Muslimsk forfølgelse af kristne: August 2016
'O Allah, dræb de foragtelige kristne'
Af Raymond Ibrahim
Oversættelse af: Muslim Persecution of Christians: August, 2016
Kilde: RaymondIbrahim.com, 20. november 2016
Udgivet på myIslam.dk: 3. december 2016

Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute


Den nye Boko Haram-leder, Abu Musab al-Barnawi, meddelte, at kristne nu er mål nr. 1

Islamisk had til kristne blev demonstreret tydeligt gennem hele august måned. Kort efter at en 80-årig katolsk præst i Frankrig var blevet dræbt af muslimer, der stormede hans kirke under en messe, lavede den 16-årige muslimske søn af en islamisk gejstlig, der bor i Belgien, en video og lagde den ud på de sociale medier. Videoen fremstiller ham som gående ad hovedgaden i den belgiske by Verviers under ramadanen, mens han beder til Allah, herunder: "Allah, dræb de foragtelige kristne. Allah, dræb hver eneste af dem (...)." Ifølge immigrationsminister Theo Francken: "Det er indlysende, at hans far, imamen, prædiker sådanne ideer, ikke bare for krigere på vej til kampen i Syrien, men også for hans egne børn. Den unge mand, der optræder i videoen, afspejler faderens synspunkter, og jeg forstår og deler den store bekymring, som byens borgere har over dette." Det seneste i sagen er, at en udvisningsordre verserer ved domstolene.

Ligeledes i august-udgaven af Dabiq, IS's propaganda-blad. Her opfordrede jihad-organisationen muslimer til at tilintetgøre de "arrogante kristne vantro" og opfordrede dem til "bede om Allahs forbandelse over løgnerne." IS truede også de kristne til at "bryde korset". De, der gør og konverterer til islam, vil "træde ind i Paradisets Haver", og de, der afviser islam og klamrer sig til korset, vil dø i en "forgæves" krig mod IS.

Som om de kristne i Nigeria ikke allerede blev rigeligt forfulgt af muslimske grupper, så meddelte Boko Harams nye leder - kendt for også at dræbe afvigende muslimer - at kristne nu er gruppens første og primære mål, og at Boko Haram vil fortsætte med at "bombe kirker og dræbe kristne, men standse angreb på moskeer og markeder, der bruges af almindelige muslimer." Abu Musab al-Barnawi, den nye leder, talte også om "at minere med bombefælder [booby-trapping] og sprænge enhver kirke i luften, som vi er i stand til at nå, og dræbte alle dem, vi finder blandt korsets borgere."

I Egypten blev islams ære genoprettet efter Muhammad Hegazis ni år lange kamp med myndighederne, selvom det skete på en måde, der tilsyneladende virker suspekt for mange rettighedsaktivister dér. Hans kamp begyndte, da han søgte om at få religionsangivelsen på sit egyptiske ID-kort ændret til kristendom, og endte med, at han blev arresteret og tortureret i årevis. Hegazi lavede en kort video, der bekendtgjorde hans tilbagevenden til islam og lovpriste Muhammed, samt tilføjede: "Jeg siger dette ud af min helt frie vilje. Jeg er ikke i lommen på noget regeringsorgan og jeg er heller ikke under pres af nogen art."

En anden egypter, Majed el-Shafie, der også blev fængslet og tortureret for at forlade islam for år siden i Egypten, ønskede at verden skulle vide, at "IS er ikke problemet." Som bevis fortalte han om sine oplevelser - i hænderne på de egyptiske myndigheder: "De barberede mit hoved, de pressede mit hoved ned i iskoldt vand og derefter i kogende varmt vand. De skoddede deres cigaretter på mig, de gav mig elektrochok. De skar mig og puttede salt i mine sår. Jeg vågner stadig op med mareridt om det, selv nu efter 20 år."

Resten af august måneds samling af eksempler på muslimsk forfølgelse af kristne - hvoraf ikke alle blev begået af IS - omfatter, men er ikke begrænset til, følgende:


Muslimsk nedslagtning af kristne

Nigeria: Muslimske fulani-hyrder, der menes at være forbundet med den islamiske terrorgruppe, Boko Haram, optrappede deres angreb på overvejende kristne landsbyer:

  • Mellem den 1. og 3. august dræbte de 13 kristne, nedbrændte kristne hjem og kirker, og fordrev utallige overlevende under razziaer i separate overvejende kristne landsbyer.

  • Den 13. august dræbte muslimske hyrder yderligere syv kristne under et andet angreb. Nogle af ofrene blev skudt; andre blev slagtet med macheter.

  • Den 16. august angreb muslimske hyrder endnu en overvejende kristen landsby og slagtede ti mennesker.

  • Den 25. august udførte en gruppe på mindst 50 muslimske hyrder et nat-angreb på en anden overvejende kristen landsby. Blandt deres ofre var en kristen kvinde, gravid i sjette måned, hvis mave blev sprættet op.

Ifølge en rapport:

Lokale kristne ledere tryglede den nigerianske regering om at iværksætte de fornødne sikkerhedsforanstaltninger i lyset af krisen, som staten hidtil ikke har taget sig af. Siden 2001 er fulani-angrebene på overvejende kristne landbrugsområder tværs over Nigerias centrale "Midt-bælte" blevet stadig mere voldelige; ofrene ser deres byer blive slettet fra landkortet. Fulani-hyrder har myrdet titusinder af kristne, og har samlet dynger af lig, der er større end, hvad Boko Haram har præsteret; angrebene trænger stadig længere ind i det nordvestlige og sydøstlige Nigeria, mens den nigerianske regering stort set ignorerer problemet ...

Denne ligegyldighed når efter sigende helt op til Nigerias præsident, Muhammadu Buhari. Ifølge en fremtrædende nigeriansk tænker og politiker, Femi Fani-Kayode, har den muslimske præsident - trods den stigende vold mod kristne - "belønnet morderne med straffrihed snarere end stillet dem for retten, og har bemandet sin regering med islamiske embedsmænd, mens han stort set intet har gjort for at give landets kristne, som udgør halvdelen af befolkningen, behørig repræsentation."

Uganda: En gruppe muslimer myrdede pastor Robert Bakulubanywa, 38, da han var på vej hjem efter en søndag aften i sin kirke. En gruppe muslimer - angiveligt vrede på ham fordi han evangeliserede blandt muslimer og nægtede at sælge dem jord - omringede ham, bandt ham og skar ham til døde med et sværd.

Den Demokratiske Republik Congo: Muslimske militante fra Allierede Demokratiske Styrker til Befrielse af Uganda samlede og bandt mellem 36 og 50 kristne, før de hakkede dem ihjel. I de senere år har denne "befrielses"-front udsat kristne for vold, bortførelser, plyndringer af kristne landsbyer og ødelægger af kirker. Samtidig nedtoner flertallet af de vestlige medier oprørernes religiøse motiver.


Muslimske angreb på kristne kirker

Indonesien: En muslimsk teenager, der sad blandt de kristne kirkegængere under en katolsk søndagsmesse, gik pludselig over i jihad-tilstand: Han angreb den 60-årige præst med en økse og forsøgte at udløse sprængstof, som kunne have dræbt hundreder af kirkegængere i den tæt pakkede kirke. Bomben eksploderede ikke som den skulle, og den 18-årige islamiske terrorist blev pågrebet.

USA: I Riverside, Californien, terroriserede muslimer i en bil St. Andrew Ortodokse Kirke under en gudstjeneste. De skreg gentagne gange "Allahu Akbar!" i en megafon, "mens de nervøse forældre trak deres børn tæt ind til sig og udvekslede bekymrede blikke," hedder det i rapporten. Nogle vidner fortalte politiet, at det så ud som om den ene af de tre mænd i den grønne Honda Civic tog overvågningsbilleder af kirken.

Frankrig: Under en messe for fader Jacques Hamel - den 80-årige præst, der blev myrdet nogle dage forinden - i St. Georg Kirke i Vivonne (Vienne), en lille by med 4.000 indbyggere, meddelte præsten menigheden, at kirken var blevet skændet: "Lampen i Tabernaklet for Kristi Realpræsens [et skab, som indeholder konsekrerede hostier - dvs. oblater, i hvilke Kristus betragtes som værende til stede, o.a.] var forsvundet eller blevet stjålet, og på alteret var anbragt et foto af Nice-terroristen, islamisten Mohamed Lahouaiej Bouhlel."

Iran: Myndighederne anholdt 11 kristne under en razzia mod en hus-kirke i byen Isfahan. Bøger og andre kristen litteratur blev konfiskeret. Ifølge rapporten var der ingen yderligere oplysninger om de tilbageholdte.

Tyrkiet: Efter tidligere at have givet tilladelse, forbød myndighederne at udføre ortodoks kristen liturgi i et historisk kloster. Ifølge rapporten: "Dørene til Sumela Kloster genåbnede i juni 2010, efter 88 år. Den tyrkiske regering havde givet det økumeniske patriarkat tilladelse til hvert år at holde patriarkalsk liturgi på Festen for Marias Optagelse i Himlen. Denne tilladelse er pludselig trukket tilbage, måske permanent."

Sudan: Under påstand om at den var bygget ulovligt, udsendte lokale muslimske myndigheder en nedrivningsvarsel til endnu en kirke. Menigheden fik en uge til pakke sammen, ellers ville der blive taget yderligere juridiske skridt, herunder at tvinge kirken til at betale nedrivningsomkostningerne. Kirken blev bygget på grunden i 1976, lang tid før Den Nationale Islamiske Front tog magten i Sudan ved et militærkup i 1989 - så hvordan kan den være ulovlig, argumenterer kirkelige aktivister. Utallige kirker, der tidligere stod i Sudan i årtier, har mødt samme skæbne i nyere tid.

Pakistan: Kristne beskyldte regeringen i Gujrat for bevidst at oversvømme en 130 år gammel kirke med spildevand. Ifølge rapporten: "Lokale kristne formåede at stoppe strømmen af spildevand efter timers skærmydsler (...). Ophidsede kristne hævdede, at strømmen af spildevand blev rettet mod kirken for at forhindre det i at oversvømme den nærliggende Gujrat Gymkhana [en sportsklub, o.a.]. Spildevandet oversvømmede gulvet og tæpperne i kirken."


Muslimske angreb på kristne apostater fra islam, bespottere og prædikanter

Algeriet: En muslimsk konvertit til kristendommen blev idømt fem års fængsel for at sige på de sociale medier, at lyset fra Jesus vil overstråle islam og dens profet Muhammed, hvilket retten dømte som "blasfemisk". Ifølge hans søn, der ledsagede den frafaldne under høringen af ham: "Retten gav min far den maksimale straf! (...) [M]in far udtrykte sine ideer og spredte sine politiske synspunkter på sociale netværk, som det altid er sket andre steder. Det er et angreb på ytringsfriheden, fordi, efter min mening, alt kan udsættes for kritik, selv religioner."

Nigeria: Efter at to universitetsstuderende var kommet i diskussion, beskyldte den muslimske studerende den kristne for at have fornærmet den muslimske profet Muhammed. Snart samledes en flok af muslimer, der sagde, at den kristne måtte dø; de bankede ham brutalt og næsten dræbte ham. Han overlevede kun "fordi en kristen trosfælle greb ind og bragte ham hurtigt til hospitalet med hjælp fra en medfølende muslim, der stillede sin bil til rådighed for transporten af offeret." Den følgende dag lavede muslimske pøbelflokke optøjer og vandaliserede kristne campusser og kirker. Ifølge en lokal kilde: "De drog til ECWA Kirke, Den Levende Kirke og Den Anglikanske Kirke. De vandaliserede Den Anglikanske Kirkes præstebolig, ødelagde elektronik og anden ejendom. Jeg hørte, at de også nedbrændte hjemmet tilhørende den frivillige muslimske redningsmand (som hjalp den angrebne kristne studerende til hospitalet), hvor de fangede og dræbte otte personer indenfor, som desværre også var muslimer."

I en anden sag søgte en muslimsk mand skilsmisse fra sin kone genem 24 år, da han havde opdaget, at hun hemmeligt var konverteret til kristendommen. Manden erklærede, at han ikke kunne tåle nogen anden religion i sit hjem end islam. Den 50-årige kvinde "brød sammen i gråd, mens hun på knæ tiggede sin fraseparerede mand, Jamiu Adewunmi, om ikke at skille sig fra hende." Henvendt til retten sagde hun: "Kære ret, hjælp mig at tigge ham; hvor vil jeg finde en mand på min alder, der vil gifte sig med mig, hvis min mand skiller sig fra mig?"

Pakistan: En kristen pige ved navn Asma blev truet med døden for at få hende til at vende tilbage til sin muslimske bortfører. Manden, en magtfuld muslimsk nabo, kidnappede pigen, voldtog hende og tvang hende til at konvertere til islam. Derefter tvangsgiftede han sig med hende og omdøbte hende "Aisha" efter den islamiske profets unge kone. Flere måneder senere undslap Asma og vendte tilbage til sin familie, som nu bliver truet, hvis de nægter at give deres datter tilbage til hendes bortfører. Lokale muslimske gejstlige hævdede, at Asma er konverteret tilbage til kristendommen, og derfor nu er en apostat og skal dræbes, medmindre hun vender tilbage til sin mand og nye tro.

Uganda: Otte børn i alderen 9 til 16, fra fire familier med islamisk og hedensk baggrund, søgte tilflugt hos kristne efter at deres forældre og andre medlemmer af samfundet slog og forstødte dem, fordi de havde forladt islam og animisme til fordel for kristendommen. Under prøvelserne er kirken, hvor de kunne søge tilflugt, også blevet truet med ødelæggelse og vold af den lokale muslimske befolkning. "Jeres kirkelige aktiviteter vil ikke blive tolereret i dette område," sagde en muslim til præsten. "Hvis I ikke forlader vores landsby, så kommer vi snart efter jeres liv." I en anden sag fik en kristen gymnasieelev en alvorlig skade i hovedet af den muslimske far til en ung kvinde, som han forsøgte at omvende.


Muslimsk diskrimination og mishandling af kristne

Saudi-Arabien: Ifølge en arabisk-sproget nyhedsrapport, offentliggjort den 27. august, anholdt embedsmænd fra ørkenriget 27 kristne - blandt dem flere kvinder og børn - for den forbrydelse at "bede kristne bønner" og være "i besiddelse af bibler". Gruppen af kristne, hvoraf de fleste, hvis ikke alle, var libanesiske statsborgere, fejrede en festdag for Jomfru Maria, da myndighederne stormede deres opholdssted og anholdt dem. Det frygtede "religiøse politi" gik videre med at fratage dem deres visa og deportere dem tilbage til Libanon. En sådan religiøs intolerance er faktisk bedre end, hvad der er blevet tilmålt andre kristne, som er ”taget på fersk gerning i kristendom". I 2012, for eksempel, blev 35 kristne etiopiere arresteret og tortureret i fængslet gennem næsten et år for blot at holde bøn i et privat hus. En af dem sagde efter at være blevet løsladt: "De [saudierne] er fulde af had til ikke-muslimer."

Pakistan: Sønnen af en muslimsk udlejer forgreb sig seksuelt på den 5-årige datter af et kristent par, der lejede et værelse. Bagefter "forhindrede udlejeren angiveligt det kristne par i at melde hændelsen til politiet i syv dage. På grund af chikanen, var offerets forældre ude af stand til at få en lægeerklæring om tilstanden af deres datter, som var blevet voldtaget," hedder det i rapporten. "Som resultat af den manglende lægeerklæring, er der intet substantielt bevis på overfaldet. Den indflydelsesrige udlejer og hans voldtager-søn truede den kristne familie med, at det ville få alvorlige konsekvenser for hele offerets familie, hvis der blev grebet ind mod synderen."

I en anden sag er en historisk kristen kirkegård gået i forfald på grund af bevidste forsømmelser fra de lokale myndigheders side. Ifølge rapporten: "Lokale kristne hævder, at kirkegården undergår nedslidning under de lokale myndigheders opsyn. De udtrykte alvorlig bekymring over vanhelligelsen af deres kæres grave. De sagde, at den kristne befolkning har levet i området, selv før skabelsen af Pakistan."

Egypten: Under påstanden om, at de bliver behandlet som andenrangsborgere, iscenesatte omkring tre dusin kristne en sjælden protest i Cairo centrum, hvor de krævede, at regeringen forsvarer deres rettigheder. Stående på trappen til en retsbygning i hovedstaden, trodsede demonstranterne Egyptens drakoniske holdninger til protester. "Jeg er en egyptisk statsborger frem for alt," sagde Michael Armanious, en kristen demonstrant. "Vi betaler skat, vi tjener i hæren, vi lever med alle de samme økonomiske problemer i Egypten som resten af vore landsmænd, hvorfor skal vi have færre rettigheder?" Politiet - der ofte er timer om at dukke op, når muslimer angriber kristne - spredte hurtigt demonstranterne.

I en anden sag meddelte Det Egyptiske Initiativ for Personlige Rettigheder, at der har været 77 tilfælde af ekstrem muslim-mod-kristen vold mellem årene 2011 og 2016 - bortset fra den enorme bølge af angreb på kristne og snesevis af kirker, som direkte fulgte afsættelsen af den tidligere præsident Morsi. Den koptiske pave, Tawadros, bekræftede også, at kristne er ofre for i gennemsnit ét alvorligt angreb pr. måned begået af muslimer. Mindst ti episoder i år har resulteret i splid, død og ødelæggelse.

Sudan: Anklagere beskyldte to fængslede præster, begge medlemmer af den sudanesiske Kristi Kirke, for forbrydelser mod staten, og opfordrede til dødsstraf mod dem. Præsterne afviste anklagerne, og lokale kilder siger, at der ikke er nogen beviser mod dem, men at de strengt islamistiske anklagere forfølger dem for deres tro.

Bangladesh: Rosaline Costa, en katolsk avisredaktør, flygtede til USA efter at have modtaget utallige dødstrusler på grund af ledere, offentliggjort i avisen, om voksende religiøs diskrimination og vold i landet. Fordi der har været en stigning i muslimske angreb på kristne i Bangladesh - herunder direkte mord - besluttede den katolske kvinde at forlade landet, før hun blev den næste. Kristne minoriteter påstår yderligere, at bangladeshiske myndigheder og retssystemet ikke kan eller ikke vil gøre noget for at stoppe forfølgelsen og diskriminationen af dem.

Tyskland: Kristne flygtninge udsættes fortsat for daglige chikanerier og trusler fra det muslimske flertal, de lever sammen med i asylcentrene. I ét tilfælde blev 14 iranske kristne mænd truet med døden for at nægte at opgive deres tro. Under ramadanen måtte kristne skjule deres bibler og blev tvunget til at spise madrester i ly, efter at spisetiderne blev ændret for at imødekomme muslimerne, der ikke spiser i dagtimerne i den islamiske hellige måned. En præst sagde, at mange muslimer i lejren opfatter deres kristne med-indvandrere som "urene" og "mere urene end hunde." I flere asylcentre, over hele Europa, fortsætter kristne mindretal med at blive chikaneret og angrebet.




Om denne serie

Selv om ikke alle, og slet ikke de fleste, muslimer er involveret, er forfølgelsen af kristne i den islamiske verden på vej til at nå pandemiske proportioner. Derfor blev "Muslimsk forfølgelse af kristne" til for at opsamle nogle - på ingen måde alle - af de tilfælde af forfølgelse, der kommer op til overfladen hver måned. Den tjener to formål:

  1. At dokumentere det, som mainstream-medierne ikke fortæller om: Den vanemæssige, hvis ikke kroniske, muslimske forfølgelse af kristne.

  2. At vise, at denne forfølgelse ikke er "tilfældig", men systematisk og sammenhængende - at den er rodfæstet i et verdenssyn, der er inspireret af sharia.

Derfor - uanset hvad forfølgelsen handler om, kan den typisk indpasses et bestemt tema, herunder:
- had til kirker og andre kristne symboler;
- seksuelt misbrug af kristne kvinder;
- tvangskonvertering til islam;
- apostasi- og blasfemilove, der kriminaliserer og dødsdømmer dem, der "fornærmer" islam;
- tyveri og plyndring som erstatning for jizya (skat, der forventes betalt af ikke-muslimer);
- den almindelige forventning om, at kristne opfører sig som underkuede dhimmier eller andenklasses "tålte" borgere; og
- simpel vold og mord.
Undertiden er det en kombination.

Fordi disse beretninger om forfølgelse spænder over forskellige etniske grupper, sprog og lokaliteter - fra Marokko i vest til Indien i øst - må det være klart, at én ting alene binder dem sammen: Islam - hvad enten der er tale om streng håndhævelse af den islamiske sharialov eller den herrefolkskultur [supremacist culture], der er affødt af den.




Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)






Alle rapporter:

December, 2020
November, 2020
Oktober, 2020
September, 2020
August, 2020
Juli, 2020
Juni, 2020
Maj, 2020
April, 2020
Marts, 2020
Februar, 2020
Januar, 2020
December, 2019
November, 2019
Oktober, 2019
September, 2019
August, 2019
Juli, 2019
Juni, 2019
Maj, 2019
April, 2019
Marts, 2019
Februar, 2019
Januar, 2019
December, 2018
November, 2018
Oktober, 2018
September, 2018
August, 2018
Juli, 2018
Juni, 2018
Maj, 2018
April, 2018
Marts, 2018
Februar, 2018
Januar, 2018
December, 2017
November, 2017
Oktober, 2017
September, 2017
August, 2017
Juli, 2017
Juni, 2017
Maj, 2017
April, 2017
Marts, 2017
Februar, 2017
Januar, 2017
December, 2016
November, 2016
Oktober, 2016
September, 2016
August, 2016
Juli, 2016
Juni, 2016
Maj, 2016
April, 2016
Marts, 2016
Februar, 2016
Januar, 2016
December, 2015
November, 2015
Oktober, 2015
September, 2015
August, 2015
Juli, 2015
Juni, 2015
Maj, 2015
April, 2015
Marts, 2015
Februar, 2015
Januar, 2015
December, 2014
November, 2014
Oktober, 2014
September, 2014
August, 2014
Juli, 2014
Juni, 2014
Maj, 2014
April, 2014
Marts, 2014
Februar, 2014
Januar, 2014
December, 2013
November, 2013
Oktober, 2013
September, 2013
August, 2013
Juli, 2013
Juni, 2013
Maj, 2013
April, 2013
Marts, 2013
Februar, 2013
Januar, 2013
December, 2012
November, 2012
Oktober, 2012
September, 2012
August, 2012
Juli, 2012
Juni, 2012
Maj, 2012
April, 2012
Marts, 2012
Februar, 2012
Januar, 2012
December, 2011
November, 2011
Oktober, 2011
September, 2011
August, 2011
Juli, 2011




Oversættelse: Bombadillo