Hvad fik ikke-muslimer til at konvertere til islam, hvorved den islamiske verden blev skabt?

Tidlige historiske kilder - både muslimske og ikke-muslimske - gør det klart, at det islamiske imperium blev til ved brug af sværdet, at folk antog islam, ikke så meget ud af oprigtig tro, men af et utal af grunde - fra at konvertere for at nyde goderne ved at være på "vinderholdet" til at konvertere for at undgå ulykkerne ved at være på "taberholdet".

Nutidens muslimer og andre apologeter - primært i den akademiske verden, regering, og mainstream-medier - afviser denne tanke. De hævder, at de ikke-muslimer, der antog islam, gjorde det af ren overbevisning; at forfædrene til nutidens 1,5 milliard muslimer konverterede til islam på grund af dens iboende appel; at nutidens tvang og forfølgelse begået af Islamisk Stat og andre organisationer er en afvigelse.

De primære historiske tekster er naturligvis som nævnt fulde af anekdoter, der viser det modsatte. Men fordi vi lever i et stadigt mere ahistorisk samfund, vil jeg i dette essay forsøge at vise, at ren og skær sund fornuft på egen hånd kan bekræfte, hvad historien fortæller, nemlig, at den islamiske verden og dens befolkning blev smedet gennem voldelig tvang.

For at gøre dette, vil jeg bruge Egypten - et af de vigtigste overvejende muslimske lande og mit fædrene hjemland - som paradigme. Jeg vil vise, hvordan en historisk kendsgerning, som islams apologeter sædvanligvis praler af - at der stadig er millioner af kristne i Egypten (ca. 10% af befolkningen) - ikke er bevis på islams tolerance, men snarere dens intolerance.

----------

I det 7. århundrede, da islam tog form, havde Egypten været kristent i århundreder, [1] før det meste af Europa var konverteret. Alexandria var et af de vigtigste kirkelige centre for gammel kristen lærdom og sammen med Rom og Antiokia, et af de oprindelige tre bispesæder. [2] Mange litterære og løbende arkæologiske beviser attesterer, at kristendommen gennemtrængte hele Egypten.

Omkring år 400 - ca. 250 år før den arabiske invasion - bemærkede Johannes Cassianus, en kristen munk fra området omkring nutidens Rumænien, at ...

den rejsende vil på hele vejen fra Alexandria i nord til Luxor i syd have ørerne fulde af lyden af bønner og salmer fra munkene, spredt i ørkenen, fra klostrene og fra hulerne, fra munke, eremitter og anakoreter. [3]

Og i nyere tid blev både det ældste pergament indeholdende ord fra evangeliet (dateret til det 1. århundrede) og det ældste billede af Kristus opdaget i forskellige områder af Egypten.

Spørgsmålet bliver nu: Hvad fik sådan en gammel og stærkt kristen nation til at blive islamisk? Mere præcist: Hvad fik forfædrene til nutidens egyptiske muslimer - hvoraf de fleste var koptiske kristne - til at konvertere til islam?

For et objektivt svar på dette spørgsmål, må en helt overset faktor tages i betragtning.

----------

I det 7. århundrede, da muslimske arabere overløb Egypten, og videre ind i middelalderen, var religion ikke noget man skødesløst kunne overholde eller ændre som i dag i Vesten. Folk i denne tid var sande troende; der var ikke nogen alternativ fortælling - ingen påstande om "videnskab versus gud".

Uanset hvilken religion en person var født ind i, blev den accepteret med absolut overbevisning - i modsætning til de mange film, der projicerer modernitet på middelalderens kristne. (Således afviser nøgleskikkelsen i Kingdom of Heaven, Balian, og alle andre kristne hovedpersoner de "fanatiske kristne", og udviser et mere åbent, tolerant og "nuanceret" syn på religion, herunder på islam. Sådanne skildringer er anakronismer med ringe forankring i historien.)

I middelalderens Europa blev kristendommens sandheder ætset ind i hovedet på alle, fra unge og opefter. Der var ingen tvivl - fordi der ikke var noget alternativ. Som Thomas Madden, historiker af middelalderens Europa og korstogene, udtrykker det:

Den middelalderlige verden var ikke den moderne verden. For middelalderens mennesker var religion ikke noget, man bare praktisere i kirken. Det var deres videnskab, deres filosofi, deres politik, deres identitet og deres håb om frelse. Det var ikke en personlig præference, men en blivende og universel sandhed.

I denne sammenhæng var frafald, dette at forlade den kristne tro, især til fordel for en anden tro, den mest utænkelige af alle forseelser mod ens egen sjæl - en synd, der ville føre til evig fordømmelse.

Det samme gjaldt selvfølgelig for muslimer. Pointen er her, at det før-moderne menneske tog sit folks, sin stammes, sin verdens religion meget alvorligt, især når disse religioner lærte, at undladelse heraf, eller værre, villigt at falde fra, ville føre til evigt Helvede.

Sagt på en anden måde: selvom islam havde haft en iboende appel, er tanken om, at præ-moderne kristne var "frie" til at vælge at konvertere - frie for skyld, frie for frygt, frie for eksistentielle traumer - anakronistisk og dermed uantagelig.

Igen kan det vestlige menneske, der lever i en tid, hvor folk skifter religion som de skifter sko, have store vanskeligheder med fuldt ud at forstå denne idé. Men sandt er det alligevel.

Efter at have skrevet, at "kristne opfattede korstogene mod øst som kærlighedens og barmhjertighedens handlinger, ført mod muslimske erobrere i forsvar for kristne mennesker og deres lande," bemærker Madden med rette:

Det er let nok for moderne mennesker at afvise korstogene som moralsk forkastelige eller kynisk onde. Men sådanne vurderinger fortæller os mere om observatøren end det observerede. De er baseret på unikt moderne (og dermed vestlige) værdier. Når vi, i vores moderne verdens tryghed, er hurtige til at fordømme den middelalderlige korsridder, bør vi være opmærksomme på, at han ville være lige så hurtig til at fordømme os [for vores værdier og prioriteringer] (...). I begge samfund, det middelalderlige og det moderne, kæmper folk for, hvad de har kærest. [4]

----------

Hvis europæerne var så dedikerede til kristendommen i middelalderen, hvad så med kopterne i Egypten, som var kristne mange århundreder tidligere? Faktisk kan Egyptens gamle kristne, ifølge visse historiske kilder, have været særligt vedholdende i deres iver.

Hvad fik dem så til at konvertere til islam i massevis? Dette er spørgsmålet foran os?

Er det plausibelt at tro, at de primitive muslimske erobrere af Egypten ikke diskriminerede dets indfødte kristne eller pressede dem til at konvertere til islam (som muslimer gør det nu i den "oplyste" moderne tid)?

Er det sandt, for at citere professor på Georgetown Universitet, John Esposito, at kristne "kunne frit praktisere deres tro, når det drejede sig om gudstjeneste og om at følge deres religiøse ledere og love på områder som ægteskab, skilsmisse og arv. Til gengæld var de forpligtet til at betale tribut, en hovedskat (jizya), som gav dem ret til muslimsk beskyttelse mod udefra kommende aggression og fritog dem fra militærtjeneste." (Tilbagevisning af denne påstand her.)

Og alligevel, selvom de var blevet ladt i fred og uden tvang, kan det så tænkes, at Egyptens oprindelige kristne fandt de sværd-svingende, kamel-ridende araberes nye trosbekendelse i besiddelse af så stor indre tiltrækningskraft, at de villigt forlod deres forfædres religion i massevis - en religion, der var så fundamental for hele deres væren, skønt på en måde, moderne menneske ikke kan forstå?

Faktisk siger sund fornuft, at intet mindre end ekstremt strenge omstændigheder og prøvelser - forfølgelse - fik kopterne til at konvertere til islam.

----------

Selvfølgelig, for historikeren, der læser de primære kilder - i modsætning til de udbredte fiktive værker, der bliver bragt til torvs som "historie" af folk som Karen Armstrong og andre - er ovenstående øvelse i sund fornuft overflødig.

For de primære kilder gør det klart, at selvom Egyptens koptere affandt sig med dhimmi-status - hvor de konstant måtte betale store summer i pengeafpresning og acceptere livet som tredjeklasses undersåtter med få rettigheder for blot at forblive kristne - blussede anfald af ekstrem forfølgelse jævnligt op. Og for hver gang konverterede flere og flere kristne til islam for at finde lindring. [5]

Et sigende eksempel: I den muslimske historiker Taqi al-Din al-Maqrizis (d. 1442) autoritative Egyptenshistorie, er der beretning efter beretning om muslimer, der brænder kirker, slagter kristne og trælbinder deres kvinder og børn. Den eneste udvej for kristne dengang - som det i stigende grad er det i dag - var at konvertere til islam.

Efter at have beskrevet et særligt groft udbrud af forfølgelse, hvor utallige kristne blev slagtet, gjort til slaver og voldtaget, og hvor omkring 30.000 kirker i Egypten og Syrien skulle være blevet ødelagt - et svimlende tal, der yderligere viser, hvor kristent Mellemøsten var før islam - gør den fromme muslimske historiker det klart, hvorfor de kristne konverterede: "Under disse omstændigheder blev rigtig mange kristne muslimer" (fremhævelse tilføjet) [6]

Sideløbende med sådanne perioder af ekstrem forfølgelse, var det fast forankrede dhimmi-system årsag til, at det stadigt mere forarmede egyptiske folk langsomt konverterede til islam gennem århundrederne, så der i dag kun er 10% kristne tilbage.

Overvej ordene af Alfred Butler, en historiker fra det 19. århundrede, der skrev før politisk korrekthed kom til at dominere den akademiske verden. I The Arab Conquest of Egypt, belyser han det "lastefulde system med at bestikke de kristne til at konvertere":

Selvom religionsfrihed i teorien blev sikret kopterne under kapitulationen, viste den sig i praksis hurtigt at være flygtig og illusorisk. For en religionsfrihed, der blev identificeret med social trældom og med økonomisk trældom, kunne hverken have substans eller vitalitet. Som islam spredtes, blev det sociale pres på kopterne enormt, mens det økonomisk pres i det mindste så ud til at være sværere at modstå, da antallet af kristne eller jøder, der var pligtige til at betale hovedskat [jizya], mindskedes år for år, og deres isolation blev mere iøjnefaldende (...). Byrderne for de kristne blev tungere i takt med at deres antal mindskedes [dvs. at jo flere kristne, der konverterede til islam, jo større blev byrderne for de resterende]. Det underlige er derfor ikke, at så mange koptere gav efter for den strøm, der med fejende kraft bar dem over til islam, men at et så stort antal kristne stod fast imod strømmen; ej heller har alle stormene gennem 13 århundreder flyttet deres tro fra dens klippegrund. [7]

----------

Læseren må huske på, at selv om ovenstående redegørelse vedrører Egypten, så gjaldt det samme paradigme for resten af de erobrede kristne lande. I dag siges hele Nordafrika at være 99% muslimsk, men få er klar over, at det havde kristent flertal i det 7. århundrede, da islam invaderede. St. Augustin – vel nok faderen til vestlig kristen teologi - kom fra nutidens Algeriet.

Det er således ikke en overdrivelse at sige, at "den islamiske verden" kun ville have haft en brøkdel af sin nuværende størrelse, eller måske ikke have eksisteret overhovedet, hvis det ikke var for den kendsgerning, at ikke-muslimer konverterede til islam alene for at undgå undertrykkelse og forfølgelse. Når alle disse kristne først var konverteret til islam, ville alle deres efterkommere ud i al fremtid også blive muslimer takket være islams apostasi-lov, som forbyder muslimer at forlade islam under trussel om døden. Dr. Yusuf al-Qaradawi, en ledende gejstlig i den muslimske verden, siger faktisk: "Hvis [døds-] straffen for frafald blev ignoreret, ville der ikke være en islam i dag; islam ville være endt med profetens død."

Hvilket fører til en af islams bitreste ironier: En stor del af nutidens kristne, især dem i den arabiske verden, bliver forfulgt af muslimer, hvis egne forfædre var forfulgte kristne, som konverterede til islam for at komme ud af deres lidelse. Med andre ord forfølger muslimske efterkommere af forfulgte kristne i dag deres kristne fætre og kusiner - og foreviger dermed den cyklus, der gjorde dem til muslimer i første omgang.

Det korte af det lange af alt dette er enkelt: I fortid og nutid har islam været en religion af tvang. [8] Mere end halvdelen af det område, der engang udgjorde kristenheden - herunder Egypten, Syrien, Tyrkiet, Nordafrika - konverterede til islam på grund af udbrud af ekstrem vold og løbende økonomisk udsugning. Islamisk Stat og lignende organisationer samt visse muslimer rundt om i verden, er ikke afvigelser, men videreførelser. Den vold, intolerance og tvang de udviser - pres på kristne, for at få dem til at konvertere til islam, tvang af muslimer, for at få dem til at blive i islam - skabte og opretholder, hvad der i dag kaldes den islamiske verden.

Ikke alene har vi et væld af originalt kildemateriale til at bevise disse konklusioner, men ren og skær sund fornuft siger det samme.

Noter

[1] Evangelisten Markus begyndte at evangelisere Egypten i midten af det 1. århundrede.

[2] At to af kristendommens tre oprindelige bispedømmer opstod i, hvad der nu er to muslimske lande - Egypten og Tyrkiet - taler yderligere om den kristne karakter af Mellemøsten før de islamiske invasioner.

[3] Abba Anthony, Coptic Orthodox Patriarchate, Saint Anthony Monastery, marts 2014, nr. 3, s. 6).

[4] Thomas Madden, The New Concise History of the Crusades (NY: Barnes and Noble, 2007), 223.

[5] Som muslimernes antal voksede gennem århundrederne i Egypten, således voksede også forfølgelsen (i overensstemmelse med islams talregel), kulminerende med den uhyre undertrykkende mameluk-æra (1250-1517), hvor koptisk konvertering til islam voksede eksponentielt.

[6] Taqi Ed-Din El-Maqrizi, A Short History Of The Copts And Of Their Church, trans. S. C. Malan (London: D. Nutt, 1873), 88-91.

[7] Alfred Butler, The Arab Conquest of Egypt and the Last Years of the Roman Dominion (Brooklyn: A & B Publishers, 1992), 464. Denne bog, som først blev udgivet i 1902, er stærkt baseret på primære kilder, arabiske og koptiske, i modsætning mere moderne sekundære værker, der udbreder den islamiske "befrier"-tese. Et af de vigtige temaer gennem hele Butlers bog er, at "der ikke er et eneste ord, som viser, at nogen del af den egyptiske nation så på muslimernes komme med nogen anden følelse end rædsel" (s. 236):

Selv hos de seneste historikere kan man finde, at omridset af historien [om det 7. århundredes erobring af Egypten] er nogenlunde som følger: (...); at kopterne generelt hyldede dem [muslimerne] som befriere og ydede dem enhver bistand; og at Alexandria efter en lang belejring, fuld af romantiske episoder, blev taget med storm. Sådan er den vedtagne beretning. Det kan synes formasteligt at sige, at den er usand fra start til slut, men for mig er ingen anden konklusion mulig. [siderne iv-v]

Butler og andre politisk ukorrekte historikere var og er helt på det rene med de islamiske erobringers barbariske og grusomme natur. Den koptiske krønikeskriver, Johannes af Nikiu, en samtidig med den arabiske erobring af Egypten og muligvis et øjenvidne, skrev:

Så ankom muslimerne til Nikiu [ved Nilen] (...) erobrede byen og slagtede alle de mødtes på gaden og i kirkerne - mænd, kvinder og børn, skånede ingen. Så fortsatte de til andre steder, plyndrede og dræbte alle indbyggerne, de fandt (...). Men lad os ikke sige mere, for det er umuligt at beskrive de rædsler, muslimerne begik ...

Dette naturligvis ikke for at sige, at den gennemsnitlige muslim er klar over dette faktum. Faktisk i 2011 udgav den egyptiske muslimske lærde, Fadel Soliman, en bog, som blev godt modtaget og bredt fremmet i den islamiske verden, herunder af Al Jazeera, med titlen Copts: Muslims Before Muhammad. Bogen kommer med det ahistoriske og anakronistiske - i ét ord, absurde - argument, at Egyptens kristne i det 7. århundrede i virkeligheden var prototypiske muslimer, og at dette var grunden til, at Arabiens muslimer kom for at "befri" dem fra "undertrykkende" kristent styre.

[8] Hvis ikke i teorien så i hvert fald i praksis. Se "Islamisk jihad og abrogationsdoktrinen".

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo