Den følgende artikel, der oprindeligt blev udgivet den 20. august, er et tilpasset uddrag fra forfatterens nye bog: Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

På denne dato, den 20. august, i året 636, blev det første store militære sammenstød mellem islam og Vesten afgjort. Slaget ved Yarmuk er nu kun lidt husket, men dets resultat forandrede verdens udseende for altid og havde eftervirkninger, der føles selv i dag.

Fire år tidligere, i 632, var islams profet død. I sin egen levetid havde han formået at samle araberne under islams banner. Ved hans død var der nogle udbryder-stammer, der gerne ville forblive muslimer, men nægtede at betale almisse-skat, eller zakat, til kaliffen Abu Bakr, Muhammeds efterfølger. Idet han stemplede dem alle som apostater, indledte kaliffen Ridda-krigene ("Apostasi-krigene"), hvor titusindvis af arabere blev halshugget, korsfæstet eller brændt levende. I 633 var disse krige ovre; i 634 gjaldt det samme for Abu Bakrs liv. Det skule tilfalde den anden kalif, Umar bin al-Khattab (r. 634-44), at lede den fulde styrke af de tidligere indbyrdes stridende arabere - nu én stamme, én umma - imod "den anden".

Næsten øjeblikkeligt strømmede tusinder af arabere ind i det kristne Syrien, hvor de myrdede og plyndrede. Ifølge muslimske historikere gjorde de dette i jihads navn - for at sprede Allahs styre på Jorden. Kejser Heraklios, som lige havde været igennem et årti med krig mod perserne, måtte fortsætte med at mønstre sine legioner og føre dem til Syrien for at stoppe disse seneste opkomlinge. Romerske styrker konfronterede angriberne i mindst to betydelige slag, Ajnadayn (i nutidens Israel, i 634) og Marj al-Saffar (syd for Damaskus, 635). Men "ved Allahs hjælp", skriver den muslimske krønikeskriver al-Baladhuri (d. 892), "blev Allahs fjender slået på flugt og splintret i småstykker, og mange blev dræbt."

Heraklios havde ingen intentioner om at opgive Syrien, som i århundreder havde været en integreret del af Det Romerske Imperium. Han havde kort forinden genvundet det fra perserne og ville ikke overlade det til de foragtede saracenere. Så i foråret 636 havde kejseren formået at samle en stor multietnisk hær, rekrutteret fra hele kristenheden ifølge al-Waqidi (747-823), en muslimsk krønikeskriver og forfatter til Futuh al-Sham, den eneste detaljerede (men ofte mistænkelige) beretning om den arabiske erobring af Syrien. (Medmindre andet er angivet, er alle direkte citater i det følgende taget fra Futuh og oversat af mig.) Omkring 30.000 kristne krigere begyndte deres march sydpå. De muslimske styrker, der udgjorde ca. 24.000 - med kvinder, slaver, børn, kameler og telte på slæb - trak sig tilbage fra deres nyligt erobrede territorier og samledes ved bredden af Yarmuk-floden i Syrien. Landskabet var domineret af to kløfter, den ene langs Yarmuk og den anden langs Wadi Ruqqad, hver med et lodret fald på 30 til 60 meter - en dødelig forhindring for enhver, der flygtede i hast.

Araberne sendte en haste-besked til kalif Umar med en beklagelse over, at "romernes hund, Heraklios, har opfordret alle, der bærer korset, til at overfalde os, og de er kommet mod os som en sværm af græshopper." Da "dette at se kristenheden falde" var Umars "fryd", for at citere fra Shahnameh; da "hans føde var deres ydmygelse" og "selve hans åndedræt var deres ødelæggelse", kom der forstærkninger.

Heraklios udnævnte Vahan, en armenier og helt fra Perserkrigene, som øverstbefalende for sine forenede styrker. Arabernes øverste leder var Abu Ubaida, men Khalid bin al-Walid, som Muhammed havde kaldt "Allahs Sværd", havde befaling over tusindvis af ryttere til hest og kamel bag infanteriet og havde indflydelse på de militære beslutninger.

Før slaget mødtes Vahan og Khalid under et våbenhvileflag for at forhandle. Den armenske kommandant begyndte med diplomatisk at give Arabiens hårde levevilkår og dårlige økonomi skylden for, at araberne ikke havde andet valg end at plyndre romerske lande. Derfor var imperiet glad for at give dem mad og mønt på betingelse af, at de vendte hjem. "Det var ikke sult, der bragte os her," svarede Khalid køligt, "men vi arabere har for vane at drikke blod, og vi bliver fortalt, at romernes blod er det sødeste af sin art, så vi kom for at udgyde jeres blod og drikke det."

Vahans diplomatiske maske faldt øjeblikkeligt og han kastede sig ud i en tirade mod den uforskammede araber: "Så vi troede, I kom for at søge, hvad jeres brødre altid søgte" - plyndring, afpresning eller arbejde som lejetropper. "Men desværre tog vi fejl. I kom for at dræbe mænd, slavebinde kvinder, plyndre rigdom, ødelægge bygninger og forsøge at drive os ud af vore egne lande." Bedre folk havde forsøgt at gøre det samme, men var altid endt med at blive besejret, tilføjede Vahan med henvisning til de netop overståede persiske krige, før han fortsatte:

"Hvad jer angår, findes der ikke noget lavere og mere foragteligt folk - elendige, fattige beduiner (...). I begår uretfærdigheder i jeres eget land og nu også i vores (...). Hvilket kaos I har skabt! I rider på heste, der ikke er jeres egne, og bærer tøj, der ikke er jeres. I fornøjer jer med Roms unge hvide piger og gør dem til slaver. I spiser mad, der ikke er jeres eget, og fylder jeres hænder med guld, sølv og værdifulde ting [der ikke er jeres egne]. Nu finder vi jer med alle vore ejendele og det plyndringsgods, I tog fra vore trosfæller - og vi overlader jer det alt sammen, vi hverken beder jer om at give det tilbage eller bebrejder jer. Alt vi beder om er, at I forlader vore lande. Men hvis I nægter, vil vi tilintetgøre jer!"

Allahs Sværd var ikke imponeret. Han begyndte at recitere Koranen og tale om en vis Muhammed. Vahan lyttede i stille harme. Khalid fortsatte med at opfordre den kristne general til at fremsige shahadaen og derved antage islam til gengæld for fred, og tilføjede: "Du skal også bede, betale zakat, udføre hajj til det hellige hus [i Mekka], føre jihad mod dem, der afviser Allah, (...) være ven med dem, der er venner med Allah, og gå imod dem, der går imod Allah," en henvisning til den splittende doktrin om al-wala wa al-bara [loyalitet og fjendskab] "Hvis du nægter, kan der kun være krig mellem os. (...) Og du vil stå overfor mænd, der elsker døden, som du elsker livet."

"Gør hvad du vil," svarede Vahan. "Vi vil aldrig forlade vores religion eller betale dig jizya." Forhandlingerne var ovre.

Tingene blev sat på spidsen, helt bogstaveligt, da 8.000 muslimer marcherede op foran den romerske lejr med de afhuggede hoveder af 4.000 kristne anbragt øverst på deres spyd. Disse var resterne af en 5.000 mands forstærkning, der var kommet fra Amman for at slutte sig til hovedstyrken ved Yarmuk. Muslimerne havde angrebet dem fra baghold og slagtet dem. Mens råbene "Allahu Akbar" rungede gennem den muslimske lejr, gik de muslimer, der stod bag de resterende 1.000 kristne fanger, i aktion. De slog fangerne ned og skar derefter hovederne af dem for øjnene af deres kristne trosfæller, der, ifølge de arabiske kilder, så på i "fuldstændig forvirring".

*****

Så det skulle være krig. Op til slaget - skriver historikeren A. I. Akram - "tilbragte muslimerne natten i bøn og recitation af Koranen og mindede hinanden om de to velsignelser, der ventede på dem: Enten sejr og liv eller martyrdom og paradis."

Ingen sådan stimulering ventede de kristne. De kæmpede for liv, familie og tro. I sin tale før slaget forklarede Vahan, at "de arabere, der står foran jer, søger (...) at slavebinde jeres børn og kvinder." En anden general opfordrede mændene til at kæmpe hårdt, ellers ville araberne "erobre jeres lande og voldtage jeres kvinder." En sådan frygt var ikke uberettiget. Selv mens romerne knælede i bøn før kampen, sad den arabiske general Abu Sufyan på sin stejlende krigshest, og svingende med sit spyd tilskyndede han muslimerne til at føre "jihad på Allahs vej", så de kunne erobre de kristnes "lande og byer og slavebinde deres børn og kvinder."

Slaget strakte sig over seks dage. (For en mere detaljeret undersøgelse af Yarmuk, se min kandidatopgave fra 2002: The Battle of Yarmuk: An Assessment of the Immediate Factors behind the Islamic Conquests.) De romerske styrker brød først igennem de muslimske rækker, og ville, ifølge farverige muslimske kilder, have jaget araberne på flugt, hvis det ikke havde været for deres kvinder. Før slaget havde Abu Sufyan sagt til disse kvindelige arabere, at selvom "profeten sagde, at kvinder havde mangler i intelligens og religion" (en henvisning til en hadith), så kunne de alligevel hjælpe ved at slå "i ansigtet med sten og teltpæle" enhver arabisk mand, der trak sig tilbage fra kampen til lejren. Kvinderne blev opfordret til at fortsætte, indtil mændene vendte tilbage til kampen "i skam".

Og ganske rigtigt, når som helst de brudte rækker af muslimer faldt tilbage, kastede arabiske kvinder sten efter dem, slog dem og deres heste og kameler med pæle og hånede dem: "Må Allah forbande dem, der løber fra fjenden! Ønsker I at overgive os til de kristne? (...) Hvis I ikke dræber, er I ikke vores mænd." Abu Sufyans kone, Hind, siges at have kæmpet mod de fremrykkende romere, mens hun skreg: "Skær ekstremiteterne [dvs. kønsorganerne] af de uomskårne. Ved synet af hendes dristighed siges de arabiske mænd at have vendt om og drevet de fremrykkende romere tilbage til deres oprindelige position.

På den fjerde dag formåede muslimerne at få overtaget og rykke frem mod en brudt række af vigende kristne. Ingen kvinder var til stede for at tugte disse romere, men en stor mængde bueskytter afskød salve efter salve mod de fremstormende arabere. "Pilene regnede ned over muslimerne. (...) Alt hvad man kunne høre, var 'Ah! Mit øje!' I stor forvirring greb de deres tøjler og trak sig tilbage." Omkring 700 muslimer mistede et øje den dag.

Angående slagets sjette og sidste dag, gør muslimske kilder meget ud af det tunge infanteri på den romerske hærs højre flanke og omtaler dets soldater som de "mægtigste". Disse krigere bandt sig angiveligt sammen med kæder som et bevis på beslutsomhed og svor ved "Kristus og Korset", at ville kæmpe til sidste mand. (Araberne kan have forvekslet den bemærkelsesværdigt tætte romerske falanks med lænker.) Selv Khalid udtrykte bekymring over deres demonstration af beslutsomhed. Han beordrede muslimerne i centrum og på venstre side af den arabiske hær til at bremse de kristne, mens han selv førte tusindvis af ryttere og kamel-krigere omkring til den romerske venstre fraktion, som var blevet adskilt fra kavaleriet (muligvis i et forsøg på at udføre en af de komplicerede manøvrer med "blandet formation" anbefalet i Strategikon, en byzantinsk militær manual).

For at gøre tingene værre udbrød der på dette tidspunkt en støvstorm - noget, araberne var vant til, deres modstandere i mindre grad - som forårsagede stort kaos. Romernes store antal viste sig at være kontraproduktivt under sådanne overfyldte og kaotiske omstændigheder. Nu fulgte krigens mest rasende og desperate kamp. Overalt stødte stål mod stål, mænd råbte, heste vrinskede, kameler brølede, og sand blæste i øjnene på den kaotiske masse af mennesker og dyr. Ude af stand til at manøvrere, bøjede det meste af det romerske kavaleri af og trak sig tilbage mod nord, mens det førte en protesterende Vahan med sig,

Da de forstod, at de var alene, opretholdt det kristne infanteri, heriblandt de "lænkede mænd", formationen og trak sig tilbage mod vest til det eneste rum, der var åbent for dem. De blev snart fanget mellem en islamisk hammer og ambolt: En halvmåne af arabere, der bredte sig fra nord til syd, fortsatte med at trænge sig ind på dem fra øst, mens en halvcirkel af Wadi Ruqqads stejle kløfter ventede de kristne mod vest. (Khalid havde allerede indtaget den eneste bro over wadien.)

Om aftenen den 20. august da mørket sænkede sig over dette omskiftelige hjørne af verden, udspilledes den sidste krigsfase. Araberne, hvis nattesyn var skærpet af livet i ørkenen, angreb de indespærrede romere, som, ifølge al-Waqidi og andre muslimske historikere, kæmpede tappert. Historikeren Antonio Santosuosso skriver, at ...

"... snart genlød terrænet af den skræmmende larm af muslimske råb og kampkrig. Skygger forvandledes pludselig til klinger, der trængte ind i kød. Vinden bragte kammeraters skrig, efterhånden som fjenden snigende trængte ind i rækkerne under dække af bækkeners, trommers og kampråbs infernalske støj. Det må have været endnu mere skræmmende, fordi de ikke havde forventet, at muslimerne ville angribe i mørke.

Muslimske kavalerister fortsatte med at presse sig ind mod det sammentrængte og blindede romerske infanteri, ved at bruge deres ridedyrs hove og knæ til at slå de trætte krigere ned. Da de til sidst var blevet skubbet hen til kanten af kløften, faldt geled efter geled af den kejserlige hærs resterende tropper, heriblandt alle de "lænkede mænd", ned ad de stejle skrænter til deres død. Andre soldater knælede, bad en bøn, gjorde korsets tegn og ventede på, at de fremstormende muslimer ville slå dem ned. Ingen fanger blev taget den dag. "Den byzantinske hær, som Heraklios havde brugt et år på at samle under store anstrengelser, var helt ophørt med at eksistere," skriver den britiske generalløjtnant og historiker John Bagot Glubb. "Der var ingen tilbagetrækning, ingen forhalingsmanøvrer, ingen kerne af overlevende. Der var intet tilbage."

Mens månen fyldte nattehimlen og de sejrende plyndrede de dræbte, hørtes råbene "Allahu akbar!" og "Der er ingen anden gud end Allah og Muhammed er hans budbringer" over hele Yarmuk-dalen.

*****

Efter denne afgørende muslimske sejr, var vejen helt åben for de domino-lignende arabiske erobringer i det 7. århundrede. "En sådan revolution havde aldrig været", bemærker historikeren Hilaire Belloc. "Intet tidligere angreb havde været så pludseligt, så voldeligt, eller så permanent vellykket. Indenfor nogle få år efter det første angreb i 634 [Slaget ved Ajnadayn] var den kristne levant forsvundet: Syrien, Troens vugge, og Egypten med Alexandria, det mægtige kristne Bispesæde."

Uden bagklogskabens klare lys, skænket historikere, der lever med mere end tusind års afstand til begivenheden, vidnede allerede Anastasius fra Sinai, der oplevede muslimske styrker oversvømme sit egyptiske hjemland fire år efter Yarmuk, om slagets afgørende betydning ved at omtale det som "den romerske hærs første frygtelige og uhelbredelige fald." "Jeg taler om blodsudgydelsen ved Yarmuk, (...) hvorefter fulgte indtagelsen og afbrændingen af Palæstinas byer, selv Cæsarea og Jerusalem. Efter Egyptens ødelæggelse fulgte slavebindingen og de uoprettelige ødelæggelser af Middelhavets lande og øer."

Blot årtier efter Yarmuk, var alle de gamle kristne lande mellem Storsyrien i øst og Mauretanien (omfattende dele af nutidige Algeriet og Marokko) i vest - omkring 6000 km - blevet erobret af islam. Med andre ord: To tredjedele af kristenhedens oprindelige, ældre og rigere territorium blev permanent opslugt af islam. (Efterhånden, og takket være de senere tyrkere, "erobrede muslimske hære tre fjerdedele af den kristne verden" for at citere historikeren Thomas Madden.)

De germanske barbarer, der invaderede og besejrede Europa i de foregående århundreder, lod sig assimilere i den kristne religion, kultur og civilisation og overtog dens sprog - latin og græsk. Til forskel herfra påtvang araberne de besejrede folk deres tro og sprog, med det resultat, at hvor "arabernes" udbredelse tidligere var begrænset til Den Arabiske Halvø, består den "arabiske verden" i dag af omkring 22 lande i Mellemøsten og Nordafrika.

Dette ville ikke have været tilfældet, og verden ville have udviklet sig radikalt anderledes, hvis Det Østromerske Imperium havde besejret angriberne og sendt dem tilbage til Arabien. Ikke underligt, at historikere som Francesco Gabrieli hævder, at "Slaget ved Yarmuk uden tvivl havde større konsekvenser end næsten ethvert andet i verdenshistorien."

Det skal bemærkes, at mens de fleste vesterlændinge i dag er uvidende om dette sammenstød og dets forgreninger, så er de endnu mere uvidende om, hvordan Yarmuk fortsætter med at tjene som inspirationsmodel for nutidens jihadister (som vi regelmæssigt får at vide er "psykotiske kriminelle", der "intet har at gøre med islam"). Som den opmærksomme læser måske har bemærket, er ord og gerninger af nutidens Islamisk Stat (IS) og af dens forgængere for næsten 1.400 år siden uhyggeligt ens. Dette er selvfølgelig forsætligt. Når IS erklærer, at "amerikansk blod er bedst, og vi vil smage det snart" eller "vi elsker døden, som I elsker livet" eller "vi vil knuse jeres kors og slavebinde jeres kvinder", citerer de ordret - og derved følger i fodsporene af - Khalid bin al-Walid og hans ledsagere, de oprindelige islamiske erobrere af Syrien.

Faktisk er de velplejede paralleller mange. IS's sorte flag er bevidst formet efter Khalids sorte flag. Dens påberåbelse af hurierne - islams himmelske sex-slaver, som martyrerne er lovet - er baseret på anekdoter om muslimer, der døde ved Yarmuk-floden og blev hilst velkommen i paradiset af hurier. Og den iscenesatte rituelle slagtning af "vantro", mest berygtet af 21 koptiske kristne på Libyens kyst, er formet efter den rituelle slagtning af 1.000 fangne romerske soldater ved optakten til Slaget ved Yarmuk.

Her har vi derfor en påmindelse om, at når det drejer sig om islams og Vestenes militære historie, så er de givne lektioner langt fra akademiske, men har relevans frem til denne dag - i hvert fald for jihadisterne.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo