Slaget ved Antiokia: "Her blev navnet 'kristen' født"
Af Raymond Ibrahim
Oversættelse af: The Battle of Antioch: “Here the Name Christian Was Born”
Kilde: RaymondIbrahim.com, 1. juli 2018
Udgivet på myIslam.dk: 10. juli 2018

Først udgivet på PJ Media

Den følgende beretning er delvist taget fra forfatterens nye bog, Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West (med forord af Victor Davis Hanson).


Bohemund                                           Belejringen af Antiokia

I dag for 920 år siden, den 28. juni 1098, udkæmpedes et af de mest episke slag mellem islam og kristendommen: Slaget om Antiokia.

Først lidt kontekst: I årene efter Slaget ved Manzikert (1071), hvor seljuk-tyrkerne besejrede Det Østromerske Rige og erobrede denne kristendommens gamle bastion, Anatolien (det moderne Tyrkiet), fulgte enorme forfølgelser af kristne. Lige meget om det er en anonym georgisk krønikeskriver, der fortæller om, hvordan "hellige kirker tjente som stalde for deres heste", "præsterne blev ofret under selve den hellige kommunion", "jomfruer blev skændet, unge blev omskåret og spædbørn ført bort", eller om det er Anna Komnena, prinsessen i Konstantinopel, der fortæller om, hvordan "byer blev udslettet, lande blev plyndret, og hele Anatolien blev farvet af kristent blod", så er det den samme oprørende beretning om ulykke og elendighed.

Så fulgte det første korstog, der, som historikeren Peter Frankopan har vist, først og fremmest var et resultat af angrebet på den østlige kristenhed. Eller for at citere historikeren Thomas Madden, der omskriver pave Urban II's berømte kald i Clermont i 1095: "Budskabet var klart: Kristus blev korsfæstet igen i forfølgelsen af hans troende og besudlingen af hans helligdomme." Begge havde brug for redning; begge frembød en mulighed for at opfylde et af Kristi to største bud: Elsk "Herren din Gud af hele dit hjerte" og "din næste som dig selv." (Luk 10:27).

Kristne fra hele Europa, under ledelse af frankerne, hørte kaldet og tog korset. Efter en lang og besværlig rejse ind i det tyrkisk kontrollerede Lilleasien - hvor korsfarerne mødte og besejrede deres muslimske fjender i mindst to tilfælde - var europæerne i oktober 1097 fremme ved murene omring Antiokia, som de belejrede.

Antiokia, tidligere en af kristenhedens største byer, var nu kun en skygge af sit tidligere selv. Dens tyrkiske guvernør, Yaghi-Siyan - som længe havde forfulgt de kristne indbyggere, der stadig udgjorde flertallet, bl.a. ved at forhøje jizya-skatten - udløste vilkårlig masse-forfølgelse, der tvang de kristne til at konvertere til islam, samt omdannede Antiokias gamle katedral til en hestestald.

”Ak! Hvor mange kristne, grækere, syrere og armeniere, der levede i byen, er ikke blevet dræbt af de vanvittige tyrkere," klagede Fulcher af Chartres, der rejste med korsfarerne. "Mens frankerne så på, kastede de hovederne af disse dræbte [kristne] uden for murene med deres sten-kastere og slynger. Dette har særligt pint vore folk."

Som reaktion - og fordi det frankiske og normanniske krigeraristokrati ikke havde kvaler med at give råt for usødet - førte Bohemund, som var normannisk fyrste, "de [muslimer] han havde fanget tilbage til byens port, hvor han - for at skabe rædsel hos borgerne, der så på - beordrede dem halshugget" og deres afhuggede hoveder slynget over byens mure. (Anna Komnena, som havde mødt og beskrevet Bohemund som et tårnhøjt "vidunder for øjnene at skue", tilføjede, at "en vis charme hang ved denne mand, men blev delvist skæmmet af et generelt indtryk af grufuldhed." Han var tydeligvist ikke en mand, der lod sig kujonere af islamisk terror-taktik.)

Efter otte måneder kunne Antiokias stærke mure stadig ikke brydes. Udsultede korsfarere blev nødt til at spise hunde, rotter og tidsler; en særlig streng vinter satte ind.

Til sidst lavede en muslimsk tårnkaptajn - en armensk kristen, der var konverteret til islam under Yaghis forfølgelser - en aftale med Bohemund. Under dække af natten den 3. juni blev de udmagrede krigere hemmeligt ført ind i byen, hvor de gik amok og slagtede alle de mødte på gaderne.

Som med den senere korsfarer-plyndring af Jerusalem i 1099, bliver denne hændelse regelmæssigt citeret af islams apologeter for at dæmonisere korsfarerne. I virkeligheden var det kun en brøkdel af, hvad muslimer havde gjort mod utallige kristne i de foregående årtier - et besværligt faktum, der bliver ignoreret af islams apologeter. Ej heller var motiverne for korsfarerne og jihadisterne de samme: De førstnævnte brugte vold for at befri undertrykte kristne byer og regioner, mens de invaderende muslimer kom for at tage, hvad der aldrig havde været deres.

Allerede dagen efter ankom Kerbogha, atabegen eller den tyrkiske herre over Mosul, med en enorm undsætningsstyrke. Antiokia blev hurtigt blokeret, og de, som blot dagen før var belejrere, blev de belejrede. Endnu en hungersnød ramte - da korsfarerne indtog Antiokia, var de fleste af dens lagre blevet tømt af de belejrede - og de indespærrede krigere blev nødt til at spise sko og drikke hesteblod. Efter at have marcheret tusindvis af kilometer - kæmpende, sultende og døende - blev de end ikke givet en dag til at fejre Antiokias befrielse.

Var Gud ikke på deres side? Disse var tider til at teste mænds sjæle. Moralen nåede et nyt lavpunkt, som udtrykt i en - alt for nutidigt klingende - jammerklage af Guy, Bohemunds bror, da han hørte om sin brors situation:

"Almægtige Gud, hvis dom aldrig fejler, som aldrig tillader de uretfærdige at sejre over de retfærdige, hvorfor har du forrådt dem, der af kærlighed til dig har givet sig over til daglig pine og død, som har forladt deres slægtninge, hustruer, sønner, den største ære, deres fædreland; og hvorfor har du, uden hjælp af din beskyttelse, udsat dem for at blive hugget ned af afskyelige mænds sværd? (...) Men det får være. Måske vil du have dem til at dø for dig, og krone dem med herlighed og ære, alligevel (...) har [d]u styrtet hele den kristne verden ned i dybderne af fortvivlelse og skepsis, og du har provokeret de værste mænd [muslimerne] til at vise ubarmhjertig aggression mod dit folk. Fra denne dag vil ingen forvente noget stort af dig, da de, der mente sig mere dyrebare for dig end alle andre dødelige, har været udsat for en så uværdig skæbne. Derfor, O mest elskværdige, fra nu af, hvorfor skulle de påkalde dig, når dit eget folk kan forvente sådan en død?"

Der var intet andet at gøre for de udsultede, desperate og talmæssigt underlegne korsfarere end at gøre udfald og møde horderne, der belejrede dem. Men før de gjorde det, greb de til et sidste forsøg på "dialog" (som det dengang forløb mellem kristne og muslimer).

Peter Eremitten blev sendt ud for at forhandle med "dette foragtelige kontingent af tyrkere". Da han endelig stod foran Kerbogha, begyndte eneboeren:

"Vore ledere og ældste er stærkt forbavsede over, at du frækt og arrogant er trængt ind i kristent land og deres land. Vi tænker og tror - muligvis - at du er kommet her, fordi du ønsker at blive kristen. Eller måske er du kommet her, fordi du ønsker at gøre de kristne uret på enhver mulig måde. Alligevel beder vore ledere om, at du straks forlader Guds land og de kristnes land (...). Og de vil tillade dig at tage alle dine ejendele med dig."

Den stolte muslim var oprørt: "Vi ønsker hverken din Gud eller din kristendom, og vi spytter på dem og på dig!" I en deklamation ladet med islamiske forestillinger om, hvornår krig er og ikke er berettiget - herunder henvisninger til den muslimske doktrin om loyalitet og fjendskab - tilføjede han:

"Gå straks tilbage og fortæl dine ældste, at hvis de ønsker at blive tyrkere [for latinske forfattere synonymt med "muslimer"] i alle ting, og hvis de ønsker at give afkald på jeres Gud, som I underkastet tilbeder, og afvise jeres love, så vil vi give dem dette land og mere end nok fra vores land, herunder byer og slotte, så (...) I alle vil blive riddere og være som os, og vi vil altid anse dem for at være de nærmeste venner. Ellers lad dem vide, at de alle vil blive straffet med døden, eller blive ført til Khorasan, hvor de for evigt gennem al tid vil være de fangne slaver af os og vore børn."

Så det skulle være krig. Korsfarerne beordrede en tre dages faste; den sparsomme føde, der var til rådighed, blev givet til hestene. Så marcherede alle - adel og godtfolk - "gennem byens torve, stoppede ved kirker og påkaldte Guds hjælp; barfodede og grædende slog de sig for brystet, så plagede af sorg, at far ikke ville hilse på søn og bror ikke ville se på bror" for at citere Raymond af Aguilers, der senere red ud med hæren.

Så om morgenen den 28. juni 1098 "modtog alle eukaristien og tilbød at dø for (...) Gud, hvis han skulle ønske det." Derefter gjorde den talmæssigt underlegne korsfarerhær - minus 200, som blev tilbage for at forsvare byen - udfald gennem Antiokias porte.

Kerbogha, der mageligt spillede skak i sit telt, blev overrumplet: "Fortalte du mig ikke, at der var få frankere, og at de aldrig ville kæmpe imod mig?" bjæffede han mod en underordnet. En vild kamp begyndte. Muslimerne kastede alt, hvad de havde - endda ild - mod korsfarerne. Men de desperate riddere kæmpede med et vildt raseri. Beretninger taler om, at de "strittede som pindsvin af pile, kastepile og spyd, men alligevel bevægede sig frem og kæmpede med vildskab", skriver Andrew Wheatcroft.

Deres disciplinerede orden og bemærkelsesværdigt tætte formationer fik til sidst de muslimske ryttere - der var vant til at overmande deres fjender med kastepile - til at gå i panik og trække sig tilbage.

Dernæst udfoldedes en scene med mindelser om, da muslimer og frankere første gang kæmpede mod hinanden mere end tre århundreder tidligere i Slaget ved Tours i Frankrig. Overbevist om, at dette bare var endnu en simuleret tilbagetrækning, "tilbragte (frankerne) natten på stedet og - hele tiden på udkig - vogtede sig vel. For den følgende dag troede de, at kampene ville blive genoptaget af saracenerne, men disse, yderst rædselsslagne, var flygtet den samme nat," meget til de overraskede europæeres lettelse.

Alle middelalderlige krønikeskrivere skildrede sejren som et mirakel. "Moderne militærhistorikere har forsøgt at komme op med en mere rationel forklaring på frankernes succes, men opgaven er vanskelig," forklarer historikeren Jay Rubenstein. "Hvordan var en styrke, så udslidt og udhungret som korsfarerne, i stand til at overvinde en overlegen, velnæret og udhvilet modstander?"

Selv islamiske krønikeskrivere undrede sig: "Muslimerne blev fuldstændig jaget på flugt uden at slå et enkelt slag eller skyde en enkelt pil," skrev Ibn al-Athir med væmmelse. "De eneste muslimer, der stod fast, var en afdeling krigere fra Det Hellige Land, der kæmpede for at erhverve fortjeneste i Allahs øjne og søge martyrium. Frankerne dræbte dem i tusindvis og rippede deres lejr for mad og ejendele, udstyr, heste og våben, som de genudrustede sig selv med."

Antiokia kom således til at indtage hæderspladsen i korstogsfortællingen. Europæerne forblev i den gamle kristne by resten af året for at komme til kræfter. Bohemund blev kronet til fyrste af Antiokia. Korsfarerne sendte et brev til pave Urban, der beskrev deres tragedier og triumfer, og opfordrede ham til at komme i egen person til Antiokia, idet de mindede ham om, at "her blev navnet 'kristen' født"

Resten er historie - som med alle korsfarernes kongeriger blev Antiokia senere generobret af muslimerne (i 1268) - og er beskrevet i Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West.




Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er forfatter til den nye bog: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians

(Denne korte biografi er taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)




Oversættelse: Bombadillo