Charles Watson og G.-H. Bousquet refererer til islam som et totalitært system slet og ret, mens Bertrand Russell, Jules Monnerot og Czeslaw Milosz sammenligner islam med forskellige aspekter af kommunismen; og endelig gør blandt andre Carl Jung, Karl Barth, Adolf Hitler, Said Amir Arjomand, Maxime Rodinson og Manfred Halpern opmærksom på islams ligheder med fascisme eller nazisme (de to sidstnævnte udtryk anvendes ofte synonymt).

Charles Watson, en kristen missionær i Ægypten i 1937, beskrev islam som totalitær ved at vise, hvordan den "med en million rødder - alle med religiøs betydning - der gennemtrænger enhver fase af livet, er i stand til at fastholde sit greb om muslimske befolkningers liv". [1] G.-H. Bousquet, tidligere professor i retsvidenskab ved universitetet i Algier og senere ved universitetet i Bordeaux - og en af de førende autoriteter i islamisk lov - skelner mellem to aspekter af islam, som han betragter som totalitære: Islamisk lov og det islamiske begreb jihad, der har som sit endelige mål at erobre hele verden for at underkaste den én enkelt autoritet. [2]

Islamisk lov er helt sikkert rettet mod - for at citere en anden stor lærd i islamisk lov og mangeårig professor i arabisk ved universitetet i Leiden, Christiaan Snouck Hurgronje - "at kontrollere menneskehedens religiøse, sociale og politiske liv i alle dets aspekter; livet for dens tilhængere uden forbehold, og livet for dem, der følger andre tålte religioner i en grad, så deres aktiviteter hindres i at hæmme islam på nogen måde." [3] Den altomfattende karakter af islamisk lov kan ses af det faktum, at den ikke skelner mellem ritual, lov (i europæisk forstand af ordet), etik og gode manerer. I princippet styrer denne lovgivning hele den troendes og det islamiske samfunds liv, den trænger ind i alle de fjerneste kroge: Alt - for at give en stikprøve - fra pilgrimsskat, landbrugs-kontrakter, kost og logi for slaver, invitationer til bryllupper, brug af tandstikkere, den rituelle måde, hvorpå man skal træde af på naturens vegne, forbuddet for mænd mod at bære ringe af guld eller sølv, til den korrekte behandling af dyr, er dækket ind.

Islamisk lov er en lære om pligter, ydre pligter, det vil sige de pligter, fortsætter Hurgronje, som "kan gøres til genstand for kontrol af en menneskelig autoritet, der er indsat af Gud. Men disse pligter er uden undtagelse pligter mod Gud og er baseret på Guds egen uudgrundelige vilje. Alle pligter, man kan forestille sig udført, behandles; heri finder vi behandlet alle menneskets pligter under alle omstændigheder overhovedet, og i alle deres forbindelser med enhver anden" [4]

Bertrand Russell skrev i Bolsjevismen i teori og praksis, udgivet i 1920:

"Bolsjevismen kombinerer træk fra den franske revolution med dem fra fremkomsten af islam (...). Marx lærte, at kommunismen er skæbnebestemt til at komme; dette skaber en sindstilstand ikke ulig den, vi finder hos Mahommets tidlige efterfølgere (...). Blandt religionerne skal bolsjevismen regnes sammen med muhamedanismen snarere end med kristendommen og buddhismen. Kristendom og buddhisme er primært personlige religioner med mystiske doktriner og kærlighed til kontemplation. Muhamedanismen og bolsjevismen er praktiske, sociale, uåndelige og optaget af at vinde denne verdens rige.” [5]

I sin 1949-undersøgelse, Sociologie du Communisme, [6] kaldte Jules Monnerot kommunismen det tyvende århundredes "islam". Monnerot skrev, at sovjet-kommunismens endelige mål var "det mest absolutte tyranni, der nogensinde er udtænkt af mennesket; et tyranni, der ikke anerkender rumlige grænser (bortset fra planetens egne - indtil videre), ingen tidsmæssige grænser (kommunistiske troende nægter i almindelighed at overveje alle post-kommunistiske tider), og ingen grænser for dets magt over individet: Dets vilje til magt kræver total besiddelse af ethvert menneske, det vinder, og giver ikke større frihed i det mentale liv end i det økonomiske. Det er dette krav, der bringer det i konflikt med trossystemer, religioner og værdier, som er ældre end det selv eller udvikler sig selvstændigt; og så indledes slaget. Vi er slaget".

Monnerot fortsætter:

"Kommunismen drager i felten som både en sekulær religion og en universel stat; [7] den kan derfor bedre sammenlignes med islam end med Den Universelle Religion, der lagde ud med at modsætte sig den universelle stat i den hellenistiske og romerske verden, og som kan siges at have trukket menneskenes hjerter væk fra staten til sig selv ...

Sovjetrusland (...) er ikke det første imperium, i hvilket verdslig og offentlig magt går hånd i hånd med en skyggeagtig magt, som arbejder uden for imperiets grænser for at underminere den sociale struktur i nabolandene. Det islamiske Østen giver flere eksempler på en lignende dualitet og falskhed. De egyptiske fatimider og senere de persiske safavider, var, fra hjertet af deres egne stater, igangsættere og propagandister af en aktiv og organiserende legende - en historisk myte, beregnet på at skabe fanatikere med total hengivenhed, der var designet til at frembringe en underverden af hensynsløse gangstere i nabolandene (...).

Denne sammensmeltning af religion og politik var et vigtigt kendetegn ved den islamiske verden i dens sejrende periode. Den tillod statslederen at handle udenfor hans egen stats grænser i hans egenskab af de troendes øverstbefalende (amir-al-muminin). På den måde kunne kaliffen regne med at have lydige redskaber, eller fangne sjæle, overalt hvor der var mennesker, der anerkendte hans autoritet. De territoriale grænser, der tilsyneladende fjernede nogle af hans undersåtter fra hans jurisdiktion, var ikke andet end materielle forhindringer. Væbnet magt kunne tvinge ham til at hykle respekt for grænsen, men propaganda og undergrunds-krigsførelse kunne fortsætte med uformindsket styrke udenfor den.

Religioner af denne art anerkender ingen grænser. Sovjet-Rusland er blot det geografiske center, hvorfra kommunistisk indflydelse udgår. Den er en marcherende 'islam', og den betragter sine grænser som provisoriske og midlertidige. Kommunismen, som den sejrende islam, skelner ikke mellem politik og religion, men denne gang gælder kravet om at være både universel stat og universel sandhed ikke kun inden for en civilisation eller verden, der sameksisterer med andre forskellige civilisationer, andre verdener, men for hele den jordiske klode." [8]

I The Captive Mind, vier Czeslaw Milosz et kapitel til at beskrive, hvordan mennesker i totalitære samfund udvikler metoder til offentligt at håndtere alle modsigelserne i det virkelige liv. Man kan ikke indrømme modsigelser åbent; officielt eksisterer de ikke. Derfor lærer mennesker at skjule deres synspunkter, følelser og tanker, og aldrig at afsløre deres sande overbevisninger offentligt. Milosz finder en slående analogi til det samme fænomen i islamisk civilisation, hvor det bærer navnet kitman eller ketman [persisk ord for hemmeligholdelse]. [9]

Islam er også blevet sammenlignet mere præcist med nazisme eller undertiden fascisme, der normalt bruges synonymt. I slutningen af 1930'erne, for eksempel, blev den berømte schweiziske psykiater Carl Jung spurgt i et interview, om han havde noget bud på, hvad der kunne tænkes at blive det næste skridt i religiøs udvikling. Han svarede med henvisning til nazismens fremkomst i Tyskland: ”Vi ved ikke, om Hitler vil grundlægge en ny islam. Han er allerede godt på vej; han er ligesom Muhammed. Følelsen i Tyskland er islamisk; krigerisk og islamisk. De er alle berusede af en vild gud. Dette kan blive den historiske fremtid.” [10]

Karl Barth, [11] der også skrev i 1930'erne, [12] reflekterede over truslen fra Hitler og hans ligheder med Muhammed:

"Deltagelse i dette liv er, hvad nationalsocialismen, som politisk eksperiment, lover den, der af egen drift vil deltage i dette eksperiment. Ifølge den er dette det eneste værdige og velsignede liv. Og nu bliver det forståeligt, hvorfor den, i det øjeblik den møder modstand, kun kan knuse og dræbe – med en magt og en ret, der hører guddommelighed til. Som bekendt gik islam i gamle dage til værks på denne måde. Det er umuligt at forstå nationalsocialismen medmindre vi ser den som en ny islam, dens myte som en ny Allah og Hitler som en ny Allahs Profet.

En bøn for den regerende nationalsocialisme og for dens videre ekspansion og vækst kan simpelthen ikke ytres - medmindre man ønsker at slå sin bekendelse i ansigtet og gøre nonsens af sin bøn. Men der er én bøn angående den regerende nationalsocialisme, som kan blive bedt og bør blive bedt. Den kan og skal bedes, i fuld alvor, af kristne i Tyskland og i hele verden. Det er den bøn, som blev bedt helt ind i det nittende århundrede i den gamle Basel-liturgi: 'Ødelæg den falske profet Muhammeds bastioner!' (...) Og dér har vi det - vi er i dag, hele Europa og hele den kristne kirke i Europa, atter truet af tyrkerne [fremhævet i originalen]. Og denne gang har de allerede taget Wien, og Prag med. 'Din vilje ske!' 'Hvis jeg dør, så dør jeg!' Dette vidste de virkelig i tiden for den gamle tyrkiske trussel. De vidste det bedre, vidste det med mere overgivelse til Guds vilje og mindre klynkagtighed end vi gør i dag."

Albert Speer, som var Hitlers rustningsminister, skrev en memoir om sine oplevelser under 2. Verdenskrig, mens han afsonede en dom på 20 års fængsel, som han fik ved Nürnbergprocessen. Speers beretning indeholder følgende diskussion, som på den ene side indfanger Hitlers racistiske syn på araberne og på den anden side hans overstrømmende lovprisning af islam: [13]

"Hitler var blevet meget imponeret af et stykke historie, som han hørte fra en delegation af fremtrædende arabere: Da muhamedanerne i det 8. århundrede forsøgte at trænge gennem Frankrig og ind i Centraleuropa, fortalte hans gæster ham, var de blevet slået tilbage i Slaget ved Tours. Havde araberne vundet dette slag, ville verden have været muhamedansk i dag. For de havde en religion, der troede på udbredelse af troen ved sværdet og på undertvingelse af alle nationer under denne tro. Sådan en trosbekendelse passede perfekt til det tyske temperament [fremhævelse tilføjet]. Hitler sagde, at de erobrende arabere, på grund af deres racemæssige underlegenhed, i det lange løb ikke ville kunne stå mål med det barske klima og vilkårene i landet. De ville ikke kunne holde de mere livskraftige indfødte nede. Så i sidste ende ville ikke arabere, men islamiserede tyskere stå som herskere over dette muhamedanske imperium [fremhævelse tilføjet]. Hitler plejede at afslutte denne historiske spekulation med at bemærke: 'Ser du, det har været vores uheld at have den forkerte religion. Hvorfor har vi ikke haft japanernes religion, som betragter offer for fædrelandet som det højeste gode? Den muhamedanske religion ville også have passet os meget bedre end kristendommen. Hvorfor skulle det lige være kristendommen med al dens ydmyghed og slattenhed?'"

Manfred Halpern (1924-2001) var professor i politisk videnskab ved Princeton i næsten 40 år. Født i Tyskland i 1924, flygtede Halpern og hans forældre fra nazisterne i 1937 til Amerika. Han sluttede sig til krigen mod nazisterne som bataljonsspejder i den 28. infanteridivision, og var med under Ardenneroffensiven og andre steder. Efter Tysklands overgivelse arbejdede han i USA's kontraspionage med opsporing af tidligere nazister. I 1948 kom han til udenrigsministeriet, hvor han arbejdede med Mellemøsten, og i 1958 kom han til Princeton, hvor han gjorde det samme. I 1963 udgav Princeton hans Politics of Social Change in the Middle East and North Africa, en akademisk behandling af islamismen, som Halpern kaldte "neo-islamisk totalitarisme":

"De neo-islamiske totalitære bevægelser er i det væsentlige fascistiske bevægelser. De koncentrerer sig om at mobilisere lidenskab og vold for at forøge deres karismatiske leders magt og solidariteten i bevægelsen. De betragter primært materielle fremskridt som et middel til at samle styrke til politisk ekspansion, og afviser fuldstændigt individuel og social frihed. De kæmper for værdier og følelser fra en heroisk fortid, men undertrykker al fri kritisk analyse af både tidligere årsager og nuværende problemer."

Halpern fortsatte:

"Ligesom fascismen repræsenterer neo-islamisk totalitarisme en institutionalisering af kamp, spænding og vold. Ude af stand til at løse det moderne livs grundlæggende sociale problemer - intellektuelle og teknologiske fremskridt, forening af frihed og sikkerhed og fredelige forbindelser mellem rivaliserende magtområder - er bevægelsen tvunget af sin egen logik og dynamik til at virkeliggøre sin vision gennem nihilistisk terror, snedigt bedrag og lidenskab. En effektiv statsforvaltning ses kun som et ekstra stærkt værktøj til kontrol af samfundet. Magtens og hengivenhedens centrum hviler i bevægelsen selv. Som fascistiske bevægelser andre steder er bevægelsen organiseret således, at den neo-islamiske totalitarisme bliver hele livet for dens medlemmer." [14]

Som Martin Kramer sagde: "... hans rigoristiske behandling af islamismen holder, og hans sidestilling af den med fascisme var en alvorlig dom, afsagt af en person, der havde set fascismen på nært hold." [15]

Sammenligningen af islamisme med fascisme blev også gjort af Maxime Rodinson (1915 - 2004), den fremtrædende franske islam-forsker og efter almindelig opfattelse én af de tre største islam-forskere i det 20. århundrede, der var pioner i anvendelsen af sociologiske metoder på Mellemøsten. Som en fransk jøde født i 1915, lærte også Rodinson fascismen at kende gennem direkte erfaring; hans forældre omkom i Auschwitz. Rodinson reagerede mod Michel Foucault - der skal drøftes udførligt i det følgende - og Foucaults ukritiske godkendelse af den iranske revolution. I en lang forside-artikel i Le Monde angreb Rodinson dem, der "kommer frisk til problemet i en idealistisk sindstilstand." Rodinson indrømmede, at tendenser i de islamiske bevægelser som Det Muslimske Broderskab var "svære at bestemme (...). Men den dominerende tendens er en bestemt type arkaisk fascisme (type de fascisme archaïque). Med dette mener jeg et ønske om at etablere en autoritær og totalitær stat, hvis politiske politi brutalt vil håndhæve den moralske og sociale orden. Den vil samtidig påtvinge overensstemmelse med religiøs tradition, som fortolket i det mest konservative lys." [16]

I 1984 pegede Said Amir Arjomand, en iransk-amerikansk sociolog ved SUNY-Stony Brook [State University of New York-Stony Brook, o.a.], også på "nogle slående sociologiske ligheder mellem de moderne islamiske bevægelser og den europæiske fascisme og det amerikanske radikale højre (...). Det er først og fremmest styrken af den monistiske impuls og de islamiske traditionalistiske og fundamentalistiske bevægelsers udtalte politiske moralisme, der gør dem beslægtede med både fascismen og det radikale højre." [17]

Noter

[1] The Muslim World, January 1938 (Vol. 28 Issue 1 Page 1-107), p. 6.

[2] G.-H. Bousquet. [1900-1978]. L'Ethique sexuelle de l'Islam. Paris: Desclée de Brouwer. 1990 [1. udg. 1966], p. 10.

[3] C. Snouck Hurgronje [1857-1936]. Selected Works. Eds. G.-H. Bousqet & Joseph Schacht, Leiden: E. J. Brill, 1957, p. 264.

[4] C. Snouck Hurgronje. Selected Works. Eds. G.-H. Bousqet & Joseph Schacht, Leiden: E. J. Brill, 1957, p. 261.

[5] Bertrand Russell. The Practice and Theory of Bolshevism. London: George Allen and Unwin, 1920 pp. 5, 29, 114. [Dansk udgave: Bolsjevismen i teori og praksis, København, 1921]

[6] Jules Monnerot. Sociologie du Communisme, Paris: Gallimard, 1949. [Engelsk oversættelse af Jane Degras og Richard Rees. Sociology and Psychology of Communism, Boston: Beacon Press, 1953]

[7] [Jules Monnerots fodnote og fremhævelser: I hensigten, men ikke i virkeligheden. Den universelle stat er en slags kollektiv fantasi - den totalitære stats billede af sig selv projiceret ind i fremtiden].

[8] Jules Monnerot. Sociologie du Communisme, Paris: Gallimard, 1949. [Engelsk oversættelse af Jane Degras og Richard Rees. Sociology and Psychology of Communism, Boston: Beacon Press, 1953] pp. 18-22.

[9] Czeslaw Milosz. The Captive Mind. Oversat fra den polske af Jane Zielonko. New York: Vintage Books, 1959, pp. 51-77. [Dansk: Sindet i lænker]

[10] Carl Jung. The Collected Works Volume 18, The Symbolic Life, 1939, Princeton, Princeton University Press p. 281.

[11] Jeg skylder dr. Andrew Bostom tak for henvisningerne til Karl Barth and Carl Jung.

[12] Karl Barth. The Church and the Political Problem of Our Day, New York: Scribner, 1939, pp. 43; 64-65.

[13] Albert Speer. Inside the Third Reich. 1970, New York: The Macmillan Company, p. 96. [Dansk udgave: Albert Speer. Erindringer. 2003, København: Schønberg, ISBN 87-570-1655-0]

[14] Manfred Halpern. Politics of Social Change in the Middle East and North Africa. Princeton: Princeton University Press, 1963, citeret på Martin Kramers hjemmeside: http://www.geocities.com/martinkramerorg/2006_09_20.htm, besøgt den 22. oktober 2007. Dansk oversættelse: Islamisme og fascisme

[15] Martin Kramers hjemmeside: http://www.geocities.com/martinkramerorg/2006_09_20.htm, besøgt den 22. oktober 2007. Dansk oversættelse: Islamisme og fascisme

[16] Maxime Rodinson. Islam Resurgent? Le Monde, December, 6-8, 1978, citeret i Janet Afary og Kevin B. Anderson. Foucault and the Iranian Revolution. Gender and the Seductions of Islamism. Chicago: The University of Chicago Press, 2005, p. 233.

[17] Citeret på Martin Kramers hjemmeside: http://www.geocities.com/martinkramerorg/2006_09_20.htm, besøgt den 22. oktober 2007. Dansk oversættelse: Islamisme og fascisme

del 2, del 3, del 4

---

Oversættelse: Bombadillo