“Der er langt mere vold i Bibelen end i Koranen; den idé, at islam påtvang sig selv ved sværdet, er en vestlig fiktion, der blev fabrikeret i korstogstiden – det var faktisk vesterlandske kristne, der kæmpede brutale hellige krige mod islam.” [1] Således prædiker den tidligere nonne og erklærede ”freelance monoteist”, Karen Armstrong. Dette citat sammenfatter det mest indflydelsesrige af de argumenter, der for tiden bruges til at afværge anklagen om, at islam i følge sin natur er voldelig og intolerant. Alle monoteistiske religioner, siger fortalerne for dette argument, og ikke bare islam, har deres andel af voldelige og intolerante skrifter, såvel som blodige historier. Så hver gang islams hellige skrifter – først Koranen, dernæst fortællinger om Muhammeds ord og gerninger (hadith) - fremhæves som beviser for denne religions medfødte stridbarhed, så svares der omgående, at andre skrifter, især de jødisk-kristne, er lige så fulde af voldelige passager.

I de fleste tilfælde sætter dette argument en stopper for enhver drøftelse af, om vold og intolerance er enestående for islam. I stedet bliver normalsvaret, at det ikke er islam per se, men snarere muslimsk vrede og frustration – hele tiden skærpet af økonomiske, politiske og sociale faktorer - der fører til vold. At dette stemmer helt overens med vestlig ”materialistisk” erkendelsesteori, gør det kun endnu mere ubestridt.

Derfor råder man jøder til, før de fordømmer Koranen og islams profet Muhammed for at anspore til vold og intolerance, at se på de historiske grusomheder, som deres hebraiske forfædre begik ifølge deres egne hellige skrifter; kristne rådes til at overveje den brutale voldscyklus, deres forfædre har begået i deres tros navn mod både ikke-kristne og kristne fæller. Med andre ord bliver jøder og kristne mindet om, at de, der lever i et glashus, skal lade være med at kaste med sten.

Men er det virkelig tilfældet? Er overensstemmelsen med andre skrifter gyldig? Kan hebraisk vold i oldtiden og kristen vold i middelalderen sammenlignes med og bortforklare den muslimske volds sejlivethed i moderne tid?

Vold i jødisk og kristen historie

Sammen med Armstrong har utallige prominente forfattere, historikere og teologer forfægtet dette ”relativistiske” syn. Det gælder for eksempel John Esposito, leder af Prince Alwaleed bin Talal Center for Muslim-Christian Understanding ved Georgetown University, der undrer sig:

”Hvordan kan det være, at vi bliver ved med at stille det samme spørgsmål [om vold i islam] og ikke stiller det samme spørgsmål til kristendom og jødedom? Jøder og kristne har indladt sig på voldshandlinger. Vi rummer alle den transcendente og den mørke side. (…) Vi har vores egen hadets teologi. I den kristne og jødiske hovedstrøm er vi tilbøjelige til at være intolerante; vi tilslutter os en eksklusivistisk teologi, en ’os overfor dem.’” [2]

En artikel af Philip Jenkins, humaniora-professor ved Pennsylvania State University, med titlen "Dark Passages" skildrer til fuldkommenhed dette standpunkt. Den forsøger at vise, at Bibelen er mere voldelig end Koranen:

“Hvad angår befaling til vold og blodsudgydelse, ville enhver overforenklet påstand om Bibelens overlegenhed i forhold til Koranen være vildt forkert. Faktisk er Bibelen oversvømmet af ”terrortekster”, for at låne et udtryk skabt af den amerikanske teolog Phyllis Trible. Bibelen indeholder langt flere vers, der hylder eller ansporer til blodsudgydelse end Koranen, og bibelsk vold er ofte langt mere ekstrem og kendetegnet ved mere vilkårlig grusomhed. (…) Hvis de grundlæggende tekster former hele religionen, så fortjener jødedom og kristendom den yderste fordømmelse som grusomhedens religioner.” [3]

Jenkins’ pointe illustreres med flere anekdoter fra såvel Bibelen som jødisk-kristen historie, men især to af dem – den ene antagelig repræsentativ for jødedommen, den anden for kristendommen - bliver regelmæssigt nævnt, og fortjener derfor et nøjere eftersyn.

Hebræernes militære erobring af Kana’ans land omkring år 1200 f.Kr. bliver ofte karakteriseret som ”folkemord” og er næsten blevet et symbol på bibelsk vold og intolerance. Gud sagde til Moses:

“Men i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig. De må ikke lære jer at gøre alle de afskyelige ting, som de dyrker deres guder med, så I synder mod Herren jeres Gud.” [4]

“Således besejrede Josva [Moses’ efterfølger] hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet.” [5]

Hvad kristendommen angår - da det er umuligt at finde vers i Ny Testamente, der ansporer til vold - må de, der går ind for det synspunkt, at kristendommen er lige så voldelig som islam, støtte sig til historiske begivenheder så som korstogskrigene, der blev ført af europæiske kristne mellem de 11. og 13. århundreder. Korstogene var faktisk voldelige og førte til oprørende grusomheder under korsets banner og i kristendommens navn. Efter at have gennembrudt Jerusalems mure i 1099, for eksempel, skulle korsfarerne have dræbt næsten alle indbyggerne i den hellige by. Middelalderkrøniken, Gesta Danorum [Saxos Danmarks Krønike], skriver: ”Nedslagtningen var så stor, at vore mænd vadede i blod til anklerne.” [6]

I lyset af det ovennævnte - hævder Armstrong, Esposito, Jenkins og andre - hvorfor skulle jøder og kristne så pege på Koranen som bevis på islams voldelighed, mens de ignorerer deres egne skrifter og egen historie?

Bibelen versus Koranen

Svaret ligger i det forhold, at sådanne iagttagelser sammenblander historie og teologi ved at ligestille menneskers tidsbestemte handlinger med, hvad der opfattes som Guds uforanderlige ord. Den fundamentale fejl består i, at jødisk-kristen historie – som er voldelig – ligestilles med islamisk teologi – som befaler vold. De tre store monoteistiske religioner har selvfølgelig alle deres andel af vold og intolerance mod "den anden". Det afgørende spørgsmål bliver da, om denne vold er beordret af Gud eller om den blot er villet af krigeriske mennesker.

Det Gamle Testamentes vold er et interessant eksempel på dette. Gud gav tydeligvis hebræerne ordre til at tilintetgøre kana’anæerne og de omgivende folk. En sådan vold er derfor et udtryk for Guds vilje, på godt og ondt. Ikke desto mindre er al den historiske vold, der blev begået af hebræerne og som er optegnet i Gamle Testamente, netop dette – historie. Den foregik; Gud befalede den. Men den kredsede om en bestemt tid, et bestemt sted og var rettet mod et bestemt folk. På intet tidspunkt gik denne vold hen og blev standardiseret eller kodificeret i jødisk lov. Kort sagt, bibelske beretninger om vold er deskriptive [beskrivende], ikke præskriptive [foreskrivende].

Det er her islamisk vold er enestående. Selv om den ligner Gamle Testamentes vold – befalet af Gud og manifesteret i historien – så er visse sider af islamisk vold og intolerance blevet standardiseret i islamisk lov og gælder til alle tider. Selv om den vold der findes i Koranen har en historisk kontekst, så er dens endelige betydning teologisk. Overvej de følgende koranvers, som er bedre kendt som ”sværdets vers”:

“Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold. Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Allah er tilgivende og barmhjertig.” [7]

“Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet betaler skat!” [8]

Som med versene i Gamle Testamente, hvor Gud befaler hebræerne at angribe og dræbe deres naboer, har også sværdets vers en historisk kontekst. Gud nedsendte først disse vers, efter at muslimerne under Muhammeds ledelse var blevet stærke nok til at overfalde deres kristne og hedenske naboer. Men i modsætning til Gamle Testamentes krigeriske vers og anekdoter blev sværdets vers fundamentale for islams efterfølgende forhold til ”Bogens Folk” (dvs. jøder og kristne) og afgudsdyrkerne (dvs. hinduer, buddhister, animister osv.) og faktisk udløste den islamiske erobring, der for altid ændrede verdens ansigt. Baseret på Koranen 9:5, f.eks., påbyder islamisk lov, at afgudsdyrkere og polyteister enten skal konvertere til islam eller slås ihjel; samtidig er Koranen 9:29 den primære kilde til islams velkendte diskriminerende praksis mod besejrede jøder og kristne, der lever under islamisk suverænitet.

På basis af sværd-versene, såvel som talløse andre koranvers og mundtlige overleveringer tillagt Muhammed, har islams officielle lærde, sheiker, muftier og imamer, igennem historien alle haft den samstemmende mening - bindende for hele det muslimske samfund - at islam skal være i bestandig krig med den ikke-muslimske verden, indtil førstnævnte indbefatter sidstnævnte. I virkeligheden er det en udbredt opfattelse blandt muslimske lærde, at eftersom sværd-versene er blandt de sidste åbenbaringer om islams forhold til ikke-muslimer, så har de alene ophævet omkring 200 af Koranens tidligere og mere tolerante vers, såsom ”Der er ingen tvang i religionen.” [9] Den berømte muslimske lærde Ibn Khaldun (1332-1406), beundret i Vesten for sine ”progressive” indsigter, tager også livet af den idé, at jihad er defensiv krigsførelse:

“I det muslimske samfund er hellig krig [jihad] en religiøs pligt på grund af den muslimske missions universelle natur og forpligtelsen til at omvende alle til islam enten ved overtalelse eller ved tvang (…). De andre religiøse samfund havde ikke en universel mission, og hellig krig var ikke en religiøs pligt for dem, undtagen for defensive formål (…). De er kun blevet påbudt at etablere deres egen religion blandt deres egne folk. Det er derfor, at israelitterne efter Moses og Josva ikke gav sig af med kongelig myndighed [f.eks. et kalifat]. Deres eneste interesse var at etablere deres religion [ikke at sprede den til andre nationer] (…). Men islam er under en forpligtelse til at vinde magt over andre nationer.” [10]

Moderne autoriteter er enige. Encyclopaedia of Islam's artikel om jihad, skrevet af Emile Tyan, fastslår, at ”spredningen af islam med våbenmagt er en religiøs pligt for muslimer i almindelighed (…). Jihad skal til stadighed føres indtil hele verden er under islams herredømme (…). Islam skal laves fuldstændig om, før jihad-doktrinen [krigsførelse for at udbrede islam] kan elimineres.” Efter først at have defineret jihad som krigsførelse, skrev den irakiske jurist Majid Khadduri (1909-2007), at ”jihad (…) betragtes af alle jurister, næsten uden undtagelse, som en kollektiv forpligtelse for hele det muslimske samfund.” [11] Muslimske lovmanualer, skrevet på arabisk, udtrykker sig selvfølgelig endnu mere utilsløret. [12]

Koranisk sprog

Når Koranens voldelige vers sidestilles med Gamle Testamentes modstykker, adskiller de sig især ved at bruge et sprog, der overskrider tid og rum og ansporer de troende til at angribe og dræbe de ikke-troende i dag, ikke mindre end i går. Gud befalede hebræerne at dræbe hittitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne – alle konkrete folkeslag, rodfæstet i en bestemt tid og et bestemt sted. Gud gav på intet tidspunkt en ubegrænset befaling til hebræerne, udvidet til deres jødiske efterkommere, om at dræbe alle andre folkeslag. På den anden side, selv om islams oprindelige fjender, ligesom jødedommens, var historiske (f.eks. kristne byzantinere og zoroastrianske persere), så udskiller Koranens dem sjældent ved deres egne navne. I stedet for blev (og bliver) muslimer befalet at bekæmpe Bogens Folk – ”indtil de kuet betaler skat!” [13] og at ”dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem!” [14]

De to arabiske bindeord ”hata” (indtil) og ”haythu” (hvor som helst) demonstrerer den vedvarende og allestedsnærværende karakter af disse befalinger: Der findes stadig ”dem, der har fået Skriften”, som endnu ikke ”kuet betaler skat” (særlig i Amerika, Europa og Israel) og ”dem, der sætter andre ved Guds side” at slå ihjel ”hvor som helst” man ser hen (særlig i Asien og Afrika syd for Sahara). Det fremtrædende træk ved næsten alle de voldelige befalinger i de islamiske skrifter er faktisk deres ubegrænsede og almene karakter: ”Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Allah.” [15] I en velbevidnet overlevering, der findes i hadith-samlingerne, proklamerer Muhammed desuden:

”Jeg er blevet befalet at føre krig mod menneskene, indtil de bekender, at der ikke er anden gud end Allah og at Muhammed er Hans sendebud; og de knæler i bøn og betaler almisseskatten [dvs. konverterer til islam]. Hvis de gør det, er deres blod og ejendom beskyttet.” [16]

Dette sproglige aspekt er afgørende for at forstå den skriftmæssige fortolkning angående vold. Igen må det gentages, at hverken jødiske eller kristne hellige skrifter – hhv. Gamle og Nye Testamente - indeholder sådanne tidsubegrænsede befalinger. På trods af dette klager Jenkins:

“Befalinger til at dræbe, til etnisk udrensning, til at institutionalisere udskillelse [af andre], til at hade og frygte andre racer og religioner (…) findes alt sammen i Bibelen, og optræder her med langt større hyppighed end i Koranen. På hvert stadium kan man diskutere, hvad det pågældende skriftsted betyder, og bestemt også om det har relevans for senere tider. Men den kendsgerning består, at ordene er der, og at deres medtagelse i skriften betyder, at de bogstaveligt talt er kanoniseret, ikke mindre end i den muslimske skrift.” [17]

Man må spekulere over, hvad Jenkins har i tankerne med ordet ”kanoniseret”. Hvis han mener, at sådanne vers betragtes som en del af den kanoniserede jødisk-kristne skrift, så har han fuldstændig ret; hvis han omvendt med kanoniseret mener eller prøver at antyde, at disse vers er blevet indført som en del af den jødisk-kristne Weltanschauung [verdensanskuelse], så tager han fuldstændig fejl.

Man behøver dog ikke kun at støtte sig til rene eksegetiske eller sprogvidenskabelige argumenter; såvel historien som aktuelle begivenheder modbeviser Jenkins’ relativisme. Mens kristendommen i sit første århundrede spredtes via martyrers blod, spredtes islam i sit første århundrede gennem voldelig erobring og blodbad. Fra dag ét og frem til nutiden har islam bredt sig gennem erobring, hvilket røbes af den kendsgerning, at hovedparten af det, der i dag kendes som den islamiske verden, eller Dar al-Islam, blev erobret ved islams sværd. Dette er en historisk kendsgerning, som er bekræftet af de mest autoritative islamiske historikere. Selv Den Arabiske Halvø, islams ”hjem”, blev underkuet med stor magt og blodsudgydelse, som det bevidnes af Ridda-krigene, der fulgte Muhammeds død, hvor titusinder af arabere blev lagt under sværdet af den første kalif Abu Bakr, fordi de havde forladt islam.

Muhammeds rolle

Hvad angår den aktuelle normal-holdning, som hævdes at kunne forklare islamisk vold – at den er et produkt af muslimsk frustration over politisk og økonomisk undertrykkelse – må man spørge: Hvad med alle de undertrykte kristne og jøder, for ikke at nævne hinduer og buddhister, i dagens verden? Hvor er deres religiøst prægede vold? Det står fast, at selv om den islamiske verden tager broderparten af tidens dramatiske avisoverskrifter – om vold, terrorisme, selvmordsangreb, halshugninger – så er den bestemt ikke den eneste region i verden, der lider under indre og ydre nød.

For eksempel - selvom praktisk talt hele Afrika syd for Sahara er plaget af politisk korruption, undertrykkelse og fattigdom, så indtager Somalia førerstillingen, når det drejer sig om vold, terrorisme og ren og skær kaos. Somalia, som tilfældigvis er det eneste land syd for Sahara, der er helt igennem muslimsk. Desuden: de, der har det største ansvar for somalisk vold og gennemtvingelse af intolerante og drakoniske love - medlemmerne af jihad-gruppen Al-Shabab (ungdommen) - formulerer og retfærdiggør deres handlinger i islamistiske vendinger.

I Sudan udfører Khartoums islamistiske regering et vedvarende jihad-folkemord mod de kristne og polyteistiske folk, som har efterladt nærved en million døde ”vantro” og ”apostater”. At Organisationen for den Islamiske Konference [OIC] har forsvaret den sudanesiske præsident, Hassan Ahmad al-Bashir, som er efterlyst af Den Internationale Kriminalret, er yderligere afslørende for den islamiske organisations billigelse af brugen af vold mod både ikke-muslimer og muslimer, der ikke anses for at være muslimske nok.

Latinamerikanske og ikke-muslimske asiatiske lande har også deres del af undertrykkende, autoritære regimer, fattigdom og alt det andet, som muslimske lande lider under. Men modsat de næsten daglige overskrifter, der udgår fra den islamiske verden, så er der ingen oplysninger om praktiserende kristne, buddhister eller hinduer, der kører dynamit-belæssede biler ind i bygninger tilhørende undertrykkende regimer, mens de vifter med deres hellige skrift i hånden og råber: ”Jesus (eller Buddha eller Visnu) er stor!” Hvorfor?

Der er ét sidste aspekt, der ofte overses – enten af uvidenhed eller uærlighed - af dem der hævder, at vold og intolerance er jævnt fordelt blandt alle religioner. Bortset fra Koranens guddommelige ord er Muhammeds adfærdsmønster – hans sunna eller ”eksempel” - en ekstrem vigtig kilde til islamisk lovgivning. Muslimer i alle samfundslag formanes til at efterligne Muhammed: ”I har et smukt eksempel i Allahs udsending.” [18]

Under en sarkastisk kommentar mod begrebet ”moderat islam”, portrætterer terroristen Osama bin Laden, som ifølge en Al-Jazeera meningsmåling [19] støttes af halvdelen af den arabisk-islamiske verden, profetens sunna på denne måde:

“’Moderation’ er demonstreret af vores profet, som ikke opholdt sig i Medina mere end tre måneder ad gangen uden at plyndre eller sende overfalds-kommandoer ind i de vantros områder for at nedkæmpe deres fæstninger og tage deres liv, deres ejendele og deres kvinder.” [20]

At røve og plyndre de vantro, gøre deres børn til slaver og deres kvinder til konkubiner er faktisk vel funderet i både Koranen og profetens sunna. [21] Og begrebet sunna – som 90% af over en milliard muslimer, sunnierne, er opkaldt efter - gør i bund og grund gældende, at alt hvad der blev gjort eller godkendt af Muhammed, menneskehedens mest fuldkomne eksempel, er gældende for muslimer i dag såvel som i går. Dette betyder selvfølgelig ikke, at muslimer som helhed kun lever for at plyndre og voldtage.

Men det betyder, at mennesker, der har en naturlig tilbøjelighed til den slags aktiviteter og som tilfældigvis også er muslimer, ganske let kan retfærdiggøre deres handlinger ved at henvise til ”profetens sunna.” Det var f.eks. hvad al-Qaeda gjorde for at retfærdiggøre angrebene den 11. september, hvor uskyldige, herunder kvinder og børn, blev dræbt: Muhammed autoriserede sine tilhængere til at bruge katapulter under deres belejring af byen Taif i 630 C.E. – indbyggerne havde nægtet at underkaste sig - selvom han vidste, at kvinder og børn søgte ly der. Og videre – da han blev spurgt om det var tilladeligt at indlede natlige angreb eller sætte ild til de vantros fæstninger, hvis der var kvinder og børn imellem dem, siges profeten at have svaret: ”De [kvinderne og børnene] er af dem [de vantro].” [22]

Jødisk og kristen optræden

Selvom jødedommen er lovcentreret og muligvis legalistisk, har den intet, der svarer til islams sunna; patriarkernes ord og gerninger, skønt de er beskrevet i Gamle Testamente, kom aldrig til at foreskrive jødisk lov. Hverken Abrahams ”hvide løgne”, eller Jacobs troløshed, eller Moses’ opfarenhed, eller Davids ægteskabsbrud, eller Salomons kurmageri blev retningsgivende for jøder og kristne. De blev forstået som historiske handlinger begået af fejlbarlige mænd, som i de fleste tilfælde blev straffet af Gud for deres mindre end ideale opførsel.

Hvad kristendommen angår, så blev meget af Gamle Testamentes lov ophævet eller opfyldt – afhængig af ens perspektiv - af Jesus. ”Øje for øje” blev afløst af ”vend den anden kind til.” At elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv blev højeste lov. [23] Desuden er Jesus’ sunna – som i ”hvad ville Jesus have gjort” - kendetegnet ved passivitet og altruisme. Det Nye Testamente indeholder absolut ingen tilskyndelse til vold.

Alligevel er der dem, der forsøger at give Jesus en lignende militant holdning som Muhammed, ved at citere verset hvor Jesus – som talte ”i lignelser til skarerne, og han talte intet til dem undtagen i lignelser” [24] - sagde: ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.” [25] Men ser man på denne udtalelse i kontekst, er det klart, at Jesus ikke befaler vold mod ikke-kristne, men snarere forudsiger, at der vil blive strid mellem kristne og deres omgivelser – en forudsigelse, der kun alt for ofte blev sand, da de første kristne, langt fra selv at gribe til sværdet, passivt gik i døden som martyrer under sværdet, hvilket de stadig alt for ofte gør i den muslimske verden. [26]

Andre peger på volden, der er forudsagt i Johannes’ Åbenbaring, igen uden at erkende, at hele beretningen er beskrivende - for ikke at sige klart symbolsk - og derfor næppe foreskrivende for kristne. Under alle omstændigheder – hvordan kan nogen ved fuld bevidsthed sammenligne denne håndfuld nytestamentlige vers, der billedligt nævner ordet ”sværd”, med de hundreder af koraniske påbud og Muhammed-erklæringer, der klart og tydelig giver muslimer ordre til at bruge det meget virkelige sværd mod ikke-muslimer?

Uafskrækket begræder Jenkins den kendsgerning, at jøderne, i Nye Testamente, ”planlægger at stene Jesus, de pønser på at dræbe ham; til gengæld kalder Jesus dem for løgnere, Djævelens børn.” [27] Det står stadig tilbage at vise, at det er mere krænkende at blive kaldt ”Djævelens børn” end efterkommere af aber og svin – Koranens benævnelse af jøder. [28] Spottende øgenavne til side - det vigtige her er imidlertid, at mens Nye Testamente ikke befaler kristne at behandle jøder som ”Djævelens børn”, så forpligter islamisk lov, baseret på Koranen, primært 9:29, muslimer til at underkue jøder, ja, alle ikke-muslimer.

Betyder dette, at ingen selverklæret kristen kan være antisemitisk? Selvfølgelig ikke. Men det betyder, at kristne antisemitter er levende paradokser - af den simple grund, at kristendommen tekstmæssigt og teologisk, langt fra at lære had og fjendskab, utvetydigt fremhæver kærlighed og tilgivelse. Om alle kristne følger sådanne befalinger eller ej, er knap så interessant; ligesom det heller ikke er så interessant, om alle muslimer holder fast ved pligten til jihad eller ej. Det eneste spørgsmål er, hvad religionen befaler.

John Esposito har derfor ret i at påstå, at ”jøder og kristne har indladt sig på voldshandlinger.” Men han har uret i at tilføje: ”Vi [kristne] har vores egen hadets teologi.” Intet i Nye Testamente lærer had – og bestemt intet der kan sammenlignes med koraniske formaninger såsom: ”Vi [muslimer] siger os fri af jer [ikke-muslimer] og af det, som I tjener foruden Allah. Vi vil ikke kendes ved jer. Mellem os og jer er fjendskabet og hadet blevet åbenlyst, for altid, med mindre I vil tro på Allah alene.” [29]

Revurdering af korstogene

Og det er herfra, man bedst kan vurdere de historiske korstog – begivenheder, der er blevet fuldstændig fordrejet af islams mange indflydelsesrige apologeter. Karen Armstrong, der praktisk talt har skabt en karriere for sig selv ved at fordreje korstogene, skriver for eksempel, at ”den idé, at islam påtvang sig selv ved sværdet, er en vestlig fiktion, der blev fabrikeret i korstogstiden – det var faktisk vesterlandske kristne, der kæmpede brutale hellige krige mod islam.” [30] At en tidligere nonne rasende fordømmer korstogene ansigt til ansigt med alt, hvad islam har gjort, gør kun hendes kritik endnu mere salgbar. Udtalelser som denne ignorerer den kendsgerning, at kristne, fra islams begyndelse mere end 400 år før korstogene, har gjort opmærksom på, at islam blev udbredt ved sværdet. [31] Også autoritative muslimske historikere, der skrev århundreder før korstogene, som f.eks. Ahmad Ibn Yahya al-Baladhuri (d. 892) og Muhammad ibn Jarir at-Tabari (838-923), gør det klart, at islam blev spredt ved sværdet.

Kendsgerningen står tilbage: Korstogene var et modangreb på islam – ikke et uprovokeret angreb, som Armstrong og andre revisionistiske historikere fremstiller dem. Den fremtrædende historiker Bernard Lewis beskriver det godt:

“Selv de kristne korstog, som ofte sammenlignes med den muslimske jihad, var selv en forsinket og begrænset reaktion på jihad og til dels også en efterligning. Men i modsætning til jihad drejede den sig først og fremmest om at forsvare eller generobre truet eller tabt kristent territorium. Den var, med få undtagelser, begrænset til de vellykkede krige for at generhverve det sydvestlige Europa og de mislykkede krige for at generhverve Det Hellige Land og bremse den osmanniske fremrykning på Balkan. I modsætning hertil, blev den muslimske jihad opfattet som ubegrænset, som en religiøs pligt, der skulle fortsætte indtil hele verden havde antaget den muslimske tro eller underkastet sig muslimsk herredømme. (…) Målet for jihad er at bringe hele verden under islamisk lov.” [32]

Desuden var muslimske invasioner og oprørende grusomheder i stigning i årtierne før korstogenes start i 1096. Fatimid-kaliffen Abu Ali Mansur Tariqul-Hakim (r. 996-1021) vanhelligede og ødelagde en række betydningsfulde kirker – som f.eks. Skt. Markus Kirken i Egypten og Den Hellige Gravs Kirke i Jerusalem - og udstedte mere end sædvanligt undertrykkende dekreter mod kristne og jøder. Så i 1071 knuste seljuk-tyrkerne byzantinerne i det afgørende slag ved Manzikert og, som en konsekvens heraf, erobrede en større luns af det byzantinske Anatolien og dermed gav et varsel om den endelige erobring af Konstantinopel århundreder senere.

Det var på denne baggrund, at pave Urban II (r. 1088-1099) kaldte til korstog:

“Fra Jerusalems grænser og Konstantinopel by er der udgået en grufuld beretning, som meget hyppigt er blevet bragt os for øre, nemlig, at en race fra persernes kongedømme [dvs. muslimske tyrkere] (…) har invaderet disse kristnes lande og affolket dem med sværd, plyndring og ild; den har ført en del af fangerne bort til dens eget land og aflivet en del ved grusom tortur; den har enten fuldstændig ødelagt Guds kirker eller bemægtiget sig dem til dens egen religions riter.” [33]

Selvom Urban II’s beskrivelse er historisk korrekt, så står kendsgerningen tilbage: Hvordan man end udlægger disse korstogskrige, er det indlysende, at de ikke var baseret på Jesu eksempel - Jesus, som formanede sine tilhængere med ordene: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.” [34] Det tog faktisk århundreders teologisk debat, fra Augustin til Aquinas, at give en fornuftmæssig begrundelse for defensiv krig – formuleret som ”retfærdig krig.” Det ser således ud til, at det om nogen er korsfarerne – ikke jihadisterne - der har været mindre end trofaste mod deres skrifter (fra et bogstaveligt synspunkt); eller omvendt sagt, det er jihadisterne – ikke korsfarerne - som trofast har opfyldt deres skrifter (også fra et bogstaveligt synspunkt). Og desuden: ligesom de voldelige beretninger i Gamle Testamente, således er også korstogene af natur historiske begivenheder og ikke manifestationer af nogen dybere skriftmæssig sandhed.

Korstogene udtrykker på ingen måde noget væsentligt ved kristendommen, men hjælper ironisk nok til bedre at forklare islam. For hvad korstogene viste en gang for alle er, at mennesket ofte, på trods af religiøs lære, har tendens til brugen af vold. Men dette indbyder til at spørge: Hvis dette er, hvordan kristne – som påbydes at elske deres fjender og bede for dem, der forfølger dem - opførte sig, hvad kan man så ikke forvente af muslimer, som, ud over at have de samme voldelige tilbøjeligheder, yderligere er under befaling af deres guddom til at angribe, dræbe og plyndre ikke-troende?

Noter

[1] Andrea Bistrich, "Discovering the common grounds of world religions," interview med Karen Armstrong, Share International, sept. 2007, pp. 19-22.
[2] C-SPAN2, 5. juni 2004.
[3] Philip Jenkins, "Dark Passages," The Boston Globe, 8. mar. 2009.
[4] 5. Mosebog 20:16-18.
[5] Josvabogen 10:40.
[6] "The Fall of Jerusalem," Gesta Danorum, opslag 2. apr. 2009.
[7] Koranen 9:5. Alle danske uddrag fra Koranen er fra Ellen Wulffs oversættelse, Forlaget Vandkunsten, 2006.
[8] Koranen 9:29.
[9] Koranen 2:256.
[10] Ibn Khaldun, The Muqudimmah: An Introduction to History, Franz Rosenthal, overs. (New York: Pantheon, 1958,) vol. 1, p. 473.
[11] Majid Khadduri, War and Peace in the Law of Islam (London: Oxford University Press, 1955), p. 60.
[12] Se for eksempel, Ahmed Mahmud Karima, Al-Jihad fi'l-Islam: Dirasa Fiqhiya Muqarina (Cairo: Al-Azhar University, 2003).
[13] Koranen 9:29.
[14] Koranen 9:5.
[15] Koranen 8:39.
[16] Ibn al-Hajjaj Muslim, Sahih Muslim, C9B1N31; Muhammad Ibn Isma'il al-Bukhari, Sahih al-Bukhari (Lahore: Kazi, 1979), B2N24.
[17] Jenkins, "Dark_Passages."
[18] Koranen 33:21.
[19] "Al-Jazeera-Poll: 49% of Muslims Support Osama bin Laden," 7-10 sept. 2006, besøgt 2. apr. 2009.
[20] 'Abd al-Rahim 'Ali, Hilf al Irhab (Cairo: Markaz al-Mahrusa li 'n-Nashr wa 'l-Khidamat as-Sahafiya wa 'l-Ma'lumat, 2004).
[21] For eksempel, Koranen 4:24, 4:92, 8:69, 24:33, 33:50.
[22] Sahih Muslim, B19N4321; for engelsk oversættelse se Raymond Ibrahim, The Al Qaeda Reader (New York: Doubleday, 2007), p. 140.
[23] Matt 22:38-40.
[24] Matt 13:34.
[25] Matt 10:34.
[26] Se for eksempel "Christian Persecution Info," Christian Persecution Magazine, besøgt 2. apr. 2009.
[27] Jenkins, "Dark_Passages."
[28] Koranen 2:62-65, 5:59-60, 7:166.
[29] Koranen 60:4.
[30] Bistrich, "Discovering the common grounds of world religions," pp. 19-22; For en kritik af Karen Armstrongs arbejde, se "Karen Armstrong," i Andrew Holt, ed. Crusades-Encyclopedia, apr. 2005, opslag 6. apr. 2009.
[31] Se for eksempel skrifter af Sophrinius, Jerusalems patriark under den muslimske erobring af Den Hellige By få år efter Muhammeds død, eller Theophanus Bekenderens krøniker.
[32] Bernard Lewis, The Middle East: A Brief History of the Last 2000 Years (New York: Scribner, 1995), p. 233-4.
[33] "Speech of Urban—Robert of Rheims," i Edward Peters, ed., The First Crusade: The Chronicle of Fulcher of Chartres and Other Source Materials (Philadelphia: University of Pennsylvania Press, 1998), p. 27.
[34] Matt 5:44.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo