Kristne overalt i den islamiske verden er under angreb. I modsætning til de muslimske angreb på kristne, som regelmæssigt blandes sammen med et utal af sociale faktorer, er de igangværende angreb på kristne kirker i den muslimske verden måske det mest klare udtryk for forfølgelsen af kristne under islam. I kirkerne er kristne overalt i den islamiske verden ikke andet end kristne, der fredeligt og upolitisk tilbeder deres Gud. Og alligevel lægger moderne muslimske regeringer hindringer i vejen for dem, muslimske folkemængder angriber dem og muslimske jihadister massakrerer dem.

For at forstå karakteren af denne stadigt tilbagevendende fjendtlighed, må man først undersøge de muslimske doktriner om kristne kirker; derefter se på, hvordan disse læresætninger har manifesteret sig i virkelighedens verden gennem århundrederne; og endelig se på, hvordan moderne angreb på kristne kirker genspejler de historiske angreb, ofte i identiske mønstre. Kontinuiteten er ubestridelig.

Fordi en opsporing og dokumentation af behandlingen af kirker i de enorme områder af tidligere kristent land, der er erobret af islam, ligger langt udenfor denne undersøgelses rammer, er et mønstergyldigt eksempel nødvendigt. Behandlingen af kristne kirker i Egypten udgør en sådan model til forståelse af kirkernes skæbne under islamisk herredømme generelt. Som en af de ældste og største muslimske nationer, med en af de ældste og største kristne befolkninger, er Egypten faktisk det ultimative eksempel, hvis man vil forstå alle aspekter af kristendommens situation under islam, både i fortid og nutid. [For en fuldstændig oversigt over de kristnes og deres kirkers skæbne over hele den muslimske verden, både i fortid og nutid, se forfatterens nye bog, Crucified Again: Exposing Islam’s New War on Christians.]

Islamisk lære angående kirker

Sharia-loven er særdeles streng, hvis ikke fjendtlig over for kristen tilbedelse. Overvej ordene af nogle af islams mest autoritative og klassiske jurister, de samme, der i dag holdes i ære af Egyptens salafister. Ifølge Ibn Qayyim, forfatter til flerebindsværket Regler for Dhimmier, er det "obligatorisk" at ødelægge eller omdanne til moské "enhver kirke" både gammel og ny, der findes på land, der blev taget af muslimer med magt, fordi de "avler korruption". Selv hvis muslimer ikke er sikre på, om en af "disse ting [kirker] er gammel [fra før erobringen] eller ny, er det bedre at fejle til den forsigtige side, behandle den som en ny og rive den ned."

Ligeledes bekræfter Ibn Taymiyya, at "muslimernes ulema fra alle fire retsskoler - hanafi, shafii, maliki, hanbali samt andre, herunder al-Thawri og al-Layth, hele vejen tilbage til ledsagerne og tilhængerne - alle er enige om, at hvis imamen ødelægger alle kirker i lande, der er taget med magt, såsom Egypten, Sudan, Irak, Syrien (...) så vil det ikke blive betragtet som uretfærdigt af ham", og tilføjer, at de kristne, hvis de gør modstand, "fortaber deres pagt, deres liv og deres ejendele”. Andetsteds skriver han: "Hvor som helst muslimer lever og har moskeer, er det utilladeligt for ethvert tegn på vantro at være til stede, det være sig kirker eller andet."

Som et ekko af juristernes ord om, at kirker er "værre end barer og bordeller" og "huse af pinsel og ild", udstedte det Al Azhar-tilknyttede Dar al-Ifta en fatwa i august 2009, der sammenlignede bygning af en kirke med bygning af "en natklub, et spillekasino, eller bygning af en stald til opdræt svin, katte eller hunde." I juli 2012 udstedte dr. Yassir al-Burhami, en fremtrædende skikkelse i Egyptens salafi-bevægelse, en fatwa, der forbyder muslimske taxi- og buschauffører at transportere kristne præster til deres kirker, hvilket han beskrev som "mere forbudt end at tage en person til en spiritus-bar".

Uanset hvad, så behøver man kun at undersøge betingelserne i Umars Pagt - et indflydelsesrigt dokument, som muslimer tilskriver kalif Umar fra det 7. århundrede, og som angiveligt skulle være stadfæstet af et erobret kristent samfund - for at forstå kirkens situation under islam. Blandt andet måtte de erobrede indvillige i:

Ikke at bygge en kirke i vores by (...) og ikke at reparere dem, der falder i ruiner eller som ligger i muslimske kvarterer; (...) ikke at klirre med vore bækkener undtagen let og fra de inderste dele af vore kirker; ikke at vise et kors på dem [kirkerne], og heller ikke hæve vore stemmer under bøn eller læsning i vore kirker, noget sted nær muslimer; ikke at fremlægge et kors eller en [kristen] bog på muslimernes markeder (...). Hvis vi ændrer eller modsiger disse betingelser, som vi har pålagt os selv (...), fortaber vi vores dhimma [pagt] og bliver genstand for den samme behandling, I påfører de mennesker, der gør modstand og oprør.

Historie

Når det drejer sig om kirker, er islamisk historie et vidnesbyrd om den islamiske lære: Under muslimsk styre, fra det 7. århundrede til i dag, er titusinder af kirker, der engang var spredt over tusinder af kilometer tidligere kristent land, blevet overfaldet, røvet, plyndret, ødelagt og/eller omdannet til moskeer. Et så stort antal er i overensstemmelse med det faktum, at halvdelen af verdens kristne befolkning, på tidspunktet for de muslimske erobringer, levede i de lande, der blev invaderet og undertvunget af islam.

Ifølge en middelalderlig muslimsk historiker blev omkring 30.000 kirker brændt eller plyndret alene i Egypten og Syrien under en toårig, særlig hensynsløs kristen forfølgelseskampagne. Større angreb på kirker under abbasidisk styre omfatter den episode, da "muslimerne i Jerusalem gjorde oprør [i 936], og nedbrændte Opstandelseskirken [menes at være bygget over Kristi grav (derfor også kaldet Gravkirken, o.a.)], hvilken de plyndrede og ødelagde alt af, hvad de kunne". Næsten et århundrede senere befalede kalif Hakim bi-Amr Allah (r. 996-1021), at den allerede hærgede Opstandelseskirke skulle rives ned "til fundamentet bortset fra, hvad der ikke kunne ødelægges eller trækkes op, og de ødelagde også Golgata og kirken Sankt Konstantin med alt, hvad de indeholdt, så vel som alle de hellige gravsten. De forsøgt endda at grave gravene op og udslette alle spor efter deres eksistens."

Et koptisk paradigme

Egyptens koptiske ortodokse kirkes historie eller hele situation er velbevaret. Historien om Patriarkatet for Den egyptiske Kirke, for eksempel - en krønike i flere bind, der blev påbegyndt under den koptiske biskop Severus ibn al-Muqaffa i det 10. århundrede - fortæller om utallige massakrer og forfølgelser gennem århundrederne, fra ødelagte kirker, til korsfæstede kristne, til voldtagne og myrdede nonner.

Men for at omgå den indvending, at kristne forfattere kan have været forudindtagede imod deres forfølgere, så lad os nøjes med den berømte historie af Taqi al-Din al-Maqrizi (1364 - 1442), den mest autoritative muslimske lærde i egyptisk historie i middelalderen. Hans beretning fremstår som særlig objektiv, når man betænker, at den fromme muslimske Maqriz ikke var nogen ven af de kristne. For eksempel - efter at have berettet om århundreders forfølgelse og kirkeødelæggelse i hænderne på muslimer, slutter Maqrizi af med at lyde som en moderne salafist og giver de kristne skylden for deres egen forfølgelse: "For fra de spor, de efterlod, vil det derefter kunne ses, hvor skammeligt de intrigerede mod islamismen og dens tilhængere, hvilket enhver kan forvisse sig om, der undersøger deres oprindelses tarvelighed og deres forfædres gamle had mod vores religion og dens gerninger."

I Maqrizis beretning synes forholdene at være relativt rolige i det første århundrede af islams besættelse af Egypten (ca. 641-741), uden tvivl på grund af det faktum, at antallet af kristne stadig langt oversteg antallet af deres muslimske erobrere. Men i 767, efter årtiers koptiske opstande mod mishandling, "blev tungere byrder end nogensinde lagt på de kristne, som blev tvunget til at spise deres døde, mens deres nye kirker i Egypten blev ødelagt. Mariakirken angående [ved siden af] Abu Senuda i Egypten blev også revet ned, såvel som den, der var under Konstantins beskyttelse, hvilken de kristne bønfaldt emiren af Egypten, Suliman bin Ali, om at skåne for halvtreds tusinde dinarer, men han ville ikke." Omkring år 845 beordrede al-Mutawakal, at kristne kirker skulle rives ned. I 912 "blev den store kirke i Alexandria, kendt som Opstandelsens, brændt ned." I 939 "lavede muslimerne en anden opstand i byen Askalon, hvor de nedrev den græske Mariakirke og plyndrede, hvad der var i den."

Så kommer perioden med den førnævnte kalif Hakim bi-Amr Allah, som kraftigt reducerede Opstandelseskirken i Jerusalem. Med al-Maqrizis ord:

Og i hans [al-Hakims] tid blev de kristne ramt af prøvelser, som ikke tidligere var set (...). Så lagde han hånd på alle kirkernes og klostrenes værdier, som han konfiskerede til skatkammeret og skrev herom til alle sine provinser. Så brændte han træet af rigtig mange kors, og forbød de kristne at købe mænd eller tjenestepiger [som ofte blev sat fri]; han nedrev de kirker, der var i Rashida-gaden uden for byen Misr [Gammel Cairo]. Så lagde han kirkerne i al-Maqs udenfor Cairo i ruiner og overlod indholdet af dem til folket, der plyndrede dem for flere værdier, end det er muligt at sige. Han nedrev klostret al-Qosseir, og gav det til folket at plyndre (...). Så gik han i gang med at nedrive alle kirker og overdrog til folket, som bytte og gods, alt, hvad der var i dem, og alt, hvad der var anbragt på dem. Derefter blev de alle revet ned, alt deres møblement og løsøre blev plyndret, deres værdier forfaldt til andre, og moskeer blev bygget i deres sted. Han tillod kald til bøn at lyde fra kirken Senuda i Misr, og byggede en mur omkring kirken Moallaqa [Den Hængende Kirke] i Qasr esh-Sema. Dernæst sendte mange mennesker [muslimer] breve med anmodning om at få lov til at gennemsøge kirkerne og klostrene i Egyptens provinser. Men deres anmodning var næppe afleveret [til hovedkvarteret], før et gunstig svar på anmodningen kom tilbage; så tog de kirkernes og klostrenes kar og værdifulde ting og solgte dem på markederne i Egypten, sammen med, hvad de fandt i disse kirker af guld- og sølvkar og den slags ting og tuskhandlede med deres værdier. Emiren skrev også til de militære opsynsmænd i provinserne, at de skulle støtte muslimerne i deres ødelæggelse af kirkerne og klostrene. Og ifølge udtalelser, man kan stole på, var nedrivningsarbejdet i Egypten så almindeligt i år 1012, at antallet, der var revet ned i slutningen af året 1014, både i Egypten og Syrien og i provinserne heraf, af templer bygget af grækerne, udgjorde mere end 3.000 kirker [den oprindelige arabiske siger 30.000]. Alle kar af guld og sølv i dem blev plyndret, deres værdier mistet; og disse værdier var fremragende og skænkede vidunderlige bygningsværker.

Endelig - efter at have beskrevet de forskellige former for forfølgelse af kristne i Hakims regeringstid, gør Maqrizi, den muslimske historiker, en interessant iagttagelse: "Under disse omstændigheder blev rigtig mange kristne muslimer." Et andet sted, efter at have opregnet hvordan "størstedelen af kirkerne i Said [Øvre Egypten] var blevet revet ned og moskeer bygget i deres sted", noterer historikeren igen den typiske konsekvens: "Mere end 450 kristne blev muslimer på én dag."

Det tåler gentagelse, at den muslimske Maqrizi ikke nærede den store kærlighed til Egyptens kristne og kom med nedsættende bemærkninger om dem i sine bind - hvilket gør hans beretning om forfølgelse desto mere troværdig.

Fordi Hakims forfølgelse var så frygtelig og vidtrækkende, indrømmes den af de fleste moderne vestlige historikere, selvom de skildrer den som en galnings vildfarelse og derved antyder, at kristne kun led under hans styre. Men der er ingen mangel på muslimske ledere gennem hele den islamiske historie, der ikke på et eller andet tidspunkt forfulgte de kristne og deres kirker.

Hvis Hakim huskes som en forfærdelig og vanvittig tyran, så tænk på kalif Harun al-Rashid, som i Vesten er afbildet som en farverig og munter spøgefugl i 1001 Nat. Skønt berømt for sine verdslige sysler, herunder et udsvævende liv, stærke drikke og haremmer af konkubiner - sidstnævnte i så høj grad, at en moderne kvindelig kuwaitisk aktivist nævnte ham som et forbillede i sit forsøg på at retfærdiggøre sex-slaveri - var Harun al-Rashid stadig from nok "til at tvinge kristne til at skille sig ud via deres klædedragt, fordrive dem fra deres stillinger og ødelægge deres kirker gennem brug af fatwaer fra imamerne." Det samme gælder Saladin (Salah ad-Din), en anden muslimsk hersker, der sædvanligvis skildres i Vesten som storsindet og tolerant. Han befalede, at alle krucifikser på koptiske kirkekupler skulle ødelægges, og at "den, der så, at ydersiden af en kirke var hvid, skulle dække den med sort snavs", som et tegn på fornedrelse.

I 1354, længe efter at den "gale kalif" Hakim var væk, var kirker stadig under angreb, herunder af muslimske menneskemængder, som ifølge Maqrizi "nedrev en kirke ved siden af Løvernes Bro, en kirke i gaden el-Asra i Misr og kirken Fahhadin i omegnen af Cairo; og desuden klostret Nehya i Djizah og en kirke i nærheden af Bataq al-Tokruni; de plyndrede rigdommen i de kirker, de ødelagde, som var stor; og slæbte væk med selv træværket og plader af alabast. De kastede sig over kirkerne i Misr og Cairo ..."

Sådan var tingenes tilstand for kirkerne under islam, hvilket forklarer, hvordan kristendommen i tidligere centre som Egypten efter næsten 14 århundreder blev reduceret til spredte enklaver, der kom til at ligne ramponerede kristne fæstningsværker omgivet af et hav af muslimsk fjendtlighed.

Og sådan er tingenes tilstand for kristne kirker over store dele af den muslimske verden i dette øjeblik, hvor fortiden vender tilbage.

del 2

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo