Uanset hvor man ser hen, dæmoniseres og fordrejes de historiske korstog mod islam på måder, der har til hensigt at frifinde den islamiske jihad-terror. "For at vi ikke skal stige op på den høje hest og tro," irettesatte Barak Obama engang de amerikanere, der var kritiske overfor islamisk terror, "at dette [halshugning, sex-slaveri, korsfæstelse, at riste mennesker over en sagte ild] er enestående for et helt andet sted, så husk, at under korstogene og inkvisitionen gjorde folk de mest forfærdelige ting i Kristi navn."

Andre, primært akademikere og selverklærede "eksperter", insisterer på, at korstogene er en af hovedårsagerne til, at moderne muslimer stadig er vrede. Ifølge John Esposito fra Georgetown Universitet: "Fem århundreder med fredelig sameksistens [mellem islam og kristendom] forløb, før politiske begivenheder og et imperialt-paveligt magtspil førte til [en] århundreder lang række af såkaldt hellige krige, der satte kristendom op mod islam og efterlod en varig arv af misforståelser og mistillid." [1]

Denne karakteristik er heller ikke begrænset til abstrakt teoretisering; den fortsætter med at have dybtgående indflydelse på vesterlændinges mentale tilstand overalt. For at markere 900-året for korsfarernes erobring af Jerusalem, deltog således hundreder af fromme protestanter i 1999 i en såkaldt forsoningsmarch, der startede i Tyskland og sluttede i Jerusalem. Undervejs bar de T-shirts med meddelelsen: "Jeg undskylder" på arabisk. Deres officielle erklæring lød:

"For 9 hundrede år siden førte vore forfædre Jesu Kristi navn i kamp i Mellemøsten. Næret af frygt, grådighed og had (...) hævede korsfarerne korsets banner over jeres folk (...). På årsdagen for det første korstog (...) ønsker vi at vandre i korsfarernes fodspor som undskyldning for deres gerninger (...). Vi beklager dybt de grusomheder, der blev begået i Kristi navn af vore forgængere. Vi afviser grådighed, had og frygt, og fordømmer al vold, begået i Jesu Kristi navn." [2]

Den store ironi angående den traditionelle fordømmelse af de historiske korstog er, at en nærmere undersøgelse af dem - hvad de betød, hvad der inspirerede dem, hvordan de blev retfærdiggjort, hvem der kunne deltage - i sammenligning med nødvendigheden af jihad, ikke alene frikender korstogene, men frikender Vesten for enhver forseelse mod islam, i fortid eller nutid. Hvis dette lyder uhyrligt, så tag følgende kendsgerninger i betragtning:

Retfærdig krig

For det første var korstogene et produkt af teorien om retfærdig krig, hvis grundlæggende kriterium er, at krige "skal være defensive eller for at generhverve retmæssig besiddelse," for at citere korstogshistoriker Christopher Tyerman. [3] "De kristne krigere" uddyber reconquista-historiker Joseph O'Callaghan, "blev tilskyndet til at genvinde land, som engang var deres, men nu uretmæssigt var besat af muslimske indtrængende, der blev anklaget for at undertrykke kristendommen og plyndre kirker." Således "stod de kristne - sikre på, at deres sag var retfærdig og at Gud var på deres side - overfor fjenden." [4]

De præmoderne europæere var så sikre på retfærdigheden af deres sag, at de aldrig undlod at forklare den for deres muslimske modstandere. Inden belejringen af Lissabon, opfordrede ærkebiskop Joao fra Braga således muslimerne til at overgive sig, eftersom de "uretfærdigt havde besat vore byer og lande i 358 år allerede", og "til at vende tilbage til det mauriske hjemland, I kom fra, og overlade til os, hvad der er vores." [5] 50 år tidligere og tusindvis af kilometer mod øst brugte Peter Eremitten den samme logik til at forklare en muslimsk kommandant, hvorfor det var retfærdigt for korsfarerne - og ikke for muslimerne - at tage den gamle kristne by, Antiokia, med magt: Fordi den havde været kristen i 6 århundreder før islam invaderede den.

Netop fordi Nordafrika og Mellemøsten havde været en del af kristenheden i århundreder før islam erobrede dem, nærede ikke så få middelalderlige europæiske tænkere faktisk håb om at befri selv disse. "Den orientalske kirke lyste i antikken, forklarede Jacques [de Vitry, en frankisk teolog, f. 1160/70], og spredte sine stråler mod Vesten, men havde 'fra den perfide Muhammeds tid til vores egen tid' været i tilbagegang" og derfor havde behov for befrielse. [6] "Ideen om at gå gennem Spanien til Afrika og derfra til Det Hellige Land blev fremført i det 14. århundrede i flere traktater om generobringen af Det Hellige Land." [7]

Så sent som i det 20. århundrede beklagede den produktive engelsk-franske historiker Hilaire Belloc, at hvis korstogerne ikke var slået fejl, "ville vi europæere sandsynligvis have genvundet Nordafrika og Egypten - vi ville helt sikkert have reddet Konstantinopel - og muhamedanismen ville kun have overlevet som en orientalsk religion, skubbet udenfor Det Romerske Imperiums gamle grænser." [8] Selv hele kolonitiden var et biprodukt af retfærdig krig. Som Bernard Lewis forklarer:

"Hele den komplekse proces med europæisk ekspansion og imperium i de sidste fem århundreder har sine rødder i sammenstødet mellem islam og kristenheden. Det begyndte med de erobrede europæiske folks lange og bitre kamp, i øst og vest, for at genvinde deres hjemlande for kristenheden og fordrive de muslimske folk, der havde invaderet og underkuet dem. Det kunne næppe forventes, at de sejrende spaniere og portugisere ville stoppe ved Gibraltarstrædet, eller at russerne ville give tatarerne mulighed for at trække sig tilbage i fred og omgruppere i deres baser ved den øvre og nedre Volga - så meget desto mere, som et nyt og dødbringende muslimsk angreb på kristenheden var undervejs med den tyrkiske fremrykning fra Bosporus til Donau og længere, der truede hjertet af Europa. De sejrende befriere, der havde genvundet deres egne territorier, forfulgte deres tidligere herrer, til hvorfra de var kommet." [9]

Bare god gammel jihad

Sammenlign nu retfærdig krig-logikken - at forsvare sine lande og folk og uddrive en fjende - med jihad. Den "vestlige skelnen mellem retfærdige og uretfærdige krige", skriver tidligere professor i international politik Bassam Tibi, "er ukendt i islam. Enhver krig mod de vantro, uanset dens umiddelbare grund, er moralsk retfærdiggjort. Kun i denne forstand kan man skelne mellem retfærdige og uretfærdige krige i islamisk tradition. Når muslimer fører krig for udbredelsen af islam, er det en retfærdig krig (...). Når ikke-muslimer angriber muslimer [herunder i selvforsvar], er det en uretfærdig krig. Den sædvanlige vestlige fortolkning af jihad som en 'retfærdig krig' i den vestlige betydning er derfor en fejllæsning af dette islamiske begreb." [10]

Sikkert er det, at mange vestlige "eksperter" i islam insisterer på, at jihad er det islamiske sidestykke til retfærdig krig, at den altid er defensiv og at den på ingen måde former eller støtter offensiv krigsførelse. (På det seneste har Juan Cole fremført denne falske påstand i sin bog, Muhammad: Prophet of Peace Amid the Clash of Empires.)

Eller overvej ordene af islam-forsker Clement Huart (f. 1854), der skrev tilbage i tiden på højden af vestlig magt og muslimsk svaghed: "De [vestlige] internationale konventioner, der har begrænset retten til at føre krig [til forsvarsformål], har ingen indflydelse på den muslimske sjæl, for hvilken passivisme er og altid vil være fremmed. Tilstanden af fred er blevet påtvunget den med magt; den muslimske sjæl tolererer den, men anerkender den ikke, og kan ikke anerkende den, så længe der er vantro på jorden at konvertere." [11]

Synd, oprigtighed og sex

Hvad der udgør casus bellum [årsag til eller retfærdiggørelse af krig, o.a.], er kun den første af mange forskelle mellem korstog og jihad. Fordi førstnævnte blev udviklet i en jødisk-kristen sammenhæng, var den omgivet af moralske begrænsninger, som ingen anden civilisation - i særdeleshed ikke islam - pålagde sig selv.

Helt fra begyndelsen [af korstogene], i Clermont i 1095, tilbød pave Urban aldrig tilgivelse af synder (men snarere eftergivelse af straffen for synder, som korsfarerne allerede havde bekendt). [12] De, der tog korset, måtte være oprigtigt bodfærdige.

Dette er langt fra, hvad muslimer blev (og bliver) lært om at kæmpe og dø i jihad: Enhver synd, de nogensinde har begået, bliver øjeblikkeligt tilgivet, og det højeste niveau af Paradis er deres. "At stille sig op til kamp for Allahs sag," havde Muhammed forordnet ifølge en kanonisk hadith, "er mere værd end 60 års tilbedelse." Muhammed sagde også: "Jeg kan ikke finde noget" så fortjenstfuldt som jihad, hvilken han videre sammenlignede med "at bede uophørligt og at faste kontinuerligt." [13] Hvad angår "martyren" - shahiden - han "er speciel for Allah", meddelte profeten. "Han er tilgivet fra den første dråbe blod [han mister]. Han ser sin trone i Paradis (...). På toppen af hans hoved er anbragt en ærens krone, en rubin, der er større end verden og alt, hvad den indeholder. Og han vil have sex med 72 hurier." (Hurierne er overnaturlige, himmelske kvinder - med "store, sorte øjne" [56:22] og "svulmende bryster" [78:33] siger Koranen - der er skabt af Allah med det udtrykkelige formål at tilfredsstille hans favoritter i al evighed.)

Korsfarernes motiver skulle også være oprigtige: "Den, der drager ud for at befri Guds kirke i Jerusalem motiveret alene af hengivenhed og ikke for at opnå ære eller penge, vil kunne bruge rejsen som erstatning for al bod," havde Urban sagt. På samme måde forklarede den spanske fyrst Juan Manuel (d. 1348), at "alle dem, der går i krig mod maurerne i sand anger og med en ret hensigt (...) og dør, er uden tvivl hellige og retfærdige martyrer, og de har ingen anden straf end døden, de lider." [14]

I dette afveg kristen krig afgørende fra islamisk jihad. Allah og hans profet spurgte aldrig efter, eller krævede, oprigtige hjerter af dem, der strømmede til jihad; så længe de proklamerede shahadaen - og derved gav troskab til islam - og nominelt kæmpede for og adlød kaliffen eller sultanen, kunne mænd invadere, plyndre, voldtage og slavebinde vantro af hjertets lyst.

Koranens kolde, forretningsmæssige sprog gør dette klart. Den, der fører jihad, giver "Allah et smukt lån", som sidstnævnte garanterer at tilbagebetale "mange gange større" i bytte og lykke enten i denne verden eller den næste (f.eks. Koranen 2:245, 4:95, 9:111). "Jeg garanterer ham [jihadisten] enten adgang til Paradis," sagde Muhammed, "eller tilbagevenden til hvor han kom fra med belønning eller bytte."

Kort sagt er det at kæmpe i islams tjeneste - med risikoen for at dø - alt det bevis på fromhed, der er nødvendigt. Faktisk går kamp undertiden forud for fromhed: Mange dispensationer, herunder fra bøn og faste, gives dem, der deltager i jihad. Osmanniske sultaner havde faktisk forbud mod at tage på pilgrimsfærd til Mekka - en ellers individuel pligt for muslimer, især dem, der har råd til det, såsom sultanen - simpelthen fordi det kunne bringe udførelsen af jihad i fare.

Derfor ikke underligt, at mens der aldrig var mangel på muslimer, der var villige til at deltage i jihad, så "svarede 85-90 procent af de frankiske riddere ikke på pavens kald til korstoget," forklarer Rodney Stark, og "de [10-15 procent], der tog af sted, var primært motiveret af from idealisme." [15]

Ikke så mærkeligt, at der stadig er talrige jihadister i dag, men ingen korsfarere.

Korstogets strenge krav i forhold til jihads slappe krav er især tydelige i forbindelse med sex. Korsfarere var forbudt at eje eller voldtage slaver. Under den mere end 8 måneder lange belejring af Antiokia, greb de desperate korsfarere - hvis mange afsavn omfattede kvindeligt selskab - til brug af omstrejfende grupper af lokale prostituerede. Disse blev til sidst jaget væk, "for at de [korsfarerne] ikke, plettede af et udsvævende livs smuds, skulle mishage Herren." [16] Sæt dette i kontrast til den muslimske hær, der mødte dem: Den rummede mange smukke kvinder "bragt hertil ikke for at kæmpe, men snarere reproducere," bemærkede et øjenvidne. [17]

Uundgåelige grusomheder versus forsætlige grusomheder

Fordi den retfærdige krig krævede generobring af et særlig vigtigt stykke kristent territorium, i dette tilfælde Jerusalem, marcherede korsfarerne i årevis over tusinder af kilometer dybt ind i fjendtligt territorium, hvor de måtte lide sult, tørst, sygdom og en række andre plager for at nå frem til deres mål.

Dette kommer tydeligt frem i skrifter fra deltagere i og samtidige til det første korstog. "Så af kærlighed til Gud" forklarede Fulcher af Chartres, "led vi (...) sult, kulde og øsende regn. Nogle uden mad spiste tilmed heste, æsler og kameler. Desuden blev vi meget ofte martret af streng kulde og hyppige regnstorme (...). Jeg så mange uden telt dø af regnstormenes kulde (...). Ofte blev nogle dræbt af saracenere, der lå i baghold omkring de smalle passager, eller blev bortført af dem, når de ledte efter føde (...). [Men] det er tydeligt, at ingen kan opnå noget stort uden en stor indsats. [Så] det var en stor begivenhed, da vi ankom til Jerusalem." Gravide kvinder, tilføjer Albert af Aix (f. 1060) "med udtørrede halse, med vissent moderskød og med alle blodårer i kroppen drænet af solens ubeskrivelige hede og denne afsvedne region, fødte deres [sandsynligvis dødfødte] børn og efterlod dem midt på landevejen synligt for alle."

Da de så endelig havde nedbrudt murene omkring dem, der havde udløst nødvendigheden af at marchere (og lide) i første omgang - muslimerne - reagerede de udtærede og halvt vanvittige europæere ikke overraskende ofte med uhæmmet raseri. "Da de huskede de lidelser, de måtte gennemleve under belejringen" af Antiokia, skrev en samtidig, "kunne de ikke få de hug, de leverede, til at matche den sult, mere bitter end døden, de havde lidt." [18] På samme måde, under belejringen af Barra, var korsfarerne så "forpinte af den ekstreme sults vanvid" [19] at de fortærede de allerede døde muslimers kød. Da de endelig indtog byen, "skræmte deres [vanvittige] udseende muslimerne", der blev skånselsløst massakreret. [20]

Omvendt havde muslimerne aldrig et bestemt mål, der krævede at de skulle marchere tusinder af kilometer dybt ind i fjendtligt territorium; jihad-kampene fandt snarere sted, hvor muslimsk område stødte op til de vantros område (ved grænsefæstningerne - ribaterne). Jihadisterne led derfor sjældent hårde trængsler eller afsavn, og var altid en kort march borte fra muslimske territorier, hvorfra forsyninger, rekrutter og forfriskninger af alle slags let kunne hentes. Alligevel bliver de grusomheder, der ifølge den herskende opfattelse (udtrykt af akademikere, politikere og især medier) blev begået under korsfarernes plyndring af Jerusalem, fremstillet som den største grusomhed, der nogensinde blev begået i de mange århundreder med krig mellem kristne og muslimer, og den eneste, der bør tales om. Der tales ikke om de talrige muslimske grusomheder begået i århundrederne før og efter, som hverken kunne undskyldes med eller var forstærket af overmenneskelige trængsler, men snarere var drevet af et sadistisk had til de "vantro".

Religiøs frihed versus religiøs tvang

Endelig - fordi retfærdig krig udelukkende er ledet af spørgsmål om retfærdighed (at generhverve land eller tilbagedrive fjender) og, i modsætning til jihad, ikke er ideologisk drevet, så indførte den heller ikke mekanismer, der kunne presse muslimer til at konvertere til kristendommen. (Med bemærkelsesværdige undtagelser, som da det spanske kongehus fandt, at konvertering til kristendommen var den eneste realistiske metode til at få en halv million muslimer til at opgive deres igangværende fjendtligheder og ødelæggelser. Selv dette mislykkedes, da det overvældende flertal af muslimerne blot simulerede konvertering, mens de internaliserede deres fjendtlighed i overensstemmelse med taqiyya-doktrinen, som dokumenteret i Sword and Scimitar, s. 199-203).

Som Konstantin den Store havde forklaret tre århundreder før islams komme: "Lad dem [hedningene], der finder glæde ved fejl, sammen med dem, der tror [de kristne], nyde godt af fordelene ved fred og ro (...). Lad ingen forstyrre en anden, lad hver mand holde fast i det, som hans sjæl ønsker, lad ham gøre fuld brug af dette (...). Hvad hver mand har antaget som sin overbevisning, lad ham ikke bruge dette til at skade en anden." [21]

Et årtusinde efter Konstantin, var den spanske fyrst Juan Manuel (d. 1348) enig: "Der er krig mellem kristne og maurere, og det vil der være indtil de kristne har genvundet de lande, som maurerne har taget fra dem med magt. Der ville ikke være krig mellem dem på grund af religion eller sekt, fordi Jesus Kristus aldrig befalede, at nogen skulle dræbes eller tvinges til at acceptere hans religion." [22]

"Med andre ord," konkluderer korstogsprofessor Riley-Smith, "måtte korstogene, ligesom alle kristne krige, være reaktive; de kunne for eksempel aldrig være krige for at konvertere." [23] Derfor – lige meget om det var under korstogene eller i kolonitiden - opførte de europæiske (gen)erobrere sig ikke som deres muslimske modparter og indførte diskriminerende eller ydmygende foranstaltninger, med det formål at presse de erobrede til at konvertere. Et 9. århundredes brev fra Konstantinopel til kalifatet gør gældende, at "eftersom (...) de arabiske fanger kunne bede i en moské i Konstantinopel uden at nogen forpligtede dem til at antage kristendommen, så burde kaliffen også ophøre med at forfølge kristne." [24]

At retfærdig krig er moralsk overlegen i forhold til jihad, kan tilmed ses i kølvandet på dem begge. Mens succesrige jihad-kampagner næsten altid kulminerede i slaveri, affolkning og ødelæggelse, så "lever [muslimerne] i stor velvære under frankerne", skrev Ibn Jubayr omkring år 1180, da han passerede gennem korsfarer-rigerne under en pilgrimsfærd til Mekka. Muslimer "er herrer, hvor de bor," tilføjede han, "og styrer sig selv, som de vil. Dette er tilfældet i hele det område, som frankerne har besat."

Forskelle som selv et barn forstår

Det være som det være vil; uanset hvad der ellers kan uddrages af denne ekskurs om forskellene mellem korstog og jihad, mellem retfærdige og uretfærdige krige, så kan det mest fundamentale punkt ikke understreges nok: Fordi islam indledte fjendtligheder mod den præmoderne kristne verden - og invaderede størstedelen af dens historiske område uden provokation og i jihads navn, ikke retfærdighedens navn - var alt, hvad Vesten gjorde som reaktion, berettiget. Hvis denne påstand forekommer nogle som uhyrlig, så er den alligevel i overensstemmelse med de mest universelle forestillinger om retfærdighed, som vi har med os fra fødslen. For når to skoledrenge bliver skældt ud, fordi de har været oppe at slås, og den ene fortørnet råber: "Men han begyndte!" - hvad gør han så andet end at appellere til den medfødte menneskelige overbevisning om, at den, der begynder - ikke reagerer på - volden, er den skyldige part?

(Se Ibrahims nye bog Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West for mange eksempler på retfærdige og uretfærdige krige.)

Noter

[1] Andrea, 1.

[2] Stark 2009, 5.

[3] Tyerman, 34.

[4] O’Callaghan 2004, 177.

[5] Ibid., 43.

[6] Tolan, 199.

[7] O’Callaghan 2004, 39.

[8] Belloc, 62.

[9] Lewis 1994, 17-18.

[10] Nardin, 128-145.

[11] Bostom, 291.

[12] Rubenstein, 10.

[13] Lindsay 2015, 70, 145.

[14] O’Callaghan 2004, 201.

[15] Stark 2009, 114.

[16] Peters, 54.

[17] Guibert, 93.

[18] Guibert, 84.

[19] Peters, 69.

[20] Gabrieli 1993, 9.

[21] Stark 2012, 179.

[22] O’Callaghan 2004, 211.

[23] Riley-Smith 2008, 15.

[24] Bonner 2004, 230.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo