Lee Harvey Oswald, Kommunist

“I shouted out, 'Who killed the Kennedys?' When after all, it was you and me."
--- The Rolling Stones, Sympathy for the Devil, 1968.

Den type holdninger, der blev udtrykt af vestlige, især venstreorienterede, intellektuelle efter angrebene på World Trade Center i september 2001, blev foregrebet i reaktionerne på præsident Kennedys mord i 1963. James Piereson [1] har overbevisende argumenteret for, at den liberale venstrefløj, ude af stand til psykisk at acceptere mordets enkle kendsgerning, kom til at lide under kognitiv dissonans, da de forsøgte at forene dybtfølte overbevisninger med beviser, der klart modsagde disse overbevisninger. For at eliminere denne psykiske spænding (eller dissonans), nægtede eller ignorerede venstrefløjen vigtige kendsgerninger eller omfortolkede dem på en måde, så de blev forenelige med disse overbevisninger. [2] Venstrefløjen afviste som irrelevant, at præsident Kennedy blev skudt af en kommunist - for dem kunne trusler mod nationen kun komme fra det radikale højres irrationelle adfærd. Kennedy måtte således være et offer for "intolerance og snæversyn"; nationen selv havde skylden. [3]

Den kulturelle og politiske forståelse af mordet var blevet løsrevet fra detaljerne ved begivenheden selv. Det virkede som om, at det liberale lederskab i landet - redaktionen på The New York Times, James Reston, Earl Warren [højesteretspræsident], Mike Mansfield [demokratisk senator fra Montana], præsident Johnson, religiøse ledere, præsidenten for Columbia University og selv fru [Jacqueline] Kennedy - var gået sammen i en kampagne om at lægge skylden for præsidentens mord på had og intolerance, som (sagde de) havde opslugt landet. Fra dette var der kun et lille skridt til den konklusion, at nationen selv måtte bære skylden for præsidentens død. [4]

James Reston skrev i The New York Times, at "Amerika græd i aften, ikke alene over sin døde unge præsident, men over sig selv. Sorgen var generel, for på en eller anden måde havde det værste i landet sejret over det bedste. Anklagen rækker længere end til morderen, for noget i nationen selv, et anstrøg af galskab og vold, havde ødelagt det højeste symbol på lov og orden". En præst i Washington holdt en prædiken, der gjorde alle amerikanere delagtige i mordet: "Vi har været til stede ved en ny korsfæstelse. Vi spillede alle en rolle i drabet på præsidenten. Det var de gode mennesker, der korsfæstede vor Herre, ikke blot dem, der fungerede som bødler. Ved vores tavshed; ved vores passivitet; ved vores villighed til at lade det onde blive kaldt godt og godt ondt; ved vores tolerance overfor gamle uretfærdigheder har vi alle haft en rolle i mordet." Earl Warren, højesteretspræsident, bemærkede i en skriftlig erklæring, at "En stor og god præsident har lidt martyrdøden som et resultat af det had og den bitterhed, der er blevet sprøjtet ind i vores nations liv af fanatikere". Lidt senere sagde han, at sådanne handlinger "almindeligt stimuleres af de hadets og voldens kræfter, der i dag æder sig vej ind i blodbanen af det amerikanske liv". Pastor Adam Clayton Powell, kongresmedlem fra Harlem, skrev: "Græd ikke for Jack Kennedy, men græd for Amerika ...." En rabbiner fra New York hævdede, at mordet var et resultat af et "sindssygt had, der forgiftede hjerterne på ellers anstændige og respektable borgere".

Men som Piereson rigtigt bemærker, havde "de anstændige og respektable (...) intet med mordet at gøre. Det samme gælder det radikale højre, eller de konservative, eller bigotterne, eller anti-kommunisterne ...." [5]

Her er Oswald med egne ord: "Jeg kunne ikke være lykkelig under kapitalismen (...). Jeg bekræfter min loyalitet mod Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker. Jeg er marxist." [6] Men marxismen var mere end en abstrakt teori, den var, som Piereson siger, "et våben til angreb på ideologiske fjender. Hans stærke følelse af vrede kombineret med hans hengivenhed for den kommunistiske ideologi gjorde ham til en højspændt politisk personlighed. Langt fra at være en forvirret enspænder i søgen efter mening, var Oswald politiseret i en dødbringende grad og havde en avanceret politisk bevidsthed for en mand af hans unge alder".

I månederne før mordet på præsidenten havde Oswald arbejdet i New Orleans på vegne af Castro-regeringen, var taget til Mexico City for at ansøge om visum til Cuba, og havde endda forsøgt at myrde general Walker - en antikommunistisk og anti-Castro talsmand og leder af John Birch Societys afdeling i Dallas, Texas - med den samme riffel, han senere brugte til at myrde Kennedy.

Det var krystalklart, at Oswald myrdede præsident Kennedy for at sætte en stopper for hans administrations bestræbelser på at myrde Castro og vælte hans kommunistiske styre i Cuba. Men Warrenkommissionen og en hærskare af intellektuelle nægtede at acceptere, at Oswald var en engageret ideolog, og så ham i stedet som en forvirret enspænder, hvis motiver ikke var helt klare. I virkelighedens verden var præsident Kennedy blevet dræbt for hans forsvar for friheden stående overfor det kommunistiske tyranni i Cuba og andre steder. "Kun få foreslog, at der kunne have været en sammenhæng mellem mordet og den spændte konfrontation året før over atommissiler i Cuba. [Beviser pegede på], at mordet på Kennedy mere var en konsekvens af den kolde krig end korstoget for borgerrettigheder." [7]

Venstreorienterede ideologer og selv den brede offentlighed - efter at have afvist tanken om, at Oswald handlede alene, og nægtet at acceptere, at han var en engageret ideolog eller at politisk overbevisning kan føre til en sådan voldelig adfærd - begyndte at lede efter den "virkelige årsag", nøjagtig som intellektuelle og andre kloge hoveder efter 9/11 begyndte at lede efter den "grundlæggende årsag" til islamisk terrorisme.

Da de først var begyndt at lede efter den "virkelige årsag", var de ikke længe om at komme op med en konspirationsteori, et plot på de højeste regeringsniveauer, der involverede et regeringsorgan, som f.eks. CIA eller FBI. Hvis James Reston og andre havde ret, så var det nationen selv, der var ansvarlig for mordet. "Det liberale venstres tiltagende anti-amerikanisme i 1960'erne syntes at kræve en forklaring af denne art. Anklager om konspirationer og plots begyndte kort efter at cirkulere i bøger og artikler, skrevet af liberale og venstreorienterede." [8]

For de venstreliberale intellektuelle og medier, var nationen ikke alene selv skyldig, den fortjente straf; Piereson kalder dette Straffende Venstreliberalisme [Punitive Liberalism]. Straffende Venstreliberalisme antog, at USA var ansvarlig for frygtelige forbrydelser, fra folkemord, slaveri og imperialisme til økonomisk griskhed, og kun fik, hvad det havde fortjent. Piereson citerer dramatikeren Arthur Miller, der fordømte USA for dets klima af vold, men som også sagde, at voldshandlinger var fortjente, fordi nationen tolererede uretfærdighed og fattigdom. [9]

Dennis Wrong [Commentary, november 1970] påpegede, at mange prominente intellektuelle i slutningen af 1960'erne var begyndt i deres skrifter at anlægge "en tone af ekstravagant, klagende, selvretfærdig anti-amerikanisme". [10]

Benægtelse af virkeligheden er i høj grad et venstreliberalt træk, som James Burnham og nu også James Piereson bemærker. For venstreliberale hævdede, at en kommunist ikke kunne have dræbt præsidenten, lige som de tidligere havde hævdet, at "USA startede Den Kolde Krig, Alger Hiss ikke kunne have været sovjetisk spion - Whittaker Chambers løj ved at sige det - Rosenberg-parret var uskyldigt og Castro var en idealistisk reformator." [11] Selvfølgelig ville der ikke have været nogen søgen efter "virkelige årsager", hvis den mistænkte havde været en kristen fundamentalist, ligesom der ikke ville have været en søgen efter "grundlæggende årsager", hvis angrebene på World Trade Center i september 2001 havde været kristne.

Man skulle have troet, at mordet på præsidenten, begået af en kommunistisk, ville have ført til en vis form for afsky overfor marxismen, kommunismen og den tredje verdens diktatorer, ligesom man skulle have troet, at begivenhederne den 11. september ville have ført til en afsky overfor islam. Men i begge tilfælde skete det modsatte. I det første tilfælde, nød venstreorienterede ideer en hidtil uset succes, hvor Marx, Lenin, Mao og Castro blev leflet for som helte; i det andet tilfælde, kom islam til at blive set som "en stor verdensreligion af fred og tolerance", langt overlegen i forhold til kristendommen, som var behæftet med folkemordet på indianerne under erobringen af Syd- og Mellemamerika, inkvisitionen og korstogene.

Islamisk terrorisme og dens apologeter

Kristne benægter, i en tåge af økumenisk sentimentalitet, at den "sande" islam har noget at gøre med såkaldt "islamisk terrorisme", eller at islam, som den praktiseres i Iran, skulle have noget at gøre med den sande islam. [12] Dette er lidt ligesom de kommunistiske rejsekammerater [fellow travellers] fra 1930'erne, der hævdede enten, at marxisme ikke havde noget at gøre med sovjet-kommunisme, eller at kommunismen, som den praktiseredes i Rusland, ikke var den sande kommunisme. I stedet får Vesten skylden for alt, imperialisme, korstog, fattigdom, amerikansk udenrigspolitik og Israel. Venstrefløjen er næppe mere rationel eller realistisk.

Som Christopher Hitchens skrev:

Kun én fraktion i amerikansk politik har set sig i stand til at komme med undskyldninger for den form for religiøs fanatisme, der umiddelbart truer os her og nu. Og denne fraktion, er jeg ked af og rasende over at måtte sige, er venstrefløjen. Fra den første dag af ofringen af World Trade Center og helt frem til i dag [2004], har et galleri af pseudo-intellektuelle været villige til at fremstille islams værst tænkelige ansigt som et talerør for de undertrykte. Hvordan kan disse mennesker bære at genlæse deres egen propaganda? Selvmordsbombere i Palæstina - fornægtet og fordømt af den nye leder af PLO - beskrevet som ofre for "fortvivlelse". Al-Qaedas og Talibans styrker præsenteret som vildledte talsmænd for anti-globalisering. De blod-gale bøller i Irak, der hellere vil lade taget styrte ned over et lidende folk end at give det mulighed for at stemme, bliver nydeligt skildret som "oprørere", eller af Michael Moore tilmed som det moralske sidestykke til vore grundlæggere [Founding Fathers]. [13]

Redaktøren af det britiske venstreorienterede ugemagasin New Statesman skrev, hvad Nick Cohen kaldte "den mest berygtede leder siden hvidvaskningen af Stalin i trediverne. Mohammad Atta [en af gerningsmændene til 9/11] bekymrede sig ikke om at bebrejde de ansatte i WTC for deres egen død, men Statesman var, ligesom mange andre tidsskrifter på venstrefløjen, parat til at finde belastende materiale på hans vegne". Her er New Statesmans berygtede leder:

Amerikanske obligationshandlere, kan du sige, er lige så uskyldige og har gjort sig lige så lidt fortjent til terror som vietnamesiske eller irakiske bønder (...). Nå - både ja og nej, fordi amerikanere, i modsætning til irakere og mange andre i fattige lande, i det mindst har privilegierne demokrati og frihed, som giver dem mulighed for at stemme og tale til fordel for en anden orden. Hvis Amerika virker som en grådig og arrogant magt, er det til dels fordi dets befolkning har villet det. De foretrak George Bush frem for både Al Gore og Ralph Nader. Disse er barske domme, men vi lever i barske tider. [14]

Mary Beard, [15] en Cambridge Classics Don, begyndte med den obligatoriske og uoprigtige forfærdelse over rædslen af det hele: "Tragediens rædsel blev enormt intensiveret ved de ringsidepladser, vi blev tilbudt gennem telefonsvarere og tekst-beskeder", og fortsatte derefter, "men" - ja, som Nick Cohen udtrykte det, var der altid et men - "men da chokket havde fortaget sig, satte en mere nøgtern reaktion ind. Der var ikke bare en følelse af, at - uanset hvor taktfuldt det kan pyntes op - USA selv havde været ude om det. Men der er også følelsen af, at hele den 'civiliserede verden' (en frase, som vestlige ledere synes i stand til at bruge uden spor af ironi), betaler prisen for sine smidige definitioner af 'terrorisme' og sin afvisning af at lytte til, hvad 'terroristerne' har at sige."

Udtrykkene terroristerne, terrorisme og civiliserede verden er i anførselstegn - allerede en antydning af at hun ikke mener, at "de" er terrorister eller at "vi" er civiliserede. Det ironiske var, at intellektuelle som Mary Beard netop var ude af stand til at lytte til, hvad terroristerne sagde. Det fremgik klart af islamisternes skrifter, at de havde planer om at erstatte det liberale demokrati og påtvinge hele verden en totalitær ideologi. Men venstrefløjen nægtede at acceptere virkeligheden, og sank i stedet, den ene efter den anden, ned i "grundlæggende årsag vildfarelsen". Det var et kolossalt svigt af den venstreliberale fantasi, som ikke var i stand til at fatte motiverne bag en dødskult. Som Francis Wheen udtrykte det: "Som generaler, der udkæmper den sidste krig i stedet for den nuværende, var socialister og pladder-progressive så vant til at betragte den amerikanske imperialisme som den eneste kilde til ondskab i verden, at de ikke kunne forestille sig nogen anden fjende." [16]

Her er, hvad Bin Laden faktisk sagde om WTC-forbrydelsen i 2001, hvis fru Beard havde lyttet: "Værdierne af denne vestlige civilisation under ledelse af USA er blevet ødelagt. Disse respektindgydende symbolske tårne, der taler om frihed, menneskerettigheder og humanitet, er blevet ødelagt. De er gået op i røg." Han sagde ikke, at tårnene var et symbol på kapitalisme, men på "frihed, menneskerettigheder og humanitet." [17]

De fleste politikere, journalister og akademikere hævdede hurtigt efter 9/11, at den grundlæggende årsag til terrorisme var fattigdom. For eksempel hævdede James D. Wolfensohn, præsident for Verdensbanken, at krigen mod terror "ikke vil blive vundet, før vi har taget fat på problemet med fattigdom og dermed utilfredshedens kilder." George W. Bush var enig: "Vi kæmper mod fattigdom, fordi håb er et svar på terror. (...) Vi vil udfordre den fattigdom og håbløshed og mangel på uddannelse og dårlige ledelse, der alt for ofte skaber forhold, som terrorister kan udnytte." Al Gore fremførte i Council on Foreign Relations det argument, at det var vrede, der nærede terrorismen i den islamiske verden, og at denne skyldtes "den fortsatte mangel på trivsel, når den økonomiske vækst stagnerer, mens gruppen af arbejdsløse unge mænd under 20 fortsætter med at vokse." [18]

Fattigdom er ikke den grundlæggende årsag til islamisk fundamentalisme. [19] [20] Forskning af sociologer som egypteren Saad Eddin Ibrahim og af økonomen Galal A. Amin samt iagttagelser af journalister som den palæstinensiske araber Kahild M. Amayreh og af den algeriske politiske berber-leder Saad Saadi fører alle den samme konklusion, at moderne islamister udgøres af unge mænd fra middelklassen eller den lavere middelklasse, meget motiverede, opadtil mobile og veluddannede, ofte med videnskabelige eller tekniske grader.

Det samme gælder dem, der støtter militante islamiske organisationer - de er også velstillede. De er oftere de rige fra byerne end de fattige fra landet. Hverken rigdom eller en blomstrende økonomi er garantier mod væksten af militant islam. Kuwaitere har høje indkomster, men islamister vinder normalt den største blok af pladser i parlamentet. Mange moderne militante islamiske bevægelser øgede deres indflydelse i 1970'erne, netop som de olieeksporterende lande havde meget høje vækstrater.

Generelt, konstaterer David Wurmser fra American Enterprise Institute, tilskriver vesterlændinge alt for mange af den arabiske verdens problemer "specifikke materielle forhold", såsom land og rigdom. [21] Islamisterne selv taler sjældent om fattigdom. Som Ayatollah Khomeini udtrykte det: "Vi lavede ikke en revolution for at sænke prisen på meloner." Islamisterne har brug for penge til at købe våben og til at finansiere propaganda. Rigdom er blot et middel, ikke et mål.

Fattigdom som forklaring på alle trosbekendelser har altid været foretrukket af de venstreliberale, som James Burnham bemærkede i Suicide of the West: "Kommunisme, diktatur, Mau Mau [22] og andre politiske onder forklares som resultater af sult og fattigdom. Udenlandsk hjælp plus demokratiske reformer (...) vil skabe en stigning i levestandarden, hvilket igen vil fjerne tendenserne til tyranni, aggression og krig (...). De årlige programmer for Americans for Democratic Action gør sig umage med at hævde, at vore virkelige 'fjender' ikke er onde mennesker eller nationer eller trosretninger, og slet ikke Sovjetunionen eller kommunismen, men sult og racediskrimination; den virkelige krig er 'krigen mod nød'." [23] Som Burnham også sagde: "Selvfølgelig handler mænd i almindelighed ikke rationelt. De giver ikke engang føde den højeste prioritet, uanset hvad ideologer måtte forestille sig." [24]

Ej heller er Israels eksistens årsagen til islamisk terrorisme. Som Benjamin Netanyahu udtrykte det: "Den militante islams soldater hader ikke Vesten på grund af Israel, de hader Israel på grund af Vesten." [25] Allerede i 1995 havde Netanyahu advaret: "[De]t er umuligt at forstå præcis hvor fjendtlig - og hvor dødbringende - for USA og Europa denne bølge af militant islam er, uden at kaste et blik på rødderne til arabisk-islamisk had til Vesten. På grund af mediernes fascination af Israel, er mange i dag under indtryk af, at den intense fjendtlighed, der hersker i den arabiske og islamiske verden mod USA, er et moderne fænomen, et resultat af vestlig støtte til den jødiske stat, og at en sådan fjendtlighed ville ophøre, hvis en arabisk-israelsk fredsaftale til sidst blev nået. Men intet kunne være længere fra sandheden. Fjendskabet mod Vesten går mange århundreder tilbage og er stadig den dag i dag en drivende kraft i kernen af militant arabisk-islamisk politisk kultur. Og dette ville også være tilfældet, selv om Israel aldrig var blevet født." [26]

Eller som Wagdi Ghuniem, en militant islamisk gejstlig fra Egypten, sagde: "Hvis nu jøderne sagde: 'Palæstina - I [muslimer] kan tage det.' Ville det så være ok? Hvad ville vi sige til dem? Nej! Problemet er tro, det er ikke et problem om land." [27] Christopher Hitchens [28] skrev: "Er der nogen, der tror, at en israelsk tilbagetrækning fra Gaza kunne have forebygget slagtningen på Manhattan? At foreslå noget sådant ville kræve en moralsk kretiner; den nye jihads kadrer gør det meget klart, at deres opgør er med jødedom og sekularisme i princippet, ikke med (eller ikke bare med) zionisme."

For nylig skulle Bernard Lewis have sagt: "Den eneste virkelige løsning, hvis vi vil besejre radikal islam, er at bringe frihed til Mellemøsten. Enten 'frigør vi dem eller de ødelægger os'." [29] Men hvad med de fri-fødte muslimer i Vesten, der er islamister, som f.eks. de fire 7/7 bombemænd i London? Frihed gjorde intet for dem. [30]

Ej heller er amerikansk udenrigspolitik årsagen. USA's udenrigspolitik over for den arabiske og muslimske verden har været en imødekommenhedens snarere end fjendskabets politik. Under Den Kolde Krig støttede USA altid muslimer mod kommunister. Senere amerikanske militæraktioner i Mellemøsten har været på vegne af muslimer snarere end imod dem. USA beskyttede Saudi-Arabien og Kuwait mod Irak, Afghanistan mod Sovjetunionen, Bosnien og Kosovo mod Jugoslavien og Somalia mod krigsherren Muhammed Farah Aidid. USA's udenrigspolitik har intet at gøre med drabet på 150.000 algeriere i hænderne på islamistiske fanatikere.

Den grundlæggende årsag til islamisk fundamentalisme er islam. Amerikansk udenrigspolitik har intet at gøre med steningen af en kvinde for utroskab i Nigeria. Den har alt at gøre med islam og islamisk lov. Teori og praksis af jihad - Bin Ladens udenrigspolitik - blev ikke udtænkt i Pentagon; den er direkte afledt af Koranen og hadith, islamisk tradition. Men vestlige venstreliberale og humanister har svært ved at indrømme eller acceptere eller tro dette. De kan simpelthen ikke forestille sig det. Liberale frisindede, med deres gode intentioner, kan alt for let blive dogmatiske. Problemet med vestlige liberale og alle humanister er, at de er pæne; de er patologisk, terminalt pæne. De tror, at alle tænker som dem; de tror, at alle mennesker, herunder de islamiske fundamentalister, ønsker det samme, har de samme mål i livet. For venstreliberale er terroristerne ikke andet end frustrerede engle, for evigt modarbejdet af Den Store Anarch, USA. Humanister er så pæne, at de tilmed inviterer terrorister med til deres konferencer. Ved Den Humanistiske Verdenskongres i Mexico i 1996 talte flere repræsentanter for den iranske gruppe kaldet Mujahaddin. Sidste år [2008] blev denne gruppe sat på præsident Bushs liste over terrorgrupper. I februar 2003 tilbød de sig som personlige livvagter for Saddam Hussein. På Den Humanistiske Verdenskongres i Holland i juli 2002, var en af hovedtalerne, der allerede var blevet hædret med en humanistisk pris, en glat talende charmetrold, Abdullah en Naim. Hans virkelige mål kunne ikke skjules længe: Sharia.

Vestlige liberale er vant til at søge eksterne forklaringer på adfærd, de ikke kan forstå; men Hitlers adfærd kan ikke forklares som en reaktion på Versailles-traktaten [31] eller den økonomiske situation i tyverne eller trediverne. Ondskab er sin egen undskyldning. De islamiske fundamentalister er utopiske visionære, der ønsker at erstatte vestlige liberale demokratier med et islamisk teokrati - et fascistisk tankesystem, der har til formål at kontrollere enhver livsytring hos ethvert individ. Joseph Conrad beskrev disse mennesker således: "Visionære bevirker evig ondskab på jorden. Deres utopier inspirerer en afsky for virkeligheden samt en foragt for den menneskelige udviklings sekulære logik i massen af middelmådige hjerner." [32] Den franske filosof Christian Godin påpegede for nylig, at den islamiske totalitarisme potentielt er langt farligere end både den nazistiske og kommunistiske variant, fordi de sidstnævnte, trods deres hang til udryddelse, forudsatte deres egen bevarelse. For nazisten, fortjener den lavere race ikke at eksistere; for stalinisten, fortjener folkets fjende ikke at fortsætte med at leve; for islamisten, er det verden selv, der ikke fortjener at eksistere. [33]

Antallet af mennesker, der har skrevet om 11. september 2001 uden en eneste gang at nævne islam, er overvældende. Vi må tage islamisternes ord alvorligt for at forstå deres motiver, for at forstå 11. september. De fire personer, der har haft størst indflydelse på den moderne fremvækst af militant islam, er egypteren Hasan al-Banna, grundlægger af Det Muslimske Broderskab, Sayyid Qutb og den indisk-pakistanske Maududi, samt iraneren ayatollah Khomeini. De gentager alle det samme budskab, der stammer fra klassiske forfattere som Ibn Taymiyyah og i sidste ende fra Koranen og hadith, nemlig, at det er en guddommeligt forordnet pligt for alle muslimer at bekæmpe ikke-muslimer i bogstavelig forstand, indtil menneskeskabte love er blevet erstattet af Allahs lov, sharia, og islam har erobret hele verden. Her med Maududis egne ord:

I virkeligheden er islam en revolutionær ideologi med et program, der søger at ændre den sociale orden overalt i verden og genopbygge den i overensstemmelse med dens egne grundsætninger og idealer. "Muslimer" er navnet på dette Internationale Revolutionære Parti, der er organiseret af islam til at gennemføre dens revolutionære program. Og "jihad" henviser til den revolutionære kamp og yderste anstrengelse, som Det Islamiske Parti sætter i gang for at nå dette mål. [34]

Maududi igen:

Islam ønsker at ødelægge alle stater og regeringer overalt på jordens overflade, som er imod islams ideologi og program, uanset hvilket land eller nationen, der styrer det. Formålet med islam er at oprette en stat på grundlag af egen ideologi og eget program uanset hvilken nation, der er bannerfører for islam, eller styreformen i det land, der bliver undermineret i processen med at oprette en ideologisk islamisk stat." [35]

En Holocaust-overlevende blev spurgt, hvilken lektie han havde lært af sin oplevelse af 1940'ernes Tyskland. Han svarede: "Hvis nogen fortæller dig, at han har til hensigt at dræbe dig, så tro ham." [36] Desværre har mange liberale, venstreorienterede og humanister, selv efter 11. september, endnu ikke lært denne lektie. Man kan bemærke her, at mange venstreorienterede ikke alene er selvkritiske, de er spejlvendte nationalister. De identificerer sig med deres nationers fjender, ligesom Whig-radikale sympatiserede med Napoleon, Kim Philby og hans gruppe gjorde Sovjetunionen til deres nye hjemland og den israelske akademiker fra det yderste venstre, Ilan Pappe identificerer sig med Hizbollah.

Det er lærerigt at bemærke, hvad de to grupper af islam-apologeter, jeg har trukket frem for diskussion - de kristne og de vestlige venstreorienterede - har til fælles. Begge søger tilflugt i kulturrelativisme, for at retfærdiggøre deres passivitet, begge deler en uvillighed til at konfrontere virkeligheden eller ligefrem benægter den, og en villighed til at skyde skylden på den vestlige civilisation, dens institutioner og værdier.

Som James Burnham skrev: "For den vestlige civilisation i verdens nuværende tilstand, er den vigtigste praktiske konsekvens af skylden, der er indkapslet i den venstreliberale ideologi og psyke, denne: At den venstreliberale - samt gruppen, nationen eller civilisationen, der er inficeret med venstreliberale doktriner og værdier - er moralsk afvæbnet overfor dem, som den venstreliberale betragter som dårligere stillet end sig selv." [37]

På den internationale scene, fører denne holdning til selektiv forargelse. Burnham talte om perioden op til 1964, men kun lidt har ændret sig. Venstrefløjen nægter at kritisere mordene begået af islamister i Algeriet, hvor mere end 100.000 algeriere er blevet dræbt af andre algeriere, eller massakrerne på kristne og afrikanske muslimer begået af Sudans islamiske regerings arabisk-muslimske styrker og så selvfølgelig, de endeløse drab i Iran.

”Den venstreliberales skyld er umættelig. Han fortjener, efter egen opfattelse, at blive sparket, slået og spyttet på for hans uendelige forbrydelser." skrev Burnham i 1964. [38] I stedet for moralsk harme over de islamiske terroristers grusomheder i september 2001, har vi den holdning, der så godt er opsummeret af Nick Cohen som: "Dræb os, vi fortjener det", overskriften på et kapitel i hans bog, What's Left. How Liberals Lost their Way, udgivet i 2007.

Konklusion

Mine følelser omkring Das Kapital er de samme som mine følelser omkring Koranen. Jeg ved, at den er historisk vigtig og jeg ved, at mange mennesker, som ikke alle er idioter, mener, at den er en slags tidløs klippe og indeholder inspiration. Men når jeg læser i den, er det for mig uforklarligt, at den kan have denne virkning. Dens ørkesløse, forældede, akademiske kontrovers-mageri synes så ekstraordinært uegnet som materiale til det formål (...). Hvordan kunne nogen af disse bøger bære ild og sværd rundt til halvdelen af verden? Det overgår min forstand. [39]
--- John Maynard Keynes. Brev til George Bernard Shaw, den 2. december 1934.

En lang række forfattere har bemærket, at det tiltrækkende for mange intellektuelle ved revolutionær marxisme var, at "hvad der engang havde appelleret i Guds navn svingede over til historiens banner (...). Marxismen var en sekulær religion". [40] I betragtning af den ensartede indstilling hos en marxist og en religiøst troende - og Keynes' ovenstående bemærkning synes særlig velegnet i denne sammenhæng; Koranen og Das Kapital synes at tiltrække den samme slags mennesker - bør det ikke komme som nogen overraskelse, hvis det omvendte fænomen optræder. Mary Ann Weaver bemærkede: "En række af mine tidligere professorer på Det Amerikanske Universitet i Cairo var marxister for 20 år siden: Ret stålsatte, ret doktrinære marxister. De er nu lige så stålsatte, lige så doktrinære islamister." [41]

Kunne disse iagttagelser til en vis grad forklare det ellers bizarre syn af en europæisk venstrefløj, amerikanske liberale og latinamerikanske marxister og kommunister, hvoraf de fleste er ateister, der smeder alliancer med islamisk fundamentalisme i almindelighed og det islamistiske Iran i særdeleshed? Den vestlige venstrefløj og islamismen deler et had til Amerika. Men der er en række andre fællestræk mellem kommunismens apologeter i 1930'erne og 1940'erne og de moderne apologeter for islamisk fundamentalisme.

Moralsk ækvivalens eller meaculpisme [efter latin "mea culpa" - "ved min skyld"]

Anti-amerikanisme er ubønhørligt knyttet til teorien om moralsk ækvivalens, der normalt menes at være udviklet under den kolde krig. Men det kan hævdes, at teorien om moralsk ækvivalens måske allerede var til stede ved den vestlige civilisations morgengry, da mange vesterlændinge fandt "Den Anden" ligestillet med, hvis ikke bedre end, occidentaleren. Under alle omstændigheder er den i moderne tid blevet sporet tilbage til perioden umiddelbart efter 1. Verdenskrig. Étienne Mantoux hævdede i sit posthumt udgivne værk, The Carthaginian Peace, or the Economic Consequences of Mr. Keynes, [42] at de vestlige demokratier i trediverne led under et "skyld-kompleks". Georges Clemenceau havde sagt: "Vi behøver ikke at bede om forladelse for vores sejr", men efter Keynes, var dette præcist, hvad Vesten følte, den måtte gøre. Keynes påvirkede Storbritannien og Frankrig til at mene, at Versailles-traktaten efter 1. Verdenskrigs overvindelse af Tyskland, var en "overtrædelse af aftaler og international moral", der var lige så slem som Tysklands invasion af Belgien. [43]

Som Andrew Roberts videre forklarer: "Mantoux gav også Keynes skylden for den måde, på hvilken Versailles blev holdt, for at vise amerikanerne, at europæerne alle var lige slemme, 'at de alle var lige hævngerrige, lige machiavelliske, lige imperialistiske; at Amerikas indtræden i den sidste krig havde været en gruelig fejl; og at spørgsmålet om enhver ny kunne være det ligegyldigt, da en allieret sejr sandsynligvis ikke ville blive bedre end Versailles og en tysk sejr helt sikkert ikke kunne blive værre'." [44]

Under Den Kolde Krig "blev det hævdet, at demokratier og kommunistiske stater i grundlæggende moralske henseender allerede var meget ens, en holdning, der på samme tid både benægter demokratiernes dyder og lasterne af de totalitære systemer i Øst". [45] London-dagbladet The Guardian skrev i oktober 1983: "Der er masser af mennesker rundt omkring, som allerede er parate til at se USA som ikke bedre end Sovjetunionen bedømt efter dets internationale adfærd. Men der er mange flere, der stadig forventer overlegne standarder af USA, som er chokerede og forvirrede ved synet af amerikanere, der deltager i en aggressiv handling, helt så åbenlyst, som den sovjetiske invasion af Afghanistan, hvilken blev beklaget med så velklingende ord." Den samme embedsmand fra den amerikanske regering, der skrev artiklen "Doctrine of Moral Equivalence" citerer også en britisk "politisk leder" for at sige: "Der er en næsten sørgelig truslens rimelighed."

Efter 9/11 brugte intellektuelle som Noam Chomsky, klovner som Michael Moore, journalister som Robert Fisk og liberale politikere som Edward Kennedy igen argumentet om "moralsk ækvivalens". Listen over vestlige intellektuelles vrøvl om 9/11 er lang. Her er nogle eksempler:

Norman Mailer bemærkede, at "WTC ikke bare var et arkitektonisk skrummel, men også forfærdelig for folk, der ikke arbejder dér, for det sagde til alle disse mennesker: 'Hvis du ikke kan arbejde heroppe, så er du bare dømt ude.' Derfor er jeg sikker på, at hvis disse tårne var blevet ødelagt uden tab af menneskeliv, så ville en masse mennesker have jublet. Alt det forkerte ved Amerika førte til det punkt, hvor landet byggede dette Babelstårn, som derfor måtte destrueres (...). Og så kom det næste chok. Vi måtte indse, at de mennesker, der gjorde dette, var fremragende. Det viste sig, at det ego, vi kunne opretholde indtil den 10. september, var utilstrækkeligt (...). Amerikanerne kan ikke indrømme, at man har brug for mod for at gøre noget sådant. For det kunne misforstås. Det vigtigste er, at vi i Amerika er overbevist om, at det var blinde, gale fanatikere, der ikke vidste hvad de gjorde. Men hvad hvis disse gerningsmænd havde ret, og vi ikke? Vi har for længst mistet evnen til at kaste et roligt blik på det vældige omfang af vores fjendes position." [46]

Gore Vidal sagde til Reuters: "Jeg har i denne lille bog nævnt fire hundrede angreb, som regeringen har rettet mod andre lande. Uerklæret krig. Generelt med den undskyldning, at de husede kommunister. Hvis du bliver ved med at angribe mennesker i så lang tid, så vil et af dem slå igen." [47]

Og her er Vidal om muligheden for en sammensværgelse: "Vi ved endnu ikke, af hvem vi blev ramt den skændige tirsdag, eller af hvilken egentlig grund (...). Præsident Bushs adfærd den 11. september vækker bestemt en ikke unaturlige mistanke (...). Men det er temmelig klart for mange borgerretsforkæmpere, at 9/11 gjorde det af med, ikke kun meget af vore skrøbelige Bill of Rights, men også vores engang så misundte styreform, som havde fået et dødeligt slag året før, da Højesteret lavede en lille dans i 5/4-takt og erstattede en folkevalgt præsident med den olie- og gasrige Bush-Cheney-junta." [48]

Her er Susan Sontags moralske ækvivalens efter 9/11: "De enstemmigt applauderede, selvtilfredse floskler, som fra en sovjetisk partikongres, virkede foragtelig. Enstemmigheden af den skinhellige, tilslørende retorik, som amerikanske embedsmænd og mediekommentatorer har sprøjtet ud de seneste dage, synes, ja, uværdig for et modent demokrati." [49]

Senator Kennedy kommenterede Abu Ghraib i Senatet: "Skammeligt lærer vi nu, at Saddams torturkamre genåbnede under ny ledelse: Amerikansk ledelse." Saddam, der dræbte hundredtusinder af sine egne landsmænd og torturerede andre tusinder, svarer tilsyneladende til en håndfuld soldater, der ydmyger en håndfuld irakiske fanger. Amnesty International beskrev interneringslejren i Guantánamo Bay som "vor tids Gulag." Som Brandon Crocker udtrykte det: "Jeg spekulerer på, hvad det gør Nordkorea til. På Amnesty International kan de stadig ikke modstå fristelsen til at sammenligne USA med Sovjetunionen og på måder, så latterlige som nogensinde. Amnesty International vil have os til at tro, at der ikke er forskel mellem Aleksandr Solzhenitsyn og en al-Qaeda-kriger; ingen forskel mellem søvnberøvelse for at få oplysninger fra terrorister, og hårdt arbejde, udsættelse for de dødelige sibiriske vintre og underernæring for at "genopdrage" politiske afvigere." [50]

Læren om moralsk ækvivalens dækker alle aspekter af vestlig civilisation. Således er "kristendom ikke bedre end radikal islam" - bemærk allerede, at ingen vil skrive "islam" slet og ret, selvom meaculpisterne er helt tilfredse med at skrive kristendom i modsætning til "kristen fundamentalisme." Så er der den velkendte klagesang om kristendommens formodede forbrydelser: Korstogene - selvom de var en forsinket reaktion på flere århundreders islamisk jihad - og den spanske inkvisition - selvom historikere som Henry Kamen (The Spanish Inquisition (1965)) fastslog, at inkvisitionen ikke var nær så grusom eller så magtfuld som almindeligt antaget, og at antallet af kættere, der faktisk blev dræbt, var forholdsvis lavt, mens den tilsvarende islamiske inkvisition, al-mihna, næppe er kendt eller overhovedet bliver talt om. Faktum er, at kristendommen har absorberet mange af Oplysningstidens principper, mens islam ikke har. Så er der den vestlige imperialismes forbrydelser - nogle utvivlsomt sande og en skændsel for de vestlige idealer - men som skal ses i forhold til den islamiske imperialisme for at sætte det hele i perspektiv. Islamisk imperialisme destruerede i realiteten flere kulturer - den østlige kristendom og præ-islamiske iranske kultur.

Læren om moralsk ækvivalens kommer let til en kultur, der allerede er inficeret med moralsk og kulturel relativisme. Andre fællestræk for totalitarismes apologeter omfatter ...
- benægtelse af beviser, af virkeligheden, hvilket fører til en søgen efter "virkelige årsager" eller "grundlæggende årsager", som igen fører videre til konspirationsteorier;
- foragt for vestlige institutioner parret med en villighed til at udnytte dem til eget brug;
- som ideologer er de immune over for kritik og beviser på det modsatte, som de er i stand til at bortforklare;
- masochisme, da de er hærget af skyldfølelser, klar til automatisk at give Vesten skylden for alt og selv påtage sig skylden for alle verdens dårligdomme, og som en konsekvens ønsker at se Vesten straffet, ydmyget, nedgjort, smædet og bagtalt. Vesten fortjener at blive straffet, vi fortjener at blive straffet, jeg fortjener at blive straffet,
- overdrivelser af Den Andens dyder og Vestens forbrydelser, samt benægtelse af, at Den Anden kunne være racistisk, imperialistisk eller kolonialistisk, kort sagt, ond;
- arrogance af de intellektuelle, der ikke behøver at gøre sig den ulejlighed at sætte sig ind i kendsgerningerne og udføre den hårde forskning i arkiver og primære kilder.

Noter

[1] James Piereson. Camelot and the Cultural Revolution. How the Assassination of John F. Kennedy Shattered American Liberalism. New York: Encounter Books, 2007.

[2] Ibid., pp. 103-104.

[3] Ibid.

[4] Ibid., p. 96.

[5] Alle citaterne fra James Piereson. Camelot and the Cultural Revolution. How the Assassination of John F. Kennedy Shattered American Liberalism. New York: Encounter Books, 2007, pp. 89-96.

[6] Citeret i Piereson, op. cit., pp. 144-145.

[7] Piereson, pp. 104-105.

[8] Piereson, p. 110.

[9] Piereson, p. 177.

[10] Piereson, p. 202.

[11] Piereson, p. 205.

[12] Se replikskiftet mellem den liberale tv-vært Alan Colmes og Steven Emerson, terrorisme-ekspert:

Alan Colmes: Men Steve, dæmoniserer du ikke islam? Er det ikke det du gør - når du bruger ord som islamo-fascisme; det blander en hel religion sammen med fascisme, og det er dæmonisering, og det krænker en hel religion.
Emerson: Alan, hvilket udtryk ville du bruge?
Colmes: Uh, jeg ville kalde det fascisme, men jeg ville ikke forbinde det med en religion, som du vælger at gøre.
(Hurtig udveksling)
Emerson: Så hvad gør det anderledes end den italienske fascisme eller tyske fascisme?
Colmes: Ja, at du anklager en hel religion. Det repræsenterer ikke hele religionen, i modsætning til en regering.

på: http://www.familysecuritymatters.org/index.php?id=1384989. Besøgt 15. november 2007.

[13] Christopher Hitchens: Slate, 9. november 2004.

[14] Nick Cohen. What's Left? How Liberals Lost their Way, London: Fourth Estate, 2007, p. 273.

[15] Nick Cohen, ibid., p. 274.

[16] Francis Wheen. How Mumbo Jumbo Conquered the World: A Short History of Modern Delusions, New York: Public Affairs, 2005, p. 274.

[17] Nick Cohen. What's Left? How Liberals Lost their Way, London: Fourth Estate, 2007. p. 261.

[18] Alle tre citeret i Alan B. Krueger & Jitka Maleckova. Seeking the Roots of Terrorism, i Chronicle of Higher Education: 6. juni 2003.

[19] Hele afsnittet om fattigdom og militant islam står kraftigt i gæld til Daniel Pipes' artikel: God and Mammon: Does Poverty Cause Militant Islam, National Interest, Winter 2002, tilgængelig på:
http://www.danielpipes.org/104/god-and-mammon-does-poverty-cause-militant-islam.

[20] Knight Ridder Newspapers sammenfattede resultaterne af Marc Sageman, en psykiater ved University of Pennsylvania, gående ud på, at arabiske terrorister for det meste er "veluddannede, gifte mænd fra middel- eller overklassefamilier, midt i 20'erne og psykisk stabile". På Daniel Pipes' hjemmeside: http://www.danielpipes.org/blog/2002/06/the-causes-of-terrorism-its-not-about-money.

[21] Det vil normalt sige en tendens til "at forklejne tro og streng overholdelse af principper som ægte, og afvise dette som politikeres kyniske udnyttelse af masserne. Som sådan ser vestlige iagttagere materielle spørgsmål og ledere, ikke den åndelige tilstand i den arabiske verden, som problemets kerne. Citeret af Pipes, God and Mammon: Does Poverty Cause Militant Islam, National Interest, Winter 2002.

[22] Mau Mau-opstanden [1952-1960]: En opstand af kenyanske oprørere mod den britiske koloniadministration.

[23] James Burnham. Suicide of the West. An Essay on the Meaning and Destiny of Liberalism. New York: The John Day Company. 1964, pp. 70-71.

[24] Ibid., p. 115.

[25] B. Netanyahu, “Today, We Are all Americans", i New York Post, 21. september 2001.

[26] Benjamin Netanyahu, Fighting Terrorism: How Democracies Can Defeat Domestic and International Terrorism, New York: Farrar, Straus and Giroux, 1995, p. 82, citeret i Douglas Murray, Neoconseravtism: Why We Need It. New York: Encounter Books, 2006, pp. 118-119.

[27] Steven Emerson, International Terrorism and Immigration Policy January 25, 2000. United States House of Representatives Judiciary Subcommittee on Immigration and Claims. House Subcommittee on Immigration and Claims Hearing on International Terrorism and Immigration Policy.

[28] Christopher Hitchens. The Nation, september 2001.

[29] Daniel Freedman, Bernard Lewis: U.S. May Lose War on Terror, New York Sun, 13. september 2006.

[30] På Daniel Pipes' weblog, http://www.danielpipes.org/.

[31] Se Niall Ferguson. The Pity of War, Harmondsworth: Penguin Books Ltd., New Edn. 2006.

[32] J. Conrad. Under Western Eyes, Harmondsworth: Penguin Books, 1957, p. 85.

[33] Christian Godin. La Fin de l'Humanité, Seyssel (France): Éditions Champ Vallon, 2003. p. 71.

[34] Sayeed Abdul A'la Maududi, Jihad in Islam. 7th Edition, December 2001, Lahore, Pakistan, p. 8.

[35] Sayeed Abdul A'la Maududi, Jihad in Islam, p. 9.

[36] Citeret af Eliot A. Cohen, World War IV. Let’s Call This Conflict What It Is. Tuesday, Nov. 20, 2001. Opinion Journal.

[37] James Burnham. Suicide of the West. An Essay on the Meaning and Destiny of Liberalism. Chicago: Regnery Books, 1985 [1st edn. 1964] p. 197.

[38] James Burnham. Suicide of the West. An Essay on the Meaning and Destiny of Liberalism. Chicago: Regnery Books, 1985 [1st edn. 1964] p. 200.

[39] Citeret i Robert Skidelsky. John Maynard Keynes. The Economist as Savior. A Biography. 1920-1937. Vol. 2. Harmondsworth, U.K: Penguin Books, 1995 [1st edn. 1992] p. 520.

[40] Daniel Bell, "The Fight for the 20th Century: Raymond Aron Versus Jean-Paul Sartre", New York Times Book Review, February 18, 1990, p. 1, citeret i Paul Hollander. The End of Commitment. Intellectuals, Revolutionaries, and Political Morality. Chicago: Ivan Dee, 2006, p. 3.

[41] Mary Ann Weaver, forfatter til A Portrait of Egypt. A Journey Through the World of Militant Islam. New York: Farrar, Straus, and Giroux, 2001, i et interview på www.theatlantic.com/unbound/bookauth/ba990217.htm.

[42] Étienne Mantoux. The Carthaginian Peace or the Economic Consequences of Mr Keynes, London, Oxford University Press, 1946.

[43] Andrew Roberts. A History of the English-Speaking Peoples Since 1900, New York: HarperCollins, p. 161. Fremhævelse tilføjet.

[44] Andrew Roberts, op. cit., p. 162. Roberts citerer Mantoux, op. cit, p. 11.

[45] Anon. "Doctrine of Moral Equivalence - Address before the Royal Institute for International Studies - transcript". US Department of State Bulletin. Sept 1984. Besøgt 2. dec. 2007 på: http://findarticles.com/p/articles/mi_m1079/is_v84/ai_3369220.

[46] Som citeret på: http://www.tnr.com/112601/notebook112601.html, besøgt 3. december 2007.

[47] Citeret på http://www.mrc.org/cyberalerts/2001/cyb20011126.asp#3, besøgt 3. december 2007.

[48] Sunder Katwala. "Gore Vidal claims 'Bush junta' complicit in 9/11. America's most controversial novelist calls for an investigation into whether the Bush administration deliberately allowed the terrorist attacks to happen", i The Observer, Sunday October 27, 2002.

[49] Citeret på www.american-pictures.com/english/jacob/Sontag.htm, besøgt 3. december 2007.

[50] Brandon Crocker, "Moral Equivalence Rides Again", The American Spectator, 6/14/2005 på
http://www.spectator.org/dsp_article.asp?art_id=8297, besøgt 2. december 2007.

del 1, del 2, del 3

---

Oversættelse: Bombadillo