En ny generation af vestlige middelalder-forskere har forsøgt at rette op på de misforståelser, der er vokset op omkring korstogene. Som Jonathan Riley-Smith har argumenteret, er "moderne vestlig offentlig mening, arabisk nationalisme og pan-islamisme alle fælles om en opfattelse af korstog, der har mere at gøre med det nittende århundredes europæiske imperialisme end med virkeligheden." [1] Muslimer i særdeleshed har udviklet "myto-historier" om den formodede overlast, de har lidt i hænderne på korsfarerne. Det første punkt at fremhæve er, at korstogene blev proklameret, ikke kun mod muslimer, men også imod mange andre grupper og samfund, som Den Katolske Kirke betragtede som kætterske og fjender af troen, grupper, som f.eks. de hedenske vendere, baltere og litauere, shamanistiske mongoler, ortodokse russere og grækere, katariske og hussitiske kættere. [2]

For det andet var korsfarerne ikke ekstremister eller barbarer, der svælgede i tankeløs vold. Snarere var korstogenes bagvedliggende begrundelse forholdsvis sofistikeret - udarbejdet teologisk af kristne nationer, som var truet af muslimske erobrere, der havde formået at trænge ind i hjertet af Europa, i det centrale Frankrig i det ottende århundrede. Korstogene var en reaktion på vanhelligelsen af de kristne helligdomme i Det Hellige Land, ødelæggelsen af kirker og den generelle forfølgelse af kristne i Mellemøsten. Et korstog måtte opfylde strenge kriterier for at blive betragtet som legitimt; man gik ikke letsindigt ind i det for at forherlige sig selv. Der måtte være en juridisk forsvarlig grund. Det blev med andre ord ført med henblik på at afvise vold eller skade og lade retfærdigheden ske fyldest over for forbrydere. Et korstog var aldrig en krig for konvertering, men snarere et retmæssigt forsøg på at genvinde kristent territorium, som på ødelæggende vis var blevet taget i fortiden. Kun en anerkendt autoritet kunne formelt erklære et korstog, og det skulle føres retfærdigt. [3]

Korsfarerne var ikke kolonialister og man engagerede sig ikke i korstog af økonomiske grunde, som mange vestlige liberale og liberale økonomer antog; de fleste korsfarere ville have leet ved udsigten til materiel vinding. Faktisk blev korsfærd en økonomisk byrde, efterhånden som udgifterne forbundet med krigsførelse øgedes. De var langt mere optaget af at frelse, ikke kun kristenheden fra islam, men også deres egne sjæle. Bodens rolle i korstogets tanke og praksis er ofte blevet overset; mange korsfarere mente, at de ved at deltage i et korstog kunne tilbagebetale den gæld, deres syndighed havde stiftet.

Det 19. og endda det tidlige 20. århundredes europæere brugte skamløst korsfarer-retorik og en tendentiøs læsning af korsfarer-historien til at retfærdiggøre deres imperialistiske drømme om erobring. Efter 1. Verdenskrig, for eksempel, førte det franske mandat i Syrien til en betydelig fransk historisk litteratur, "i hvilken et tema var, at korsfarernes resultater udgjorde det første kapitel i en historie, der var kulmineret i den moderne imperialisme." [4] Som vi skal se, blev det 19. århundredes retorik taget alvorligt af de nyligt opståede arabiske nationalister. En anden tendens blandt de falske, moderne udlægninger af korsfarerhistorien, blev leveret af den europæiske romantik, for eksempel udtrykt i romanerne af Sir Walter Scott - hovedemnet for min bog. Som Riley-Smith sammenfattede: "Romanerne [af Scott] malede et billede af korsfarerne som modige og glamourøse, men også opblæste, griske, barnlige og ubehøvlede. Få af dem var virkelig bevæget af religion eller korstogsidealet; de fleste havde taget korset af stolthed, grådighed eller ambition. De værste af dem var brødrene i de militære ordener, som kan have været modige og disciplinerede, men som også var arrogante, privilegerede, korrupte, vellystne og samvittighedsløse. Et yderligere tema, muslimernes kulturelle overlegenhed, der kun var antydet i de andre romaner, gennemsyrede The Talisman [1825]." [5]

I en nylig tv-udsendelse (december 2008), præsenterede Boris Johnson, Londons borgmester, et temmelig ensidigt program om korstogene, men ensidigt imod de kristne, hvilket lagde skylden for korstogene udelukkende på de kristne, som altid skildres som barbarer. Han påpegede, at kristne i Spanien efter fordrivelsen af maurerne forvandlede en moské til en kirke, og kaldte denne handling "hærværk". Men han undlod at påpege, at korstogene var en reaktion på over tre hundrede års jihad, hvor de østlige kristne blev forfulgt og hundreder af kirker ødelagt. Han undlod også at nævne omdannelsen af den storslåede byzantinske Hagia Sophia til en moské, (selv om dette ganske vist fandt sted efter Konstantinopels fald i 1453 - den var moské fra 29. maj 1453 frem til 1931. Men min pointe er, at islamisk jihad ikke sluttede med korsfarernes nederlag. Tværtimod - i overensstemmelse med islamisk doktrin blev alle senere islamiske erobringer set som en del af den religiøse pligt til at føre jihad, indtil hele verden underkaster sig islam).

Den muslimske forfølgelse af kristne, eller for den sags skyld, alle ikke-muslimer, varierede fra land til land, hersker til hersker eller århundrede til århundrede. Her kan jeg kun skitsere situationen i Det Hellige Land hundrede år før pave Urban II's kald til korstog i 1095 for at befri Palæstina. Kalif al-Hakims grusomheder er beskrevet af kristne og muslimske historikere. I 1003 begyndte al-Hakim forfølgelsen af jøder og kristne for alvor. Historikeren Ibn al-Dawadari fortæller os, at det første skridt i en række handlinger var ødelæggelsen af kirken St. Markus. Al-Musabbihi, en samtidig, fortæller, at de kristne byggede denne kirke uden en tilladelse - bygning af nye kirker var ikke tilladt. Al-Rashida-moskeen blev bygget i dens sted, og denne bredte sig efterhånden ud over, og vanhelligede jødiske og kristne kirkegårde; en sikker form for hærværk. Højdepunktet af al-Hakims grusomheder var ødelæggelsen af Den Hellige Gravs Kirke, også kendt som Opstandelseskirken, som nok er kristenhedens største helligdom, da den af kristne betragtes som bygget over Golgata, hvor det Nye Testamente siger, at Jesus blev korsfæstet, og også er det sted, hvor Jesus blev begravet, og dermed selvfølgelig også stedet for opstandelsen. Han beordrede, at Opstandelseskirken skulle rives ned "til fundamentet bortset fra, hvad der ikke kunne ødelægges eller trækkes op, og de ødelagde også Golgata og kirken Sankt Konstantin med alt, hvad de indeholdt, så vel som alle de hellige gravsten. De forsøgte endda at grave gravene op og udslette alle spor efter deres eksistens. Ja, de brød dem op og ryddede de fleste af dem. De ødelagde også et kloster i nabolaget (...). Myndighederne tog al anden ejendom, der tilhørte Den Hellige Gravs Kirke og dens fromme stiftelser, og al dens inventar og alle dens skatte." [6] Ifølge muslimske kilder begyndte ødelæggelsen i september 1007 e.Kr. "De fleste af de muslimske kilder ser ødelæggelsen som en reaktion på dens pragt og det faktum, at den var et verdenscenter for kristne pilgrimme, blandt dem mange kristne fra Egypten; på de pragtfulde processioner, der blev afholdt i Jerusalems gader og på "Påskeilden" ... [7]

Tilsvarende synes Sir Steven Runciman at antyde - i konklusionen til hans meget indflydelsesrige og elegant skrevne The History of the Crusades [8] - at det var de kristne korsfarere, som var eneansvarlige for, ikke alene den "voksende intolerance blandt muslimer", men på en måde også for det muslimske intellektuelle livs forsvinden og den efterfølgende stagnation af islamisk kultur: "... en intolerant tro er ude af stand til fremskridt". Runcimans analyse er ikke anderledes end den af så mange andre, der skriver om islamisk historie og kultur: Hvad der ses som positive aspekter af islamisk civilisation, bliver rost til skyerne, tilmed overdrevet, mens alle de negative aspekter bliver tilskrevet ankomsten af fordærvelige vesterlændinge. Arabere, persere og muslimer i almindelighed ses som passive ofre, og de er bestemt ikke tilladt nogen autonomi.

Men med al respekt for Runciman - dette kan ikke gå for at være historie. Selv et overfladisk blik på jøders situation under muslimsk styre før korstogene ville være nok til at tilbagevise Sir Stevens rosenrøde billede af et tidligere tværreligiøst Utopia. Alle forfølgelser af både kristne og jøder kommer direkte af de forskrifter og principper, der er nedfældet i islams kanoniske tekster: Koranen; sira, dvs. Ibn Ishaqs biografi over Muhammed; hadith, dvs. traditionerne om Muhammeds og hans ledsageres ord og gerninger; og de klassiske muslimske Koran-kommentarer. Med andre ord: "Muslimsk jødehad (...) daterer sig tilbage til islams oprindelse." [9] Det er der i Koranen, i Muhammeds biografi og i hadith.

Da Sir Steven hævder, at islamisk intolerance begyndte efter korstogene, er her eksempler på forfølgelse af jøder i islamiske lande før 1096:
Massakren på mere end 6000 jøder i Fez (Marokko) i 1033.
De hundredvis af jøder dræbt mellem 1010 og 1013 nær Cordoba og andre dele af det muslimske Spanien.
Massakren på hele det jødiske samfund på ca. 4000 i Granada under de muslimske optøjer i 1066.
Med henvisning til sidstnævnte massakre, skriver Robert Wistrich: "Det var en katastrofe, ligeså alvorlig som den, der ramte jøderne i Rhinlandet tredive år senere under det første korstog; alligevel har det sjældent fået megen videnskabelig opmærksomhed." Wistrich fortsætter: "I Kairouan [Tunesien] blev jøderne forfulgt og tvunget væk i 1016; senere vendte de tilbage, kun at blive fordrevet igen." [10]

Hvad med den formodede "kultur af conviviencia", dvs. Guldalderen af Tolerance i Spanien, før den, som det hævdes, blev ødelagt af almohadernes intolerance. Desværre viser "Guldalderen" sig også at være en myte, ironisk nok opfundet af jøderne selv. Myten kan meget vel være opstået så tidligt som i det tolvte århundrede, da Abraham Ibn Daud (c. 1110-1180) i sit værk Sefer ha-Qabbalah satte en idealiseret periode af tolerance i Toledos saloner i modsætning til det samtidige berberdynastis barbari [dvs. almohadernes barbari; de erobrede det meste af det islamiske Spanien i 1147, o.a.].

Men myten tog et fast greb om jødernes fantasi i det nittende århundrede takket være bibliografen Moritz Steinschneider og historikeren Heinrich Graetz, og måske også under indflydelse af Benjamin Disraelis roman Coningsby, der blev udgivet i 1844. Her er en passage fra sidstnævnte roman, der giver et romantisk billede af det muslimske Spanien:

... denne fair og uovertrufne civilisation, hvor Ismaels børn belønnede Israels børn med lige rettigheder og privilegier. I disse fredfyldte århundreder, er det vanskeligt at skelne tilhængerne af Moses fra tilhængerne af Muhammed. Begge opførte paladser, haver og fontæner, besatte i lige grad statens højeste embeder, konkurrerede i en omfattende og oplyst handel, rivaliserede med hinanden på berømte universiteter." [11]

På baggrund af stigningen i det nittende århundredes pseudovidenskabelige racisme, så jødiske historikere, som Jane Gerber bemærker, hen til islam "... for støtte, og søgte virkelige eller indbildte allierede og modeller for tolerance i Østen. Dyrkelsen af et kraftfuldt, blændende og strålende Andalusien midt i et uvidende og intolerant Europa dannede en vigtig komponent i den tids intellektuelle strømninger." [12] Men Gerber konkluderer sin nøgterne vurdering af Guldalder-myten med disse overvejelser:

"Den aristokratiske optræden af en udvalgt klasse af hoffolk og digtere, bør imidlertid ikke gøre os blinde for den kendsgerning, at denne tæt knyttede kreds af ledere og magtaspiranter hverken udgjorde hele den spanske jødiske historie eller hele det spanske jødiske samfund. Deres forgyldte øjeblikke i det tiende og ellevte århundrede er kun et kort kapitel i en længere saga. Ingen tvivl om, at Ibn Dauds polemik gav trøst og inspiration til en kriseramt elite i det århundrede, ligesom guldalder-billedet kunne trøste modløse landflygtige efter 1492. Den tilfredsstillede behovene hos det nittende århundredes fortalere for jødisk frigørelse i Europa eller det tyvende århundrede deltagere i den igangværende debat om Palæstina (...). Historien om jøderne i muslimske lande, især i det muslimske Spanien, har brug for at blive undersøgt på dens egne betingelser, uden myte eller modmyte." [13]

Nogle forskere, som den store historiker Shlomo Dov Goitein (d. 1985), har, under indtryk af opdagelserne fra Cairo-genizaen, revideret deres ideer om jøders situation i islamiske lande. [14] Et andet eksempel på en forsker, der ændrede opfattelse, er Léon Poliakov, forfatter til det monumentale værk, The History of Antisemitism, der udkom på fransk i fire bind mellem 1955 og 1978. I bind 2 [15] maler Poliakov et i det store og hele meget positivt billede af behandlingen af jøder under islam. Han finder i Muhammed en genial mand, "enkel, human og klog" og i islam "en tolerancens religion frem for alt." Forbløffende nok vier Poliakov kun to magre linjer til forfølgelsen af jøderne. To linier, i hvilke han nedtoner alle tilfældene af intolerance, såsom massakren på Banu Qurayza, eller fordrivelserne af Banu Qaynuqa og Banu Nadir, mens de politiske mord eller torturen af jødiske ledere og forfattere ikke nævnes overhovedet! Poliakov går meget vidt for at stille muslimernes, efter hans mening, i det væsentlige milde holdning i kontrast til intolerancen hos de kristne, der, ifølge ham, var langt mere "tilbøjelige til at kaste sig ud (...) i blodbad". Han synes virkelig at have overbevist sig selv om, at jøder og kristne stort set levede "fredeligt og velstående i alle dele af det islamiske imperium indtil vor tid". Men da han var i sine firsere, kom han i kontakt med Bat Ye'ors arbejde om dhimmier, eller tilstanden for, forfølgelsen af og de periodiske massakrer på ikke-muslimer under islam, og ændrede fuldstændig opfattelse. [16] Blot et par uger før sin død i 1997 indvilligede Poliakov i at skrive et forord [17] til den franske udgave af min bog, Derfor er jeg ikke muslim [Pourquoi je ne suis pas musulman]. Men desværre - før han var færdig med sit forord, snublede Poliakov på trappen, mens han var på vej ned fra sit bibliotek og slog hovedet alvorligt; senere døde han på hospitalet i en alder af 87.

Mange tror, at moderne muslimer har arvet minder om korsriddernes vold og ødelæggelse fra deres middelalderlige forfædre. Men intet kunne være længere fra sandheden. [18] Ved det fjortende århundrede, var korstogene næsten gået helt af minde i den islamiske verden. Muslimer havde mistet interessen, og så under alle omstændigheder "tilbage på korstogene med ligegyldighed og selvtilfredshed. I deres øjne, havde de selv været de klare vindere. De havde drevet korsfarerne ud af de landområder i Levanten, de havde slået sig ned i og havde været triumferende på Balkan. De havde besat langt mere territorium i Europa end de vestlige bosættere nogensinde havde i Syrien og Palæstina." [19]

Den muslimske verden begyndte først igen at få interesse for korstogene i 1890'erne, men nu set gennem prismen af vestlig imperialistisk retorik og europæiske romantiske fantasier, opdigtet af Walter Scott. Sidstnævnte befordrede myten om de kulturelt underlegne korsfarere, konfronteret med civiliserede, liberale og moderne muslimer, og fra førstnævnte afledte muslimerne den lige så falske idé om et vedvarende vestligt angreb. Mange arabiske nationalister betragtede "deres kamp for uafhængighed som overvejende et arabisk gensvar på et korstog, der blev ført imod dem. Men siden 1970'erne er de blevet udfordret af en fornyet og militant pan-islamisme, hvis tilhængere har globaliseret den nationalistiske udlægning af korstogshistorien ..." [20]

Således ser vi nu moderne islamister, der meget ofte påberåber sig korstogene. Som Bin Laden skrev: "For første gang har korsfarere formået at opfylde deres historiske ambitioner og drømme imod vores islamiske umma, at få kontrol over islamiske helligdomme og de To Hellige Steder og at opnå herredømme over vores ummas rigdom og velstand," [21] og: "Lige siden Allah gjorde den Arabiske Halvø flad, skabte ørkenen på den og omgav den med hav, har den aldrig oplevet så stor en ulykke som disse korsfarer-horder, der har spredt sig over den som græshopper, ædende dens rigdom og ødelæggende dens frugtbarhed." [22] Kampen står, ifølge Bin Laden, mellem muslimer - islams folk - og de globale korsfarere. [23]

Som Riley-Smith konkluderer: "Det er denne vision om et fortsat korstog og modstanden mod det, der pludseligt og spektakulært har påtvunget sig verden udenfor. Det anvendte sprog er ofte ophedet, men en muslim behøver ikke at være ekstrem islamist for at have den opfattelse, at Vesten stadig er engageret i korstog (...). Selv om de har mindre at gøre med den historiske virkelighed end med reaktioner på imperialismen, så hjælper de nationalistiske og islamistiske udlægninger af korstogshistorien mange mennesker, moderate såvel som ekstremister, til at placere den udnyttelse, de efter egen opfattelse har lidt, i en historisk sammenhæng, og til at tilfredsstille deres følelser af både overlegenhed og ydmygelse." [24]

De islamiske lande i almindelighed og de arabiske blandt dem i særdeleshed, er mislykkede på enhver mulig måde. Her er ét resumé af situationen i den arabiske verden i 2005:

"Statistikken fortæller en grim historie om den arabiske civilisations tilstand. Ifølge FN’s Arab Human Development Report: Der er 18 computere per 1000 indbyggere sammenlignet med et globalt gennemsnit på 78,3.

Kun 1,6% af befolkningen har internetadgang.

Der oversættes mindre end én bog om året til arabisk per million mennesker, sammenlignet med over 1000 per million for de udviklede lande.

Arabere udgiver kun 1,1% af bøgerne på verdensplan, på trods af at de udgør over 5% af verdens befolkning, med religiøse bøger som dominerende.

Gennemsnitlige udgifter til forskning og udvikling per indbygger er en sjettedel af Cubas og mindre end en femtende af Japans.

Den arabiske verden er trådt ind i det nye århundrede, tynget af 60 millioner voksne analfabeter (de fleste er kvinder) og et henfaldende uddannelsessystem, der ikke formår at forberede regionale unge ordentligt til udfordringerne i en globaliseret økonomi. Den uddannelsesmæssige kvalitet bliver også udhulet af religionens omsiggribende vækst på alle niveauer i systemet. I Saudi-Arabien er over en fjerdedel af alle universitetsuddannelser i islamiske studier. I mange andre lande erhverves grundskoleuddannelsen i Saudi-finansierede madrassaer, som har opfyldt tomrummet efter regeringernes opgivelse af deres pligt til at uddanne de unge.

I økonomisk henseende har vi allerede bemærket, at de arabiske staters samlede vægt er mindre end Spaniens. Fjern olien fra Mellemøstens eksport og hele regionen eksporterer mindre end Finland. Ifølge den transnationale Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), er den regionale økonomiske vækst tynget af faldende investeringsrater i faste kapitalstrukturer, manglende evne til at tiltrække betydelige udenlandske direkte investeringer og faldende produktivitet - den økonomiske treenighed for katastrofe.

Økonomisk stagnation kombineret med hurtig befolkningstilvækst reducerer levestandarden i hele regionen, både forholdsvist og reelt. I de berusende dage under olie-boomet i slutningen af 1970'erne, gav en årlig BNP-vækst per indbygger på over 5% næring til høje forventninger. BNP per indbygger voksede fra 1845 til 2300 dollars. I dag, efter justering for inflation, er det på 1500 dollars, hvilket afspejler en generel nedgang i levestandarden over 30 år. Kun Afrika syd for Sahara har gjort det værre. Hvis olierigdommen fratrækkes beregningerne, bliver det økonomiske billede for det store flertal af arabiske borgere dystert.

Det står bestemt dårligt til i den arabiske verden, og det vil blive meget værre." [25]

Disse nederlag er uudholdelige for araberne, hvis eneste forklaring udledes af den, de gennem de sidste 75 år har lært af intellektuelle og bedragere som Jean-Paul Sartre, Michel Foucault og Edward Said, nemlig, at vestlig imperialisme og kolonialisme er en fortsættelse af korstogene. Offerrollen udnyttes til det maksimale for at afpresse vestlige lande økonomisk bistand, og letter den dårlige samvittighed hos araberne selv: Det er ikke deres egen skyld, at de er håbløse fiaskoer - det er alt sammen korsfarernes skyld. Det er den eneste måde, hvorpå de kan leve med sig selv og deres moralske, intellektuelle og økonomiske nederlag. Samtidig minder påberåbelsen af korstogene araberne om deres tidligere triumfer, da det lykkedes for dem at jage korsfarerne på flugt, for eksempel i Slaget ved Hattin [1187].

Noter

[1] Jonathan Riley-Smith, The Crusades, Christianity, and Islam, New York: Columbia University Press 2008, p. 79.

[2] Ibid., p. 9.

[3] Ibid., pp. 11-12.

[4] Ibid., p. 60.

[5] Ibid., p. 65.

[6] Moshe Gil, A History of Palestine: 634-1099, Cambridge: Cambridge University Press, 1992, p. 373.

[7] Ibid., p. 374.

[8] Steven Runciman, A History of the Crusades, Vol. III, The Kingdom of Acre and the Later Crusades, Cambridge: Cambridge University Press, 1951, p. 474.

[9] Andrew Bostom, The Legacy of Islamic Anti-Semitism, Amherst: Prometheus Books, 2008, p. 33.

[10] Robert Wistrich, Antisemitism-The Longest Hatred, Schocken Books, New York, 1991, p. 196.

[11] Benjamin Disraeli, Coningsby, Book IV, Ch. X, citeret i Bernard Lewis, Islam in History, New York, 1973, p. 317 n. 15.

[12] Jane Gerber, “Towards an Understanding of the Term: ‘The Golden Age’ as an Historical Reality” i red. Aviva Doron, The Heritage of the Jews of Spain, Tel Aviv: Levinsky College of Education Publishing House, 1994, p. 16.

[13] Ibid., pp. 21-22.

[14] Shlomo Dov Goitein, “Evidence on the Muslim Poll Tax from Non-Muslim Sources: A Geniza Study,” Journal of the Economic and Social History of the Orient (JESHO) 6 (1963): 278-95, genoptrykt i Andrew Bostom, The Legacy of Islamic Anti-Semitism, Amherst: Prometheus Books, 2008, pp. 481-488.

[15] Léon Poliakov, The History of Antisemitism, Vol. II: From Mohammed to the Marranos, Oversat af Natalie Gerardi [Originale franske udg., Paris: Calmann-Lévy, 1961] Philadelphia: University of Pennsylvania Press, pp. 19-81.

[16] Personlig kommunikation fra Bat Ye'or.

[17] Personlig kommunikation fra Léon Poliakov.

[18] Ibid., p. 68.

[19] Ibid., p. 71.

[20] Ibid., p. 73.

[21] Osama bin Muhammad bin Laden, Messages to the World, red. Bruce Lawrence, overs. James Howarth, London and New York, 2005, p. 16, citeret i Riley-Smith, p. 75.

[22] Ibid., p. 59, citeret i Riley-Smith, p. 75.

[23] Ibid., citeret i Riley-Smith, p. 75.

[24] Ibid., p. 76.

[25] Lieutenant Colonel James G. Lacey, U.S. Army Reserve: “The Impending Collapse of Arab Civilization.” Proceedings, U.S. Naval Institute. September 2005.

Ibn Warraqs seneste bog er Sir Walter Scott's Crusades and Other Fantasies.

---

Oversættelse: Bombadillo