FØRSTE DEL: Islamisk antisemitisme før 1096.

Sir Steven Runciman synes - i konklusionen til hans meget indflydelsesrige og elegant skrevne The History of the Crusades [1] - at antyde, at det var de kristne korsfarere, der alene var ansvarlige, ikke bare for den "stigende intolerance blandt muslimer", men på en måde også for det muslimske intellektuelle livs forsvinden med den efterfølgende stagnation af islamisk kultur: "... en intolerant tro er ude af stand til fremskridt". Runcimans analyse er ikke anderledes end den af så mange andre, der skriver om islamisk historie og kultur: Det, der betragtes som positive aspekter af islamisk civilisation, bliver rost til skyerne, tilmed overdrevet, mens alle de negative aspekter bliver tilskrevet ankomsten af fordærvelige vesterlændinge. Arabere, persere og muslimer i almindelighed ses som passive ofre, og de er bestemt ikke tilladt nogen autonomi.

Men med al respekt for Runciman - dette kan ikke gå for at være historie. Selv et overfladisk blik på jøders situation under muslimsk styre før korstogene ville være nok til at tilbagevise Sir Stevens rosenrøde billede af et tidligere tværreligiøst Utopia. Alle forfølgelser af både kristne og jøder kommer direkte af de forskrifter og principper, der er nedfældet i islams kanoniske tekster: Koranen; sira, dvs. Ibn Ishaqs biografi over Muhammed; hadith, dvs. traditionerne om Muhammeds og hans ledsageres ord og gerninger; og de klassiske muslimske Koran-kommentarer. Med andre ord: "Muslimsk jødehad (...) daterer sig tilbage til islams oprindelse." [2]

Det står dér i Koranen:

5:51: I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. ...

8:67: Der tilkommer ikke en profet nogen fanger, før han har kæmpet og sejret i landet. ...

2:61: Fornedrelse og elendighed blev deres [dvs. jødernes] lod; de pådrog sig Allahs vrede, for de troede ikke på Allahs tegn, og de slog med urette profeterne ihjel. For de var ulydige og gik gang på gang for vidt.

4:44-46: Har du ikke set dem, der har fået andel i Skriften? De køber sig vildfarelsen og ønsker, at I skal komme på vildveje. Allah kender bedst jeres fjender. Allah er tilstrækkelig som ven, og Allah er tilstrækkelig som hjælper. Nogle af dem, der er jøder, rykker ordene ud af deres sammenhæng og siger: "Vi hører, men adlyder ikke!" og: "Hør, uden at få noget at høre!" og: "Hold øje med os!", mens de forvrænger udtalen og nedgør religionen. Hvis de i stedet sagde: "Vi hører og adlyder!" og: "Hør!" og: "Se på os!" ville det være bedre for dem og mere rigtigt. Men Allah har lagt en forbandelse over dem for deres vantro. De tror kun lidt.

4:160-61: ... fordi de, der er jøder, således har handlet uret, har Vi forbudt dem visse gode ting, der tidligere var dem tilladt; og ligeledes, fordi de ofte lægger hindringer på vejen til Allah, og fordi de, skønt de har fået forbud mod det, tager renter og ved falskhed fortærer andres ejendom. Vi har beredt en pinefuld straf til de vantro blandt dem.

9:29-31: Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften [jøder og kristne], skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion [dvs. islam], indtil de kuet er rede til at betale skat! Jøderne siger: ”Ezra er Allahs søn!” Og de kristne siger: ”Messias er Allahs søn!” Det er de ord, de tager i deres mund. De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Allah bekæmpe dem! Hvor kan de være så forløjede? De har taget deres skriftkloge og deres munke til herrer foruden Allah, og tillige Messias, Marias søn. Men de blev befalet kun at tjene én gud. Der er ingen anden gud end Ham. Højlovet være Han, hævet over det, som de sætter ved Hans side!

9:34: I, der tror! Mange af de skriftkloge og af munkene fortærer menneskenes ejendom i bedrag og lægger hindringer på vejen til Allah. De, der puger guld og sølv sammen og ikke giver det bort for Allahs sag, dem skal du forkynde en pinefuld straf!

5:63-64: Hvorfor forbyder rabbinerne og de skriftkloge dem ikke at føre syndig tale og fortære uretmæssigt gods? Ulykkeligt er det, de foretager sig. Jøderne siger, "Allahs hånd er lænket!" Måtte deres egne hænder være lænkede, og måtte de være forbandede for det, som de siger! Nej, Hans hænder er åbne! Han giver, som Han vil. Det, der er blevet sendt ned til dig fra din Herre, får overmodet og hadet til at vokse hos mange af dem. Vi har sat splid og had imellem dem lige til opstandelsens dag. Hver gang de antænder krigens brand, vil Allah slukke den. De stræber efter at skabe fordærv på jorden. Allah elsker ikke dem, der skaber fordærv.

5:70-71: Vi sluttede pagt med Israels børn og sendte udsendinge til dem. Hver gang en udsending bragte dem noget, de ikke brød sig om, beskyldte de nogle af dem for at lyve, og andre slog de ihjel. De regnede med, at der ikke ville være nogen prøvelse. De var blinde og døve. Allah tilgav dem, men igen blev mange af dem blinde og døve. Allah ser, hvad de gør.

5:82: Du finder, at det er jøderne og dem, der sætter andre ved Allahs side, der er mest fjendtligt stemt over for dem, der tror.

5:51: I, der tror! Tag jer ikke jøder og kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem.

5:57: I, der tror! Tag jer ikke nogen af dem, der fik Skriften før jer, til venner, hvis de spotter jeres religion og gør nar ad den, og heller ikke nogen af de vantro! Frygt Allah, hvis I er troende!

5:59: Sig: "I Skriftens folk! Er I kun vrede på os, fordi vi tror på Allah og på det, der er blevet sendt ned til os, og på det, der blev sendt ned tidligere, og fordi de fleste af jer er gudløse?"

5:66: Der findes blandt dem [jøder og kristne] et fællesskab, der er tilbageholdende; men ondt er det, mange gør.

33:26: Han fik dem af Skriftens folk [jøderne fra banu Qurayza], der havde bistået dem, til at komme ned fra deres befæstede stillinger og satte dem en skræk i livet, idet de dræbte en del og tog en del til fange.

5:60: Sig: "Skal jeg underrette jer om en gengældelse fra Allah, der er værre en dette? Dem [dvs. jøderne], som Allah forbandede og vrededes på, og hvoraf Han gjorde nogle til aber og svin, og de, der dyrker afguderne, de er værre stillet og har forvildet sig længere bort fra den rette vej."

Det står dér i sira [3]:

"Dræb enhver jøde, der falder i jeres magt," sagde Profeten. (p. 369)

Drabet på Ibn Sunayna og den beundring af det, der fik nogen til at konvertere til islam. (ibid.)

Drabet på Sallam Ibn Abu'l-Huqayq. (pp. 482-483)

Mordet på Kab bin Al-Ashraf, der skrev vers imod Muhammed. (p. 364-69)

Angrebet på den jødiske stamme banu Nadir og dennes forvisning. (pp. 437-45)

Udryddelsen af banu Qurayza og dennes mellem 600 og 800 mænd. (pp. 461-69)

Drabet på al-Yusayr. (pp. 665-66)

Det står dér hos de andre muslimske historikere [4]:

"Så hændte Salim Ibn Umayr al-Amris sariyyah (overfald) på Abu Afak, jøden, i (måneden) Shawwal i begyndelsen af den tyvende måned efter Allahs Apostels hijra (udvandring fra Mekka til Medina i 622 e.Kr.). Abu Afak var fra banu Amr Ibn Awf og var en gammel mand, der var fyldt 120 år. Han var jøde og plejede at ophidse folk imod Allahs Apostel, og skrev (satiriske) vers (om Muhammed). Salim Ibn Umayr, som var en af de store grædende og som havde deltaget i Badr, sagde: 'Jeg aflægger det løfte, at jeg enten vil dræbe Abu Afak eller dø foran ham.' Han ventede på en lejlighed, indtil der kom en varm nat og Abu Afak sov på en åben plads. Salim Ibn Umayr vidste det, så han satte sværdet ved hans lever og trykkede til, indtil det ramte hans seng. Allahs fjende skreg og folk omkring ham skyndte sig til, tog ham til hans hus og begravede ham."

Det står dér i hadith [5]:

"Banu Nadir og banu Qurayza kæmpede, så Profeten (Muhammed) forviste banu Nadir og lod banu Qurayza blive på deres steder. Han dræbte deres mænd og fordelte deres kvinder, børn og ejendom blandt muslimerne, men nogle af dem kom til Profeten, og han gav dem sikkerhed, og de antog islam. Han forviste alle jøderne fra Medina. De var jøderne fra banu Qaynuqa, Abdullah bin Salams stamme og jøderne fra banu Haritha og alle de andre jøder i Medina."

Før 1096.

Da Sir Steven hævder, at islamisk intolerance begyndte efter korstogene, er her eksempler på forfølgelse af jøder i islamiske lande før 1096:

- Massakren på mere end 6000 jøder i Fez (Marokko) i 1033.
- De hundredvis af jøder dræbt mellem 1010 og 1013 nær Cordoba og andre dele af det muslimske Spanien.
- Massakren på hele det jødiske samfund på ca. 4000 i Granada under de muslimske optøjer i 1066.
- Med henvisning til sidstnævnte massakre, skriver Robert Wistrich: "Det var en katastrofe, ligeså alvorlig som den, der ramte jøderne i Rhinlandet tredive år senere under det første korstog; alligevel har det sjældent fået megen videnskabelig opmærksomhed." Wistrich fortsætter: "I Kairouan [Tunesien] blev jøderne forfulgt og tvunget væk i 1016; senere vendte de tilbage kun for at blive fordrevet igen." [6]

Hvad med den formodede "kultur af conviviencia", dvs. Guldalderen af Tolerance i Spanien, før den, som det hævdes, blev ødelagt af almohadernes intolerance. Desværre viser "Guldalderen" sig også at være en myte, ironisk nok opfundet af jøderne selv. Myten kan meget vel være opstået så tidligt som i det tolvte århundrede, da Abraham Ibn Daud (c. 1110-1180) i sit værk Sefer ha-Qabbalah satte en idealiseret periode af tolerance i Toledos saloner i modsætning til det samtidige berberdynastis barbari [dvs. almohadernes barbari; de erobrede det meste af det islamiske Spanien i 1147, o.a.].

Men myten tog et fast greb om jødernes fantasi i det nittende århundrede takket være bibliografen Moritz Steinschneider og historikeren Heinrich Graetz, og måske også under indflydelse af Benjamin Disraelis roman Coningsby, der blev udgivet i 1844. Her er en passage fra sidstnævnte roman, der giver et romantisk billede af det muslimske Spanien:

"... denne fair og uovertrufne civilisation, hvor Ismaels børn belønnede Israels børn med lige rettigheder og privilegier. I disse fredfyldte århundreder, er det vanskeligt at skelne tilhængerne af Moses fra tilhængerne af Muhammed. Begge opførte paladser, haver og fontæner, besatte i lige grad statens højeste embeder, konkurrerede i en omfattende og oplyst handel, rivaliserede med hinanden på berømte universiteter." [7]

På baggrund af stigningen i det nittende århundredes pseudovidenskabelige racisme, så jødiske historikere, som Jane Gerber bemærker, hen til islam "... for støtte, og søgte virkelige eller indbildte allierede og modeller for tolerance i Østen. Dyrkelsen af et kraftfuldt, blændende og strålende Andalusien midt i et uvidende og intolerant Europa dannede en vigtig komponent i den tids intellektuelle strømninger." [8] Men Gerber konkluderer sin nøgterne vurdering af Guldalder-myten med disse overvejelser:

"Den aristokratiske optræden af en udvalgt klasse af hoffolk og digtere, bør imidlertid ikke gøre os blinde for den kendsgerning, at denne tæt knyttede kreds af ledere og magtaspiranter hverken udgjorde hele den spanske jødiske historie eller hele det spanske jødiske samfund. Deres forgyldte øjeblikke i det tiende og ellevte århundrede er kun et kort kapitel i en længere saga. Ingen tvivl om, at Ibn Dauds polemik gav trøst og inspiration til en kriseramt elite i det århundrede, ligesom guldalder-billedet kunne trøste modløse landflygtige efter 1492. Den tilfredsstillede behovene hos det nittende århundredes fortalere for jødisk frigørelse i Europa eller det tyvende århundrede deltagere i den igangværende debat om Palæstina (...). Historien om jøderne i muslimske lande, især i det muslimske Spanien, har brug for at blive undersøgt på dens egne betingelser, uden myte eller modmyte." [9]

Nogle forskere, som den store historiker Shlomo Dov Goitein (d. 1985), har, under indtryk af opdagelserne fra Cairo-genizaen, revideret deres ideer om jøders situation i islamiske lande. [10] Et andet eksempel på en forsker, der ændrede opfattelse, var Léon Poliakov, forfatter til det monumentale værk, The History of Antisemitism, der udkom på fransk i fire bind mellem 1955 og 1978. I bind 2 [11] maler Poliakov et i det store og hele meget positivt billede af behandlingen af jøder under islam. Han finder i Muhammed en genial mand, "enkel, human og klog" (23) og i islam "en tolerancens religion frem for alt." (28) Forbløffende nok vier Poliakov kun to magre linjer til forfølgelsen af jøderne. To linier, i hvilke han nedtoner alle tilfældene af intolerance, såsom massakren på banu Qurayza, eller fordrivelserne af banu Qaynuqa og banu Nadir, mens de politiske mord eller torturen af jødiske ledere og forfattere ikke nævnes overhovedet! Poliakov går meget vidt for at stille muslimernes, efter hans mening, i det væsentlige milde holdning i kontrast til intolerancen hos de kristne, der, ifølge ham, var langt mere "tilbøjelige til at kaste sig ud (...) i blodbad" (28). Han synes virkelig at have overbevist sig selv om, at jøder og kristne stort set levede "fredeligt og velstående i alle dele af det islamiske imperium indtil vor tid" (37). Men da han var i sine firsere, kom han i kontakt med Bat Ye'ors arbejde om dhimmier, eller tilstanden for, forfølgelsen af og de periodiske massakrer på ikke-muslimer under islam, og ændrede fuldstændig opfattelse. [12] Blot et par uger før sin død i 1997 indvilligede Poliakov i at skrive et forord [13] til den franske udgave af min bog, Derfor er jeg ikke muslim [Pourquoi je ne suis pas musulman]. Men desværre - før han var færdig med sit forord, snublede Poliakov på trappen, mens han var på vej ned fra sit bibliotek og slog hovedet alvorligt; senere døde han på hospitalet i en alder af 87.

ANDEN DEL: massakrerne i 1096.

2.1 Kilderne

Vores viden om begivenhederne i 1096 kommer fra både kristne og hebraiske kilder. Men det kristne materiale om forfølgelsen af jøderne er spinkelt. "De eneste korstogskronikører, som nævner de bander, der hærgede en række nordeuropæiske jødiske samfund, var Ekkehard af Aura og Albert af Aix". [14] Ekkehard giver en kort beskrivelse af angrebene i 1096; Albert giver lidt flere detaljer, og de bekræfter til en vis grad de jødiske kilder, men alt i alt beløber deres beretninger sig ikke til meget.

De jødiske kilder, tre i alt, beskriver mere fuldstændigt angrebene på jøderne og disses reaktioner. Robert Chazan [15], en professor i hebraisk og jødiske studier på New York University, som har viet omkring tyve år til dette emne, henviser i sin bog, European Jewry and the First Crusade, til disse kilder (bekvemt) som hhv. L, den lange fortælling, ofte tilskrevet Solomon bar Samson, og S, den korteste af de tre, også kaldet den Mainz-anonyme. Den tredje tekst, P, måske den mindst interessante, indeholder original elegisk [klagende] poesi med navne-akrostikonet Eliezer bar Nathan [dvs. at dette navn findes som begyndelsesbogstaver i digtets linjer, o.a.], og tilskrives denne rabbinske autoritet fra det tolvte århundredes Mainz.

Men der er betragtelig debat om pålideligheden af de hebraiske krøniker om det første korstog. Mens Robert Chazan er overbevist om deres pålidelighed, mener Ivan Marcus, professor ved Yale University [16], i overensstemmelse med Salo Barons råd, at langt mere grundlæggende arbejde skal udføres, før dette kan afgøres. Marcus skriver [i sin anmeldelse af Robert Chazans ovennævnte bog, o.a.]:

"Mange forskere har beskæftiget sig med de emner, der behandles her. Teksterne er meget problematiske, og Chazan har ikke lyttet til Salo Barons opfordring for mere end tredive år siden: 'En fornyet gennemgang af alle de tilgængelige kilder kunne retfærdiggøre en ny virkelig kritisk udgave af disse krøniker' (A Social and Religious History of the Jews, 2nd rev. ed., 4 [1957], 286). Det er stadig et ønskemål. Selv om de er forholdsvis korte - L er kun på tolv en halv foliosider - er de komplekse. Parallelle passager findes sommetider i to eller flere af teksterne, og nogle indeholder ubeskrevne mellemrum på grund af udeladelser eller slettelser. Ultraviolet belysning kunne genvinde nogle af disse, men det kræver undersøgelse af manuskripterne, ikke kun af mikrofilmene. Ikke alene skal slettelserne undersøges, men flere forskeres korrektioner og forbedringer må også vurderes systematisk. Således offentliggjorde M. Brann en detaljeret gennemgang af Neubauer og Stern-udgaven (Monatsschrift für Geschichte und Wissenschaft des Judentums 37 [1893], 285-88), hvori han påpegede flere transkriptionsfejl og unødvendige forbedringer. Snesevis af yderligere korrektioner findes i Nathan Porges' lange artikler (Revue des études juives 25 [1892], 181-201; 26 [1893], 183-97). Korrektionerne i disse undersøgelser er blevet ignoreret her. En anden forsker, heller ikke nævnt, studerede den måde, de tre tekster er relateret. Isaiah Sonne (Revue des études juives 96 [1933], 123-24) konkluderede, at redaktøren af L gjorde brug af P og S. Han bemærkede, at når tekstblokke fælles for L og P henviser til kristendommen, anvendes udtrykket tsahan ("stank"); i blokke fælles for L og S findes udtrykket tinnuf ("snavs"); og i blokke fælles for alle tre tekster, optræder begge udtryk. Chazans modsatte opfattelse, at P er afledt af L og at S og L er ældre, tager ikke højde for Sonnes beviser, som ikke behandles. Og da P er lige så vigtig som L og S, burde en oversættelse af det have været medtaget i en bog, der baserer sig på disse tre korte tekster (...). Før en rimelig nøjagtig oversættelse kan udføres, må vi først have en ny kritisk udgave af de hebraiske tekster, der er baseret på en grundig gennemgang af manuskripterne selv, al tidligere videnskabelig litteratur om dem, samt en omhyggelig forståelse af de karakteristiske træk ved ashkenazi-hebraisk. De latinske kilder bør også oversættes og vedlægges."

Der er flere problemer, som ikke er behandlet af Chazan. Disse såkaldte krøniker er ikke en form for dokumentation, der uden videre kan tages for pålydende. De er snarere ...

"... stærkt redigerede, retorisk farvede og liturgisk motiverede litterære omarbejdelser af cirkulerende breve og mundtlige rapporter, skrevet med bestemte formål. Fortællerne var optaget af at rose og frifinde lokale fromme jøder, der følte sig tvunget til at dræbe deres egne familier og derefter begå selvmord. For at hævde deres sag, insisterede de på at bruge tempel-typologi: Jøder skildres som rene ofre, der ikke måtte berøres af forurenende, urene kristne. Martyrerne handlede med rette som både tempelpræster og som hellige ofre. Fortællerne opregnede kun martyrerne og ignorerede eller nedtonede de jøder, der faktisk konverterede, som Baron bemærkede. At disse kilder er litterære tekster, skønt af en særlig type, fremgår ligeledes af deres tydelige forskelle i stil. I L indrammer lange bønner beretningerne om angreb på flere byer, jødernes defensive politiske reaktioner og deres efterfølgende martyrium. I P bruges meget korte beskrivelser af et begrænset antal episoder som indledning til liturgiske digte. Og i S tjener en opmærksomhed på kristne bysbørn og andre menneskelige faktorer også til at tolke de skildrede begivenheder." [17]

2.2 Forklaringer på massakrerne i 1096

Selv hvis vi fraregner detaljerne, der findes i disse krøniker, "er der en generel enighed i samtidens latinske og senere hebraiske kilder om, at optøjer fandt sted og at nogle jøder dræbte deres familier og dem selv". [18]

Jøderne var de første mennesker til at lide, da den første gruppe af korsfarere snoede sig vej mod øst gennem Rhinlandet, som var centrum for [nordeuropæisk] ashkenazi-jødisk åndsliv med dets to store, livfulde samfund i Mainz og Worms. Generelt havde de jødiske samfund i Nordeuropa oplevet stor vækst gennem det tiende og ellevte århundrede, men jøderne blev aldrig betragtet som ligestillede med de kristne, og blev konstant mindet om Den romersk-katolske Kirkes officielle dogme om, at de var vildfarne, selvom de engang havde "besiddet åbenbaringens sandhed, men fejlfortolket den, og derved mistet deres pagtsforhold til guddommen". [19] Og selvfølgelig blev jøderne holdt ansvarlige for korsfæstelsen af Kristus, Frelseren, de burde have accepteret. Disse negative holdninger blev legemliggjort i Kirkens centrale ritualer og overført til store dele af den kristne befolkning. Kirken opfordrede til tolerance over for jøderne i deres midte, hvor de fik lov til at praktisere deres religion, så længe de kristne myndigheder vurderede og afgjorde, at jøderne ikke var en trussel mod kristne og kristendommen.

Der synes også at have været politiske, sociale og økonomiske grunde til forfølgelsen af jøderne i Europa. Men læsning af historikeres redegørelser for "grundene" og "årsagerne" til kristen antisemitisme efterlader én med en ubehagelig fornemmelse af, at kristne på en eller anden måde bliver undskyldt, da der var "gode grunde" til deres antipatier mod jøder, og at jøderne på en eller anden måde "selv havde været ude om det". Selvom jeg gerne vil understrege, at ingen respektabel vestlige historiker nogensinde udtrykkeligt har sagt noget i den retning, og aldrig har brugt udtryk som "selv havde været ude om det" eller at der var "gode grunde" til de kristnes had. Men alle rationaliserende forklaringer på antisemitisme fremkalder sådanne ubehagelige anelser. Her er to rationaliserende forklaringer på stigningen i kristen antisemitisme på tiden for det første korstog. Sir Steven Runciman skrev:

"Forbuddet mod åger i vestlige kristne lande og den strenge kontrol med ågervirksomhed i Byzans efterlod dem [jøderne] en åben mark for etablering af pengeudlånshuse over hele kristenheden. Deres tekniske færdigheder og lange traditioner gjorde dem fremtrædende også i lægegerningen. Bortset fra tiden længe forinden i det vesigotiske [vestgotiske] Spanien, havde de aldrig været udsat for alvorlig forfølgelse i Vesten. De havde ingen borgerlige rettigheder, men både verdslige og kirkelige myndigheder var glade for at give særlig beskyttelse til sådanne nyttige medlemmer af samfundet. Kongerne af Frankrig og Tyskland havde altid været venner med dem, og de blev vist særlig velvilje af ærkebisperne i de store byer i Rhinlandet. Men bønderne og de fattige byboere, der havde et stigende behov for penge, efterhånden som en kontantøkonomi erstattede den ældre tjenesteøkonomi, kom mere og mere i gæld til dem med en dertil hørende voksende bitterhed. Jøderne på den anden side, som manglede juridisk sikkerhed, opkrævede høje renter og udtrak ublu fortjenester, hvor som helst de blev støttet af den lokale herskers velvilje."

"Deres upopularitet voksede gennem det ellevte århundrede, da flere klasser i samfundet begyndte at låne penge af dem; med korstogsbevægelsens begyndelse, blev dette forstærket. Det var dyrt for en ridder at udruste sig til et korstog; hvis han ikke havde jord og ingen ejendele at pantsætte, måtte han låne penge af jøderne. Men kunne det være rigtigt, at han, for at komme ud og kæmpe for kristenheden, skulle falde i kløerne på medlemmerne af den slægt, der korsfæstede Kristus? Den fattigere korsfarer var ofte allerede i gæld til jøderne. Kunne det være rigtigt, at han skulle være hæmmet i sin kristne tjeneste af forpligtelser til én fra den ugudelige slægt? Den evangeliske korstogsprædiken havde fokus på Jerusalem, scenen for korsfæstelsen. Dette ledte uundgåeligt opmærksomheden hen på de mennesker, i hvis hænder Kristus havde lidt. Muslimerne var den nuværende fjende; de forfulgte Kristi efterfølgere. Men jøderne var sikkert værre; de havde forfulgt Kristus selv." [20].

Jean Richard, professor emeritus ved Universitet i Dijon, Frankrig, giver en lignende rationaliserende forklaring:

"Motiverne til disse udbrud [af vold] kan naturligvis være forbundet med misundelse, vakt af jødernes rigdom, og modvilje, fremkaldt af deres ågervirksomhed. Den udbredte anvendelse af kreditgivning, som begyndte i løbet af det ellevte århundrede, og de jødiske pengeudlåneres tilsyneladende skamløse velstand, gav uden tvivl næring til sådanne eksplosioner, som ikke var begrænsede til det kristne Vesten; den første store bølge af had, som jøderne var ofre for i det ellevte århundrede, fandt sted omkring 1066 i det muslimske Spanien, i Grenada." [21]

Antisemitisme er tydeligvist til dels et resultat af sociale og økonomiske spændinger, men det er kun den halve sandhed. Maurice Samuel pegede i sin The Great Hatred [22] [1940] på utilstrækkeligheden af den materialistiske fortolkning af antisemitismen. Tre år senere, i sit klassiske studie, The Devil and the Jews [23], bragte Joshua Trachtenberg diskussionen tilbage til antisemitismes virkelige kilde: Rygter, overtro, tykhovedet godtroenhed og fanatisme, med andre ord den menneskelige irrationalitet i alle dens former:

"Hadet til jøden er ikke et resultat af en rationel proces (...). Nej, had til jøden hviler ikke på nogen rationel basis. Når alt muligt er blevet sagt om det psykologiske fremmedhad, der afviser "forskel" og harmes over minoritetskulturer; om økonomiske og sociale gnidninger, som forværrer de sociale relationer; om anarkistiske demagogers snedige og overbevisende propagandateknikker; om behovet for en "syndebuk" til at ophæve sociale spændinger; om jødernes egne fejl og mangler, samt deres unormale økonomiske stilling - og alle disse faktorer er potente umiddelbare stimuli til aktivt jødehad - når alt dette er blevet sagt, så er den ultimative kilde, dybt begravet i massernes underbevidsthed, stadig uberørt. Nedenunder de aktive, aktuelle stimuli ligger en krudttønde, som giver disse deres eksplosive potentialitet. Der er tale om en følelsesmæssig disposition, en opfattelse af jøden, som intet har at gøre med kendsgerninger eller logik." [24]

Ironisk nok - mens Sir Steven hævder, at kristendommen var ansvarlig for islamisk intolerance, så antyder Trachtenberg, at en af de medvirkende faktorer til den voksende kristne antisemitisme i den senere middelalder var "den stigende trussel fra islam". [25] Kristen antisemitisme nåede sit højdepunkt i perioden efter korstogene, men det var et resultat af århundreders dæmonisering af jøden som en djævel, troldmand og ritualmorder.

2.3 Beretningen om massakrerne i 1096

Vi har nu brug for at se på beretningen om de faktiske massakrer. Efter prædikenen af det første korstog i 1095, blev byerne i Rhinlandet overfaldet af forskellige grupper udisciplinerede korsfarere, ledet af personer, vi for det meste kun ved lidt om. Én leder var hertug Emich von Leiringen, en ubetydelig godsejer fra Rhinlandet, som var helt klar over mulighederne for at udnytte massernes religiøse glød til egen fordel. "Han overtalte sine tilhængere til at begynde deres korstog den 3. maj med et angreb på det jødiske samfund i Spier [Speyer], tæt på hans hjem. Det var ikke et videre imponerende angreb. Biskoppen af Spier, hvis sympatier blev vundet ved hjælp af en smuk gave, tog jøderne under sin beskyttelse. Kun tolv blev taget af korsfarerne og dræbt efter deres afvisning af at konvertere til kristendommen, og en jødisk kvinde begik selvmord for at bevare sin dyd. Biskoppen reddede resten og havde endda held til at fange flere af morderne, hvis hænder blev skåret af som straf." [26]

Emich og hans tropper ankom til Worms den 18. maj. Et rygte gik rundt om, at jøderne havde fanget og druknet en kristen og derefter brugt vandet, i hvilket hans lig havde ligget, til at forgifte byens brønde. Emich og hans mænd angreb det jødiske kvarter og dræbte hver jøde, de fangede. Biskoppen åbnede sit palads for de flygtende jøder, men Emichs mænd brød ind og slagtede den 20. maj alle jøderne, omkring fem hundrede. Vores primære kilde, Den Hebraiske Krønike af Solomon bar Simson, der dateres til omkring 1140, beregner det samlede antal dræbte i løbet af de to dage til 800. Her er Solomon bar Simsons levende, men rædselsvækkende beretning [27]:

"På Iyarens [28] treogtyvende dag angreb de Worms-samfundet. Samfundet blev derved delt i to grupper, nogen blev i deres hjem, mens andre søgte tilflugt hos den lokale biskop. De, der blev i deres hjem blev overfaldet af steppeulvene, der plyndrede mænd, kvinder og spædbørn, børn og gamle mennesker. De rev trapperne ned, ødelagde og udplyndrede husene, og de tog Torah-skriftrullen (:jødernes hellige skrifter) og trådte dem ned i mudderet, flåede den i stykker og brændte den. Fjenden slugte Israels børn med åben svælg." [Dansk oversættelse er taget fra Frederiksen, Ryg Olsen og Søndberg: Grundbog til historie. Verdenshistorien indtil 1750, Forlaget Systime]

"Syv dage senere ved Sivaens nymåne (: i juni) - den samme dag som Israels børn ankom til Sinaibjerget for at modtage Torahen - blev de jøder, der fortsat var hos biskoppen, udsat for stor smerte. Fjenden behandlede dem med samme ondskab som den første gruppe og kastede dem for sværdet. Jøderne, der var inspireret af brødres mod, valgte at blive dræbt for at hellige Navnet for øjnene af alle. De blottede deres hals, for at deres hoved kunne blive afhugget til ære for Skaberen. Der var også dem, der tog deres eget liv og herved opfyldte verselinien: 'Moderen skal knuses med sine børn' (: citat fra profeten Hoseas)." [Fra Frederiksen et al.]

"Fædre overfaldt deres sønner og dræbte dem, og de dræbte hinanden: hver mand sin slægt, sin kone og sine børn; brudgomme dræbte deres trolovede og barmhjertige kvinder deres enebørn. De accepterede alle helhjertede det guddommelige bud, og da de gav deres sjæl til Skaberen, råbte de: 'Lyt, åh Israel, Herren er vores Gud, Herren er Én'. Fjenden afklædte dem, trak dem afsted og forlod dem derefter, de skånede kun et fåtal, som de døbte med magt i deres blasfemiske vande. Antallet af dræbte på de to dage var omkring ottehundrede, og de blev alle begravet nøgne [fra Frederiksen et al.]. Det er om dem profeten Jeremias klagede: '... de, der blev båret i purpur, trykker sig nu i skarnet.' (Klagesangene 4:5) Må Gud huske dem for det gode."

Den 25. maj gik Emich og hans mænd ind i byen Mainz. Trods ærkebiskop Rothards bestræbelser på at redde jøderne, brød Emichs mænd endnu engang ind og begyndte to dage med plyndring og mord på jøder. Nogle jøder accepterede omvendelse til kristendommen og blev skånet, men senere fortrød de deres øjeblik af svaghed og begik selvmord. Omkring tusind jøder blev dræbt i Mainz. Her kan vi citere en kristen primærkilde, Albert af Aix, [29] som giver en beretning, der er slående lig med Den Hebraiske Krønike:

"Men Emico og resten af hans bande holdt råd og angreb efter solopgang jøderne i hallen med pile og lanser. Efter at have brudt slåer og døre op, dræbte de jøderne, omkring 700 i antal, som forgæves modsatte sig styrken og angrebet af så mange tusinder. De dræbte også kvinderne og gennemborede med deres sværd sarte børn uanset alder og køn. Jøderne, der så, at deres kristne fjender angreb dem og deres børn, og at de ikke skånede nogen alder, overfaldt ligeledes hinanden, brødre, børn, hustruer og søstre, og omkom således i hinandens hænder. Frygteligt at sige - mødre skar halsen over på ammende børn med knive og dolkede andre, idet de således foretrak at lade dem omkomme ved deres egne hænder frem for at blive dræbt af de uomskårnes våben. Fra denne grusomme nedslagtning af jøderne undslap kun få; og nogle få blev døbt på grund af frygt, snarere end på grund af kærlighed til den kristne tro." [30]

Emich og hans mænd drog nu mod Köln, men jøderne, efter at have hørt om massakren i Mainz, skjulte sig blandt deres kristne venner og bekendte i de omkringliggende landsbyer. Synagogen blev brændt ned og en jøde og en jødinde, der nægtede at konvertere, blev dræbt. Ærkebiskoppen var i stand til at forhindre yderligere overgreb.

Efter Köln besluttede Emich, at hans arbejde i Rhinlandet var vel overstået og drog nu mod Ungarn. Men nogle af hans uregerlige tilhængere ønskede at gøre det af med alle jøder i hele Moseldalen, og brød derfor af fra hovedgruppen og begav sig mod Trier. Igen var ærkebiskoppen i stand til at beskytte jøderne i sit palads. Men nogle jøder var meget nervøse og begyndte at slås indbyrdes, mens andre sprang i Mosel og druknede.

Korsfarerne "fortsatte til Metz, hvor 22 jøder omkom." [31] Denne omstrejfende bande af korsfarere vendte derefter tilbage til Köln, hvor de opdagede, at Emich var taget af sted, og dernæst "fortsatte ned ad Rhinen, hvor de tilbragte fra 24. til 27. juni med at massakrere jøderne i Neuss, Wevelinghofen, Eller og Xanten. Så spredtes de, nogle vendte hjem, andre sluttede sig sandsynligvis til Godfred af Bouillons hær". [32]

En vis Volkmar, om hvem vi ved meget lidt, drog også afsted mod Rhinlandet i april 1096 med en skare på over ti tusinde mand for at tilslutte sig Peter Eremitten [som anførte Folkekorstoget, o.a.]. De ankom til Prag i slutningen af maj, og begyndte den 30. juni at massakrere jøderne i byen trods protester fra Bishop Cosmas. Ofrene beløb sig til flere tusinde. [33] De fortsatte til Ungarn, men ungarerne accepterede ikke deres fremfærd og angreb Volkmar og hans mænd, hvoraf mange blev dræbt. Vi har ingen viden om, hvad der skete med Volkmar selv. [34]

Den tredje i det morderiske triumvirat, Gottschalk, tog afsted med et stort kompagni af korsfarere mod Rhinlandet og Bayern kort efter Volkmars afrejse i april. På vejen gjorde de holdt ved Ratisbon for at massakrere jøderne dér. Men ved Gottschalk og hans mænds ankomst til Ungarn var rollerne byttet om, fordi ungarerne ikke fandt sig i korsfarernes røverier og plyndringer. Kong Coloman af Ungarn stolede ikke på dem, og satte til sidst sin hær til at massakrere dem alle som én. Ungarerne gav samme behandling til Emich og hans hær, som blev fuldstændig udslettet i et hårdt slag ved Wiesselburg.

Det er værd at bemærke på dette sted, at flere adelsmænd og biskopper forsøgte at beskytte jøderne, lejlighedsvist med risiko for deres eget liv, selvom mange måske var blevet bestukket og andre håbede at redde jøderne for til sidst at kunne se dem blive døbt. Den almindelige befolkning viste også, til tider, nogen medfølelse og medlidenhed med jøderne i deres vanskelige situation og gav dem husly som i Köln. Nogle kristne kronikører fordømte massakrerne i utvetydige vendinger, som for eksempel denne anonyme saksiske forfatter: [35]

"... menneskehedens fjende spildte ikke tiden, såede klinte i hveden, opvækkede falske profeter og blandede usande brødre og ryggesløse kvinder ind i Kristi hær. Ved deres hykleri, ved deres løgne, ved deres ugudelige fordærv skabte de splid i Herrens hær (...). De besluttede at hævne Kristus på hedningerne og jøderne. Derfor dræbte de 900 jøder i byen Mainz uden at skåne kvinder og børn (...). Det var ynkværdigt at se de store og mange dynger af lig, der blev kørt ud af byen Mainz på vogne ...".

Men så igen finder vi mange kristne beretninger om massakrerne, der klart billiger, hvad der overgik "de ugudelige jøder", som var "Kirkens virkelige fjender". Det gælder f.eks. skrifterne af munken Bernhold og krønikeskriveren Fruitolf. [36]

2.4 Yderligere korstog

Pave Eugen III og St. Bernard af Clairvaux prædikede et nyt korstog i 1146, og dets prædiken blev igen efterfulgt af røveri, plyndring og drab på jøderne. Som Poliakov siger: "Og hvad der kun havde været et folkeligt og spontant udbrud halvtreds år tidligere, blev denne gang doktrinært udnyttet af glødende munkeprædikanter. Således sagde Abbé Pierre i Cluny i Frankrig: "Hvad godt er der ved at tage ud til verdens ende, med store tab af mænd og penge, for at bekæmpe saracenerne, når vi blandt os tillader andre vantro, der er tusind gange mere skyldige mod Kristus end muhamedanerne?" [37] Og munken Rudolf i Tyskland: "... Hævn først den korsfæstede på hans fjender, der lever her iblandt os, og tag derefter ud for at bekæmpe tyrkerne!" [38]

Der var hændelser og massakrer i Köln, Speyer, Mainz og Würzburg i Tyskland, samt i Carentan, Ramerupt og Sully i Frankrig; antallet af ofre nåede flere hundrede. Poliakov hævder, at hvad der var endnu mere markant, var fremkomsten for første gang af "anklagen om ritualmord, efterfulgt af en anklage om vanhelligelse af hostien [oblaten, der under den katolske messe forvandles til Jesu Kristi legeme, o.a.]". [39] Eller måske mente han "genkomsten", fordi anklagen om rituelmord går tilbage til antikken; den findes i skrifter af Apion [døde ca. 45-48 e.Kr.], Posidonius [døde c. 51 f.Kr.], Apollonius Molon [1. årh f.Kr.] og Socrates Scholasticus [døde c. 450 e.Kr.].

Léon Poliakov opsummerer jødernes skæbne, når et korstog blev startet:

"Hver gang middelalderens Europa blev grebet af en mægtig troens bevægelse, hver gang de kristne drog ud i det ukendte i Guds kærligheds navn, slog had til jøderne ud i flammer næsten overalt. Og jo mere de fromme impulser i hjertet søgte ud i handling, jo værre blev jødernes skæbne."

"Stort set hver gang et korstog blev prædiket, kunne de samme konsekvenser forventes. I 1183 (det tredje korstog) var der store massakrer i England - i London, York, Norwich, Stamford og Lynn; tyve år senere, på tiden for det albigensiske korstog [vendt mod katharerne i Sydfrankrig, o.a.], var der forfølgelser i Midi. Da et korstog blev ineffektivt prædiket i 1236, skete der også massakrer i det vestlige Frankrig, i England og i Spanien ..." [40].

Korstogene viste jødernes sårbarhed. I disse øjeblikke af krise blev de tvunget til at søge beskyttelse hos adelsmænd og konger. Disse verdslige magter beskyttede jøderne, fordi de opnåede nogle fordele fra dem. Korstogene generelt var, med ordene fra Encyclopaedia Judaica: "... fast prentet i jødernes historiske bevidsthed. Denne periode blev fremhævet i den folkelige bevidsthed som begyndelsen til og forklaringen på jødernes ulykke, skønt udskejelserne faktisk kun var symptomatiske for en proces, der allerede var blevet sat i gang tidligere." Men fra da af blev den faktiske jødiske historie en tragisk historie, fordi "der nu begyndte en periode med periodisk tilbagevendende massakre og forfølgelse, som farvede europæisk jødisk erfaring i århundreder frem." [41]

Noter

[1] Steven Runciman. A History of the Crusades, Vol. III, The Kingdom of Acre and the Later Crusades, Cambridge: Cambridge University Press, 1951, p. 474

[2] Andrew Bostom. The Legacy of Islamic Anti-semitism, Amherst: Prometheus Books, 2008, p. 33

[3] Ibn Ishaq. The Life of Muhammad, overs. Alfred Guillaume 1955: reprint, Oxford: Oxford University Press, 1987.

[4] Ibn Sa‘d, Kitab Al-tabaqat Al-kabir, overs. S. M. Haq (New Delhi: Kitab Bhavan, 1972), vol. 1, p. 32.

[5] al-Bukhari, The Book of al-Maghazi (Togter), overs. M. Muhsin Khan, vol. 5, bog 59 af Sahih (New Delhi: Kitab Bhavan, 1987), Hadith nr. 362, p. 241.

[6] Robert Wistrich. Antisemitism -- The Longest Hatred. Schocken Books, New York, 1991, p. 196.

[7] Benjamin Disraeli. Coningsby, Bog IV, kap. X, citeret i Bernard Lewis, Islam in History, New York, 1973, p. 317 n. 15.

[8] Jane Gerber. Towards an Understanding of the Term: 'The Golden Age' as an Historical Reality i Aviva Doron (red.), The Heritage of the Jews of Spain, Tel Aviv: Levinsky College of Education Publishing House, 1994, p. 16.

[9] Ibid., pp. 21-22.

[10] Shlomo Dov Goitein, “Evidence on the Muslim Poll Tax from Non-Muslim Sources: A Geniza Study,” Journal of the Economic and Social History of the Orient (JESHO) 6 (1963): 278-95, gengivet i Andrew Bostom, The Legacy of Islamic Antisemitism, Amherst: Prometheus Books, 2008, pp. 481-488.

[11] Léon Poliakov, The History of Antisemitism. Vol. II From Mohammed to the Marranos, overs. af Natalie Gerardi [Original fransk udg., Paris: Calmann-Lévy, 1961] Philadelphia: University of Pennsylvania Press, pp. 19-81.

[12] Personlig kommunikation fra Bat Ye'or.

[13] Personlig kommunikation fra Léon Poliakov.

[14] Robert Chazan. European Jewry and the First Crusade. Berkeley: University of California Press, 1987, p. 39.

[15] Ibid., pp. 38-50.

[16] Ivan G. Marcus. Review of European Jewry and the First Crusade by Robert Chazan i Speculum, Vol. 64, No. 3 (Jul., 1989), pp. 685-688.

[17] Ivan Marcus op. cit., p. 686.

[18] Idem.

[19] Robert Chazan, op. cit., p. 28.

[20] Steven Runciman. A History of the Crusades, Vol. I, The First Crusade and the Foundation of the Kingdom of Jerusalem, Cambridge: Cambridge University Press, 1951, pp. 134-35.

[21] Jean Richard. The Crusades c. 1071-c.1291, Cambridge: Cambridge University Press, 1999, p. 39.

[22] Maurice Samuel [døde i 1972], The Great Hatred. New York: Alfred A. Knopf, 1940.

[23] Joshua Trachtenberg, [døde i 1959], The Devil and the Jews. The Medieval Conception of the Jew and Its Relation to Modern Antisemitism. [Original udg. 1943, Yale University Press], New York: Harper Torchbook, 1966.

[24] Joshua Trachtenberg, op. cit., pp. 2-3.

[25] Ibid., p. 11.

[26] Steven Runciman, op. cit., p. 139.

[27] Engelsksproget original: Shlomo Eidelberg, (redaktør og oversætter). The Jews and the Crusades. The Hebrew Chronicles of the First and Second Crusades, New Jersey: KTAV Publishing house, Inc., 1996, p. 23.

[28] Iyar [eller Ijar] (hebraisk: אִייָר eller אִיָּר, Standard Iyyar Tiberian ʾIyyār; fra akkadisk ayyaru, hvilket betyder "roset, blomstre") er den ottende måned i det borgerlige år (der begynder den 1. Tishrei) og den anden måned i det religiøse år (som starter den 1. Nisan) efter den hebraiske kalender. Navnet er af babylonisk oprindelse. Det er en forårsmåned på 29 dage. Iyar falder normalt i april-juni efter den gregorianske kalender. [Fra Wikipedia]

[29] "Albert af Aix (eller Aachen) skrev en korstogenes historie frem til ca. 1120. Han er den vigtigste kilde til historien om Folkekorstoget. Han skrev i midten af det tolvte århundrede og besøgte aldrig Østen. Hans historie er baseret på øjenvidneberetninger og skriftlige kilder." http://www.fordham.edu/halsall/source/albert-cde.asp

[30] August C. Krey, The First Crusade: The Accounts of Eyewitnesses and Participants, (Princeton: 1921), pp. 54-56

[31] Runciman, op. cit., p. 139.

[32] Ibid., p. 140.

[33] Léon Poliakov. The History of Anti-Semitism. Vol. I, From the Time of Christ to the Court Jews. Overs. Richard Howard. Philadelphia: University of Pennsylvania Press, 2003 [Originale franske udg., Calmann-Lévy, Paris, 1955], p. 45.

[34] Runciman., p. 140.

[35] Monumenta Germaniae Historica, Scriptores, [MGH, SS.] edd. G.H.Pertz, T.Mommsen et al, (Hanover: Reichsinstitut für ältere deutsche Geschichteskunde, 1826- ) Vol. 6, Annales sax. p. 729.

[36] See MGH, SS Vol. 5, p. 464; Vol. 6, p. 208; citeret i Léon Poliakov. The History of Anti-Semitism. Vol. I, From the Time of Christ to the Court Jews. Overs. Richard Howard. Philadelphia: University of Pennsylvania Press, 2003 [Originale franske udg., Calmann-Lévy, Paris, 1955], p. 51.

[37] Dom Martin Bouquet, Recueil des historiens des Gaules et de la France, Paris 1752, [also 1865] Vol. 14, p. 642, citeret i Léon Poliakov. The History of Anti-Semitism. Vol. I, From the Time of Christ to the Court Jews. Overs. Richard Howard. Philadelphia: University of Pennsylvania Press, 2003 [Originale franske udg., Calmann-Lévy, Paris, 1955], p. 48.

[38] Beretning af Rabbi Ephraim bar Jacob fra Bonn i Adolf Neubauer og Moritz Stern, Hebräische Berichte über die Judenverfolgungen während der Kreuzzüge, Berlin, 1892, p. 188, citeret af Poliakov, op. cit., p. 48.

[39] Poliakov, Vol. I, p. 49.

[40] Poliakov, Vol. I, p. 49.

[41] Artiklen “Crusades”, i Encyclopaedia Judaica, 2. udg, 2008.

---

Oversættelse: Bombadillo