Den 24. april var Det Armenske Folkemords Mindedag. Millioner af armeniere rundt omkring i verden mindedes, hvordan det islamiske Osmanniske Imperium dræbte - ofte grusomt og ud af religiøst had - omkring 1,5 million af deres forfædre under 1. Verdenskrig.

Ironisk nok er de fleste mennesker, heriblandt de fleste armeniere, uvidende om, at det første folkemord på kristne armeniere i hænderne på muslimske tyrkere ikke fandt sted i det 20. århundrede; det begyndte snarere i 1019 - altså i år for nøjagtig 1000 år siden - da tyrkerne først begyndte at strømme ind i og forvandle det dengang meget større Armenien, så det blev til, hvad det er i dag, i den østlige ende af det moderne Tyrkiet.

Så i 1019, "trængte de første tilsynekomster af de blodtørstige bæster (…), den vilde nation af vantro kaldet tyrkere, ind i Armenien (...) og slagtede nådesløst de kristne troende med sværdet," skriver Matthæus af Edessa (d. 1144), en hovedkilde til denne periode. Tre årtier senere kom angrebene næsten uafbrudt. I 1049 nåede grundlæggeren af det tyrkiske seljuk-imperium sultan Tughril Bey (r. 1037-1063), frem til den ubefæstede by Arzden, vest for søen Van, og "lagde hele byen under sværdet og slagtede som mange som 150.000 mennesker."

Efter grundigt at have plyndret byen - som angiveligt indeholdt otte hundrede kirker - beordrede han den sat i brand og forvandlet til ørken. Arzden var "fyldt med lig" og ingen "kunne tælle antallet af dem, der omkom i flammerne." Angriberne "brændte præster, som de fangede i kirkerne og massakrerede dem, de fandt udenfor. De anbragte store stykker svinekød i hænderne på de ulykkelige for at fornærme os." - muslimer betragter svinet som urent - "og gjorde dem til genstand for hån for alle, der så dem."

Otte hundrede okser og fyrre kameler skulle der til for at transportere det enorme bytte, der hovedsageligt var taget fra Arzdens kirker. "Hvordan fortælle her, med en stemme kvalt af tårer, om døden af adelige og præster, hvis lig, efterladt uden grave, blev ådselæderes bytte, og om vandringen ud af kvinder (...) ført med deres børn til persisk slaveri og fordømt til evig trældom! Dette var starten på Armeniens ulykker," klager Matthæus, "Så læg øre til denne sørgmodige fortælling."

Andre samtidige bekræfter den ødelæggelse, der hjemsøgte Arzden. "Som udsultede hunde," skriver øjenvidnet Aristakes (d. 1080), "kastede flokke af vantro sig over vores by, omringede den og pressede sig indad, massakrerede mændene, mejede alting ned som høstfolk på marken og gjorde byen til en ørken. Uden nåde brændte de dem, der havde skjult sig i huse og kirker."

Det samme skete efter den tyrkiske belejring af Sebastia (nutidens Sivas) i 1060, hvor seks hundrede kirker blev ødelagt og "mange [flere] piger, brude og fremtrædende damer blev ført i fangenskab til Persien." Et andet angreb på armensk territorium så "mange og utallige mennesker, der blev brændt [til døde]." Grusomhederne er for mange for Matthæus at fortælle om, og han ender ofte i resignation:

"Hvem er i stand til at fortælle om de begivenheder og ødelæggelser, der ramte armenierne, for alt var dækket af blod (...). På grund af det store antal lig, var landet indhyllet i stank, og hele Persien var fyldt med talløse fanger; hele denne nation af bæster var således beruset af blod. Alle mennesker af kristen tro var lidende i tårer og sorg, fordi Gud, vor skaber, havde vendt sit velsignede ansigt fra os."

Der var heller ikke megen tvivl om, hvad der nærede tyrkerne fjendtlighed: "Denne nation af vantro kommer imod os på grund af vores kristne tro, og de har til hensigt at ødelægge korsets tilbederes ritualer og at udrydde de kristne troende", forklarede en vis David, leder af en armensk region, til sine landsmænd. Derfor "er det passende og rigtigt for alle de troende, at drage ud med deres sværd og at dø for den kristne tro." Mange var af samme opfattelse; beretninger fortæller om munke og præster, fædre, hustruer og børn - alle fattigt bevæbnede, men nidkært opsatte på at beskytte deres tilværelse - der drog ud for at møde angriberne, men med ringe held.

Anekdoter om trosmotiveret heltemod gennemsyrer også krønikerne. Under den første tyrkiske belejring af Manzikert i 1054, da en massiv katapult hamrede løs på dens mure og fik dem til at skælve, tilbød en katolsk franker, der var spærret inde sammen med de ortodokse armeniere, at ofre sig selv: "Jeg vil gå ud og brænde denne katapult ned, og i dag skal mit blod udgydes for alle kristne, for jeg har hverken kone eller børn til at græde over mig." Det lykkedes for frankeren og han vendte tilbage til taknemmelighed og æresbevisninger. For at føje spot til skade katapulterede forsvarerne et svin ind i den muslimske lejr, mens de råbte: "O sultan [Tughril], tag dette svin til din kone, og vi vil give dig Manzikert som medgift!" "Opfyldt af vrede, lod Tughril alle kristne fanger i sin lejr rituelt halshugge."

Mellem 1064 og 1065 blev Armeniens befæstede hovedstad Ani, som dengang var en stor og folkerig by, belejret af Tughrils efterfølger, sultan Muhammad bin Dawud Chaghri. Han blev kendt af eftertiden som Alp Arslan - en tyrkisk ærestitel, der betyder "Heroisk Løve" - og "drog ud fuld af raseri og med en formidabel hær". Muhammads belejringsmaskiners tordnende bombardement fik hele byen til at ryste, og Matthæus beskriver talrige rædselsslagne familier, der var krøbet sammen i gråd.

Da de først var kommet indenfor, begyndte de islamiske tyrkere - der angiveligt var bevæbnet med tre knive, én i hver hånd og med en ekstra i munden - "nådesløst at slagte indbyggerne i hele byen (...) og stable deres lig op, det ene ovenpå det andet (...). Smukke og respektable damer af høj rang blev ført i fangenskab til Persien. Talrige drenge med opvakte ansigter og smukke piger blev ført bort sammen med deres mødre."

Den mest barbariske behandling var altid forbeholdt dem, der synligt forkyndte deres kristne tro: Præster og munke "blev brændt til døde, mens andre blev flået levende fra hoved til tå." Alle klostre og kirker - inden da var Ani kendt som "byen med 1001 Kirker" - blev plyndret, skændet og stukket i brand. En nidkær jihadist klatrede op på byens hovedkatedral "og nedrev det meget tunge kors, der var på kuplen, så det faldt til jorden", hvorefter han gik ind i og besudlede kirken. Det ødelagte kors, som var fremstillet af rent sølv og af "en mands størrelse" - og nu symbolsk for islams magt over kristendommen - blev sendt som et trofæ til at pryde en moské i nutidens Aserbajdsjan.

Ikke alene dokumenterer flere kristne kilder plyndringen af Armeniens hovedstad - en samtidig bemærker kortfattet, at Muhammad "gjorde Ani til en ørken gennem massakrer og ild" - men det samme gør muslimske kilder, ofte i apokalyptiske udtryk: "Jeg ønskede at komme ind i byen og se den med mine egne øjne" forklarede en araber. "Jeg forsøgte at finde en gade uden at skulle gå over ligene. Men det var umuligt."

Dette giver en idé om, hvad de muslimske tyrkere gjorde mod kristne armeniere - ikke under det armenske folkemord for et århundrede siden, men for præcis et årtusinde siden, med start i 1019, da den tyrkiske invasion og den efterfølgende kolonisering af Armenien begyndte.

Alligevel - som et eksempel på surrealistisk fornægtelse - udtrykte den tyrkiske udenrigsminister for nylig, hvad der er den almindelige tyrkiske opfattelse: "Vi [tyrkere] er stolte over vores historie, fordi vores historie aldrig har kendt til folkemord. Og ingen kolonialisme findes i vores historie."

Bemærk: Den første og andre tyrkiske invasioner af Armenien dokumenteres i Raymond Ibrahims seneste bog, Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West. American Thinkers anmeldelser af bogen kan læses her og her.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo