Hvordan den islamistiske indstilling begrunder - og fremmer - "sex-synder"
Af Raymond Ibrahim
Oversættelse af: How the Islamist Mindset Rationalizes – and Promotes – ‘Sex Sins’
Kilde: RaymondIbrahim.com, 10. marts 2010
Udgivet på myIslam.dk: 3. april 2016

Først udgivet på PJ Media

Er det inkonsekvent for muslimske "hellige krigere" at kaste sig ud i voyeuristisk lystenhed? Da vordende jihadister og martyrer har været kendt for at besøge stripbarer - det gælder 9/11-flykaprerne og major Nidal Hasan, hvis "natlige strip-udskejelser strider mod billedet af en troende muslim" - har mange amerikanere konkluderet, at den slags mænd ikke kan være "sande" muslimer, hvilket igen har ført til den almindeligt udbredte opfattelse, at de har "kapret islam".

Faktisk gør islamisterne brug af flere begrundelser - doktriner, tilmed - der bringer "strip-udskejelser" i overensstemmelse med muslimsk fromhed. I betragtning af, at islamisk lov tillader sexslaver (Koranen 4:3), som deres herrer kan holde topløse, og gør sex til en af de højeste paradisiske belønninger, bør dette ikke komme som nogen stor overraskelse. Men for at uddybe:

Først: Læren om taqiyya tillader muslimer, der lever blandt vantro, at bedrage sidstnævnte blandt andet ved at opføre sig som vantro - f.eks. ved at frekventere stripbarer: "Taqiyya [bedrag], selv om det begås uden tvang, fører ikke til en tilstand af vantro - selv om det fører til synd, der fortjener Helvedes ild."

I den forbindelse vil det overordnede muslimske princip om, at nødvendighed gør det forbudte tilladt, række langt til at hjælpe islamisterne med at legitimere deres lystne begær: "Det er 'nødvendigt' for mig at være på denne stripklub, så de vantro kommer til at tro, at jeg bare er en almindelig fyr og ikke en Allahs soldat." Ja, nogle gange bliver den blotte tilfredsstillelse af seksuelle drifter anset for en "nødvendighed", der gør det forbudte tilladt i islam, som i denne historiske anekdote:

Efter at have erobret stammen Banu Mustaliq i 628, fandt Muhammeds mænd det "nødvendigt" at voldtage deres fangne kvinder (med henvisning til deres koners fravær og utilfredsstillet begær). Men de ønskede også at sælge disse kvinder med fortjeneste, hvilket skabte komplikationer, for hvis de brugte dem til sex, risikerede de at gøre dem gravide. Så de tænkte, at azl (coitus interruptus - afbrudt samleje) ville løse problemet og spurgte Muhammed til råds. Profeten gik et skridt videre og tilbød en kosmisk rationalisering, idet han affærdigede coitus interruptus som unødvendig, "for hver en sjæl, der skal fødes frem til Opstandelsens Dag, vil blive født" - det vil sige, tilbagetrækning eller ej, I kan ikke forpurre Allahs vilje, så gør jer ingen bekymringer. (Se her for flere azl-citater.)

Muhammed hævdede også, at døden under jihad ikke alene udsletter alle synder - herunder seksuelle, a la voyeurisme - men det faktisk tilfredsstiller dem:

"Martyren er speciel for Allah. Han er tilgivet [alle sine synder] fra den første dråbe blod [han mister]. Han ser sin trone i paradis, hvor han vil blive prydet med troens ornamenter. Han vil blive gift med Aynhour-jomfruerne [også kendt som "kvinder med svulmende bryster", K. 78:33], vil ikke blive udsat for gravens pinsler og sikrer sig mod den større rædsel [Helvede]. (...) Og han vil have sex med 72 Aynhour (se The Al Qaeda Reader s. 143).

I lyset af dette, hvor "uislamisk" kan det så være for islamisterne at stirre på nøgne, vridende, vantro kvinder - især før de gør sig til "martyrer" i jihad, hvilket, som Muhammed sagde, udsletter alle deres synder? Denne rationalisering har fortilfælde, der går helt tilbage til middelalderen: Muslimske grupper som ismailitterne skabte skjulte "glædeshaver", sværmende med vellystne kvinder, som de kommende snigmordere [dvs. de velkendte assasinere eller hashshashin, o.a.] kunne svælge i, før de blev sendt ud på mission, hvilket gav disse prototypiske "selvmordsbombere" en forsmag på de seksuelle lækkerier, der ventede dem i efterlivet. Efter denne oplevelse ville assasinerne ivrigt påtage sig enhver opgave blot for at blive "martyrer" og vende tilbage til glædeshaverne, som var baseret på "den beskrivelse, som Muhammed gav af sit paradis" (se Marco Polos beretning fra det 13. århundrede).

Og denne kobling mellem sex og vold er ikke aftaget i den moderne tid. Det arabiske satellit-program Daring Question [Dristige Spørgsmål] udsendte for nylig forskellige klip med unge jihadister, der muntert synger om deres kommende død og efterfølgende seksuelle eskapader i himlen. Efter at have dokumenteret forskellige anekdoter, der demonstrerede den islamistiske besættelse med sex, konkluderede menneskerettighedsaktivist Magdi Khalil, at "absolut alt [jihad, selvmordsoperationer mv.] kredser om sex i himlen", og tilføjede, at "hvis man ser på hele den islamiske historie, så ender man med to ord: Sex og vold".

Bedrag, rationaliseringer og et paradis, der tilgiver alle den vordende martyrs synder - ja, som tilfredsstiller hans hedonistiske drifter med 72 yppige kvinder (som måske i virkeligheden kun er rosiner) - viser alt sammen, hvordan muslimer både kan være troslydige og besøge stripklubber på samme tid.

Men der er en sidste forklaring, der kræver et epistemisk skifte for helt at kunne forstås. I islam bliver moral overtrumfet af legalisme, hvilket resulterer i, hvad vesterlændinge kan opfatte som uforenelige former for adfærd blandt muslimer, det vil sige som "hykleri". Som Daniel Pipes bemærkede for omkring tre årtier siden i sin In the Path of God:

[Der er] en grundlæggende kontrast mellem de kristne og islamiske religioner - i betoningen af etik versus betoningen af lov. Kontrol af seksuel aktivitet afspejler direkte denne forskel. Vesten sætter grænser for sex primært ved at indgive mænd og kvinder moralske standarder. (...) Muslimer derimod afhænger af "eksterne sikkerhedsværn" [f.eks. kønsadskillelse, tilsløring] for at beherske kønnene. (...) I stedet for at bibringe internaliserede etiske principper, etablerer islam fysiske grænser for at holde kønnene fra hinanden.

I denne sammenhæng er problemet ikke, at muslimer frekventerer stripklubber, men fejlplacerede vestlige projektioner, der antager, at religiøs fromhed altid er ensbetydende med høj personlig moral - en opfattelse, der er særlig fremmed for legalistiske islamister, hvis hele erkendelse af verden begynder og slutter med Muhammeds og hans korans bogstavelige ord fra det 7. århundrede.

Og det er denne slaviskhed, der bedst forklarer islamistisk adfærd. For den samme blinde hengivenhed for islams bogstavelige befalinger, som tilskynder islamister til at leve et liv i bedrag, forklarer også, hvorfor de er ufølsomme over for menneskelig lidelse, hvorfor de er utilgængelige for forestillinger om menneskelig værdighed og skrigene fra deres voldtagne ofre, og ja, hvorfor de lystigt ofrer deres liv til gengæld for et kødfuldt paradis. I alle tilfælde: Muhammed og hans Allah sagde således - alt andet er ligegyldigt.




Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)




Oversættelse: Bombadillo