Kristne brændt levende og kirker stukket i brand

Etiopien: Omkring 15 kristne præster blev dræbt - mindst fire brændt levende - og 19 kirker blev stukket i brand under muslimske optøjr i øst, hvor størstedelen af landets 33 procent muslimske befolkning er centreret. "Lignende spændinger bobler under overfladen i andre dele af Oromia", som er omkring 50 procent muslimsk, sagde en lokal kilde. "Vi har endda hørt om steder, hvor muslimer havde bedt kristne om at forlade området. Og selvom denne opfordring af visse medier og observatører er tilsløret som etnisk rivalisering, er den i selve kernen et religiøst spørgsmål."

Nigeria: Under ét af otte angreb på kristne landsbyer den 28. august, brændte muslimske fulani-hyrder en kristen præst, hans kone og tre små børn levende i deres hjem; to andre ikke-slægtninge blev også dræbt under angrebene. Bevæbnet med macheter og AK47-rifler, plyndrede og ødelagde de islamiske angribere også 95 huse og tre kirker. Gyang Adamu, en af præstens overlevende børn, der opholdt sig på Jos' Universitet på det tidspunkt, "fik kendskab til angrebet, da jeg så et indlæg på Facebook om, at landsbyen Abonong [hans hjemby] var under angreb", sagde han. Da han endelig kom igennem til en lokal, "var den oplysning jeg fik helt ødelæggende; Jeg kunne ikke tro, at alle mine familiemedlemmer var gået til grunde i pogromen. Da jeg kom hjem, så jeg min far og de små brændt hinsides genkendelse. Synet af den blodige hændelse fik mig til at bryde sammen."

Også i Nigeria, hvor bevæbnede muslimer stormede en baptistkirke omkring klokken 1 om natten, skød og dræbte dens præst og kidnappede hans kone. "Bortførerne sagde, at vi skal betale dem 5 millioner nigerianske naira [svarende til 90.000 kr.], før de vil frigive hende til os," sagde en lokal kilde. "Forestil dig, at de nu har modet til at gå ind i folks hjem, dræbe og bortføre, og dernæst også har frækheden til at kræve løsepenge. Hvorfra og hvordan skal vi få de penge?"

Jihad mod kristne kirker i Egypten

Et selvmordsangreb mod en kristen kirke lige uden for Cairo blev afværget den 11. august nær begyndelsen af Eid al-Adha-højtiden. Kun bombemanden døde, da han detonerede et bombebælte i nærheden af kirken, efter at politiet havde nægtet ham adgang. To andre blev såret. Kirken var mål den dag, fordi den var pakket med hundreder af kirkegængere, der fejrede en årlig helligdag. Det blev senere opdaget, at den jihadist-celle, der var ansvarlig for angrebet og som omfattede to kvinder, "havde blandet søm med gift for at sikre, at eksplosionen ville medføre dødelige kvæstelser." Ifølge en lokal kristen lærer: "Vi er vant til dette; det er blevet den normale adfærd ved hver fest eller fejring, at en terrorist forsøger at sprænge en kirke i luften eller udøve vold som en Eid-gave." Mina, en 22-årig ingeniør, sagde: "I øjeblikket er jeg ikke længere så interesseret i hændelser, og al snakken er ingenting; jeg leder efter muligheder for at forlade denne stat (...). Jeg hører ikke til her."

Andre otte kirker blev lukket alene i en enkelt egyptisk provins, Luxor, alle "efter angreb fra muslimske landsbyboere, der protesterede imod at kirken/kirkerne blev juridisk anerkendt", sagde en 29. august-rapport.

I ét tilfælde - den 22. august, mens kristne fejrede en festdag i Jomfru Maria koptisk-ortodokse kirke - "samledes en stor gruppe muslimske unge mænd i alderen 16-26 fra vores landsby og omegn foran vores kirke og råbte 'Allahu Akbar' [Allah er større] og sang fjendtlige slogans mod koptere og Kirken, såsom 'Vi vil ikke have en kirke i vores islamiske landsby'", huskede et kirkemedlem. "De forsøgte at bryde gennem hoveddøren (...), men vi låste den indefra. Vi ringede straks til politiet, som kom og spredte demonstranterne, men de arresterede ikke nogen. Bagefter lukkede de kirkebygningen, forseglede den og satte sikkerhedsvagter ved den."

Den 25. august i landsbyen Beni Suef, trådte en muslimsk "politibetjent, der havde til opgave at bevogte kirken mod ekstremister, i stedet aggressivt ind i kirken og slyngede fornærmelser mod menigheden, som han kaldte vantro", siger en anden rapport. "De andre politifolk forblev angiveligt udenfor kirken under hændelsen ..." Ibrahim, et medlem af kirken, sagde: "De kristne landsbyboere er meget fortvivlede og ønsker en stærk markering fra officielle personers side."

I en anden hændelse fredag den 31. august overfaldt muslimer kristne i al-Minya, fordi de "protesterede mod tilstedeværelsen af en kirke i området"; tre kristne blev hospitalsindlagt.

I en diskussion af disse voldelige muslimske protester efterfulgt af ulovlige kirkelukninger, sagde Gamil Ayed, en lokal koptisk advokat, hvad mange egyptiske kristne tænker: "Vi har ikke hørt, at en moské blev lukket, eller at bønnen blev stoppet i den, fordi den var ulicenseret. Er det retfærdighed? Hvor er ligestillingen? Hvor er den religiøse frihed? Hvor er loven? Hvor er statsinstitutionerne?" "Sammenstimlingen af muslimer, der forårsager lukning af kirker, som er inde i en legaliseringsproces, er tyrannisering - ikke kun af kopterne men også af staten," sagde en anden menneskerettighedsaktivist. "Den manglende gennemførelse af loven har bragt os en bande hardliners, der er hævet over loven."

Jihad mod kristne i Pakistan

Vicky Masih, en 35-årig kristen mand, blev myrdet, da han mødtes med muslimske bekendte på hans bryllupsdag den 6. august, og bad dem om at tilbagebetale en et beløb, de skyldte ham. Ifølge rapporten: "Kravet om godtgørelse udløste en diskussion, der snart udartede til et voldeligt sammenstød. Under skænderiet åbnede en af de tilstedeværende, Muhammad Abbas, ild. Med sin mave gennemhullet af kugler bad Vicky om nåde, men gruppen fortsatte med at slå ham og ignorerede hans skrig af smerte. Til sidst blev den kristne efterladt lidende på gaden og de skyldige parter flygtede." Ifølge offerets bror: "Politiet har rottet sig sammen med gerningsmændene, som tilhører en kreds af rige kriminelle familier (...). Vi vil have retfærdighed. Vi er fattige, og vi har ikke styrken til at bekæmpe disse slyngler. Vi opfordrer alle Guds folk til at hjælpe os og bede for Vickys kone og hendes tre små børn: Nu er de de meget sårbare og forsvarsløse."

I en anden sag mistede en ung kristen universitetsstuderende synet på et af sine øjne under et væbnet angreb af muslimer på hans kristne husstand. I måneder forinden havde nabolagets muslimer presset den kristne familie - den eneste i gaden – for at få dem til at forsvinde, herunder ved at plage de unge børn for at være kristne. Ifølge Alvin John, familiens overhoved: "Kort efter at muslimerne begyndte at chikanere os, havde jeg truffet den beslutning, at jeg ikke ville lade mine børn lide i dette miljø. Jeg ventede på, at 12 måneders lejekontrakten skulle udløbe, så vi kunne flytte (...) og starte på en frisk. Jeg ville ønske, at jeg havde haft de økonomiske midler til at forlade kvarteret tidligere." Så om natten den 28. august omringede muslimer deres hjem og bombarderede det med sten og smadrede vinduer. "Efter at angriberne havde forladt scenen, fortalte jeg nogle naboer, der havde samlet sig dér, at vi ville indlede søgsmål og bad om deres hjælp i sagen. Men omkring klokken 23 angreb omkring 30 bevæbnede muslimer vores hus igen, og denne gang tvang sig vej ind i vores hjem. Nogen havde fortalt dem om vores hensigt om at henvende os til politiet, så de var kommet for at 'give os en lektion.'" De bankede faderen og hans to sønner - ødelagde hans venstre øje - mens hans kone og datter "skreg i panik". "Angriberne smadrede også møblerne og gennemsøgte vores andre ejendele."

I en anden hændelse angreb og plyndrede muslimske folkemængder kristne hjem, efter at en 19-årig muslimsk kvinde forsvandt og hendes far, Muhammad Hanif, anklagede Waheed, den 22-årige søn fra et af de kristne hjem, for at være løbet bort med hende. "Alle de muslimske beboere hidsede sig op og råbte ad os og sagde, at de ville brænde vore huse ned og skære os i stumper og stykker," sagde Waheeds bror, Nasir. "Imamen meddelte mere end én gang over højttaleren, at alle muslimer skulle samles i centrum af landsbyen og 'lad ikke en eneste kristen bo i landsbyen.' Herefter samledes et stort antal muslimer som derefter angreb de kristnes huse." På trods af at de fastholdt, at de ikke vidste, hvor den muslimske kvinde var taget hen, "tog hoben min mor og pryglede hende offentligt," sagde Nasir og tilføjede, at de fleste af mændene, trælle-arbejdere, var på arbejde på det tidspunkt. "Nogen advarede politiet, som reddede hende fra hoben, men tog hende i forvaring for at presse os til at komme med Waheed på politistationen," hvilket Nasir gjorde. Ifølge rapporten: "Nabeela (den forsvundne muslimske datter) dukkede (til sidst) op i underretten og anmodede om at få optaget en erklæring, hvori hun oplyste, at hun var løbet væk for at gifte sig med Muhammad Nazir Kashif - af egen fri vilje. Herefter løslod politiet Waheed og hans mor. Men politiet har endnu ikke rejst sag for tyveri, plyndring og opfordring til at had fra moskeens højttaler ..." Senere indgav Nabeela en appel, der sagde, at hun i virkeligheden var blevet bortført af Waheed og hans bror, og gentagne gange var blevet voldtaget, men formåede at undslippe. "Disse nye anklager bruges til at presse de kristne til at tilbagetrække deres ansøgning om søgsmål for misbrug af moskeens højttaler," sagde Nasir. Selv en politibetjent indrømmede, at "Nabeela har ændret sin erklæring, så vi spørger, hvilken erklæring hun holder sig til."

I endnu en hændelse pryglede en gruppe muslimer Vishal Masih, en 18-årig kristen, efter at han den 2. august gentagne gange havde besejret en muslimsk teenager i armlægning. Vred over at have tabt, tilsvinede den muslimske unge verbalt Vishal og de kristne som helhed: "Hvordan kunne en mand fra et beskidt samfund besejre mig? At en choora (urørlig) besejrer en muslim er utåleligt, jeg skal lære ham." Efter dysten "blev Vishal på vej hjem fulgt af over en halv snes unge muslimer, som angreb ham. Banden bankede Vishal brutalt, angreb hans families hus og slog medlemmer af hans familie," siger rapporten. Derefter blev han angrebet af en anden muslimsk bande. "[S]elv om Vishal overlevede angrebet, var det som om de efterlod ham som død. Dernæst kidnappede banden den alvorligt sårede Vishal og låste ham inde i et værelse på deres tilholdssted, hvor de gentagne gange slog ham for den tredje gang. Efter angrebet blev Vishal efter sigende indlagt på et hospital. Hans familie bliver presset af indflydelsesrige muslimer til at trække sagen tilbage, ellers kunne de komme i yderligere fare."

Endelig "angreb en ophidset hob på over 50 muslimske mænd" en gruppe kristne, heriblandt børn, fordi de forsøgte at forsvare deres kirke-ejendom. Ifølge Bashir Masih, et af ofrene:

"Ahmad, en lokal godsejer, har i årevis været i strid de lokale kristne over et stykke jord (...). Underretten i Kasur har allerede udstedt en 'opsættelsesordre' til jordstykket for begge parter (...). Men den muslimske familie ønskede at tilrane sig kirkens ejendom ved hjælp af deres sociale og religiøse pres (...). Den 2. august 2018 forsøgte Ahmad med en traktor at opdyrke et stykke jord, der tilhører kirken. De lokale kristne bad ham om ikke at overtræde retsordren, men Ahmad hånede de kristne og kom med nedsættende bemærkninger om kirken og sagde: 'Bygning af en kirke er nonsens.' På ingen tid angreb Ahmad's væbnede ledsagere de kristne mænd, kvinder og børn med våben og stokke. De efterlod to alvorligt sårede og andre med mindre skader. Hoben overdængede også den ufærdige kirke med sten."

Kirken St. Matthæus, som betjener omkring 40 katolske familier, blev bygget for det fattige samfunds egne penge. "Da de kristne klagede [til] politiet over angrebet, beordrede politi-funktionærer dem at tie stille og undgå at nævne det som et religiøst spørgsmål (...). Politiet var uretfærdigt i sagen," sagde en af de lokale.

Flere kirkeangreb

Uganda: Efter i flere måneder at være blevet bombarderet med sten kastet af lokale muslimer, lukkede en kirke til sidst dørene søndag den 4. august. En sten, der blev kastet gennem et vindue i Greater Love Church, ramte dengang præsten i panden og gjorde hende bevidstløs. Pastor Moreen Sanyu var i færd med at holde en prædiken, da stenen brød igennem vinduet. "Jeg blev bevidstløs og faldt om," sagde hun. "Da jeg vågnede, var der kun et par medlemmer, der omringede mig - resten af kirkens medlemmer var flygtet i forskellige retninger." Ingen kom til den følgende søndagsgudstjeneste. Kirken er beliggende i et overvejende muslimsk område lige udenfor Kampala, landets hovedstad. Nogle muslimer var begyndt at komme i kirken; derfor begyndte andre muslimer at kaste sten mod den. "Vi kan ikke se på, at vore børn tilslutter sig de vantros kirke," forklarede en lokal sheik. "Stenkastningen knuste glasruder og ødelagde et solpanel, og der blev også råbt krænkende og truende ord mod mig og mine kirkemedlemmer," sagde pastoren. To måneder efter åbningen i maj 2017, og på grund af den konstante stenkastning, var menighedens størrelse faldet fra 400 til 150 medlemmer, og efter hændelsen den 4. august var den faldet til nul. "Jeg er ikke parat til at miste mit liv for at komme i kirke," indrømmede et anonymt kirkemedlem. "Jeg har brug for bønner og materiel støtte til at flytte til et andet område i dette prøvelsens øjeblik," sagde præsten.

Nigeria: Kristne nægtes steder at tilbede overalt i de nordlige overvejende muslimske regioner, selv nær og på antageligt progressive universiteter, sagde den katolske biskop Matthew Kukah i en tale:

"Mens jeg taler her nu, (...) har kristne ikke et sted at tilbede efter at disse universiteter har eksisteret i over 40 år, og det er disse områder, hvor de intellektuelle, dem, der skal styre Nigeria, det er der, de er (...). Frem til i dag, mens jeg taler til jer, kan I ikke finde en eneste guvernør i det nordlige Nigeria, der uden videre vil underskrive en ejendomsattest til bygning af en kirke. Ingen steder (...). Det nordlige Nigeria er bogstaveligt talt en lukket bog. Og vores manglende evne - kollektivt, som en nation - til at forstå det nordlige Nigeria, forklarer det meste af den krise, vi stadig står med i dette land."

I mellemtiden foreviger den uddannelse, som muslimske børn modtager i det nordlige Nigeria, fjendtligheden mod kristne kirker, sagde biskoppen:

"Jeg får vinduer i mine kirker smadret; små børn kaster sten mod katedralen. Et af mine sognebørn blev blind for tre år siden. Hans hus stod ved vejkanten. Børn, der kom fra koran-undervisning, kastede sten mod hans hus. Jeg spørger: hvad bliver disse børn lært om den anden person? Dette er en meget alvorlig krise i det nordlige Nigeria."

Angreb på apostater

Iran: En domstol dømte tolv kristne, hvoraf de fleste var konverteret fra islam, til ét års fængsel på "anklagen om propagandaaktiviteter imod systemet og til fordel for zionistisk kristendom ved at holde husmøder, evangelisere og invitere til kristendommen, samt sympati for kristendommens land", siger en 11. august-rapport. Payam Kharaman, en af de dømte konvertitter, sagde: "Sikkerhedsstyrkernes pres og chikanering af mig begyndte i starten af 2012, og jeg blev gentagne gange indkaldt (...) og forhørt om evangelisering og kommunikation med udlandet, og jeg insisterede altid på troen på kristendommen for mig selv og ikke for at udbrede kristendommen." Beskyldningen om, at Payam havde "sympati for kristendommens land" kan være en henvisning til Israel, hvor kristendommen blev født, og brugen af den kunne tyde på, at domstolens tjenestemænd "betragtede den anklagedes trosbekendelse som en grund til kommunikation med udlandet, især Amerika, Storbritannien og Israel, og at dette udtryk kommer af dette forhold." En anden rapport tilføjer, at "baseret på de sager, vi har fulgt, er dette første gang i år, vi har set en fængselsstraf blive givet på basis af beskyldningen om 'sympati for kristendommens land'. Dette kunne fortolkes som en henvisning til Israel, kristendommens fødested og også et land, som Iran har en meget aggressiv holdning til."

I en separat sag satte en anden konvertit til kristendommen, Naser Navard Gol-Tapeh, spørgsmålstegn ved den anklage, han var blevet dømt for: "Handling imod den nationale sikkerhed gennem oprettelse af huskirker." I et åbnet brev fra august 2018 til den iranske domstol, der idømte ham ti års fængsel, spurgte han: "Er et par kristne brødre og søsters fællesskab i et hjem, hvor de synger salmer, læser Bibelen og tilbeder Gud, en handling imod den nationale sikkerhed? Er det ikke en klar krænkelse af borger- og menneskerettigheder og en absolut uretfærdighed at give en fængselsstraf på 10 år bare for at organisere 'huskirker ...'" Iran bliver almindeligt betragtet som et af de ti værste lande, i hvilket kristne oplever "ekstrem forfølgelse".

Centralasien: En kristen mor i Centralasien (navnet på det nøjagtige land er tilbageholdt af sikkerhedsgrunde) blev sparket ud af sit hjem af sin muslimske mand for at nægte at afsværge Kristus og vende tilbage til islam. Sameda, 23, konverterede til kristendommen for tre år siden. På grund af manglen på kristne i hendes område giftede hun sig med Rashid, en moderat muslim, der tilsyneladende var ligeglad med hendes tro. "Jeg blev gift med Rashid, fordi han forekom mig at være en god mand," forklarede hun. "I starten var vi meget glade, indtil han blev mere interesseret i min tro. Jeg skjulte bestemt ikke det faktum, at jeg er kristen og fortalte ham, at Gud en dag rørte mit liv. Efter disse ord syntes min mand at ændre sig." Han begyndte til sidst at presse hende til at vende tilbage til islam og slog hende flere gange - også mens hun var gravid i femte måned. Efter at have født en pige, fortalte Rashid hende, at hun skulle vende tilbage til islams fold eller tage konsekvenserne. "Min elskede mand, der altid virkede så venlig og omsorgsfuld; han sparkede mig ud af sit hus med en 1-måned gammel baby uden nogen form for underhold! Folk siger, at jeg er født som muslim [for at være asiatisk] og bør være dette hele mit liv. Nu kalder de mig en forræder af den 'rene religion og sande profet Muhammed', men hvordan kan jeg forråde noget eller nogen, jeg aldrig kendte og forstod? Ja, jeg er kristen, men også stadig en asiatisk kvinde." Selvom Sameda og hendes barn flyttede ind hos hendes moder i et snævert rum - "nægtede myndighederne at give dem en ny lejlighed med gode forhold, fordi de er kristne" siger rapporten - hendes problemer er ikke ovre. Hun kan stadig miste sit barn ved en skilsmisse, da mange muslimske lande giver forældremyndigheden over børn til fædrene - især når moderen er en vantro.

Indonesien: De muslimske børn af en ældre og fattig enke smed hende ud af deres hjem, fordi hun var konverteret til kristendommen. Efter at have mistet sin mand, kom Nurul, 68, til at bo i et missionær-hjem for enker og forældreløse børn; dér konverterede hun til sidst til kristendommen. Dernæst, ifølge en 3. august-rapport: "Nurul modtog senere meddelelse om, at en af hendes børn ville have hende til at bo i deres hjem. I første omgang var hun glad for at blive genforenet med sine familiemedlemmer, men så blev hendes muslimske slægtninge klar over hendes kristne tro, og gav hende kun lov til at blive hos dem i tre måneder." "Fordi hun var blevet kristen, var der ingen, der bekymrede sig om hende og hun måtte forlade samfundet," forklarede lederen af hjemmet for enker og forældreløse, som tog Nurul tilbage.

Diskrimination og mishandling af kristne

Tchad: "Kristne i Tchad bliver truet og tvunget væk fra officielt liv under nye regler, der prioriterer islam i strid med det nordafrikanske lands sekulære fundament," sagde en rapport. Blandt disse love er en islamisk "ed, der er ekskluderende og indskrænkende i sin vision af staten, og synes at være en metode til at udelukke kristne fra poster med offentligt ansvar", uddybede en ledende kilde indenfor kirken, der talte på betingelse af anonymitet af frygt for gengældelse. Prioritet gives nu til embedsmænd, der aflægger eden "i Allah den Almægtiges navn", mens flere kristne top-embedsmænd er blevet afskediget for at afvise det. "Hvad bliver der nu af de mange tchadere, der hverken er muslimer eller kristne, og hvad vil formålet være med vore institutioner for retfærdighed og regulering?" spurgte en lokal kilde, som tilføjede, at situationen er blevet "kritisk, fordi stormagterne demonstrerer meddelagtighed ved at vende det blinde øjne til krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder ...". Kilden sagde også, at "katolske ledere frygter for deres liv efter at have kritiseret forfatningsændringer."

Comorerne: Sunni-islam er formelt blevet erklæret for "statens religion", fortæller en 3. august-rapport. "Fra denne religion trækker staten principperne og reglerne for sunni-overholdelse," hedder det nu i landets ændrede forfatning. Da kristne udgør omkring 2 procent af befolkningen - som er 95 procent sunni-muslimsk - varsler denne udvikling ilde, siger lokale kristne: "Tingene har tidligere været meget hårde for de indfødte kristne, og denne form for specificering forventes at gøre tingene endnu hårdere for dem," forudsagde en lokal kilde. Ifølge rapporten:

"Gennem årene har fremvæksten af radikal islamisk tænkning i befolkningen og blandt embedsmænd, religiøse ledere og muslimske ungdomsgrupper fremkaldt ængstelse blandt de kristne (...). Nye konvertitter til kristendommen fra islam kan retsforfølges, og eksisterende konvertitter står over for alvorlig diskrimination fra det muslimske flertals side (...). Staten afviser også generelt at give rum til kristen tilbedelse. En ultra-konservativ gruppe af radikale lærde (...) skubber landet i retning af et mere ekstremt syn på islamisk lov (sharia) og er imod kristne."

Tyrkiet: En erklæring underskrevet af ikke-muslimske religiøse ledere, der i modsætning til et voksende antal rapporter siger, at de ikke oplever nogen forfølgelse, blev underskrevet under tvang, fortæller rapporter og rettighedsaktivister. Erklæringen, underskrevet af 16 kristne og to jødiske samfundsledere, siger, at religiøse mindretal frit har lov til at praktisere deres tro, at "udtalelser, der påstår og/eller hentyder til undertrykkelse, er helt usande", og at "mange tidligere klagepunkter er blevet løst." Men i en erklæring den 4. august, sagde dr. Anthony J. Limberakis, leder af en organisation bestående af førende ortodokse kirkemænd i USA, følgende:

"Sankt Andreas Orden, arkoner i Det Økumeniske Patriarkat, beklager det pres, som den tyrkiske regering tydeligvist har lagt på landets religiøse mindretal for at få en erklæring om religionsfrihed fra dem. (...). I lyset af (...) situationen for religiøse mindretal i Tyrkiet, er det klart, at Erdogan optræder som en diktator, der går til religiøse mindretal og beder dem om at underskrive et stykke papir, der forfalsker virkeligheden, når de ikke er i stand til at nægte, af for frygt for, at deres situation vil blive endnu værre (...). [V]i beder inderligt for vore lidende kristne brødre og søstre og alle dem, der forfølges blot fordi de bekender deres tro i Tyrkiet og andre steder."

En anden rapport siger, at "øverst på listen af underskrivere stod den græsk-ortodokse økumeniske patriark Bartholomæus I af Konstantinopel, hvis samfund nu har ventet i 47 år på at få dets teologiske skole [Halki Seminarium] genåbnet." Næsten samtidig med at denne erklæring om "religionsfrihed" blev underskrevet - og tilsyneladende for at føje spot til skade - erklærede de tyrkiske myndigheder, at et større islamisk uddannelsescenter vil blive bygget lige ved siden af den lukkede kristne bygning. Ifølge arkitekten, Korhan Gümüs, skal dette skridt ses som en form for "religiøs modsætning (...). Et halki-seminarium var bygget dér tidligere. At bygge et islamisk uddannelsescenter lige ved siden af, fremkalder en følelse af hævn. Det er som en gammel frygt, der hjemsøger os igen i Tyrkiet."

---

Om denne serie

Selv om ikke alle, og slet ikke de fleste, muslimer er involveret, er forfølgelsen af kristne i den islamiske verden på vej til at nå pandemiske proportioner. Derfor blev "Muslimsk forfølgelse af kristne" til for at opsamle nogle - på ingen måde alle - af de tilfælde af forfølgelse, der kommer op til overfladen hver måned. Den tjener to formål:

1. At dokumentere det, som mainstream-medierne ikke fortæller om: Den vanemæssige, hvis ikke kroniske, muslimske forfølgelse af kristne.

2. At vise, at denne forfølgelse ikke er "tilfældig", men systematisk og sammenhængende - at den er rodfæstet i et verdenssyn, der er inspireret af sharia.

Derfor - uanset hvad forfølgelsen handler om, kan den typisk indpasses et bestemt tema, herunder:
- had til kirker og andre kristne symboler;
- seksuelt misbrug af kristne kvinder;
- tvangskonvertering til islam;
- apostasi- og blasfemilove, der kriminaliserer og dødsdømmer dem, der "fornærmer" islam;
- tyveri og plyndring som erstatning for jizya (skat, der forventes betalt af ikke-muslimer);
- den almindelige forventning om, at kristne opfører sig som underkuede dhimmier eller andenklasses "tålte" borgere; og
- simpel vold og mord.
Undertiden er det en kombination.

Fordi disse beretninger om forfølgelse spænder over forskellige etniske grupper, sprog og lokaliteter - fra Marokko i vest til Indien i øst - må det være klart, at én ting alene binder dem sammen: Islam - hvad enten der er tale om streng håndhævelse af den islamiske sharialov eller den herrefolkskultur [supremacist culture], der er affødt af den.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Alle rapporter:

December, 2020
November, 2020
Oktober, 2020
September, 2020
August, 2020
Juli, 2020
Juni, 2020
Maj, 2020
April, 2020
Marts, 2020
Februar, 2020
Januar, 2020
December, 2019
November, 2019
Oktober, 2019
September, 2019
August, 2019
Juli, 2019
Juni, 2019
Maj, 2019
April, 2019
Marts, 2019
Februar, 2019
Januar, 2019
December, 2018
November, 2018
Oktober, 2018
September, 2018
August, 2018
Juli, 2018
Juni, 2018
Maj, 2018
April, 2018
Marts, 2018
Februar, 2018
Januar, 2018
December, 2017
November, 2017
Oktober, 2017
September, 2017
August, 2017
Juli, 2017
Juni, 2017
Maj, 2017
April, 2017
Marts, 2017
Februar, 2017
Januar, 2017
December, 2016
November, 2016
Oktober, 2016
September, 2016
August, 2016
Juli, 2016
Juni, 2016
Maj, 2016
April, 2016
Marts, 2016
Februar, 2016
Januar, 2016
December, 2015
November, 2015
Oktober, 2015
September, 2015
August, 2015
Juli, 2015
Juni, 2015
Maj, 2015
April, 2015
Marts, 2015
Februar, 2015
Januar, 2015
December, 2014
November, 2014
Oktober, 2014
September, 2014
August, 2014
Juli, 2014
Juni, 2014
Maj, 2014
April, 2014
Marts, 2014
Februar, 2014
Januar, 2014
December, 2013
November, 2013
Oktober, 2013
September, 2013
August, 2013
Juli, 2013
Juni, 2013
Maj, 2013
April, 2013
Marts, 2013
Februar, 2013
Januar, 2013
December, 2012
November, 2012
Oktober, 2012
September, 2012
August, 2012
Juli, 2012
Juni, 2012
Maj, 2012
April, 2012
Marts, 2012
Februar, 2012
Januar, 2012
December, 2011
November, 2011
Oktober, 2011
September, 2011
August, 2011
Juli, 2011

---

Oversættelse: Bombadillo