Visse central- og østeuropæiske lande bliver kritiseret af flere "progressive" vestlige lande, fordi de ikke vil tage imod muslimske flygtninge.

Vigtigst blandt dem er Ungarn, især i skikkelse af premierminister Viktor Orbán. Vestlige medier karakteriserer ham som "fremmedfjendsk", "fuld af hadtale" og Europas "snigende diktator". The Guardian, der lyder som en venstrefløjens mafiaboss, omtaler ham blot som et "problem", der skal "løses".

Orbáns forbrydelse er, at han ønsker at sikre sin nations grænser mod muslimer og bevare dens kristne identitet. Ifølge Ungarns premierminister:

De, der ankommer, er vokset op i en anden religion og repræsenterer en radikalt anderledes kultur. De fleste af dem er ikke kristne, men muslimer. Dette er et vigtigt spørgsmål, fordi Europa og europæisk identitet er forankret i kristendommen (...). Vi ønsker ikke at kritisere Frankrig, Belgien eller noget andet land, men vi mener, at alle lande har en ret til at afgøre, om de ønsker at have et stort antal muslimer i deres lande. Hvis de ønsker at leve sammen med dem, så kan de. Vi ønsker det ikke, og jeg mener, vi har ret til at beslutte, at vi ikke ønsker et stort antal muslimske mennesker i vort land. Vi kan ikke lide de konsekvenser af at have et stort antal muslimske samfund i landet, som vi ser i andre lande, og jeg kan ikke se nogen grund til, at nogen anden skulle tvinge os til at skabe måder at leve sammen på i Ungarn, som vi ikke ønsker at se ... .

Premierministeren gik videre og henviste til historien - og ikke på den politisk korrekte måde for at fordømme kristne og hvidvaske muslimer, men i overensstemmelse med virkeligheden:

Jeg er nødt til at sige, at når det drejer sig om at leve sammen med muslimske samfund, så er vi de eneste, der har erfaring, fordi vi havde mulighed for at opleve dette gennem 150 år.

Orbán henviser til islams erobring og besættelse af Ungarn fra 1541 til 1699. Dengang var den islamiske jihad, terrorismen og forfølgelsen af kristne hæmningsløs.

Men Ungarn var ikke alene. Meget af det sydøstlige Europa og dele af nutidens Rusland blev erobret, besat og terroriseret af tyrkerne - til tider på måder, der får Islamisk Stats grusomheder til at virke som barnemad. Man behøver blot tænke på de halshugninger, korsfæstelser, massakrer, slavemarkeder og voldtægter, der er blevet IS's varemærker - men i meget større skala og gennem århundreder.

For vestlige progressive er sådanne fjerne erindringer gået tabt. I en artikel med titlen: "Ungarn er blevet beskæmmet af Viktor Orbáns regering," spotter og bagatelliserer The Guardian premierministerens holdning:

Ungarn har en historie med Det Osmanniske Rige, og Orbán har travlt med at fremmane den. Osmannerriget slår igen, advarer han. Det tager over! Ungarn bliver aldrig det samme igen! (...) Derfor pigtråden; derfor hæren; derfor, fra i dag, undtagelsestilstanden; derfor den hårde, vedholdende hadretorik. Fordi dette er, hvad det har været helt fra starten: Ren og grov fjendtlighed og bagvaskelse.

Tilsvarende skrev Washington Post, efter at have anerkendt, at Ungarn engang var besat af osmannerne - dog uden nogen omtale af de utallige grusomheder, det blev udsat for - at "det er en noget bizar tanke, at denne temmelig fjerne fortid med krigsherrer og rivaliserende imperier, skal have indflydelse på, hvordan et land i det 21. århundrede tager sig af flygtninges behov."

Washington Post ignorerer det faktum, at der blandt de tusindvis af muslimske flygtninge er aktivister fra Islamisk Stat, som i øjeblikket genopliver de osmanniske dage i Irak, Syrien, Libyen og andre steder, og som planlægger at genoplive dem i Ungarn og det sydøstlige Europa. Allerede nu forsøger muslimer at presse sig ind i Ungarn under islams gamle krigsråb: "Allahu Akbar!"

Hvad angår de andre "almindelige" muslimske flygtninge, vil mange af dem aldrig assimilere; de vil misbruge og udnytte de svage - især kvinder og børn - og vil håndhæve islamisk lov i deres enklaver. Dette er præcis, hvad Orbán henviste til, da han sagde: " Vi kan ikke lide de konsekvenser af at have et stort antal muslimske samfund i landet, som vi ser i andre lande."

Og disse "andre lande" er bestemt ikke begrænset til Europa. I Myanmar (Burma), for eksempel, står ikke-indfødte muslimske minoriteter bag den samme slags anti-vantro kaos, vold og voldtægt.

Som reaktion er antimuslimske følelser vokset frem blandt det buddhistiske flertal, efterfulgt af den sædvanlige vestlige mediekritik.

Således går den populære buddhistiske leder Ashin Wirathu, hvem medierne omtaler som den "burmesiske bin Laden," standhaftigt imod muslimsk tilstedeværelse i Myanmar: "Man kan være fuld af venlighed og kærlighed, men man kan ikke sove ved siden af en gal hund", sagde han med henvisning til muslimer: "Jeg kalder dem ballademagere, fordi de er ballademagere."

I lighed med Ungarns Orbán, advarer Wirathu også om, at "hvis vi er svage, vil vort land blive muslimsk". Hans partis slagsang taler om mennesker, der "lever i vores land, drikker vores vand, og er utaknemmelige mod os" - en henvisning til muslimer - og om, hvordan "vi vil bygge et hegn med vore knogler om nødvendigt" for at holde dem ude.

Igen ligesom Ungarns Orbán siger Wiranthus pamfletter: "Myanmar står i øjeblikket overfor en farlig og frygtelig gift, der er alvorlig nok til at udrydde al civilisation."

New York Times spotter dette med den begrundelse, at "buddhismen synes at have et sikkert sted i Myanmar. 9 ud af 10 mennesker er buddhister (...). Skøn over det muslimske mindretal svinger mellem 4 og 8 procent ..."

At retfærdiggøre muslimsk tilstedeværelse i ikke-muslimske lande med den begrundelse, at langt undertallige muslimer aldrig kan være et problem, er en del af problemet.

Efter at have udtrykt forundring over, at Orbán lægger vægt på historien, er Washington Post forbløffet over "det faktum, at muslimer udgør mindre end 1 procent af landets [Ungarns] befolkning."

Denne medie-and ignorerer islams urokkelige talregel: Når og hvor muslimer vokser i antal, vil den samme "anti-vantro" vold, der er endemisk i lande med muslimsk flertal, vokse med dem.

Overvej ordene af fader Daniel Byantoro, en muslimsk konvertit til kristendommen, hvor han diskuterer konsekvenserne af islams langsomme indtrængen i, hvad der engang var et ikke-muslimsk land, men som i dag er det største muslimske land i verden:

I tusinder af år var mit land (Indonesien) et hindu-buddhistisk kongerige. Den sidste hinduistiske konge var venlig nok til at give skattefri ejendom til den første muslimske missionær, så han kunne leve og prædike sin religion. Langsomt voksede den nye religions tilhængere i antal, og da de var blevet stærke nok til at angribe riget, måtte de, der nægtede at blive muslimer, flygte for deres liv (...). Fra at have været et hindu-buddhistisk kongerige, blev Indonesien langsomt det største islamiske land i verden. Hvis der er nogen lektie overhovedet, som amerikanerne bør lære, er mit lands historie værd at tænke over. Vi er ikke hadskabende, snæversynede mennesker; derimod er vi frihedselskende, demokratielskende og næstekærlige mennesker. Vi ønsker bare ikke, at denne frihed og dette demokrati skal tages fra os på grund af uvidenheden og den vildledte "politiske korrekthed", der giver sig ud for at være tolerance. (Facing Islam, fra afsnittet med anbefalinger).

Lande så forskellige som Ungarn og Burma - og ledere så forskellige som den kristne Orbán og den buddhistiske Wiranthu - er bekendt med islams indtrængen. Derfor, når det drejer sig om islamisk tilstrømning - enten med sværdet i hånd eller i skikkelse af flygtninge - vil de vestlige lande, i stedet for at fordømme dem, gøre klogt i at lære af deres erfaringer.

Ellers er de dømt til at lære det på den hårde måde.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo