Af
Kilde: RaymondIbrahim.com, 24. april 2016
Udgivet på myIslam.dk: 19. maj 2016
Mens kristendommen fortsætter med at blive fysisk fjernet fra Mellemøsten, er det mindre kendt, at dens historiske rolle og tilstedeværelse også bliver slettet fra hukommelsen.
I sidste måned dukkede en video op, hvori man ser medlemmer af Islamisk Stat kaste hundreder af kristne lærebøger, mange af dem dekoreret med kors, ind i et stort bål. Som en rapport udtrykte det, var IS i færd med at "brænde kristne lærebøger i et forsøg på at slette alle spor” af kristendommen i den antikke region Mosul, hvor kristendommen engang trivedes i århundreder før islams komme.
Som sædvanlig optræder IS som et ekstremt eksempel på normativ islam. Dette blev bekræftet under en nylig konference i Amman, Jordan, arrangeret af Jerusalem Center for Politiske Studier. Under sin fremlæggelse sagde dr. Hena al-Kaldani, en kristen, at "der er en komplet udstregning af den arabisk-kristne historie fra den præ-islamiske æra", "mange historiske fejltagelser" og "uberettigede historiske spring i vort jordanske pensum". "10. klasses lærebøger udelader enhver omtale af nogen som helst kristen eller kirkelig historie i regionen". Uanset hvor kristendommen er nævnt, er der udeladelser og fejlbetegnelser i overflod, herunder skildringen af kristendommen som en vestlig (dvs. "fremmed") kilde til kolonisering, sagde al-Kaldani.
Kristne mindretal over hele Mellemøsten – ikke kun i Jordan - har selvfølgelig længe hævdet, at den historie, der læres i offentlige klasseværelser, normalt undertrykker regionens kristne historie, mens den forstørrer (herunder lyver om) islam.
"Det kan lyde absurd, men muslimerne ved reelt intet om de kristne, skønt de udgør en stor del af befolkningen og er de oprindelige egyptere," sagde Kamal Mougheeth, en pensioneret lærer i Egypten: "600-700 år af Egyptens historie betragtes som kristen [før den muslimske invasion omkring år 640]. Det triste er, at i mange år sluttede historiebøgerne med Kleopatra. Næste kapitel: Muslimerne indtager Egypten. Den kristne periode er væk. Forsvundet. Et stort hul." [1]
Dette passer perfekt med, hvad jeg husker mine forældre - kristne fra Egypten - har fortalt mig om deres skoleerfaringer fra for over et halvt århundrede siden: Der var stort set ingen omtale af hellenismen, kristendommen eller den koptiske kirke – tusind års egyptisk præ-islamisk historie. Historien begyndte med faraoerne, før den hoppede frem til det 7. århundrede, da arabiske muslimer "åbnede" Egypten for islam. (Når muslimer erobrer ikke-muslimske områder, omtaler islamisk hagiografi det altid eufemistisk som en "åbning", fath, aldrig som en "erobring".)
Sharara Yousif Zara, en indflydelsesrig politiker tilknyttet det irakiske undervisningsministerium, er enig: "Det er det samme i Irak. Der står stort set intet om os [kristne] i bøgerne, og det, der står, er totalt forkert. Der er intet om, at vi var i landet, før islam kom. De eneste kristne, som beskrives, er vestlige kristne. Mange irakere tror, vi som folk kommer udefra. Fra Vesten. At vi er gæster i dette land." [2]
Zara vil nok blive overrasket over at erfare, at en lignende uvidenhed og historieforfalskning dominerer i Vesten. Selvom kristne faktisk er de mest oprindelige indbyggere i det meste af den arabiske verden, bliver jeg ofte spurgt - af uddannede mennesker - hvorfor kristne "vælger" at tage til Mellemøsten og leve blandt muslimer, hvis sidstnævnte behandler dem dårligt.
Under alle omstændigheder har det mellemøstlige pseudohistoriske forhold til kristendommen i generationer med succes indoktrineret muslimske elever til at mistænke og hade kristendommen, der jævnligt ses som en ikke-organisk parasitisk rest efterladt af vestlige kolonialister (selvom kristendommen som nævnt fandtes i regionen omkring 600 år forud for islam).
Dette forklarer også en af islams mest bitre ironier: En stor del af nutidens mellemøstlige kristne bliver forfulgt af muslimer – også dem af IS-varianten – hvis egne forfædre var forfulgte kristne, der konverterede til islam for at komme ud af deres lidelser. Med andre ord dræber muslimske efterkommere af forfulgte kristne i dag deres egne kristne fætre og kusiner. Kristne ses som "udenlandske forrædere" til dels fordi mange muslimer ikke har kendskab til deres egen kristne herkomst.
På grund af en sådan forskanset historieforfalskning, er muslimske "lærde" i stand til at udbrede yderst tvivlsomme og ahistoriske teser, som det ses i Dr. Fadel Solimans 2011-bog: Copts: Muslims Before Muhammad. Den hævder, at det store flertal af egyptere på tidspunktet for den muslimske erobring af Ægypten ikke var kristne, hvilket muslimsk og vestlig historie længe har lært, men snarere prototypiske muslimer, eller muwahidin, der blev undertrykt af europæiske kristne: Den islamiske invasion af Egypten handlede således i virkeligheden om at "befri" muslimske fæller.
Overflødigt at sige det, men ingen historiker har nogensinde antydet, at muslimerne invaderede Egypten for at befri "proto-muslimer". I stedet skildrede de muslimske kronikører, der skrev vore primære kilder om islam, oprigtigt og forfriskende "åbningerne" som det, de var – erobringer, med alt hvad dertil hører af massakrer, slaveri og fordrivelse af kristne samt ødelæggelsen af tusindvis af kirker.
Men i sidste ende, selvfølgelig, bør den muslimske verdens historiske tilgang til kristendommen ikke være fremmed for os. Er Vesten trods alt ikke engageret i den samme chikane? I begge tilfælde bliver kristendommen dæmoniseret og dens historie fordrejet af dens tyvagtige fjender: I Vesten af et væld af "ismer" – herunder socialisme, moralrelativisme og multikulturalisme – og i Mellemøsten af islam.
Noter
[1] Citat fra The Last Supper: The Plight of Christians in Arab Lands af Klaus Wivel. Dansk originaludgave: Den sidste nadver. En rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden, Kristeligt Dagblads Forlag, 2013. Side 109 i den danske udgave.
[2] Ibid. side 260 i den danske udgave.

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam,
er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow
ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The
Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense
Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S.
Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede
retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der
dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation
for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN,
PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.
Han er desuden forfatter til: Crucified
Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword
and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.
(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)
Oversættelse: Bombadillo