Gennem en analyse af hvad al-Qaeda på den ene side prædiker for muslimer angående islams forhold til den ikke-muslimske verden som helhed, og hvad den fortæller Vesten om grunden til dens krigshandlinger på den anden, forsøger dette essay at gøre opmærksom på de mange uligheder bag al-Qaedas ord. Det følgende er en tematisk sammenstilling af uddrag fra Osama bin Ladens og Ayman al-Zawahiris skrifter og taler, som de findes i The Al Qaeda Reader. [1]

Når al-Qaeda fører krig mod USA, – den har udsendt en fatwa om at “dræbe amerikanere og tage deres penge” [2], p. 13) – er det så hævn for amerikansk undertrykkelse, eller er denne fjentlighed baseret på noget andet? Er det blot gengældelse eller er det baseret på religiøs ideologi? Al-Qaeda hævder, når den taler til Vesten, at det er gengældelse, men når den taler til sine muslimske trosfæller, er det en fjentlighed, der kræves af islam. Betragt følgende uoverensstemmelser:

Som svar på sit retoriske spørgsmål til USA: ”Hvorfor bekæmper vi [al-Qaeda] jer?” skriver bin Laden: ”Fordi I angreb os og fortsætter med at angribe os.” (p. 197) Faktisk har gengældelse været al-Qaedas eneste retfærdiggørelse for alle de terrorangreb, den har begået mod Vesten. Vesten angriber muslimerne - for olie, Israel, land, eller "korsfarerhad" - og al-Qaeda gør gengæld på muslimernes vegne.

Selv 11. september-angrebene bliver udlagt som gengældelse. Efter at have beskrevet den israelske invasion i Libanon i 1982, hvor en massiv bombekampagne jævnede flere højhuse med jorden og dræbte tusinder af arabere, siger bin Laden: ”Da jeg så disse smadrede tårne i Libanon, blev jeg ramt af idéen om at straffe undertrykken med samme mønt ved at ødelægge tårne i Amerika – at lade dem smage deres egen medicin og afskrække dem fra at dræbe vore kvinder og børn.” (p. 215)

Efter 11. september, da adskillig flere terrorhandlinger var begået ud over verden, mest rettet mod europæere, erklærede bin Laden:

De begivenheder, der er sket siden angrebene på Washington og New York [11. september] - som for eksempel drabet på tyskere i Tunesien og fraskmænd i Karachi, bombningen af den enorme franske tanker i Yemen, drabet på marinesoldater i Failaka, på briter og australiere på Bali, den seneste opration i Moskva, og forskellige andre sporatiske operationer [3] – er alle gengældelsesaktioner, udført af islams pligttro sønner i forsvaret for deres tro og som reaktion på befalingen fra deres Herre og Profet. (p. 231)

Efter bombningerne i Madrid, hvor 191 mennesker blev dræbt og 1460 såret, henvendte bin Laden sig igen til europæerne:

Der er en lektie [at lære] angående begivenhederne i det besatte Palæstina og begivenhederne den 11. september og 11. marts [Madrid tog-bombningerne, der dræbte 191 og sårede 1460]: Dette er jeres ejne gerninger, der vender tilbage til jer. Vi kan være enige om, at sikkerhed er en livsnødvendighed for hele menneskeheden – men vi er ikke enige om, at I skal monopolisere den for jer selv. (p. 234)

Efter London-bombningerne i juli 2004 talte Zawahiri på følgende måde til borgerne i Storbritannien: ”Jeg taler til jer i dag om det velsignede angreb [4] på London, der (…) fik den til at nippe til det samme glas, som den længe har ladet muslimerne drikke af (…). Så tag og smag hvad I har ladet os smage.” (p. 238)

Der er derfor ingen tvivl om, at al-Qaedas forsvar for alle disse terrorhandlinger er, at den blot, som bin Laden siger det, giver Vestens "gerninger" – dvs. terrorisme - tilbage til den selv. Efter denne opfattelse, klemmer al-Qaeda øjnene ud på Vesten fordi Vesten først klemte øjnene ud på islam.

Desuden er dette forsvar i sidste instans rodfæstet i det universelle begreb om retfærdighed. De fleste mennesker i verden, uanset religion eller race, forstår begreberne, forbrydelse og straf. Og Torahens princip om ”øje for øje” er blevet normen for mange folk – uden tvivl fordi det svarer til noget oprindeligt og derfor universelt. Men selv om al-Qaeda lader forstå, at den handler under en slags ”universel lov”, så er det ikke helt sandt. For muslimer er der kun ét særligt sæt af love, der skal følges – sharia – og selv om sharia modsiger ting, som ikke-muslimer betragter som ”universelle rettigheder”, som f.eks. lighed, så skal sharia stadig have det sidste ord.

Da en gruppe muslimske lærde skrev til amerikanerne, at der burde være lighed, retfærdighed og frihed mellem Vesten og islam, havde bin Laden dette at sige:

[Muslimernes erklæring] støttede De Forenede Nationer og deres humanistiske artikler, som drejer sig om tre principper: lighed, frihed og retfærdighed. De mener ikke lighed, frihed og retfærdighed som åbenbaret af Profeten Muhammed [sharia]. Nej, de mener Vestens foragtelige idéer, som vi ser i dag i Amerika og Europa, og som har gjort mennesker til kvæg. (p. 26)

Islam, eller “underkastelse” under Allah, er den højeste form for retfærdighed, hævder islamisterne. Alt andet, afhængig af hvor meget det afviger fra sharia, er undertrykkelse, uretfærdighed og fordærv. I henhold til sharia skal muslimer beskytte sig mod vantro aggression – dvs. føre ”defensiv jihad”, hvilket al-Qaeda hævder at gøre. Men de fleste af sharialovens guddommelige retningslinier om jihad handler om lovligheden af og forpligtelsen til at føre offensiv jihad, med det enkle formål at vinde territorium og herske over de vantro. Hvor nødvendig er så defensiv jihad, når der er behov for at uddrive de vantro fra islamiske lande? [5]

Sharia har imidlertid andre idéer – der ifølge islamister er lige så bindende - som ikke stemmer så godt overens med al-Qaedas påstand om, at al denne terrorisme simpelthed skyldes Vestlig aggression og muslimsk gengældelse. Med andre ord, selv om Vesten holdt fuldstændig inde med alle sine fjentligheder, indbildte eller reelle, så ville total fred alligevel ikke kunne indledes. I henhold til sharia kan permanent fred først opstå, når hele verden enten er konverteret til islam eller i det mindste er regeret af islam. [6]

I en diskussion af behovet for at vælte de muslimske "apostatregeringer", der ikke styrer i overensstemmelse med sharia, siger bin Laden henvendt til amerikanerne: ”Fjernelsen af disse regeringer er en forpligtelse for os og et nødvendigt skridt mod at frigøre den islamiske umma [samfund], gøre sharialoven enerådende og genvinde Palæstina. Vores kamp imod disse regeringer er ét med vores kamp imod jer.” (p. 199)

Ayman al-Zawahiri formaner på lignende må muslimerne:

Vi rækker også hænderne frem mod alle muslimer, der brænder for den sejrende islam, så de slutter sig til os i en kamp, der kan redde ummaen ud af dens smertelige tilstand. [Denne kamp] består i at holde sig fri af afguderiske tyranner, krigsførelse mod vantro, loyalitet mod de troende samt jihad på Allahs vej. Således er kampen beskaffen, at alle, der våger over islams sejr, burde kappes om at give og ofre sig i kampen for at befri muslimernes lande, gøre islam enerådende i dens hjemland og derefter sprede den ud over verden. (p. 113)

Den sidste sætning – ”gøre islam enerådende i dens hjemland og derefter sprede den ud over verden” – rejser spørgsmål angående al-Qaedas udtalelser til Vesten. Det grundlæggende spørgsmål lyder: Selv hvis al Vestens opfattede eller reelle fjendtlighed overfor islam hørte op, ville islam så holde fred med verden udenfor?

Om dette spørgsmål har bin Laden udtalt sig åbent – dog kun henvendt til muslimske trosfæller. ”Moderate Islam is a Prostration to the West” [Moderat islam er et knæfald for Vesten] (p. 17-61) – det mest afslørende og ligefremme dokument skrevet af al-Qaeda – fremlægger uden omsvøb dens syn på islams forhold til resten af verden.

I dette essay revses muslimer (i skikkelse af saudiske intellektuelle, der, som svar på et fælles brev [7], skrevet af amerikanere, skrev deres eget brev [8]) for blot at driste sig til at ville sameksistere med det vantro Vesten. Bin Laden gør det klart, at fjendskaben mellem muslimer og vantro – som altid bør være ”rettet fra muslimen mod den vantro” (p. 43) - rækker langt ud over enhver tale om klagepunkter.

Universel retfærdighed versu sharia-retfærdighed

Her bliver begrebet “universel retfærdighed”, som al-Qaeda konstant appellerer til i budskaber til Vesten, latterliggjort med foragt. Da bin Laden f.eks skrev til europæerne, sagde han: ”Jeg opfordrer retfærdige folk – især ulama [islamiske lærde], medie- og forretningsfolk - til at danne en permanent kommission til at oplyse de europæiske folk om retfærdigheden af vores sag, især Palæstina.” (p. 235)

Men da de saudiske intellektuelle skrev, “kernen i forholdet mellem muslimer og ikke-muslimer er retfærdighed, venlighed og godgørenhed – det er det forhold, som Allah elsker og har påbudt os” (p. 42), så var bin Laden hurtig til at præcisere hvad sand refærdighed er:

Hvad angår forholdet mellem muslimer og vantro, så er det sammenfattet ved Den Højestes ord: ”I har et smukt eksempel i Abraham og dem, der var med ham. Da de sagde til deres folk: ’Vi siger os fri af jer og af det, som I tjener foruden Gud. Vi vil ikke kendes ved jer. Mellem os og jer er fjendskabet og hadet blevet åbenlyst, for altid, med mindre I vil tro på Gud alene.’” [Koranen 60:4] Der er altså et fjendskab, bevist ved heftig aggressivitet, og et indre had fra hjertet. Og denne heftige aggressivitet – dvs. kamp – ophører kun, hvis den vantro underkaster sig islams autoritet, eller det forbydes at udgyde hans blod [dvs. den vantro får status som dhimmi] [9], eller hvis muslimerne [på dette tidspunkt] er svage og mangler evne [til at sprede sharialoven til verden]. Men hvis hadet på noget tidspunkt slukkes i hjertet, så er det et stort frafald; den, der gør dette [slukker hadet i hjertet], vil stå uden undskyldning foran Allah. Den Almægtige Allahs ord til Hans Profet opsummerer det sande forhold: ”Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs imod dem! Deres herberg er i Helvede. Hvilket ondt endeligt!” [Koranen 9:73]. Således er derfor basis og grundlaget for forholdet mellem den vantro og muslimen. Kamp, fjendskab og had – rettet fra muslimen mod den vantro - er grundlaget for vores religion. Og vi opfatter dette som en retfærdighed og venlighed imod dem. Vesten opfatter kamphandlinger, fjendskab og had for religionens skyld som uretfærdigt, fjendtligt og ondt. Men hvis forståelse er rigtig – vores idéer om retfærdighed og retskaffenhed eller deres? (p. 43)

De saudiske intellektuelle har forsøgt at gøre det klart for Vesten, at alle folk – uanset religion - har ret til retfærdighed og aldrig burde undertrykkes: ”Retfærdighed mellem folkene er deres ret, mens undertrykkelse mellem dem er forbudt – uanset hvilken religion, farve eller nationalitet de har” (p. 44). Når al-Qaeda henvender sig til og anklager Vesten, så bruger den et lignende sprog. Da bin Laden skrev til amerikanerne, og antydede, at han delte de universelle idéer om refærdighed og uretfærdighed, spurgte han sarkastisk: ”Hvor mange undertrykkende, tyranniske og uretfærdige gerninger har I udført, O, I, der råber på frihed?” (p. 204)

Men når bin Laden skriver til saudierne, så tydeliggør han al-Qaedas sande opfattelse af undertrykkelse og uretfærdighed:

Hvad ordet “undertrykkelse” angår, så opfatter modtagerne [amerikanerne] dette som at være tvunget (ved sværdet) ind under islamisk autoritet, som Profeten gjorde det med de vantro. De mener, at noget, der nægter dem [friheden] til at forfølge obskøniteter, ateisme, blasfemi og afgudsdyrkelse, er en ”undertrykkelse”. De mener, at et angreb rettet mod deres jord, som under offensiv jihad, er en ”uretfærdighed”. Og så videre. Så kommer [de intellektuelles] erklæring om, at retfærdighed er en ret, mens undertrykkelse er forbudt. Hvis de mener retfærdighed og undertrykkelse, som det forstås af modtagerne, så er det en stor ulykke og en blasfemisk samtale (…). Med hensyn til undertrykkelse - den eneste undertrykkelse består i, at svigte dem i deres vantro og ikke bruge jihad som middel til bringe dem ind i troen – som Profeten gjorde med dem. (pp. 45-46)

Universelle fællestræk vs. offensiv jihad

Offensiv jihad, et emne som al-Qaeda hykler sig udenom overfor Vesten, spiller i virkeligheden en fremtrædende rolle i bin Ladens udfald mod de saudiske intellektuelle. I 1997 stillede en vesterlænding bin Laden følgende direkte spørgsmål: ”Hr. bin Laden, vil en afslutning på USA’s tilstedeværelse i Saudi-Arabien, deres tilbagetrækning, vil det afslutte Deres kald til jihad mod USA?” Bin Laden svarede:

Årsagen til reaktionen må findes og den handling, der udløste denne reaktion, må elimineres. Reaktionen kom som et resultat af USA’s aggressive politik mod hele den muslimske verden og ikke bare mod Den Arabiske Halvø. Så hvis årsagen, der har fremkaldt denne handling, ophører, så vil denne handling til gengæld også ophøre. Den defensive jihad mod USA vil ikke stoppe med tilbagetrækningen fra Den Arabiske Halvø, men USA må afstå fra aggressiv intervention mod muslimer i hele verden. [10]

Bin Ladens endelige motiver blev imidlertid tydelige, efter de saudiske intellektuelle skrev: ”Vi siger derfor med fuld alvor og ligeud, at vi kan åbne en moden dialog om ethvert emne, som Vesten lægger frem, bestandigt vidende om, at vi deler et antal opfattelser, moralske værdier, rettigheder og idéer med Vesten, som, hvis de plejes, kan skabe en bedre [verden] for os alle.” (p. 37)

Bin Laden gav denne “blasfemi” en omfattende kommentar:

Om nøjagtig hvilke fælles opfattelser er vi, om muligt, enige med det umoralske Vesten? Hvis vore grundlag modsiger hinanden, hvad er det så for fællestræk, der gør de delte yderligheder ubrugelige - hvis de i det hele taget eksisterer? For næsten alt, hvad der værdsættes af det umoralske Vesten, fordømmes af sharia-loven.... De mest fremtrædende spørgsmål i Vesten drejer sig om sekularisme, homoseksualitet, seksualitet, og ateisme (s. 37) .... Med hensyn til denne atmosfære af fælles forståelser, hvad kan overbevise muslimer om at de skal stræbe efter dette? Hvad gjorde Profeten, hans ledsagere efter ham, og de retledte forfædre? Førte de jihad mod de vantro, angreb de dem over hele Jorden, for at sætte dem under islamisk overhøjhed i stor ydmyghed og underdanighed? Eller sendte de beskeder for at opdage “fælles forståelser” mellem sig selv og de vantro, for at de kunne nå til en forståelse, hvorved universel fred, sikkerhed og naturlige forhold ville udbredes - på en så satanisk måde som denne? Sharialoven giver en sand og retfærdig vej, sikring af muslimer og fred i verden (s. 31)

Desuden, da de saudiske intellektuelle turde skrive: "Det er bydende nødvendigt, at vi indbyder alle til legitime samtaler, fremlagt for verden, inden for rammerne af retfærdighed, moral, og rettigheder, som forløber for lovgivning, der skaber fred og fremgang i verden," [s. 31] beklagede bin Laden:

Der findes ingen magt undtagen ved Allah alene! Vi havde aldrig troet, at sådanne ord nogensinde ville komme fra folk, der anser sig for at være tilhængere af denne religion. Sådanne udtryk, og flere som dem, kunne få læseren til at tro, at de var skrevet af vestlige intellektuelle, ikke muslimer! De foregående udtryk kan kun blive sande ved at fjerne fjendskabens mur fra de vantro. De er også kun sande udtryk ved at afvise jihad - især offensiv jihad. Problemet er imidlertid, at offensiv jihad er et etableret og grundlæggende element i denne religion. Det er en religiøs pligt, der alene afvises af den mest vildledte. Så hvordan kan de aflyse denne religiøse forpligtelse [offensiv jihad], mens de bønfalder Vesten om forståelser og samtaler "inden for rammerne af retfærdighed, moral og rettigheder"? Essensen af alt dette kommer direkte fra De Forenede Nationers haller, i stedet for fra det guddommelige fundament, der bygger på had mod de vantro, på at forkaste dem med tunge og tænder indtil de antager islam eller betaler jizya [skat] med villig underkastelse og ydmyghed .... Muslimer, og især de lærde blandt dem, bør sprede sharialoven til verden - dette og intet andet. Ikke love inden for ”rammerne af retfærdighed, rettigheder og moral", som forstået af masserne. Nej, islams sharia er grundlaget. [pp. 32-33]

Frihed vs. terrorisme

Al-Qaeda har fastholdt, at dets fjendtligheder mod Vesten absolut intet har at gøre med sidstnævntes frihedsrettigheder. Henvendt til amerikanerne hævdede bin Laden: "Fra starten fortæller jeg jer, at sikkerhed er en uundværlig del af menneskets liv; frie mænd undervurderer ikke deres sikkerhed - i modsætning til [præsident George W.] Bush's påstand om, at vi hader frihed. [11] Hvis det er sådan, så lad ham forklare os, hvorfor vi ikke har angrebet Sverige, f.eks." (s. 214).

Henvendt til europæerne, forsøger bin Laden at definere terrorisme: "[V]i meddeler jer, at jeres beskrivelse af os som "terrorister" og vores handlinger som "terrorisme" nødvendigvis betyder, at I og jeres handlinger skal defineres på samme måde. Vores aktioner er blot reaktioner på jeres ...." (s. 234)

Endelig gør bin Ladin det helt klart, at terrorisme kun er brugt som gengældelse, fordi al-Qaeda ikke har andet valg: "Skal en mand bebrejdes for at beskytte sine egne? Selvforsvar og at straffe de onde med samme mønt - er det skammelig "terrorisme"? Og selv hvis det er, så har vi ingen anden mulighed." (s. 216)

Taget under ét, så hævder alle disse budskaber, at den terror al-Qaeda påpfører Vesten intet har at gøre med vestlige frihedsrettigheder og alt at gøre med gengældelse. Hertil kommer, at ved at erklære "vi har ingen anden mulighed” end at bruge terror, så lader bin Laden forstå, at terrorisme bliver taget i anvendelse som en sidste udvej ud af desperationen. Al-Qaeda hævder således, at der ikke er nogen sammenhæng mellem vestlige frihedsrettigheder og islamisk terrorisme - at det sidste er aldrig bruges til at afskaffe det første.

Dette er ikke tilfældet, når han henvender sig til saudierne. Efter at de skrev til amerikanerne, at islam ikke giver mulighed for tvang i forbindelse med religion, afslørede bin Laden endnu en gang sin sande tro og endelige mål. De saudiske intellektuelle havde erklæret, "Det er ikke tilladt at tvinge nogen, hvad angår hans religion. Allah Den Højeste sagde: "Der er ingen tvang i religionen" [Koranen 2:256]. Islam selv stemmer således ikke overens med tvang." (s. 40) Efter at have forklaret, at dette vers har at gøre med indre spørgsmål af hjertet og ikke med islams bestemmelse til at beherske hele verden [12], citerer bin Laden hadithen:

Hver gang Allahs Sendebud udpegede en person som leder af en hær eller detachement, ville han særligt formane ham til at frygte Allah og være god mod de muslimer, han havde under sig. Så ville han sige: "Angrib i Allahs navn og tag kampen op, på Allahs vej, mod enhver, der afviser Allah. Angrib!... Hvis du støder ind i dine afguderiske fjender, så giv dem tre muligheder. Hvis de er modtagelige for en af disse, accepter det og hold dig fra dem. [1] Kald dem til islam: Hvis de reagerer [dvs. konverterer], acceptér dette og lad være med at bekæmpe dem.... [2] Hvis de nægter at acceptere Islam, forlang jizya af dem: Hvis de reagerer [positivt], acceptér det og lad være med at bekæmpe dem. [3] Men hvis de nægter, så søg hjælp fra Allah og bekæmp dem." Vores samtaler med det vantro Vesten og vores konflikt med dem er således i sidste ende centreret omkring ét spørgsmål - et, der kræver vores fulde støtte, med magt og beslutsomhed, med én stemme - og det er: Tvinger islam folk, eller gør den ikke, ved sværdets magt, til at underkaste sig islams myndighed, legemligt hvis ikke åndeligt? Ja. Der er kun tre valg i islam: enten villig underkastelse; eller betaling af jizya, gennem fysisk men ikke åndelig underkastelse under islams autoritet; eller sværdet - for det er ikke rigtigt at lade ham [en vantro] leve. Sagen kan opsummeres for enhver person i live: enten må du konvertere til islam, eller leve under islamisk overhøjhed, eller dø. [pp. 41-42]

Da de saudiske intellektuelle skrev: "Mennesket er, i selv sin opbygning, en hellig skabning. Det er således utilladeligt at krænke ham, uanset hans farve, race eller religion." Efter at have spottet deres sprog for dets "FN" tone, skrev bin Laden udførligt:

Hvordan kan I så nu tale om Allah uden at have viden? Hvem fortalte jer, at krænkelse af mennesket er utilladelig - hvis han er en vantro? Hvad med offensiv jihad? Den Ophøjede Allah, Den Højeste, sagde: "Kæmp mod dem! Så vil Gud straffe dem ved jeres hånd …" [Koranen 9:14] Jeres udtryk bygger faktisk på princippet om ligestilling, som findes i De Forenede Nationers traktater, som ikke skelner [mellem] mennesker, hverken efter deres religion eller race eller køn. Islam forbedrer; den forbedres ikke.... [s. 38] Og hvordan kan de [intellektuelle] hævde, at vi ikke har ret til at tvinge et folk til at ændre dets særlige værdier, når det overskrider naturens grænser? Den slags er løgn. Faktisk er muslimer forpligtet til at overfalde de vantros lande, besætte dem og udskifte deres regeringssystemer med et islamisk system, der udelukker enhver praksis, som strider mod sharia, fra at komme offentligt til udtryk i folket, som det var tilfældet ved islams fødsel .... [s. 50] Således stiller de krav og taler om Allah uden forståelse. De siger, at vores sharia ikke pålægger andre vores særlige tro; dette er en falsk påstand. For det er faktisk en del af vores religion at pålægge andre vores særlige tro. Lad enhver som tvivler på dette se på de gerninger, som Profetens følgesvende udførte, da de overfaldt de kristnes lande og Umar pålagde dem betingelserne for dhimmi[tude]. Disse betingelser omfatter klædedragt, særlige situationer og klasse-sondringer, og kendes af ulama som Umars pagt [13], og de er notorisk berømte. Lad underskriverne gennemgå dem, så de kan vide, at vi skal tvinge folk ved sværdets magt ind under [vores] særlige opfattelser, skikke og vilkår, alt sammen med henblik på at forårsage nedværdigelse og ydmyghed, præcis som Allah befalede, da han sagde: "(...), indtil de kuet er rede til at betale skat." [Koranen 9:29] Hvis du er ude af stand til at føre jihad og anbringe folk i religionen, ligesom Profetens følgesvende gjorde, så betyder din svaghed ikke, at det er ikke et legitimt aspekt af religionen. [s. 51]

For direkte støtte til terrorisme, henviser bin Laden igen til Koranen:

"Udrust imod dem [de vantro] så stor en styrke og så mange kampheste, som I formår, for dermed at sætte en skræk [terror] i Guds og jeres fjende og i andre foruden dem, som I ikke kender, men som Gud kender." [Koranen 8:60] Hvem der således nægter princippet om terror[isme] mod fjenden, nægter også buddene fra Allah Den Ophøjede, Den Højeste, og Hans sharia. Vesten forbereder sig på at forsvare sig i lyset af dette ekstremistiske vers. [s. 54]

De saudiske intellektuelle skrev: "Terrorisme, ifølge den almindeligt godkendte betydning, der bruges i dag, er blot et af mange udtryk for uretfærdig aggression mod liv og ejendom." Bin Laden svarer oprørt:

Se! I dag går de ind på den betydning og definition af "terrorisme", som er anerkendt og godkendt af amerikanerne, det vil sige "uretfærdig aggression mod liv og ejendom." Og sådan en anerkendelse må nødvendigvis gælde for og omfatte Profeten, der angreb de vantros liv, ejendom og kvinder, som boede i sikre og stabile byer. Det samme gjorde hans følgesvende efter ham. Sådan en aggression, som forstået af Vesten, kan ikke retfærdiggøres; sådan en fjendtlighed kan heller ikke forenes med det vestlige begreb, "religionsfrihed." Således er vores Profet og hans følgesvende og de retledte forfædre nu alle blevet "terrorister." [14] [p . 58]

Samlet set demonstrerer de ovenanførte tre sektioner alle, at for al-Qaeda er fjendtlighed og vold mod Vesten ikke blot "gengældelse" – dvs. "øje for øje" - men snarere en religiøse forpligtelse, der langt overskrider alle begreber om "universel retfærdighed" og påståede klager. Men der er to mere bemærkelsesværdige uoverensstemmelser mellem, hvad de siger til Vesten, og hvad de bekræfter til muslimer. Overvej følgende forskelle:

Våbenhvile vs. taqiyya

Ved to adskilte lejligheder har al-Qaeda, i skikkelse af bin Laden, tilbudt Vesten våbenhvile. I april 2002, tilbød bin Laden europæiske nationer en tilsyneladende langvarig våbenhvile: "Jeg tilbyder dem derfor denne fredstraktat [mudabarat sulh], som især er en forpligtelse til at indstille operationer mod ethvert land, der lover ikke at angribe muslimer eller blande sig i deres anliggender - herunder den amerikanske sammensværgelse mod den større islamiske verden .... Hold op med at udgyde vores blod og bevar derved jeres eget." [s. 235]

I slutningen af januar 2006, på et tidspunkt hvor bin Laden ikke havde ladet høre fra sig i over et år, dukkede han frem på et lydbånd og tilbød amerikanerne en våbenhvile: "Vi har derfor ingen betænkeligheder ved at tilbyde jer en langsigtet våbenhvile på retfærdige betingelser, som vi overholder. For vi er ummaen, som Allah har forbudt at bedrage og lyve." [s. 224]

Men mens islam tillader indgåelse af våbenhviler med vantro, så tillader den kun dette under visse omstændigheder - nemlig, hvor muslimer er i en svækket position og ude af stand til effektivt at føre offensiv jihad. [15] I "Jihad, Martyrdom, and the Killing of Innocents," erklærer Ayman Zawahiri:

Når de er i stand til det (...) skal troende påbyde det gode og forbyde det onde [dvs. håndhæve sharialoven] - som i sagens natur er at [føre offensiv] jihad på Allahs vej og sprede kaldet til Den Højeste [dvs. konvertere til islam]: "Til dem, som, hvis Vi giver dem magt på jorden, vil holde bøn, give almisse, påbyde det rette og forbyde det forkastelige. Sagernes udfald ligger hos Gud." [Koranen 22:41] (…) Hvis derfor de troende er svage, skal de føre jihad med deres hjerter og tunger; hvis de er i stand til det, skal de påbyde, hvad der er godt, og forbyde, hvad der er ondt, bekæmpe de vantro, og sprede kaldet til tawhid. [pp. 150-51]

I samme afhandling understreger Zawahri behovet for bedrag i krigsførelsen. Baseret på Muhammeds påstand - "Krig [er] bedrag" - siger Zawahiri videre:

Bedrag i krigsførelse kræver, at en mujahid venter tålmodigt på det rette øjeblik mod sin fjende, og samtidig for enhver pris undgår konfrontation. For sejr opnås i næsten alle tilfælde gennem bedrag: Sejr opnået gennem konfrontation rummer mange farer (...). Og i hadith er bedrag i krig vel dokumenteret. Faktisk er behovet for bedrag stærkere understreget end [behovet for] mod. [s. 142]

Vigtigere er imidlertid, at Ayman al-Zawahiri i sin afhandling "Loyalty and Enmity" [Loyalitet og fjendskab] for fuld tryk fortæller muslimer, at det er tilladt at lyve og forstille sig overfor vantro. Dette er doktrinen om taqiyya (religiøst sanktioneret løgn med selvopholdelse som formål) [16], som henter rigeligt med støtte i Koranen, men især i hadith. I Koranen hedder det: "De troende skal ikke tage de vantro til venner i stedet for de troende; den, der gør dette, hører slet ikke Gud til – med mindre I tager jer meget i agt for dem. Gud advarer jer imod sig selv.” (Koranen 3:28) To af de mere berømte hadither, der kaldes frem af al-Qaeda siger: "Sandelig, vi smiler visse folk i ansigtet, mens vore hjerter forbander dem" og "beskyttelse sikres ikke med gerninger, men med tungen." (s. 73)

Endelig er der også flere Muhammed-hadither, der retfærdiggør løftebrud eller edsbrud. For eksempel: "Allahs Budbringer [Muhammed] sagde: ’Den, der aflægger en ed, men til sidst finder en bedre måde, skal gøre det, der er bedre og bryde sin ed.'" (Sahih Muslim 15: 4057)

I betragtning af, at al-Qaeda tilslutter sig det synspunkt, at islam skal føre krig mod den ikke-muslimske verden indtil førstnævnte indbefatter sidstnævnte, og at de også tilslutter sig disse doktriner om bedrag, hvad er al-Qaedas tilbud om våbenhvile så værd?

Horfor Vesten er fjendtlig overfor islam

Som nævnt ovenfor, hævder al-Qaeda i deres budskaber til Vesten, at denne er uretfærdig over for islam af et væld af grunde, hvoraf israelske interesser, olie, land, og korsfarerhad er blandt de fremtrædende. En hurtig gennemlæsning af ”The Al Qaeda Reader”s afsnit, "Propaganda", vil klart bekræfte dette. Også i de fleste af deres budskaber til muslimer, er al-Qaeda hurtige til at understrege disse grunde for at ophidse muslimer, opnå deres sympati, og vinde rekrutter. Men i ”Moderate Islam is a Prostration to the West,” anslår bin Ladin en anden tone. Han fastslår gentagne gange, at Vesten i sidste ende er fjendtlig over for islam, fordi den ved, at islam er fjendtlig over for den - at "Vesten hævner sig på islam, fordi den kun giver vantro tre muligheder: Islam, jizya, eller sværdet." (s. 42)

Vesten er fjendtligt indstillet over for os på grund af [doktrinen om] loyalitet og fjendskab, og [offensiv] jihad (…). Hvad Vesten ønsker er, at vi opgiver [doktrinen om] loyalitet og fjendskab, og opgiver [offensiv] jihad. Dette er selve essensen af, hvad de ønsker af os. Vil de intellektuelle virkelig mene, at det faktisk er muligt for muslimer at opgive disse to befalinger, blot for at sameksistere med Vesten? [s. 30] I virkeligheden behandlede Vesten ikke islam på denne grusomme måde, før efter den [første gang] forstod sandheden om islam - forstod dens væsen og sjæl. Og Vesten har kendskab til alle religioner, men den ville aldrig konfrontere nogen af dem eller forfølge deres folk. Men den har været besluttet på at pulverisere muslimer, siden den første gang forstod deres projekt [offensiv jihad og de "tre valgmuligheder"]. [s. 55]

Gengældelse eller religion?

Alt det ovenstående viser tydeligt, at krigen mod Vesten, for al-Qaeda, ikke er tidsbegrænset, men evig. De aktuelle kampe drejer sig angiveligt om USA's tilstedeværelse i muslimske lande, eller støtte til Israel, eller støtte til sekulære, diktatoriske regimer, eller endog om olie. Alligevel slutter den endelige krig ikke med standsningen af disse reelle eller oplevede uretfærdigheder, men snarere med at Vesten - ja, resten af den ikke-islamiske verden – underkaster sig islam. Som Osama bin Ladens og Ayman al-Zawahiris ord - alle baseret på traditionelle islamske kilder – gør det klart, så handler krigen med Vesten mere om noget transcendent end om tidsmæssige klager. Den drejer sig om "evige sandheder."

Hvordan skal så al-Qaeda's budskaber til Vesten – helt igennem udformet med det formål at retfærdiggøre al-Qaeda, svække vestlig beslutsonhed, og anspore ummaen - forstås? Skal man konkludere, at alle de klager, som al-Qaeda fremfører, er helt ubegrundede? Ikke nødvendigvis. Faktisk er det netop fordi, det store flertal af verdens 1,2 milliard muslimer, for ikke at nævne et betydeligt antal ikke-muslimer, mener, at disse klager er sande, at al-Qaeda nyder den tilsyneladende udbredte - moralske hvis ikke egentlige - støtte, den får. [17]

Alt dette sagt, så bør vesterlændinge også være bekendt med, hvad al-Qaeda og ligesindede islamister i sidste ende ønsker, når førstnævnte betragter den lange liste over påståede forurettelser, som den islamiske verden har tålt i hænderne på Vesten. Med andre ord, hvis al-Qaedas måske "retfærdige" krav bliver opfyldt - hvis USA trækker sig ud af Irak og Afghanistan, hvis Vesten holder næsen fra den islamiske verdens anliggender, selv hvis Israel helt forsvinder - ville alt dette så være nok til at tilfredsstille al-Qaeda og deres tilhængere? Bestemt, det ville være en begyndelse. Men baseret på deres ord og overbevisning om, at alle Koranens påbud skal være opfyldt, er det klart, at når tiden er moden, så vil jihad kun skifte fra at være defensiv til at være offensiv - sidstnævnte er den sande og historiske manifestation af jihad. [18]

Vesterlændinge bør heller ikke tro, at al-Qaeda er roden til problemet. "Problemet" mellem Vesten - i virkeligheden: verden - og islam er den "radikale" version af sidstnævnte, som formuleret af al-Qaeda, men også af andre islamister – i fortiden, nutiden, og uden tvivl også i fremtiden. Dette er tilmed historisk påviseligt: Da Hasan al-Banna og Sayyid Qutb (henholdsvis grundlægger af og ideolog for Egypten berømte Muslimske Broderskab) blev myrdet (hhv. henrettet), så faldt organisationen ikke fra hinanden, men fortsatte med at trives under jorden i årtier, indtil den, til international forfærdelse, vandt et pænt antal pladser ved Egyptens seneste valg; den iranske islamiske revolution døde ikke med sin åndelige leder, ayatollah Khomeini, men er lige så stærk nu som dengang - med den undtagelse, at dets nukleare ambitioner nu næsten er realiserede; efter den åndelige leder af Hamas, Ahmad Yassin blev myrdet, vandt Hamas, langt fra at miste indflydelse, et flertal af pladser ved Palæstinas seneste valg. Ayman al-Zawahiri giver en god opsummering af dette fænomen:

Jihad på Allahs vej er større end enhver person eller organisation. Det er en kamp mellem sandhed og løgn, indtil Allah Den Almægtige arver jorden og dem, der bor på den. Mullah Muhammad Omar og Sheikh Osama bin Laden - må Allah beskytte dem mod alt ondt - er blot to af islams soldater på jihads vej, mens kampen mellem sandhed og løgn rækker ud over tid. [s. 182]

Bundlinjen er, at opfattede vestlige uretfærdigheder - som udbredes ved bin Laden's mantraer - intet har at gøre med den egentlige kilde til fjendtligheder mellem islam og Vesten (vantro). Doktrinen om offensiv jihad, dvs. ved sværdet at udbrede Allahs love til enhver afkrog af verden og gennemtvinge dhimmitude (det vil sige, at diskriminere og ydmygende dem, der er blevet erobret og lever under islamisk overhøjhed, og som stadig ikke officielt er konverteret til islam), var og forbliver et grundlæggende element i islam - længe før den nogensinde mødte Vesten:

Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat! (Koranen 9:29)

Ordet "indtil" (hata) fremhæver den evige natur af denne befaling. Fjendskab mod ikke-muslimer, uanset om de skader muslimen eller ej, er også et grundlæggende element af troen, der var etableret før islam og Vesten mødtes:

I, der tror! Tag ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem [dvs. han bliver apostat fra islam]. (Koranen 5:51)

I har et smukt eksempel i Abraham og dem, der var med ham. Da de sagde til deres folk: ”Vi siger os fri af jer og af det, som I tjener foruden Gud. Vi vil ikke kendes ved jer. Mellem os og jer er fjendskabet og hadet blevet åbenlyst, for altid, med mindre I vil tro på Gud alene.” (Koranen 60:4)

Det er vigtigt at huske på, at disse vers ikke har noget at gøre med gengældelse; i stedet udtrykker de standardforholdet mellem muslimer og vantro - selv når sidstnævnte ikke blander sig i muslimers anliggender, militære, økonomiske, politiske eller kulturelle, og fuldstændig passer sig selv. Hertil kommer, at sådan en fjendtlighed opfattes som altruistisk, som bin Laden afslutter: "Med hensyn til undertrykkelse, det eneste undertrykkelse er at svigte dem i deres vantro, og ikke lancere en [offensiv] jihad imod dem indtil de underkaster sig troen - som Profeten gjorde med dem." (s. 46)

På dette sted vil mange hævde, at al-Qaeda misbruger, fejlfortolker, eller tager disse ellers klare vers ud af kontekst. Det er næppe sagen her: Selv hvis det er sandt, ændrer det ikke ved det faktum, at mange mænd før al-Qaeda, helt tilbage til de første jihadkampagner i det syvende århundrede, også har "misbrugt" dem, eller at mange i dag, der intet har at gøre med al-Qaeda, "fejlfortolker” dem, eller i sidste ende, at mange efter al-Qaeda også vil tage dem "ud af kontekst." Med andre ord, selv om disse vers virkelig ikke mener, hvad de synes at sige, vil de helt sikkert føre til den form for fjendtlig fortolkning, som al-Qaeda og andre islamister, fortid, nutid og fremtid, giver dem. Dette er så meget mere bekymrende, da det kun krævede 19 mænd, der fulgte sådanne "fortolkninger" at forvolde den 11. september.

Uafhængigt af reelle eller indbildte vestlige uretfærdigheder, så kredser det egentlige spørgsmål af varig fred omkring ovenstående islamiske doktriner. I den forstand afhænger virkelig fred i sidste ende af islam, og hvordan den definerer sig selv: Enten skal Islam opfylde sin skæbne og dominere hele verden, eller også skal muslimer selv afvise doktrinerne om jihad, dhimmitude, og generelt fjendskab til ikke-muslimer. Problemet er imidlertid, at selv om alle disse splittende doktriner formelt bliver afvist - vil det så blot være en opvisning af taqiyya, en krigslist?

Baseret udelukkende på al-Qaeda's, dvs. radikal islams, verdenssyn, er det umiddelbart indlysende, at Vesten ikke er givet andet valg end at kæmpe - at vinde overhånd og stræbe efter at beholde den, selv med risiko for at blive undertrykkende. Hvad er al-Qaeda's appel til retfærdighed værd, når den samtidig holder fast på, at enhvert menneske kun har tre valg (konvertere til islam, leve livet som dhimmi, eller døden)? Hvad nytter det at fortælle Vesten, at den har "valg" i lyset af en uforanderlige sharia? Hvad er en våbenhvile værd i lyset af doktrinen om bedrag?

Dette er uheldigt for muslimer, og i denne forstand gør al-Qaeda's "version" af islam dem mere skade end gavn. Hvis islam opfattes som havende en iboende fjendtlighed over for den vantro verden som helhed - som al-Qaeda og mange andre muslimer fastholder – så bliver der sat spørgsmålstegn ved alle de eventuelt berettigede klagepunkter, som mange muslimer mener de lider under, fordi Vesten må gøre, hvad der skal til for at hævde sig over for en potentielt fjendtlig kraft. Selvom muslimer måske bliver undertrykt, så længe disse klager bliver formuleret gennem et islamisk paradigme, der opfatter retfærdighed udelukkende gennem sharia og ikke gennem noget universelt eller medfødt menneskeligt, så har Vesten - af hensyn til sin selvopholdelse samt sikringen af friheden - ikke andet valg end at afvise alle beskyldninger, tilbud og trusler fra islamister, og tage kampen op.

I henhold til dette verdenssyn, fastholdt af al-Qaeda, hvor Fredens Hus (islam) og Krigens Hus (resten) er i evig kamp på liv og død, kan Vesten næppe beskyldes for at opføre sig undertrykkende, hvis den rent faktisk gør sådan, overfor den islamiske verden. I denne sammenhæng, kan en sådan undertrykkelse ses som en slags "forebyggende" gengældelse, fordi der kan argumenteres for, at hvis ikke Vesten holder islam undertrykt, så vil islam undertrykke Vesten. Den stærkeres overlevelse - "tag dem, før de tager os" - er den eneste mentalitet, der kan modstå den radikale islam, som så godt repræsenteres af al-Qaeda.

Faktisk virker bin Laden's mange erklæringer om gengældelse begge veje: "Skal en mand beskyldes for at beskytte sine egne?" "Vejen til sikkerhed begynder med at eliminere aggressionen." "Gengældelse er en del af retfærdigheden." "Den, der indleder aggression, er den uretfærdige." "Vi mener, at denne ret til at forsvare sig selv er en ret for alle mennesker." [19] "Vi ønsker at forsvare vores folk og vores land. Derfor siger jeg, at hvis vi ikke får sikkerhed, så vil amerikanerne heller ikke få sikkerhed. Dette er en simpel formel, som selv et amerikansk barn kan forstå. Det er formelen om at leve og lade leve." [20]) Det ironiske er, hver eneste af disse udtalelser faktisk berettiger vestlige aggression mod den radikale islam.

Vesten er på den måde forbandet, hvis den gør det, forbandet, hvis den ikke gør. Hvis Vesten frivilligt giver indrømmelser til al-Qaedas krav og klager, vil det blive opfattet som en svaghed eller en tilståelse af nederlag, og vil i sidste ende kun opmuntre til offensiv jihad, når tiden er inde. Hvis Vesten faktisk taber den aktuelle krig, vil det også fremprovokere en offensiv respons, der ses som det naturlige næste skridt i kampen for islams totale sejr. Dette er en vigtig påmindelse til de mange, der, samtidig med at de fordømmer al-Qaeda's metoder, er enige i eller sympatiserer med deres klager. Den nuværende kamp kan angiveligt dreje sig om disse klager, men den kommende krig vil i sidste ende handle om militært at etablere islamisk overherredømme over hele kloden.

Nogle vil afvise denne mulighed som usandsynlig, da den virker så fjern, men historiens vilde omskiftelser beviser konstant noget andet.

Noter

1 Selv om de er repræsentative for hele bogen, kommer mange af de mere afslørende bemærkninger fra "Moderat islam er et knæfald for Vesten," hvor saudieren Bin Laden, idet han skriver til saudiske landsmænd og "udøser sit hjerte," uhæmmet diskuterer mange emner relateret til islam, som ellers er tabu, især her i Vesten.

2 Raymond Ibrahim, “The Al Qaeda Reader” (New York: Broadway, 2007). Uddrag fra bogen er efterfulgt af sidetal i teksten.

3 Tyskere i Tunesien: Den 11. april 2002, udførte en 24-årig tunesisk mand, der mistænkes for at have opholdt sig nogen tid i Afghanistan mellem 2000 og 2001, en selvmordsoperation på den tunesiske ø og populære turistmål Djerba: Fjorten tyske turister, en franskmand, og seks tunesere blev dræbt, og 30 blev såret. Franskmænd i Karachi: Den 8. maj 2002, detonerede en selvmordsbomber en bilbombe ved siden af en overfyldt bus i Karachi og dræbte 11 franskmænd og to pakistanere. Halvtreds andre blev såret. Fransk tankskib i Yemen: Den 6. oktober 2002, blev det franske olietankskibe, Limburg, der var stationeret i Adenbugten ud for Yemens kyst og som indehodt 397.000 gallons råolie, torpederet af en båd lastet med sprængstof. Et bulgarsk besætningsmedlem omkom, 12 blev såret, og næsten 100.000 tønder olie lækkede ud. Marinesoldater i Failaka: Den 8. oktober 2002, mens amerikanske marinesoldater udførte krigsspil på den kuwaitiske ø Failaka, gik to kuwaitiske statsborgere op til tropperne, åbnede ild og dræbte en amerikaner og sårede to. Briter og australiere på Bali: Den 12. oktober 2002, blev tre bomber udløst i byen Kuta på den indonesiske ø Bali og dræbte 202 mennesker og sårede yderligere 209. Det anses for den mest dødelige terrorhandling i indonesisk historie. Størstedelen af de døde var udenlandske turister, herunder omkring 88 australiere, 26 briter samt 38 indonesere. Operationen i Moskva: Den 23. oktober 2002, bemægtigede 40 bevæbnede tjetjenske oprørere sig et overfyldt Moskva-teater, tog over 700 gidsler og krævede tilbagetrækning af de russiske styrker fra Tjetjenien. Efter en belejring på to og en halv dag, stormede russiske specialstyrker bygningen efter at have udløst en slags bedøvende gas. Alle de tjetjenske oprørere blev dræbt sammen med 130 af gidslerne.

4 Det "velsignede angreb" på London fandt sted den 7. juli 2005 i myldretiden og bestod af en række koordinerede selvmordsattentater, der ramte byens offentlige transportsystem. Bombeangrebene dræbte 52 civile og sårede over 700.

5 Ifølge juristen Ibn Taymiyya fra det trettende århundrede - kendt som Islams Sheik – er defensiv jihad kun overgået af troen selv. Al-Qaeda citerer ofte følgende passage fra en af Taymiyyas fatwaer for at demonstrere muslimers pligt til at tilslutte sig den defensive jihad mod USA og dets allierede: "Defensiv krigsførelse er den mest kritiske form for krigsførelse, [fordi vi skal] afværge en invaderende fjende fra [vores] helligdomme og religion. Det er en enstemmigt accepteret pligt. Næst efter tro er der ingen større pligt end at afvise en invaderende fjende, som fordærver troen og verden. Der er ingen regler eller betingelser for dette; fjenden skal jages ud med alle mulige midler. Vores lærde ulama og andre er alle enige til dette. Det er bydende nødvendigt at skelne mellem at afvise de invaderende, undertrykkende vantro [defensiv jihad] og at forfølge dem i deres egne lande [offensiv jihad]."

6 Dette er standardopfattelsen vedtaget af for eksempel de fire sunnimuslimske retsskoler (madhahib), og er bekræftet i mange standardværker om islamisk lov. I Encyclopedia of Islam f.eks., under opslagsordet jihad hedder det simpelthen: "Pligten til djihad eksisterer, så længe islams universelle herredømme ikke er opnået."

7 http://www.americanvalues.org/html/what_we_re_fighting_for.html.

8 http://www.americanvalues.org/html/saudi_statement.html.

9 Ikke-muslimer, jøder og kristne, som er "beskyttet" til gengæld for socialpolitisk underkastelse og betaling af særlige skatter.

10 http://www.anusha.com/osamaint.htm

11 I flere offentlige taler har den amerikanske præsident ofte omtalt al-Qaeda og dets afdelinger som "fjender af frihed" og "folk, der hader frihed." I sin tale til en forsamling i Kongressen og det amerikanske folk holdt ni dage efter angrebene den 11. september, sagde præsidenten: "Amerikanere spørger, hvorfor hader de [gerningsmændene til den 11. september] os? De hader det, vi ser her i salen - en demokratisk valgt regering. Deres ledere er selvudnævnte. De hader vores frihedsrettigheder - vores religionsfrihed, vores ytringsfrihed, vores frihed til at stemme og forsamles og være uenige med hinanden."

12 Bin Ladens holdning til dette vers er simpelthen, at det enten er blevet ophævet af "sværdets vers" (Koranen 9:5) - som størstedelen af ulama er enige har ophævet omkring 120 mekkanske (fredelige) vers - eller at det intet har at gøre med islams befaling til at herske over verden, men snarere handler om samvittighedsfrihed.

13 "Umars pagt" er den traktat, som blev indgået mellem Bogens Folk, og den anden kalif, Umar. For at kunne fortsætte med at praktisere deres tro, måtte kristne og jøder acceptere flere sociale vilkår opregnet i pagten, der blandt andet havde til hensigt at bevirke ydmygelse og nedværdigelse i overensstemmelse med det citerede vers (Koranen 9:29). For eksempel skulle de rejse sig fra deres siddeplads, hvis en muslim ønskede det; de blev forbudt at ride på sadler eller bære våben; de blev forbudt at vise korset offentligt eller holde for larmende gudstjenester, så muslimers øjne eller ører ikke blev krænket; de blev forbudt at bygge nye kirker, eller endda reparere gamle. Visse apologeter hævder, at disse betingelser ikke blev strengt håndhævet på alle tidspunkter. Men det vigtige her er, at "dhimmitude" faktisk, som bin Laden hævder, er et grundlæggende element i islam og dermed bør håndhæves i henhold til sharia-loven.

14 Sheik Abdallah Azzam (1941-1989), den meget indflydelsesrige islamiske lærde, Mujahid, og bin Ladens tidligere mentor og helt har faktisk ofte pralende kaldt Muhammed ikke blot terrorist, men den første terrorist: "Vi er terrorister. Enhver muslim må være en terrorist. Terrorisme er en forpligtelse, som påvist i Koranen og sunna. Allah Den Højeste sagde: "Udrust imod dem [vantro] så stor en styrke og så mange kampheste, som I formår, for dermed at sætte en skræk [terror] i Guds og jeres fjende …” (Koranen 8:60). Terrorisme er således en [religiøse] forpligtelse. Og Allahs Budbringer er den første terrorist og den første trussel " (al-Hijra wa al-I'dad). Nogle har beskyldt bin Laden for at falde fra og myrde Azzam med henblik på at overtage kontrollen med den daværende spirende base ( "al-Qaeda").

15 De fleste jurister er enige om, at ti år teoretisk set er den maksimale periode med fred mellem islam og vantro, hvilket er baseret på Muhammeds Hudaybiyya-traktat. Som Encyclopedia of Islam skriver: "Fred med ikke-muslimske lande, er derfor kun en midlertidig tingenes tilstand; kun tilfældige omstændigheder kan berettige den midlertidigt. Desuden kan der ikke være tale om ægte fredstraktater med disse nationer; kun våbenhviler, hvis varighed i princippet ikke bør overstige ti år, kan godkendes. Men selv sådanne våbenhviler er usikre, da de kan ophæves ensidigt før de udløber, hvis det skulle vise sig at være til fordel for islam at genoptage konflikten.”

16 For mere om emnet taqiyya, se Raymond Ibrahim: " Islam’s Doctrines of Deception," Jane’s Islamic Affairs Analyst, 26. september 2008.

17 At en dusør på tilsammen næsten 100 millioner dollars for bin Laden og Zawahiri's hoveder ikke er blevet indkasseret, i en af de mest forarmede regioner i verden, er sigende nok.

18 Alle de islamiske grundtekster, fra hadith til bøger om islamisk lov, der diskuterer begrebet "jihad", forklarer det som krig med det ene formål, at sprede islamisk autoritet. Det var først efter korstogene og de mongolske invasioner, at ulama begyndte skitsere begrebet "defensiv" jihad, som, i henhold til fremtrædende jurister som Ibn Taymiyya, kun overgås af troen, og er obligatorisk for hele den muslimske umma, i modsætning til offensiv jihad, som anses for en "fælles pligt" eller fard kifiya.

19 http://www.robert-fisk.com/usama_interview_aljazeera.htm.

20 http://www.dawn.com/2001/11/10/top1.htm.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo