Islams vilje til magt
Et interview med Shillman Fellow Raymond Ibrahim
Af Niram Ferretti
Oversættelse af: Islam's Will to Power
Kilde: FrontPageMag.com, 21. oktober 2016
Udgivet på myIslam.dk: 17. november 2016

Først udgivet på Linformale.eu

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Raymond Ibrahim, som er født af egyptiske koptiske forældre og taler flydende arabisk, er blandt de lærde og kommentatorer, der - ligesom Robert Spencer og David Horowitz - ikke er bange for at kalde en spade for en spade. Og i tider som vore, forgiftet af politisk korrekthed, er dette som en frisk brise af ren og klar luft.

Han taler ikke om islam som "fredens religion" eller foregiver, at den er noget, den aldrig har været. Tværtimod han vil understrege, at nutidens jihadister blot følger Koranen strengt, meget ligesom de protestantiske reformatorer med deres begreb om sola scriptura (Skriften alene). Den væsentligste forskel er, at sidstnævnte normalt ikke sprænger sig selv i luften, eller halshugger "vantro" eller er forpligtet til permanent strid med Vesten for at undertvinge den.

Grunden til dette er, at jihad er foreskrevet i Koranen og at Mohammed - det fuldkomne forbillede for enhver muslim - både var profet og krigsherre.

Som regelmæssig bidragyder til David Horowitz Freedom Center og tidligere vicedirektør for The Middle East Forum, er Raymond Ibrahim forfatter til Crucified Again: Exposing Islam’s New War on Christians og redaktør af den skelsættende The Al Qaeda Reader: The Essential Texts of Osama Bin Laden’s Terrorist Organization.

Han har venligst sagt ja til at besvare vore spørgsmål.

Det første emne, jeg vil gerne vil ind på, er den udbredte opfattelse, at Islamisk Stat de facto er et produkt af den amerikanske intervention i Irak. Følgen er meget klar. Hvis USA ikke havde invaderet Irak, ville der ikke være nogen IS. Hvad har du at sige til det?

Fakta er fakta. Før USA invaderede, var Saddam Hussein kendt for at undertrykke islamistiske bevægelser. Faktisk var en af grundene til hans senere ry som menneskerettighedskrænker, at han brutalt udryddede jihadisterne, et forhold, som vestlige medier regelmæssigt udelader, når de taler om sekulære arabiske diktatorer, der bruger brutale midler, såsom Assad og hans indsats mod jihadister. Et årti efter at Saddam blev styrtet og henrettet, og USA erklærede sejr for at have bragt "frihed og demokrati" til Irak, behøver vi blot at pege på fremkomsten af IS, som - når det drejer sig om menneskerettighedskrænkelser - får Saddam til at ligne julemanden.

Når jeg vil forstå karakteren af dem, der hersker i muslimske lande, kigger jeg normalt på situationen for de kristne mindretal. Under Saddam blev de og deres kirker beskyttet; samme år, hvor Amerika bragte "frihed og demokrati" til Irak, blev kristne brutalt forfulgt og snesevis af deres kirker bombet. Men iøvrigt var det ikke kun i Irak, at amerikansk indgriben gav anledning til IS. Libyen og Syrien er også en del af IS' kalifat, og igen banede USA vejen ved at fordrive Gaddafi og forsøge at fordrive Assad. Jeg hævder ikke at kende årsagerne til dette fænomen, men kendsgerningerne taler for sig selv: Hvor USA fortrænger sekulære arabiske stærke mænd - hvis menneskerettighedskrænkelser ofte skete i forbindelse med kampe mod endnu værre menneskerettighedskrænkende jihadister - følger IS efter.

Anti-amerikanismen er stadig stærk på venstrefløjen både i Europa og i USA. Folk som Noam Chomsky har spredt den opfattelse, at USA er den inkarnerede ondskab sammen med Israel, der ses som dets stedfortræder i Mellemøsten. Hvad er efter din mening de vigtigste grunde til denne holdning?

Jeg tror, at disse synspunkter i sidste ende er baseret mindre på objektive fakta og mere på subjektive fordrejninger af historien. Den almindelige opfattelse i dag er, at hvide kristne mænd - i hvert fald historisk - er kilden til alt ondt på planeten Jorden; det mindste de kan gøre for at rette op på skaden er derfor at være passive, mens muslimske og andre tredjeverdenslande gennemlever deres stadig stærkere fødselsveer - der manifesterer sig som grusomheder mod ikke-muslimer, herunder vesterlændinge. Så når USA eller Israel forsvarer deres interesser og sikkerhed, hvilket betragtes som helt normalt og en standard for andre, især ikke-vestlige lande, råber venstrefløjen op om krænkelser, racisme osv.

Islam-apologeterne fortæller os, at islam i høj grad er en del af Vesten, eftersom den hjalp med at forme vores kultur med sine nyskabelser, da den stadig udgjorde et imperium. Her i Italien har en berømt historiker, Franco Cardini, for nylig sagt, at "islam ligger ved modernitetens grund". Hvad er din mening om det?

Denne opfattelse er blot endnu et eksempel på, hvordan den sande historie om islam og Europa er blevet grundigt forvrænget og fordrejet for at forherlige islam og nedgøre det tidligere kristne Europa. Virkeligheden og historien - om dette har islams mest berømte historikere en meget anderledes historie at fortælle, én, der tidligere var kendt af ethvert gennemsnitligt europæisk barn, men som det nu er "tabu" at anerkende: Krig - eller jihad - mod Europa er den sande historie om islam og Vesten. Overvej nogle kendsgerninger for et øjeblik: Blot et årti efter islams fødsel i det 7. århundrede, brød jihad ud af Arabien. To tredjedele af det, der dengang udgjorde kristenheden, blev permanent erobret og meget af dens befolkning blev lagt under sværdet og/eller presset til at konvertere, så næsten ingen i dag er klar over, at Syrien, Egypten og hele Nordafrika engang var kristendommens centre. Dernæst var det Europas tur. Blandt andre lande og territorier, der blev angrebet og/eller kom under muslimsk herredømme, var - med deres nutidige navne og i tilfældig orden: Portugal, Spanien, Frankrig, Italien, Sicilien, Schweiz, Østrig, Ungarn, Grækenland, Rusland, Polen , Bulgarien, Ukraine, Litauen, Rumænien, Albanien, Serbien, Armenien, Georgien, Kreta, Cypern, Kroatien, etc.

I 846 blev Rom plyndret og Vatikanet besudlet af muslimske arabiske angribere; omkring 600 år senere, i 1453, blev kristenhedens anden store basilika, Hellige Visdom (eller Hagia Sophia) erobret af muslimske tyrkere, permanent. De få europæiske regioner, der undslap direkte islamisk besættelse på grund af deres afsides nordvestlige beliggenhed, omfatter Storbritannien, Skandinavien og Tyskland. Det betyder naturligvis ikke, at de ikke blev angrebet af islam. I det fjerneste nordvestlige hjørne af Europa, i Island, plejede kristne faktisk at bede om, at Gud ville frelse dem fra "tyrkens rædsel." Så sent som i 1627 angreb muslimske korsarer denne kristne ø og tog fire hundrede fanger, som blev solgt på slavemarkeder i Algier. Heller ikke Amerika undslap. Nogle få år efter USA's grundlæggelse, i 1800, blev amerikanske handelsskibe i Middelhavet plyndret og deres mandskab gjort til slaver af muslimske korsarer. Tripolis ambassadør forklarede Thomas Jefferson, at det var en muslims "ret og pligt at føre krig mod dem [ikke-muslimerne] hvor som helst de kunne findes, og at slavebinde alle dem, de kunne tage som fanger." Kort sagt: I omkring et årtusinde - afbrudt af korsfarernes modangreb, som det moderne Vesten er besat af at dæmonisere - udgjorde islam en daglig eksistentiel trussel mod det kristne Europa og i forlængelse heraf den vestlige civilisation. Hvad nytte kan der i denne sammenhæng komme af at fremhæve afvigelser? Selv forherligelsen af det islamiske Spanien - denne ene perifere undtagelse, som så mange vestlige akademikere har forsøgt at gøre til reglen - er for nylig blevet pillet ned som et bedrag i Darío Fernández-Moreras bog The Myth of the Andalusian Paradise.


Khalid ibn al-Waleed, Allahs sværd, og krigere

Islam præsenterer sig selv som menneskehedens sande og endelige religion. Set med islamiske øjne er jødedom og kristendom dybt ufuldstændige og korrumperede. Faktisk vil den muslimske profet Jesus - efter islamisk opfattelse - komme tilbage på Dommens Dag og ødelægge alle kristne kors og stille kristendommens usandhed til skue. På trods af dette fortsætter paven med at omtale islam som en fredens religion, og præsenterer den altid kun i et meget gunstig lys. Men ifølge dig er alt dette ikke andet end politisk forsigtighed eller måske noget andet?

Denne pave ser sig selv som diplomat og politiker, ikke som en åndelig leder, og bestemt ikke som en forsvarer af kristne. Sørgeligt nok, fordi det historisk var de katolske paver, der af alle europæere bedst forstod farerne ved islam - fysisk og åndeligt - især for medkristne. Alligevel nægter han standhaftigt at forbinde islam med vold. Selv da en journalist spurgte ham, om den nyligt myrdede 85-årige franske præst, fader Jacques, blev "dræbt i islams navn," var pave Frans ubøjelig i sin afvisning; han hævdede, at han hver dag hører om kristne, der begår vold i Italien: "denne her, som har myrdet sin kæreste, en anden, som har myrdet svigermoderen (...) og disse er døbte katolikker! Der er voldelige katolikker! Hvis jeg taler om islamisk vold, må jeg også tale om katolsk vold." For pave Frans er vold, begået i overensstemmelse med Allahs befalinger, tilsyneladende ikke mere bekymrende end vold, der er begået i strid med den jødisk-kristne Guds befalinger.


Pave Frans på vej væk efter at have lagt en krans på gravstedet for den tyrkiske republiks grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk, inde i Atatürk Mausoleum i Ankara, fredag den 28. november 2014

Efter denne forskruede logik skal vi altså, hvis vi holder islam ansvarlig, også holde kristendommen ansvarlig - på trods af det faktum, at islam retfærdiggør vold, mens kristendommen fordømmer den. Og da han mødtes med de sørgende efterladte og overlevende fra Frankrigs Bastilledagsangreb - et andet islamisk angreb, der krævede 86 døde og hundredvis af sårede - sagde han til dem: "Vi er nødt til at starte en oprigtig dialog og have broderlige relationer til alle, især dem, der tror på én eneste Gud, som er barmhjertig," en henvisning til monoteistiske muslimer. Han tilføjede, at dette var "en bydende nødvendig prioritet (...). Vi kan kun reagere på Djævelens angreb med Guds værker, der er tilgivelse, kærlighed og respekt for andre, selv om de er anderledes." Dette er helt klart en anden tilgang end den, hans modige navnebror anvendte [Frans af Assisi, o.a.]. Den er også forgæves overfor islam og vil kun blive udnyttet. Hvordan kan man have "broderlige relationer" med tilhængere af en religion, der opfordrer sine troende til at hade alle ikke-muslimer, heriblandt familiemedlemmer og hustruer? Selv Koranen opfordrer muslimer til at hade alle ikke-muslimer: "Mellem os og jer er fjendskabet og hadet blevet åbenlyst, for altid, med mindre I vil tro på Allah alene." (Koranen 60:4)

Tror du der er mulighed for, at islam kan tilpasses vestlige værdier, og hvis ja, af hvilke grunde?

Hvis islam skal tilpasses vestlige værdier, må den først ophøre med at være islam. Koranen og/eller hadith opfordrer til talrige former for adfærd, der er i direkte modstrid med vestlige værdier, og ulama tilslutter sig dem: Dødsstraf for frafaldne og bespottere, undertvingelse af muslimske kvinder, sexslaveri af ikke-muslimske kvinder, polygami, barneægteskab, forbud mod og destruktion af ikke-muslimske bedesteder og skrifter, og fjendskab mod ikke-muslimer - alle er de ikke mindre islamiske end bøn og faste.

Selv Islamisk Stats grusomheder - som f.eks. at rejse sig triumferede over lemlæstede lig af "vantro" og posere storsmilende med deres afhuggede hoveder - finder støtte i Koranen og fortællingerne om profeten. For fuldt ud at forstå hvor meget af islam der direkte strider imod vestlige værdier, så overvej hvad dr. Ahmed Ibrahim Khadr skriver i en arabisksproget artikel: Han opregner en række ting, som almindelige muslimer støtter, selvom de direkte strider mod vestlige værdier. Disse omfatter (ikke overraskende): Krav om et kalifat, der regerer i henhold til sharia og ekspanderer ind i "vantro" territorium gennem jihad; dødsstraf for enhver, der kritiserer islam eller Muhammed; forfølgelse af muslimer, der forsøger at forlade islam; afvisning af ligestilling for kristne og jøder i en muslimsk stat; afvisning af ligestilling mellem kvinder og mænd; og så videre (læs hele artiklen).

Enhver, der forstår, hvordan islam faktisk er formuleret, ved, at Londons muslimske borgmesters nylige påstand om, at det er "muligt at være en vestlig liberal og almindelig muslim", er et grotesk oxymoron. Det svarer til at sige, at det er muligt at få en firkantet trænøgle gennem et rundt nøglehul. Det er det ikke - medmindre, selvfølgelig, man hamrer den igennem med magt og derved brækker dele af nøglen, dvs. muslimen, og/eller flækker hullets materiale, dvs. det vestlige samfund.

Islam er et politisk-religiøst system fra starten. Er du abonnent på den opfattelse, at den i virkeligheden er en politisk ideologi, der er belagt med en religiøs glasur, eller er der noget sandt religiøst i den? Jeg tænker her på islamiske mystikere og sufierne, for eksempel.

I sidste ende er det ligegyldigt: Selv om den har en religiøs belægning, er den helt sikkert en politisk ideologi, især i dens tidlige tider. Det bliver ganske klart, når man ser på livet af dens grundlægger, profeten Muhammed. Da han blot var en magtesløs prædikant i Mekka, havde han kun en meget lille tilhængerskare; da han drog til Medina og blev krigsherre og karavanerøver - og hans tilhængere blev rige gennem plyndring - begyndte hans rækker at svulme op.

Mange er de verdslige belønninger, incitamenter og privilegier - for ikke at nævne de "verdslige" belønninger (sex med overnaturlige kvinder) i efterlivet - der følger med det at være muslim, hvis du kæmper mod ikke-muslimer for at styrke islams magt, og er i stand til at lyve, snyde, dræbe, stjæle, slavebinde og voldtage. Utallige er de muslimer, i fortid og nutid, der tilsluttede sig den islamiske karavane for at få del i disse forrettigheder. Når det er sagt, så tror jeg også, at nogle muslimer, for deres egen skyld, forsøger at gøre islam til en mere åndelig ting. Men det ændrer ikke det faktum, at andre bruger den til dens oprindelige formål: Erobring og plyndring.

Et af de hyppigst gentagne udsagn om islamisk terrorisme er, at den er produktet af forskellige grupper af fanatikere. De fleste muslimer er moderate og vil aldrig gå rundt og halshugge folk eller springe sig selv i luften. Er der afgørende bevis for dette?

Ja og nej. Det kan være rigtigt, at mange muslimer ikke ønsker at halshugge folk eller at detonere sig selv, men det er fordi, de ikke har bundet sig til eller er interesseret i islam ud over, hvad der kræves for at overleve. Men det er forkert at tro, at "islamisk terrorisme er (...) produktet af forskellige grupper af fanatikere." Terrorisme er faktisk produktet af Koranen og profetens eksempel - de to ting, som alle muslimer er pålagt at følge. Og så længe disse islams to søjler står med magt, så længe vil de have tilhængere, også selvom et flertal af nominelle muslimer - der ikke tør forlade islam på grund af dens dødsstraf - ikke bogstaveligt følger dem.

Islam har været dybt splittet siden Muhammeds død i 632. Det ser ud til, at krigsførelse og strid er medfødt i den muslimske verden. Er du enig?

Ja. Det måske mest afgørende aspekt ved islam er dens stræben efter absolut magt - magt over alle andre, hvad enten de er vantro, kvinder, forkerte slags muslimer, osv. ad infinitum. Derfor - og trods nogle af dens pålæg om for eksempel ikke at dræbe andre muslimer - har muslimer dræbt hinanden i islams navn og fortsætter med at gøre det.

Kan vi sige, at wahhabismen er selve kernen af nutidig islamisk jihadisme, eller er dette en reduktionistisk opfattelse?

Ja, det kan vi godt sige, men det ville være langt mere præcist at sige, at en bogstavelig læsning af islams centrale tekster "er selve kernen af nutidig islamisk jihadisme." For dette er jo, hvad "wahhabisme" handler om. I øvrigt er der ingen wahhabister, der kalder sig eller ser sig selv som wahhabist - et ord, der ofte bruges i Vesten for at distancere islam fra vold og intolerance - men ser blot sig selv som muslimer, der bogstaveligt former deres liv efter Muhammeds lære og Koranen.

Hvad er din mening om den mangeårige alliance mellem USA og Saudi-Arabien, som er blandt de strengeste wahhabi-stater. Kan realpolitik retfærdiggøre alt?

Jeg synes det er en kvalmende og skændig alliance, der gør alt, hvad USA står for, til en vittighed. Og det er heller ikke realpolitik, der er ondets rod. Når det kommer til stykket, kunne USA og den frie verden let bringe Saudi-Arabien i knæ og tvinge det til at reformere sig for at undgå det, der er værre. Dets olie kunne beslaglægges - hvilket burde ske - eftersom Saudi-Arabien årligt bruger 100 milliarder af indtægten herfra til at radikalisere muslimer rundt om i verden, heriblandt dets egen kreation, Islamisk Stat. Saudi-Arabiens viden om alt dette er en af de vigtigste grunde til, at det giver mange millioner til vestlige politikere og andre, der til gengæld stiller sig op foran de vestlige befolkninger og taler om Saudi-Arabien som en "trofast allieret", hvis hjælp i "bekæmpelsen af terrorisme" er "uundværlig".




Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)




Oversættelse: Bombadillo