Et nyligt mordforsøg i Tyrkiet giver en værdifuld lektion til Vesten om islamistisk had - og den mængde bedrag og forræderi, som dette had afføder mod ikke-muslimske "vantro".

Sidste januar blev et attentatplot mod en kristen præst i Tyrkiet forpurret, da politiet anholdt 14 mistænkte. To af dem havde været en del af præstens menighed i mere end et år, foregivende interesse i kristendommen. Den ene gik så vidt som til at deltage i en dåb. Tre af de mistænkte var kvinder. "Disse mennesker havde infiltreret vores kirke og indsamlede oplysninger om mig, min familie og kirken og forberedte et angreb mod os," sagde den pågældende præst, en indfødt tyrker: "To af dem kom i vores kirke i over et år og var ligesom en del af familien."

Og deres undergravende taktik fungerede: "De 14 [mistænkte] havde indsamlet personlige oplysninger, kopier af personlige dokumenter, lavet kort over kirken og præstens hjem, og havde fotografier af dem, der var kommet til Izmit [kirke] for at prædike."

Overvej hvor langt disse islamiske overmennesker [supremacists] var villige til at gå for at myrde denne kristne præst: Gennemført bedrag, hvor de færdedes på ikke-islamiske religiøse og rituelle steder på en måde, at de var "ligesom en del af familien" for de selv samme kristne, de forsøgte at forråde og dræbe. Mens nogle måske vil tænke, at sådanne handlinger er tegn på uislamisk adfærd, så er de i realiteten tilladt ifølge islamisk troslære og kan påvises historisk.

Islamisk troslære tillader bedrag, list og dispensationer. For en dyberegående undersøgelse, læs om doktrinerne taqiyya, tawriya og taysir. Så er der også islams overordnede idé om niyya (eller "intention"), bedst fanget af den berømte muslimske grundsætning: "Nødvendighed gør det forbudte tilladt." Ifølge denne lære er det intentionerne bag muslimske handlinger, der afgør, hvorvidt disse handlinger er tilladte eller ikke.

Af dette kan man begynde at forstå de mange modsigelser i islam: Løgn er forbudt - medmindre hensigten er at styrke islam; drab af kvinder og børn er forbudt - men tilladt under jihad; selvmord er forbudt - medmindre hensigten bag er at dræbe vantro, i hvilket tilfælde det bliver en "martyroperation."

At foregive interesse i kristendommen, at gå i kirke i over et år, at deltage i kristne dåbshandlinger og at blive "som familie" for en vantro – alt sammen forbudt i henhold til islamisk sharia - bliver således tilladt, når målet er at føre jihad mod kristne vantro.

Historien - begyndende med islams grundlægger - giver flere eksempler på muslimer, der foregiver venskab og loyalitet over for ikke-muslimer, kun for at bryde tilliden i det rette øjeblik. Da en ikke-muslimsk digter, Kab ibn Ashraf, havde fornærmet Muhammed, udbrød profeten: "Hvem vil dræbe denne mand, som har såret Allah og hans profet?" En ung muslim ved navn Ibn Maslama meldte sig på betingelse af, at han, for at komme tæt nok ind på livet af Kab til at myrde ham, kunne få tilladelse til at bedrage digteren. Profeten gav tilladelsen. Ibn Maslama tog hen til Kab under foregivelse af venskab; digteren fik tillid til hans oprigtighed og gav ham sin fortrolighed. Kort efter vendte den unge muslim tilbage med en ven, og mens den tillidsfulde digters vagtsomhed var nede, slagtede de ham.

Ligeledes befalede Muhammed en konvertit fra en fjendtlig stamme at skjule sin nye muslimske identitet og vende tilbage til sin stamme - hvilken han besnakkede med det perfide: "I er min stamme og min familie, de kæreste af mænd for mig" - kun for at forråde dem til islam.

Så langt er nogle muslimer - i fortid og nutid - parat til at gå for at vinde tillid hos de vantro, de har til hensigt at forråde. For eksempel i oktober 2012 i Somalia, i en nation, der ikke har noget til fælles med Tyrkiet, hverken race, sprog eller kultur - kun islam - fandt denne samme historie om forræderi for nylig sted. Da en muslimsk sheik fik mistanke om, at en kvinde i hans landsby var konverteret til kristendommen, sendte han sin kone hen til den frafaldne med instrukser om, at hun skulle foregive at være interesseret i at lære om kristendommen. Den tillidsfulde kristne kvinde var kun alt for glad for at dele evangeliet med den simulerende muslimske kvinde. Da det var bekræftet, at kvinden var kristen, tog sheiken og andre muslimer hen til hendes hus og skød hende til døde.

Sådanne forræderier kan kun forstås i sammenhæng med det voksende had, der føles mod vantro - med de kristne øverst på listen. I Tyrkiet - et relativt "moderat" land i forhold til andre muslimske lande som Afghanistan, Pakistan, Saudi-Arabien og Egypten - omfatter de seneste udbrud af had drabet på en 85-årig kristen armensk kvinde, som blev dolket gentagne gange i sin lejlighed til hun døde. Et kors blev skåret i hendes nøgne lig. Dette er det femte angreb indenfor de seneste to måneder [dvs. omkring starten af 2013, o.a.] på ældre kristne kvinder (én mistede et øje).

Den tyrkiske præst, der skulle have været myrdet, forklarede også den store fjendtlighed, der føles mod kristne: "Der er had og denne hadfølelse fortsætter med at strømme ud af folk her." Muslimske børn forbander og kaster ofte sten mod hans kirke og dens menighed - der kun består af 20 medlemmer.

Og så var der naturligvis Malatya-massakren. I april 2007 angreb flere terrorister et forlag i Malatya, Tyrkiet, fordi det uddelte bibler. De bandt, torturerede og dolkede tre af de kristne ansatte i flere timer, før de skar deres struber over. Senere kom der også beviser frem om, at massakren var en del af en langt større operation, der bl.a. involverede elementer i Tyrkiets militær. En uidentificeret mistænkt sagde senere: "Vi gjorde ikke dette for vores egen skyld, men for vores religion [islam] (...). Lad dette være en lærestreg for vores religions fjender."

Den sande "lærestreg" kan bedst fanges med følgende spørgsmål: Hvis nogle muslimer, herunder kvinder, er villige til at gå så langt for at fjerne en allerede udstødt og undertrykt ikke-muslimsk minoritet i deres midte - kirkegang og at blive som "familie" med de vantro, de agter at dræbe - hvor meget bedrag og forræderi må nogle af de smilende muslimske aktivister i Amerika, især dem i magtpositioner og med indflydelse, så ikke være engageret i for at undergrave og eliminere den farligste af alle vantro, den oprindelige Store Satan?

Men ifølge Obama-administrationen er al-Qaeda den eneste islam-relaterede trussel, Amerika behøver at bekymre sig om - dvs. de åbenlyse, skæggede terrorister, der skriger "død over Amerika", mens de lufter deres Kalashnikov-rifler.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo