Kristne islam-apologeter
del 1, del 3, del 4
Af
Kilde: New English Review, februar 2009
Udgivet på myIslam.dk: 4. januar 2014
De første moderne apologeter for islam - selv i dens fundamentalistiske form - var kristne lærde, som oplevede en fælles trussel fra visse økonomiske, filosofiske og sociale udviklinger i Vesten: Fremkomsten af rationalisme, skepticisme, ateisme, sekularisme; den industrielle revolution; den russiske revolution og fremgangen for kommunisme og materialisme. Sir Hamilton Gibb skriver om islam som en kristen, der var "engageret i et fælles åndeligt projekt". [1] Og lad os vogte os for skepticisme: "Både kristendom og islam lider under vægten af verdsligt pres og angrebet fra videnskabelige ateister og deres lige", beklager Norman Daniel. [2]
Derfor tendensen blandt kristne lærde til at være temmelig ukritiske - en tendens til ikke at ville fornærme muslimske venner og muslimske kolleger. Enten var der eksplicitte forsvar, hvis forfatteren følte, at der var noget stødende set med muslimske øjne, eller man brugte forskellige metoder til at undgå tilsyneladende at tage parti, eller undgå at fælde dom, hvad det diskuterede problem så end måtte være.
Kristne lærde, som f.eks. William Montgomery Watt - kapellan i St. Mary Boltons, London og Old St. Pauls, Edinburgh og ordineret anglikansk præst, samt en af de mest indflydelsesrige islam-forskere i Storbritannien i de sidste halvtreds år - og Sir Hamilton Gibb, betragtede skepticisme, ateisme og kommunisme som den fælles fjende af al sand religion. De fulgte Carlyle i håbet om åndelig inspiration fra Østen. Her er Watt: "Islam - eller måske skal man snarere sige, Østen - har en tendens til at overbetone den guddommelige suverænitet, mens man i Vesten har tilskrevet menneskets vilje alt for stor indflydelse, især i nyere tid. Begge er afveget fra den sande vej, skønt i forskellige retninger. Vesten har nok noget at lære af dette aspekt af sandheden, som så tydeligt er blevet begrebet i Østen."
Gennem hele sin artikel "Religion and Anti-Religion", kan professor Watt dårligt skjule sin foragt for sekularismen. "Bølgen af sekularisme og materialisme er vigende," bemærker Watt med godkendelse. "De fleste alvorligt tænkende mænd i Mellemøsten indser alvoren af nutidens problemer, og er derfor opmærksomme på behovet for en religion, der vil sætte dem i stand at håndtere de situationer, der opstår ved disse problemers indvirkning på deres personlige liv". Watt går derefter over til at diskutere Manfred Halperns værk, der "omtaler Det Muslimske Broderskab i Egypten, Syrien og andre steder, sammen med bevægelser som Fidaiyan-i Islam i Persien og Khaksars og Jamaat-i Islam i Pakistan, som former for neo-islamisk totalitarisme, og påpeger deres ligheder med fascismen, herunder nationalsocialismen i Tyskland under Adolf Hitler. Fra et rent politisk synspunkt kan dette være berettiget, og lighederne findes bestemt. Men i et bredere perspektiv er denne karakteristik vildledende. Det er rigtigt, at disse bevægelser til tider 'koncentrerer sig om at mobilisere lidenskab og vold for at forøge deres karismatiske leders magt og solidariteten i bevægelsen ...' og at 'de kæmper for værdier og følelser fra en heroisk fortid, men undertrykker al fri kritisk analyse af både tidligere årsager og nuværende problemer'. Men politisk uduelighed og endda fiasko kan ikke opveje deres positive betydning som markering af en genopblussen af religion (...). De neo-islamiske massebevægelser, langt fra at være ensbetydende med nationalsocialisme eller fascisme, vil sandsynligvis blive en vigtig barriere mod en sådan udvikling." [3]
Watts vidunderlige eufemisme for fascismen er "politisk uduelighed". Vi bliver bedt om at overse denne fascisme for i stedet at beundre den for dens "positive betydning som markering af en genopblussen af religion." Watts støtte til, hvad Amir Taheri kalder Hellige Terrorister, er værd at overveje. Det må ikke glemmes, at Det Muslimske Broderskab var en terrororganisation, hvis grundlægger ikke lagde skjul på sin beundring for Hitler og Mussolini. Efter afslutningen af 2. Verdenskrig indledte Hassan al-Bannas Muslimske Broderskab en række angreb på civile mål; biografer, hoteller og restauranter blev bombet eller stukket i brand, kvinder med forkert påklædning blev overfaldet med knive. Der var også en række mord. Ja - vi bliver bedt om at overse dette i den religiøse genopblussens navn.
Watt afslører endnu mere foruroligende egenskaber - en mistillid til intellektet og en afvisning af vigtigheden af historisk objektivitet og sandhed: "Men denne fokus på historicitet, har som ledsager en forsømmelse af symboler; og det kan være, at 'symbolsk sandhed' i sidste ende er vigtigere end 'historisk sandhed'". [4]
I sin Introduction to the Quran, synes Watt at have en meget løs opfattelse af begrebet sandhed - ja, objektiv sandhed opgives helt til fordel for en total subjektivisme: "... de systemer af ideer, der følges af jøder, kristne, muslimer, buddhister og andre, er alle sande, for så vidt som de giver mennesker mulighed for at have en mere eller mindre tilfredsstillende 'oplevelse af livet som en helhed'. Ud fra hvad vi kan iagttage, er ingen af de store systemer markant ringere eller bedre end de andre. Hver er derfor sand. Især Koranen er i denne forstand sand. Den omstændighed, at Koranens opfattelse af Guds enhed synes at modsige den kristne opfattelse af Gud, betyder ikke, at begge systemer er falske, og heller ikke, at begge opfattelser er falske. Hver opfattelse er sand derved, at den er en del af et system, der er sandt. For så vidt som en eller anden forestilling i et system synes at modsige den accepterede naturvidenskabelige sandhed - eller historievidenskaben, for så vidt som den er objektiv - så skaber denne modsigelse problemer for tilhængere af systemet, men beviser ikke, at systemet som helhed er ringere end andre. Det vil sige, at Koranens påstand om, at jøderne ikke dræbte Jesus, ikke er et bevis på, at Koranens system som helhed er ringere end det kristne, selv ikke ud fra den antagelse, at korsfæstelsen er en objektiv kendsgerning." [5]
I denne forbløffende passage af intellektuel uærlighed, udfører Watt alle former for mental gymnastik i et forsøg på at behage alle, ikke at fornærme nogen. Bortset fra problemet med Watts upræcise terminologi - udtryk som "oplevelse af livet som en helhed", "opfattelse", "Koranens system" - kan vi nu forstå, hvad vi satte os for at forstå i starten af denne undersøgelse, nemlig, hvorfor britiske islamicister har været så ukritiske overfor islam.
"Den ikke-muslimske forsker," fortsætter Watt, "er ikke optaget af noget spørgsmål om den endelige sandhed, da denne, er det blevet foreslået, ikke kan nås af mennesket. Han antager sandheden [min fremhævelse, I.W.], i den relative forstand, som netop forklaret, af Koranens system af ideer." Under sådanne betingelser, må forskeren formodes ikke at være kritisk over for nogens "trossystem", så længe dette opfylder hans eller hendes "åndelige behov."
Ovenstående indstilling, eksemplificeret ved Watt, blev blændende udstillet og angrebet af Julien Benda i hans klassiker, La trahison des clercs (De intellektuelles forræderi - seneste eng. udg.: "The Treason of the Intellectuals"). Han skrev: "Men de moderne 'klerker' [intellektuelle] har opgivet universel sandhed til beskæmmelse for menneskeheden, såvel som universel moral. Her har "klerkerne" udvist direkte geni i deres bestræbelser på at tjene lægfolkets lidenskaber. Det er indlysende, at sandhed er en stor hindring for dem, der ønsker at etablere sig som noget særskilt; fra det øjeblik, de accepterer sandhed, fordømmer den dem til at være bevidste om sig selv i det universelle. Hvilken glæde for dem at erfare, at dette universelle er et simpelt fantom, at der kun findes partielle sandheder, lorraineske sandheder, provencalske sandheder, bretonske sandheder, hvis harmoni i århundredernes forløb udgør, hvad der er gavnligt, respektabelt, sandt i Frankrig." [6] Watt ville tilføje "muslimske sandheder, kristne sandheder" og så videre, eller som han udtrykte det i Islamic Revelation: "Hver [stor religion] er gyldig i et bestemt kulturelt område, men ikke ud over dette." [7]
Den følsomme økumeniske tradition, etableret af lærde som Watt og Gibb, lever videre til denne dag. Vi kan følge den gradvise indførelse af denne tradition på siderne af tidsskriftet The Muslim World, som blev grundlagt i 1911 [med den oprindelige titel, The Moslem World] for at fremme kristne missionærers arbejde i Mellemøsten. Siden 1938 er det blevet redigeret af Hartford Seminary. De første numre af tidsskriftet var yderst kritiske over for forskellige aspekter af islam - jeg har allerede citeret Charles Watsons beskrivelse af islam som totalitær, som kunne læses på dets sider i 1937. Dets første redaktør var en engageret kristen og betydelig forsker, Samuel Zwemer [1867-1952]. I 1929 blev han udnævnt til professor i mission og professor i religionshistorie ved Princeton Theological Seminary, hvor han underviste indtil 1951. Han havde en næsten perfekt beherskelse af arabisk samt et indgående kendskab til Koranen, og omtales ofte som "den løvehjertede missionær, der forsøgte at forbløffe muslimerne væk fra deres egne skrifter ved hjælp af den kristne bibel." [8]
Men sidst i 1940'erne begyndte tidsskriftet at offentliggøre artikler, som var meget gunstige for islam, og i 1950'erne var dets sider domineret af forskere som f.eks. Watt. Det bliver nu redigeret af en muslim og en kristen i fællesskab - at omvende muslimer til kristendommen betragtes ikke længere som respektabelt af liberale kristne, som i stedet står på hovedet for at imødekomme muslimer - for eksempel opfordres alle kristne til at bruge udtrykket "Allah" i stedet for Gud; [9] en gavmildhed, der ikke gengældes af muslimer.
For at bringe historien frem til nutiden, kan man ikke udelade tilfældet John Esposito, en katolik og professor i internationale anliggender og islamiske studier ved Georgetown University. Han er også direktør for Prince Alwaleed Bin Talal Center for Muslim-Christian Understanding ved samme universitet. Mens han arbejdede på sin doktorafhandling ved Temple University, kom Esposito under indflydelse af islamisten Ismail R. Faruqi, "en palæstinensisk pan-islamist og teoretiker af 'islamisering af viden' omkring hvem, der havde udviklet sig en personkult." [10] Esposito forsøgte at præsentere islam og islamisme i vestlige kategorier i håbet om at skabe en mere positiv holdning til dem i Vesten.
"Hvorfor ikke placere islamistiske bevægelser i den politiske kategori 'deltagelse' eller endda 'demokratisering'?" [11] Esposito gik derefter videre med at hævde, at islamistiske bevægelser ikke var andet end bevægelser for demokratisk reform! Det var lutter "orientalistisk" fordom, der forhindrede vesterlændinge i at se dette. Esposito skrev, at amerikanerne var "nødt til at komme ud over deres snævre etnocentriske opfattelse af demokrati" for at forstå islamisk demokrati, der kunne skabe effektive systemer for folkelig deltagelse, men på en anden måde end Westminster-modellen eller det amerikanske system". [12]
Esposito og hans nære samarbejdspartner, John Voll, hævdede med stor tillidsfuldhed, at enhver islamisk stat eller bevægelse enten var demokratisk eller potentielt demokratisk. John Voll optrådte for en kongreskomité i 1992 som fortaler for Sudan, som Kramer rammende beskriver som "et sted uden politiske partier, styret af en militærjunta i ledtog med en islamistisk ideolog." For Voll var det sudanesiske regime "et forsøg på at skabe et konsensus-format snarere end et konflikt-format for folkelig politisk deltagelse. Efter hans opfattelse "er det ikke muligt, selv ikke ved brug af udelukkende vestlig politisk erfaring som basis for definition, at sige, at hvis et system ikke har to parter, så er det ikke demokratisk". [13]
Martin Kramer opsummerer Volls groteske apologi for islamismen på denne måde: "Og således blev amerikanske kongresmedlemmer af den valgte formand for MESA [Middle East Studies Association] instrueret om, at et land uden politiske partier, styret af en kup-general, hærget af borgerkrig, med et per capita bruttonationalprodukt på 200 dollars, stadig på en eller anden måde kan kvalificere som demokrati. Dette var ikke en bevidst selv-parodi; det var blot Espositos logik ført ud i det absurde." [14]
Blot få måneder før 9/11 skrev Esposito: "Fokus på Osama bin Laden risikerer at ophøje blot én af terrorismens mange kilder til en central placering, og derved forvrænge både de forskellige internationale kilder og relevansen af en enkelt mand." Endnu tidligere havde han forudsagt, at 1990'erne ville "blive et årti med nye alliancer og justeringer, hvor de islamiske bevægelser vil udfordre, snarere end true, deres samfund og Vesten." I 1994 påstod han, at Hamas, den palæstinensiske terrorgruppe, kun var en socialt fokuseret gruppe, der var engageret i "honning, fremstilling af ost og hjemmelavet beklædning". Samtidigt så han intet skummelt i Den Palæstinensiske Myndigheds formand, Yassir Arafats opfordring til jihad, som i virkeligheden kunne sammenlignes med en "læse-kampagne."
Efter 9/11 gav Esposito Amerika skylden først. "11. september," sagde han, "har gjort alle opmærksomme på, at det har katastrofale konsekvenser ikke at løse den slags problemer, der er involveret her, nemlig problemerne med tolerance og pluralisme."
Endnu mere skændigt nægter Esposito at anerkende, at anvendelse af sharia eller islamisk lov, uundgåeligt fører til et totalitært samfund, som i det tidligere Taleban-styrede Afghanistan, dagens Iran, Saudi Arabien og Sudan. Freedom House rangerer disse lande som de værste overtrædere af menneskerettighederne i verden. Desuden er hvert af disse lande blevet forbundet med eksport af international terrorisme. Alligevel skriver Esposito, at "i modsætning til hvad nogle har tilrådet, bør De Forenede Stater i princippet ikke være imod indførelse af islamisk lov eller inddragelse af islamiske aktivister i regeringen." [15]
Noter
[1] H. A. R. Gibb. Modern Trends in Islam. Chicago: University of Chicago Press, 1947.
[2] Norman Daniel. Islam and the West. Edinburgh: Edinburgh University Press, 1960, p. 307.
[3] William Montgomery Watt. "Religion and Anti-Religion", i Religion in the Middle East: Three Religions in Conflict and Concord, red. A. J. Arberry, Cambridge: Cambridge University Press, 1969, pp. 625-627.
[4] William Montgomery Watt. Islamic Revelation in the Modern World, Edinburgh: Edinburgh University Press, 1969, p. 116.
[5] William Montogomery Watt. aaIntroduction to the Quran, Edinburgh: Edinburgh University Press, 1977, p. 183.
[6] Julien Benda. The Betrayal of the Intellectuals, Boston: Beacon Press, 1955, pp. 76-77.
[7] William Montgomery Watt. Islam and the Integration of Society, London: Routledge, Kegan and Paul, 1961, p. 278.
[8] Samuel Zwemer: http://en.wikipedia.org/wiki/Samuel_Marinus_Zwemer: besøgt den 15. november 2007.
[9] I august 2007, biskoppen af Breda, Tiny Muskens: http://www.wnd.com/2007/08/43066/
[10] Martin Kramer. Ivory Towers on Sand. The Failure of Middle Eastern Studies in America. Washington, D.C.: The Washington Institute for Near East Policy, 2001, p. 49.
[11] Ibid., p. 50.
[12] John Voll and John L. Esposito. "Islam's Democratic Essence", Middle East Quarterly 1, no. 3 (September 1994) p. 11, citeret i Martin Kramer. Ivory Towers on Sand. The Failure of Middle Eastern Studies in America. Washington, D.C.: The Washington Institute for Near East Policy, 2001, p. 50.
[13] Citeret i Martin Kramer. Ivory Towers on Sand. The Failure of Middle Eastern Studies in America. Washington, D.C.: The Washington Institute for Near East Policy, 2001, p. 50.
[14] Martin Kramer. Ivory Towers on Sand. The Failure of Middle Eastern Studies in America. Washington, D.C.: The Washington Institute for Near East Policy, 2001, pp. 50-51.
[15] Alle citater i de sidste tre afsnit er fra Campus Watch, Esposito: Apologist for Militant Islam, udgivet af FrontPage Magazine, 3. september 2002, besøgt den 30. november 2007.
Oversættelse: Bombadillo