I artiklen "Taqiyyah Sunrise: Shining Light on Contemporary Deception," ["Taqiyya solopgang: Lys over nutidigt bedrag"] udgivet af Jewish Chronicle den 19. december 2019, erklærer Usama Hasan, et bestyrelsesmedlem i den britiske tænketank Quilliam:

"Denne artikel forsøger at tydeliggøre oprindelsen til samt betydningen og anvendelsen af begrebet taqiyya. Mit formål er at minimere dets brug som en del af en fjendtlig fortælling, der udmaler muslimer som religiøst forpligtede løgnere."

Taqiyya er islamisk sanktioneret bedrag. Apologeter, som f.eks. Hasan, insisterer på, at det er begrænset til at bevare ens liv, når det er i fare, mens andre siger, at dets anvendelse er meget mere ubestemt og er potentielt undergravende for ikke-muslimske samfund.

Anledningen, der fik Hasan til at skrive - og kernen i hans argument - fremgår af følgende afsnit:

"Melanie Phillips er en Times-klummeskriver og optræder ofte på BBC i dets tv- og radioprogrammer som f.eks. Question Time og The Moral Maze. Hun skriver også for JC. I sin artikel: 'Islamists are not the same as other prisoners,' ['Islamister ikke det samme som andre fængslede'], (The Times, 3. december 2019) hævder hun, at 'taqiyya, befalingen om at bedrage til gavn for islam (...), er af grundlæggende betydning i islam. Praktisk talt alle islamiske sekter er enige om det og praktiserer det.' Hendes autoritet? En mindre libanesisk akademiker, der er medlem af den relativt heterodokse drusiske sekt. Dette er lidt som at bruge Neturei Karta mod de almindeligt udbredte jødiske sekter, eller at citere en Jehovas Vidner som autoritet angående det læremæssige indhold af post-nikænsk kristendom."

Den "mindre libanesisk(e) akademiker", som Hasan end ikke nedværdiger sig til at nævne, er dr. Sami Nassib Makarem (1931-2012), en forsker i arabisk og islam. I 1963 erhvervede Makarem sin ph.d. i mellemøstlige studier fra University of Michigan, hvor han underviste i arabisk og specialiserede sig i islamiske studier. Fra 1964 til sin død var han professor i arabisk og islamisk tænkning ved Det Amerikanske Universitet i Beirut; fra 1975 til 1978 var han leder af dets Center for Mellemøstlige Studier. Han udgav et pænt stykke over 20 bøger, de fleste af dem akademiske og på arabisk.

Det er hans bog fra 2004: Al-Taqiyya fi’l Islam ("Taqiyya i Islam"), der angår os her. Jeg stødte første gang ind i og læste den i 2006, mens jeg stadig arbejdede ved Library of Congress; senere oversatte jeg dele af den. Det er klart, når jeg nu igen gennemløber mit eget eksemplar - som er på 327 sider, med talrige henvisninger til og citater fra islamiske/arabiske tekster - at den er langt den mest omfattende og videnskabelige behandling af taqiyya-doktrinen, som jeg kender til. Den underbygger og validerer bestemt en af dens åbningserklæringer (som Phillips delvist citerer, og som Hasan uden videre afviser):

"Taqiyya er af fundamental betydning i islam. Næsten alle muslimske sekter går ind for det og praktiserer det (...). Vi kan gå så langt som til at sige, at udøvelse af taqiyya er mainstream i islam, og at de få sekter, der ikke praktiserer det, afviger fra mainstream (...). Taqiyya er meget udbredt i islamisk politik, især i den moderne tidsalder."

På trods af Makarems kvalifikationer afskriver Hasan ham i et ad hominem-angreb, der præsenterer ham som "En mindre libanesisk akademiker, der er medlem af den relativt heterodokse drusiske sekt." At citere ham i forhold til mainstream islam er for Hasan "lidt som (...) at citere en Jehovas Vidner som autoritet angående det læremæssige indhold af post-nikænsk kristendom."

Hvilket dumt argument. Det svarer til at sige, at ingen andre end en sunni kan studere og skrive objektivt om sunnisme; ingen andre end en shia kan studere og skrive objektivt om shiisme; og så videre. I virkeligheden har mange af verdens største autoriteter ingen "medfødt" forbindelse med deres genstand; en sådan adskillelse, om noget, hjælper ofte til at sikre deres objektivitet. Indtil for et par årtier siden, for eksempel, måtte man, hvis man ville vide noget om islamisk historie - og dette gælder også muslimer, der i bedste fald kun kendte til hagiografi - ty til europæiske orientalister (hvis skrifter har tendens til at være mere lærde og objektive end deres moderne modstykker).

På trods af Hasans antydninger forholder professor Makarem sig ikke til emnet taqiyya "som en druser" - hvad det så måtte betyde - men som en forsker, hvilket hans bog gør klart på hver eneste side. Faktisk kan enhver antydning af, at han skulle have en eller anden høne at plukke i sagen - for eksempel ved at knytte taqiyya til andre sekter, og frikende sin egen - afvises ved det faktum, at hans omfattende behandling også inkluderer druserne.

I øvrigt - og meget i modsætning til Makarem - har Usama Hasan ingen relevante kvalifikationer; hans grader er i de hårde videnskaber (f.eks. ingeniørarbejde).

Så hvad vi har her, er en muslimsk mand uden formelle kvalifikationer i forhold til emnet - bortset fra at være en tidligere jihadist, hvis saudi-uddannede far tvang ham til at memorere Koranen i sin ungdom - der fortæller os, at vi skal ignorere en virkelig forsker med formelle, akademiske kvalifikationer i islamisk teologi, simpelthen fordi han siger ting (at taqiyya/bedrag er udbredt og normalt), som sætter islam i et dårligt lys.

Hasan forsøger også at bortforklare taqiyya på andre måder - herunder gennem den sædvanlige række af delvise sandheder, delvise undladelser, generaliseringer og sammenblandinger, som jeg har mødt og demaskeret mange gange før (her og her for eksempel) - men det var hans nedladende afvisning af Makarem, der var særligt stødende og måtte modsiges.

Den overordnede hulhed af Hasans artikel kommer måske klarest til udtryk i, hvordan han regelmæssigt griber til falsk forargelse over dem, der vover at nævne - og, værre, sprede kendskabet til - taqiyya. Her følger nogle få uddrag:

"[D]et er skuffende, at The Times, en af de vigtigste aviser i verden, udgiver Melanie Phillips [om taqiyya] ...

The Times, JC, Spectator og BBC burde skamme sig over at promovere en person [Philips], der har fremført denne anklage mod os [muslimer] i så mange år. ...

Det er skandaløst, at en respekteret national avis gør udtrykkene for anti-muslimsk had til mainstream på denne måde."

"Skuffende ... skamme sig ... skandaløst". Disse er ord, der snarere burde anvendes om den bedrageriske taqiyya-doktrin selv og om dem, der hvidvasker den - ikke om dem, der afslører den.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo