, der blev ødelagt, at de i tre dage bespiser enhver muslim, der kommer forbi deres hjem (...) at de rejser sig, når en muslim ønsker at sidde ned, at de ikke efterligner muslimer i klædedragt og tale, eller rider på heste, eller ejer sværd eller væbner sig med nogen form for våben, at de ikke sælger vin, ikke viser korset, ikke ringer med kirkeklokker, ikke hæver deres stemmer under bøn, at de barberer deres hår foran, så de let kan identificeres, ikke ophidser nogen mod muslimerne, og ikke slår en muslim (...). Hvis de overtræder disse betingelser, har de ingen beskyttelse.

***

På denne baggrund kan man forstå, hvorfor kristne over hele den islamiske verden er under angreb - deres kirker bombet, brændt, eller blot nægtet tilladelse til at eksistere eller blive renoveret, og deres bibler, kors og andre symboler på "polyteisme" konfiskeret og/eller destrueret; hvorfor kristne, som åbent taler om kristendom, bliver anklaget for missionsvirksomhed eller blasfemi - som begge kan føre til henrettelse; hvorfor kristne bliver tvunget til at betale skat, konvertere til islam eller dø.

Bare forleden dag i Pakistan, påbegyndte kristne "opførelsen af en kirke på jord skænket af den kristne Akber Masih, en beboer i området. De rejste bygningens mure og anbragte et kors foran hovedindgangen til den lille byggeplads". Men "da en stor gruppe islamiske ekstremister så det kristne symbol, ankom de uventet med bulldozere og begyndte at rive bygningen ned". Selv om de kristne underrettede politi og myndigheder, "blev gerningsmændene ikke anholdt". De forurettede kristne "har modtaget trusler og er nødt til at opgive tanken om at bygge en kirke."

Takket være vestlig intervention i kolonitiden, forsvandt Pagten stort set, ikke mindst fordi muslimske ledere og eliter selv virkede for vestliggørelse. Men i dag, hvor muslimer vender tilbage til islams arv og lære - ikke mindst fordi vestlige ledere og eliter presser dem til det i multikulturalismens, hvis ikke moralrelativismens navn - er Pagten på vej tilbage; og ve det kristne mindretal, der vover bryde den ved at udøve religionsfrihed. Det er "aaHvor vover du?-fænomenet", som jeg har kaldt det, der ligger bag det overvældende flertal af islamiske angreb på ikke-muslimer.

På grund af den akademiske verdens, mediers og regeringers "progressive" forstillelse – de, som skulle have været vogtere og formidlere af sandhed og viden - er sådanne elementære kendsgerninger om islam fortsat et stort mysterium i Vesten, til skade for os selv.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo