Mens muslimer raser over vestlige karikaturtegninger af Muhammed, så tjek de foruroligende ting ikke-vesterlændinge siger offentligt om profeten - og slipper af sted med det. (Og gå ikke glip af miss Zombie: "Fatwa Headbutt: Swedish cartoonist Lars Vilks attacked.")

Hvilken af de to følgende muligheder vil mest sandsynligt fremkalde en harmdirrende muslimsk reaktion: 1) offentlige tegninger af den muslimske profet Muhammed, eller 2) offentlige erklæringer om, at Muhammed var biseksuel, ind imellem transvestit og nekrofil, der nød at sutte på børns tunger, befalede en kvinde at "amme" en voksen mand samt rådede de troende til at drikke hans urin som gavnligt for helbredet?

Baseret på den seneste South Park-fiasko - hvor en tegnefilm-episode, der skildrede Muhammed i en bjørnedragt, udløste harme blandt forskellige muslimske grupper, kulminerende med de sædvanlige dødstrusler - er svaret klart: Tegninger har endnu en gang vist sig at være den muslimske verdens fornemste provokatør. Faktisk bare i går [11. maj 2010], under en universitetsforelæsning, blev den svenske kunstner Lars Vilks, hvis liv er i fare på grund af hans afbildning af Muhammed som en hund, voldeligt angrebet til bølger af "Allahu Akbar!" (islams ur-krigsråb).

Men hvordan kan tegninger vække muslimsk vrede i højere grad end offentlige påstande om, at Muhammed var en biseksuel, en transvestit, en nekrofil, m.v.? Først lidt baggrund:

Den evangeliske arabisksprogede satellit-kanal, al-Haya (Life TV), tager regelmæssigt den muslimske profet under behandling, især i to ugentlige programmer: Hiwar al-Haq (Sandhedstale), ledet af den koptiske præst fr. Zakaria Botros, og Sual Jari (Vovede Spørgsmål), ledet af ex-muslimen Rashid. Begge programmer kredser om at stille ubehagelige spørgsmål om islam og dens grundlægger i et forsøg på at få muslimer til at genoverveje gyldigheden af deres tro. (Det er fra disse udsendelser, at de førnævnte lidet flatterende udsagn om Muhammed stammer; se her og her for engelske sammendrag.)

Disse udsendelser bliver set af millioner af arabisktalende muslimer verden over. At satellit-kanalen rammer en muslimsk nerve bekræftes af det faktum, at den formelt er forbudt i flere muslimske lande, herunder Saudi-Arabien, og regelmæssigt fordømmes af islams demagoger i arabiske mainstream-medier, herunder al Jazeera.

Da programmerne først gik i luften, skabte de tumult i den muslimske verden. Dengang ringede muslimer regelmæssigt ind, forbandede studieværterne og lovende dem død og ødelæggelse (både her og i det hinsidige). Al-Qaeda har angiveligt sat en dusør på 60 millioner dollars for fr. Zakarias hoved, og præsten er i CAIR's søgelys [CAIR = Council on American–Islamic Relations].

Langt fra at lade sig kue af de daglige dødstrusler, har Life TV og dets ikke-angrende værter reageret ved at trappe op og bringe endnu flere anekdoter, der miskrediterer Muhammed. Rashid gennemgik for nylig de teologiske konsekvenser af Muhammeds had til gekko-firbenet, som profeten beskyldte for at være "en vantro og fjende af de troende." Muslimer, som dræber det i første slag modtager 100 "himmelske point", mens dem, der dræber det i to slag kun modtager 70. Mere malende gennemgik fr. Zakaria for nylig nogle kanoniske hadither (autentificerede muslimske overleveringer), der fortæller, at islams første troende spiste Muhammeds afføring, marinerede fødevarer i hans sved, drak vandet, han havde gurglet og spyttet ud og tværede hans slim ud over deres ansigter - alt sammen med profetens godkendelse.

Det siger sig selv, at Life TV's værter - især den farverige fr. Zakaria - er hadet af muslimer over hele verden. Men for den omhyggelige iagttager synes forargelsen at være aftagende og tilsyneladende erstattet af apati - det vil sige af standard-strategien, når trusler og udstilling af stor forargelse mislykkes. De fleste opkald er nu fra muslimske konvertitter til kristendommen, der opmuntrer og takker fr. Zakaria og Rashid (ofte under tårer). Omvendt bliver der fra det faldende antal vrede opkald normalt udspyet en spærreild af fornærmelser, kulminerede med et "må-du-brænde-i-helvede", hvorefter de hurtigt - næsten som om de skammede sig over deres barnlige opførsel - lægger røret på.

Nu tilbage til vores oprindelige iagttagelse: Hvordan kan Life TV slippe af sted med bizarre ugentlige nedgøringer af Muhammed, mens vestlige tegninger skaber udbredt harme? At millioner flere muslimer ser Life TV, end der nogensinde har hørt om South Park, gør kun spørgsmålet dobbelt gådefuldt.

Svaret er simpelt: South Park-episoden er mindre en afspejling af muslimsk vrede og mere af vestlig eftergivenhed. Ved konstant at bøje af for den mindste muslimske misfornøjelse - enten ved at ændre i film, fjerne museumskunst eller annullere bogudgivelser - har Vesten foreviget en ond cirkel, hvor muslimsk følsomhed hele tiden forfines og til sidst oprøres over den allermindste ubetydelighed, mens vestlig ytringsfrihed tilsvarende forringes og trampes under fode. Hvad værre er, at en sådan selvpålagt censur er en gave i hænderne på hjemmedyrkede islamister, der arbejder aktivt på at undergrave den vestlige civilisation indefra.

Omvendt har Life TV, ved at holde fast i forgangne vestlige principper om ytringsfrihed og åben dialog, fået sine muslimske seere til at acceptere, at udstilling og kritik af deres profet er kommet for at blive. Som fr. Zakaria ofte påpeger, er enhver religiøs skikkelse åben for kritik: Så hvorfor skulle Muhammed være ukrænkelig? (Faktisk er Comedy Central, som var hurtig til at bøje sig for muslimske krav om at censurere South Park, "modig" nok til at køre en hel tegneserie, der gør nar af Jesus.)

Selvfølgelig behøver man ikke at være enig med Life TV's taktik eller evangeliske mission for at værdsætte den lektie det giver: Muslimsk raseri - som med al menneskeligt raseri - er baseret på, hvor godt det tolereres. Løbende formildet, bliver det grådigt og insisterende på flere indrømmelser; ignoreret, falder det sammen og visner skamfuldt bort. Sagt på en anden måde, hvis du frivilligt agerer som en dhimmi - en underkuet ikke-muslim, der skal leve i fornedret ydmyghed - vil du blive behandlet som en dhimmi (herunder blive dræbt for den mindste krænkelse); men hvis du omvendt hævder dig som et frit menneske, vil du blive opfattet som et frit menneske - selv når du er hadet.

For at være fair, må vi tilføje en advarsel: Mens muslimer ikke har andet valg end at opfatte South Parks og Lars Vilks tegninger af Muhammed som topmålt krænkende - ingen kendte muslimske overleveringer skildrer Muhammed som en bjørn eller hund - så kommer de langt mere foruroligende Life TV-anekdoter alle fra islams mest autoritative kilder (Koranen, hadither, tafsirer, fatwaer, osv.). Med andre ord er vreden mod Life TV måske aftagende, fordi muslimer er ved at blive forsonet med det faktum, at uanset hvor afskyeligt det der siges om deres profet er, så er det faktisk funderet i muslimske kilder, og derfor må være sandt.

Men hvis dette er tilfældet, så virker fjollede tegninger af Muhammed som det mindste af muslimernes problemer.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo