Jeanine Pirro (v) og Ilhan Omar (h)

Den seneste forargelse over Jeanine Pirros bemærkninger om hijab vidner om den uhyre dybde af det angreb, som sund fornuft udsættes for i dagens Amerika.

Kontekst: I nogle overvejelser over den muslimske kongreskvinde Ilhan Omars anti-israelske bemærkninger til Nancy Pelosi, sagde Pirro:

"Dette er ikke, hvad dit parti er. Dit parti er ikke anti-israelsk. Hun er. Tænk over dette: Hun har ikke fået denne anti-israelske holdning fra Det Demokratiske Parti; så hvis den ikke er rodfæstet i partiet, hvor har hun så fået den fra? Tænk over det. Omar bærer hijab, fordi Koranen 33:59 fortæller kvinder, at de skal tilsløre sig, så de ikke bliver forulempede. Er hendes overholdelse af denne islamiske doktrin et tegn på hendes overholdelse af sharia-lov, som i sig selv er i strid med USA's forfatning?"

Sund fornuft fortæller, at dette er et rimeligt spørgsmål. Hvis muslimer omhyggeligt følger islams mindre "ydre" ting, herunder beklædningsregler, betyder det så ikke - logisk set - at de sandsynligvis også følger, eller i det mindste accepterer som legitime, islams større "indre" temaer, som f.eks. fjendskab mod og bedrag af de vantro, samt (når i stand til det) jihad?

Tawfik Hamid, en tidligere potentiel terrorist, bemærker præcist, at "udbredelsen af hijab falder nøje sammen med øget terrorisme (...). Terrorisme blev langt mere hyppig i samfund som Indonesien, Egypten, Algeriet og Storbritannien, efter at hijab blev fremherskende blandt muslimske kvinder i disse samfund."

Årsagen til dette sammenfald er klar: Islamisk sharia befaler jihad ("terrorisme") mod de vantro i lige så høj grad, som den befaler muslimske kvinder at bære hijab. Hvor den ene udbredes - og røber samfundsmæssig overholdelse af sharia - vil den anden naturligt følge efter.

Med andre ord vil muslimer, der overholder ikke-problematiske aspekter af islam, også have tendens til at overholde problematiske aspekter af islam. Hvorfor? Fordi den samme kilde - sharia - indeholder både "moderate" og "radikale" bestemmelser (sondringer, der kun findes i det vestlige sind).

Overvej i den forbindelse iagttagelserne i en vigtig arabisksproget artikel fra 2011 med titlen (i oversættelse): "Sandheden om den moderate muslim som set af Vesten og af dens muslimske tilhængere." Dens forfatter, dr. Ahmed Ibrahim Khadr skriver:

"Islamiske lærde er enige om, at hvad Vesten og dets tilhængere kalder 'moderat islam' og 'moderate muslimer' simpelthen er en tilsløring af islam og muslimer, en forvrængning af islam (...). De ser også, at opdelingen af islam i 'moderat islam' og 'radikal islam' ikke har basis i islam - hverken i dens doktriner og bestemmelser eller i dens opfattelser eller eksistens."

Khadr fortsætter med at opregne alle de mange ting, som sande ("radikale") muslimer accepterer - herunder fjendskab og jihad mod ikke-muslimer, henrettelse af apostater og bespottere, og mænds dominans over kvinder. Blandt hans iagttagelser findes denne sætning: "Radikale tilslutter sig det at bære hijab og niqab; moderate afviser det."

Overensstemmelsen mellem ydre tegn på fromhed og indre radikalisering er næppe begrænset til hijab. Overvej det muslimske skæg, som er det bestemmende fysiske kendetegn for observante muslimske mænd i lige så høj grad som sløret er det for observante muslimske kvinder. Fordi Muhammed ønskede, at hans mandlige tilhængere skulle se anderledes ud end kristne og jøder, befalede han dem at "klippe overskægget tæt og lade hage- og kindskægget gro".

Samtidig, overalt hvor man retter blikket hen, er muslimske mænd med skæg uden overskæg - som f.eks. IS-medlemmer - involveret i "radikale" aktiviteter.

I 2011 opfordrede mange populære egyptiske gejstlige (de fleste "radikale" efter vestlige standarder) alle mænd i Egypten til at vise deres lydighed mod islam ved at tillægge sig skæg. Amr Adib, en sekulariseret egyptisk personlighed, hånede denne opfordring i sit tv-show: "Dette er en storartet bestræbelse! Når det kommer til stykket kan en skægget mand aldrig være en bandit, aldrig voldtage en kvinde på gaden, aldrig sætte en kirke i brand (...) og aldrig være uærlig!"

Hans sarkastiske pointe, der ikke gik tabt på hans seere, var, at det netop er de muslimer, som opfylder de mindste af islams ydre detaljer, der er mest tilbøjelige til at give sig af med de mere "radikale" aktiviteter, som at voldtage utildækkede/vantro kvinder, nedbrænde kirker og engagere sig i undergravende aktiviteter mod staten. Mod slutningen af programmet blev Adib mere alvorlig og sagde, at denne sag ikke handler om at lade skægget stå, men snarere om, at "når du lader skægget gro, giver du bevis på dit engagement og din troskab i forhold til alt i islam."

På samme måde kan man sige, at når du bærer hijab, "giver du bevis på dit engagement og din troskab i forhold til alt i islam."

Det er tydeligt, at det omvendte også er sandt: At fjerne hijaben er en af de vigtigste måder, hvorpå nominelle muslimske kvinder, der lever under islamisk styre, fejrer deres brud med eller modstand mod sharia. Tænk f.eks. på de mange iranske kvinder, som under protester mod det islamistiske regime offentligt fjernede deres slør. Som Maryam Rajavi, den valgte præsident for Irans Nationale Modstandsråd, engang forklarede, er "formålet med hijab ikke at sikre kyskhed eller at beskytte familien, men er snarere, som alle dets undertrykkende love, blot endnu en metode at holde det iranske folk på rad og række" med sharia.

At "formålet med hijab ikke (er) at sikre kyskhed", men mere at demonstrere overensstemmelse med sharia, kan også ses af sexjihad-fænomenet: Det første, som unge muslimske kvinder gjorde, før de rejste til Syrien for at bringe "trøst" til ensomme krigere fra Islamisk Stat, var at iføre sig hijab: Disse handlinger - at klæde sig beskedent, men også give sig af med prostitution - blev ikke set som modstridende, men snarere som bevis på, at de var gode muslimske kvinder, der fulgte islams regler og bragte ofre, for at styrke den.

Betyder alt dette, at en kvinde, som bærer hijab, er et hemmeligt IS-medlem, der er viet til at bringe Amerika til fald? Selvfølgelig ikke. Det betyder bare, at det at forbinde punkterne mellem ydre og indre former for muslimsk fromhed og at stille det som et spørgsmål, som Pirro gjorde, er lige så fornuftigt og klogt, som det modsatte, at klage over det, ikke er det.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo