Den moderne tid

Den slags muslimske angreb på kristne kirker, som er beskrevet af historikeren Maqrizi og som er i overensstemmelse med Umars Pagt, dukker nu atter op med stigende hyppighed. Igen, mens de mønstre, der er beskrevet ovenfor, optræder overalt i den muslimske verden - nogle gange endda i Vesten - er det kun i det moderne Egypten med dets betydelige kristne befolkning, man finder dem til overflod.

Efter omkring 14 århundreders forfølgelse og angreb på kirker, indledte Egyptens koptere det nye år 2011 med at få en af deres største kirker angrebet: Under midnatsmessen i de tidlige timer af 1. januar 2011 blev den koptiske kirke To Helgener i Alexandria bombet. Den var fyldt med hundreder af kristne kirkegængere, som bad for det nye år, og bombningen efterlod mindst 23 døde og omkring 100 sårede. Ifølge øjenvidner blev "kropsdele spredt ud over gaden uden for kirken. Kropsdelene blev dækket med aviser, indtil de blev bragt indenfor i kirken, efter at nogle muslimer var begyndt at trampe på dem og synge jihad-sange" heriblandt "Allahu Akbar", islams sejrsråb siden Muhammeds dage. Øjenvidner bekræfter endvidere, at "sikkerhedsstyrkerne trak sig tilbage en time før sprængningen." Et år tidligere i Nag Hammadi "skød og dræbte forbikørende muslimer seks kristne, mens de forlod kirken efter fejringen af julemessen i 2010 [i starten af januar, o.a.]".

Ingen kirkeklokker, kors eller istandsættelser

Historien om St. Georg koptiske kirke i Edfu er særlig lærerig, hvad angår kirkernes situation i Egypten. Bygget for næsten et århundrede siden under den kristne "Guldalder", var St. Georg blevet så forkommen, at det lokale råd og guvernøren godkendte dens istandsættelse og underskrev planerne. Snart begyndte lokale muslimer at klage og stille forskellige krav, bl.a. at kirken skulle være uden kors og klokker - som fastsat i Umars Pagt - fordi de "irriterede muslimer og deres børn." Muslimske ledere insisterede senere på, at selve kirkens kuppel skulle fjernes. Dette afviste biskoppen med henvisning til, at en fjernelse af kuplen sandsynligvis ville få kirken til at bryde sammen. De ildevarslende råb "Allahu Akbar" begyndte at lyde; muslimer truede med at rasere kirken og bygge en moské i stedet; koptere blev "forbudt at forlade deres hjem eller købe mad, indtil de fjernede kuplen på St. Georg Kirke"; mange sultede i ugevis.

Så efter fredagsbønnen den 30. september 2011, stormede omkring 3.000 muslimer kirken, stak den i brand og rev kuplen ned; flammer fra kirken bredte sig til tilstødende kristne hjem, hvilke yderligere blev plyndret af oprørske muslimer. Sikkerhedsstyrkerne, som var til stede, "stod bare og så til", ifølge kristne øjenvidner. Lederen af Edfus Efterretningsenhed blev set dirigere hoben under ødelæggelsen af kirken. Selv guvernøren fra Aswan optrådte på stats-TV og "nægtede, at nogen kirke blev brændt" samt kaldte den et "pensionat". Han retfærdiggjorde oven i købet hændelsen ved at påstå, at kirkens entreprenør havde gjort bygningen tre meter højere, end han havde tilladt: "Kopterne begik en fejl og måtte straffes, og muslimerne gjorde ikke andet end at sætte tingene på plads - så er dén ikke længere", erklærede han på TV.

Det var denne hændelse, som fik Egyptens kristne til at protestere i oktober 2011, hvilket førte til Maspero-massakren, hvor det egyptiske militær målrettet dræbte snesevis af kristne demonstranter, bl.a. ved at køre dem ned med pansrede køretøjer. Dette skete mens de statslige medier spredte løgne ved at skildre de kristne som aggressorerne og militæret som offeret, en fortælling, som de vestlige mainstream-medier blåøjet bragte videre.

I juli 2011 gik en muslimsk hob amok i et voldsorgie, hvor de angreb en gravid kristen kvinde, der var 5 måneder henne, og andre kristne, som blev "slået med jernstænger og rør."

Ifølge fr. Estephanos fra denne region: "Den virkelige grund til dette angreb er kirkeklokken, som i høj grad har ophidset muslimerne i landsbyen. Det er første gang, en sådan hændelse finder sted i denne landsby, som er 60-75% kristen, og årsagen er afgjort kirkeklokkens eksistens." Som det fremgår af Umars Pagt, er kirkeklokker forbudt i islam.

Ligeledes i oktober 2011: "I landsbyen Elmadmar i Øvre Egypten, som kun har to kirker til at betjene 15.000 kristne, omringede muslimske folkemængder den ene af disse to kirker, Mariakirken, kastede mursten mod den og forsøge at rive den ned, mens de sang "Nej til kirken". Selvom den har haft statssikkerhedstjenestens godkendelse til at virke, verserer sagen om dens licens stadig. Ifølge præsten: "Muslimer hævder, at vi holder messe hver dag kl. 16:00 og ringer med en kirkeklokke, som kirken ikke har, og at vi desuden synger salmer, som forstyrrer dem."

Kollektiv afstraffelse

Mange angreb på koptiske kirker sker indenfor rammerne af "kollektiv afstraffelse", hvilket også er et ekko af noget, der kan føres tilbage til Umars Pagt. Efter at have nævnt en række andre betingelser - herunder ikke at vise kors, ikke ringe med klokker, ikke synge højlydt - slutter Umars Pagt af med få de kristne til at acceptere, at "hvis vi ændrer eller modsiger disse betingelser, som vi har pålagt os selv (...), fortaber vi vores dhimma [pagt] og bliver genstand for den samme behandling, I påfører de mennesker, der gør modstand og oprør."

Følgelig kan man gennem hele den islamiske historie frem til nutiden se, at når som helst nogen kristen på noget sted er blevet beskyldt for at bryde sharia-lovens regler for dhimmier, så er det kirkerne - på én gang kristendommens mest oplagte og sårbare symbol - der først bliver ramt af den muslimske hobs gengældelse, ofte indenfor rammerne af kollektiv afstraffelse.

Dette har århundreders historiske fortilfælde. Under en diskussion af kirkers status i Mellemøsten efter de islamiske invasioner, skriver Bat Ye'or: "De blev ofte brændt eller revet ned under repressalier mod vantro, der var fundet skyldige i at overskride deres rettigheder." Kollektiv afstraffelse er endda læremæssigt godkendt: Den yemenitiske jurist al-Murtada skrev: "Aftalen vil blive annulleret, hvis alle eller nogle af dem bryder den." I den anden ende af den arabiske verden, lærte den marokkanske jurist al-Maghili, at "den omstændighed, at ét individ (eller én gruppe) blandt dem har brudt pagten, er nok til at ophæve den for dem alle."

Gennem ca. 14 århundreder er kirker således blevet brugt som gidsler, for at sikre en god (dvs. underdanig) kristen opførsel. I marts 2011 for eksempel, angreb en muslimsk hob den lokale To Martyrers Kirke i Sool syd for Cairo og brændte den ned, mens en muslimsk bønsleder opfordrede muslimerne til at "dræbe alle de kristne." For at føje spot til skade, spillede angriberne "fodbold" med de gamle relikvier - resterne efter kirkens helgener og martyrer. Bagefter samledes flokke af muslimer omkring den brændte bygning, hvor de brugte omkrig 20 timer på at banke løs på dens mure med forhammere under råbene "Allahu Akbar".

Selv mindre detaljer, som at vanhellige relikvier af koptiske helgener, har enorm kontinuitet. Under en diskussion af det muslimske angreb på kirken Shubra, skriver Maqriz: "Efter at den var blevet revet ned, blev fingrene af en [kristen] martyr, der blev opbevaret i et skrin (...) derefter brændt i overværelse af sultanen ..."

Hverken militæret eller statssikkerhedstjenesten dukkede op - og dette skete nær Cairo, Egyptens hovedstad, ikke i en eller anden utilgængelig landsby. Efter nedrivningen, holdt en gruppe muslimer bøn på stedet og begyndte at lægge planer om at bygge en moské oven på den ødelagte kirke - et levende eksempel som taget ud af historien, næsten identisk med de eksempler, som blev beskrevet et årtusinde tidligere af den egyptiske historiker Maqrizi og andre. På grund af angrebet, flygtede kopterne i Sool til tilstødende landsbyer. Kvinder, der blev i landsbyen, blev overfaldet seksuelt.

Mindre voldsomt gik det for sig i januar 2012: Før en biskop skulle i gang med at fejre Epifani-messe i Abu Makka Kirken, trådte adskillige muslimer, for det meste salafister og medlemmer af Det Muslimske Broderskab, ind i bygningen og sagde, at kirken ikke havde nogen tilladelse og at ingen kristen kunne bede i den. Én muslim blev hørt bemærke, at bygningen ville være velegnet som muslimsk moské.

I maj 2011 affyrede flokke af muslimer, anslået 3.000, pistoler og rifler og kastede molotovcocktails mod koptiske kirker, boliger og forretninger i Imbaba-regionen nær Cairo: Tolv kristne blev dræbt - nogle skudt af snigskytter på hustagene - 232 såret; tre kirker blev stukket i brand under råbene "Allahu Akbar", mens koptiske hjem blev plyndret og brændt. Som sædvanlig gjorde det egyptiske lederskab kun lidt for at stoppe denne rasen og dukkede først op næsten fem timer efter det begyndte, hvorved der blev rigelig tid til at terrorisere kopterne. En præst sagde: "Jeg ringede rundt til alle, men ingen kunne bekvemme sig til at komme. Jeg sørger over alle de unge mennesker, der døde." Påskuddet for dette særlige angreb var, at en kristen pige var konverteret til islam og at den koptiske kirke angiveligt skulle have reageret ved at bortføre pigen og torturere hende til at give afkald på islam. Muslimer fandt selvfølgelig dette argument overbevisende, fordi dette er præcis, hvad islam forlanger, at muslimer skal gøre ved kvindelige frafaldne, der konverterer til kristendommen.

I februar 2012 angreb tusindvis af muslimer en koptisk kirke og krævede død over dens præst, der, sammen med "næsten 100 rædselsslagne koptere, søgte tilflugt inde i kirken, mens muslimske uromagere overdængede kirken med sten i et forsøg på at bryde ind i kirken, overfalde kopterne og sætte ild til bygningen." De gjorde dette, fordi en kristen pige, der ifølge islamisk lov automatisk blev muslim, da hendes far konverterede til islam, var flygtet fra sin far og ifølge rygter skjulte sig i kirken. Igen bliver man mindet om Umars Pagt, der fastsætter, at kristne ikke må forhindre deres familiemedlemmer i at konvertere til islam - eller i dette tilfælde, hjælpe en stakkels kristen, som, på grund af sharia-loven, pludselig en dag fandt sig selv som muslim.

Nej til kirker, punktum

I juni 2011 omringede hundredvis af muslimer en anden St. Georg Kirke syd for Minya og svor at dræbe dens præst - som blev fanget indenfor, mens han læste morgenmesse for flere sognebørn. Muslimerne råbte: "Vi vil dræbe præsten, vi vil dræbe ham og ingen vil forhindre os," og tilføjede, at de ville "skære ham i stykker." Som sædvanlig, gav politi og sikkerhedsstyrker terroristerne rigelig tid til at terrorisere - de ankom fulde fem timer efter hændelsens begyndelse; og da de eskorterede præsten ud, "så det ud som om, at han var forbryderen, i måden han forlod sin kirke på i en politibil." Flere årsager blev givet til dette angreb, fra påstande om, at præsten tidligere havde forsøgt at lave renoveringer på den 100 år gamle kirke, til påstande om, at præsten afviste krav fra lokale muslimer om, at de kristne i regionen skulle betale jizya.

Hundredvis af muslimer protesterede og lavede optøjer foran en kirke i maj 2011, vrede over udsigten til, at den regeringslukkede kirke genåbnede i deres kvarter, hvilket fik den midlertidige militære myndighed til at trække sit løfte om at genåbne den tilbage. Før dens planlagte genåbning blev Jomfru Maria og St. Abraam Kirke i Ain Shams, en fattig del af det nordøstlige Cairo, omringet af muslimer, der forhindrede nogen i at komme ind og fangede præsterne indenfor. Kampe fulgte mellem koptere og muslimer, hvilket førte de førstnævntes tilskadekomst og anholdelse. Muslimer belejrede kirken, truede med at dræbe menighedens ledende præst og holdt dem indenfor fanget.

Andre gange bliver muslimsk vold og kaos udløst alene af rygtet om, at en kirke skal bygges eller renoveres. Den 16. januar 2013 - i landsbyen Fanous - sang hundredvis af muslimer islamiske slogans mens de ødelagde en bygning for social tjeneste, der tilhørte en koptisk kirke. Sikkerhedsstyrker ankom først efter at bygningen var blevet fuldstændig ødelagt. "Bygningen havde alle nødvendige statslige tilladelser; den havde en reception på første sal og en børnehave på anden. Men muslimerne insisterede på, at den ville blive en kirke". På trods af dette begyndte omliggende moskeer, gennem deres megafoner, at opfordre muslimer til at hjælpe deres muslimske brødre i Fanous, fordi kristne var ved at "bygge en kirke".

Tidligere, i marts 2012, terroriserede omkring 1.500 muslimer - adskillige bevæbnet med sværd og knive og råbende islamiske slogans - Notre Dame Sprogskole i Øvre Egypten som reaktion på falske påstande fra de lokale moskeer om, at den private skole var ved at bygge en kirke: "To nonner blev belejret i skolens gæstehus i omkring otte timer af en morderisk hob, der truede med at brænde dem levende"; en nonne fik et "større nervesammenbrud, der kræver hospitalsindlæggelse (...). Hele ejendommen blev gennemrodet og plyndret. Den næste dag vendte muslimerne tilbage og terroriserede børnene. Derfor er skolegangen faldet med mindst en tredjedel."

Faktisk har angreb på klostre i Egypten - ofte efterfulgt af massevoldtægter - en lang historie. Maqrizi beretter om flere tilfælde, bl.a. ét begået af en kalif, Marwan II (r. 744-50). Under et af sine togter, beordret mod kirker og klostre, "tilfangetog [Marwan] en række kvinder blandt nonnerne fra flere klostre. Og han forsøgte at forføre en af dem." Beretningen beskriver, hvordan den trælbundne nonne bedrog ham til at dræbe sig, ved at fortælle ham, at hun havde en magisk olie, der gjorde huden uigennemtrængelig: "Hun tog noget olie og smurte den på sig; derefter strakte hun halsen frem og han slog til med sit sværd, hvilket fik hendes hoved til at flyve. Så forstod han, at hun havde foretrukket døden frem for besudling."

Islamisk overhøjhed

Andre angreb er simple biprodukter af islamisk overhøjhedskultur og den deraf afledte afsky og foragt for kristne og deres "vantroens huse". Fredag den 15. februar 2013 angreb muslimer i landsbyen Sarsena kirken St. Georg; de kastede sten mod den og stak den i brand. Dette seneste angreb var udløst af salafi-muslimer, der ophidsede landsbyboerne til at angribe kirken, fordi den skulle være "en ulovlig nabo til muslimerne, der lever ved siden af den, og derfor skal flyttes." Ifølge en rapport "klatrede hoben op til kirkens kuppel og begyndte at rive den ned og sætte den i brand. Kuplen kollapsede ned i den brændende kirke og forårsagede stor skade. Muslimerne tog sten fra kuplen og det hellige kors og kastede dem mod alteret inde i kirken, hvorved dele af det blev brudt ned; alle kirkens ikoner af helgener blev ødelagt." Sikkerhedstjenesten var til stede gennem hele dette forløb, men gjorde intet.

I oktober 2012 brød en gruppe muslimer, ledet af Mostafa Kamel, en anklager ved Alexandria Straffedomstol, ind i St. Maria Kirke i Rashid nær Alexandria og gik i gang med at ødelægge dens alter. Mostafa Kamels påstand var, at han havde købt kirken, som er det 9. århundrede; faktisk var den tidligere blevet solgt til kopterne af grækerne, på grund af sidstnævntes svindende antal i Egypten. To præster, Fr. Maximos og Fr. Luke, farede afsted til politistationen i et forsøg på at få politiet til at hjælpe. Kamel og hans to sønner kom også til politistationen, hvor de åbent truede med at dræbe de to præster og deres advokat. "Vi opholdt os på politistationen i over seks timer med politiet," sagde Fr. Maximos, "og tiggede anklager Kamel og hans to sønner om ikke at rive kirken ned." Fr. Lukas sagde, at anklageren indtil da havde tabt alle de sager, han havde anlagt mod kirken, "så da denne kurs mislykkedes, forsøgte han at tage sagen i egen hånd."

I juni 2012 omringede muslimer en koptisk kirke under udøvelsen af den guddommelige liturgi, fordi mange besøgende var kommet for at deltage i gudstjenesten. De "krævede, at de besøgende koptere skulle forlade kirken inden afslutningen af bønnen og truede med at brænde kirken ned, hvis deres krav ikke blev opfyldt." Præsten kontaktede politiet og bad om hjælp, kun for at få at vide, at han skulle gå ind på deres krav, "og ikke fremover lade busser med besøgende komme til kirken". Kristne kirkegængere forlod kirken halvvejs inde i liturgien og blev udenfor udsat for hån. Da de kristne kørte væk, kastede muslimer sten efter deres busser.

Den samme historie gentog sig i oktober 2012, da en muslimsk hob, primært bestående af salafister, omringede St. Georg Kirke i Beni Suef-provinsen. Bevæbnet med stave, overfaldt de menighedens medlemmer efterhånden som de forlod kirken efter søndagsmessen; fem blev indlagt med brækkede lemmer. Salafisternes klage var, at kristne fra nærliggende landsbyer, som ikke selv har kirker til at betjene dem, tager til St. Georg for at deltage i messen dér. Præsten kunne ikke forlade kirken i timer efter messen, selvom han kontaktede politiet; de kom først efter at en fremtrædende koptisk advokat klagede til Indenrigsministeriet over den manglende respons fra politiet. "Jeg ønsker, at hele verden skal vide," sagde han, "at en præst og hans menighed i øjeblikket holdes fanget i deres kirke, bange for salafi-muslimer omkring kirken."

Dette ønske om at gøre tingene komplicerede for kristne ved ikke at lade dem at komme ind i kirker, der ligger uden for deres eget område, afspejler den muslimske profet Muhammeds befaling til muslimerne: "I skal ikke indlede en salam [fredshilsen] til jøderne og de kristne, og hvis I møder nogen af dem på en vej, så tving dem til dens smalleste gyde." Dette er altid blevet fortolket derhen, at muslimer skal gøre tingene vanskelige for dhimmier.

Udenfor Egypten

Utroligt nok - selv når koptere opgiver deres hjemland i håb om at kunne praktisere deres kristne tro i fred, følger den muslimske forfølgelse med. Senest i New Jersey blev to unge koptiske kristne fundet begravet, halshugget og med deres hænder skåret af. Politiet siger, at de ikke har været i stand til at finde frem til motivet, som drev deres morder, en muslim. Alligevel kan man ikke andet end komme i tanke om de uforglemmelige ord i Koranen: "Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken [halshug dem]! Hug dem over hver en finger!" [Koranen 8:12]

Koptiske kirker er under angreb udenfor Egypten. I Libyen for eksempel, hvor "frihedskæmperne" overtog landet takket være støtte fra USA, rystede en eksplosion søndag den 30. december en koptisk kristen kirke nær den vestlige by Misrata, hvor USA-støttede militser har et større kontrolsted. Eksplosionen dræbte to mennesker. To måneder senere, den 28. februar, blev en anden koptisk kristen kirke beliggende i Benghazi, Libyen, angrebet af bevæbnede muslimske militante, hvilket resulterede i alvorlige skader for præsten og en assistent. For ikke at nævne de ca. 100 koptiske kristne, der blev arresteret og tortureret - bl.a. med syre og ved at få deres hoveder barberet i bedste koncentrationslejrstil - på beskyldninger om, at de forsøgte at "omvende" libyere. En kristen mand, Ezzat Atallah, døde under torturen.

Angrebene på kristne kirker er nu nået selv til Nordamerika. I Canada, i slutningen af oktober 2012, blev en Molotovcocktail slynget gennem vinduet til en nyåbnet koptisk kirke nær Toronto, præcist som det jævnligt sker i Egypten. Men i modsætning til i Egypten, kom brandfolk hurtigt til. Politiet har dog "ingen mistænkte eller noget motiv til hændelsen." Det siger sig selv, at kopterne i århundreder kun har været alt for bekendte med mistænkte og motiver. Vi ser således, at når Egyptens kristne flygter fra deres oprindelige hjemland for at kunne praktisere deres religion i fred, følger hadets jihad med.

Konklusion

Mens de ovennævnte beretninger, fra både fortid og nutid, næsten udelukkende har handlet om Egypten, så er kendsgerningen den, at kirker over hele den islamiske verden har oplevet, og fortsætter med at opleve, et lignende mønster af krænkelse i hænderne på muslimer. Nøglen til at forstå, hvorfor Egypten er særlig mønstergyldigt, har at gøre med tal. Antallet af kristne og muslimer i et givet land - især i forhold til hinanden - er den primære afgørende faktor bag hvilke lande, der ser flest hhv. færrest angreb på kristne kirker. For eksempel kommer der fra Saudi-Arabien, som er voldsomt mere anti-kristent end Egypten, langt færre beretninger om forfølgelse af kristne. Løsningen på denne gåde er enkel: Saudi-Arabien har fjernet problemet i opløbet ved helt at forbyde kristendommen; der er ingen kirker at bombe eller brænde. Ligeledes har den islamiske jihads hærgen gennem historien medført en decimering af kristendommen i muslimske lande, der traditionelt ikke opfattes som "radikale". Gennem hele Nordafrika f.eks. - der forud for de islamiske erobringer var kristent og gav verden giganter som St. Augustin, der spillede en hovedrolle i formuleringen af vestlig kristendom - ser vi langt mindre kristen forfølgelse end i Egypten, simpelthen fordi der næsten ikke er flere kristne tilbage at forfølge (mindre end 1% af befolkningen, fra Marokko til Libyen).

I den anden ende fører det meget store antal kristne Egypten - ifølge den koptisk ortodokse kirkes dåbsfortegnelser er der omkring 16 millioner kristne koptere i Egypten - til regelmæssige angreb på kristne kirker. På grund af det store antal kristne i det moderne Egypten, giver dette land således et levende indblik i historien - et levende billede af skæbnen for de kristne og deres kirker under århundreders islamisk styre, og den sande årsag til, at millioner af kristne endte med at konvertere til Islam: For at komme ud af undertrykkelsen som kristne.

del 1

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo