Den største forhindring amerikanere må komme over, for at kunne reagere rigtigt på den voksende trussel fra radikal islam, er af ren intellektuel art; mere præcist er den erkendelsesmæssig, og kredser om den abstrakte verden bestående af ”viden.” Før amerikanerne forsøger at formulere en langsigtet strategi til bekæmpelse af radikal islam, må de først og fremmest forstå islam, især dens love og doktriner, på samme måde, som muslimerne forstår den - uden at påføre den unødige vestlige (liberale) fortolkninger. Dette er tilsyneladende ikke så simpelt, som man kunne forvente: Alle folkeslag, uanset civilisation og religion, har en tendens til at antage, at andre folkeslag mere eller mindre deler deres verdenssyn, som de opfatter som objektivt, herunder opfattelser af rigtigt og forkert, godt og ondt.

Mainstream-fortolkningen, især i den akademiske verden, af radikal islam er, at den er et biprodukt af forskellige former for utilfredshed (økonomisk, politisk, social) og har meget lidt at gøre med religionen selv. At spore jihadist-vold tilbage til islam selv bliver modarbejdet; og i den akademiske verden kan det blive bandlyst.

Amerikanere tænker på denne måde, fordi den sekulære, vestlige erfaring fortæller, at folk primært reagerer med vold, når de føler, at de er politisk, økonomisk eller socialt undertrykt. Mens det er sandt, at mange ikke-vestlige folkeslag kan passe ind i dette paradigme, så er det et faktum, at den radikale islams ideologier har en iboende evne til at drive muslimer til vold og intolerance over for den "anden", uanset klagepunkter. Det er klart, at når den radikale islam kombineres med en følelse af forurettelse – virkelig eller indbildt – så er resultatet endnu mere dramatisk.

Begrebsmæssigt må det først forstås, at mange af de problematiske ideologier, der er forbundet med radikal islam, kan spores direkte tilbage til islamisk lov, eller sharia. Jihad som offensiv krigsførelse for at undertvinge "vantro" (ikke-muslimer); obligatorisk social diskrimination af ikke-muslimske mindretal, der lever i muslimske lande (reglerne for ahl al-dhimma); generel modvilje mod og mangel på loyalt samarbejde med ikke-muslimer (som formuleret i læren om al-wala’ we al-bara’) - alle disse er klart definerede aspekter, der historisk har været en del af islams verdenssyn og ikke er "åbne for fortolkning."

For eksempel er forpligtelsen til at føre ekspansiv jihad lige så "åben for fortolkning" som forpligtelsen til at praktisere de fem søjler i islam, såsom bøn og faste. De samme tekstlige kilder og retslige metoder der har gjort det klart, at bøn og faste er obligatoriske, har også gjort det klart, at jihad er obligatorisk; den eneste forskel er, at mens bøn og faste er en "individuel" pligt, så bliver jihad forstået som en social eller "fælles" pligt (en fard kifaya).

Islams profet, Muhammed sagde selv: "Den, der fører jihad på Allahs vej – og Allah ved, hvem det er, der fører jihad på hans vej – er lige så prisværdig som én, der hele tiden faster og beder [min fremhævelse]. Allah garanterer, at hvis den, som kæmper for hans sag, dør, så vil han [Allah] føre ham ind i Paradis. Ellers vil han bringe ham sikkert tilbage til hans hjem, med belønninger eller krigsbytte."

At hævde, at radikale islamiske grupper, som al-Qaeda, har "kapret" eller "fordrejet" islam er derfor i det store og hele utilfredsstillende. [1] De og andre har brugt megen tid og kraft på at begrunde deres handlinger med henvisning til islamisk lov, og har i det store og hele haft held med det. [2] Den unikke rolle, som radikale grupper har spillet siden begyndelsen af det 20. århundrede, har ikke så meget været at fordreje islam, men snarere at bringe sharia tilbage i forgrunden for det islamiske samfund. De har forbundet den med en fornyet følelse af uopsættelighed og fastholdt for deres muslimske trosfæller, at den dybeste årsag til alle deres genvordigheder er, at de har svigtet Allahs love, og derfor må begynde standhaftigt at overholde dem.

Når det er sagt, har radikale muslimer yderligere formået at udnytte, hvad loven indeholder, ved kløgtig argumentation. For eksempel hævder al-Qaedas nummer 2, Ayman al-Zawahiri, at hvis offensiv jihad er en forpligtelse for den muslimske verden - og det er den – hvor meget mere må der så ikke forventes af muslimer, når de forsvarer deres territorier mod aggressorer, hvor de sædvanlige syndere er Israel eller USA? Han fortsætter med at citere fra prominente islamiske lærde, som den middelalderlige jurist, Ibn Taimiya, der for århundreder siden dekreterede, at når "vantro" invaderer den islamiske verden, så er det muslimernes højeste forpligtelse, næst efter troen selv, at føre defensiv jihad. Ifølge denne populære definition skal selv kvinder og børn deltage - som det ses blandt palæstinenserne og i Irak.

Det er afgørende, at være i stand til at forstå alt dette, at være på det rene med det uden begrebsmæssige eller intellektuelle begrænsninger, hvis amerikanerne virkelig skal forstå fjendens natur og hans ultimative mål. Ethvert forsøg på at formulere en passende strategisk reaktion uden at tage hensyn til disse nødvendige kendsgerninger er dømt til at mislykkes, især på lang sigt. Desværre tyder den seneste udvikling på, at det modsatte sker.

F.eks. har et nyligt regeringsnotat, langt fra at være en tæt undersøgelse af muslimske doktriner og ideologier, næsten helt forbudt brugen af en række arabiske ord i den formelle diskurs med den begrundelse, at ”ord betyder noget”. Det drejer sig om ord, der associationer til muslimsk ideologi og lære - såsom mujahid, jihad, umma, sharia, kalifat og så videre. Analytikerne er så blevet bedt om primært at bruge generelle vendinger, såsom "terrorister." Men uden at kende den ideologi, der leverer brændstof til en bestemt terrorgruppe, vil man være stærkt handicappet i forsøget på at formulere en modstrategi. Censur [3] kan næppe være et strategisk svar på dette kritiske tidspunkt.

Til slut - mens amerikanere synes at mangle evnen til at forstå det særegne ved islams verdenssyn, har mange radikale vist sig som eksperter i at forstå – og dermed udnytte – det liberale Vestens verdenssyn. For eksempel lægger al-Qaeda og mange andre radikale vægt på bevidst at bruge den politiske forurettelses sprog, når de henvender sig til amerikanere, kun for at opgive dette sprog når de taler til muslimske trosfæller, hvor de i stedet udelukkende betoner den islamiske lovs krav, som f.eks. jihad.

Før vi behandler de to indbyrdes forbundne mangler, der hæmmer formuleringen af en effektiv strategi overfor radikal islam – inden for uddannelse og erkendelse – er det bydende nødvendigt, at læseren bedre forstår, hvad sharialov er og hvordan den er artikuleret, da denne er afgørende for at forstå, hvordan "viden" og dermed "sandhed" opstår i en ren islamisk sammenhæng.

----------

Trods al snak om, at islam konstant bliver "misforstået" eller "fejlfortolket" af de radikale, så er det en kendsgerning, at mainstream islam, i modsætning til de fleste andre religioner, er en meget klart defineret tro, der kun giver lidt plads til flertydighed (hvilket må forventes, da den er mere optaget af menneskelige handlinger end af metafysiske betragtninger).

I sunni-islam, skal enhver lov, praksis eller ideologi i sidste ende kunne føres tilbage til usul al-fiqh (eller "rettens rødder"). Disse er, ordnet efter autoritet: Koranen [4] (Allahs ord); sunna [5] Muhammeds ("eksempel"); qiyas [6] (analogislutning); og ijma [7] (konsensus indenfor ummaen (det internationale samfund af muslimer), eller især indenfor ulama (samlet ord for islams lærde, teologer, og jurister). På grundlag af alle disse, er sharialoven etableret. Ifølge islamisk retslære, er enhver tænkelig menneskelig handling kategoriseret som værende enten forbudt, frarådet, tilladt, anbefalet eller obligatorisk. Således er sharialovens omfattende - eller totalitære - karakter. [8] Dette er vigtigt at forstå, fordi nogle af den radikale islams mest intolerante holdninger faktisk er baseret på sharia.

På et erkendelsesmæssigt niveau har størrelser som "udbredt opfattelse" og "almindelig sund fornuft" derfor meget lidt at gøre med islams forestillinger om rigtigt og forkert. Det eneste der betyder noget er, hvad Allah (via Koranen) og hans profet Muhammed (via hadith) har at sige om et givet emne; og hvordan ulama – bogstaveligt: "dem, der ved" - har kodificeret det.

Uddannelsesmæssige mangler

Selvom USA's militære studier traditionelt har værdsat og indoptaget den klassiske krigsdoktrins tekster – såsom Clausewitzs, Vom Kriege [Om Krig], Sun Tzus, Sun Zi Bing Fa [Mester Suns Krigskunst], og tilmed Alexander den Stores bedrifter, som beskrevet af Arrianos og Plutarch – så bliver islamisk krigsdoktrin, som er lige så godt, hvis ikke bedre, tekstmæssigt begrundet, totalt ignoreret.

Så sent som i 2006 – hele fem år efter angrebene den 11. september – beklagede den tidligere topembedsmand i Pentagon, William Gawthrop, at "Forsvarsministeriets Senior Service Colleges ikke i deres pensum havde indarbejdet et systematisk studium af Muhammed som militær eller politisk leder. Som en konsekvens heraf har vi stadig ikke en dybdegående forståelse af den krigsdoktrin, der blev fastlagt af Muhammed, hvordan den kunne blive anvendt i dag af et stigende antal islamiske grupper, eller hvordan den kan imødegås."

Dette er desto mere ironisk, når man tager i betragtning, at mens de klassiske militære teorier (Clausewitz, Sun Tzu, Machiavelli, et al.) stadig studeres, så kan det hævdes, at de kun har ringe praktisk værdi i nutidens meget forandrede landskab for krigsførelse og diplomati. Det samme kan ikke siges om islams krigsdoktriner, som kun er lidt kendt i Vesten. Ved at have "teologisk" kvalitet, altså ved at være forankret i en religion hvis "guddommelige" forskrifter transcenderer tid og rum, og således menes at være uforanderlige, bliver islams krigsdoktriner anset for være gældende i dag såvel som i går. Mens man kan argumentere for, at dette at lære, hvordan Alexander manøvrerede sit kavaleri i slaget ved Gaugamela i 331 f.Kr., både er akademisk og anakronistisk, kan det samme ikke siges om Muhammeds bedrifter og krigslist – hans "krigssunna" – der stadig fungerer som eksempel for nutidens jihadister, især gennem den førnævnte juridiske analogislutningsproces (dvs. qiyas).

For eksempel, og helt i strid med, hvad den akademiske verden fortæller os, kan visse terroriststrategier faktisk spores tilbage til sharia-afgørelser, som for eksempel brugen af missiler, der rammer vilkårligt – måske i skikkelse af kaprede fly – selv om kvinder og børn tilfældigvis bliver dræbt. [9] Desuden tyder en nærlæsning af sharia-afgørelser på, at når de radikale omtaler de kontroversielle selvmordsangreb som "martyroperationer," så er det ikke nødvendigvis en formildende omskrivning. I sin skelsættende afhandling, “Jihad, Martyrdom, and the Killing of Innocents,” giver Ayman Zawahiri f.eks. overbevisende argumenter, der legitimerer selvmord-angreb ved en gennemført henvisning til islams usul al-fiqh. [10]

Bortset fra at man ignorerer disse veldokumenterede islamistiske krigsstrategier, så er det mere bekymrende, at der er en total mangel på erkendelse af Islams mere langsigtede doktriner – såsom tvedelingen af verden i Krigens Hus mod Islams Hus, som i det væsentlige indebærer, at islam skal være i en tilstand af fjendskab over for den vantro verden og så vidt muligt føre krig, indtil hele det vantro område er blevet bragt under islamisk styre. Faktisk er denne fjendskabens tvedeling utvetydigt kodificeret som en del af islams verdenssyn, og anses, som det ovennævnte, for at være en fard kifaya, det vil sige en forpligtelse for hele det muslimske samfund, der kun kan opfyldes, så længe nogle muslimer aktivt fører den ud i livet.

Den måde ordet "jihad" er blevet behandlet på i den akademiske verden, er et andet eksempel. Islams tidligste teologer var fuldstændig enige om, at jihad simpelthen var offensiv krigsførelse, ført med det udtrykkelige formål at sprede islamisk styre – en vej, der blev vist af Muhammed selv og derefter af hans følgesvende, de "retledte" kaliffer, som erobrede en stor del af den gamle verden i islams navn. Der er en god grund til, at alle tidlige engelsksprogede videnskabelige værker altid oversatte "jihad" med "hellig krig".

Ikke desto mindre har langt de fleste akademikere – især dem, der søger ansættelse – for vane at lære, at begrebet "jihad" intet har at gøre med "hellig krig", men at det simpelthen betyder "at stræbe" – som når man stræber efter at være "en bedre elev, en bedre kollega, en bedre forretningspartner" ifølge én professor i islamiske studier, Bruce Lawrence. Denne vidt udbredte opfattelse bygger på en ofte citeret hadith, hvor Muhammed fortæller en gruppe mujahedin, der er på vej tilbage fra krig, at "I er vendt tilbage fra den mindre jihad [krig for at udbrede islam] til den større jihad [krig mod ens egne laster]." Denne ene hadith er næsten helt kommet til at definere jihad for det akademiske samfund.

At lægge så megen vægt på denne ene hadith skyldes enten uredelighed eller uvidenhed. Selv om der er tusindvis af hadither, er der kun seks kanoniske samlinger, som sunnimuslimer anser for troværdige. Denne hadith forekommer ikke i nogen af disse seks. På den anden side, den mest autentiske af de seks hadith-samlinger, Sahih Bukhari fra det niende århundrede – som i autoritet kun overgås af Koranen – nævner jihad 199 gange, alle i forbindelse med krigsførelse mod ikke-muslimer i et forsøg på at sprede islam, eller, som det kendes på arabisk, jihad fi sabil Allah. Mere ironisk, selv om denne mindre-større jihad hadith havde været kanonisk, så ville den ikke have ophævet den militære jihad, men blot simpelthen have kaldt den "mindre jihad".

Akademikere har også tendens til at være glade for at lege semantiske spil. Lærde i arabisk insisterer på, at ordet "jihad" bogstaveligt betyder "at kæmpe", og således klart ikke har noget at gøre med "hellig krig." Mens dette er bogstaveligt sandt, så ignorerer denne argumentation helt de historiske og tekstmæssige sammenhænge, hvori ordet jihad overvejende forekommer – som alle kredser om "hellig krig" – hvilket gør den intet mindre end uvederhæftig. [11] Som Daniel Pipes, direktør for Middle East Forum, udtrykker det:

"Det er en intellektuel skandale, at forskere på amerikanske universiteter, siden 11. september 2001, gentagne gange, og næsten enstemmigt, er kommet med offentlige udtalelser, der har undgået eller hvidvasket den primære betydning af jihad i islamisk lov og muslimsk historie. Det svarer fuldstændig til, at forskere i Europas middelalderhistorie ville nægte, at ordet ’korstog’ nogensinde har haft militære overtoner, og i stedet pegede på sådanne udtryk som ’korstog mod sult’ eller ’korstog mod narkotika’ for at vise, at udtrykket betyder en indsats for at forbedre samfundet."

Men hvis disse akademiske svigt traditionelt har været fremherskende i den civile sektor, er de nu også tydeligvist begyndt at infiltrere militæret. For eksempel har et fakultetsmedlem på U.S. Army War College, en Sherifa Zuhur, for nylig offentliggjort, hvad der er blevet kritiseret som en "apologi" for Hamas – en radikal islamistisk gruppe, som ikke lægger skjul på sit ønske om at tilintetgøre Israel, og som USA har opført som en terrororganisation. Blandt andet skrev hun om Hamas, at den var "misforstået" og "dæmoniseret." Forsvarsekspert Mark Perry bemærker: "Det er værre end man skulle tro. De har beskåret pensum, så deres elever ikke udsættes for radikal islam. Det ville svare til, at man nægtede de studerende adgang til Marx under den kolde krig.”

Denne sidste påstand er en påmindelse om, at selvom der i dag findes mange afdelinger for islamiske studier på universiteterne, så skal man lede længe for at finde kurser, der beskæftiger sig med tidens mest afgørende og relevante emner – såsom islamisk retslære og hvad den har at sige om jihad eller begrebet Islams Hus versus Krigens Hus – hvilket uden tvivl skyldes, at disse emner har bekymrende internationale konsekvenser, og derfor bedst holdes skjult. I stedet vil den kommende studerende blive oversvømmet med kurser, der beskæftiger sig med "orientalismens" og kolonialismens ondskab, efterfulgt af en fokusering på kønsforskning. Når som helst islam tages op som et selvstændigt emne, sker det ofte på den mest undskyldende måde, hvilket ses af den sprogligt falske kliché: "Islam er fred." I virkeligheden betyder islam "at underkaste sig" eller "underkastelse."

Før virkeliggørelsen af den mest grundlæggende strategi i krigsførelse – Sun Tzus gamle læresætning: Kend din fjende – må man først anerkende, at man har en fjende. Men på grund af den vidt udbredte karakter af dette akademiske svigt, var det kun uundgåeligt, at erkendelsesmæssige mangler ville følge. Uden præcis oplysning, er USA filosofisk dårligt rustet til at håndtere den radikale islams spøgelse i den moderne verden.

Erkendelsesmæssige mangler

For bedre at forstå den særegne karakter af sharia, samt forstå, hvorfor ikke-muslimer møder erkendelsesmæssige forhindringer, når de forsøger at forstå islams verdenssyn, så overvej begrebet bedrag, som man ellers tager for givet, er noget, der fordømmes som uetisk over hele verden. Ifølge sharia er bedrag [12] faktisk ikke alene tilladt i visse situationer, men anses undertiden for obligatorisk. For eksempel har muslimer, der må vælge mellem enten at afsværge islam eller døden, ikke alene lov til at lyve ved at foregive at have forladt troen; en række jurister har faktisk dekreteret - ifølge Koranen 4:29, der rådgiver muslimer til ikke at "ødelægge sig selv” - at muslimer er forpligtet til at lyve; hvis de ikke gør det, synder de.

Dette er den islamiske doktrin, taqiyya, som i varierende grad drejer sig om at bedrage fjenden. Ifølge den autoritative arabiske tekst, Al-Taqiyya fi Al-Islam: "Taqiyya [bedrag] er af grundlæggende betydning i islam. Næsten hver eneste islamiske sekt accepterer det og praktiserer det. Vi kan gå så langt som til at sige, at udøvelse af taqiyya er det almindelige i islam, og at de få sekter, der ikke praktiserer det, afviger fra mainstream (…). Taqiyya er meget udbredt i islamisk politik, især i den moderne tid." (s. 7) [13]

Bedrag har en så fremtrædende rolle, at den berømte muslimske lærde Ibn al-Arabi erklærer: "I hadith er udøvelse af bedrag i krig veldokumenteret. Faktisk, er behovet for dette stærkere understreget end [behovet for] mod." [14]

Al-Tabaris (d. 923) berømte Tafsir (fortolkning af Koranen) er et standard og autoritativt referenceværk i hele den muslimske verden. Med hensyn til Koranen 3:28, skriver han: "Hvis I [muslimer] står under deres [de vantros] myndighed, og frygter for jer selv, så opfør jer loyalt over for dem med tungen, mens I indvendig rummer fjendskab mod dem (…). Allah har forbudt troende at være venlige over for eller på intim fod med de vantro i stedet for troende - undtagen når vantro er over dem [i myndighed]. I et sådant tilfælde, lad dem handle venligt over for dem."

Med hensyn til 3:28 skriver Ibn Kathir (død 1373, nummer 2 i autoritet efter Tabari): "Enhver, som på noget tidspunkt eller sted frygter deres [de vantros] ondskab, kan beskytte sig selv gennem ydre forstillelse." Som bevis på dette, citerer han profeten Muhammeds nære følgesvend, Abu Darda, der sagde: "Lad os smile nogle mennesker [ikke-muslimer] i ansigtet mens vore hjerter forbander dem"; en anden følgesvend, al-Hassan, sagde: "At praktisere taqiyya [bedrag] er acceptabelt indtil Dommedag [dvs for bestandig]."

Andre fremtrædende ulama, som al-Qurtubi, al-Razi, og al-Arabi, har udvidet taqiyya til også at omfatte gerninger. Med andre ord kan muslimer opføre sig som vantro – herunder bøje sig for og tilbede afguder og kors, aflægge falsk vidnesbyrd, tilmed udstille andre muslimers svage punkter for den vantro fjende – alt andet end faktisk at dræbe en muslim.

Intet af dette burde være overraskende i betragtning af, at Muhammed selv – hvis eksempel som det "mest fuldkomne menneske" skal følges nøje – havde et opportunt syn på dette at lyve. Det er velkendt, for eksempel, at Muhammed tillod løgn i tre situationer: For at forene to eller flere stridende parter; over for ens kone; og i krig. [15].

Vestlige læsere kan finde disse legalistiske fortolkninger og farverige anekdoter fra profetens liv besynderlige, men i sidste ende lidet overbevisende. Her bevæger vi os igen ind i erkendelsens vanskelige rige: Hver civilisation har sine egne særlige kilder, fysiske eller metafysiske, hvorfra viden, og dermed "sandhed", artikuleres. Som forklaret ovenfor, i den islamiske verden, danner sharia – specifikt ord af Koranen/Muhammed – grundlag for al sandhed og virkelighed, og skal derfor accepteres som de er, i tro, uden overdreven eftertanke.

Der er også et bekymrende filosofisk aspekt ved taqiyya. Enhver, der virkelig tror, at ingen ringere autoritet end Gud selv retfærdiggør og, via hans profets eksempel, nogle gange endda opmuntrer til bedrag, vil ikke opleve etiske skrupler eller dilemmaer omkring det at lyve. Dette er især sandt, hvis det menneskelige sind faktisk er en tabula rasa [ubeskrevet tavle], der formes af miljø og uddannelse: Bedrag bliver en anden natur.

Overvej tilfældet Ali Mohammad – bin Ladens "første træner" og mangeårig al-Qaeda aktivist. På trods af at han var etableret på højeste niveau i terror-netværket, satte hans fortrolighed med forstillelsens kunst ham i stand til at være CIA-agent og FBI-informant i årevis. Folk, der kendte ham, betragtede ham "med frygt og dyb respekt for hans utrolige selvtillid, hans manglende evne til at blive intimideret, hans absolut hensynsløse vilje til at ødelægge islams fjender, og hans nidkære tro på militant islamisk fundamentalismes principper." Ja, denne sætning opsummerer det hele: For en "nidkær tro" på islams "principper", der som vist legitimerer bedrag, vil helt sikkert kunne nå meget langt i retning af at skabe "utrolig selvtillid", mens man lyver.

----------

Den omstændighed, at islam legitimerer bedrag i krig, kan ikke være så overraskende igen. Når det kommer til stykket, så har ikke-muslimske tænkere og filosoffer, såsom Sun Tzu, Machiavelli og Hobbes alle retfærdiggjort bedrag i krig. Den afgørende forskel er imidlertid, at krigen mod de vantro, og endnu en gang - dette kan ikke understreges nok - ifølge alle fire anerkendte sunni retsskoler, skal foregå i al evighed, indtil "der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Gud" (Koranen 8:39). Under opslagsordet jihad, oplyser den definitive Encyclopaedia of Islam ganske enkelt:

"Pligten til jihad eksisterer så længe islams universelle dominans endnu ikke er nået. Fred med ikke-muslimske nationer er derfor kun en foreløbig tingenes tilstand; alene tilfældige omstændigheder kan begrunde den midlertidigt. Desuden kan der ikke være tale om ægte fredstraktater med disse nationer, men kun våbenhviler, hvis varighed i princippet ikke bør overstige ti år, er tilladt. Men selv sådanne våbenhviler er usikre, idet de kan ophæves ensidigt, før de udløber, hvis det skulle vise sig at være en fordel for islam at genoptage konflikten." [16]

Den fejrede muslimske historiker og filosof, Ibn Khaldun (d. 1406), skrev: "I det muslimske samfund er hellig krig [jihad] en religiøs pligt, på grund af den muslimske missions universalisme og forpligtelsen til at konvertere alle til islam, enten ved overtalelse eller ved magt. De andre religiøse grupper [specifikt kristendom og jødedom] havde ikke en universel mission, og den hellige krig var ikke en religiøs pligt for dem, undtagen med henblik på forsvar (…). Men Islam er forpligtet til at opnå magt over andre nationer."

Utroligt nok, og til dels takket være de ovennævnte uddannelsesmæssige mangler, så er det vestlige sind ude af stand til, uanset hvor mange autoritative islamiske tekster, der gør det klart, at jihad er en militant forpligtelse, og uanset hvor mange autoritative muslimer – i fortid og nutid – der insisterer på dette punkt, at fatte konsekvenserne af islams ligefremme verdenssyn over for ikke-muslimer, dvs. vantro. For det vestlige sind er så vant til at antage, at den "normale" situation er den, at der er en klar adskillelse mellem religion og politik, og at alt denne "utilfredshed" blot udtrykkes i religiøs klædedragt, mens den i virkeligheden er et biprodukt af politisk utilfredshed. Formuleringen af enhver langsigtet strategi må begynde her.

Et spørgsmål står tilbage: Hvis islam skal være i en konstant tilstand af krig med den ikke-muslimske verden - en krig, der ikke behøver at være fysisk, da ulama har klassificeret flere ikke-voldelige former for jihad, såsom "pennens jihad" (propaganda) og "pengenes jihad" (økonomisk) - og hvis muslimer har lov til at lyve og foregive loyalitet, selv kærlighed til den vantro, blot for at fremme deres krigsindsats, hvad stiller man så op med muslimske tilnærmelser om fred, tolerance, eller dialog?

Dette fører til en anden erkendelsesmæssig hindring for ikke-muslimer, som meget godt opfanges af følgende spørgsmål, jeg ofte bliver stillet: "Hvis dette er tilfældet, hvis muslimer altid skal føre krig, hvorfor har der så været lange perioder med relativ fred mellem muslimer og ikke-muslimer?" Problemet med denne ellers plausible indvending er, at de fleste vesterlændinge har en begrænset forståelse af historien, og har tendens til at fokusere på den moderne æra, hvor, om noget, vesterlændinge har spillet en mere aggressiv rolle – specifikt via kolonialisme. Sidste gang muslimer førte en stor offensiv mod Krigens Hus, specielt den vestlige verden, var faktisk for flere hundrede år siden.

Men dermed overser man, at muslimerne i de sidste par århundreder simpelthen har været ude af stand til at gå i offensiven, hvad enten de ville eller det ej. På grund af denne historiens lunefuldhed, har amerikanerne en tendens til at antage, at muslimer ikke ønsker at gå i offensiven, men hellere vil leve i fred med deres ikke-muslimske naboer - et rent vestligt, sekulært verdenssyn. Historien viser noget andet: Når som helst muslimer har været stærkere end deres ikke-muslimske naboer, er de altid gået i offensiven. Fra islams begyndelse i det 7. århundrede til det faldende Osmanniske Imperium, har islam altid været i offensiven - indtil den blev overvundet på slagmarken i de 17. og 18. århundreder. [17]

----------

Det skal bemærkes, at mens amerikanerne har svært ved at forstå den islamiske tankegang, så har radikale muslimer demonstreret deres beherskelse af Vestens tankegang, og bliver ved med at udnytte den mod Vesten. Overvej følgende anekdote: Efter at en gruppe fremtrædende muslimer havde skrevet et brev til amerikanerne, der sagde, at islam er en fredelig religion, der ønsker at sameksistere med andre og kun søger at "leve og lade leve," revsede Osama bin Laden, der tænkte at ingen ikke-muslim ville se hans svar, dem på følgende måde:

”Hvad angår forholdet mellem muslimer og vantro, så er dette sammenfattet ved Den Højestes Ord: ’Vi [muslimer] vil ikke kendes ved jer [ikke-muslimer]. Mellem os og jer er fjendskabet og hadet blevet åbenlyst, for altid, med mindre I vil tro på Gud alene.’ [Koranen 60:4] Der er altså et fjendskab, bevidnet ved heftig aggressivitet, og et indre had fra hjertet. Og denne heftige aggressivitet – dvs. kamp – ophører kun, hvis den vantro underkaster sig islams autoritet, eller det forbydes at udgyde hans blod [dvs. den vantro får status som dhimmi], eller hvis muslimerne på det givne tidspunkt er svage og mangler evne [dvs. taqiyya]. Men hvis hadet på noget tidspunkt slukkes i hjertet, så er det et stort frafald! (…). Sådan er basis og grundlaget derfor for forholdet mellem den vantro og muslimen. Kamp, fjendskab og had – rettet fra muslimen mod den vantro - er grundlaget for vores religion. Og vi opfatter dette som en retfærdighed og venlighed imod dem.” [18]

Men når han henvender sig direkte til amerikanerne, ændres bin Ladens tone drastisk; han opregner et antal "klager" som grund til at bekæmpe amerikanerne – fra palæstinensisk undertrykkelse, til den vestlige udnyttelse af kvinder og USA’s manglende underskrivelse af Kyoto-protokollen om beskyttelse af miljøet - aldrig en eneste gang hentyder han til, at USA bekæmpes, blot fordi det er en vantro enhed, der skal undertvinges.

Dette er naturligvis et klart tilfælde af taqiyya, da bin Laden ikke blot fører fysisk jihad, men også propaganda-jihad. At overbevise det sekulære Vesten (hvis forståelsesramme ikke giver mulighed for begrebet religiøs erobring) om, at den nuværende konflikt helt er dens egen skyld, giver kun ham og hans sag mere sympati; omvendt ved han også, at hvis amerikanerne blev klar over, at de - ifølge islams verdenssyn og helt uafhængigt af alle virkelige eller indbildte politiske klager - aldrig nogensinde vil få fred medmindre de underkaster sig islam, så ville hans propagandakampagne hurtigt blive kompromitteret. Derfor det konstante behov for at lyve, for "krig", som deres profet hævdede, "er bedrag." [19]

Ayman Zawahiri følger den samme strategi. Henvendt til de mange "underprivilegerede" i verden erklærede terrorist-lægen i et af sine interviews: "Derfor ønsker jeg, at sorte i Amerika, farvede folk, amerikanske indianere, latin-amerikanere, og alle de svage og undertrykte i Nord og Sydamerika, i Afrika og Asien, og over hele verden, skal vide, at når vi fører jihad på Allahs vej, så fører vi ikke kun jihad for at fjerne undertrykkelsen af muslimer, vi fører jihad for at fjerne undertrykkelsen af hele menneskeheden, fordi Allah har beordret os til aldrig at acceptere undertrykkelse, ligemeget hvordan den er (…). Derfor ønsker jeg, at ethvert undertrykt menneske på jordens overflade skal vide, at vores sejr over Amerika og det korsfarende Vesten – med Allahs tilladelse – også er en sejr for dem, fordi de skal blive befriet fra den mest magtfulde tyranniske kraft i menneskehedens historie."

Det ironiske er, at Zawahiri ikke lyver, når han taler om at "fjerne undertrykkelsen af hele menneskeheden" og al-Qaedas ønske om at "befri" menneskeheden fra "den mest magtfulde tyranniske kraft i menneskehedens historie." Tværtimod har vi her igen en konflikt mellem de vestlige begreber om "frihed" og "undertrykkelse" og den radikale islams begreber. For radikale, som al-Qaeda, er modsætningen mellem "frihed" og "undertrykkelse" helt baseret på, om hvorvidt sharia-loven hersker i verden, dvs. om hvorvidt hver eneste mand, kvinde og barn – både muslim og ikke-muslim – lever under islamisk lovs befalinger. Hvis de gør, betragtes de som "frie"; og hvis ikke, som tilfældet er i dag, betragtes menneskehedens store mængder som "undertrykte".

Osama bin Laden selv gør dette klart i et af hans mere hemmelige dokumenter skrevet alene for muslimske øjne: "Muslimer og især de lærde blandt dem, bør sprede sharialoven til verden - dette og intet andet. Ikke [sekulære] love indenfor ’rammerne af retfærdighed, moral og rettigheder,’ som det forstås af masserne. Nej, islams sharia er grundlaget (…). For stort set alt, hvad der værdsættes af det umoralske Vesten, fordømmes i henhold til sharialoven (…). Med hensyn til [begrebet] undertrykkelse, er den eneste undertrykkelse at efterlade dem [amerikanerne] i deres mangel på tro og ikke starte en jihad mod dem, indtil de underkaster sig troen – sådan som Profeten gjorde med dem." [20]

Ved således at fremstille al-Qaeda som en "befrielsesorganisation" eller en gruppe "frihedskæmpere,” så lyver Zawahiri teknisk set ikke; han bliver uvederhæftig. [21] "Sorte i Amerika, farvede folk, amerikanske indianere, latin-amerikanere, og alle de svage og undertrykte i Nord og Sydamerika, i Afrika og Asien, og over hele verden" har bestemt ikke sharialoven i tankerne, når Zawahiri lovsynger friheden og behovet for at verden forener sig og fjerner åget af "amerikansk undertrykkelse." Dette er især tilfældet, fordi sharialoven angiver en række strenge restriktioner og dobbeltstandarder for alle dem, der vælger ikke at konvertere til Islam: andenklasses dhimmi-status for kristne og jøder (i overensstemmelse med Koranen 9:29); døden for polyteister - dem, hvis støtte Zawahiri ellers beder om i Afrika og Asien (i overensstemmelse med Koranen 9:5).

----------

Strategiske forslag

Det må erkendes, at uddannelsesmæssige mangler forværrer de erkendelsesmæssige mangler, og omvendt, hvilket fører til en evig cyklus, hvor nødvendig viden er ikke alene ignoreres, men ikke engang erkendes i første omgang. Når amerikanske universiteter ikke giver en nøjagtig undervisning i islamisk doktrin og historie, så vil en mangelfuld erkendelse gennemsyre samfundet som helhed. Og da nye studerende og nye professorer kommer fra dette samfund, der på forhånd er betinget positivt i retning af islam, vil de ikke alene ikke sætte spørgsmålstegn ved manglen på præcis viden og uddannelse, de vil forevige den.

Amerikanerne skal derfor lære at transcendere deres subjektive verdensanskuelse og verdslige filosofier og forstå islam på den måde, almindelige traditionelle muslimer forstår den - uanset hvor meget dette kan komme til at modsige deres forudfattede opfattelser. Universiteterne bør ufortrødent undervise i islam på samme måde, som muslimerne gør det; jihad bør betyde jihad - ikke en "kamp for at være en bedre samarbejdspartner."

Regeringen bør ikke forsøge at censurere sproget, når den diskuterer radikal islam, fordi sproget har en direkte indflydelse på viden. Politisk korrekthed skal fjernes. Tværreligiøse dialoger bør fortsat tilskyndes; men ikke for at betone (ofte anstrengte) fællestræk, men for åbent og ærligt at spørge til forskellene. Bøger om islamisk doktrin og jihad, skrevet på arabisk, skal oversættes i hobetal og stilles til rådighed for amerikanske studerende. [22] Hvis sådanne skridt blev taget, ville de være velegnede som midler til formuleringen af langt mere strategiske løsninger til bekæmpelse af den radikale islams voldelige ideologier.

Noter

1. Spørgsmålet her er ikke hvilken "version" af islam, der er "korrekt." Sagen er, at der er muslimer, der har fortolket, stadig fortolker, og altid vil fortolke islams befalinger bogstaveligt. Så længe Koranen indeholder en overflod af vers, der befaler muslimer at være i en evig tilstand af krig mod ikke-muslimer, vil der altid være troende, der tager disse ord for, hvad de klart betyder. Som eksempler kan nævnes Koranen 9:5, 9:29, 9:123 eller Koranen 8:60: "Udrust imod dem så stor en styrke og så mange kampheste, som I formår, for dermed at sætte en skræk [terror] i Guds og jeres fjende (…)" og Koranen 47:4: ”Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen!" Alt dette i tryg forvisning om, at "Gud har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven: De skal kæmpe for Guds sag, dræbe og selv blive dræbt (…)" (Koranen 9:111). Selv om det store flertal af muslimer er "moderate", og at kun, lad os sige 20 procent af muslimerne er "bogstavtro" så betyder det blot, at omkring 200 millioner muslimer i verden i dag er dedikerede fjender af det vantro Vesten. Men under alle omstændigheder, når det drejer sig om at indgyde terror og rædsel, er antallet uden betydning. Der skulle kun 19 mennesker til for anrette stor skade og ødelæggelse på amerikansk jord den 11. september. Der skal ikke mange flere til for at kopiere denne rædselsvækkende dag. At de fleste muslimer er gode, lovlydige borgere, og at kun et mindretal af ummaen, lad os sige 200 millioner, er dedikeret til at påtvinge verden sharialoven, er næppe beroligende.

2. Se for eksempel The Al Qaeda Reader, især afsnittet "Theology".

3. Faktum er, at ord betyder noget. Hvem disse ord er rettet mod, betyder endnu mere. Verdens muslimer holder ikke vejret for at høre, hvad slags islamisk legitimitet den amerikanske regering er ved at give al-Qaeda, da det slet ikke er op til ikke-muslimer at afgøre, hvad der er og ikke er islamisk. Omvendt har de amerikanere, som stadig spørger: "Hvorfor hader de os?", et desperat behov for at forstå. Brug af præcis terminologi er det første skridt.

4. Koranen er islams fundament. Ikke alene forstås Koranens ord som værende inspireret af Allah (meget ligesom Bibelen menes at være inspireret af Gud for kristne og jøder); men traditionel islam lærer, at ordene selv er blevet videregivet ordret fra en uskabt og evig tavle i himlen, som indeholder de samme ord, bogstav for bogstav – også på arabisk, som anses for at være det himmelske sprog. På grund af Koranens status som Allahs ord, opfattes alle dens befalinger som gældende hinsides tid og rum og ses således som bindende én gang for alle. De fleste muslimer afviser argumenter om, at befalingerne, indeholdt i Koranen, kun gælder for det 7. århundrede og derfor må "omfortolkes", så de passer til nutidens realiteter. Det siger sig selv, at alle befalinger eller forbud, der findes i Koranen – og disse er mange – skal tages bogstaveligt og være det guddommelige fundament for sharialoven. For eksempel forbyder Koranen udtrykkeligt spisning af svin (5:3): Svinekød er derfor forbudt for muslimer uden undtagelse.

5. Næst efter Koranen er det profetens sunna, der gælder, hvilket er baseret på Koran-verset: "I har et smukt eksempel i Guds udsending (…)." [33:21] I sidste ende er sunnaens betydning afledt af Muhammeds funktion som grundlægger af islam – deraf den autoritative, hvis ikke inspirerede, karakter af hans ord og gerninger. Ordet sunna kan betyde "eksempel," ”mønster" eller "sædvane." Baseret på hadith, som indeholder tusinder og atter tusinder af udtalelser og gerninger tilskrevet Muhammed, opstår der eksempler, mønstre, og sædvaner. Afhængig dernæst af ægtheden af enhver særlig hadith - der er kun seks kanoniske samlinger - går disse sunnaer over til at blive kodificeret som en del af sharia. Opkaldt efter denne næstvigtigste retskilde, er sunni-muslimer, der udgør næsten 90% af verdens 1,2 milliarder muslimer, således yderst optaget af Muhammeds ord og gerninger og stræber efter at følge hans eksempel - ofte helt bogstaveligt: Den højt respekterede lærde, Ibn Hanbal, grundlæggeren af en af de fire sunnimuslimske retsskoler, forbød sig selv at spise vandmeloner, simpelthen fordi han ikke fandt noget tilfælde, hvor Muhammed spiste en sådan en.

6. At finde fortilfælde og lave analogislutninger er et meget vigtigt (skønt kun ringe forstået) redskab til at formulere sharia i moderne tid. Et eksempel kan gøre det klart: Baseret på Koranen og sunna er vin forbudt for muslimer. Men hverken Koranen eller sunna forbyder udtrykkeligt indtagelse af øl – uden tvivl fordi øl generelt var ukendt i det 7. århundredes Arabien. Ved hjælp af analogislutning, bliver så øl, samt alle andre former for alkohol, forbudt i henhold til islamisk lov. Ulamas ræsonnement er som følger: Da Koranen og sunna selvfølgelig forbød vin på grund af dens alkoholiske, og dermed berusende eller skadelige egenskaber, så er det klart, at alle andre former for alkohol ligeledes må være forbudt.

7. Hvis et spørgsmål ikke er behandlet af Koranen eller sunna, og det heller ikke er muligt at drage en analogi fra dem (gennem qiyas), så hviler beslutningen på flertallets mening, baseret på hadithen: "Mit samfund vil aldrig være enigt om en fejl." Dette bør dog ikke forveksles med demokrati, da konsensus kun påkaldes som en sidste udvej, når Koranen og sunna er tavse eller tvetydige om et problem. Med andre ord kan konsensus aldrig gå forud for eller ophæve Koranens eller sunnaens autoritet, selvom den kan være nødvendig for at fortolke dem. Desuden er det generelt en konsensus blandt ulama, de lærde i sharia-lov, der i sidste ende har nogen vægt. Når det er sagt, så opfattes afgørelser baseret på den muslimske ulamas konsensus generelt som bindende.

8. Forestillingen om adskillelse mellem religion og stat – rodfæstet i Vesten – er derfor fuldstændig fremmed for islam, hvilket yderligere komplicerer amerikanske forsøg på at begribe islam: Idet de tager en adskillelse af kirke og stat, der opleves naturlig i Vesten, for givet, har amerikanerne svært ved at godtage tanken om, at adskillelse mellem politik og religion er i strid med de traditionelle islamiske principper og antager, at de radikale har "fejlfortolket" dem.

9. Selv det hensynsløse angreb den 11. september - hvor hovedsagelig civile, herunder kvinder og børn, blev dræbt - er for al-Qaeda retfærdiggjort gennem islam. Selv om det er rigtigt, at islam generelt er imod drab på ikke-kombattanter, såsom kvinder og børn, så er der visse undtagelser fra denne regel, og al-Qaeda citerer dem ofte for at berettige 11. september. For eksempel tillod Muhammed sine tilhængere at bruge katapulter under deres belejring af byen Taif i 630, selv om det var velkendt, at kvinder og børn blev beskyttet dér. Og videre - da han blev spurgt, om det var tilladt at lancere natlige angreb eller sætte ild til de vantros fæstninger, selv om kvinder og børn var blandt dem, siges profeten at have svaret: "De er ud af dem" (se Sahih Muslim Bog 19, Nummer 4321).

10. Se The Al Qaeda Reader s. 141-171, hvor Zawahiri citerer talrige hadither om mujahedin fra det 7. århundrede, der forsætligt anbragte sig i situationer, hvor døden var næsten sikker, herunder nogle, der var tilskyndet af Muhammed, som lovede dem Paradis, hvis de døde. Zawahiri udnytter yderligere det juridiske værktøj, qiyas, til at slutte analogisk, at mens selvmord er en stor synd, er kamp til døden i jihad den mest fortjenstfulde stræben. Skillelinjen er derfor hensigten: Om man bogstaveligt dræber sig selv (som ved at udløse en selvmordsbombe) eller bliver dræbt af en anden i jihad, er irrelevant. Det altafgørende er, hvorfor man ønsker sin egen død. Her helliger målet klart midlet. Zawahiri skriver: "Den afgørende faktor i alle disse situationer er således en og den samme: Hensigten - er det for at tjene islam [martyrium], eller er det ud af depression og fortvivlelse [selvmord]?” Der er også et anakronistisk element til stede her, der er til fordel for Zawahiris opfattelse. I betragtning af, at der ikke fandtes teknologi i form af sprængstof i islams tidlige år, var det ikke muligt for en muslim at forvolde fjenden skade ved selv at forårsage sin egen død. Selv om selvmordsbombninger er legitime, er det således ikke muligt at finde præcedens for dem i islams traditionelle tekster.

11. Der er faktisk mange ord, der, selv om de betegner en bestemt ting, kun forstås konnotativt – i deres bibetydning. Forestil dig at du går til arabisktalende og hårdnakket forklarer dem, at de engelske ord "boyfriend" og "girlfriend" ikke betyder mere end, hvad de betegner: En dreng eller pige, som blot er en ”ven.” I betragtning af, at det store flertal af engelsktalende med disse to ord forstår noget langt mere end blot en ven, ville det så ikke være en uærlig forklaring at give til ikke-engelsktalende araber? Amerikanere, der ikke taler arabisk, bliver ført bag lyset på samme måde. Ligesom en "boy/girl-friend" er en meget specifik type ven, således er også jihad en meget specifik type kamp – en varig krig for at etablere islams overhøjhed, "indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Gud", sagt med Koranens ord.

12. I det primære vers fra Koranen, der sanktionerer bedrag over for ikke-muslimer, hedder det: "De troende [muslimer] skal ikke tage sig de vantro [ikke-muslimer] til venner i stedet for de troende; den, der gør dette, hører slet ikke Gud til – medmindre I tager jer meget i agt for dem.” (3:28; andre vers, der refereres til af ulama, som understøttende bedrag omfatter 2:173, 2:185, 4:29, 16:106, 22:78, 40:28). "- medmindre I tager jer meget i agt for dem" fortolkes normalt som at bedrage de vantro.

13. Nogle tror fejlagtigt, at taqiyya udelukkende er en shiamuslimsk doktrin: Som en minoritetsgruppe, der levede spredt mellem deres traditionelle fjender, de langt mere talrige sunnier, har shiamuslimerne historisk haft større "grund" til at forstille sig. Ironisk nok, befinder sunnimuslimer, der i dag lever i Vesten, sig i en lignende situation, da de nu er et mindretal omgivet af deres historiske fjender – de kristne vantro. Og således har sunnimuslimer i dag, set fra et muslimsk synspunkt, lige så megen grund til at bedrage, som shiamuslimerne historisk har haft det.

14. Al Qaeda Reader, 142.

15. Sahih Muslim Bog 32 Nummer 6303, der anses for at være en "autentisk" hadith. Angående vores hovedanliggende her - bedrag i krig: Under Slaget ved Graven (år 627), hvor Muhammed og hans tilhængere kæmpede mod flere ikke-muslimske stammer (samlet kendt som "de føderale"), gik en af disse, Naim bin Masud, over til den muslimske lejr og konverterede til islam. Da Muhammed opdagede, at de føderale var uvidende om deres stammefælles konversion, rådede han Masud til at vende tilbage og forsøge på en eller anden måde at få de føderale til at opgive belejringen - "for," som Muhammed forsikrede ham, "krig er bedrag." Masud vendte tilbage til de føderale uden at de vidste, at han havde ”skiftet side", og begyndte at give hans tidligere slægt og allierede dårlige råd. Han gik også meget langt for at skabe strid mellem de forskellige stammer indtil de, fulde af mistillid til hinanden, gik i opløsning, hævede belejringen af muslimerne, og dermed reddede islam i dens mest spæde periode (Al-Taqiyya Fi Al-Islam; også, Ibn Ishaqs Sira, [Sirat Rasul Allah] den tidligste biografi om Muhammed). Mere afgørende for legitimiteten af bedrag over for vantro er den følgende anekdote. En digter, Kab bin al-Ashruf, havde fornærmet Muhammed ved at skrive nedsættende vers om muslimske kvinder. Derfor udbrød Muhammed foran sine disciple: "Hvem vil dræbe denne mand, som har såret Allah og hans profet?" En ung muslim ved navn Muhammad bin Maslama meldte sig frivilligt, men med det forbehold, at han, for at komme tæt nok ind på livet af Kab til at kunne myrde ham, måtte få lov til at lyve for digteren. Muhammed gav tilladelsen. Maslama tog hen til Kab, begyndte at nedgøre islam og Muhammed, og fortsatte på denne måde indtil hans uvilje blev så overbevisende, at Kab gav ham sin fortrolighed. Snart derefter dukkede Maslama op med en anden muslim, og mens Kabs vagtsomhed var nede, overfaldt de ham og slog ham ihjel. Ibn Saads version fortæller, at de løb hen til Muhammed med Kabs hoved, til hvilket denne råbte "Allahu Akbar!" (Gud er stor!) Det skal også nævnes, at hele rækkefølgen af Koranens åbenbaringer er et vidnesbyrd om taqiyya; og da Allah ses som den, der åbenbarede disse vers, opfattes han i sidste ende som ophavsmand til bedraget – hvilket ikke er overraskende, da Allah selv er beskrevet i Koranen som den bedste "bedrager" eller "den bedste til at lægge listige planer" (3:54, 8:30, 10:21). Dette fænomen kredser om det faktum, at Koranen indeholder både fredelige og tolerante vers, samt voldelige og intolerante vers. Ulama kunne ikke finde ud af, hvilke vers de skulle kodificere ind i sharias verdenssyn – det vers, for eksempel, der siger, at der ikke er tvang i religionen (2:256), eller dem, der befaler de troende at bekæmpe alle ikke-muslimer, indtil de enten konverterer eller i det mindste underkaster sig islam (8:39, 9:5, 9:29). For at komme ud af dette dilemma, udviklede ulama læren om ophævelse (naskh, der støttes af Koranen 2:106), som i det væsentlige bestemmer, at vers, der er "åbenbaret" senere i Muhammeds karriere har forrang frem for tidligere vers, når der er en modsigelse. For eksempel er langt hovedparten af ulama enig om, at Koranen 9:5, det berømte vers, kendt som ayat al-saif - "sværdets vers" – har ophævet omkring 124 af de mere fredelige vers fra Mekka-perioden. Men hvorfor modsætningen i første omgang? Standardsvaret har været, at eftersom Muhammed og hans samfund i islams tidligste år var langt i undertal i forhold til de vantro og afgudsdyrkerne, så var et budskab om fred og sameksistens i orden. Men efter at han var udvandret til Medina og muslimerne var vokset i militær styrke og antal, blev de voldelige og intolerante vers "åbenbaret," hvilke tilskyndede muslimerne til at gå i offensiven – nu, da de var i stand til at gøre det. Ifølge denne opfattelse, som er standard blandt ulama, kan man kun konkludere, at de fredelige Mekka-vers i sidste ende var en list med det formål at købe tid til islam, indtil den var blevet stærk nok til at indføre sine "sande" vers, der kræver erobring. Eller som det traditionelt forstås og udføres af muslimer selv: Når sidstnævnte er svage, skal de prædike og opføre sig i overensstemmelse med de mekkanske vers (fred, tolerance); når de er stærke, skal de gå i offensiven, efter de medinensiske vers (krig og erobring).

16. Dette koncept understreges af den kendsgerning - baseret på den tiårige Hudaybiyya-traktat (628), som blev indgået mellem Muhammed og hans Quraysh-modstandere i Mekka - at ti år teoretisk set er den maksimale periode, hvori muslimer kan holde fred med vantro. Baseret på Muhammeds eksempel med at annullere traktaten efter to år (ved at henvise til en Quraysh-forseelse, der kunne have været straffet separat), er den eneste funktion for en "freds-traktat" (eller hudna) at vinde svækkede muslimer tid til at omgruppere sig, inden de går i offensiven igen. Ifølge en kanonisk hadith, har Muhammed desuden sagt: "Hvis jeg aflægger en ed, og senere finder noget andet bedre, så gør jeg, hvad der er bedre, og bryder min ed." Profeten tilskyndede yderligere muslimer til at gøre det samme: "Hvis I nogensinde aflægger en ed om at gøre noget, og I senere synes, at noget andet er bedre, så skal I udsone jeres ed og gøre, hvad der er bedre.” Dette bliver tydeligere, når man betænker, at hver eneste gang muslimer, i den nyere tids historie, har rakt hånden ud til "fred", så det har altid været, når de befandt sig i en svækket tilstand over for de "vantro", det vil sige, når de selv, og ikke deres ikke-muslimske konkurrenter/modparter, kunne nyde godt af freden. Dette er læren af de sidste to århundreders muslimsk/vestligt samkvem, hvor førstnævnte har været militært underlegen og dermed afhængig af sidstnævnte. Da den islamiske verden var mere eller lige så magtfuld som den ikke-islamiske verden, var offensive jihad-kampagner normen, og de er historisk ansvarlige for langt størstedelen af de territorier, som den moderne islamiske verden råder over. Fra Marokko til Indien - disse og alle områderne ind imellem blev erobret med magt og tvunget ind under islam i løbet af de tidlige islamiske erobringer (ca. 636 til 750). Kun de få nationer, der er i periferien af den islamiske verden, såsom Indonesien og Somalia, konverterede til islam over tid og mere eller mindre fredeligt.

17. Man behøver ikke engang at studere historien; hvor ikke-muslimske mindretal lever blandt muslimske flertal, er denne muslimske drivkraft til at dominere åbenbar: Selvom de lever i konstant social undertrykkelse, eller i vestligt sprogbrug, "diskrimination" (i henhold til Koranen 9:29 ), så bliver ikke-muslimer også sporadisk forfulgt og til tider dræbt – som det f.eks. skete for kristne koptere i Egypten, der for nylig, efter at have samlet sig til bøn i en kondemneret fabrik, blev omringet af omkring 20.000 oprørte muslimer, der skreg det muslimske krigsråb, "Allah Akbar", mens de kastede sten mod kopterne.

18. Al Qaeda Reader, 43.

19. Se mit essay: ”An Analysis of Al-Qa’ida’s Worldview: Reciprocal Treatment or Religious Obligation”, Middle East Review of International Affairs, Volume 12, No. 3 - September 2008, dansk udgave: "En analyse af al-Qaedas verdenssyn: Gengældelse eller religiøs pligt” for en længere sammenstilling af bin Ladens udtalelser til Vesten og til muslimer, der er helt i modstrid med hinanden.

20. Al Qaeda Reader, 32-33.

21. Et andet aspekt af taqiyya er kitman, eller "passivt bedrag," dvs. at undlade åbenhjertigt at give det fuldstændige billede.

22. Da jeg arbejdede i den afrikanske og mellemøstlige afdeling af Library of Congress, var jeg forbløffet over den mængde arabiske bøger, der fandtes dér, hvoraf mange – såsom The Al Qaeda Reader – hvis de blev oversat, kunne tjene som en uvurderlig kilde til formuleringen af en modstrategi. En liste over sådanne bøger bør laves, og de bør oversættes.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo