Muhammed og tvangskonverteringer til islam
Den sande og bogstavelige mening med "ingen tvang i religionen"
Af Raymond Ibrahim
Oversættelse af: Muhammad and Forced Conversions to Islam
Kilde: FrontpageMag.com, 1. februar 2017
Udgivet på myIslam.dk: 30. juni 2017

Hvis intet andet er nævnt, er alle Koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Hvad skal man mene om den himmelråbende modsigelse mellem Koranens påstand: "Der er ingen tvang i religionen" (2:256), og så de mange andre vers, der opfordrer til krig, slaveri og død over dem, der nægter at underkaste sig islam (9:5, et al.) - for ikke at tale om den militante adfærd af Allahs profet, Muhammed? Dette er spørgsmålet, som Stephen M. Kirby undersøger i sin nye bog, Islam’s Militant Prophet: Muhammad and Forced Conversion to Islam.

Snarere end at tilbyde spekulationer eller at trække på næsten 1400 års islamisk historie, som er tungt lastet med tvangskonverteringer, besvarer Kirby spørgsmålet på en objektiv og omhyggelig måde - en måde, som enhver muslim vil få svært ved at imødegå: Han fokuserer udelukkende på Muhammeds karriere, fra dens begyndelse i 610 til hans død i 632, som registreret i islams primære kilder, Koranen og hadith, og som forstået eller fortolket af islams mest autoritative lærde, såsom Ibn al-Kathir. Undervejs bliver læserne givet nyttige forklaringer - igen, direkte fra islams lærde selv - på mystiske eller misforståede doktriner, som f.eks. abrogation, der er afgørende for enhver koran-fortolkning.

Det korte af det lange af det hele?

"Befalingen "ingen tvang i islam" var en enkeltstående befaling, der kun havde læremæssig gyldighed i lidt over to år. Den blev ophævet både af sunnaen og Koranen. Dens korte levetid blev indledt og efterfulgt af befalinger om, at ikke-muslimer skulle gives valget mellem at konvertere til islam eller kæmpe til døden, eller - til tider - at betale jizya. Muhammed var faktisk den militante profet for en militant religion, der støttede tvangskonverteringer til islam."

Før Kirby når frem til denne konklusion, bringer han eksempel efter eksempel på, hvordan Muhammed giver ikke-muslimer - hedenske Quraysh, jøder og kristne, næsten altid mennesker, der ikke havde noget udestående med ham bortset fra at de afviste hans profetiske myndighed - valget mellem to muligheder: At konvertere eller tage konsekvenserne, hvor sidstnævnte ofte manifesterede sig som store massakrer.

Det er også bemærkelsesværdigt - ifølge islams tidligste beretninger - at oprigtig tro på Muhammeds krav om profetskab er fraværende. Et overvældende flertal af dem, der konverterede til islam, gjorde det enten under tvang - for helt bogstaveligt at redde deres hoveder - eller for at være en del af Muhammeds "vinderhold". For én mand, Malik bin Auf, var konvertering den pris han måtte betale for at få sin kidnappede familie tilbage fra Muhammed.

Uoprigtig, tvungen konvertering er især tydelig i forbindelse med Muhammeds erobring af Mekka. Da islams profet, i spidsen for en stor hær - som allerede havde ladet adskillige stammer smage sværdet for at nægte at konvertere - nærmede sig polyteisterne i Mekka, blev sidstnævnte advaret: "Antag islam, og I vil være sikre. I er blevet omringet på alle sider. I står i en vanskelig situation, der overgår jeres magt." Da Mekkas leder, Abu Sufyan - der længe havde hånet Muhammed som en falsk profet - nærmede sig den muslimske lejr for at forhandle, blev også han advaret: "'Antag islam før du mister dit hoved.' Så reciterede Abu Sufyan trosbekendelsen og trådte derved ind i islam." Mekkanerne fulgte snart trop.

Meget sigende kunne de muslimske historikere, der berettede om disse ikke-muslimers konverteringer til islam, ikke se nogen modsætning mellem konverteringernes tvungne og uoprigtige karakter og Koranens erklæring om, at "der er ingen tvang i religionen." For eksempel fortæller den muslimske historiker Taqi al-Din al-Maqrizi (d. 1442) i sit flerebindsværk om Egyptens historie anekdote efter anekdote om muslimer, der afbrænder kirker, slagter kristne og slavebinder deres kvinder og børn. Efter hver episode, slutter den fromme muslimske historiker med: "Under disse omstændigheder blev rigtig mange kristne muslimer." Man kan næsten høre det uhørlige "Allahu Akbar".

Bortset fra sporadiske udbrud af forfølgelse, var dhimmi-systemet (se Koranen 9:29) - der selv er en form for tvang - årsag til, at de stadigt mere forarmede kristne gennem århundrederne langsomt konverterede til islam, så de i dag er et konstant svindende mindretal. I bogen The Arab Conquest of Egypt, fremhæver Alfred Butler - en historiker fra det 19. århundrede, der skrev før den politisk korrekte tidsalder - dette "onde system med at bestikke de kristne til konvertering":

”Selv om religionsfrihed i teorien var sikret for kopterne under kapitulationen [rækken af reformer (de såkaldte "kapitulationer"), som de europæiske magter påtvang det svækkede Osmanniske Rige i dets sidste otte årtier, o.a.], viste den sig i virkeligheden hurtigt at være skyggeagtig og illusorisk. For en religiøs frihed, der blev identificeret med social trældom og med økonomisk trældom, kunne hverken have substans eller vitalitet. Som islam spredtes, blev det sociale pres på kopterne enormt. Det økonomiske pres syntes i det mindste sværere at modstå, da antallet af kristne eller jøder, der var pligtige til at betale hovedskat [jizya], blev mindre år for år, og deres isolation blev mere iøjnefaldende (...). De kristnes byrder blev tungere i takt med at deres antal mindskedes [dvs. at jo flere kristne, der konverterede til islam, jo mere voksede byrderne for de resterende]. Det mærkelige er derfor ikke, at så mange koptere gav efter for presset, som med fejende kraft førte dem over til islam, men at så mange kristne stod fast imod strømmen; alle stormene gennem 13 århundreder har heller ikke fjernet deres tro fra klippegrunden, den bygger på.”

Kort sagt: Koranens påstand, at "der er ingen tvang i religionen", synes mere at være en påstand, en konstatering af fakta, end en tilstand, som muslimer befales at opretholde. I sidste ende er det sandt: Ingen muslim kan få en ikke-muslim sige ordene: "Der er ingen anden gud end Allah og Muhammed er Allahs Sendebud." Men det betyder ikke, at de ikke kan slavebinde, afpresse, plyndre, torturere og slagte dem, hvis de nægter.




Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er forfatter til den nye bog: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians

(Denne korte biografi er taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)




Oversættelse: Bombadillo