Præcis 100 år efter islams profet Muhammeds død i 632, og efter at have erobret alt land fra Arabien til Spanien, var hans arabiske tilhængere nået frem til Gaul, vor tids Frankrig, hvor de stod overfor et hidtil lidet kendt folk, de kristne frankere.

Dér, den 10. eller 11. oktober i året 732, fandt et af historiens mest afgørende slag sted, et slag, der satte grænse for islams vestlige erobringer og sikrede Vestens overlevelse.

Forud for dette havde de islamiske erobrere gennem ét århundrede undertvunget alle folkeslag og territorier, de mødte på deres march mod vest - heriblandt Egypten, Libyen, Tunesien, Algeriet og Marokko. I 711 foretog muslimerne deres skæbnesvangre passage af Gibraltar-strædet og landede på europæisk jord. Ved landgangen beordrede muslimernes leder, Tariq bin Zayid, den islamiske flåde brændt og forklarede: "Vi er ikke kommet her for at vende tilbage. Enten erobrer vi og etablerer os her, eller vi omkommer."

Denne berømte Tariq-anekdote - ofte genkaldt af moderne jihadister - fremhæver jihad-karakteren af umayyade-kalifatet (661-750), den tids supermagt. Faktisk, som de fleste historikere har erkendt, var umayyade-kalifatet "jihad-staten" par excellence. Dets eksistens var ét med dets erobringer. Dets legitimitet som Allahs "viceregent" var baseret på at undertvinge lande i Allahs navn.

Da de først havde sat fødderne på europæisk jord, fortsatte deres hærgen med uformindsket styrke. En arabisk krønikeskriver beretter om den muslimske fremrykning mod nord, over Pyrenæerne: "Fulde af vrede og stolthed" var muslimerne, og de "rasede gennem alle steder som en hærgende storm. Velstand gjorde disse krigere umættelige (...) alt gav efter for deres sværd, røverne af liv." Langt borte skrev den samtidige engelske eneboer Beda den Ærværdige: "En pest af saracenere bragte ulykkelig ødelæggelse og slagtning over Gaul.”

I denne tid fandt mærkelige anekdoter også vej til krønikeskrivernes beretninger. Den muslimske historiker Abd al-Hakem beretter, at én af Tariqs eskadriller, efter at være gået i land på en ø ud for Iberien, opdagede, at de eneste beboere var vinbønder. "De tog dem til fange. Derefter tog de en af vinbønderne, slagtede ham, skar ham i stykker og kogte ham, mens resten af kammeraterne så på." Denne hændelse resulterede i et rygte om, at muslimer beværtede sig med menneskekød. (Næsten 1300 år senere, i år 2013, spiste en muslimsk jihadist organer fra hans dræbte fjende, mens omkringstående råbte "Allahu Akbar".)

Under alle omstændigheder må det have været dette billede, som mændene i nord havde af angriberne fra syd: Vilde og umættelige galninge, muligvis kannibaler, ridende på hurtige gangere - ikke ulig de tidligere tiders hunnere, som, under ledelse af "Antikrist"-skikkelsen Attila, kom hærgende gennem Europa, kun for at blive besejret, delvist af frankere, i 451 i Slaget ved Chalons, også i nutidens Frankrig, ca. 250 kilometer øst for Tours.

"Ak," udbrød frankerne, "hvilken ulykke! Hvilken ydmygelse! Vi har længe hørt om araberne og deres erobringer; vi frygtede deres angreb fra øst [se Belejringen af Konstantinopel, 717-718]: De har nu erobret Spanien og invaderet vores land fra vestsiden.”

Omvendt synes muslimerne, opmuntret af et århundredes sejre, at have haft et i bedste fald ambivalent syn på frankisk kampduelighed. Da han blev udspurgt om frankerne nogle år før slaget ved Tours, svarede den daværende emir af Spanien, Musa: "De er ret talrige og fulde af magt: Modige og heftige, når de angriber, men feje og krysteragtige i nederlagets stund. Aldrig er en enhed fra min hær blevet slået."

Hvis denne opfattelse afslørede overmod, så viste Musas efterfølger, Abd al-Rahman ("Slave af den Barmhjertige"), endnu større hovmod i synet på dem, han skulle i kamp med. I spidsen for omkring 80.000 muslimer, primært beredne maurere, var Rahmans destruktive march mod nord ind i hjertet af Frankrig stærkt motiveret af rygter om endnu mere rigdom at plyndre, især fra basilikaen St. Martin af Tours. Rahman delte til at begynde med sin hær op i flere divisioner for bedre at sikre udplyndringen af Gallien. Isidore, forfatter til Krøniken af 754, skriver: "[Rahman] ødelagte paladser, brændte kirker og forestillede sig, at han kunne plyndre basilikaen St. Martin af Tours. Da var det, han fandt sig stående ansigt til ansigt med Karl, herren af Austrasien, der fra sin ungdom var en mægtig kriger og trænet i alle våbenarter."

Faktisk var den kamp-hærdede frankiske kong Karl - bevidst om muslimernes hensigt og uden deres vidende - begyndt at samle sine vasaller under sit banner i et forsøg på at afværge det islamiske fremstød. Efter at være kommet til magten i Frankrig i 717 - samme år hvor en gigantisk muslimsk hær belejrede Konstantinopel - forstod Karl betydningen af den islamiske trussel. Derfor opfangede han angriberne et sted mellem Poitiers og Tours, hvor sidstnævnte var muslimernes umiddelbare mål. Krønikeskriverne angiver fantastiske tal for antallet af muslimer, så mange som 300.000. Lad det række at sige, at frankerne var stærkt i undertal, og at de fleste historikere er tilfredse med tallene 80.000 muslimer mod 30.000 frankere.

Den muslimske styrke bestod hovedsagelig af kavaleri og var gearet til offensiv krigsførelse. Langt de fleste var af berber-herkomst og bar kun lidt rustning, selv om deres elitære arabiske herremænd mindst havde ringbrynjer. Som våben stolede de på sværd og lanse, bue og pil blev kun lidt brugt.

Omvendt bestod frankernes styrke primært af infanteri (bortset fra beredne adelsmænd som f.eks. Karl). Frankerne stolede på dybe falanks-formationer og tungt panser - efter sigende 35 kg pr. mand - og var lige så ubevægelige som muslimerne var bevægelige. De synes også at have haft et større udvalg af våben: Skjoldet var allestedsnærværende, og våbnene bestod af sværd, dolke, spyd og to slags økser, én til at svinge og den anden til at kaste - franciskaen. Dette sidstnævnte berygtede våben var så symbolsk for frankerne, at det enten var opkaldt efter dem, eller ret sandsynligt, at de var opkaldt efter det.

Krønikeskriverne fortæller, at de to stridende hære stod over for hinanden i 6-7 dage; ingen ønskede at tage det første skridt. Frankerne gjorde godt brug af det velkendte terræn: de synes at have stået øverst i terrænet og de tætte europæiske skove tjente til, ikke alene at give bedre beskyttelse, men også til at hindre det forventede muslimske kavaleriangreb.

Vinteren nærmede sig, forsyninger og fourageringsområder svandt ind. Dette samt en islamisk følelse af overlegenhed tvang Rahman til at indlede kampen, som "bestod udelukkende af vilde ubesindige angreb med et spild af mennesker."

En anonym arabisk kronikør skriver: "Nær floden Owar [Loire], blev de to store hære for de to sprog og de to bekendelser [islam og kristendom] stillet på række mod hinanden. Abd al-Rahmans, hans kaptajners og hans mænds hjerter var fyldt med vrede og stolthed, og de var de første til at begynde at kæmpe. De muslimske ryttere styrtede vildt og hyppigt frem mod frankernes bataljoner, der modstod mandigt, og mange døde på begge sider, indtil solen gik ned."

Ifølge Krøniken af 754, hvoraf meget er sammensat af øjenvidneberetninger: "Mændene fra nord stod så ubevægelige som en mur; de var som et bælte af is frosset sammen og ikke til at opløse, mens de dræbte araberne med sværdet. Austrasianerne [frankerne], jættestore og med jernhånd, huggede tappert løs i kampens trængsel; det var dem, der fandt og skar den saracenske konge [Rahman] ned."

Militærhistoriker Victor Davis Hanson skriver: "Når kilderne taler om 'en mur', 'et bælte af is' og 'faste linjer' af infanterister, skal vi bogstaveligt forestille os en menneskelig fæstningsvold, næsten usårlig, med sammenlåste skjolde foran pansrede kroppe og med våben stikkende frem for at fange underlivet af eventuelle islamiske ryttere, der var tåbelige nok til at forsøge at ramme frankerne i galop."

Da natten faldt på, indstillede muslimerne og de kristne kampen og trak sig tilbage til deres telte. Ved daggryets komme opdagede frankerne, at muslimerne, måske grebet af panik fordi deres emir var død, var flygtet sydpå i løbet af natten - stadig røvende, brændende og plyndrende alle og enhver efterhånden som de kom frem. Hanson giver et realistisk billede af eftervirkningerne: ”Slagmarken ved Poitiers [eller Tours] var, som efter alle kavaleri-slag, et blodigt kaos, overstrøet med tusindvis af sårede eller døende heste, efterladt plyndringsgods og døde og sårede arabere. Kun få af de sårede blev taget til fange - en konsekvens af deres tidligere myrderier og plyndringer ved Poitiers."

I de følgende år fortsatte Karl - fremover kendt som Martel, "Hammeren", på grund af hans afgørende slag - med at bekrige de muslimske rester nord for Pyrenæerne, indtil de trak sig tilbage mod syd. Frankisk suverænitet og konsolidering blev naturligt etableret i Gallien, hvilket førte til oprettelsen af det Hellige Romerske Rige - begyndende med Karls eget barnebarn, Karl den Store, der ofte af historikere beskrives som "Europas Fader". Som historikeren Henri Pirenne udtrykker det: "Uden islam ville Frankerriget sandsynligvis aldrig have eksisteret, og Karl den Store, uden Muhammed, ville være utænkelig."

Bortset fra det faktum, at dette slag indvarslede enden på den første massive bølge af islamiske erobringer, er der visse tegn på, at det også udløste sammenbruddet af det umayyadiske kalifat, der som tidligere nævnt, skyldte jihad, sejr, plyndring og slaveri (ghanima) sin eksistens. I 718 led umayyaderne, efter at have investeret en betydelig mængde mandskab og ressourcer i forsøget på at erobre Konstantinopel, den østlige dør til Europa, et forfærdeligt nederlag. Mindre end femten år senere blev deres vestlige forsøg, som vi har set, også afvist ved Tours. I sammenhæng med disse to afgørende nederlag blev umayyade-kalifatet, blot 18 år efter Tours, væltet af abbasiderne, og perioden med islams store erobringer fik en ende (indtil opstigningen af Det Osmanniske Imperium, der, ligesom umayyaderne, også var en jihad-stat bygget på territoriale erobringer, og som til sidst erobrede Konstantinopel).

Således vil ethvert antal historikere, som f.eks. Godefroid Kurth, fortsætte med at sige, at slaget ved Tours "for altid vil være en af de store begivenheder i verdenshistorien, for af dette slag afhang det, om kristen civilisation skulle fortsætte eller islam sejre over hele Europa."

På trods af den åbenlyse betydning af dette slag, peger kyniske moderne historikere ofte på Edward Gibbon og andre som folk, der forskønner og ophøjer dette slag. I virkeligheden skildrede de tidligste samtidige forfattere fra begyndelsen slaget som en krig mellem islam og kristendom. Gibbon argumenterede videre og berømt for, at havde muslimerne vundet, "ville fortolkning af Koranen måske nu blive lært i Oxfords skoler og dens prædikestole påvise helligheden og sandheden af Muhammeds åbenbaring for et omskåret folk." (Skrevet i det 18. århundrede, var Gibbon klart uvidende om, at hans forudsigelser stadig kunne gå i opfyldelse, dog ikke gennem aktiv erobring, men passiv resignation, eftersom Koranen nu læres i Oxford og tillægges samme værdi som Bibelen - ligestillet litteratur eller ligestillet åbenbaring - og islamisk sharia-lov nu praktiseres i Storbritannien.)

Alligevel insisterer visse moderne lænestolshistorikere på, at Slaget ved Tours ikke var andet end en "mindre træfning", og at muslimerne havde til hensigt at plyndre, ikke erobre. Som bevis peger de på, at mens tidlige kristne kronikører fremhævede dette slag, så havde deres muslimske kolleger (bortset fra de allertidligste forfattere, der anerkendte det som et katastrofalt nederlag) tendens til at overse eller minimere dets betydning - som om dette ikke er præcis, hvad der må forventes af de besejrede, især deres efterkommere.

Andre historikere insisterer på, at plyndring var muslimernes eneste mål - en helt igennem materialistisk tese, som må forventes fra moderne historikere, der ikke er i stand til at gå ud over deres egen, det 21. århundredes måde at erkende verden på. Deres syn er således anakronistisk, især fordi teksterne gør det klart, at erobring og konsolidering altid lå de invaderende muslimer på sinde, Rahmans hær ingen undtagelse: Reinaud fortæller os, at i emirens hoved lurede muligheden for "at forene Italien, Tyskland og grækernes imperium med de allerede enorme områder tilhørende Koranens forkæmpere."

Når de placeres i sammenhæng, bekræfter muslimernes begær efter rov faktisk kun yderligere den ekspansionistiske jihad-tese. (se Majid Khadurris Law of War and Peace in Islam, som indeholder et helt kapitel om krigsbytte og ghanima, og deres centrale rolle i jihad). Fra starten var jihadisten garanteret én af to belønninger for sin krigsindsats: Martyrium, hvis han døde, plyndringsgods, hvis han overlevede. Den ene en evig, den anden en timelig belønning - en vind-vind-situation, som, i hvert fald ifølge tidlige kristne og muslimske kronikører, spillede en vigtig rolle for de muslimske erobringers succes. At kilderne indikerer, at muslimerne var hungrige efter krigsbytte, modsiger med andre ord ikke på mindste måde det faktum - som med alle de oprindelige muslimske erobringer, begyndende med profeten Muhammed i Slaget ved Badr - at territoriale erobringer og erhvervelse af bytte gik hånd i hånd og var den naturlige kulmination af jihad.

Hvad angår generel ødelæggelse, skriver Michael Bonner, forfatter til Jihad in Islamic History: "Plyndringstogterne er et konstant element [i jihad] og er altid blevet betragtet som prisværdige og endog nødvendige. Dette er et træk ved præ-moderne islamiske stater, vi ikke kan ignorere. I tillæg til erobring har vi plyndring; i tillæg til politiske projekter og statsopbygning har vi ødelæggelse og forfald."

Under alle omstændigheder taler kendsgerningerne for sig selv: Efter Slaget ved Tours, blev ingen anden massiv muslimsk invasion forsøgt nord for Pyrenæerne, ikke før for ganske nylig og med helt andre midler.

Men det er en anden historie.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo