Kristne kvinder i Pakistan sørger over et af utallige islamiske angreb på deres samfund

Nedslagtning af kristne

Syrien: Islamiske jihadister voldtog en 60-årig kristen kvinde, inden de stenede hende til døde. Da ingen i Yaqoubiya, en lille kristen landsby i Idlib-provinsen, havde set Susan Grigor (eller “Gregory”) den 9. juli, sendte den bekymrede præst sognebørn ud for at lede efter hende. De fandt til sidst hendes lemlæstede og blodige lig liggende på en mark ved siden af hendes hjem. Obduktionen viste, at Susan gentagne gange var blevet voldtaget og tortureret i løbet af ni timer, før hun til sidst blev myrdet ved stening. De skyldige menes at være medlemmer af den al-Qaeda-tilknyttede jihadist-gruppe, al-Nusra. Beskrevet som en from kristen, havde Susan aldrig giftet sig og levede hele sit liv som en jomfru (hvilket betyder, at gruppevoldtægten kunne være hendes første - og sidste - seksuelle oplevelse). Selvom hun aldrig selv havde fået nogen, elskede Susan børn, og da hun var gået på pension brugte hun meget af sin tid på som frivillig at uddanne de unge i hendes lokale kirke og udvikle deres færdigheder. Inden da var hun lærer i arabisk i over 30 år. Ifølge en arabisk rapport, er nogle af hendes mordere "fra området. Med andre ord er de, der voldtog og stenede hende, selv nogle af hendes tidligere elever og naboer, som hun lærte arabisk i skolen gennem 30 år (...). Hun havde helt sikkert aldrig drømt om at se en så fordærvet vildskab i sine tidligere elevers øjne (...). Ikke desto mindre overfaldt de hende som vilde dyr - selvom vilde dyr ikke voldtægter deres mødre."

Burkina Faso: De dødbringende islamiske terrorangreb mod kristne i det vestafrikanske land, der begyndte for alvor i februar 2019, fortsatte gennem hele juli måned. I ét tilfælde blev de dræbte identificeret og dræbt, fordi de bar krucifikser. Ifølge rapporten:

"Uidentificerede bevæbnede mænd trængte ind i landsbyen Bani (ca. 10 km fra byen Bourzanga) på udkig efter kristne (...). [D]e militante sagde til alle, at de skulle lægge sig ned, hvorefter de søgte efter kristne ved at bede om fornavn eller kigge efter nogen, der bar kristne symboler (som f.eks. kors). Den dødbringende eftersøgning resulterede i fire mænd (...). De bar alle kors (...). [D]a de så korsene, skilte angriberne dem fra. Alle fire blev ført væk og henrettet."

Inden de forlod landsbyen, satte terroristerne ild til en butik, der tilhørte et af deres ofre. De gik derefter videre til en anden landsby, Pougrenoma, hvor "De også sagde til de kristne, at de skulle konvertere eller risikere henrettelse." Mellem februar og juli er 27 kristne blevet dræbt under lignende omstændigheder, herunder tilfælde, hvor ”de væbnede terrorister opfordrede kristne til at konvertere eller dø.”

Nigeria: Jihad-kampagnen mod kristne, som i vid udstrækning er blevet beskrevet som et folkemord, fortsatte med at kræve flere liv. En gravid kvinde med to børn var blandt de dræbte under muslimske Fulani-hyrders angreb på en kristen landsby i de tidlige morgentimer den 15. juli. De satte også ild til 75 kristne hjem og to kirker. Samme dag angreb jihadisterne en anden kristen landsby; blandt de dræbte var en far (46) og hans unge søn (7). De var på vej hjem fra kirke; faderen blev halshugget. ”Vi har oplevet daglige angreb fra disse Fulani-hyrder i vort samfund, især på søndage i gudstjeneste-tiden eller på torsdage, når der afholdes kirkeaktiviteter," sagde en lokal kristen.

Angreb på kirker

Syrien: Den 11. juli detonerede Islamisk Stat en bilbombe lige udenfor Jomfru Maria Kirke i byen Qamishli. Mere end ti mennesker, inklusive et 8-årigt barn, blev såret ved eksplosionen. En opsnappet meddelelse tydede på, at terroristerne ville ramme en forsamling af "krigeriske kristne". Fotografier og videoer af eksplosionen og dens eftervirkning viser væsentlig skade, herunder fra den opståede brand, der spredte sig over hele gaden. Et andet terrorangreb den samme dag i den nærliggende Afrin krævede 13 liv.

Pakistan: En muslimsk pøbel angreb den 23. juli Indre Frelse Kirke i landsbyen Bhiki, Punjab-distriktet. Pøbelen brasede ind midt under bønnetjenesten, og begyndte at slå menighedens medlemmer. En lokal menneskerettighedsorganisation beskrev hændelsen: ”Der var over hundrede mennesker, som bad i kirken, da Muhammad Azam, Muhammad Ijaz, Muhammad Amjad og Muhammad Zafar sammen med andre bevæbnede muslimske mænd trængte ind i kirken. De greb med magt ind i bønnetjenesten og rakkede angiveligt ned på både mænd og kvinder.” Under pryglene brugte de muslimske mænd krænkende sprog, nedgjorde kristne og kristendommen og krævede, at kirken ”stopper dette cirkus”. Kirken indgav en klage til det lokale politi; den blev afvist. Menneskerettighedsgruppen fortsætter:

"Der har været en kraftig stigning i antallet af hændelser, som krænker de kristnes religiøse frihedsrettigheder i Pakistan. Deres kirker bliver angrebet, ejendomme bliver konfiskeret, de bliver tvunget til at stoppe deres bønnetjenester og andre kirkelige aktiviteter og tvinges til at konvertere til islam. Dette er alarmerende for kristne i dette land."

Indonesien: Efter protester fra lokale muslimer, tilbagekaldte og annullerede regeringen i Bantul-regentskabet den 26. juli bygningstilladelsen til en pinsekirke i Sedayu-distriktet. Menigheden blev efterfølgende forbudt at mødes og holde gudstjeneste i bygningen. Selvom myndighederne sagde, at kirken ikke havde opfyldt bygningsreglementet, “synes administrationen at have opfundet en kunstig grund til at stoppe kirkens drift,” sagde kommissæren for Den Nationale Menneskerettighedskommission.

I en anden sag fik muslimske protester en protestantisk kirke til at indstille deres gudstjenester, selvom den havde den krævede statslige tilladelse. De protesterende hævdede, at kirken befandt sig i en overvejende muslimsk region og i nærheden af en islamisk kostskole og en moské. Kirkens administratorer afviste påstanden og sagde, at der ikke var nogen moské eller skole i nærheden. Pastor Halim sagde, at de samme muslimske protesterende - især De Islamiske Forsvareres Front - havde jaget dem ud af deres sidste kirkebygning i Vestjakarta: "Vi er flyttet hertil og har mødt lignende modstand (...). Jeg vil kæmpe og ikke give op, for vi har en gyldig tilladelse og har opfyldt alle krav fra regeringen." Indonesisk lov siger, at et religiøst samfund, for at opføre et tilbedelsessted, skal have en menighed på mindst 90 medlemmer såvel som have godkendelse af mindst 60 mennesker fra andre religiøse samfund (nemlig muslimer), der bor i nabolaget. Halim sagde, at han og hans 150-personers store menighed spændt havde glædet sig til deres første bønnemøde i kirken den 7. juli, da de muslimske trusler begyndte. ”Hvor parat er regeringen til at gå imod visse grupper, der prøver at påtvinge andre deres egen vilje?” spurgte han.

Egypten: Den 17. juli blev et kristent samfund tvunget til at holde sin fjerde begravelse på gaden, fordi politiet havde lukket dets kirke i december 2018. Begravelsen blev forkortet, til dels på grund af denne sommerdags ekstreme varme (43 grader Celcius). Selvom landsbyen har omkring 2.500 kristne, er gentagne ansøgninger om tilladelse til at opføre en kirke blevet afvist; da kristne begyndte at bruge et hjem, gjorde muslimer oprør, hvilket fik embedsmænd til at lukke den uregistrerede bygning.

Angreb på apostater

Iran: Den 1. juli blev "Otte konvertitter til kristendommen, inklusive fem medlemmer af én familie, arresteret i den sydvestlige by Bushehr," ifølge en rapport:

"De arresterende betjente præsenterede sig som agenter fra Efterretningsministeriet (MOIS). De stormede de kristnes hjem i en koordineret aktion omkring kl. 9 om morgenen og konfiskerede bibler, kristen litteratur, trækors og billeder med kristne symboler, sammen med bærbare computere, telefoner, alle former for identitetskort, bankkort og andre personlige ejendele (...). Officererne siges at have behandlet de kristne brutalt, også selvom små børn var til stede under arrestationerne."

Senere samme dag blev en af de arresterede kvinder, "hvis arrestation kom efter at seks biler med sikkerhedsbetjente dukkede op uden for hendes hjem, løsladt samme dag på grund af hendes alder." Resten af de "kristne er stadig tilbageholdt uden adgang til advokater, og bliver holdt i isolation ..." Fra begyndelsen af 2019 til juli måned er det samlede antal kristne, der er blevet arresteret under lignende omstændigheder, nået op på mindst 34. "Rapporteringen tyder på, at kristendommen er i vækst i Iran sammen med andre ikke-islamiske religioner," forklarede en menneskerettighedsorganisation. "Dette er en trussel mod den islamiske republik, et regime baseret på et snævert og totalitært syn på islam. Jo mere indre uro regimet møder, jo mere vil det slå ned på de religiøse mindretal, det betragter som trusler mod sit kvælertag på religionen." En måned før denne seneste hændelse indrømmede Irans efterretningsminister, Mahmoud Alavi, åbent, at de pågreb og forhørte apostater, fordi masseomvendelser til kristendommen "skete lige for øjnene af os."

I en anden sag, den 27. juli, blev en kristen kvinde, Mahrokh (Roksare) Kanbari (65), dømt af Karaj Islamiske Revolutionære Domstol til ét års fængsel, på anklagen om "propaganda mod systemet". Venner, der var til stede ved hendes strafudmåling, sagde, at "dommeren var meget grov og forsøgte at ydmyge" den frafaldne kvinde. Hun blev oprindeligt arresteret lige før jul, 2018, da tre agenter lavede razzia mod hende hjem og slæbte hende med til 10 dages omfattende forhør, før de løslod hende mod kaution.

Endelig blev Fatemeh Azad - en 58 år gammel muslimsk kvinde, der var konverteret til kristendommen mod sin muslimske mands vilje og var flygtet til Tyskland - nægtet asyl og deporteret tilbage til Iran. Dér blev hun straks arresteret af myndighederne, der ventede på, at hendes fly skulle lande. Hun er siden blevet løsladt mod kaution og afventer sin retssag. Ifølge rapporten: "Under Fatemehs asyl-appel argumenterede hendes advokater med, at apostasi (konvertering væk fra islam) kan straffes med døden i Iran." Dette var imidlertid utilstrækkeligt for Tyskland - som har taget imod millioner af muslimer, der ikke forfølges i deres hjemland - til at give hende asyl.

Uganda: Muslimer chikanerede, truede og fordrev en tidligere muslimsk kvinde, der antog kristendommen. Hun måtte vende tilbage til islam eller tage konsekvenserne. Sharifa Nakamate begyndte at modtage truende tekstbeskeder, efter at hun havde fået en kristen præst til at forestå begravelsen af sin mand, 65, der døde den 15. juni. "Det er nu klart for klanen, at du og din afdøde mand forlod islam, eftersom Hajji blev begravet af kristne," lød en tekst. "Vi giver dig nogle dage til at afsværge den kristne tro eller møde vreden ved at være apostat." Hendes 29-årige søn var blandt dem, der truede hende. Endelig den 11. juli flygtede hun fra sit hjem. "Jeg indså, at mit liv nu var i fare, så jeg søgte tilflugt i kirken," sagde Sharifa. Selvom hun siden er flyttet til et andet hemmeligt sted, har hun senest meddelt, at hun forberedte sig på at flygte igen. "For to dage siden kom en muslim fra min hjemby og købte ting af mig," forklarede hun. "Jeg er bange for, at hun vil vende tilbage og sprede nyheden om mit nye opholdssted. Dette nye sted er ikke sikkert for mig (...). Jeg forventede aldrig, at sådan noget ville ske for mig. Jeg har mistet alt, hvad jeg har gjort for at udvikle gården gennem mere end 30 års ægteskabeligt liv, kun for at miste alt - på et øjeblik - for at følge Jesus." Kirken, der hjalp hende, er siden også blevet et angrebsmål; et medlem modtog en anonym tekstbesked, der lød: "Lad Nakamate vende tilbage til sin religion for at undgå negative konsekvenser for jeres kirke."

En anden muslimsk apostat i Uganda, en 20-årig mand, blev slået og forstødt af sin familie, da den fik at vide, at han havde antaget kristendommen. Asuman Kaires stedfar, der kaldte ham en "skændsel for familien", bankede ham næsten til døde; da lokale kristne kom løbende, tilkaldt af den unges råb om hjælp, flygtede stedfaren og andre muslimer og efterlod ham bevidstløs. "Efter at være kommet mig, frygtede jeg at tage hjem igen, fordi jeg ved, at de ville dræbe mig," sagde Kaire; så han levede på gaden. Da en kirke tog ham ind, og lokale muslimer fik det at vide, vendte de deres opmærksomhed mod den. I midten af juni, da Kaire opholdt sig i kirkebygningen, forsøgte en menneskehob, der råbte "Allahu Akbar" og at den frafaldne måtte dø, at storme den. Kaire er siden flyttet igen, lever i skjul og er ude af stand til at afslutte sit sidste år i gymnasiet: "Jeg frygter mine klassekammerater, der er muslimer, da de måske planlægger noget dårligt for mit liv," sagde han.

Bortførelse, voldtægt og mord i Pakistan

Den 10. juli blev en kristen kvinde skudt og dræbt af en muslimsk mand, fordi hun nægtede at konvertere til islam og gifte sig med ham. Problemerne begyndte et par måneder tidligere, da Muhammad Waseem begyndte at antaste Saima Sardar, 30, især på vej til og fra et hospital i Faisalabad, hvor hun arbejdede som sygeplejerske. Chikanen blev så slem, at hun bad sin bror om at følge sig på arbejde. Ifølge et andet familiemedlem: "Saima havde et sundt og venskabeligt forhold til Waseem. Men da han begyndte konstant at insistere på, at Saima skulle konvertere [til islam], besluttede hun at holde afstand til ham og bevise sin trofasthed mod sin kristne tro. Derfor afviste Saima meget modigt hans frieri, selvom hun blev truet med konsekvenser." Da Muhammad fik at vide, at hun skulle giftes med en kristen mand i november, blev han mere aggressiv og truede med, at "hvis du ikke konverterer og gifter dig med mig, vil du dø". Endelig den 10. juli lykkedes det Muhammad at komme ind på hospitalet, selvom Saima havde advaret vagter om ham, og skød og dræbte hende, før han tog sit eget liv. "At konvertere til en anden religion eller at gifte sig med nogen er et personligt valg," sagde en lokal menneskerettighedsorganisation om denne hændelse. "Desværre, i det pakistanske samfund mener muslimske mænd, der er blevet varme på minoritetspiger, at sidstnævnte bør adlyde dem, og at deres frieri ikke kan afvises."

I en anden sag slog og voldtog et muslimsk parlamentsmedlem, hans kone og to sønner gentagne gange deres husassistent, en 15-årig kristen pige. Ifølge Riaz Masih, pigens far:

"Jeg er et fattigt menneske, der bor i et lejet hus med mine børn, hvorimod min datter Saima, der er 14-15 år gammel, i de sidste seks måneder har arbejdet i parlamentsmedlemmets hus. For et par dage siden fortalte hun mig, at parlamentsmedlemmet havde voldtaget hende to gange, og hans sønner havde chikaneret hende, mens hans kone slog hende over småting ud over at sætte hende til at arbejde dag og nat. De havde advaret min datter om, at de ville slå hende endnu mere, hvis hun vovede nogensinde at sige noget til mig (...). De pressede mig til ikke at gå til politiet, men jeg har behov for retfærdighed, fordi min mindreårige datter er blevet tortureret og voldtaget flere gange."

Et lægecenter "bekræftede, at hun var blevet voldtaget mange gange". Den Første Informationsrapport, der blev indsendt imod Mian Tahir Jamil, parlamentsmedlemmet, giver yderligere indblik:

"Tahir Jamil havde voldtaget hans datter efter at have truet hende til at tie stille eller risikere at miste sit liv. Samia fortalte også, at Tahirs sønner også misbrugte hende seksuelt. Faktisk havde Tahiren, en uge før hændelsen, gjort seksuelle tilnærmelser til hende, men hun låste sig inde på toilettet for at beskytte sig selv. Da familien endelig fik hende ud, slog Tahirs kone, Bano Bibi, hende nådesløst og klippede hendes hår som straf for at være gået i skjul. I denne uge var Samia heldigvis i stand til at løbe væk fra familien til hende eget hjem. Hun fortalte om overgrebene til sin far og fremhævede, at ud over voldtægten den 19. juni 2019 blev hun konsekvent forulempet af Tahirs sønner, mens hans kone, Bano Bibi, krænkede hende verbalt."

I en lignende hændelse anklagede en muslimsk familie deres 14-årige kristne hushjælp - i et forsøg på at dække over det forhold, at hun var blevet voldtaget dér - for at have stjålet fra husstanden. Ifølge moderen til teenage-offeret: "Razia, en muslimsk kvinde, hyrede os for en uge til at gøre rent i hendes hus og tage os af gæster under hendes datters bryllupsceremoni. Suneha [datteren] blev i arbejdsgiverens hus én nat på grund af sene gæster og mængden af arbejde (...). I bryllupsugen, den 6. juli, overfaldt en af mændene i familien Suneha seksuelt. Da Suneha gjorde modstand og truede med at klage til familiens ældste, blev hun låst inde i et rum og hyppigt slået." Hendes voldtægtsmand beskyldte derefter pigen og hendes mor for at stjæle smykker, guld og andre værdigenstande fra den muslimske husholdning, der deltog i pryglene. "Det var en uudholdelig tortur og en fortvivlet situation," forklarede Suneha. "De krænkede os og sagde: 'I kristne - Chooras, I er tyve.' Vi modsatte os og forsikrede om, at vi ikke havde gjort noget, men efter fire dages 'intern' efterforskning og tortur meldte den muslimske familie os til politiet." Som en reaktion på denne hændelse sagde en menneskerettighedsaktivist: "Kristne kvinder er dobbelt udsatte som både kvinder og dele af det kristne samfund. De er det letteste mål for voldtægt. De kristne husarbejdere trues ofte til at holde munden lukket efter voldtægtsforsøg, eller de anklages for at have stjålet værdigenstande eller begået blasfemi mod islam."

Endelig blev en 14-årig kristen pige bortført, med magt konverteret til islam, tvunget til at gifte sig med en muslimsk mand og derefter ført til en muslimsk dommer for at underskrive en erklæring om, at hun havde handlet af egen fri vilje. Ifølge rapporten:

"Pigen, Benish Imran, forsvandt hjemmefra den 2. juli, efter at hun var blevet kidnappet af Waheed Ahmed, som derefter tvang hende til at afsværge sin kristne tro og gifte sig med ham. Dagen efter gik Imran Masih, den 14-åriges far, til politistationen og indgav en klage mod ukendte mennesker, uvidende om, hvad der var sket med hans datter. Nogle dage senere oplyste politiet ham om, at de havde modtaget certifikaterne for Benishs konvertering og ægteskab, og at sidstnævnte ville blive præsenteret for distriktsdommeren i Lahore den 12. juli for at blive registreret."

Hendes far fik en advokat involveret, som overfor dommeren påpegede, at uanset hvad der måtte være sket, så er pigen ifølge pakistansk lov mindreårig og derfor ikke i stand til at blive lovformeligt gift - heller ikke selvom hun ønskede det af egen fri vilje. Dommeren nægtede at lade sig formilde og fik pigens erklæring registreret. Ifølge advokaten er hele fiaskoen "normal praksis", da "piger ofte afgiver sådanne erklæringer, fordi de allerede lever sammen med deres kidnappere", og "der fremsættes dødstrusler mod deres familie. Derfor har ofrene ikke andet valg end at sige, hvad deres kidnapper vil have dem til at sige i retten (...). [V]i har tidligere set, at mange piger flygter, når som helst de får chancen."

Almindelig mishandling af og had mod kristne

Tyrkiet: I slutningen af juli udbrød en række successive brande i så mange som otte kristne landsbyer nær landets sydlige grænse, der næsten forvandlede dem til aske. "Lokale aktivister," lyder en rapport, "hævder, at brandene blev startet med vilje for at eliminere den kristne arv i regionen":

"Denne del af Tyrkiet grænser op til både Irak og Syrien. I disse to lande er brandstiftelse blevet en anerkendt oprørstaktik, rettet mod landsbyernes landbrugsressourcer. Også i Tyrkiets tilfælde har disse brande været rettet mod landbrug, da anslået 7-800 oliventræer er blevet beskadiget. Det er den form for ligheder mellem situationen her og brandene i Irak/Syrien, der har skabt bekymring for, at disse brande også blev påsat."

En undersøgelse skulle efter sigende være i gang.

I en anden sag slog to muslimske mænd en kristen teenager på gaden, efter at de havde bemærket, at han bar et krucifiks om halsen. Først stoppede de ham og trak i hans halskæde med korset, mens de spurgte om han vidste "hvad dette betyder?" Da den unge svarede: "Ja, det ved jeg. Jeg er en kristen," slog de ham og flygtede. Sammenslutningen af Protestantiske Kirker sagde som reaktion, at "Dette angreb er et resultat af det voksende had mod kristne i Tyrkiet. Vi opfordrer statsembedsmænd til at gribe ind mod hadtale."

Sri Lanka: Før den islamiske selvmordsbombning af kirker og hoteller påskedag den 21. april 2019, der krævede mere end 250 liv, blev Sri Lanka - et overvejende buddhistisk land med muslimske og kristne minoriteter (hhv. 9,7 procent og 7,4 procent af den samlede befolkning) - ikke betragtet som et land, hvor muslimer forfølger kristne. Efter at landet er kommet i rampelyset, er flere oplysninger kommet frem. Ifølge en 11. juli-rapport "bliver mange tamilske kristne og hinduer i Sri Lanka beordret af muslimske ekstremister til at konvertere til islam eller forlade landsbyerne, hvor deres familier har levet i generationer."

Egypten: Sarah Atef, en kristen universitetsstuderende, blev kidnappet, mens hun stod i nærheden af sin kirke. "Da hendes mor blev klar over, at hendes datter var blevet kidnappet," sagde en nabo til familien, "gik hun ud på balkonen og skreg højlydt. Hun slog sig selv i ansigtet. Alle naboerne kom ud af deres huse for at se, hvad der skete." Efter at familien kontaktede politiet, hævdede islamiske websteder, herunder nogle med tilknytning til Islamisk Stat, at pigen havde ringet til sin mor og fortalt hende, at hun frivilligt var konverteret til islam og havde giftet sig med en muslimsk mand. Den lokale koptiske biskop, der mødtes med familien, bekræftede, at der aldrig havde været et sådant telefonopkald, og at ingen fra det kristne samfund havde hørt fra pigen. "Dette er en fælde for kristne piger," forklarede en af hendes lærere. "Denne pige er meget religiøs og tror på Jesus. Det er svært (for hende) at konvertere til islam."

---

Om denne serie

Selv om ikke alle, og slet ikke de fleste, muslimer er involveret, er forfølgelsen af kristne i den islamiske verden på vej til at nå pandemiske proportioner. Derfor blev "Muslimsk forfølgelse af kristne" til for at opsamle nogle - på ingen måde alle - af de tilfælde af forfølgelse, der kommer op til overfladen hver måned. Den tjener to formål:

1. At dokumentere det, som mainstream-medierne ikke fortæller om: Den vanemæssige, hvis ikke kroniske, muslimske forfølgelse af kristne.

2. At vise, at denne forfølgelse ikke er "tilfældig", men systematisk og sammenhængende - at den er rodfæstet i et verdenssyn, der er inspireret af sharia.

Derfor - uanset hvad forfølgelsen handler om, kan den typisk indpasses et bestemt tema, herunder:
- had til kirker og andre kristne symboler;
- seksuelt misbrug af kristne kvinder;
- tvangskonvertering til islam;
- apostasi- og blasfemilove, der kriminaliserer og dødsdømmer dem, der "fornærmer" islam;
- tyveri og plyndring som erstatning for jizya (skat, der forventes betalt af ikke-muslimer);
- den almindelige forventning om, at kristne opfører sig som underkuede dhimmier eller andenklasses "tålte" borgere; og
- simpel vold og mord.
Undertiden er det en kombination.

Fordi disse beretninger om forfølgelse spænder over forskellige etniske grupper, sprog og lokaliteter - fra Marokko i vest til Indien i øst - må det være klart, at én ting alene binder dem sammen: Islam - hvad enten der er tale om streng håndhævelse af den islamiske sharialov eller den herrefolkskultur [supremacist culture], der er affødt af den.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Alle rapporter:

December, 2020
November, 2020
Oktober, 2020
September, 2020
August, 2020
Juli, 2020
Juni, 2020
Maj, 2020
April, 2020
Marts, 2020
Februar, 2020
Januar, 2020
December, 2019
November, 2019
Oktober, 2019
September, 2019
August, 2019
Juli, 2019
Juni, 2019
Maj, 2019
April, 2019
Marts, 2019
Februar, 2019
Januar, 2019
December, 2018
November, 2018
Oktober, 2018
September, 2018
August, 2018
Juli, 2018
Juni, 2018
Maj, 2018
April, 2018
Marts, 2018
Februar, 2018
Januar, 2018
December, 2017
November, 2017
Oktober, 2017
September, 2017
August, 2017
Juli, 2017
Juni, 2017
Maj, 2017
April, 2017
Marts, 2017
Februar, 2017
Januar, 2017
December, 2016
November, 2016
Oktober, 2016
September, 2016
August, 2016
Juli, 2016
Juni, 2016
Maj, 2016
April, 2016
Marts, 2016
Februar, 2016
Januar, 2016
December, 2015
November, 2015
Oktober, 2015
September, 2015
August, 2015
Juli, 2015
Juni, 2015
Maj, 2015
April, 2015
Marts, 2015
Februar, 2015
Januar, 2015
December, 2014
November, 2014
Oktober, 2014
September, 2014
August, 2014
Juli, 2014
Juni, 2014
Maj, 2014
April, 2014
Marts, 2014
Februar, 2014
Januar, 2014
December, 2013
November, 2013
Oktober, 2013
September, 2013
August, 2013
Juli, 2013
Juni, 2013
Maj, 2013
April, 2013
Marts, 2013
Februar, 2013
Januar, 2013
December, 2012
November, 2012
Oktober, 2012
September, 2012
August, 2012
Juli, 2012
Juni, 2012
Maj, 2012
April, 2012
Marts, 2012
Februar, 2012
Januar, 2012
December, 2011
November, 2011
Oktober, 2011
September, 2011
August, 2011
Juli, 2011

---

Oversættelse: Bombadillo