Islamisk antisemitisme
Af Ibn Warraq
Oversættelse af: Islamic Antisemitism
Kilde: New English Review
Udgivet på myIslam.dk: 15. juli 2017

Hvis intet andet er nævnt, er alle Koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Forord til The Legacy of Islamic Antisemitism, af Andrew Bostom, Amherst: Prometheus Books, 2007

Er islamisk antisemitisme kun et moderne fænomen? Hvad med den såkaldte Guldalder for islamisk tolerance - frem for alt som skildret i det islamiske Spanien? Her er villigheden til at acceptere romantikkens klichéer til at føle på. Og de forskere, som vi forventer udfører deres egen forskning og ikke blot accepterer og videregiver disse klichéer, skuffer så ofte.

Tag f.eks. tilfældet Amartya Sen, en berømt økonom og nobelpristager. Sen har i de senere år skrevet om emner uden for sit normale forskningsområde. Desværre synes han ikke at have bekymret sig om at kontrollere sin historie, hvilket ville have været let i betragtning af de ressourcer, der er til rådighed for ham.

Her er f.eks. hvordan Amartya Sen behandler myten om Maimonides. Amartya Sen fortæller os to gange i sin bog Identity and Violence at da "... den jødiske filosof Maimonides i det tolvte århundrede blev tvunget til at emigrere fra et intolerant Europa, fandt han et tolerant tilflugtssted i den arabiske verden." [1] Jeg ved ikke, hvordan man skal karakterisere denne fejludlægning af historien - "forsætlig", "grotesk", "uærlig" eller "typisk"? Den er helt sikkert et tegn på, at man i det nuværende intellektuelle klima åbenbart kan nedgøre Europa på enhver måde, man ønsker - helt til det punkt, hvor man fordrejer historien - uden at nogen af de fornemme lærde, der skrev rosende ord på bogens bagside, hæver et øjenbryn. Ironisk nok: den eneste anmelder, som gjorde indvendinger mod Sens ”forfladigede historie”, der ”er skræddersyet til tværreligiøse dialoger” var Fouad Ajami i The Washington Post. [2] Ajami mindede Sen om, at ...

"... dette kan ikke gå for at være historie. Maimonides, født i 1135, flygtede ikke fra "Europa" til den "arabiske verden": Han flygtede fra sin fødeby, Cordoba, i Spanien, som dengang var grebet af religiøs-politisk terror, og var ved at kvæles under åget af et berbisk muslimsk dynasti, almohaderne, der skulle komme til at undertrykke alt, hvad der var tilbage af conviviencia-kultur [den påstået fredelige sameksistens mellem religionerne i Al-Andalus, o.a.] og gøre livet for Spaniens jøder (og for de frie ånder blandt dets muslimer) til et rent helvede. Maimonides og hans familie flygtede fra branden af de muslimske bystater på Den Iberiske Halvø til Marokko og derefter videre til Jerusalem. Der herskede også mørke og terror i Marokko, og Jerusalem var lige så ugæstfri på tiden for korsfarernes kongerige. Redning fandtes kun i Cairo - undtagelsen, ikke reglen; dens sociale fred blev opretholdt af den oplyste Saladin."

Moses Maimonides [1135 -1204], jødisk rabbiner, læge og filosof, flygtede fra muslimerne, de intolerante almohader, der erobrede Cordoba i 1148. Almohaderne forfulgte jøderne, og gav dem valget mellem konvertering til islam, død eller eksil. Maimonides' familie og andre jøder valgte eksil. Men dette bragte ikke fred til jøderne, der hele tiden måtte være på farten for at undgå de altbesejrende almohader. Efter et kort ophold i Marokko og Det Hellige Land, bosatte Maimonides sig i Fostat, Egypten, hvor han blev læge for storvesiren Alfadhil, og muligvis for Saladin, den kurdiske sultan.

Maimonides' Brev til jøderne i Yemen [3] blev skrevet i omkring år 1172 som svar på forespørgsler fra Jacob ben Netanel al-Fayyumi, den daværende leder af det jødiske samfund i Yemen.

Jøderne i Yemen var inde i en krise, da de blev tvunget til at konvertere til islam, en kampagne startet omkring år 1165 af Abd-al-Nabi ibn Mahdi.

Maimonides gav dem vejledning og den opmuntring, han kunne.

Brevet til jøderne i Yemen giver et klart billede af, hvad Maimonides mente om Muhammed Profeten, ”Galningen”, som han kalder ham, og om islam generelt. Dette er, hvad Maimonides skrev:

"Du skriver, at oprørslederen i Yemen beordrede obligatorisk apostasi for jøderne ved at tvinge de jødiske indbyggere alle de steder, han havde underlagt sig, til at forlade den jødiske religion, ligesom berberne havde tvunget dem til at gøre i Maghreb [dvs. det islamiske vest]. Sandelig, denne nyhed har knækket os, og forbløffet og lamslået hele vort samfund. Og med rette. For disse er onde tidender, 'som skal få det til at runge i ørerne på alle, der hører om det!' (1. Samuelsbog 3:11) Vore hjerter er svækkede, vore sind er forvirrede, og legemets kræfter gået tabt på grund af de frygtelige ulykker, som religiøse forfølgelser har bragt over os fra de to ender af verden, øst og vest, 'så at fjenderne var i midt i Israel, nogle på denne side, og nogle på den anden.'" (Josvabogen 8:22 - [ikke den autoriserede danske oversættelse, o.a.]).

Maimonides påpeger, at muslimernes vedvarende jødeforfølgelser svarer til tvangskonvertering:

"... de kontinuerlige forfølgelser vil få mange til at glide væk fra vores tro, til at få betænkeligheder eller til at fare vild, fordi de var vidne til vores svaghed, og bemærkede vore modstanderes sejr og deres herredømme over os ..."

Han fortsætter: "Efter ham fremstod Galningen, der efterlignede sin forgænger, da han banede vejen for ham. Men han tilføjede det yderligere mål at tilvejebringe herredømme og underkastelse, og han opfandt sin velkendte religion." Mange middelalderlige jødiske forfattere omtalte almindeligt Muhammed som ha-meshugga, Galningen, et hebraisk ord, der - som Norman Stillman bemærker - er "svangert med bibetydninger". [4]

Maimonides peger på en af årsagerne til det muslimske had til jøder:

"Da muslimerne ikke kunne finde et eneste bevis i hele Bibelen og heller ikke en henvisning eller mulig hentydning til deres profet, som de kunne udnytte, var de tvunget til at rette beskyldning mod os og sige: 'I har ændret teksten i Toraen, og slettet alle spor af navnet Muhammed derfra.' De kunne ikke finde på noget stærkere end denne skændige argument."

Han bemærker dybden af muslimsk had til jøderne, men han kommenterer også den jødiske tendens til benægtelse, en egenskab, som han insisterer på, vil fremskynde deres destruktion:

"Husk på, mine trosfæller, at på grund af vore synders store antal, har Gud kastet os ind midt i dette folk, araberne, som har forfulgt os alvorligt og indført skadelig og diskriminerende lovgivning imod os, som Skriften har advaret os: 'Vore fjender selv skal dømme os' (5. Mosebog 32:31 - [ikke den autoriserede danske oversættelse, o.a.]). Aldrig har en nation forulempet, kuet, nedværdiget og hadet os så meget som dem. (...) Selv om vi blev vanæret af dem hinsides menneskelig udholdenhed, og måtte finde os i deres falskneri, opførte vi os alligevel som den, der er skildret af den inspirerede forfatter: 'Jeg er som en døv, der ikke kan høre, som en stum, der ikke kan åbne munden.' (Salme 38:14) Tilsvarende lærte vore vismænd os at bære Ismaels udflugter og urimeligheder i stilhed. De fandt en hemmelig hentydning til denne holdning i navnene på hans sønner: 'Mishma, Duma og Massa' (1. Mosebog 25:14), som blev fortolket til at betyde: 'Lyt, vær tavs og hold ud.' (Targum Pseudo-Jonathan, ad locum) Vi har indvilliget i, både gamle og unge, at hærde os mod ydmygelse, som Esajas lærte os: 'Jeg lod dem slå min ryg og rive skægget ud af mine kinder.' (50:6). Alt dette til trods, undslipper vi ikke denne fortsatte mishandling, som næsten knuser os. Uanset hvor meget vi lider og vælger at forblive i fred med dem, så vækker de strid og optøjer, som David forudsagde: 'så snart jeg taler fred, taler de krig.' (Salme 120:7). Hvis vi derfor starter vanskeligheder og kræver magt af dem, latterligt og urimeligt, overgiver vi os helt sikkert til destruktion."

Gennem de sidste femten år har visse vestlige forskere forsøgt at hævde, for det første, at islamisk antisemitisme, dvs. had mod jøder, kun er et nyt fænomen, der blev lært af nazisterne under og efter 1940'erne, og for det andet, at jøder i århundreder levede trygt under muslimsk styre, især i det muslimske Spaniens Guldalder. Ingen af disse påstande er understøttet af beviser. Islam 1, det vil sige teksternes islam, som den findes i Koranen og hadith (ord og gerninger af profeten og hans ledsagere) og i sira (Muhammeds biografi, som naturligvis overlapper med hadith) - og Islam 2, det vil sige islam, som den tidligt er udviklet eller uddybet fra disse tekster af koran-kommentatorer og retskyndige, og derefter mejslet i sten for mere end et årtusinde siden - og selv Islam 3, det vil sige den islamiske civilisation, altså hvad muslimer faktisk har gjort historisk - alle disse tre lag af islam har været dybt antisemitiske. Ja det vil sige: de har alle været anti-vantro, for også de kristne betragtes med ringeagt og foragt og had; men jøderne er blevet behandlet med, eller er ment at have fortjent, en særlig fjendtlighed.


ISLAM 1. Koranen, Muhammed, hadith og sunna.

Muhammed satte eksemplet på antisemitisme. Den ældste bevarede Muhammed-biografi, den af Ibn Ishaq som videregivet af Ibn Hisham, er fyldt med Profetens åbenlyse had til jøder. Han fik individuelle jøder myrdet, hvis han følte, at de på en eller anden måde havde fornærmet eller været ulydige mod ham. Da Muhammed gav befalingen: "Dræb enhver jøde, der falder i jeres magt," [5] myrdede Ibn Masud, en af hans tilhængere, Ibn Sunayna, som var en jødisk købmand. Andre af Muhammeds tilhængere var lykkelige ved at adlyde lignende ordrer fra deres leder: "Vores angreb på Allahs fjende spredte rædsel blandt jøderne, og der var ingen jøde i Medina, der ikke frygtede for sit liv.” [6] Andre jøder, der blev dræbt, inkluderede Sallam ibn Abul-Huqayq, [7] Kab b. al-Ashraf, [8] og al-Yusayr. [9] Den jødiske stamme Banu Qurayza, der rummede mellem 600 og 800 mænd, blev udryddet, [10] mens den jødiske stamme Banu'l-Nadir blev angrebet, og alle, der stadig var i live, blev fordrevet. [11]

Her er to yderligere eksempler på Muhammeds holdning til jøder; først fra Ibn Sads sira:

"Så skete Salim Ibn Umayr al-Amris 'sariyyah' (overfald) på Abu Afak, jøden, i (måneden) Shawwal i begyndelsen af den tyvende måned efter Allahs Apostels hijra (udvandring fra Mekka til Medina i 622 e.Kr.). Abu Afak var fra Banu Amr Ibn Awf og var en gammel mand, der var fyldt 120 år. Han var jøde og plejede at ophidse folk imod Allahs Apostel, og skrev (satiriske) vers (om Muhammed).

Salim Ibn Umayr, som var en af de store grædende og som havde med ved Badr, sagde: 'Jeg aflægger det løfte, at jeg enten vil dræbe Abu Afak eller dø foran ham.' Han ventede på en lejlighed, indtil der kom en varm nat og Abu Afak sov på en åben plads. Salim Ibn Umayr vidste det, så han satte sværdet ved hans lever og trykkede til, indtil det ramte hans seng. Allahs fjende skreg og de folk, der var hans tilhængere, kom farende til, tog ham til hans hus og begravede ham." [12]

Det andet eksempel kommer fra al-Bukharis kanoniske hadith-samling:

"Banu Nadir og Banu Qurayza kæmpede, så Profeten (Muhammed) forviste Banu Nadir og lod Banu Qurayza blive på deres steder. Han dræbte deres mænd og fordelte deres kvinder, børn og ejendom blandt muslimerne, men nogle af dem kom til Profeten, og han gav dem sikkerhed, og de antog islam. Han forviste alle jøderne fra Medina. De var jøderne fra Banu Qaynuqa, Abdullah bin Salams stamme og jøderne fra Banu Haritha og alle de andre jøder i Medina." [13]

Muhammeds intolerance over for andre religioner er godt bevidnet: ”... Jeg fik at vide, at det sidste påbud apostlen [Muhammed] gav [før sin død], var ordene: 'Lad ikke to religioner være tilbage på Den Arabiske Halvø';" [14] eller som Abu Dawoud udtrykte det: "Allahs Apostel sagde: ’Jeg vil helt sikkert fordrive jøderne og de kristne fra Arabien’." [15]

Efter 11. september 2001 kom mange åleglatte muslimer og islams-apologeter ud med følgende [sammenklippede, o.a.] koran-citat for at vise, at islam og Koranen misbilligede vold og drab: Koranen 5:32: "... hvis nogen dræber et menneske, er det, som om han havde dræbt alle mennesker." Desværre er disse vidunderligt klingende ord, som stammer fra en tidligere eksisterende jødisk tekst [Mishnah, 4. Afdeling], [16] citeret ude af kontekst. For allerede det næste vers giver en ganske anden mening end 5:32. Her kommer det fulde vers 32 samt vers 33:

"(32) På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet. Vore udsendinge har bragt dem klare beviser. Alligevel gik mange af dem derefter for vidt på jorden. (33) Gengældelsen for dem, der fører krig mod Allah og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente." (Koranen 5:32-33)

De tilsyneladende ædle følelser i det første vers, taget fra en jødisk kilde, bliver fuldstændig undergravet af det næste vers, som er blevet en morderisk trussel fra Muhammed mod jøderne. Langt fra at afsværge vold, insisterer disse vers aggressivt på, at enhver, der modsætter sig Profeten, vil blive dræbt eller korsfæstet, lemlæstet og fordrevet.

Angående intolerancen mod jøder og kristne og deres lavere status som dhimmier, har vi sura 9, vers 29-34:

"Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!" (Koranen 9:29)
"Jøderne siger: 'Ezra er Allahs søn!' Og de kristne siger: 'Messias er Allahs søn!' Det er de ord, de tager i deres mund. De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Allah bekæmpe dem! Hvor kan de være så forløjede?" (Koranen 9:30)
"De har taget deres skriftkloge og munke til herrer foruden Allah, og tillige Messias, Marias søn. Men de blev befalet kun at tjene én gud. Der er ingen anden gud end Ham. Højlovet være Han, hævet over det, som de sætter ved Hans side! ..." (Koranen 9:31)
"Han er den, der sendte sin udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Allahs side, hader det." (Koranen 9:33)
"I, der tror! Mange af de skriftkloge og af munkene fortærer menneskenes ejendom i bedrag og lægger hindringer på vejen til Allah. De, der puger guld og sølv sammen og ikke giver det bort for Allahs sag, dem skal du forkynde en pinefuld straf. (Koranen 9:34)

Pointen i alt det ovenstående er klar: Islam er den eneste sande religion; jøder og kristne er upålidelige og pengepugende, er ikke til at stole på, og er endda nødt til at betale en skat på den mest ydmygende måde:

"...Fornedrelse og elendighed blev deres lod; de [dvs. jøderne] pådrog sig Allahs vrede, for de troede ikke på Allahs tegn, og de slog med urette profeterne ihjel. For de var ulydige og gik gang på gang for vidt." (Koranen 2:61)
"Har du ikke set dem, der har fået andel i Skriften? De køber sig vildfarelsen og ønsker, at I skal komme på vildveje. Allah kender bedst jeres fjender. Allah er tilstrækkelig som ven, og Allah er tilstrækkelig som hjælper. Nogle af dem, der er jøder, rykker ordene ud af deres sammenhæng og siger: 'Vi hører, men adlyder ikke!' og: 'Hør, uden at få noget at høre!' og: 'Hold øje med os!', mens de forvrænger udtalen og nedgør religionen. Hvis de i stedet sagde: 'Vi hører og adlyder!' og: 'Hør!' og: 'Se på os!' ville det være bedre for dem og mere rigtigt. Men Allah har lagt en forbandelse over dem for deres vantro. De tror kun lidt." (Koranen 4:44-46)
"... fordi de, der er jøder, således har handlet uret, har Vi forbudt dem visse gode ting, der tidligere var dem tilladt; og ligeledes, fordi de ofte lægger hindringer på vejen til Allah, og fordi de, skønt de har fået forbud mod det, tager renter og ved falskhed fortærer andres ejendom. Vi har beredt en pinefuld straf til de vantro blandt dem." (Koranen 4:160-161) [17]

ISLAM 2. Koran-kommentatorer

Baydawi [død c. 1316] gav i Anwaar al-Tanziil wa-Asraar al-Ta'wiil denne kommentar til Koranen 2:61:

"...'fornedrelse og elendighed' dækkede dem som en kuppel, eller klæbede til dem som vådt ler til en mur – et billede på deres fornægtelse af gavmildheden. Jøderne er for det meste fornedrede og elendige enten af egen drift, eller af frygt for at få deres jizya fordoblet (...). Enten gjorde de sig fortjent til Hans vrede [eller] ... til den "fornedrelse og elendighed" og fortjente vrede, der gik forud for dette." [18]

Ibn Kathir [død 1373], understregede jødernes evige ydmygelse i overensstemmelse med Koranen 2:61:

"Denne ayah giver udtryk for, at Israels Børn var plaget af fornedrelse, og dette vil fortsætte, hvilket betyder, at den aldrig vil ophøre. De vil fortsætte med at skulle tåle ydmygelse i hænderne på alle, der kommer i kontakt med dem, sammen med den skam, de føler i det indre." [19]

ISLAM 3. Islamisk civilisation.

Her er eksempler på forfølgelsen af jøder i islamiske lande: Massakren på mere end 6000 jøder i Fez (Marokko) i 1033; de hundredvis af jøder, der blev dræbt mellem 1010 og 1013 i nærheden af Cordoba og i andre dele af det muslimske Spanien; massakren på hele det jødiske samfund bestående af omkring 4000 mennesker i Granada under de muslimske optøjer i 1066. Om den sidstnævnte massakre, skriver Robert Wistrich: ”Det var en katastrofe, lige så alvorlig som den, der ramte jøderne i Rhinlandet tredive år senere under det første korstog; alligevel har det sjældent fået megen videnskabelig opmærksomhed.” Wistrich fortsætter:

"I Kairouan [Tunesien] blev jøderne forfulgt og tvunget til at forlade byen i 1016; de vendte senere tilbage kun for at blive fordrevet igen. I Tunis i 1145 blev de tvunget til at konvertere eller forsvinde, og i det følgende årti var der hårde antijødiske forfølgelser over hele landet. Et lignende mønster af begivenheder fandt sted i Marokko efter massakren på jøder Marrakech i 1232. Ja, i den islamiske verden fra Spanien til Den Arabiske Halvø var plyndring af og drab på jøder udbredt. Det samme gjaldt straffende beskatning, indespærring i ghettoer, særlige kendetegn, som jøderne var tvunget til at bære på tøjet (en nyskabelse, hvor islam var forud for den middelalderlige kristendommen), og andre ydmygelser." [20]

Fouad Ajami talte i sin anmeldelse af Sens bog om ”kulturen af conviviencia”, som andre har kaldt Guldalderen af Tolerance i Spanien, før den blev ødelagt af almohadernes intolerance. Desværre viser "Guldalderen" sig også at være en myte, ironisk nok opfundet af jøderne selv. Myten kan meget vel være opstået så tidligt som i det tolvte århundrede, da Abraham Ibn Daud (c. 1110-1180) i sit værk Sefer ha-Qabbalah satte en idealiseret periode af tolerance i Toledos saloner i modsætning til det samtidige berberdynastis barbari [dvs. almohadernes barbari, o.a.]. Men myten tog et fast greb om jødernes fantasi i det nittende århundrede takket være bibliografen Moritz Steinschneider og historikeren Heinrich Graetz, og måske også under indflydelse af Benjamin Disraelis roman Coningsby, der blev udgivet i 1844. Her er en passage fra sidstnævnte roman, der giver et romantisk billede af det muslimske Spanien:

"... denne fair og uovertrufne civilisation, hvor Ismaels børn belønnede Israels børn med lige rettigheder og privilegier. I disse fredfyldte århundreder, er det vanskeligt at skelne tilhængerne af Moses fra tilhængerne af Muhammed. Begge opførte paladser, haver og fontæner, besatte i lige grad statens højeste embeder, konkurrerede i en omfattende og oplyst handel, rivaliserede med hinanden på berømte universiteter." [21]

Lige siden det 17. og 18. århundrede har vestlige intellektuelle, fra Pierre Bayle til Voltaire og Montesquieu, brugt islams formodede tolerance, som et redskab til at nedgøre kristendommen og dens relative intolerance.

På baggrund af stigningen i det nittende århundredes pseudovidenskabelige racisme, så jødiske historikere - som Jane Gerber bemærker - hen til islam "... for støtte, og søgte virkelige eller indbildte allierede og modeller for tolerance i Østen. Dyrkelsen af et kraftfuldt, blændende og strålende Andalusien midt i et uvidende og intolerant Europa dannede en vigtig komponent i den tids intellektuelle strømninger." [22] Men Gerber konkluderer sin nøgterne vurdering af Guldalder-myten med disse overvejelser:

"Den aristokratiske optræden af en udvalgt klasse af hoffolk og digtere, bør imidlertid ikke gøre os blinde for den kendsgerning, at denne tæt knyttede kreds af ledere og magtaspiranter hverken udgjorde hele den spanske jødiske historie eller hele det spanske jødiske samfund. Deres forgyldte øjeblikke i det tiende og ellevte århundrede er kun et kort kapitel i en længere saga. Ingen tvivl om, at Ibn Dauds polemik gav trøst og inspiration til en kriseramt elite i det århundrede, ligesom guldalder-billedet kunne trøste modløse landflygtige efter 1492. Den tilfredsstillede behovene hos det nittende århundredes fortalere for jødisk frigørelse i Europa eller det tyvende århundrede deltagere i den igangværende debat om Palæstina (...). Historien om jøderne i muslimske lande, især i det muslimske Spanien, har brug for at blive undersøgt på dens egne betingelser, uden myte eller modmyte." [23]

Og det er præcist, hvad Andrew Bostom har gjort - givet os en jødernes historie i muslimske lande, uden myte. Bostom bringer det nødvendige korrektiv til de idealiserede portrætter af Guldalderen og det osmanniske Tyrkiets påstået absolutte tolerance. Tålmodigt og metodisk, fremviser han jødernes virkelige situation på baggrund af dhimmitude-institutionen, som ubarmhjertigt forfulgte alle ikke-muslimer og reducerede deres liv til elendighed, liv, der yderligere blev afbrudt af massakrer og pogromer, som alle er uhyggeligt skildret af ham. Bostom tager også hensyn til opdagelserne fra Cairo-genizaen, som tvang selv den store historiker Shlomo Dov Goitein (d. 1985) til at revidere sine ideer om jødernes situation i islamiske lande. Mens Vesten har erkendt sin egen skammelige del i slavehandlen og den antisemitiske forfølgelse, og har taget skridt til - hvor muligt - at gøre skaden god igen, befinder de islamiske lande sig stadig i konstant benægtelse. Før de islamiske lande anerkender realiteterne af anti-jødisk forfølgelse i deres historie, er der intet håb om at bekæmpe det fortsatte had mod jøder i moderne tid, fra Marokko til Indonesien.


Noter

[1] Amartya Sen. Identity and Violence. The Illusion of Destiny. New York: W.W.Norton and Company. 2006, s. 66, og også på s. 16: "... anset jødiske filosof flygtede fra et intolerant Europa."

[2] Fouad Ajami: “Enemies, a Love Story." En nobelprismodtager hævder, at civilisationer ikke støder sammen. The Washington Post. Sunday, April 2, 2006.

[3] Moses Maimonides, Moses Maimonides' Epistle to Yemen: The Arabic Original and the Three Hebrew Versions, Edited from Manuscripts with Introduction and Notes by Abraham S. Halkin, and an English Translation by Boaz Cohen. New York: American Academy for Jewish Research, 1952.

[4] Norman Stillman. The Jews of Arab Lands. A History and Source Book. 1979, Philadelphia p. 236, and p. 236 note 8.

[5] The Life of Muhammad, p. 369.

[6] Ibid., p. 368.

[7] Ibid., pp. 482-483.

[8] Ibid., p. 364-369.

[9] Ibid., pp. 665-666.

[10] Ibid., pp. 461-469.

[11] Ibid., pp. 437-445.

[12] Ibn Sa‘d Kitab al-Tabaqat overs. S. M. Haq, 2 Vols., New Delhi, Vol. 1 p. 32.

[13] Sahih Al-Bukhari trans. Dr. M .Muhsin Khan, New Delhi: Kitab Bhavan, 1987, Vol.5, Book 59: Book of al-Maghazi (Raids), Hadith No. 362. p. 241.

[14] The Life of Muhammad , p. 689.

[15] Abu Dawoud Sunan, 3 Vols; Kitab Bhavan, New Delhi 1997, Vol. 2 Hadith No. 3024, p. 861.

[16] Mishnah. overs. af Jacob Neusner. New Haven: Yale University Press, 1988, The Fourth Division: The Order of Damages, Sanhedrin 4:5.J.: "Derfor blev mennesket skabt alene, (1) for at lære dig, at enhver, der ødelægger en enkelt israelitisk sjæl anses af Skriften for at have ødelagt en hel verden." s. 591.

[17] Her er nogle flere citater fra Koranen:

"Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat! Jøderne siger: 'Ezra er Allahs søn!' Og de kristne siger: 'Messias er Allahs søn!' Det er de ord, de tager i deres mund. De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Allah bekæmpe dem! Hvor kan de være så forløjede? De har taget deres skriftkloge og munke til herrer foruden Allah, og tillige Messias, Marias søn. Men de blev befalet kun at tjene én gud. Der er ingen anden gud end Ham. Højlovet være Han, hævet over det, som de sætter ved Hans side!" (Koranen 9:29-31)
"I, der tror! Mange af de [jødiske] skriftkloge og af munkene fortærer menneskenes ejendom i bedrag og lægger hindringer på vejen til Allah. De, der puger guld og sølv sammen og ikke giver det bort for Allahs sag, dem skal du forkynde en pinefuld straf." (Koranen 9:34)
"Hvorfor forbyder rabbinerne og de skriftkloge dem ikke at føre syndig tale og fortære uretmæssig gods? Ulykkeligt er det, som de foretager sig. Jøderne siger: 'Allahs hånd er lænket!' Måtte deres egne hænder være lænkede, og måtte de være forbandede for det, som de siger! Nej, Hans hænder er åbne! Han giver, som Han vil. Det, der er blevet sendt ned til dig fra din Herre, får overmodet og hadet til at vokse hos mange af dem. Vi har sat splid og had imellem dem lige til opstandelsens dag. Hver gang de antænder krigens brand, vil Allah slukke den. De stræber efter at skabe fordærv på jorden. Allah elsker ikke dem, der skaber fordærv." (Koranen 5:63-64)
"Vi sluttede pagt med Israels børn og sendte udsendinge til dem. Hver gang en udsending bragte dem noget, de ikke brød sig om, beskyldte de nogle af dem for at lyve, og andre slog de ihjel. De regnede med, at der ikke ville være nogen prøvelse. De var blinde og døve. Allah tilgav dem, men igen blev mange af dem blinde og døve. Allah ser, hvad de gør." (Koranen 5:70-71)
"Du finder, at det er jøderne og dem, der sætter andre ved Allahs side, der er mest fjendtligt stemt overfor dem, der tror;" (Koranen 5:82)
"I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Allah retleder ikke de folk, der handler uret." (Koranen 5:51)
"I, der tror! Tag jer ikke nogen af dem, der fik Skriften før jer, til venner, hvis de spotter jeres religion og gør nar ad den, og heller ikke nogen af de vantro! Frygt Allah, hvis I er troende." (Koranen 5:57)
"Sig: 'I Skriftens folk! Er I kun vrede på os, fordi vi tror på Allah og på det, der er blevet sendt ned til os, og på det, der blev sendt ned tidligere, og fordi de fleste af jer er gudløse?'" (Koranen 5:59)
"... Der findes blandt dem [jøderne og de kristne] et fællesskab, der er tilbageholdende; men ondt er det, som mange af dem gør." (Koranen 5:66)
"Han fik dem af Skriftens folk, der havde bistået dem [jøderne fra banu Qurayza], til at komme ned fra deres befæstede stillinger og satte dem en skræk i livet, idet I dræbte en del og tog en del til fange." (Koranen 33:26)
"Sig: 'Skal jeg underrette jer om en gengældelse fra Allah, der er værre end dette? Dem [dvs. jøderne], som Allah forbandede og vrededes på, og hvoraf Han gjorde nogle til aber og svin, og de, der dyrker afguderne, de er værre stillet og har forvildet sig længere bort fra den rette vej.'" (Koranen 5:60)

[18] Baydawi. red. Fleischer, H. O. Commentaius in Coranum. Anwaar al-Tanziil Wa-Asraar al-Ta’wiil. 1846—48. Genoptryk Osnabrück 1968, p. 63. Engelsk oversættelse af Michael Schub.

Flere citater fra Baydawi:

... ”'for de troede ikke på Allahs tegn, og de slog med urette profeterne ihjel' på grund af deres vantro på mirakler, f.eks. opdelingen af havet; skyerne, der gav skygge; sendelsen af manna og vagtler; opsplitning af klippen i tolv kilder; eller vantro på de åbenbarede bøger, f.eks. Evangeliet, Koranen, steningsverset og de vers i Toraen, hvor Muhammed er skildret; og deres drab på profeter som Shay'aa [Esajas], Zakariyyaa, Yahyaa, et al. - alle dræbt uretfærdigt, fordi de mente, at fra disse profeter burde intet tros, og at de derfor fortjente at blive dræbt.
Derudover beskylder [Allah] dem for at følge lunefuld fantasi og kærlighed til denne verden, hvilket Han demonstrerer i udtalelsen: 'For de var ulydige og gik gang på gang for vidt', dvs. oprørskhed, vrangvillighed og fjendtlighed bragte dem ind i vantro på tegnene og til at dræbe profeterne. Tilgivelige synder fører til alvorlige synder, ligesom små bidder af lydighed fører til større stykker (...). Allah gentog dette bevis på det uforbederlige [i jøderne], som er grunden til deres vantro og mord, og som er årsagen til at de begår synder og overskrider de grænser, der er sat af Allah."

[19] Ibn Kathir. Tafsir Ibn Kathir, Riyadh, Vol. 1, 2000, pp. 245-246.

"Al-Hassan kommenterede: 'Allah ydmygede dem under fødderne på muslimerne, der dukkede op på et tidspunkt, hvor majus (zoroastrianerne) tog jizya fra jøderne.' Og Abu Al-Aliyah, Ar-Rabi bin Anas og As-Suddi sagde, at 'elendighed' i denne ayah betyder 'fattigdom'. Atiyah Al-Awfi sagde, at 'elendighed' betyder 'at betale hartkorn [tilth] (skat)'. Desuden sagde Ad-Dahhak til Allahs udsagn: '... de pådrog sig Allahs vrede ...' at 'de fortjente Allahs vrede'. Og Ibn Jarir sagde, at 'de pådrog sig Allahs vrede' betyder: '... de tog tilbage med vreden'. Tilsvarende sagde Allah: 'Jeg ser gerne, at du pådrager dig min synd såvel som din egen' (Koranen 5:29), som betyder: 'Du vil ende med at bære mine og dine fejl i stedet for mig.' Meningen med denne ayah bliver således: 'De tog tilbage bærende Allahs vrede: Allahs vrede kom ned over dem; de fortjente Allahs vrede.'
Allahs erklæring: '... for de troede ikke på Allahs tegn (beviser, vidnesbyrd osv.), og de slog med urette profeterne ihjel' betyder: 'Dette er, hvad Vi belønner Israels Børn med: Fornedrelse og elendighed.' Allahs vrede, der kom ned over Israels Børn, var en del af den ydmygelse, de fortjente, fordi de gik imod sandheden og ikke troede på Allahs lov, dvs. profeterne og deres tilhængere. Israels Børn afviste Budbringerne og tilmed dræbe dem. Der er helt sikkert ingen form for vantro, der er værre end vantro på Allahs ayat og at myrde Allahs profeter.”

[20] Robert Wistrich. Antisemitism: The Longest Hatred. Schocken Books, New York, 1991, p. 196

[21] Benjamin Disraeli. Coningsby, Book IV, Ch. X, citeret i Bernard Lewis, Islam in History, New York, 1973, p. 317 n. 15.

[22] Jane Gerber. Towards an Understanding of the Term: 'The Golden Age' as an Historical Reality i Aviva Doron (red.), The Heritage of the Jews of Spain, Tel Aviv: Levinsky College of Education Publishing House, 1994, p. 16.

[23] Ibid., pp. 21-22.




Oversættelse: Bombadillo