Michel Foucaults ukritiske beundring for islamisterne i Iran fra 1978 og frem, vækker minderne om den store venstre-intellektuelle tradition, der først benægtede Stalins terrorregime, derefter bagatelliserede dets grusomheder og til sidst indrømmede dem privat, men nægtede at fordømme dem offentligt. Robert Conquest giver eksemplet med Sartre, der mente, at beviser for Stalins arbejdslejre burde ignoreres eller undertrykkes for ikke at demoralisere det franske proletariat. [1]

Michel Foucault besøgte Iran to gange i 1978, få måneder før Ayatollah Khomeinis tilbagevenden til Teheran i triumf i februar 1979, og skrev om sine indtryk, hovedsageligt i det italienske dagblad Corriere della Sera, men også i det franske dagblad Le Monde og ugebladet Le Nouvel Observateur.

Mange beundrere af den franske intellektuelle prøvede at slå hans iranske skriverier hen som midlertidige vildfarelser, skiftevis beskrevet som "misforståelser", "fejl", "tåbelighed" "fejlberegning" eller "fumleri". Men Mitchell Cohen spurgte: "Var Foucaults fumleri netop dette, et fumleri? Eller var det, som postmodernister ynder at sige, et symptom? Jeg holder på det sidste. Det var og er et symptom på noget bekymrende ved den form for venstrefløjstænkning, der sammenblander postmodernisme, naiv dyrkelse af den 3. verden [third worldism] og tilbøjelighed til snæversyn." [2]

Desuden var Foucaults profetier, analyser og godkendelse af den iranske revolution - langt fra at være vildfarelser - i fuldstændig harmoni med og relateret til hans generelle filosofiske positioner og teoretiske skrifter om magtens diskurser og kritik af moderniteten.

Michel Foucault forblev dybt uvidende om islam - dens teologi, dens historie, dens hellige bog Koranen, shia-islam og dens særlige historie i Iran; det mindste kendskab til noget af sidstnævnte ville have sparet ham og hans ry fra hans brølere, naive udtalelser og illusioner. Han betragtede Khomeini som en "God gammel Helgen" og skrev, at "der vil ikke komme et Khomeini-parti; der vil ikke komme en Khomeini-regering". Han insisterede:

"Én ting skal stå klart. Med 'islamisk regering' mener ingen i Iran et politisk regime, i hvilket gejstlige vil have en tilsynsførende eller kontrollerende rolle. For mig syntes udtrykket 'islamisk regering' at pege på to tingenes orden.

'Et Utopia', fortalte nogle mig uden nedsættende antydninger. 'Et ideal', sagde de fleste. Under alle omstændigheder er det noget meget gammelt og også noget meget langt ude i fremtiden, en forestilling om at komme tilbage til, hvad islam var på Profetens tid, men også at komme frem mod et lysende og fjernt punkt, hvor det vil være muligt at forny troens liv snarere end at fastholde lydighed. I forfølgelsen af dette ideal, syntes mistilliden til legalismen for mig at være afgørende sammen med en tro på islams kreativitet.

En religiøs autoritet forklarede mig, at det vil kræve et langvarigt arbejde for civile og religiøse eksperter, lærde og troende at kaste lys over alle de problemer, som Koranen aldrig har hævdet at besvare præcist. Men man kan finde nogle generelle retningslinjer her: Islam værdsætter arbejde; ingen kan fratages frugterne af sit arbejde; hvad der tilhører alle (vand, undergrund), må ikke tilegnes af nogen enkelt. Med hensyn til frihedsrettigheder, vil de blive respekteret i det omfang, at uøvelsen af dem ikke skader andre; minoriteter vil blive beskyttet og være frie til at leve som de vil på den betingelse, at de ikke skader flertallet; mellem mænd og kvinder skal der ikke være ulighed med hensyn til rettigheder, men forskellighed, da der er en naturlig forskel. Med hensyn til politik, bør beslutninger træffes af flertallet; lederne bør være ansvarlige over for folket, og ethvert menneske, som det er fremstillet i Koranen, bør kunne rejse sig og stille den regerende til ansvar." [3]

Et blot overfladisk blik på Khomeinis bog Islamic Government [Hukumat-i Islami, Islamisk Styre], der blev udgivet nogle få år før han kom til magten - hvori han bemærkede, at "alt i islam er politik" - ville sikkert have gjort Foucault helt ædru. Selv i oktober 1978 lagde Khomeini ikke skjul på sit had til ikke-muslimer, og det var klart, at hans hensigt var at etablere en autoritær stat baseret på islam og Koranen. Derfor er det næppe overraskende, at stort set alle de ovenstående profetier viste sig at være grusomt falske. Alle de ikke-muslimske minoriteter - zoroastrianere, jøder, kristne og bahaier - har lidt forfølgelse, ødelæggelse af deres religiøse steder, chikane, beskyldninger for blasfemi, tvangskonverteringer og summariske henrettelser. Tiden og pladsen her forbyder mere end et kort blik på blot ét af de hårdt trængte mindretal, bahaierne. Mere end 200 bahaier er blevet dræbt siden 1978, tusindvis flere fængslet. De betragtes som apostater og "ubeskyttede vantro"; de har ingen juridiske rettigheder, og er ikke tilladt at vælge ledere af deres samfund. De nægtes jobs og retten til at arve ejendom. Mere end 10.000 bahaier er blevet afskediget fra offentlige stillinger siden 1979. Alle bahai gravpladser, hellige steder og fællesejendomme blev beslaglagt kort efter revolutionen i 1979 og intet er returneret, mens mange steder af historisk betydning for bahaier er blevet ødelagt. Og således fortsætter den sørgelige, triste og tragiske saga til denne dag.

Kvinder er altid de første til at lide, når islamiske love bekendtgøres og håndhæves. Foucault afviste feministernes advarsler om den retning, revolutionen var ved at tage. Han beskrev feministerne som vestlige og derfor uautentiske, og betragtede den slags kritik af islam som "orientalistisk" i nedsættende betydning. Han syntes at være lammet og ude af stand til at fatte karakteren af islamisk lov, især i dens forhold til kvinders rettigheder. Begrænsningerne af deres rettigheder er nedfældet i Den Islamiske Republik Irans forfatning, som udtrykkeligt reducerer kvinder til andenklasses borgere. Et kønsadskilt sundhedssystem betyder, at mange kvinder får utilstrækkelig behandling, da der ikke er nok veluddannede kvindelige læger og sygeplejersker. En voldtaget kvinde risikerer at blive henrettet eller stenet til døde for hor.

Jeg undskylder for alle disse detaljer, men de er nødvendige for at understrege, hvor grueligt galt i byen Foucault og andre vestlige venstreorienterede gik, og for at vise, at mens det hele var et underholdende intellektuelt spil for uansvarlige intellektuelle, der var berusede af deres egne teorier, ord og magt, var det dødelig alvor for ofrene for, hvad Foucault entusiastisk kaldte "politisk spiritualitet".

Den frisindede venstrefløj fra Den Kolde Krigs tid og det postmoderne venstre i det 21. århundrede, eksemplificeret ved Foucault, har mange ting til fælles. For det første foragter begge selve ideen om objektiv sandhed og er dermed bundet til læren om relativisme. James Burnham citerede i sin Suicide of the West den fremtrædende amerikanske filosof Thomas V. Smith (1890-1964), som var professor i filosofi ved Chicagos Universitet, senator for staten Illinois (1936-1938) og også Kongresmedlem (1938-1940). T. V. Smith skrev: "... denne manglende evne til endeligt at skelne [sandhed fra falskhed, godt fra ondt, skønhed fra grimhed] er det forberedende trin for opstigningen fra dyrs heftighed til civiliseret overbærenhed. Den markerer det mest solide grundlag for den tolerance, der er karakteristisk for demokratiet alene." T. V. Smith citerer Justice Holmes [amerikansk højesteretsdommer fra 1902 til 1932, o.a.] som en hovedkilde til denne relativismens indflydelse: "Som Holmes udtrykte det, mangler vi viden om 'sandheden' om 'sandhed'." Professor Smith angriber alle klassiske teorier om objektiv sandhed og erklærer: "Ingen af disse teorier kan tilstrækkeligt afprøve sig selv, langt mindre noget andet." Ideen om objektiv sandhed er kun en rationalisering af private, subjektive "følelser af vished (...); og vished er ikke nok. Den markerer lettere begyndelsen til tvang end slutningen af bevisførelse ...". Og, som Burnham bemærker, da den endelige sandhed ikke kan kendes, må vi i evighed holde dialogen kørende. [4]

I lighed med mange postmoderne filosoffer, foretrækker Foucault også relativisme og finder, som T. V. Smith, Oplysningstidens ideer om rationalitet og objektiv sandhed "snærende." I et interview han gav i slutningen af 1978 understregede Foucault det iranske folks "anderledeshed"; da de ikke er vesterlændinge, har iranerne "ikke det samme system for sandhed, som vort ...". [5]

"Når den vestlige venstreorienterede har følelser af skyld," skrev Burnham, "og hans tilhørende følelse af moralsk sårbarhed overfor de ulykkeliges sorger og krav bliver en plage, udvikler han ofte et generaliseret had til vestlig civilisation og sit eget land som en del af Vesten." [6] Foucault var jublende ved udsigterne til en iransk revolution, netop fordi han så den islamistiske bevægelse som en "ikke-reducerbar form for modstand mod vestligt hegemoni", [7] og som en afvisning af en europæisk form for modernitet. Da han blev angrebet for den artikel, som er citeret ovenfor, hævdede Foucault som forsvar, at han også havde skrevet, at nogle af islamisternes udtalelser var "ikke alt for beroligende". [8] Men hvis vi nøje undersøger, hvad hans uro gik ud på, kan vi afdække Foucaults totale uærlighed. Foucault skrev: "definitionen af en islamisk regering (...) syntes mig at have en velkendt, men, må jeg sige, ikke alt for beroligende klarhed. 'Disse er grundlæggende formler for demokrati, hvad enten de er borgerlige eller revolutionære', sagde jeg. 'Siden det attende århundrede til nu, er vi ikke ophørt med at gentage dem, og du ved, hvor de har ført os hen'". [9] Så hvad Michel Foucault advarede os og islamisterne selv imod, var ikke farerne ved gejstligt autoritært styre, men farerne ved et liberalt demokrati! Michel Foucaults postmodernistiske og post-strukturalistiske angreb på Vesten førte ubønhørligt til en ukritisk beundring for islamismen, til trods for, og i nogle tilfælde på grund af, sidstnævntes afvisning af liberalt demokrati, kvinders rettigheder og menneskerettigheder generelt. Han kaldte Vestens industrielle kapitalisme "det hårdeste, mest barbariske, mest egoistiske, mest uærlige undertrykkende samfund, man overhovedet kan forestille sig". [10]

Når han blev konfronteret med iranere, der var mindre religiøse end islamisterne, mere venstreorienterede eller på anden måde "vestlige", afviste Foucault dem altid som mindre autentisk iranske. [11] Han nægtede at anerkende, at der var solide sekulære blandt oppositionen til shahen, og fejede tilmed ayatollah Shariatmadaris forbehold overfor en islamisk republik til side. Den iranske revolution, som den udfoldede sig for øjnene af ham, var for Foucault et udtryk for en udifferentieret kollektiv vilje. [12]

Sammen med en ukritisk beundring for islamismen, hengav Foucault sig til, hvad hans glødende discipel, Edward Said, ville anklage andre for, nemlig orientalisme i nedsættende betydning. Foucault idealiserede, eksoticerede, romantiserede Østen. Foucault satte konstant, hvad han kaldte den præ-moderne sociale orden, som han antog eksisterede i Mellemøsten, Afrika og Asien, over den moderne, rationelle vestlige. "Rationalitet" var et nedsættende ord for Foucault, der nedladende lod formode, at orientalere var overlegne, netop fordi de var ude af stand til rationel tænkning med dennes destruktive tendenser. [13]

Notes

[1] Robert Conquest. The Great Terror. London, 1968, pp. 678-679.

[2] Mitchell Cohen. An Empire of Cant. Hardt, Negri, and Postmodern Political Theory i Dissent, Summer 2002, p. 17.

[3] Citeret i Janet Afary og Kevin B. Anderson. Foucault and the Iranian Revolution. Gender and the Seductions of Islamism. Chicago: The University of Chicago Press, 2005, p. 206.

[4] James Burnham. Suicide of the West. An Essay on the Meaning and Destiny of Liberalism. Chicago: Regnery Books, 1985 [1st edn. 1964] pp. 75-76.

[5] Citeret i Janet Afary and Kevin B. Anderson. Foucault and the Iranian Revolution. Gender and the Seductions of Islamism. Chicago: The University of Chicago Press, 2005, p. 259.

[6] James Burnham. Suicide of the West. An Essay on the Meaning and Destiny of Liberalism. Chicago: Regnery Books, 1985 [1st edn. 1964] p. 201.

[7] Janet Afary and Kevin B. Anderson. Foucault and the Iranian Revolution. Gender and the Seductions of Islamism. Chicago: The University of Chicago Press, 2005, p. 15.

[8] Citeret i Janet Afary and Kevin B. Anderson. Foucault and the Iranian Revolution. Gender and the Seductions of Islamism. Chicago: The University of Chicago Press, 2005, p. 210.

[9] Michel Foucault. What Are the Iranians Dreaming About, Le Nouvel Observateur, October 16-22, 1978, citeret i Janet Afary and Kevin B. Anderson. Foucault and the Iranian Revolution. Gender and the Seductions of Islamism. Chicago: The University of Chicago Press, 2005, p. 206.

[10] Dialogue between Michel Foucault and Baqir Parham, genoptrykt i Janet Afary and Kevin B. Anderson. Foucault and the Iranian Revolution. Gender and the Seductions of Islamism. Chicago: The University of Chicago Press, 2005, p. 185.

[11] Janet Afary and Kevin B. Anderson. Foucault and the Iranian Revolution. Gender and the Seductions of Islamism. Chicago: The University of Chicago Press, 2005, p. 82.

[12] Janet Afary and Kevin B. Anderson. Foucault and the Iranian Revolution. Gender and the Seductions of Islamism. Chicago: The University of Chicago Press, 2005, p. 83.

[13] Janet Afary and Kevin B. Anderson. Foucault and the Iranian Revolution. Gender and the Seductions of Islamism. Chicago: The University of Chicago Press, 2005, pp. 105, 129.

del 1, del 2, del 4

---

Oversættelse: Bombadillo