De troende skal ikke tage sig de vantro til venner i stedet for de troende; den, der gør dette, hører slet ikke Allah til - med mindre I tager jer meget i agt for dem. Allah advarer jer mod sig selv. Hos Allah ender alt. (Koranen 3:28)

For nogle dage siden - efter Islamisk Stat [IS] var trængt ind i den syriske by Hassakè, hvilket udløste en masseudvandring af kristne - fandt en velkendt, men ofte overset scene sted: Mange ellers "normale" muslimer sluttede sig til IS og på et øjeblik vendte sig mod deres mangeårige kristne naboer.

Dette er den tredje kategori af muslimer, der lurer mellem "moderate" og "radikale": "Sovende" muslimer, der lader til at være "moderate", men som blot venter på at omstændighederne skal dreje til islams fordel, før de tilslutter sig jihad; muslimer, der venter på at frugterne ved jihad bliver større end farerne.

Der mangler ikke eksempler på denne type muslim. Følgende er vidnesbyrd fra ikke-muslimer, mest kristne flygtninge, fra de områder af Irak og Syrien, der nu kontrolleres af Islamisk Stat (eller andre jihadister). Overvej hvad de siger om deres mangeårige sunni-muslimske naboer, der havde optrådt som "moderate" - eller i det mindste ikke-voldelige - men som, da jihad kom til byen, viste deres sande kulør:

Georgios, en mand fra den gamle kristne by Maaloula - et af de få områder i verden, hvor Kristi sprog stadig blev talt - fortalte om, hvordan muslimske naboer, han havde kendt hele sit liv, vendte sig mod de kristne efter at al-Nusra, en anden jihadist-udgave, invaderede i 2013:

"Vi havde kendt vore muslimske naboer hele vort liv. Ja, vi vidste, at Diab-familien var ret radikale, men vi troede, de aldrig ville svigte os. Vi spiste med dem. Vi er ét folk."

"Nogle fra Diab-familien havde forladt byen måneder forinden, og vi gættede på, at de var med Nusra [en al-Qaeda frontorganisation]. Men deres koner og børn var her stadig. Vi tog os af dem. Så to dage før Nusra-angrebet, forlod familierne pludselig byen. Vi vidste ikke hvorfor. Og dernæst førte vore naboer vore fjender ind iblandt os."

Den kristne mand forklarede med vantro, hvordan han så et ungt medlem af Diab-familien, som han havde kendt fra barnsben, med et sværd i hånden føre udenlandske jihadister hen til kristne hjem. Georgios fortsætter:

"Vi havde gode forbindelser. Det faldt os aldrig ind, at muslimske naboer ville forråde os. Vi sagde alle: 'Lad denne by leve i fred - vi behøver ikke at slå hinanden ihjel.' Men nu er der ondt blod. De bragte Nusra ind for at smide de kristne ud og komme af med os for altid. Nogle af de muslimer, der levede sammen med os, er gode mennesker, men 90 procent af dem vil jeg aldrig stole på igen."

En kristen teenagepige fra den syriske by Homs - som engang havde en kristen befolkning på omkring 80.000, men hvor der nu efter sigende ikke er flere tilbage - fortæller sin historie:

Vi tog afsted, fordi de forsøgte at dræbe os (...). De ønskede at dræbe os, fordi vi var kristne. De kaldte os kafirer [vantro]; selv små børn sagde disse ting. De, der var vores naboer, vendte sig imod os. Til sidst, da vi løb væk, var det over altaner. Vi turde ikke engang gå ud på gaden foran vores hus. Jeg har holdt kontakt med de få kristne venner, der er tilbage derhjemme, men jeg kan ikke tale med mine muslimske venner mere. Det er jeg meget ked af. (Crucified Again, s. 207)

Adspurgt om, hvem der mere præcist truede og drev de kristne ud af Mosul, som faldt til Islamisk Stat for et år siden, svarede en anden anonym kristen flygtning:

Vi forlod Mosul, fordi IS kom til byen. Den [sunni-muslimske] befolkning i Mosul gik over til IS, og drev de kristne ud af byen. Da IS kom til Mosul, hyldede befolkningen dem, og drev de kristne ud ...

De mennesker, der gik over til IS, de mennesker, der levede dér sammen med os (...). Ja, mine naboer. Vore naboer og andre mennesker truede os. De sagde: "Forsvind før IS får fat i jer." Hvad betyder det? Hvor skulle vi tage hen? (...) Kristne har ingen støtte i Irak. Enhver, der hævder at beskytte de kristne, er en løgner. En løgner!

Og dette muslimske forræderi er ikke begrænset til kristne. Andre "vantro", yazidier for eksempel, har oplevet det samme forræderi. Under diskussionen af IS-invasionen af sin landsby - som omfattede nedslagtningen af mange yazidi-mænd og slavebinding af kvinder og børn - sagde en 68-årig yazidi-mand, der formåede at undslippe den blodige offensiv:

De (ikke-irakiske) jihadister var afghanere, bosniere, arabere og endda amerikanere og britiske krigere (...). Men de værste drab blev begået af de mennesker, der levede iblandt os, vore (sunni-) muslimske naboer (...). Stammerne Metwet, Khawata og Kejala - de var alle vore naboer. Men de tilsluttede sig IS, fik tunge våben af dem og informerede om, hvem var yazidier og hvem der ikke var. Vore naboer gjorde IS-overtagelsen mulig.

Se også dette 60 Minute-interview med en yazidi-kvinde. Da hun blev spurgt, hvorfor folk hun havde kendt hele sit liv pludselig sluttede sig til IS og brutalt angreb hendes folk, svarede hun:

Det kan jeg ikke sige dig præcist, men det må være religion. Det må være religion. De opfordrede os konstant til at konvertere, men vi nægtede. Før dette, nævnte de det aldrig. Tidligere tænkte vi på hinanden som familie. Men jeg siger, det må være religion.

For at ingen skal tro, at dette fænomen med sunni-forræderi er begrænset til islamisk jihad i Mesopotamien, så er det også sket i andre lande både historisk og aktuelt. Følgende beretning fra Det Osmanniske Rige er over 100 år gammel:

Så en aften kom min mand hjem og fortalte mig, at padishaen [sultanen] havde sendt besked om, at vi skulle dræbe alle de kristne i vores landsby, og at vi var nødt til at dræbe vores naboer. Jeg var meget vred og fortalte ham, at jeg var ligeglad med, hvem der gav sådanne ordrer; de var forkerte. Disse naboer havde altid været venlige mod os, og hvis han vovede at dræbe dem, ville Allah straffe os. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at stoppe ham, men han dræbte dem - dræbte dem med sine egne hænder. (Sir Edwin Pears, Turkey and Its People, London: Methuen and Co., 1911, s. 39)

Og i Nigeria - et land, der har meget lidt til fælles med Syrien, Irak eller Tyrkiet, bortset islam - blev et jihad-angreb på kristne, der efterlod fem kirker ødelagt og flere kristne dræbt, støttet af "lokale muslimer":

Muslimerne i denne by gik rundt i byen og udpegede kirkebygninger og butikker ejet af kristne for medlemmer af Boko Haram, som dernæst bombede disse kirker og butikker.

Sådanne lignende mønstre af forræderisk adfærd - mønstre, der går på tværs af kontinenter og århundreder, mønstre, der regelmæssigt optræder, når muslimer lever side om side med ikke-muslimer - er let forståelige, når man ser på Koranen 3:28:

De troende [muslimer] skal ikke tage sig de vantro [ikke-muslimer] til venner i stedet for de troende; den, der gør dette, hører slet ikke Allah til - med mindre I tager jer meget i agt for dem. Allah advarer jer mod sig selv. Hos Allah ender alt. (Koranen 3:28)

Her er, hvordan islams mest autoritative ulama og eksegeter udlægger Koranen 3:28:

Muhammad ibn Jarir at-Tabari (d. 923), forfatter til en autoritativ standard-kommentar til Koranen, skriver:

Hvis I [muslimer] er under deres [ikke-muslimers] myndighed og frygter for jer selv, så opfør jer loyalt over for dem med jeres tunge, mens I huser indre fjendskab mod dem (...) [men ved, at] Allah har forbudt de troende at være venlige mod eller stå i nært forhold til de vantro frem for andre troende, undtagen når de vantro er over dem [i myndighed]. Skulle dette være tilfældet, så lad dem handle venligt over for dem og samtidig bevare deres religion.

Ibn Kathir (d. 1373), en anden primær koran-autoritet, skriver:

Den Højeste sagde: "[M]ed mindre I tager jer meget i agt for dem" - det vil sige, at enhver, der uanset tid og sted frygter deres ondskab, kan beskytte sig selv gennem ydre forstillelse - ikke oprigtig overbevisning. Som al-Bukhari - via Abu al-Darda - registrerer ordene [af Profeten]: "Sandelig, vi smiler nogle mennesker op i ansigtet, mens vore hjerter forbander dem."

Med andre ord skal muslimer ikke være venner med ikke-muslimer, medmindre omstændighederne er således, at det er i muslimernes interesse at være det.

For eksempel, hvis muslimer er en minoritet (som i Amerika), eller hvis deres ledere slår brutalt ned på jihad-aktiviteter (som i Bashar Assads Syrien før Islamisk Stat): Så kan de prædike og endda foregive fred, tolerance og sameksistens med deres ikke-muslimske naboer.

Men hvis og når omstændighederne tillader, at islam gøres enerådende, så forventes muslimer at tiltræde jihad - "Hos Allah ender alt." [1]

Noter

[1] For mere om islamisk sanktionerede former for bedrag, læs om taqiyya, tawriya og taysir. For mere om, hvordan muslimer aldrig bør vise velvilje mod ikke-muslimer - undtagen når det er i deres interesse - se Ayman al-Zawahiri: "Loyalty and Enmity", The Al Qaeda Reader, siderne 63-115.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo