Du læser et eller andet uhyre foruroligende om den muslimske verden - lad os sige, at nogle muslimer søger at legalisere sexslaveri eller at ødelægge Egyptens pyramider, eller godkender anal-selvmordsmissioner eller ønsker at korsfæste vantro. Dit sind - som udbryder "hold op, det er en joke!" - finder det svært at acceptere sådan en nyhed. Så, som et lys fra internettets indvolde, kommer befrielsen. Det meget velkomne ord "svindel" dukker op og bekræfter dit verdenssyn. Alt er godt igen.

Men er det? Er sådanne beretninger blotte svindelnumre? Eller er dette endnu en strategi af dem, der undskylder for islams idiotier - en strategi, der udnytter det faktum, at den vestlige tankegang alligevel ikke kan fatte sådanne nyheder, og derfor er alt for villig til at acceptere

Tænk på nyheden om, at salafi-parlamentarikere i Egypten pressede på for en lov om legalisering af nekrofili. Denne oplysning dukkede først op i Egyptens mest udbredte avis, Al Ahram, efterfulgt af Al Arabiya. Nyheden eksploderede på nettet og udløste vestlig bestyrtelse. Men så forsøgte en nuttet artikel i Christian Science Monitor med titlen “Egypt ‘necrophilia law’? Hooey, utter hooey” ("Egyptens 'nekrofili-lov'? Nonsens, ren nonsens") at få os tilbage til virkeligheden. Dens forfatter, en vis Dan Murphy, formanede de mange hjemmesider, der viderebragte nekrofili-historien: "Børn, tro ikke hvad som helst, I læser på nettet. I hvert fald ikke før der er ligesom, I ved, lidt bevis."

Og hans "bevis" på, at det var et svindelnummer? Ingenting. Han bekræftede endda, at "der for et par år siden var en marokkansk gejstlig, som tilsyneladende virkelig udstede en religiøs kendelse om, at ægtemænd forblev gift med deres koner i de første seks timer efter døden og således, ja, I ved [dvs. tillod nekrofili]. Men den fyr er langt, langt ude i hampen."

Bortset fra Murphys umodne tone - "ja, I ved" hvad? - er det ikke til at se, hvordan dette at karakterisere en gejstlig som "ude i hampen" kan betyde, at hans religiøse kendelse er et "svindelnummer" - at den aldrig har eksisteret? Ligeledes - når det drejer sig om fatwaer - er det ligegyldigt hvilken nation de kommer fra; så egyptere kan sagtens efterleve en marokkaners fatwa eller omvendt, fordi der i islam ikke er "nationale" forskelle, kun ummaen.

Og alligevel, uanset deres overfladiskhed eller mangel på beviser, vinder disse svindel-beskyldninger genklang, simpelthen fordi den almindelige vestlige mentalitet instinktivt afviser, i dette tilfælde, ideen om at kodificere nekrofili.

Meget af dette forværres af det faktum, at de fleste vesterlændinge, herunder journalister, ikke selvstændigt kan kontrollere sådanne historier, fordi disse som regel oprindeligt er formuleret på et mellemøstligt sprog. Hvilket fører frem til mit kendskab til denne sag: Jeg henter de fleste af mine nyheder direkte fra arabiske medier - vel vidende, at det er bedre at få sine oplysninger direkte "fra hestens mund" end at få dem fra de begrænsede og filtrerede vestlige medier.

Derfor er jeg ofte først til at afsløre historier, der ikke bliver rapporteret i Vesten - for eksempel det faktum, at den amerikanske ambassade i Cairo var blevet truet dage før at Muhammed-filmen blev en bekvem undskyldning for at lave optøjer og at ødelægge (den oprindelige grund var at tvinge USA til at løslade den blinde sheik og andre).

Imidlertid har de, der foretrækker at holde sådanne historier undertrykt, lært at råbe "svindel" - idet de udnytter det faktum, at de fleste amerikanere ikke kan læse arabisk eller kontrollere disse beretninger selv.

Da jeg således dokumenterede den uomtvistelige kendsgerning, at flere islamister opfordrede til ødelæggelse af Egyptens pyramider, råbte New York Times og Huffington Post "svindel". Da jeg kastede lys over en obskur "anal-fatwa", som hjalp til at forklare betydningen af begrebet intention i islam (eller niyya), råbte muslimer og andre "svindel", og fortsatte med at lyve og fordreje. Og da jeg berettede om, hvordan Det Muslimske Broderskabs tilhængere korsfæstede deres modstandere, råbte National Post og andre "svindel".

Og alligevel kom ingen af disse nejsigere med nogen meningsfuld dokumentation (Klik på de ovenstående links til mine fulde svar). I stedet stolede de på umuligheden af at tro disse historier.

*****

Så hvad skal de objektivt indstillede vestlige læsere gøre - der er fanget i midten; ikke læser arabisk og ikke selvstændigt kan verificere noget - når de konfronteres med absurde nyheder fra den islamiske verden?

Sammen med at vurdere beviserne som de bedst kan, foreslår jeg, at de lærer at forbinde enderne. Faktum er, at der ingen ende er på strømmen af bizarre anekdoter fra den islamiske verden. Saudi-Arabiens højeste islamiske autoritet indtil han døde i 1999, sheik Bin Baz - næppe en mand, der kan siges at være "langt ude i hampen" - insisterede på, at jorden var flad og at alle videnskabelige beviser i øvrigt var en vestlig sammensværgelse.

I 2007 dekreterede Egyptens næsthøjeste islamiske autoritet, sheik Ali Gomaa - den samme "moderate" stormufti, der fordømmer alle kristne "vantro" - at dette at drikke Muhammeds urin var en stor velsignelse. Ligeledes blev det i Egypten for ikke så længe siden afsløret, at der nu er en klinik, der "helbreder" folk ved at give dem kamelurin at drikke - fordi Muhammed engang rådede til det.

Så er der de berygtede amningsfatwaer: Adskillige islamiske gejstlige - inklusive dr. Izzat Atiya fra Egyptens Al Azhar Universitet - rådede muslimske kvindelige ansatte til at "amme" deres mandlige kollegaer, så de kunne være i selskab med hinanden (mere "moderate" gejstlige siger, at det ikke er nødvendigt for manden at drikke mælken direkte fra brystet, men kan anvende en kop).

Listen bliver ved og ved: Flere muslimer, herunder også fremtrædende personer, opfordrer til genindførelse af sexslaveriet, hvorved "vantro" kvinder kan købes og sælges på markeder. En kvindelig kuwaitisk politiker anbefaler tilmed, at russiske kvinder, der er fanget under den tjetjenske jihad, sælges som sexslaver på muslimske markeder.

Andre fremtrædende gejstlige insisterer på, at islam tillader mænd at blive "gift" med piger, der stadig ligger som spædbørn i vuggen, og at have sex med dem, så snart disse børn er "i stand til at blive placeret nedenunder og bære vægten af manden."

Hvordan skal man forklare disse absurde og modbydelige lærer - lærer, der støttes, ikke bare af radikale eller gejstlige "langt, langt ude i hampen", men ofte af islams højeste autoriteter?

Simpelt: Islamisk retsvidenskab, som har ansvaret for at definere, hvad der er rigtigt og forkert i islam, er grundlæggende baseret på ordene af en araber fra det 7. århundrede, hvem muslimer ærer som en profet. Og denne mand sagde og gjorde mange ting, der trodser moderne sensibilitet.

Ja, han sagde og gjorde mange ting, der trodsede sensibiliteten hos sine samtidige - som f.eks. at klæde sig af og lægge sig med en død kvinde, til stor overraskelse for hendes gravere (hvilket i øvrigt er citeret i nekrofili-fatwaerne). Og det var denne profet, der først befalede en kvinde at "amme" en mand, så hun kunne være i selskab med ham. Selvom hun udtrykte chok ved selve tanken, gennemførte hun det alligevel.

Så her er tommelfingerreglen: Når man skal afgøre, om en historie fra den muslimske verden er svindel eller ikke, så find først ud af, om den er islamisk eller ikke - om den har læremæssig eller historiske støtte; om den har nogen opbakning i Koranen og/eller hadith.

Nu forholder det sig sådan, at ødelæggelse af pyramider og præ-islamiske oldtidsminder er meget islamisk med en lang dokumenteret tradition; at udførelse af ellers forbudte handlinger som analsex eller selvmord eller at lyve for at styrke islam, er legitimt i henhold til det islamiske begreb niyya (eller intention); at korsfæstelse af islams modstanderne er foreskrevet i Koranen - hvilket også gælder sexslaveri og pædofili; at dette at drikke urin - hvad enten den kommer fra kameler eller Muhammed - prises i hadith.

Kort sagt - den sande test af, om en islam-relateret historie en svindel eller ej, er ikke, om den er i overensstemmelse med vore sensibiliteter, men om den er i overensstemmelse med islams lære, hvoraf meget er mærkeligt, hvis ikke ligefrem bizart efter vestlige normer.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo