For at forstå ethvert fænomen, må vi først forstå dets rødder. Desværre har alle diskussioner af konflikten mellem islam og Vesten tendens til, ikke alene at være begrænset til den moderne tid, men også - når den kommer ind på fortiden, oprindelsen - at levere en antitese til virkeligheden: Vi får at vide, at Vesten – der selv er et anakronistisk navn for Europa, eller endnu bedre, for kristendommen - startede konflikten ved forsætligt at dæmonisere de ellers fredelige og tolerante muslimer og deres profet med det formål at retfærdiggøre deres "koloniale" ambitioner i Østen, hvilke siges at være begyndt med korstogene.

Den bedst-sælgende forfatter om islam og kristendom, Karen Armstrong, opsummerer standard-fortællingen: "Lige siden korstogene har folk i Vesten set profeten Muhammed som en skummel figur (...). Europas lærde munke stigmatiserede Muhammed som en grusom krigsherre, der ved sværdet befæstede den falske religion, islam. De nedgjorde ham også, med slet skjult misundelse, som et liderligt og seksuelt perverst menneske, på et tidspunkt, hvor paverne forsøgte at påtvinge det modvillige præsteskab cølibat."

Det ville være en underdrivelse at sige, at "intet kunne være fjernere fra sandheden". Fra de allerførste kristne omtaler af muslimer i det 7. århundrede til pave Urbans kald til det første korstog mere end fire århundreder senere, er "saracenerne" og deres profet konsekvent blevet afskyet.

Omkring år 650 skrev Johannes af Nikiou, Egypten, at "muslimerne" - denne kopter var tilsyneladende den første ikke-muslim, der bemærkede dette ord - ikke alene var "Guds fjender", men også tilhængere af "dyrets, det vil sige, Muhammeds afskyelige lære." [1] Det ældste pergament, der henviser til en krigerisk profet, blev skrevet i år 634 - blot to år efter Muhammeds død. Heri stiller en mand det spørgsmål til en lærd jødisk skriftklog, hvad han ved om "den profet, der er opstået blandt saracenerne." Den ældre mand "under mange mishagsytringer" svarede: "Han bedrager. For kommer profeter med sværd og stridsvogn? Disse dagens begivenheder er i sandhed ødelæggelsens værker (...). Du vil ikke opdage noget sandt fra den nævnte profet andet end menneskelig blodsudgydelse." [2] Andre bekræftede, at "der ikke var nogen sandhed at finde i den såkaldte profet, kun udgydelse af menneskers blod. Han siger også, at han har Paradisets nøgler, hvilket er utroligt." [3]

Muhammed er først nævnt ved navn i et syrisk fragment, der også blev skrevet omkring 634; selvom kun spredte sætninger er forståelige, drejer de sig alle om blodsudgydelse: "mange landsbyer [i Homs] blev hærget ved Muhammeds [tilhængeres] ødelæggelse og mange blev dræbt og [taget] til fange fra Galilæa til Beth (...)." [O]mkring ti tusind" mennesker blev slagtet i "nærheden af Damaskus (...)." [4] Thomas Presbyter, der skrev omkring 640, nævner også Muhammed: "Der var en kamp [Adjnadyn?] mellem romerne og Muhammeds arabere i Palæstina 20 km øst for Gaza. Romerne flygtede (...). Omkring 4.000 fattige landsbyboere i Palæstina blev dræbt dér (...). Araberne hærgede hele regionen"; de tilmed "besteg Mardin-bjerget og dræbte mange munke dér i klostrene Qedar og Bnata." En koptisk prædiken, der også blev skrevet i 640'erne, er tilsyneladende den tidligste beretning, der forbandt erobrerne med (en hyklerisk) fromhed. Den råder kristne til at faste, men ikke "som saracenerne, der er undertrykkere, som giver sig hen til prostitution og massakre, og som fører menneskers sønner i fangenskab, mens de siger: 'Vi begge faster og beder'." [5]

I slutningen af det 7. og begyndelsen af det 8. århundrede begyndte kristne lærde at undersøge islams teologiske påstande. Billedet af muslimer gik fra dårligt til værre. Koranen - denne "mest jammerlige og tåbelige lille bog af den arabiske Muhammed" - blev anset for at være "fuld af blasfemier mod Gud med al dens hæslige og vulgære snavs", især dens påstand om, at Himlen udgjorde et "seksuelt bordel" for at citere det 8. århundredes Nicetas Byzantinos, som var i besiddelse af og nøje studerede et eksemplar af den. Allah blev fordømt som en bedragerisk guddom, nemlig Satan: "Jeg bandlyser Muhammeds gud," lød et byzantinsk kanonisk ritual. [6]

Men det var Muhammed selv - islams kildespring - der især forargede de kristne: "Profetens karakter og historie var det, der virkelig chokerede dem; de var oprørte over, at han skulle anerkendes som en ærværdig skikkelse." [7] Dengang som nu var der intet, der i kristnes øjne nedgjorde Muhammed mere end hans egen biografi, skrevet og æret af muslimer. For eksempel forkyndte Muhammed, at Allah havde tilladt muslimer at have fire koner og et ubegrænset antal konkubiner (Koranen 4:3), hvorefter han senere erklærede, at Allah var kommet med en ny åbenbaring (Koranen 33:50-52), der gav ham, profeten alene, dispensation til at ligge i med og gifte sig med alle de kvinder, han ønskede. Som reaktion bemærkede ingen ringere end hans yndlingskone, Aisha, de "troendes moder" sarkastisk: "Jeg føler, at din Herre er hurtig til at opfylde dine ønsker og begær." [8]

Baseret på muslimske kilder, formulerede tidlige kristne forfattere af semitisk oprindelse - blandt dem især St. Johannes af Damaskus (f. 676) - en række argumenter imod Muhammed, der stadig i dag er kernen i al kristen polemik mod islam. [9] Det eneste mirakel Muhammed udførte, argumenterede de, var at invadere, slagte og slavebinde dem, der nægtede at underkaste sig ham - et "mirakel, som selv almindelige tyve og landevejsrøvere kan udføre." Profeten lagde klart de ord, der bedst tjente ham selv, i munden på Gud, og således "foregav åbenbaring for at retfærdiggøre sine egne seksuelle laster" [10]; han gjorde sin religion tiltalende og retfærdiggjorde sin egen adfærd ved at lette arabernes seksuelle og moralske leveregler og føje lydighed mod Gud sammen med krig for at berige sig selv med krigsbytte og slaver.

Måske vigtigst af alt: Muhammeds benægtelse af og krig mod alt udpræget kristent - Treenigheden, opstandelsen og "korset, som de afskyr" - beviste for de kristne, at han var Satans agent. Kort sagt blev "den falske profet", "hykleren", "løgneren", "horkarlen", "forløberen for Antikrist" og "Dyret" almindelige skældsord for Muhammed blandt kristne i over 1000 år, begyndende i det sene 7. århundrede. [11] For politisk korrekte eller overfølsomme mennesker, der finder enhver kritik af islam "islamofobisk", kan den overvældende mængde og det ætsende indhold af mere end 1000 års vestlige skrifter om Muhammed være svær at affinde sig med.

Selv velvillige moderne historikere som Oxfords Norman Daniel - der som en gentleman lader de groveste ord mod Muhammed stå uoversatte på deres oprindelige latin i sin undersøgelse af tidlige kristne holdninger til islam - gør dette klart: "De to vigtigste aspekter af Muhammeds liv, efter de kristnes opfattelse, var hans seksuelle tøjlesløshed og hans brug af magt til at etablere sin religion". For kristne "var bedrageri summen af Muhammeds liv (...). Muhammed var den store bespotter, fordi han lod religion retfærdiggøre synd og svaghed". På grund af alt dette: "Der kan ikke være tvivl om omfanget af kristent had og mistanke til muslimer."

Selv de teologiske begrundelser for jihad blev undersøgt og latterliggjort. I sin post for årene 629/630 skrev Theophanes Bekenderen: "Han [Muhammed] lærte sine tilhængere, at den, der dræber en fjende eller bliver dræbt af en fjende, kommer i Paradis [Koranen 9:111]; og han sagde, at dette paradis var et af kødelig spisen og drikken og samleje med kvinder, og havde en flod af vin, honning og mælk, og at kvinderne ikke var som dem her nede, men anderledes, og at samlejet var langvarigt og fornøjelsen vedvarende; og andre ting fulde af lastefuldhed og stupiditet." [12]

I en korrespondance med en muslimsk kollega svarede biskop Theodore Abu Qurra (f. 750), en arabisk kristen, på lignende måde: "(N)år du siger, at alle dem, der dør i den hellige krig [jihad] mod de vantro, kommer i Himlen, så må du takke romerne for at dræbe så mange af dine brødre." [13]

Kort sagt er den udbredte påstand, at det europæiske syn på Muhammed som en "skummel figur", en "grusom krigsherre" og et "liderligt og seksuelt perverst menneske" skulle være begyndt som et påskud for at retfærdiggøre det sene 11. århundredes korstog - som selv skulle være kilden til alle ulykker mellem islam og Vesten - en uforfalsket løgn. Jo hurtigere folk i Vesten forstår dette - forstår rødderne til fjendtligheden - jo hurtigere vil den sande natur af den nuværende (eller snarere igangværende) konflikt blive klar.

Noter

[1] Donner, Fred (red), The Expansion of the Early Islamic State, 2008, 122.

[2] Ibid., 115

[3] Hoyland, Robert G, Seeing Islam as Others Saw It, 1997, 57.

[4] Ibid., 117.

[5] Ibid., 119-121.

[6] Bonner, Michael (red), Arab-Byzantine Relations in Early Islamic Times, 2004, 217-226; se også John Tolan, Saracens, 2002, 44.

[7] Daniel, Norman, Islam and the West: The Making of an Image, 1962, 67.

[8] Sahih Bukhari 6:60:311.

[9] Mange moderne akademikere skildrer denne kendsgerning - at den polemik, der først blev ført mod islam, fortsatte med at blive ført med ringe variation århundreder senere - som bevis på, at middelalderlige kristne ubevidst kopierede og efterlignede de tidlige argumenter mod islam uden megen refleksion. Tværtimod: fordi disse tidlige polemikker var så omfattende og velgennemtænkte, fortsætter de med at blive citeret til denne dag af tidligere muslimer som årsag til, at de forlod islam.

[10] Daniel, 4.

[11] Alle citater er fra Johannes af Damaskus, i Bonner, 217-226.

[12] Theophanes’ krønike, overs. Cyril Mango, 1997, 465.

[13] Bonner, 223.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo