Dele af denne artikel er taget fra Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West. Alle citater er herfra.

Tidligere denne måned, da den polske lovgiver Dominik Tarczyński blev spurgt, hvor mange "flygtninge" Polen havde taget imod, svarede han uden omsvøb: "Zero." Da den britiske interviewer, hvis land har taget imod millioner af muslimske indvandrere, hånende spurgte: "Og det er du stolt af?" svarede Tarczyński: "Vi vil ikke tage imod så meget som én muslim, for det er, hvad vi lovede (...) det er grunden til, at vores regering blev valgt; derfor er Polen så sikker, derfor har vi ikke haft ét eneste terrorangreb."

At polske vælgere er fast besluttede på at holde islam ude, er blevet demonstreret igen og igen, som f.eks. sidste år, da "Tusindvis af katolikker dannede en menneskekæde langs Polens grænser (...) for at bede om fred og 'imod islamiseringen af Europa.'"

Hvad er forklaringen på denne ærlige anti-islamiske reaktion, som er så forskellig fra vesteuropæiske reaktioner, der er kulmineret i modtagelsen af millioner af muslimske indvandrere med åbne arme?

Svaret ligger i historien. I modsætning til de fleste vesteuropæiske lande, som i århundreder har befundet sig udenfor islams rækkevidde - og dermed har glemt alt om den - er østeuropæerne nøje bekendt med islam.

En begivenhed, der fandt sted i denne uge for mere end tre århundreder siden, kaster meget lys over den aktuelle situation. Den 14. juli 1683, kom den største islamiske hær, der nogensinde har invaderet europæisk territorium - hvilket siger en hel del, eftersom tusinder af invasioner var gået forud for den siden det 8. århundrede - og omringede Wien, hjertet af Det Hellige Romerske Rige og islams de facto nemesis.

Omkring 200.000 muslimske kombattanter trængte ind under ledelse af Osmannerriget, netop den stat, der gennem næsten 14 århundreders islamisk historie, var mest dedikeret til og baseret på principperne om jihad. De invaderede med den samme begrundelse, som de såkaldt "radikale" grupper, f.eks. Islamisk Stat, bruger til at retfærdiggøre deres jihad mod "de vantro". Eller for at citere lederen af den muslimske ekspedition, storvesir Kara Mustafa: fordi Wien blev opfattet som hovedet af den vantro slange, måtte den slås ned, så "alle de kristne ville adlyde osmannerne."

Dette var ikke tom snak; kilder beskriver denne Mustafa som "fanatisk anti-kristen". Efter at have indtaget en polsk by i 1674 beordrede han alle de kristne fanger flået levende og deres udstoppede huder sendt som trofæer til den osmanniske sultan Muhammad IV. Den slags supremacistisk had var standard og blev stillet til skue under den udførlige præ-jihad-ceremoni, der indvarslede belejringen af Wien. Derpå anbragte sultanen - idet han "ønskede ham [Mustafa] at kæmpe ædelmodigt for den muhamedanske tro", for at citere en samtidig europæisk kilde - "Profetens standart (...) i hans hænder til udryddelsen af de vantro og muslimernes fremgang.”

Da den massive muslimske hær nåede frem til og omringede Wien den 14. juli, fulgte Mustafa protokollen. I 628 havde hans profet Muhammed sendt et ultimatum til kejser Heraklios: Aslam taslam, "underkast dig [islam] og hav fred." Heraklios afviste opfordringen, jihad blev erklæret mod kristenheden (som fastslået i Koranen 9:29) og på nogle få årtier var to tredjedele af den daværende kristne verden - herunder Spanien, hele Nordafrika, Egypten og Storsyrien - blevet erobret.

Nu, over tusind år senere, var det samme ultimatum om underkastelse under islam eller død nået ind i hjertet af Europa. Selvom den wienske kommandant ikke besværede sig med at svare på opfordringen, så synes graffiti i byen - herunder "Muhammed, din hund, forsvind!" - at opfange stemningen godt.

Så det skulle være krig. Den næste dag udløste Mustafa alle former for helvede mod byens mure; og i to måneder led de indespærrede og talmæssigt enormt underlegne wienere pest, dysenteri, sult og mange ofre - herunder kvinder og børn - i navnet af jihad.

Så, den 12. september, da byen befandt sig i yderste nød, og muslimerne var ved at bryde igennem, blev Wiens bønner besvaret. Som en anonym englænder forklarede:

"Efter en belejring på 60 dage, ledsaget af tusinder vanskeligheder, sygdomme, manglende forsyninger og stor blodsudgydelse; efter en million kanon-salver, gevær-skud, bomber, granater og alle slags ild-våben, der har ændret ansigtet af den skønneste og mest blomstrende by i verden, vansiret og ødelagt [det] (...) lyttede himmelen positivt til bønnerne fra et nedbrudt og sørgende folk."

Polens frygtindgydende konge, Jan Sobieski, var endelig nået frem i spidsen for 65.000 svært bevæbnede polakker, østrigere og tyskere - alle ivrige efter at hævne den belejrede by. Med sloganet: "Det er ikke bare en by, vi skal redde, men hele kristendommen, for hvilken byen Wien er bolværket," anførte Sobieski et tordnende kavaleri-angreb - historiens største - mod de muslimske belejrere og slog dem på vild flugt. (Se Sword and Scimitar for en detaljeret beretning om dette afgørende slag.)

Selvom sejren var strålende, var eftervirkningen blodig: Inden de flygtede, slagtede muslimerne rituelt omkring 30.000 kristne fanger - indfanget under deres march til Wien - efter først at have voldtaget kvinderne. Da de trængte ind i den undsatte by, blev befrierne mødt af dynger af lig, kloakindhold og murbrokker overalt.

Det er denne historie om islamisk aggression - der begyndte i det 14. århundrede, da muslimerne først etablerede et brohoved i Østeuropa (Thrakien), og fortsatte til ind i det 20. århundrede, da det osmanniske sultanat endelig brød sammen - der har formet østeuropæernes syn på islam. Hvor de vestlige lande nævner manglende integration, økonomiske uligheder og andre beklagelser som årsag til den eksponentielle vækst af terrorisme, vold og voldtægt, der kommer af at leve side om side med store muslimske befolkninger, ser de østlige lande ikke andet end en fortsættelse af fjendtlighederne.

Som en polak sagde under sidste års menneskekæde-demonstration, som et ekko af Sobieskis ord: "En religiøs krig mellem kristendom og islam er igen på vej i Europa, ligesom i fortiden."

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo