Det er officielt: Islamisk jihad og almindelig kriminalitet er tæt forbundne.

Ifølge en tidligere britisk undersøgelse:

"Grænserne mellem terrorisme og kriminalitet er blevet uklare i takt med, at et stigende antal tidligere kriminelle har sluttet sig til Islamisk Stat (...). Næsten 60 procent af de europæiske jihadister, der er undersøgt af forskere, har tidligere siddet i fængsel (...). Da de først var blevet rekrutteret af IS, skiftede disse mennesker let over til at udøve vold for en anden sag. (...) Velkomsten fra IS giver kriminelle en opfattet mulighed for 'forløsning' uden at kræve en ændring i adfærd."

Alligevel nægter det etablerede at se nogen direkte sammenhæng mellem islam og kriminalitet. Som lederen af undersøgelsen selv forklarede, er kriminelle "den perfekte støbning", fordi "Islamisk Stat ikke kræver intellektuelt raffinement. Den beder dig ikke om at studere religion. Den gør det hele til et computerspil." Med andre ord er kriminelle de ideelle rekrutter, fordi de ikke kender - og heller ikke bekymrer sig om at lære - de mest elementære ting om "sand" islam.

Eller som John Brennan mindeværdigt hævdede om IS-medlemmer, da han var chef for CIA: “de er kriminelle. De fleste - mange - af dem er psykopatiske bøller, mordere, der udnytter et religiøst begreb og maskerer sig og optræder forklædt i denne religiøse konstruktion."

Her ser vi igen, hvordan uvidenhed om historien - forsætlig eller af anden grund - undergraver Vestens sikkerhed. Faktum er - helt fra islams begyndelse og op gennem århundrederne - at det overvældende flertal af muslimer, der deltog i jihad-kampagner, var uden "intellektuel raffinement", studerede ikke religion og opførte sig generelt som "psykopatiske bøller, mordere". Det skyldes, at islams "religiøse konstruktion" altid var designet til at lokke og mobilisere sådanne mænd.

Alt dette kommer tydeligt frem i islams profet, Muhammeds karriere. Efter mere end et årti med fredelig forkyndelse i Mekka havde han kun hvervet lidt over 100 tilhængere, hovedsageligt slægtninge. Men da han først gik i gang med at angribe og plyndre alle, der afviste hans islam - og havde enorm succes med det - voksede hans tilhængerskare eksponentielt.

Dengang og nu var de, der deltog i jihad, aldrig forpligtet til at have oprigtige eller fromme hensigter. Det er fordi - og på trods af al vestlig projektionisme og relativisme - at Allah ikke er Gud; han er ikke interesseret i "tilstanden" af jihadistens "hjerte", men snarere hans sværd. Koranens kolde, forretningsmæssige sprog gør dette klart. Den, der forpligter sig til jihad, giver et "smukt lån" til Allah, som sidstnævnte garanterer at betale tilbage "mange gange større", altid i overensstemmelse med jihadistens indsats (Koranen 2:245, 4:95).

Eller som Koranen 9:111 fyndigt erklærer: "Allah har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven: De skal kæmpe for Allahs sag, dræbe og selv blive dræbt (...). Så glæd jer over den handel, som I har sluttet! Det er den vældige sejr."

Kort sagt: enhver muslim kan deltage i og høste fordelene ved jihad - herunder ved at plyndre, voldtage og slavebinde ikke-muslimer - så længe deres "indsats" (bogstaveligt: jihad) på en eller anden måde styrker eller gavner islam. At kæmpe i islams tjeneste - med risiko for at dø - var og er alt det bevis på fromhed, der nogensinde har været brug for. Faktisk har kamp nogle gange forrang for fromhed: Mange dispensationer, herunder for at overholde de obligatoriske bønner og fasten, tildeles dem, der deltager i jihad. Det blev faktisk forbudt osmanniske sultaner at tage på pilgrimsfærd til Mekka - en ellers individuel pligt for alle muslimer - simpelthen fordi de derved kunne bringe den årlige jihad-kampagne i fare.

Tag f.eks. den osmanniske sultan Mehmet II. Han var en berygtet pædofil, homoseksuel og drukkenbolt; han havde også en sadistisk side og perfektionerede kunsten at spidde folk. Alligevel bliver han hædret af muslimer over hele verden - næsten æret i Tyrkiet - fordi han også var en succesrig jihadist og erobreren af Konstantinopel.

Tilsvarende havde medlemmerne af Mekkas stammeelite, Khalid bin al-Walid og Abu Sufyan, i årevis hånet og mishandlet Muhammed og til sidst smidt ham ud af Mekka. Da han vendte tilbage et årti senere som erobrer, var de blandt de første til at fremsige shahadaen, træde ind i islams fold og tilhøre kredsen af Muhammeds nærmeste ledsagere. Ellers var ikke meget ændret.

Khalid (nu kendt som "Allahs sværd") fortsatte med at excellere i former for grusomheder, der foruroligede selv muslimske trosfæller, såsom at slagte en muslimsk mand - på den falske beskyldning om, at han havde forladt islam - koge hans hoved og voldtage hans kone. Hvad Abu Sufyan angår, så opfordrede han blot araberne til at føre "jihad på Allah vej" i det kristne Syrien, så de med hans ord kunne "bemægtige sig deres lande og byer og slavebinde deres børn og kvinder".

Uanset deres personlige historier, er Khalid og Sufyan begge æret og agtet i islamisk historieskrivning, fordi de, ligesom den osmanniske sultan Mehmet II, var engagerede i jihad, og således - selvom de "udnyttede" den til deres egen fordel - bidrog til at udvide islam.

Således var Muhammeds geni: I det arabiske stammesamfund på hans tid var det lige så utilladeligt at krænke medlemmer af ens udvidede stamme som det var tilladeligt at krænke ikke-medlemmer. Muhammed tog denne idé og tilførte den en from begrundelse. Fremover ville der kun være to "stammer" i verden: Ummaen - som består af alle muslimer, hvis blod er ukrænkeligt - og de "vantro", der er til for at blive plyndret, slavebundet eller dræbt ustraffet, fordi de afviser Allah.

Dette forklarer også, hvorfor andre oprindelige stammefolk - tyrkere og tatarer - også konverterede til islam og fandt den forenelig med deres liv. "[H]vis det at tage de vantros liv og hærge deres lande var den måde, hvorpå målet om islams ekspansion blev nået, så blev de nye konvertitters traditionelle fornøjelser nu lykkeligt forsynet med en from begrundelse," skriver en historiker om tyrkernes konvertering til islam. Tilsvarende havde "tartarerne (...) antaget islam, fordi det var den lette religion, hvor kristendommen var den svære," observerede en europæer fra det 14. århundrede. Hvor islam var et supplement til stammelivet, var kristendommen kun en modsigelse.

Den katolske kirkelærer St. Thomas Aquinas (d. 1274) opsummerede sagen således: "Han [Muhammed] forførte folket med løfter om kødelig nydelse, hvilket kødets begær tilskynder os til (...) og han gav frie tøjler til kødelig nydelse. I alt dette blev han, ikke uventet, adlydt af kødelige mænd." (Summa Contra Gentiles, bog 1, kapitel 6)

I dag har ikke meget ændret sig. At karakterisere moderne jihadister som "kriminelle", "psykopatiske slyngler" og "mordere" - som om "sande" jihadister nogensinde havde været ædle - er i bedste fald overflødigt, i værste fald farligt vildledende.

For mange flere eksempler på kriminelle jihadister gennem historien, se Ibrahims Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo