Selv om det er let at opfatte det seneste jihad-angreb på Egyptens St. Markus Katedral som blot endnu mere af det sædvanlige, har dette angreb stor symbolsk betydning, og varsler på mange måder stor ondskab for Egyptens millioner af kristne.

Overvej nogle kendsgerninger: St. Markus Katedralen - opkaldt efter forfatteren til evangeliet af samme navn, der bragte kristendommen til Egypten omkring 600 år før Amr bin al-As bragte islam med sværdet - er ikke bare "endnu en" koptisk kirke, der bliver angrebet og/eller stukket i brand af en muslimsk hob (se min kommende bog, Crucified Again: Exposing Islam’s New War on Christians, for at få en omfattende idé om tidligere og nuværende muslimske angreb på koptiske kirker). Derimod betragtes den som den mest hellige bygning for millioner af kristne verden over, flere end de mange millioner koptere i og udenfor Egypten. Som den eneste apostolske stol på hele det afrikanske kontinent, rækker dens betydning og evangeliserende mission ud over hele kontinentet, herunder lande som Sudan, Etiopien, Libyen, Tunesien, Marokko og Algeriet for blot at nævne nogle stykker. Som en apostolisk stol - det faktiske sæde for én af Kristi apostle - har katedralen videre historisk betydning for kristendommen i almindelighed.

Kort sagt, den muslimske hob - hjulpet og tilskyndet af staten Egypten under Det Muslimske Broderskabs ledelse - angreb ikke blot endnu en koptisk kirke, men udførte snarere en krigshandling mod al kristendom. Et sådant åbent angreb på et kristent center, der har symbolsk og historisk betydning for alle kristne - St. Markus, hvis relikvier befinder sig i katedralen, og som skrev et af de fire evangelier i Bibelen, tilhører alle kristne, ikke bare kopterne - var et åbent angreb på en universelt anerkendt kristen helligdom. Det var netop den slags angreb på østlige og ortodokse kirker, herunder ødelæggelsen af Opstandelseskirken [Gravkirken] i Jerusalem i 1009 - der indvarslede korstogene (dengang kristendommen ikke var aldeles fragmenteret og splittet, som den er i dag).

Sagt på en anden måde er dette jihad-angreb på St. Markus Katedralen ikke anderledes for koptere, end et jihad-angreb på Vatikanet ville være det for katolikker. Eller, for at blive i analogien, men fra den anden side, det er ikke anderledes end et "korsfarer"-angreb på Stormoskeen i Mekka ville være det for muslimer.

Mens man kun kan forestille sig, hvordan verdens muslimer ville reagere på et "kristent/vestligt" angreb på deres mest hellige af helligdomme, så står de "post-kristne" vestlige ledere bare, som sædvanlig, og ser passivt til (ikke ulig den egyptiske statssikkerhedstjeneste, der så passivt til, mens den muslimske hob åbnede ild mod katedralen).

Hvad Egyptens koptere angår, så samlede de sig beslutsomt for at forsvare Egyptens, hvis ikke hele det afrikanske kontinents, vigtigste katedral - deraf den voldsomme reaktion fra Egyptens indenrigsministerium (et øjenvidne sagde, at sikkerhedsstyrkerne bevidst affyrede 40-50 gasbomber mod anlægget, hvilket slog mange kristne ud, herunder flere kvinder og børn). Ligesom de egyptiske styrker blev rasende på kopterne, da de demonstrerede mod de igangværende angreb på deres kirker ved Maspero i 2011 - hvor de slagtede over 20 kristne, bl.a. ved forsætligt at køre dem ned med pansrede køretøjer - ser det ud til, at de egyptiske styrker var temmelig irriterede over "dhimmi"-kopternes modige forsvar for deres helligste sted.

På den anden side har det forhold, at kopterne samledes i forsvaret af deres katedral - eller som Reuters beskrev dem, "en vred ung fløj (...) af kristendommen kan også være ved at gribe til vold" - yderligere bestyrket de vestlige mainstream-mediers fortælling om, at Egyptens kristne mindretal på en eller anden måde er lige så voldelig og ansvarlig for den såkaldt "sekteriske strid" - et forskønnende udtryk for muslimsk forfølgelse af kristne - der plager Egypten.

Den symbolske betydning af dette seneste muslimske angreb på kristendommen, blev bekræftet af flere aktivister. For eksempel sagde præsidenten for Koptisk Solidaritet, Adel Guindy: "Angrebet på sædet for den koptiske pave er uden fortilfælde i de sidste to århundreder. Det var en bevidst og ydmygende handling, som viser den voksende kultur af had og aggressivitet, udbredt af salafisterne og rettet mod alle ikke-muslimer. Det svarer til en statsforbrydelse."

Selv den koptiske pave, som altid må være diplomatisk, for at hans kommentarer ikke skal forværre sagerne for hans flok, lagde ikke skjul på alvoren af dette angreb på koptisk kristendoms helligste sted - som også er hans primære bopæl. Blandt andre ting sagde pave Tawadros, at præsident Muhammad Morsi havde "lovet, at gøre alt for at beskytte katedralen, men det ser vi ikke noget til i virkeligheden (...). Vi har brug for handling, ikke kun ord (...). Der er ingen handling på jorden". Paven bekræftede videre: "Dette åbenlyse angreb på et nationalt symbol; den egyptiske kirke har aldrig været udsat for dette i 2000 år."

Pavens kommentar: "Vi har brug for handling, ikke kun ord", var en reaktion på præsident Morsis erklæring om, at "jeg betragter ethvert angreb på katedralen som et angreb på mig selv" - en erklæring han kom med, selv da den egyptiske statssikkerhedstjeneste skød tåregas ind i katedralen og så passivt til, mens muslimer ligeledes åbnede ild mod katedralen og kastede med sten og molotovcocktails, hvilket alt sammen blev fanget på fotografi. (Alligevel, og som sædvanlig, var det kopterne selv, der som de eneste blev anholdt i forbindelse med dette seneste angreb på Egyptens vigtigste katedral).

I stedet for ord - som, fra islamister, er absolut værdiløse - er Morsi nødt til at tage hånd om den kendsgerning, at det mest enestående og symbolsk mest dødbringende angreb på et kristent gudshus i Egypten efter det "arabiske forår", fandt sted under hans og Det Muslimske Broderskabs ledelse af landet. (Under Hosni Mubarak blev "ikke så meget som en sten" - som en aktivist udtrykte det - kastet mod St. Markus Katedralen, et nationalt vartegn).

Dette er naturligvis i fuld overensstemmelse med det faktum, at den islamistiske præsident Morsi, i modsætning til alle tidligere egyptiske præsidenter som alle var muslimer, er den første præsident, der har nægtet at træde ind i en kirke - det være sig under den højtidelige indsættelse af nationens ny pave, eller under de koptiske juleceremonier. Kunne dette være fordi, den fromme Morsi tror, at en kristen kirke er som "en natklub [eller] et spillekasino", som et fremtrædende egyptisk fatwaråd erklærede? Kunne det være, at han, ligesom andre populære muslimske ledere, simpelthen hader og føler afsky for kristne?

Under alle omstændigheder er dette den muslimske verdens seneste, mest åbenlyse angreb på kristendommen, mens det vestlige lederskab gaber - ja det vil sige, hvis det ikke ligefrem aktivt fremmer denne anti-kristne fjendtlighed gennem dets storstilede støtte til det "arabiske forår".

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo