"Tortureret hinsides genkendelse"
Muslimsk forfølgelse af kristne: December 2020
Af Raymond Ibrahim
Oversættelse af: "Tortured Beyond Recognition"
Kilde: RaymondIbrahim.com, 25. januar 2021
Udgivet på myIslam.dk: 24. februar 2021

Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute


Kristne henrettet af jihadister juledag i Nigeria.

Følgende er blandt de overgreb, som muslimer påførte kristne gennem hele december måned 2020:


Nedslagtningen af kristne

Nigeria: I en video, der dukkede op den 29. december, blev fem kristne henrettet af islamiske terrorister. Optagelserne viste fem bevæbnede medlemmer af Islamisk Stat (vestafrikanske provins) stående bag fem knælende mænd klædt i orange dragter med hænderne bundet på ryggen. Terroristerne befaler hver af mændene at sige deres navn; gidslerne adlyder og hver af dem tilføjer: "Jeg er kristen." En af terroristerne siger derefter: "Dette er en advarsel til kristne i alle dele af verden og dem i Nigeria (...). Brug hovederne af disse fem af jeres brødre til at fortsætte jeres ugudelige fejringer" - en henvisning til julen. De fem muslimer åbner derefter ild i de kristnes baghoveder og dræber dem.

Et par dage tidligere, på juleaften og i flere timer ind i den tidlige morgen af juledag, terroriserede muslimske angribere en kristen landsby, hvor de dræbte mellem 7 og 11 mennesker, inklusive en 5-årig, og kidnappede 11 mere (det menes, at de fem kristne, der blev henrettet på video, var blandt disse 11). Kørende i trucks og på motorcykler åbnede jihadisterne vilkårlig ild, nedbrændte 10 hjem og en kirke og plyndrede madforsyningen, der skulle have været fordelt 1. juledag. Skønt traumatiserede, bevarede nogle kristne deres trods, som udtrykt i en juledagstekst af en vis Markus Bulus, en lokal:

"Uanset hvad Boko Haram planlagde mod os, er det mislykkedes. Uanset hvad det er, vil vi stadig fejre jul. Jesus, vi er så taknemmelige denne dag, selv med den dårlige oplevelse vi havde sidste nat. Vi har ikke noget at tilbyde som vores taksigelse, men vi giver vore hjerter i dyb bøn til din majestæt på denne juledag."

Andetsteds i løbet af december måned dræbte muslimske Fulani-hyrder "33 kristne, ødelagde 18 hjem og fordrev mere end 2.500 mennesker." Desuden har muslimer, ifølge en rapport udgivet af International Society for Civil Liberties & the Rule of Law ("INTERSOCIETY"), massakreret mindst 2.200 nigerianske kristne mellem januar 2020 og 13. december 2020. Af dette antal, sagde den, var "jihadistiske Fulani-hyrder" ansvarlige for omkring "1.300 kristne døde, efterfulgt af Boko Haram og dets udbrydergrupper (ISWAP og Ansaru) med 500 døde kristne (...). Med andre ord har Nigeria i 2020 mistet gennemsnitligt seks kristne om dagen og 180 om måneden."

Uganda: En muslimsk menneskehob angreb og dræbte en mand "få dage efter, at han afsvor islam for at følge Kristus." Den 30. november konverterede Yusuf Kintu, 41, dengang imam i en moské, til kristendommen. "Vi havde talt sammen ved flere lejligheder," forklarede pastor Andrew Nyanma, "men han var så argumenterende, når vi berørte forhold, der var relateret til tro. Han var en brillant muslimsk imam, men respekterede også andres tro. På denne dag [for hans konversion] var han rolig og modtagelig." Tre dage senere skilte hans kone sig fra ham og forlod huset med hans to yngste børn. Den 6. december, en uge efter hans konversion - eller i muslimske øjne, frafald - rejste en vred muslimsk hob sig imod ham. Ifølge en kilde, "blev det lokale muslimske samfund oprørt over, at Yusuf forlod islam og blev kristen. Yusuf blev alvorligt gennembanket og efterladt bevidstløs." Pastor Andrew fandt ham om morgenen og bragte ham til et hospital, hvor Yusuf bukkede under for sine skader den 7. december.

Egypten: Den 10. december gik to muslimske brødre amok med knivangreb rettet mod kristne i Alexandria; én mand blev dræbt og to andre blev alvorligt såret og indlagt på hospital. Ifølge myndighederne begik de deres morderiske overfald, fordi de var "kede" af, at deres mor var død tidligere samme dag. "Sagen begyndte med fornærmelser og forbandelser mod butiksindehaverne for at være kristne," forklarede fader Michael Gamil, hvis nærliggende kirke også blev ramt. "De tilstedeværende koptere reagerede med tålmodighed. Derefter, da en af dem, Ramses, stille og roligt ville lukke og låse sin butiksdør, sprang de på ham og stak ham med knive." Ramses' bror - der drev en købmandsforretning i nærheden og så hvad der skete - skyndte sig til sin brors hjælp og blev også stukket. De muslimske brødre brasede derefter ind i en anden kristen mands tøjbutik og stak ham i kroppen nær hjertet. Alle tre mænd blev hospitalsindlagt med alvorlige kvæstelser til intensiv behandling; Ramses døde af sine sår. De voldelige muslimske brødre trængte derefter ind i fader Michaels kirke og forbandede en delvis blind præst. I en diskussion af det påståede motiv sagde fader Michael: "De [egyptiske myndigheder] siger, at de begyndte at forbande kopterne, fordi deres mor døde; og to år tidligere forbandede de kopterne, fordi deres bror døde; hvad har død [i familien] og kopterne med hinanden at gøre?" Han understregede, at de to brødre havde haft for vane at chikanere og fornærme kristne verbalt i årevis - skønt de tydeligvist tog deres had til et andet niveau den 10. december.

Artsakh: Muslimske krigere torturerede en 58-årig kristen kvinde af armensk afstamning ved at hugge hendes ører, hænder og fødder af, før de til sidst henrettede hende. Ifølge 14. januar-rapporten:

"Den samme dag, hvor der var samtaler mellem Erdogan og Putin og Tyrkiets leder sagde, at han gerne ville skabe betingelser for 'sameksistens' mellem armeniere og asserere, fandt embedsmænd liget af en armensk kvinde, som var meldt savnet.

Kvinden er blevet identificeret som den 58-årige Alvard Tovmasyan, der var bosiddende i landsbyen Karin Tak nær Shushi-regionen i Artsakh, der i øjeblikket er besat af aserbajdsjanske styrker.

Tovmasyan var en intellektuelt handicappet person af anden grad, der var blevet dræbt og 'tortureret hinsides genkendelse' udenfor sit hjem med sine hænder, ører og fødder hugget af, ifølge hendes bror Samvel Tovmasyan, der bekræftede hendes identitet ved at genkende det tøj, hun havde på."

Angående grunden til at hun blev lemlæstet før hun blev dræbt, citerer jihadister ofte Koranens opfordringer til at hugge de vantroes hænder og fødder af og skære halsen over (f.eks. Koranen 5:33, 47:4).

Ifølge en særskilt nyhedsrapport fra Church Militant den 15. december, er "armenierne blevet brutaliseret" og har "mistet territorium til deres jihadistiske naboer, inden de gik ind på en våbenhvile, fremtvunget af Rusland (...). Forud for overtrædelsen af den såkaldte fredsaftale gjorde Aserbajdsjans tyrkiske muslimer som Muhammed befalede ved at halshugge kristne." Rapporten linkede til en video med kamuflerede soldater, der overmander og tvinger en kæmpende, ældre armensk mand ned og derefter skødesløst hugger ham i halsen med en kniv: "Aserbajdsjan har anklaget Armenien for at have krænket fredsaftalen først," fortsætter rapporten, "men observatører bemærker, at den eneste provokation muslimer behøver for at angribe armeniere er deres fortsatte eksistens."

Den Demokratiske Republik Congo: Medlemmer af De Allierede Demokratiske Styrker, almindeligt anerkendt som "en oprørsk jihadistgruppe", slagtede mindst 30 kristne og voldtog ti kvinder og piger i fem landsbyer mellem den 20. november og den 3. december. En af de overlevende, Tony Longi, formåede at flygte fra sit hjem i tide og gemme sig i det udvendige baderum: "gennem latrinens ventilator så han oprørerne dræbe 4 medlemmer af hans familie inklusive hans kone og 3 børn." Ifølge en lokal embedsmand: "Vi fik oplysninger om, at da de dræbte de kristne, sagde de, at de dræbte dem, fordi de nægtede at konvertere til islam." En anden rapport, der beskrev disse angreb, sagde, at der var "scener med rædselsslagne kristne, der strømmede ud på gaderne, da jihadisterne, bevæbnet med skydevåben, macheter, køller, sværd og økser, omringede kirker i hver af de fem landsbyer."


Angreb på muslimske konvertitter og kristne prædikanter

Uganda: En muslimsk mand slog og tvang sin kone til at drikke pesticid, da han fik at vide, at hun var blevet kristen. Tre måneder efter at Zubeda Nabirye, en 38-årig mor til tre, i hemmelighed var konverteret, opdagede hendes mand bibler i hendes besiddelse og krævede at få at vide, om hun var konverteret. Hun fortalte ham, at "en ven havde givet mig biblerne, og at jeg brugte den til at sammenligne den med det, der står i Koranen, og at religion trods alt er et spørgsmål om personligt valg"; hun tilføjede: "Jeg blev overbevist og besluttede at antage kristendommen." Som svar "begyndte min mand at læse vers i Koranen, der tillader mænd at slå deres koner, hvis de ikke adlyder dem, og derefter begyndte han at slå mig med lussinger og stokke. Som om dette ikke var nok, så tvang han mig til at drikke Dithane M-45," et giftigt pesticid. Han tvang giften ind i sin kones mund; skønt hun formåede ikke at sluge det meste af det, "indtog hun noget, mens han prøvede at kvæle hende og slå hendes ben med stokke (...). Han sårede også hendes bryst, nakke og lår." Det var sent på natten, da "jeg genvandt bevidstheden og fandt mig omgivet af naboer." En af dem forklarede senere, at "vi hørte stønnen fra en nærliggende bananplantage, og dér fandt vi Zubeda Nabirye, som netop var kommet til bevidsthed, men havde opkast og blod over hele kroppen." De førte hende til et nærliggende hospital. Ifølge 17. december-rapporten "formoder hun, at hendes mand tog hende til bananplantagen i forventning om, at hun ville dø dér." Alligevel "meldte hun ikke overfaldet til politiet, da det kunne fremkalde yderligere vold. Hun ser stadig meget svag ud og spørger til sine tre børns trivsel," der på det tidspunkt opholdt sig hos sin mands mor på grund af COVID-19 rejsebegrænsningerne: "Jeg er bekymret for mine børn [9, 13 og 16 år], der plejes af min svigermor," sagde Zubeda. "Jeg ved, at det vil blive meget vanskeligt for mig at se dem og blive genforenet med dem."

I en separat hændelse i Uganda, den 21. december, gruppevoldtog muslimer en kvindelig præst. Som enke med fem børn var hun på vej hjem fra forberedelserne til julen i sin kirke, da hun hørte nogen råbe om hjælp i mørket. "Da jeg stoppede," forklarede den 50-årige, hvis navn hemmeligholdes af sikkerhedsmæssige grunde, blev jeg overrasket over at se folk komme ud fra bushen, og én af dem råbte på det arabiske sprog: 'Allah er større - vi har advaret dig flere gange om at stoppe med at konvertere muslimer til kristendommen. I dag vil vi give dig en lektion, som du ikke vil glemme.'" En af mændene dækkede hendes mund med et kemikalie-vædet lommetørklæde, der fik hende til at miste bevidstheden. Hun vågnede tre timer senere og blev fundet af sin nevø. "Han så blod på min iturevne nederdel. Han kunne ikke tilbageholde tårerne, der rullede ned ad kinderne og råbte og skreg efter hjælp, og han førte mig til en nærliggende klinik til lægelig behandling." To måneder tidligere havde en muslimsk nabo klaget til hende: "Jeg advarer dig om ikke at komme hjem til os. Mine børn synger nu nogle kristne sange. Jeg ved, at de snart kommer til din kirke. Vi som muslimer har ingen forbindelser med vantro." Et kirkemedlem sagde, at voldtægtsofferet stadig er traumatiseret: "Nogle gange er hun tavs i cirka en time; (...) hun har svær hovedpine, hævelse i nakken og stærke smerter i sine kønsdele." "Jeg er såret," bekræftede den synligt bevægede og tårevædede præst fra sin hospitalsseng under et interview juleaften. "Jeg vil savne julefejringen med min menighed (...). Jeg håber, at disse muslimske voldtægtsmænd ikke har smittet mig med dødelige sygdomme. Jeg tilgiver dem," tilføjede moderen til fem, der blev enke fem år tidligere.


Angreb på kirker

Pakistan: Juledag angreb en hob bestående af så mange som 60 muslimske mænd en kirke under julegudstjenesten. Ifølge 30. december-rapporten: "De havde til hensigt at kidnappe og overfalde de fremmødte kvinder." Men kirkens sikkerhedsvagter og mandlige medlemmer "tvang med de bare næver de stokke-svingende indtrængende tilbage og gav kvinderne tid til at flygte. Mange kristne mænd fik slagskader og brud under kampen." Inden tingene blev voldelige, var de muslimske angribere kommet med nedsættende kommentarer om de kristne kvinder og havde tilføjet, at de "så godt ud i dag. Lad os få dem alle i vore senge." Da en af de kristne forsvarere vredt rejste sig, "advarede muslimerne mig om," sagde han, "aldrig at forhindre dem i at gøre hvad de ville med kristne piger." Ved ankomsten hjalp myndighederne "de besejrede muslimer med at flygte og bebrejdede de kristne for at slå igen." Ifølge en talsmand for de kristne:

"De skældte ud på og truede det kristne samfund, den kristne kirke, idet de sagde, at det var ulovligt for dem at have deres egne sikkerhedsvagter. Hvilket virkelig er en uberettiget og ulovlig handling fra politiets side, fordi det blev meddelt af den pakistanske regering for to år siden, at enhver kirke skal sørge for sin egen sikkerhed. De skal have deres egne overvågningskameraer, eget pigtråd og medicinsk udstyr."

Sudan: En midlertidig kirke tilhørende Den Sudanesiske Kristi Kirke er blevet brændt ned fem gange af det, en præst beskrev som "radikale muslimer". De truede også med at slagte de kristne, hvis de vovede at rejse et andet telt igen. Ifølge 22. december-rapporten: "Ekstremisterne siger, at de ikke ønsker en kristen tilstedeværelse i området, og har brændt telte ned den 19. januar 2019 og i år den 4. januar, 19. januar, 28. januar og 7. august (...). Kirken besluttede at melde angrebene til politiet efter brandstiftelsen den 7. august på trods af truslerne." Den oprindelige kirkebygning, der havde været i drift siden 1993, blev først stukket i brand i 2019; siden da har den 150-medlemmer store menighed rejst og holdt gudstjenester i telte, skønt alle fem er blevet "reduceret at aske sammen med bibler og bønnebøger." Kirkens medlemmer identificerede flere af angriberne. Politiet nægtede oprindeligt at oprette en sag, før en advokat blev involveret. Fem ud af ni involverede mistænkte er blevet arresteret.


Diskrimination, kvindehad og vold mod kristne

Egypten: I det, som menneskerettighedsaktivister beskrev som en "grov retfærdighedskrænkelse", frikendte en domstol tre muslimske mænd, der var anklaget for at have overfaldet en kristen bedstemor, herunder ved at spytte på og slå hende, tage alt tøjet af hende og paradere hende nøgen gennem gaderne i deres landsby på beskyldningen om, at hendes søn havde en romantisk affære med en muslimsk kvinde. Selv om dette overfald fandt sted i 2016, og selvom videobeviser og vidner har identificeret de tre muslimske mænd, nægtede de egyptiske domstole at træffe en afgørelse. Som en pressemeddelelse fra Koptisk Solidaritet den 21. december forklarer:

"Efter flere forsinkelsestaktikker, herunder dommere, der erklærede sig 'inhabile' og genoptagne sager ved forskellige domstole, nåede sagen denne triste konklusion. Det egyptiske retsvæsen har afsløret sit sande ansigt af islamistisk fanatisme og åbenlys partiskhed mod koptiske ofre. Dette er virkelig en skændsel for et land, der i 150 år har haft en eller anden form for 'moderne' retssystem.

Efter at have hørt nyheden om domstolsafgørelsen brast fru Thabet [offeret] i gråd og sagde blot: 'Hvad skal jeg gøre efter at være blevet så ydmyget! Min ret ligger i min Herres hænder, som skal give mig Sin retfærdighed.'"

Pakistan/Kina: Kristne og hinduistiske kvinder fra Pakistan markedsføres i Kina som konkubiner og tvangsbrude, afslørede en 9. december-rapport. På grund af Kinas langvarige ét-barnspolitik og kulturelle præference for drenge, lider landet af en akut mangel på kvinder, hvilket får kinesiske mænd til at hente kvinder i udlandet. Den 8. december sagde den amerikanske top-diplomat for religionsfrihed, Samuel Brownback, at "religiøse mindretal, kristne og hinduistiske kvinder" fra Pakistan "markedsføres som konkubiner og tvangsbrude i Kina." Dette skyldes, at "der er diskrimination af religiøse mindretal, der gør dem mere sårbare" i det muslimske Pakistan, tilføjede han.

Frankrig: "Håndskrevne breve blev sendt til syv sorte afrikanske præster med deres navne og adressen på præstegården, hvor de bor," meddelte vicegeneral for bispedømmet Avignon, Pascal Molemb Emock: "Brevene siger kun 'Allah Akbar' på fransk og på arabisk". Fordi voldelige islamiske angreb på præster og kristne generelt er eskaleret i Frankrig - fem uger tidligere trådte en muslimsk mand, der råbte: "Allahu Akbar", ind i en kirke og dræbte tre kristne i Nice - blev en undersøgelse hurtigt åbnet. Som en politikilde forklarede den 9. december: "Dette er ikke direkte dødstrusler, men i forbindelse med en terrortrussel tages denne sag meget alvorligt." "Jeg er ikke bange for mig selv," kommenterede en af præsterne. "Jeg vil fortsætte med at bo alene i mit præstegård. Men jeg er ansvarlig for et fællesskab, jeg skal være forsigtig af hensyn til sognebørnene."

Irak: Mindst 14 butikker, der sælger alkohol i Bagdad - hvoraf de fleste ejes af kristne - blev brandbombet i løbet af november og december. Ifølge 16. december-rapporten har disse eskalerende angreb "skræmt butiksejerne, som frygter, at hårdkogte islamister, spænder deres muskler mod alkoholforbrug." I en diskussion af situationen sagde Andre, en irakisk kristen, at den nylige bombning af hans butik har kostet ham tusindvis af dollars i reparationer. "Disse grupper ønsker, at de sidste kristne skal forlade landet," sagde han om angriberne: "De retter skytset mod os." Han beskyldte også sikkerhedsstyrkerne for at have forladt deres stillinger i timevis og derved givet angriberne "tid til at anbringe sprængstofferne, tage billeder før og efter og offentliggøre dem på Facebook." "Hvorfor arresterer regeringen dem ikke?" tilføjede han og påpegede, at han endda havde forsynet myndighederne med nummerpladen på det angribende køretøj som fanget af butikkens overvågningskamera.


Terror i juletiden

Spanien: Juledag farede en muslim med marokkansk baggrund, kun kendt som Muhammad Q., rundt under en jule-gadefest, mens han svingede en machete og råbte: "Allahu akbar, jeg vil dræbe dig," efter tilfældigt forbipasserende. Han kastede sig over politiet, da de ankom og sårede dem let, skønt de formåede at overmande og arrestere ham. Efterfølgende efterforskning afslørede, at den 45-årige havde en straffeattest med seksuelt misbrug af en mindreårig og tilknytning til Islamisk Stat.

Frankrig: En gruppe muslimer smadrede en anden muslim for at have deltaget i en juledagsmiddag. Efter at Nabil, 20, offentliggjorde billeder af middagen online, udtrykte en skolekammerat sit "chok" over, at en muslimsk trosfælle ville fejre jul, og sms'ede på et tidspunkt: "Jeg vil vise dig, hvad en ægte araber er." Nabil og hans forargede muslimske skolekammerat blev derefter enige om at mødes og tale om det; men da Nabil ankom, lå skolekammeraten og fire andre mænd i baghold og bankede ham og efterlod ham med et blodigt og forslået ansigt samt en advarsel om ikke at melde hændelsen til politiet - ellers.... Alligevel kontaktede han de lokale myndigheder, som efterfølgende arresterede skolekammeraten. Under sin retssag fortsatte han med at hævde sit "chok" over, at Nabil havde offentliggjort sådanne billeder og tilføjede: "Det er ikke muslimsk at fejre jul."

Vesteuropa: I nogle få lande måtte kristne fejre jul under trusler: Ifølge en 3. december-rapport advarede den britiske efterretningstjeneste, efter tip fra en tidligere al-Qaida-bombemager, om, at "en højtstående ISIS-kommandant planlægger en jule-terrorkampagne i europæiske lande, inklusive Storbritannien." De muslimske terrorister havde angiveligt "besluttet at forsøge at bruge ophævelsen af lockdown-begrænsningerne i juleperioden til at igangsætte angreb i Europa, især mod Storbritannien, Frankrig og Tyskland."

Tyskland: I en video, indlejret i en artikel fra 19. december, erklærer en muslimsk præst bosiddende i Braunschweig, at "julen er en fornærmelse mod Allah".




Om denne serie

Selv om ikke alle, og slet ikke de fleste, muslimer er involveret, er forfølgelsen af kristne i den islamiske verden på vej til at nå pandemiske proportioner. Derfor blev "Muslimsk forfølgelse af kristne" til for at opsamle nogle - på ingen måde alle - af de tilfælde af forfølgelse, der kommer op til overfladen hver måned. Den tjener to formål:

  1. At dokumentere det, som mainstream-medierne ikke fortæller om: Den vanemæssige, hvis ikke kroniske, muslimske forfølgelse af kristne.

  2. At vise, at denne forfølgelse ikke er "tilfældig", men systematisk og sammenhængende - at den er rodfæstet i et verdenssyn, der er inspireret af sharia.

Derfor - uanset hvad forfølgelsen handler om, kan den typisk indpasses et bestemt tema, herunder:
- had til kirker og andre kristne symboler;
- seksuelt misbrug af kristne kvinder;
- tvangskonvertering til islam;
- apostasi- og blasfemilove, der kriminaliserer og dødsdømmer dem, der "fornærmer" islam;
- tyveri og plyndring som erstatning for jizya (skat, der forventes betalt af ikke-muslimer);
- den almindelige forventning om, at kristne opfører sig som underkuede dhimmier eller andenklasses "tålte" borgere; og
- simpel vold og mord.
Undertiden er det en kombination.

Fordi disse beretninger om forfølgelse spænder over forskellige etniske grupper, sprog og lokaliteter - fra Marokko i vest til Indien i øst - må det være klart, at én ting alene binder dem sammen: Islam - hvad enten der er tale om streng håndhævelse af den islamiske sharialov eller den herrefolkskultur [supremacist culture], der er affødt af den.




Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)






Alle rapporter:

December, 2020
November, 2020
Oktober, 2020
September, 2020
August, 2020
Juli, 2020
Juni, 2020
Maj, 2020
April, 2020
Marts, 2020
Februar, 2020
Januar, 2020
December, 2019
November, 2019
Oktober, 2019
September, 2019
August, 2019
Juli, 2019
Juni, 2019
Maj, 2019
April, 2019
Marts, 2019
Februar, 2019
Januar, 2019
December, 2018
November, 2018
Oktober, 2018
September, 2018
August, 2018
Juli, 2018
Juni, 2018
Maj, 2018
April, 2018
Marts, 2018
Februar, 2018
Januar, 2018
December, 2017
November, 2017
Oktober, 2017
September, 2017
August, 2017
Juli, 2017
Juni, 2017
Maj, 2017
April, 2017
Marts, 2017
Februar, 2017
Januar, 2017
December, 2016
November, 2016
Oktober, 2016
September, 2016
August, 2016
Juli, 2016
Juni, 2016
Maj, 2016
April, 2016
Marts, 2016
Februar, 2016
Januar, 2016
December, 2015
November, 2015
Oktober, 2015
September, 2015
August, 2015
Juli, 2015
Juni, 2015
Maj, 2015
April, 2015
Marts, 2015
Februar, 2015
Januar, 2015
December, 2014
November, 2014
Oktober, 2014
September, 2014
August, 2014
Juli, 2014
Juni, 2014
Maj, 2014
April, 2014
Marts, 2014
Februar, 2014
Januar, 2014
December, 2013
November, 2013
Oktober, 2013
September, 2013
August, 2013
Juli, 2013
Juni, 2013
Maj, 2013
April, 2013
Marts, 2013
Februar, 2013
Januar, 2013
December, 2012
November, 2012
Oktober, 2012
September, 2012
August, 2012
Juli, 2012
Juni, 2012
Maj, 2012
April, 2012
Marts, 2012
Februar, 2012
Januar, 2012
December, 2011
November, 2011
Oktober, 2011
September, 2011
August, 2011
Juli, 2011




Oversættelse: Bombadillo