Det Muslimske Broderskab: Oprindelse, effektivitet og rækkevidde
Af Raymond Ibrahim
Oversættelse af: The Muslim Brotherhood: Origins, Efficacy and Reach
Kilde: FrontPageMag.com, 28. august 2013
Udgivet på myIslam.dk : 10. november 2013

[Bemærkning fra forfatteren: Følgende essay, bestilt og skrevet for næsten et år siden, men først offentliggjort for nylig, er, i lyset af 30.-juni-revolutionen og fordrivelsen af Det Muslimske Broderskab i Egypten, blevet let opdateret med yderligere tekst i parentes.]

Det Muslimske Broderskab (MB) er den vigtigste islamiske organisation i verden med fangarme af indflydelse overalt, både i den islamiske verden men også i Vesten, hvor det er muligt at nå dets mål - etableringen af et sharia-baseret kalifat. Denne gruppes effektivitet kan ses af det faktum, at den kun bestod af meget få medlemmer, da den blev grundlagt for mindre end et århundrede siden; den var voldelig og blev til sidst knust og forbudt. Men i dag i Egypten, sidder en MB-leder, Muhammad Morsi, på tronen i Mellemøstens strategisk vigtigste nation, ironisk nok i demokratiets navn, hvor han forsøger at bane vej for fuld sharia-lov i Egypten, selvom mange er imod.


Historie og tilgang

Fortællingen om Det Muslimske Broderskab, som med mange andre fortællinger af islamisk betydning, begynder i Egypten - hvilket stadig tjener som noget af et mønster for gruppens strategier og tilgang i almindelighed. Hassan al-Banna (1906-1949), søn af en moské-imam og sheik af hanbali-retsskolen, grundlagde Det Muslimske Broderskab. Hassan indarbejdede sufi-anskuelser, som har tendens til at være mere moderate og som bl.a. lærer pragmatisme og tålmodighed. Selvfølgelig kan pragmatisme og tålmodighed i en islamisk sammenhæng let tage form af taqiyya og tawriya - islamiske doktriner, der instruerer muslimer til at bedrage, når det opfattes som værende i islams interesse - og kan meget vel forklare, hvordan Banna kom til at udvikle Det Muslimske Broderskabs arbejdsmåde, der skal drøftes yderligere nedenfor.

Som skolelærer og imam var Banna efter sigende meget karismatisk og afgørende for bevægelsens efterfølgende vækst. Da han startede Broderskabet i 1922, bestod det kun af en håndfuld medlemmer, men voksede til en halv million på så lidt som ti år. Banna gjorde én ting, der ikke kun gav vækst og betydning til Det Muslimske Broderskab, men også til alle de andre islamistiske organisationer, herunder al-Qaeda, der i øjeblikket ledes af Ayman Zawahiri, tidligere medlem af Det Muslimske Broderskab: Han politiserede islam på et tidspunkt, hvor den i bedste fald blev set som en personlig sag, på samme måde som moderne vesterlændinge anskuer religion.

For at forstå dette, må man forstå Mellemøstens historie. Et par århundreder efter de kaotiske tider med islamiske erobringer, blev islamisk lov eller sharia (etymologisk relateret til ordene, der betyder "vej" og "sti") udviklet, og havde magten over islamiske lande, i dette tilfælde Egypten, i århundreder. Alle dele af det islamiske samfund blev således helt gennemsyret af islamisk lovs politik. For eksempel var domstolene alle styret af sharia-diktater; kaliffen, igen ifølge sharia, var forpligtet til at føre krig eller jihad mod sine ikke-muslimske naboer og så videre.

Men en ny ting skete i 1798: En franskmand - en vantro, Napoleon - invaderede og erobrede Egypten. Dette indvarslede et nyt paradigme - at det vantro Vesten (dengang og ofte nu set som kristenheden) var stærkere, og dermed bedre, end den islamiske verden. For helt at indse denne tanke, må man først forstå, at siden den muslimske profet Muhammeds dage, havde sandheden af islam og dens sharia været knyttet til dens verdslige succes, dens evne til at ophøje og berige dens tilhængere med jord og krigsbytte, herunder slaver.

Mens Muhammed bare var en "profet", der prædikede for araberne, tilbragte han et årti med ikke mere end en håndfuld tilhængere. Men da han lancerede sig selv som en krigsherre, der angreb og plyndrede dem, der ikke accepterede ham som profet, og derved vandt mange sejre og stadig mere krigsbytte til sin voksende tilhængerskare, affandt araberne sig med ham og hans budskab. Fra starten blev profetens ægthed således knyttet til hans militære og verdslige succeser. De islamiske erobringer, hvor islams invaderende hære erobrede meget af den gamle verden - fra Indien i øst til Spanien i vest - var et særligt bevis på, at den islamiske vej, shariaen, var den rigtige vej. Vestens erobringer og efterfølgende kolonisering rystede dette paradigme ind til kernen, hvilket fik hovedparten af de nominelle muslimer til at vende sig mod Vesten og i bund og grund vestliggøre sig.

Følgelig blev der i kolonitiden, også selv når muslimer regerede Egypten, indført talrige reformer, jizya-skatten blev afskaffet og politisk islam mistede sin indflydelse. Selvom islam blev givet formel respekt, ville ingen ordentlig egypter hævde sharia som en måde at regere folk på; de antog og støttede vestlige former - i ledelse, politik og endda i påklædning og kultur. I begyndelsen af det 20. århundredes Egypten, især i byerne, var hijab, eller det kvindelige slør, en sjælden mærkværdighed. I dag er det allestedsnærværende.

For at forstå denne store forandring, overvej følgende historie. En sjælden video viser præsident Gamel Abdel Nasser tale for en stor forsamling og forklare dem, hvordan han tilbage i 1953 ønskede at samarbejde med Det Muslimske Broderskab og mødtes med dets leder. Ifølge Nasser, var det allerførste krav fra Broderskabets leder, at hijab skulle vende tilbage til Egypten, "at hver kvinde på gaden skulle bære tørklæde." Publikum brød ud i latter over dette dengang så latterlige krav; en person brølede: "Lad ham bære det!", hvilket fremkaldte mere latter og bifald. Nasser fortsatte med at sige, at han fortalte Broderskabslederen, at hvis de gennemtvang hijab ville folk sige, at Egypten var vendt tilbage til den mørke middelalder (til mere latter) og tilføjede, at egypterne burde opretholde sådanne ting i det private indenfor deres hjems fire vægge.

Sådan var det Egypten, som Banna og andre arvede. For at overvinde næsten to århundreders vestliggørelse, hvor de fleste egyptere til sidst ikke vidste meget mere om islam end de fem søjler, hvis så meget, politiserede Banna islam - gjorde den til, hvad den tidligere var. Men han og hans tilhængere indså efterhånden, at deres budskab kun ville vække genhør, hvis de: 1) mobiliserede muslimerne på en folkelig basis, en fremgangsmåde, som uundgåeligt tog længere tid, i dette tilfælde årtier, næsten et århundrede, men som vi kan se, har båret stor frugt, og 2) indførte aktivisme og propaganda, hvilket i sidste ende førte til en kompleks, lagdelt organisation med medlemmer fra alle samfundslag, fra bønder til akademikere. Det Muslimske Broderskab udnyttede allerede eksisterende islamiske organisationer - politiserede dem, islamiserede dem og mobiliserede dem. Mange virksomheder, skoler og andre organisationer blev derfor tilknyttet Broderskabet, enten formelt eller uformelt, hvilket de fortsætter med at gøre til denne dag. Årtiers virke på denne måde, yderligere næret af gruppens humanitære arbejde med lægfolk, førte til en enorm følelse af loyalitet over for gruppen og tiltrak hele tiden nye rekrutter.

Ligegyldigt hvor humanitært eller socialt, så var/er Bannas og Broderskabets budskab altid udtrykt i islamiske termer. Uanset om de talte om kolonialisme, sundhedsspørgsmål, uddannelse eller nationalisme, var alt artikuleret indenfor en islamisk ramme, der subtilt gen-islamiserede den gennemsnitlige egypters verdenssyn. Hovedtemaer, der altid blev hamret ud, omfattede tabet af kalifatet, den svage fragmenterede islamiske verden, samt behovet for at genoplive kalifatet og indføre sharia - den islamiske "vej", der altid blev og bliver skildret som den højeste vejledning i retfærdighed og hæderlighed.

Det er væsentligt at bemærke, at selvom flere Generelle Vejledninger for Det Muslimske Broderskab er kommet og gået siden Bannas tid, har sidstnævntes overordnede strategi og taktik generelt ligget fast, tilpasset tidernes omskiftelser og MB's styrke og position i forhold for dets modstandere. Da det blev relativt stærkt, var Broderskabet, uden tvivl og måske uundgåeligt, engageret i terrorangreb, især imod Nasser-regeringen, og endte med at blive forbudt. Banna selv blev dræbt af regeringsstyrker i 1949.

På grund af dets popularitet, blev MB kortvarigt legaliseret igen, men kun som religiøs organisation, og derefter atter forbudt i 1954 på grund af dets nonstop insisteren på, at Egypten skulle styres under sharia. Egyptiske embedsmænd blev myrdet og også Nasser blev udsat for attentat. Regeringen svarede igen hurtigt, forbød gruppen, fængslede og torturerede tusindvis af medlemmer, mens andre flygtede til velvillige lande, især det wahhabistiske Saudi-Arabien.

Nogle af de mest fremtrædende MB-ledere og -agitatorer blev også henrettet på denne tid. Ét medlem, der blev henrettet under Gamal i 1966, er særlig værd at bemærke: Sayyid Qutb - i dag kendt som den moderne islamismes "godfather". Der er nok ingen, der har haft større indflydelse på den moderne islamistiske bevægelse end denne mand, der skrev produktivt og voluminøst især under sin fængsling. Her skrev han to "klassikere", der i dag stadig er fast inventar hos enhver seriøs islamist eller jihadist: (i engelsk oversættelse) In the Shade of the Quran (en eksegese i flere bind) og Milestones, en kort introduktion, der meget fint indfanger Det Muslimske Broderskabs fase-strategi, behovet for både klog forsigtighed og at kunne gribe til handling alt efter realiteterne på jorden - efter chancerne for succes. Mens Qutb understregede behovet for etaper, udbredte han også jihad-bevægelsen ved at fremføre, at den islamiske verden ikke var tilstrækkelig islamisk og derfor havde behov for en jihad-fortrop, der kunne omstyrte jahiliyya eller den præ-islamiske tilstand af uvidenhed, som den muslimske verden befandt sig i.

Ifølge 9/11 Kommissionsrapporten "dukker tre grundlæggende temaer op i Qutbs skrifter. For det første hævdede han, at verden var plaget af barbari, tøjlesløshed og vantro (en tilstand, han kaldte jahiliyya, det religiøse udtryk for perioden af uvidenhed forud for åbenbaringerne givet til profeten Muhammed). Qutb hævdede, at mennesker kun har valget mellem islam og jahiliyya. For det andet advarede han om, at mennesker, herunder muslimer, var mere tiltrukket af jahiliyya og dens materielle bekvemmeligheder end af hans udgave af islam; jahiliyya kunne derfor triumfere over islam. For det tredje, at der ingen mellemvej findes i, hvad Qutb så som kampen mellem Gud og Satan. Alle muslimer - som han definerede dem - skal derfor gribe til våben i denne kamp. Enhver muslim, der afviser hans ideer, er blot endnu en ikke-troende, værdig til ødelæggelse."

Indflydelsen af Det Muslimske Broderskabs Qutb-skrifter kan ikke overvurderes, da de jævnligt citeres af moderne islamister. Selv al-Qaeda-leder Zawahiri citerer jævnligt Qutb i sine skrifter. På grund af Qutbs popularitet blandt terrorister, distancerede Broderskabets ledelse sig efterhånden fra ham og talte i stedet åbent for en ikke-voldelig "reformistisk" strategi indefra, hvilken den har fulgt lige siden. [Indtil den folkelige revolution den 30. juni 2013, der væltede præsident Morsi og fik Broderskabet til åbent at engagere sig i vold og terror, da de indså, at de var blevet afsløret og intet havde at tabe.]

På grund af MB's popularitet - de mange årtiers opdyrkning af det egyptiske samfund var ikke sket for ingenting - løslod Anwar al-Sadat, Nassers efterfølger, en stor del af brødrene fra fængslerne og lovede at indføre sharia i Egypten, hvilket førte til indførelsen af den 2. Artikel i den egyptiske forfatning, der gjorde islamisk lov (sharia) til den primære retskilde. (Ironisk nok er det dette spørgsmål om forfatningen og hvor islamisk den skal være, der har skabt den store splittelse i det egyptiske samfund i dag, hvor Det Muslimske Broderskabs præsident Muhammad Morsi - og alle islamistiske fraktioner - presser på for en endnu større rolle til islam, og kalder alle, der er imod, for "vantro" og "frafaldne".)

Alligevel var Sadats gestus til sharia ikke nok: Efter hans underskrivelse af en fredsaftale med Israel, agiterede Broderskabet og andre islamiske grupper konstant imod ham, og han blev kort efter myrdet i 1981. I Mubarak-æraen blev gruppen igen formelt forbudt, selvom uafhængige medlemmer blev tilladt i parlamentet. Men både inddæmningen og eftergivenheden kom for sent: Ånden af islamisk vækkelse lå i luften; forbud eller arrestation af individer var ikke nok.

Efter at have været udsat for Det Muslimske Broderskabs islamiske aktivisme og propaganda gennem næsten et århundrede, blev det generelle egyptiske verdenssyn, der i nogle generationer havde efterlignet Vesten som vejen til succes, gradvist undergravet, årti efter årti, og langsomt mere islamisk orienteret. Med 2011-oprøret i Egypten, som begyndte med moderate og sekulære, der søgte ægte demokrati, blev alle islamister løsladt fra fængslerne - inklusive Egyptens [nu afsatte] præsident - og dominerer nu livet i landet. For første gang påvirker Broderskabet samfundet, ikke alene fra græsrodsniveau og op, men også oppefra og ned.


Mål, hensigter og andre islamister

Hvad er Det Muslimske Broderskabs yderste mål? Selvom mange islamiske grupper har udviklet sig siden MB's begyndelse, er mange af dem født af det. Lige så vigtigt er det, at stort set alle sunni-islamiske organisationer - inklusive al-Qaeda og Taliban - ønsker det samme som Broderskabet: Et sharia-håndhævende kalifat. De adskiller sig primært ved måden, hvorpå dette mål skal nås.

Overvej MB's slogan: "Allah er vort mål; Koranen er vor lov; Profeten er vor leder; Jihad er vor vej; og døden for Allahs skyld er vor højeste stræben."

Dette credo er en erklæring, som selv de mest radikale jihadistiske muslimer kunne tilslutte sig, for det fanger alle de væsentlige punkter i radikal og jihadistisk islam, den form for islam, der praktiseres af terrororganisationer. Tilsvarende beskriver Broderskabets engelsksprogede hjemmeside "Det Muslimske Broderskabs principper", som indbefatter, for det første indførelse af islamisk sharia som "basis for styring af statens og samfundets anliggender", og for det andet arbejdet på at forene "islamiske lande og stater, hovedsageligt blandt de arabiske stater, og frigøre dem fra udenlandsk imperialisme". Med andre ord arbejder det for at forene den muslimske verden under et kalifat, hvilket det stadig åbent hævder som dets endelige mål. Faktisk erklærede Muhammad Badie, Broderskabets nuværende leder [anholdt den 19. august 2013], for ikke så længe siden åbent, at "Imamen [al-Banna] skitserede overgangsmål og detaljerede metoder til at nå dette højeste mål, begyndende med at reformere individet, efterfulgt af opbygningen af familien, samfundet, regeringen, og derefter et retledet kalifat og endelig beherskelsen af verden."

Denne idé om "overgangsmål" og målsætninger for hvert trin er fanget godt af Broderskabets vision og udtrykkes meget fint af det ene ord, der optræder på Det Muslimske Broderskabs banner under de to sværd krydset over Koranen: "Udrust" - et ord taget fra Koranen 8:60: "Udrust imod dem [de vantro] så stor en styrke og så mange kampheste, som I formår, for dermed at sætte en skræk [terror] i Guds og jeres fjende og i andre foruden dem, som I ikke kender, men som Gud kender. Alt hvad I giver bort for Guds sag, vil blive betalt jer fuldt tilbage. I vil ikke blive gjort uret."

Kort sagt er det Muslimske Broderskab dedikeret til at bane vejen for kalifatets komme, hvilket, hvis historien er nogen indikator, er langt mere problematisk end nogen enkelt islamisk stat eller terrororganisation: Alle islamiske erobringer af ikke-muslimer, for det meste kristne lande, fandt sted under kalifater, herunder den umayyadiske, abbasidiske og selvfølgelig, den tyrkiske osmanniske stat.

Efter at have udforsket lidt af Det Muslimske Broderskab historie og lære, er det på sin plads at stille nogle relevante spørgsmål. Men først - at forstå Det Muslimske Broderskabs motiver fortsætter med at være vanskeligt for folk i Vesten, som i århundreder har adskilt religionens område fra politikkens. Er Det Muslimske Broderskab en politisk gruppe, eller er det en religiøs gruppe? Sådanne spørgsmål plager Vesten. Faktum er, at det er begge dele - for i islam, historisk og læremæssigt, er islam også politik. Ordet "sharia" betyder blot "måde", dvs. den islamiske måde at gøre tingene på. Den styrer alle aspekter af den troendes liv (i islam er alle mulige handlinger klassificeret i fem kategorier: obligatoriske, anbefalede, tilladte, ikke anbefalede og forbudte). Muslimske myndigheder anses for legitime eller illegitime primært baseret på, om de håndhæver sharia i samfundet eller ikke. Faktisk har dette historisk set været anklagen, de forskellige islamistiske og jihadistiske grupper - begyndende med Broderskabet - har rettet mod de siddende regeringer og regimer i deres respektive lande, at de ikke har håndhævet sharia-loven i samfundet.

Det tåler gentagelse: Det overordnede mål for alle islamist- og jihad-grupper verden over er etableringen af "Allahs styre" på jorden. Dette har også fra starten været Det Muslimske Broderskab mål - derfor det stærke engagement i politik. Den primære uenighed mellem de mere voldelige islamister og jihadister på den ene side og Broderskabet på den anden, har at gøre med taktik - ikke med den overordnede vision, som de alle deler: Etablering, håndhævelse og derefter spredning af sharia-lov. Jihadister har længe hævdet, at Det Muslimske Broderskab, ved (i det mindste formelt) at afstå fra vold - dvs. jihad - og i stedet at deltage i politik for at opnå magt og ad den vej indføre sharia, har forrådt kaldet til jihad. For eksempel var Ayman al-Zawahiri, den nuværende leder af al-Qaeda, som 15-årig medlem af Det Muslimske Broderskab. Han blev dog snart lokket af kaldet til jihad, forlod gruppen og sluttede sig til mere radikale grupper i Egypten som Al-Gama Al-Islamiyya ("Den Islamiske Gruppe") og Islamisk Jihad.

Ayman al-Zawahiri er et interessant tilfælde i forbindelse med Broderskabets taktik og dets kritikere. Mange år efter at han som teenager forlod Broderskabet i slutningen af 1960'erne, skrev Zawahiri en hel bog, der kritiserede Det Muslimske Broderskab. Den havde titlen Al Hissad Al Murr, eller "Den bitre høst", og heri argumenterede Zawahiri for, at Broderskabet "drager fordel af de muslimske unges iver ved at bringe dem ind i folden, blot for at gemme dem i et køleskab. Derefter leder de deres tidligere lidenskabelige, islamiske nidkærhed for jihad hen mod konferencer og valg (...). Og ikke alene har Brødrene afstået fra at opfylde deres pligt til at kæmpe til døden, men de er gået så langt som til at beskrive de vantro regeringer som legitime, og har sluttet sig til dem i deres uvidenhedens styreformer, dvs. demokratier, valg og parlamenter."

Ironisk nok har tiden vist, på trods af alle hans bidende bemærkninger imod dem, at Det Muslimske Broderskabs strategi med langsomt at infiltrere samfundet ved græsrodsarbejde har været langt mere effektiv end Zawahiris og al-Qaedas jihad-terror [indtil egyptiske landsmænd og muslimer så dem for, hvad de var, og styrtede dem; omvendt i Vesten, hvor subtil infiltration stadig virker bedre end terrorisme og stadig er den foretrukne strategi]. Broderskabets tålmodighed og udholdenhed i udøvelsen af det politiske spil, i optagelsen af vestligt sprog og vestlige paradigmer og i den formelle afståelse fra vold og jihad, har gjort det til en legitim aktør i manges øjne, og det i så høj grad, at det har fået den amerikanske regering støtte, selvom det engang var forbudt. Men det gør ikke Broderskabets mål mindre bekymrende. Safwat Hegazy, en populær prædikant og medlem af Broderskabet [siden arresteret for tilskyndelse til terrorisme], pralede for eksempel i juli 2012 med, at Broderskabet vil blive "Verdens herrer en dag". Ligeledes ifølge Kamil al-Najjar, der forlod Det Muslimske Broderskab og i nu lever med dødstrusler: "De forsøger at bedrage folk, og de har formået at bedrage en masse vestlige politikere til at tro på dem. Deres eneste mål er at kontrollere verden med islam. De ved, at de ikke kan bruge magt til at konvertere Vesten, så de bruger bedrag." Selv Gamal al-Banna, bror til grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab, havde hårde ord til overs for bevægelsen og sagde, at den totalt afviser frihed.

Egyptens salafister - som har det til fælles med al-Qaeda og andre radikale muslimer, at de helt bogstaveligt forsøger at efterligne den muslimske profet Muhammed og de tidligste muslimer fra det 7. århundrede, som var ret så voldelige og intolerante - er et andet tilfælde. Salafisterne, som repræsenterer al-Qaeda-typen af muslimer, blev løsladt fra fængslerne efter "det arabiske forår" og sidder nu i parlamenter rundt omkring i den arabiske verden. De havde oprindeligt foragt for Broderskabets tålmodige politiske spil, men nu hvor de har set de gevinster, Broderskabet trods alt har opnået, forsøger de også at "moderere" deres tilgang, hvilket har ført til nogle "skurrende" øjeblikke. Mens det salafistiske Nour-parti ("Lysets parti") deltog i Egyptens valg, var engageret i demokrati og på anden måde spillede det politiske spil, skjulte de således sjældent det faktum, at de betragtede demokrati og valg som et foragteligt middel til det ene mål - sharia-lov. Derfor kunne man på video se en salafi-gejstlig fortælle muslimer, at de om muligt skulle begå valgsvindel for at sikre, at en islamistisk kandidat ville vinde; en anden skildrede valg som en jihad og sagde, at enhver, der døde under afstemningen, ville blive martyr. I modsætning til Broderskabet, hvis medlemmer gennem årtier har lært at mestre taqiyya-kunsten (forstillelse er næsten blevet en anden natur for dem), har salafisterne, der deler den samme ideologi som al-Qaeda (dvs. at åben islam skal praktiseres nu, om nødvendigt med magt), endnu ikke fuldt lært at spille spillet og er simpelthen for ærlige om deres hensigter.

Det kan virke ironisk, at Broderskabets største modstandere på nuværende tidspunkt ikke er vestlige regeringer eller menneskerettighedsgrupper, men egypterne selv, heriblandt rigtig mange muslimer. Vestlige analytikere - her taler jeg om dem, der forstår truslen fra Det Muslimske Broderskab - glemmer nogle gange, at uanset hvad Broderskabets mål er, så ser en stor del af de egyptere, der støtter gruppen, noget helt andet i den. For dem er islam godhed og sharia er retfærdighed - så hvad kan der være galt ved at indføre sharia, som Broderskabet så længe har talt for? Dette er grunden til, at Muhammad Morsi fik lidt mere end 50% af egypternes stemmer (med udbredte påstande om stemmesvindel). Mange egyptere, der var vænnet til Broderskabets humanitære side - som nævnt vandt Broderskabet, ligesom dets Hamas-udløber, mange tilhængere gennem dets sociale programmer - havde ikke en åbenlys islamistisk dagsorden i tankerne, og hvis de havde, så var denne dagsorden ensbetydende med godhed og retfærdighed, opfattet meget på samme måde som i Vesten (som mange muslimer selvfølgelig stadig er påvirket af).

Men blot måneder efter at Morsi var blevet præsident, begyndte han at udskifte mange mennesker, der besad vigtige stillinger i statsapparatet og medierne, med medlemmer af Broderskabet. Og endnu værre - han indførte en ny forfatning, der havde et stærkt islamistisk element. Mange kritikere påpegede, at ordlyden altid var flertydig, men at sharia i alle tilfælde og på flere måder blev fremstillet som den ultimative dommer. Derfor rejste egyptere sig mod Morsi i protest efter protest og hævdede, at Egypten ikke var en "Broderskabsorganisation", der kunne køres som en sådan. På et tidspunkt drev kraften i angrebene ham fra præsidentpaladset under dække af mørket. Nogle af videoerne med almindelige mennesker i gaderne er øjenåbnende. Mange af dem siger ting som: "Gid jeg var faldet død om, da jeg stemte på dig Morsi", og andre langt mere nedsættende ting, der ikke egner sig for tryk. Den væsentligste årsag til, at disse egyptere nu afskyr Morsi, har mindre at gøre med islamisme og mere med det faktum, at egypterne stadig lider økonomisk og socialt, faktisk endnu mere end under Mubarak. Derfor bliver Morsi i stigende grad set som mere interesseret i at styrke sin gruppe og den islamistiske dagsorden end i at gavne Egypten - klart udtrykt af Broderskabets tidligere Generel Vejledning, der erklærede: "Til helvede med Egypten", hvilket vidner om, at Egyptens interesser er sekundære i forhold til islams. [De to sidste afsnit er skrevet for flere måneder siden. De træk og tendenser, der er beskrevet heri, kulminerede med 30. juni-revolutionen og styrtelsen af Broderskabet.]


Det arabiske forår

Dette fører til spørgsmålet om det arabiske forår, som var af afgørende betydning for styrkelsen af det Muslimske Broderskab: Hvad var det? Hvem stod bag det? Hvordan og hvorfor var det Det Muslimske Broderskab, der fik mest gavn af det? Alt tyder på, at Det Muslimske Broderskab havde meget lidt at gøre med begyndelsen til revolution i Egypten den 25. januar 2011, hvor vi oplevede afsættelsen af herskeren gennem 30 år, Hosni Mubarak. I de tidlige faser forbød Det Muslimske Broderskabs ledelse faktisk unge medlemmer at deltage i oprøret, selvom mange gjorde det alligevel. Der er endda en video fra revolutionens tidlige fase, hvor præsident Muhammad Morsi hånede den og sagde: "Hvad tror I, I vil opnå?"

Denne tilbageholdenhed skyldtes selvfølgelig ikke nogen stor kærlighed til Mubarak, men snarere at Broderskabet sandsynligvis troede, at Mubarak i sidste ende ville sejre, omgøre revolutionen og derefter stille og roligt slå ned på alle de ledere, der deltog. Obama-administrationen synes også at have delt denne opfattelse, for den gav oprindeligt udtryk for støtte til Mubarak i protestens tidlige dage, selvom den senere opgav ham.

Den egyptiske revolution, der fulgte den tunesiske revolution, var grundlæggende et produkt af den gennemsnitlige egypters enorme frustration, især med hensyn til de helt igennem elendige økonomiske forhold, hvor mange universitetskandidater ikke kunne få sig et simpelt job - og slet ikke ét, der kunne gøre det muligt at slå sig ned og starte en familie, hvilket er normen i det egyptiske samfund. Men den eneste gruppe uden for regeringen, der var tilstrækkelig godt organiseret og forberedt til at kunne udnytte situationen, var Det Muslimske Broderskab - gennem årtier den primære oppositionsgruppe til regeringen. Mange relativt nye egyptiske sekulære partier klagede for eksempel over, at præsident- og parlamentsvalget blev gennemført for hurtigt efter Mubaraks fald til at de kunne mobilisere og føre kampagne ordentligt. Men Broderskabet var parat. Som tidligere nævnt, var ideen om islam som den umiddelbare løsning på alle Egyptens problemer blevet meget populær, især blandt de lavere uddannede egyptere, som udgør størstedelen af nationen. Det amerikanske udenrigsministeriums indblanding var heller ikke til nogen hjælp. Som Andrew McCarthy udtrykte det, gjorde Hillary Clinton "sin del for at hjælpe Det Muslimske Broderskab" ved at presse militæret til at overgive magten og skildre dets tøven med at udråbe en vinder som "klart bekymrende" - ord, der kunne være brugt bedre på Det Muslimske Broderskabs antidemokratiske taktikker.


Det Muslimske Broderskabs rækkevidde og tilstedeværelse

Både formelt men især uformelt er Broderskabets rækkevidde enorm. To grunde forklarer dette: 1) Som den ældste og bedst organiserede muslimske organisation, har det haft rigelig tid til og opnået stor erfaring i at udvide, netværke og udbrede sit budskab rundt omkring i verden. 2) Budskabet, det udbreder, ses normalt ikke af muslimer som et "Broderskabsbudskab", men snarere som et islamisk budskab; derfor dets popularitet og appel.

Dette er et vigtigt punkt, der skal holdes for øje, når vi udforsker nogle af de regioner, hvor Broderskabet er til stede og påvirker samfundet. Fordi dets mål er ét og det samme som alle andre islamisters - genopstandelse af kalifatet og håndhævelse af islamisk lov - arbejder det ofte i samklang med andre islamiske organisationer, hvilket gør det særligt vanskeligt at afgøre, hvornår en organisation er en Broderskabsgruppe, og hvornår det blot er en ligesindet forbundsfælle. Dette fænomen optræder også i forbindelse med jihad-organisationer: Alt for ofte bliver individuelle jihadister i Vesten slået sammen med al-Qaeda, ud fra den antagelse, at alle, der deltager i jihad-aktiviteter, er al-Qaeda-medlemmer. Men ofte er virkeligheden den, at der ikke er nogen tilknytning - undtagen selvfølgelig i ideologi og taktik. Ligeledes - selv om mange islamiske organisationer har tætte symbolske og ideologiske bånd til Det Muslimske Broderskab, er de stort set autonome.

Hjertet i Det Muslimske Broderskab er også den region, i hvilken det blev født: Egypten, der repræsenterer kernen i bevægelsen. Det andet lag af tilstedeværelse og indflydelse er i området nærmest ved Egypten: Mellemøsten, især Libanon, Syrien, Sudan, Jordan, Irak, Vestbredden og endda hele Den Arabiske Halvø. Den tredje og seneste - og måske vigtigste - region er i Vesten: Europa og Nordamerika. I alt menes det, at Broderskabet er til stede i omkring 70 lande verden over.

Vi har allerede undersøgt Det Muslimske Broderskab i Egypten. I dets næste lag af tilstedeværelse og indflydelse, Mellemøsten - især de lande, der er tættest på Egypten - er følgende nogle af de vigtigere områder, hvor Broderskabet vides at eksistere og operere. Det er vigtigt at bemærke, at mange af disse Broderskabsafdelinger blev grundlagt, som i Egypten, i direkte opposition til de herskende regimer i deres respektive lande, og fremstillet som det "moralske", "islamiske" alternativ til de "verdslige", "vestliggjorte" og kort sagt korrupte herskende regimer:

Den Arabiske Halvø: Mange medlemmer af Broderskabet fandt sympatisører og asyl i Golfstaterne efter at være drevet ud af Ægypten i 1950'erne og senere. Mange af dem bosatte sig dér og påvirkede disse samfund, især ved at agitere mod myndighederne. I Saudi-Arabien, for eksempel, dannede medlemmer af Broderskabet gruppen Vækkelse (Sahwa), som udfordrede Saudi-kronens legitimitet. I nationer som De Forenede Arabiske Emirater og Qatar udnyttede Broderskabets medlemmer mediernes tilstedeværelse, især Al Jazeera, til at påvirke muslimer både i og uden for regionen med Broderskabets verdenssyn og propaganda. [Dette har især vist sig sandt efter 30. juni-revolutionen i 2013, hvor Al Jazeera ufortrødent har bevist, at det er Broderskabets talerør, ved at fordreje og manipulere nyheder til gruppens fordel.] Medlemmer af Broderskabet har også, ligesom i Egypten, fået mange pladser i parlamenter over hele Golfen. For eksempel i Kuwait ved Hadas-bevægelsen; i Yemen ved Islah-bevægelsen og i Bahrain ved Minbar-partiet, som siden 2002 har været det største valgte parti. Den saudiarabiske indenrigsminister prins Nayef fordømte Broderskabet og sagde, at det var skyldigt i "løftebrud og utaknemmelighed" og var "kilden til alle problemer i den islamiske verden". På den anden side blev mange af Broderskabets medlemmer, der bosatte sig på halvøen, samt deres efterkommere, selv yderligere radikaliseret af Saudi-Arabiens ultra-islamiske wahhabi-verdenssyn, og bragte det med tilbage til Egypten og deres andre oprindelseslande. Salafismen synes at være en krydsning mellem egyptisk Broderskabsmentalitet og saudisk wahhabisme. Igen - dette peger på det symbiotiske forhold, der eksisterer mellem alle islamiske grupper, for de har alle i sidste ende rod i de samme uforanderlige kilder: Koranen og Muhammeds lære, som fanget i hadith og viderebragt i sunna.

Irak: Under Saddam Hussein var Det Irakiske Islamiske Parti - det største sunni-islamiske politiske parti og en gren af Det Muslimske Broderskab - forbudt i 1960'erne og tvunget under jorden pga. dets religiøse agitation. Det dukkede op igen kort efter USA's afsættelse af Saddam, og har siden været en skarp kritiker af USA, mens det samtidigt har deltaget i regeringen og i overgangsprocessen.

Iran: Selvom dette overvejende er et shia-muslimsk land og Det Muslimske Broderskab er sunni-muslimsk i sin lære, er det tydeligt, at Det Muslimske Broderskab - de moderne pionerer for politisk islam - har påvirket det shia-muslimske Iran. For eksempel var Nava Safari, som grundlagde Fadaiyan-e Islam, en iransk islamisk organisation, der var aktiv i Iran i 1940'erne og 50'erne, meget imponeret over Det Muslimske Broderskab. Fra 1945 til 1951 myrdede Fadain adskillige højtstående iranske personligheder og embedsmænd, som de anså for at være uislamiske, herunder den anti-gejstlige forfatter Ahmad Kasravi, premierminister Haj Ali Razmara, tidligere premierminister Abdolhossein Hazhir og uddannelses- og kulturminister Ahmad Zangeneh. Igen skal det understreges, at der selv inden for sunni-shia-kløften, hvilken er meget reel, findes meget samarbejde, især i forbindelse med at genoplive et kalifat og håndhæve sharia. Den fremherskende logik er, at den større fjende er de vantro (USA, Israel, etc.), og at det er gavnligt for alle muslimer at arbejde sammen om deres undertvingelse. Så kan de bagefter genoptage deres interne kamp om det overordnede herredømme.

Jordan: Broderskabet er repræsenteret ved Fronten for Islamisk Aktion, som blev grundlagt i 1940'erne, og har påvirket dele af samfundet dybt gennem velgørenhed, propaganda og indoktrinering. På forskellige tidspunkter og under forskellige ledere har det vaklet mellem krigeriskhed - ofte præget af palæstinensiske elementer - og Broderskabets typiske tålmodighed og vedholdenhed, hvor det har samarbejdet med de hashemitiske herskere. Under 2011-opstandene, blev gruppen klart meget mere selvhævdende. Efter nederlaget er det nu gledet tilbage til den diplomatiske kurs, hvor det opfordrer til interne, fredelige reformer.

I Nordafrika vest for Egypten, er Broderskabets eksistens igen blevet hævdet i forbindelse med modstanden mod sekulære/korrupte herskere, denne gang mod kolonimagterne selv. I Algeriet for eksempel deltog Broderskabs medlemmer i nationens uafhængighedskrig mod Frankrig. Men på grund af deres kald til sharia, blev de efterhånden marginaliseret af det sekulære FLN-parti. I Tunesien har Broderskabet haft kraftig indflydelse på nationens islamister, især al-Nahda, der blev dannet i 1989 og som overvejende var inspireret af Broderskabet. Siden den tunesiske revolution har al-Nahda haft bred opbakning, og det er den nye regerings mest indflydelsesrige stemme. I Libyen har Broderskabets medlemmer været til stede i det mindste siden 1940'erne, da kong Idris tilbød dem ly fra Egypten. Efter oberst Gaddafis magtovertagelse, hvor han kunne se truslen fra Broderskabet, arbejde han, ligesom alle andre arabiske ledere, hårdt for at eliminere dem. Men de fastholdt en tilstedeværelse dér, og var mest bemærkelsesværdigt en del af oppositionen, der væltede Gaddafi.

De palæstinensiske territorier: Hamas, som opretholder en militant jihad-fløj, er en udløber af Broderskabet, og blev grundlagt under den første intifada i 1987. Som dens moderorganisation, blev den hurtigt populær blandt det palæstinensiske folk, i høj grad på grund af dens velgørende arbejde. Og ligesom dens moderorganisation, er det i årenes løb lykkedes at indoktrinere den almindelige palæstinensiske muslim gennem dens propaganda. Skønt Hamas er dedikeret til fjernelsen af staten Israel, hænger dette mål faktisk meget godt sammen med Det Muslimske Broderskabs overordnede mål: Genopstandelsen af et globalt kalifat. Når det kommer til stykket, så vil enhver muslim hævde - inklusive mange indflydelsesrige egyptiske medlemmer af Broderskabet - at kalifatets sæde må være Jerusalem. Så selv om en organisation som Hamas tilsyneladende er involveret i en "anden" kamp - udslettelsen af Israel - så svarer dette mål faktisk meget godt til Broderskabets mål, og ses som blot endnu en nødvendig fase.

Syrien: Broderskabet har været til stede dér i årtier, og efter Baath-partiets overtagelse af magten i 1963, blev det den vigtigste sunnitiske opposition til alawiterne fra Assad-klanen. I samklang med det sunni-muslimske flertal Syrien, stod Broderskabet på mange måder i spidsen for en voldelig opstand mod den daværende præsident Hafiz Assad. Men det blev knust under Hama-opstanden i 1982. Bagefter var gruppen stort set politisk inaktiv i landet, selv om det stadig havde et stærkt støtte-netværk dér - et perfekt eksempel på vanskeligheden ved at skelne mellem dem, der har en formel tilknytning til Broderskabet, og dem, der simpelthen deler deres nøjagtige verdenssyn og dermed er naturlige allierede. Det igangværende oprør mod Assad har et stærkt Broderskabselement, især blandt de islamistiske/salafistiske fraktioner. En nylig artikel i Washington Post beskriver Broderskabet som spillende en "dominerende" rolle.

Sudan: Broderskabet fastholder en betydelig, om end uformel, tilstedeværelse, og har spillet en vigtig rolle i de kampagner for masse-islamisering, som Khartoum-regimet har ført, ofte i forbindelse med folkemord. Medlemmer af Broderskabet udgør en stor del af det nuværende Khartoum-regime, som fulgte general Omar Hassan al-Bashirs statskup i 1989. Den Nationale Islamiske Front i Sudan (...), der voksede i 1960'erne, med den islamiske lærde Hasan al-Turabi som dens generalsekretær i 1964, er en udløber af Broderskabet.

I Det Muslimske Broderskabs nyeste og måske vigtigste lag af tilstedeværelse - Vesten, Europa, tidligere kristenheden, og hjem for den oprindelige vantro par excellence - har det gjort store fremskridt i de senere år, vokset som det er med den store tilstrømning af muslimske indvandrere og deres efterkommere i Europa. Det arbejder ofte under dække af andre muslimske organisationer, som virker uskadelige, såsom Føderationen af Islamiske Organisationer i Europa (FIOE), Forum for Europæiske Muslimske Ungdoms- og Studenterorganisationer (FEMYSO) og Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning (ECFR). Gruppen er også involveret i etableringen af et stort og sofistikeret netværk af moskeer, skoler og islamiske velgørende organisationer.

Rusland: Det Muslimske Broderskab er forbudt dér.

USA: Broderskabet er også til stede i Amerika, hvor brødrene, ifølge et opsnappet dokument, "opfatter deres arbejde i Amerika som en stor jihad, der skal eliminere og ødelægge vestlig civilisation indefra og sabotere dens elendige hus ved deres hænder, så Allahs religion [islam] sejrer over alle religioner." Derfor har Broderskabet grundlagt og/eller arbejder under dække af flere fremtrædende muslimske organisationer i Amerika, herunder Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer (CAIR), Den Muslimske Studenterforeningen (MSA), Islamisk Samfund i Nordamerika (ISNA), Den Islamiske Kreds i Nordamerika (ICNA) og Muslimsk Amerikansk Samfund (MAS).

Med masser af finansiering og organisering og en vestlig vilje til dialog med muslimer, har Broderskabet naturligt taget føringen, og modtaget megen legitimitet fra europæiske regeringer, overbeviste som er om, at de, ved at give de mest fremtrædende muslimske organisationer stærk repræsentation, kan demonstrere deres vesterlandske "tolerance".

**********

Det Muslimske Broderskab er den bedst organiserede af alle muslimske organisationer. Dets yderste mål - etablering af kalifatet og indførelse af sharia - deles af alle islamister. Dets taktik, gående ud på tålmodighed og vedholdenhed - og selvfølgelig forstillelse - har vist sig mere effektiv end voldelig jihad. Og nu bliver Broderskabet vidt og bredt beskrevet som en "moderat" organisation (faktisk har en amerikansk embedsmand helt absurd omtalt det som en "i det store og hele verdslig" organisation), og ses således af mange vestlige regeringer som en legitim aktør. Der er ingen tvivl om, at Broderskabet vil fortsætte med at stå i spidsen for den islamistiske bevægelse rundt om i verden, og vinde flere og flere rekrutter, både formelle og uformelle, efterhånden som det nærmer sig virkeliggørelsen af sit yderste mål.




Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)




Oversættelse: Bombadillo