I en tale, holdt på Columbia Universitet, gav Umberto Eco en detaljeret gennemgang af fjorten egenskaber, der for ham var typiske for den evige fascisme (som han også kalder ur-fascisme). Han tilføjede dog denne forklarende detalje: ”Disse egenskaber kan ikke samles i et system; mange af dem modsiger hinanden og er også typiske for andre former for despotisme eller fanatisme. Men det er tilstrækkeligt, at én af dem er til stede, for at fascismen kan samle sig omkring den.”

Umberto Eco: [1] Traditionsdyrkelse. ”Sandheden er allerede fastlagt én gang for alle, og vi kan kun fortolke dens dunkle budskab.”

Islam er selve essensen af traditionsbunden religion. Først – Koranen er Allahs evige og ufejlbarlige ord og indeholder hele Allahs endelige åbenbaring til mennesket, og må adlydes i alle detaljer. "I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer og fuldbyrdet Min nåde over jer. Jeg finder behag i overgivelsen til Allah [islam] som religion for jer." [K. 5:3] Koranen er uforanderlig: "... Sig: "Det tilkommer ikke mig at lave om på den [Koranen] af mig selv. Jeg følger kun det, der er blevet mig åbenbaret. Hvis jeg sætter mig op imod min Herre, må jeg frygte straffen på en vældig dag." [K. 10:15] "Læs op, hvad der er blevet åbenbaret dig af din Herres skrift! Ingen kan ændre Hans ord, og du vil ikke finde noget sted at søge tilflugt ud over Ham." [K. 18:27] Koranen er en nøjagtig og uforanderlig kopi af det originale skrift, der bevares i himmelen.

Det er en muslims ønske at leve et nyt liv i overensstemmelse med en religiøs lov, der er villet af Allah og er i overensstemmelse med profeten Muhammeds hensigter. Koranen selv (dvs. ufortolket) gav tydeligvis ikke tilstrækkeligt med vejledende principper til at imødekomme de første muslimers skiftende behov. I alle sager, verdslige så vel som religiøse, måtte man først konstatere og følge Profetens vilje, som en sand vejledning i praktisk livsførelse. Profetens ledsagere blev opfattet som den bedste kilde til Profetens vilje, dvs. de mennesker, der levede deres liv i hans selskab, var vidne til hans handlinger og hørte selve hans egne ord og udtalelser om alle sider af dagligt liv. Efter den første generations bortgang, måtte fromme muslimer sætte deres lid til medlemmerne af næste generation, som gav videre, hvad de havde lært fra den første. Således modtog hver periode, hvad der var blevet overleveret gennem de foregående generationer. Til sidst blev en handlemåde og vurdering accepteret som værende korrekt og dens legitimitet fastslået, hvis en kæde af pålidelige overleveringer (isnad, på arabisk) kunne føre den tilbage til en af Profetens ledsagere, som kunne bekræfte, at den var i overensstemmelse med Profetens hensigter. På basis af sådanne overleveringers styrke blev der etableret visse rituelle og juridiske sædvaner, som også blev praktiseret af islams første autoritative troende og som fandt sted for øjnene af Profeten selv. Som sådan fik de karakter af hellige. De kaldes sunna, hellig sædvane. Den form, hvori de er udtrykt, kaldes hadith, tradition. Sunna og hadith er ikke synonyme; hadith er dokumentationen for sunna.

Sunna afspejler nøje det ældste muslimske samfunds opfattelser og praksis, og fungerer derfor som den mest autoritative fortolkning af Koranen. Koranen kan ikke give svar på ethvert problem, en moralsk følsom muslim kan møde; og den bliver først levende og virksom gennem sunna. Desuden er Koranen, i modsætning til hvad mange muslimer tror, en ekstremt uklar tekst; selv muslimske koran-fortolkere indrømmer, at de ikke forstår meningen med mange ord og hele passager. For eksempel har fortolkerne klassificeret uklare eller dunkle koran-sætninger i Zahir (åbenbare) eller Khafi (skjulte). Khafi-sætningerne er videre underinddelt i Khaji, Mushkil, Mujmal og Mutashabih. I Khaji-sætningerne er andre personer eller ting skjult under ordets eller udtrykkets almindelige mening; Mushkil-sætningerne er flertydige; Mujmal-sætningerne har en mangfoldighed af fortolkninger, mens Mutashabit-sætningerne er kringlede udtryk, som det ikke er muligt for et menneske at finde mening i før på genopstandelsens dag. Koranen selv fortæller os, at den indeholder flertydige vers samt vers, hvis fortolkning kun kendes af Allah (K. 3:7).

Sharia eller islamisk lov bygger på fire principper: Koranen; Profetens sunna, som er inkorporeret i de anerkendte overleveringer (hadith); den samstemmende mening (ijma) af de lærde fra det ortodokse samfund; og afledning ved analogisk slutning (qiyas).

Mange liberale muslimer (hvis dette ikke er en selvmodsigelse) begejstres over ijma, fordi de fornemmer, at der deri ligger, på en eller anden måde, deres eneste håb om at modernisere islam. Men historisk set har idéen om konsensus (ijma) intet demokratisk over sig; masserne er udtrykkeligt udelukket. Det drejer sig om konsensus mellem de tilstrækkeligt kvalificerede og lærde autoriteter. Læren om ufejlbarligheden af denne konsensus, langt fra at muliggøre en tankens frihed som man kunne have forventet, virkede til fordel for en tiltagende doktrinær indsnævring og forhærdelse. I begyndelsen af 900-tallet blev islamisk lov strengt fastlagt, fordi muslimske lærde følte, at alle væsentlige spørgsmål nu var grundigt gennemdiskuteret og endeligt afgjort. Der fæstnede sig gradvist en enighed om, at ingen fremover kunne tænkes at have de nødvendige kvalifikationer til uafhængig juridisk tænkning. Al fremtidig aktivitet måtte begrænses til forklaring, anvendelse og, i det højeste, fortolkning af læren, som var lagt fast én gang for alle. Denne lukning af døren til uafhængig tænkning betød i realiteten en ubetinget accept af de etablerede skolers og autoriteters læresætninger. Islamisk lov blev i stigende grad stiv og størknet i dens endelige form.

Liberale muslimer mener, at de er mere frigjorte end deres “fundamentalistiske” fætre og kusiner, fordi de (de liberale muslimer) tror, at de, ved en eller anden kreativ genfortolkning af Koranen, kan bringe Koranen, om end skrigende og sparkende, ind i det 21. århundrede. For det første synes det ikke at falde disse vildledte liberale muslimer ind, at de stadig er fanger af en dunkel, usammenhængende og bizar middelalderlig tekst, en mærkværdig sammensmeltning af talmudisk jødedom, apokryf kristendom og hedensk overtro (især i riter og ritualer tilknyttet Hajj-pilgrimsfærden), fuld af barbari. De har ikke klippet deres navlestreng og forsøger stadig at få mening ud af en ofte meningsløs tekst, der er mere end tusind år gammel. For det andet har dette ønske om genfortolkning ført til nogle egensindige og intellektuelt uærlige ”genlæsninger” af Koranen. Feminister foregiver, at den “virkelige Koran” har et progressivt kvindesyn og menneskerettighedsaktivister foregiver, på trods af overvældende bevis på det modsatte, at den “virkelige Koran” er fuldstændig forenelig med FN’s Universelle Menneskerettighedserklæring. Sandheden er, at Koranen, og sharia afledt af Koranen, er totalitære konstruktioner, der forsøger at kontrollere hvert eneste aspekt af individets liv, fra måden han eller hun kommer af med sin afføring på, måden hvorpå han/hun spiser, klæder sig, arbejder, gifter sig, elsker, beder, til måden hvorpå han eller hun tænker over et hvilken som helst emne. Og til sidst, selvom Koranen er åben for en vis genfortolkning, er den ikke uendelig fleksibel.

Umberto Eco: [2] ”Traditionalisme medfører afvisning af modernisme. (…) Oplysningstiden, fornuftens tidsalder, ses som begyndelsen til nutidens fordærv. I denne forstand kan [den evige fascisme] defineres som irrationalisme.”

Umberto Eco: [3] "Irrationalisme afhænger også af dyrkelsen af handling for handlingens egen skyld (…). Tænkning er en form for kastrering. Derfor er kultur mistænkelig, for så vidt den identificeres med kritiske holdninger. Mistillid til den intellektuelle verden har altid været symptom på ur-fascisme [eller evig fascisme].

Umberto Eco: [4] "Ingen synkretistisk tro kan modstå analytisk kritik. Den kritiske ånd laver sondringer, og at sondre er et tegn på modernisme. I den moderne kultur hylder det videnskabelige samfund uenighed som en vej til at forbedre kvaliteten af viden. For ur-fascismen (eller den evige fascisme) er uenighed forræderi.”

Umberto Eco: [5] "Desuden er uenighed et tegn på diversitet. Ur-fascisme (eller evig fascisme) vokser op og søger konsensus ved at udnytte og forværre den naturlige frygt for forskellighed. En fascistisk bevægelses første appel er en appel vendt mod udefra kommende, der trænger sig på. Ur-fascisme (eller evig fascisme) er pr. definition racistisk.”

Jeg vil vise, mutatis mutandis, at islam også afviser modernisme, er fjendtlig overfor fornuft og kritisk tænkning, frygter uenighed og forfærdes over ’indtrængende,’ skønt islams form for udelukkelse er baseret på religion og ikke race.

Genopvækkelsen af muslimsk tænkning i moderne tid står i stor gæld til værker af inderen (senere pakistaneren) al-Maududi. I værker som f.eks. Jihad in Islam, Islam and Jahiliyya, The Principles of Islamic Government var al-Maududi den første moderne muslimske tænker, der ”nåede frem til en radikal fordømmelse af moderniteten og dens uforenelighed med islam, og til at formulere en definition af den fare, denne udgjorde.” Sayyid Qutb, den ægyptiske tænker, var til dels påvirket af al-Maududi og følte, at ”Herredømmet skulle vende tilbage til Allah alene, nemlig til islam, dette holistiske system, som Han skænkede mennesket. En total offensiv, en jihad, skulle føres imod moderniteten, så en moralsk genoprustning kunne finde sted. Det endelige mål er at genetablere Allahs rige på jord…”

For det andet: lad os ikke glemme, at alle de tre store abrahamitiske religioner er irrationelle, dvs. bygger på irrationelle dogmer, der ikke kan modstå kritisk prøvelse. Hele den bærende struktur i disse tre religioner er historisk i den forstand, at alle tre afhænger af den historiske sandhed af formodede begivenheder, der er beskrevet i deres respektive skrifter. Men voksende kritisk udforskning og videnskabelig tænkning (historisk, filologisk, arkæologisk) har afsløret usandsynligheden af de historiske begivenheder, der er beskrevet i deres skrifter og traditioner. Mens højere bibel-kritik, udviklet af store tænkere som Spinoza og videreudviklet i Tyskland i det 19. århundrede, er en velkendt størrelse for, i det mindste, uddannede vesterlændinge og intellektuelle i almindelighed, så synes forbavsende få mennesker, selv blandt vestlige islamologer, at være klar over skrøbeligheden af den muslimske tros historiske fundament.

Muslimer er tilsyneladende uvidende om, at den tyske højere kritik [German Higher Critics] direkte angår deres trossystem, der virker uimodtagelig for rationel tænkning. Der er f.eks. absolut intet arkæologisk, epigrafisk eller dokumentarisk bevis for, at Abraham nogen sinde satte sin fod i Arabien, endsige byggede Kaabaen. Mange forskere, som T. L. Thompson, har tilmed fremsat den idé, at ikke alene Abraham, men også Isak og Jakob aldrig har eksisteret. Muslimer er også forpligtet på dogmet om, at Moses skrev Pentateuken [Mosebøgerne] til trods for, at forskning siden det 17. århundrede, udført af tænkere som La Preyre, Spinoza og Hobbes, samt i det 19. århundrede af historikere som f.eks. Julius Wellhausen, har vist, at Moses umulig kan have skrevet de fem første bøger i det Gamle Testamente. Ingen vestlig forsker tror på den apokryfe fortælling om Jesus, der findes i Koranen. Endvidere er det totalt irrationelt at fortsætte med at tro, at Koranen er Allahs ord, når selv den mindste smule rationel tænkning vil afsløre, - at Koranen indeholder ord og passager, der er henvendt til Allah (f.eks. al-Fatiha [sura 1] og suraerne 6:104; 6:114; 17:1; 27:91; 81:15-29; 84:16-19; osv.); - at Koranen er fuld af historiske fejl: I sura 40:36 bliver Haman, som i virkeligheden var minister for den persiske kong Ahasverus (nævnt i Esters Bog), identificeret som minister for Farao på Moses’ tid; - at der er en sammenblanding af Maria, Jesu moder, med Mirjam, som var søster til Moses og Aron; - at der i sura 2:249-50 er en tydelig sammenblanding mellem fortællingen om Saul, der fortælles her, og beretningen om Gideon i Dommerbogen 7:5; - at beretningen om Alexander den Store historisk set er håbløst forvansket (sura 18:82).

Endelig har Goldziher, Lammens og Schacht vist, at et stort antal traditioner (hadith), der anerkendes i selv de mest kritisk udvalgte muslimske samlinger, er direkte forfalskninger fra sent i det 8. til det 9. århundrede. Det er ganske enkelt irrationelt fortsat at anerkende ”sandheden” af disse traditioner.

Den islamiske teologis historie kan ses som en kamp mellem fornuft og åbenbaring, med den endelige triumf for åbenbaringens diktater, med sejr for irrationalitet og blind lydighed overfor traditionen.

Det er utvivlsomt sandt, at der ved islams begyndelse var en rationaliserende tendens f.eks. i mutaziliternes teologi. Men mutaziliterne var ikke desto mindre muslimer, hvilket i sig selv, som jeg har forsøgt at hævde ovenfor, er en tilkendegivelse af irrationel tro. For det andet var de parat til at myrde dem, der afviste deres doktriner, og talte for jihad på alle de områder, hvor deres lære ikke havde overtaget. De var ansvarlige for Mihna eller den Muslimske Inkvisition.

Til sidst blev mutaziliternes rationalisme besejret af al-Asharis filosofi (han døde i 935), som, uden helt at afvise fornuften, i det væsentlige underordnede den åbenbaringen. Og rationalismen fik det endelige dødsstød af de egentlige traditionalister, hvis synspunkter til sidst sejrede i islam. Traditionalisterne havde ikke tid til skolastisk teologi, som for dem ikke var bedre end aristotelisk filosofi – begge førte til vantro. Traditionalisterne nægtede at bøje sig for aql, eller fornuft; for dem var fornuft ikke nødvendig for religiøs forståelse. Religiøs sandhed fandtes i Koranen og sunna, som begge måtte accepteres uden spørgsmål eller tvivl. F.eks. skal al-Shafii, på ægte traditionalistisk manér, have sagt, at folk, der gør sig til talsmænd for skolastisk teologi med dens begrænsede rationalitet, ”burde prygles med piske og sandalsåler og derefter føres i procession til alle stammer og lejrpladser, mens der proklameres om dem: ’Dette er belønningen for dem, der svigter Koranen og sunna og giver sig hen til skolastisk teologi (kalam).’” Al-Ghazali var på samme måde afvisende overfor fornuften; han kritiserer konstant grækerne og de muslimer, der var påvirket af dem. Al-Ghazali opfatter grækerne som kilden til al slags vantro; han var totalt afvisende overfor fri forskning; f.eks. skriver al Ghazali i hans Ihay ulum al-adin, afsnit 7, kapitel 2, at nogle af de naturlige videnskaber er i strid med loven og religionen, og i kapitel 3, at vi skal afholde os fra fri tænkning og acceptere profeternes konklusioner. Den store Ibn Khaldun er også mistænkelig overfor utøjlet fornuft, som han også mener, er kilden til vantro. “Nej”, skrev Ibn Khaldun, “man må være på vagt ved fuldstændig at afvise enhver spekulation over (årsager) (…). Vi har fået den befaling, fuldstændigt at forlade og undertrykke enhver spekulation over [årsager] og rette os mod alle årsagers Årsag, så sjælen klart og fast bliver farvet af Allahs enhed. En mand, der standser op ved årsagerne, bliver frustreret. Han siges med rette at være en vantro. (…) Derfor har Muhammed forbudt os at studere årsager.”

Det endegyldige tegn indenfor islam på frygten for uenighed er uden tvivl loven om apostasi (på arabisk irtidad eller ridda; en apostat kaldes en murtadd). I Koranen (16:106 ff) trues apostaten kun med straf i den næste verden, men i islamisk lov er straffen døden. I traditionerne overleverer Ibn Abbas følgende udtalelse af Profeten: ”Dræb ham, der skifter sin religion” eller ”halshug ham” (Ibn Maja, Hudud, bab 2; Nasai, Tahrim al-dam, bab 14; Bukhari, Murtaddin, bab 2; Tirmidhi, Hudud, bab 25, Abu Dawud, Hudud, bab. 1; Ibn Hanbal, I.217, 282, 322.)

Endelig kommer vi til islams frygt for de ’udenforstående.’ Islam prædikede utvivlsomt, til islams ære, lighed mellem fribårne, mandlige muslimer. Men muslimske kvinder eller muslimske slaver betragtes naturligvis ikke som ligestillede. I teorien er islam ikke racistisk. Men islam udelukker folk på basis af tro. Frelse udenfor den islamiske tro er umulig. Verden er opdelt i muslimer og ikke-muslimer. Der er rigtig mange ytringer i Koranen, der prædiker had og uvilje mod ikke-muslimer og viser patologisk frygt for ”den anden:”

4:101: De vantro er en åbenlys fjende af jer.

60:4: Vi vil ikke kendes ved jer [dvs de vantro]. Mellem os og jer er fjendskabet og hadet blevet åbenlyst, for altid, med mindre I vil tro på Allah alene.

58:22: Du vil ikke finde, at folk, der tror på Allah og den yderste dag, elsker dem, der sætter sig op imod Allah og Hans udsending …

9:7: Hvordan skulle der hos Allah og Hans udsending kunne være en pagt med dem, der sætter andre ved Allahs side …

8:13-14: For de satte sig op imod Allah og Hans udsending, og den, der sætter sig op imod Allah og Hans udsending! – Allah er streng til at straffe. Sådan er det, så smag det! De vantro har ildens straf i vente.

8:55: De værste dyr er hos Allah dem, der er vantro, for de vil ikke tro …

25:55: De tjener foruden Allah noget, der hverken kan være dem til skade eller gavn. Den vantro er en hjælper mod sin Herre.

5:72: Enhver, der sætter nogen ved Allahs side, vil Allah nægte adgang til Haven. Hans herberg bliver Ilden. De, der handler uret, vil ikke have nogen til at hjælpe sig.

9:23: I, der tror! Tag ikke jeres fædre eller brødre til venner, hvis de foretrækker vantroen frem for troen! De af jer, der tager dem til venner, handler uret.

9:28: I, der tror! De, der sætter andre ved Allahs side, er urene.

3:28: De troende skal ikke tage sig de vantro til venner i stedet for de troende; den, der gør dette, hører slet ikke Allah til – med mindre I tager jer meget i agt for dem.

3:118: I, der tror! Tag jer ikke fortrolige venner udenfor jeres egen kreds! De vil uafladeligt gøre jer forvirrede! De elsker, når I har modgang. Hadet er tydeligt kommet til udtryk gennem deres mund, men hvad deres hjerte gemmer, er endnu værre.

5:14: Så vakte Vi fjendskab og had iblandt dem [de kristne] lige til opstandelsens dag. Allah vil underrette dem om, hvad de har gjort.

5:64: … Det, der er blevet sendt ned til dig fra din Herre, får overmodet og hadet til at vokse hos mange af dem [jøderne]. Vi har sat splid og had imellem dem [jøderne] lige til opstandelsens dag.

5:51: I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Allah retleder ikke de folk, der handler uret.

Kristne anses for at være marginalt bedre end jøderne, men Koranen anklager dem stadig for at forfalske skrifterne. 5:73: ”Vantro er de, der siger: ’Allah er den tredje af tre.’ Der findes kun én gud. Hvis de ikke ophører med at tale således, vil en pinefuld straf vente dem af dem, der er vantro.”

De bliver også beskyldt for at tilbede Jesus som Allahs søn, og er, ligesom jøderne, ført på vildspor og må bringes tilbage til den sande religion, dvs. islam.

Ifølge Koranen, nærer jøder et intenst had til alle sande muslimer, og som straf for deres synder, blev nogle af dem, i fortiden, forvandlet til aber og svin (sura 5:60); andre vil få deres hænder bundet til halsen og kastet i Ilden på Dommedag. Den holdning til jøderne, der pålægges muslimerne, kan kun beskrives som antisemitisk og har bestemt ikke bidraget til bedre forståelse, tolerance og sameksistens.

5:51: I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Allah retleder ikke de folk, der handler uret.

5:57-64: I, der tror! Tag jer ikke nogen af dem, der fik Skriften før jer, til venner, hvis de spotter jeres religion og gør nar ad den, og heller ikke nogen af de vantro! Frygt Allah, hvis I er troende! Når I kalder til bøn, spotter de den og gør nar ad den. For de er uforstandige folk.

Sig: “I Skriftens folk! Er I kun vrede på os, fordi vi tror på Allah og på det, der er blevet sendt ned til os, og på det, der er blevet sendt ned tidligere, og fordi de fleste af jer er gudløse?”

Hvorfor forbyder rabbinerne og de skriftkloge dem ikke at føre syndig tale og fortære uretmæssigt gods? Ulykkeligt er det, som de foretager sig.

Jøderne siger: “Allahs hånd er lænket!” Måtte deres egne hænder være lænkede, og måtte de være forbandede for det, som de siger!

Jøder bliver ofte i Koranen beskyldt for at forvanske skrifterne og holde fast ved doktriner, de aldrig har hævdet:

9:29-30: Bekæmp dem, der ikke tror på den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!

Jøderne siger: ”Ezra er Allahs søn!” Og de kristne siger: ”Messias er Allahs søn!” Det er de ord, de tager i deres mund. De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Allah bekæmpe dem! Hvor kan de være så forløjede?”

Og de fortjener til fulde enhver straf de får:

2:61: “Fornedrelse og elendighed blev deres lod; de påtog sig Allahs vrede, for de troede ikke på Allahs tegn, og de slog med urette profeterne ihjel. For de var ulydige og gik gang på gang for vidt.”

4:160-61:”… fordi de, der er jøder, således har handlet uret, har Vi forbudt dem visse gode ting, der tidligere var dem tilladt; og ligeledes, fordi de ofte lægger hindringer på vejen til Allah, og fordi de, skønt de har fået forbud mod det, tager renter og fortærer andres ejendom. Vi har beredt en pinefuld straf til de vantro blandt dem.”

Dette er nogle af de synspunkter, der udtrykkes i Koranen, som for alle muslimer, og ikke kun ”fundamentalister”, er Allahs eget uskabte ord. Den er gyldig til alle tider og steder, dens idéer er, ifølge alle muslimer, absolut sande og hævet over enhver kritik.

Muhammeds behandling af jøderne er bestemt ikke hævet over kritik. Den koldblodige tilintetgørelse af banu Qurayza (som indebar drabet på mellem 600 og 900 mænd), uddrivelsen af Banu Nadir og den senere massakre på dem (ofte overset i historiebøgerne) er ikke tegn på ædelmodighed og medfølelse. Hans behandling af jøderne i Khaybar-oasen tjente ”som model for de traktater, som de arabiske erobrere indgik med de undertvungne folk i områderne udenfor Arabien.” Muhammed angreb oasen i 628, og fik en af lederne tortureret for at finde stammens skjulte rigdomme, og da jøderne havde overgivet sig, gav han dem kun lov til fortsat at dyrke jorden, hvis de gav ham halvdelen af deres udbytte. Muhammed forbeholdt sig også ret til at ophæve traktaten og fordrive jøderne, når som helst han ønskede det. Denne traktat eller overenskomst blev kaldt en DHIMMA, og de der accepterede den, blev kendt som DHIMMIER. Alle ikke-muslimer, som senere accepterede muslimsk overhøjhed og gik ind på at betale en skat til gengæld for ”muslimsk beskyttelse”, blev kaldt dhimmier.

Med henvisning til Khaybar-dhimmaen fordrev den anden kalif, Umar senere (i 640) jøderne og de kristne fra Hijaz (området der indeholder de hellige byer Mekka og Medina). Han siges at have citeret Profeten angående retten til at ophæve enhver pagt, han ønskede, samt Profetens berømte udtalelse: ”To religioner skal ikke være sammen på arabernes halvø.” Til denne dag har enhver anden religion været forbudt i Saudi-Arabien og mange kristne er blevet henrettet for blot at praktisere deres religion. Her er, hvordan Amnesty International beskriver situationen i Saudi-Arabien:

”Hundreder af kristne, inklusive kvinder og børn, er blevet arresteret og tilbageholdt over de sidste tre år, de fleste uden anklage eller rettergang, alene for at have givet fredeligt udtryk for deres religiøse tro. Snesevis er blevet tortureret, nogle ved piskning, under fængslingen (…). Besiddelse af ikke-islamiske religiøse genstande – inklusive Bibelen, rosenkranse, kors og billeder af Jesus Kristus – er forbudt og kan blive konfiskeret.” (AINO 62; Juli/August 1993).

I det mindste siden Renæssancen, har en af den vestlige civilisations kendetegn været dens interesse for andre lande og samfund. Denne universelle nysgerrighed er stadig et afgørende, næsten eksklusivt, kendetegn for Europa og hendes døtre. I modsætning hertil er muslimer dybt overbevist om deres civilisations endegyldighed, fuldkommenhed og grundlæggende selvtilstrækkelighed. For muslimer er islam den ene sande tro, udenfor hvilken der kun er vantro. “I [muslimer] er det bedste fællesskab, der er blevet frembragt for menneskene”, fortæller Koranen muslimerne (sura 3:110). Det er en bemærkelsesværdig kendsgerning, at indtil i det mindste sent i det 16. århundrede, da tyrkiske historikere begyndte at vise en uklar og stadig svag interesse for europæisk historie, har muslimske historikere, med tre fornemme undtagelser, og muslimer i almindelighed kun vist ringe interesse i intellektuelt at træde udenfor deres egen civilisation. Undtagelserne er netop hvad de er, undtagelser: geografen Masudi, kulturhistorikeren og iagttageren Biruni og historikeren Rashid al-Din. Indtil slutningen af det 18. århundrede var meget få europæiske bøger oversat til ”muslimske” sprog, og de fleste af disse handlede om nyttige emner så som lægevidenskab. Denne indstilling har varet ved til denne dag. Intet islamisk land har universitetsfakulteter, der studerer ikke-islamiske civilisationer med en sigende undtagelse i Tyrkiet, hvor man i Ankara kan studere sanskrit. Selv dette at lytte til vestlig klassisk musik betragtes som uheldigt og en fare for islamisk civilisation; ”en arabers forræderi begynder, når han nyder at lytte til Mozart og Beethoven;” skrev tuneseren al-Wasiti (citeret af Norman Daniel, Euro-Arab dialogue, p. 88). Her er, hvordan en politisk analytiker opsummerer situationen i 1990’erne:

“Arabere kan være velinformerede om valutabevægelser og den seneste snak om udsigterne for vestlige økonomier, men ved forbavsende lidt om, hvordan vestlige samfund og regeringer arbejder. Selv de, der lever i Vesten eller hyppigt besøger den på ferie, har ikke megen forståelse for den, fordi når de er der, så blander de sig, i de fleste tilfælde, kun med andre arabere, hovedsagligt deres egne slægtninge, og viser ingen interesse for kulturen, historien eller institutionerne i de lande, de er i.”

Dr. Muhamed Talbi giver udtryk for det samme ved at citere Ibn Khaldun og Maryam Jameelah:

"Au VIIIe / XIVe siècle, Ibn Khaldun, dont le génie est pourtant incontestable, écrivait: "Il faut donc se tenir à l'écart des sciences relatives aux religions antérieures à l'Islam et il est interdit d'en discuter". Ibn Khaldun, en cela seulement, fut écouté, ou plutôt il était l'interprète d'une mentalité qui avait preevalu jusqu'à nos jours. "Peu de musulmans, écrit Maryam Jameelah, ont réellement une connaissance profonde de l'Occident. Combien de musulmans, par exemple, maîtrisent – ils le grec ou le latin, et combien sont – ils intellectuellement équipés pour étudier le Judaïsme et le Christianisme aussi bien que les idéologies laïques à partir d'un point de vue musulman? Alors que des générations d'orientalistes occidentaux avaient étudié l'Islam conformément à leurs besoins et à leurs buts, n'est - il pas essentiel que quelques ulémas deviennent des occidentalistes?"
[fransk i originalen, o.a.]

Muslimer er sikre på, at islam ikke alene er Allahs fulde sandhed, men også dens endelige udtryk. Derfor frygter og forfølger muslimer post-islamiske religiøse bevægelser som bahaierne og ahmadierne. Her er, hvad Amnesti International skriver om ahmadiernes vanskelige situation [ASA: 33/15.91]:

”Ahmadier ser sig selv som muslimer, men ortodokse muslimer ser dem som hæretikere, fordi de kalder grundlæggeren af deres bevægelse for al-Masih [Messias]; dette antages at indebære, at så kan Muhammed ikke være profeternes segl, som ortodokse muslimer hævder, dvs. Profeten, som kom med det afsluttende budskab fra Allah til menneskene (…). Som et resultat af disse divergenser, har ahmadierne været udsat for diskrimination og forfølgelse i nogle muslimske lande. I midten af 1970’erne opfordrede Den muslimske Liga muslimske regeringer over hele verden til at skride ind overfor ahmadierne. Siden da, er ahmadierne blevet forbudt i Saudi-Arabien.”

Umberto Eco: [6] "Ur-fascisme (eller evig fascisme) kommer af individuel eller social frustration.”

Der har været en demografisk eksplosion i den islamiske verden og lederne har simpelthen ikke magtet at løse problemerne med arbejdspladser, boliger, sundhedsfaciliteter, transport, høj inflation – alt sammen blandet med menneskerettighedskrænkelser (tortur, summarisk retshåndhævelse, henrettelser osv.). Denne fiasko er blevet meget dygtigt udnyttet af islamisterne til at forøge deres prestige, til at forøge deres magt, hvilket igen har ført til voksende krav om mere islamisering af samfundet. En anden væsentlig faktor i den igangværende islamiske vækkelse har at gøre med islams identitetskrise, især over for Vestens overvældende økonomiske og kulturelle succes i modsætning til de post-koloniale regimers relative økonomiske, kulturelle og humanitære nederlag i den islamiske verden. Disse nederlag har ført til voksende frustration, misundelse og had til Vesten, samt en overdreven understregning af deres islamiske identitet. Og “eftersom islam for muslimer pr. definition står højere end alle andre trosretninger, kan muslimers fejl og nederlag i denne verden kun betyde, at de ikke praktiserer autentisk islam og deres stater ikke er sande islamiske stater. Behandlingen er derfor en tilbagevenden til Profetens og hans ledsageres rene, autentiske islam, en afvisning og eliminering af de tilføjelser og fornyelser, der har nedværdiget og fordærvet troen og svækket det islamiske samfund …”

Umberto Eco: [7] ”… Ved roden af ur-fascismens psykologi er der således en besættelse af tanken om en sammensværgelse, sandsynligvis af international art. Tilhængerne skal føle sig under belejring. Den letteste måde at bekæmpe sammensværgelsen på er ved at appellere til fremmedhadet. Men sammensværgelsen må også komme indefra: Jøderne er sædvanligvis det bedste mål, fordi de har den fordel at være til stede både indenfor og udenfor.”

Troen på internationale sammensværgelser, eller med andre ord, konspirationsteorier, er nøglen til forståelsen af politikken i Mellemøsten. Som Daniel Pipes skriver i sit meget roste studie: “The Hidden Hand, The Middle East Fears of Conspiracy”:

“Enhver, der vil gøre sig håb om at forstå Mellemøsten, må erkende eksistensen af konspirationsteoriernes fordrejende linser, forstå dem, tage hensyn til dem og måske endda planlægge omkring dem. Konspirationisme [troen på internationale sammensværgelser eller konspirationer] er nøglen til forståelsen af Mellemøstens politiske kultur.”

Forbløffende nok har de fleste ledende muslimske tænkere og aktører i det 20. århundrede fremsat konspirationsteorier for at undskylde de islamiske landes vedvarende kulturelle og økonomiske tilbageståenhed; den almindelig brug af sådanne teorier vidner om en vægring mod at tage ansvaret for egne fejl. Som Pipes siger i sit brillante værk:

”… selv om helt store konspirationsteorier først dukkede frem i Mellemøsten i slutningen af det 19. århundrede, så rækker deres motiv langt videre; faktisk rækker de ofte helt tilbage til profeten Muhammeds tid. I det store og hele er konspirationsteoretikere i færd med at genfortolke hele islams historie, idet de udplyndrer middelaldertekster for at finde tilfælde af sammensværgelse, især fra jøders og kristnes side.”

Den iranske lærde Ervand Abrahamian har vist, hvor fremherskende konspirationisme er i Iran og hvordan de ofte fører til tragiske konsekvenser, som massehenrettelserne i 1981-82:

“Da [Folkets] Mojahedin i juni 1981 forsøgte at styrte den Islamiske Republik, erklærede Khomeini, at CIA planlagde en repeteret udførelse af 1953 og at hele oppositionen, ikke bare mojahedinerne, var impliceret i denne mægtige internationale sammensværgelse. På seks korte uger skød den Islamiske Republik over tusinde fanger. Ofrene inkluderede ikke bare mojahedinerne, men også royalister, bahaier og jøder.”

"Kurdere, baluchier, arabere, qashqayier, tukomanere, medlemmer af Den Nationale Front, maoister, anti-stalinistiske marxister, og selv apolitiske teenagepiger, der tilfældigvis var i den forkerte gade på det forkerte tidspunkt. Aldrig tidligere i Iran har henrettelsespelotoner dræbt så mange på så kort tid på grund af så spinkle beskyldninger.”

Muslimske tænkere bygger deres forståelse af moderne historie på forudsætningen om en vestlig sammensværgelse mod islam. Muhammad al-Ghazali, en ledende nutidig muslimsk tænker fra Ægypten, skrev for eksempel: ”Der er en sammensværgelse imod islam (…) af vestlig sekularisme, fordi den hævder, at islam er en farlig religion.” Khomeini går videre ved at forklare: ”I jødernes, Amerikas og Israels interesse, skal vi [muslimer] fængsles og dræbes, vi skal ofres for de fremmedes onde hensigter.” Ifølge denne tankegang løftede islam muslimerne op, kulturelt, militært og økonomisk, men på grund af ydre indflydelse og jøders og imperialisters sammensværgelse, er muslimer blevet lokket væk fra Koranen, sharia, den muslimske livsform, og har derfor mistet deres faste ståsted. Stemmeret til kvinder, som shahen af Persien gav, så Khomeini som et ”forsøg på at fordærve vore kyske kvinder” og en sammensværgelse mod islam, ”måske sat i scene af jødiske og zionistiske spioner” med det formål at ødelægge ”statens uafhængighed og økonomien.” Han så Rushdies roman, De sataniske vers, som en dødelig trussel mod islam.

Som Pipes konkluderer, så accepterer næsten alle de mest indflydelsesrige muslimske tænkere, som Hasan al Banna, Sayyid Qutb og Abu’l A’la al-Maududi, forudsætningen om en jødisk og europæisk sammensværgelse mod islam, hvilket også gælder for de fleste prædikanter, lærde, journalister og politikere. Selve forfatningen i Irans Islamiske Republik henviser til sammensværgelse, når den beskriver Den Hvide Revolution (shahens landreformer) som en ”amerikansk sammensværgelse, (…) en snedig manøvre for at stabilisere grundlaget for den kolonialistiske regering [shahens] og styrke Irans (…) bånd til verdensimperialismen.” Denne forfatning lover også ikke-muslimer en god behandling, hvis de afstår fra at deltage ”i konspirationer udklækket mod Irans Islamiske Republik.”

Mellemøstens muslimer frygter to hovedkonspiratorer, jøderne og imperialisterne. Jøderne ses som en trussel mod hele menneskeheden og menes at være ansvarlige alle verdens onder, fra mordene på Lincoln, McKinley og Kennedy til de franske og russiske revolutioner, osv. Som Robert Wistrich siger det: For de Muslimske Brødre i Ægypten ”repræsenterer jødedommen, af alle islams myriader af fjender, den ultimative vederstyggelighed, ondskaben i dens reneste ontologiske form.” Og som Daniel Pipes tilføjer: Det samme gælder for mange andre muslimer, f.eks. den meget indflydelsesrige ægyptiske tænker, Sayyid Qutb, som skrev: ”Gennem de lange århundreder forgiftede [jøderne] – beklageligvis – den islamiske arv på en måde, som kun kan afsløres gennem nye århundreders anstrengelser.”

En anden ægyptisk tænker, Mustafa Mashur, ser jøder bag ”ethvert ubehageligt, afvigende princip” i historien.

Muslimer opfattede FN’s Internationale Konference for Befolkning og Udvikling, afholdt i Cairo i 1994, som et internationalt komplot med det formål, at underminere islam og tilintetgøre muslimer. Adil Husayn, en ledende muslimsk ægyptisk tænker, gjorde gældende, at Vestens fremme af fødselskontrol “ikke sigter imod at udvikle den fattige verden. Det er en racistisk plan udtænkt for at kunne blive ved med at plyndre og svække os til fordel for den dominerende hvide race (…). Konferencen er kulminationen af et projekt, der sigter mod at tilintetgøre menneskeheden og muslimer.”

Hvad er helt præcist årsagen til udbredelsen af konspirationsteorier i det muslimske Mellemøsten? Mange analytikere er overbevist om, at islams natur spiller en rolle i konspirationsteoriernes udklækning og forevigelse. Talemåden ”hellere 100 års undertrykkelse end 1 dags anarki,” opsummerer frygten for anarki (fitna), der ligger dybt i islamisk kultur, og som kan have fremmet den paranoide tænkemåde. Mellemøstlige analytikere peger mere almindeligt på fatalismen, der indprentes af islam. Selv om der, som sædvanligt, er modstridende udtalelser i Koranen om dette emne, endte det med, at læren om prædestination sejrede i islam. Her er nogle citater fra Koranen, der har ført til en form for fatalisme indenfor islam.

54:49: Alt har Vi skabt tilpas.

3:145: Ingen skal dø undtagen med Allahs tilladelse, efter en bestemmelse med en tidsfrist.

87:2: Han, som skaber og former, som tilmåler og retleder…

8:17: Det var ikke jer, der slog dem ihjel, men Allah, der slog dem ihjel. Når du kastede, var det ikke dig, der kastede, men Allah, der kastede.

9:51: Intet andet kan ramme os end det, som Allah har bestemt for os.

(Se også, 13:30; 14:4; 18:101; 32:32; 45:26; 62:22)

Kanan Makiya, den irakiske politiske tænker, ser ”ekstrem fatalisme (…), der måske er et karaktertræk ved islamisk kultur i almindelighed,” som en hovedforklaring på konspirationsteorierne. Efter hans opfattelse, undergraver dette verdenssyn idéen om mennesket som ansvarligt for sig selv. Homa Katouzian sporer på samme måde konspirationsteorierne tilbage til en “ubegribelig fatalisme” og Jahangir Amuzegar tilskriver dem et ”fatalistisk træk.” Andre peger på shia-traditionen for taqiyya (forstillelse – for at beskytte sig selv og værne om troen); og endelig peger nogle på shia-traditionen for martyrdom (shihada), som lader iranere eksternalisere det onde, i et forsøg på at lægge ansvaret for deres nederlag, ugerninger og bommerter over på andre, der konspirerer imod dem.

Umberto Eco: [8] ”Tilhængerne må føle sig ydmyget af deres fjenders pralende rigdom og magt (…). Men tilhængerne må på den anden side være overbevist om, at de kan overmande fjenderne. Ved et stadigt skifte af retorisk fokus, gøres fjenderne på samme tid for stærke og for svage. Fascistiske regeringer er dømt til at tabe krige, fordi de af natur er ude af stand til objektivt at vurdere fjendens styrke.”

Muslimerne i Mellemøsten er blevet konstant ydmyget gennem århundreder, men måske på intet tidspunkt mere end sidst i det 18. århundrede, da Napoleon brasede ind på scenen med erobringen af Egypten. Lige siden da, er muslimer fortsat med at være på samme tid tiltrukket og frastødt af vestlig civilisation og alle dens materielle og spirituelle varer, som de ikke har råd til at købe, eller efterligne af frygt for at blive beskyldt for forræderi mod islam. Seksdageskrigen med Israel var en total ydmygelse ikke blot for arabere, men for alle muslimer over hele verden. Og som Umberto Eco siger, er de dømt til at tabe krige, fordi de synes ude af stand til rationelt og objektivt at vurdere fjendens styrker og svagheder. Fjenden ses som både for stærk og for svag. Som Field udtrykker det: Den paranoide stil i Mellemøsten ”er tydeligvis forbundet med teoretikernes generelle uvidenhed om den omgivende verden, og det er klart en ulempe for ethvert samfund. Troen på sammensværgelser, kombineret med uvidenhed, får araberne til at overdrive Vestens magt og fejlbedømme dens motiver og får dem til at tro, at den er fjendtlig og manipulerende, når den mere sandsynligt er moralsk dømmende, til tider optaget af at sikre staters suverænitet og/eller beskytte egne olieinteresser, generelt interesseret i at fremme sin eksport, og ofte ligeglad med arabiske spørgsmål – eller måske bekymrede, men ude af stand til at se, hvordan den kan påvirke begivenhederne.”

For folk i Mellemøsten er den jødiske eller imperialistiske konspirator på samme tid for magtfuld og for svag. ”Konspiratoren hviler aldrig, vakler aldrig, begår aldrig fejl og viser aldrig frygt; påstande om det modsatte er misinformation. Han er utrættelig.” ”Hver dag pønser [islams fjender] på nye sammensværgelser og planer.” Den zionistiske konspiration ”har enorme ressourcer til sin rådighed: penge, medier, industri, teknologi, olie, militært isenkram og efterretningsvæsener, anført af Mossad og CIA.” Gamal Abdel Nasser troede også på Vestens almagt: “Amerikanerne ved udmærket, hvad vi vil sige, hvor vi vil hen og hvad vi vil gøre.” Sattareh Farman Farmaian fortæller om tjenerne i hendes families iranske hjem, at de ”troede, at englænderne var så diabolske, at de endog kunne skabe oversvømmelser, tørke og jordskælv. Og det er sandt, at for iranerne forekom englænderne at være nærmest overnaturligt intelligente.”

Og alligevel - islams fjender vinder aldrig. ”Jøderne kan forsøge, men de vil aldrig tilintetgøre [muslimerne].” Eller som Baghdad Observer skrev: ”En rasende kampagne er blevet ført af USA i Sikkerhedsrådet for at skade Irak, kvæle dets økonomi og udsulte dets befolkning. Men alligevel, da konspirationens første kapitler ikke kunne svække Irak, så vil den sidste del af fjendens plot definitivt lide samme skæbne. Hele sammensværgelsen er dømt til at mislykkes.”

Umberto Eco: [9] ”For ur-fascismen (evig fascisme) er der ingen kamp for livet, men liv leves snarere for kampen. Pacifisme er således omgang med fjenden. Det er ikke godt, fordi livet er permanent krigsførelse.”

Umberto Eco: [11] ”… Enhver uddannes til at blive en helt (…). Denne heltedyrkelse er nøje forbundet med dyrkelse af døden. I ikke-fascistiske samfund får almindelige lægfolk at vide, at døden er ubehagelig, men må mødes med værdighed; de troende får at vide, at den er den smertefulde vej til overnaturlig lyksalighed. I modsætning hertil, higer ur-fascisten efter en heroisk død, der udråbes som den største belønning for et heroisk liv. Den ur-fascistiske helt er utålmodig efter at dø. I sin utålmodighed sender han oftere andre mennesker i døden.”

Umberto Ecos punkt [9] passer naturligt sammen med punkt [11], så jeg vil behandle de to her og gemme punkt [10] til senere.

Islams totalitære natur er intet sted mere åbenbar end i begrebet om jihad, hellig krig, hvis yderste mål er at erobre hele verden og underkaste den islam, den ene sande tro, Allahs lov. Til islam alene er sandheden givet – der er ingen mulighed for frelse udenfor den. Det er den hellige pligt – en religiøs pligt fastsat i Koranen og traditionen - for alle muslimer at bringe den til hele menneskeheden. Jihad er en guddommelig institution, specielt indstiftet med det formål at udbrede islam. Muslimer skal stræbe, kæmpe og dræbe i Allahs navn:

9:5: ”Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem!”

4:76: “De, der tror, kæmper for Allahs sag …”

8:12: “Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!”

8:38-39: “Sig til dem, der er vantro, at hvis de holder inde, vil de få tilgivelse for det, der allerede er sket! Men hvis de gør det igen! – De sædvanlige indgreb fandt jo sted før i tiden, mod de tidligere slægter. Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Allah!”

2:218: “Men de, der tror, og de, der udvandrede og kæmpede for Allahs sag, de kan håbe på Allahs barmhjertighed. Allah er tilgivende og barmhjertig.”

Det er en alvorlig synd for en muslim at skulke fra kampen mod de vantro; de der gør det, vil riste i helvede:

8:15-16: “I, der tror. Når I på fremmarch møder dem, der er vantro, må I ikke vende ryggen til dem! Den, der da vender ryggen til dem (…) er hjemfalden til vrede fra Allah. Hans herberg er Helvede. Hvilket ulykkeligt endeligt!”

9:39: “Hvis I ikke rykker ud, vil Han tildele jer en pinefuld straf og erstatte jer med et andet folk.”

De, der falder i kampen for den ene sande religion, islam, vil blive rigeligt belønnet i det hinsidige:

4:74: “Lad dem, der vil sælge det jordiske liv for det hinsidige, kæmpe for Allahs sag! Den, der kæmper for Allahs sag, vil Vi give en vældig løn, uanset om han bliver dræbt, eller om han sejrer.”

Det er til overflod klart fra mange af de ovennævnte vers, at Koranen ikke taler om metaforiske kampe eller moralske korstog; den taler om slagmarken. At læse den slags blodtørstige formaninger i en hellig bog er chokerende.

Menneskeheden er opdelt i to grupper – muslimer og ikke-muslimer. Muslimerne er medlemmer af det islamiske samfund, ummaen, hvis territorium er Dar ul Islam, islams land [eller hus], hvor islams forordninger er gældende. Ikke-muslimerne er harbierne, befolkningen i Dar ul Harb, krigens land [eller hus]. Dette er ethvert land tilhørende de vantro, der endnu ikke er kuet af islam, men som ikke desto mindre er bestemt til at overgå til islamisk jurisdiktion, enten ved konversion eller ved krig (harb). Alle krigshandlinger er tilladt i Dar ul Harb. I det øjeblik Dar ul Harb er undertvunget, bliver harbierne krigsfanger. Imamen kan gøre med dem, hvad han vil efter omstændighederne. Ve den by, der gør modstand, og derefter tages af den islamiske hær med storm. I dette tilfælde har indbyggerne ingen rettigheder overhovedet, og som Sir Steven Runciman siger i sin "The Fall of Constantinople, 1453":

“Den erobrende hær har lov til tre dages ubegrænset plyndring; og de tidligere gudshuse, med alle andre bygninger, bliver den sejrende hærførers ejendom; han kan disponere over dem, som han vil. Sultan Mehmet [gav, efter Konstantinopels fald i 1453,] sine soldater lov til tre dages plyndring, hvilket de havde ret til. De strømmede ind i byen (…). De dræbte alle, de mødte på gaderne, mænd, kvinder og børn uden forskel (…) Blodet løb i floder ned ad de stejle gader (…). Men snart var deres lyst til nedslagtning mættet. Soldaterne indså, at fanger og kostbare genstande ville give dem større udbytte.”

I andre tilfælde bliver de solgt som slaver, fordrevet eller behandlet som dhimmier, der bliver tolereret som andenklasses undersåtter, så længe de betaler en regelmæssig skat.

Det er almindeligt for islam-apologeter nu til dags, hvad enten de er muslimer eller vestlige beundrere, at fortolke ”jihad” i en ikke-militær betydning som ”moralsk kamp” eller ”moralsk stræben”. Men det er fuldkommen uberettiget at foregive, at Koranen og bøgerne om islamisk lov taler om ”moralsk korstog.” Det forholder sig snarere, som Rudolf Peters fremstiller det i sit definitive studie af jihad: ”I bøgerne om islamisk lov betyder ordet væbnet kamp mod de vantro, hvilket også er en almindelig betydning i Koranen.” Når islam-apologeter må indrømme, at der henvises til virkelige slag, så fortsætter de med at foregive, at kamp kun er tilladt for at forsvare muslimer og at offensive krige er ulovlige. Men igen, dette er ikke den klassiske lære i islam; som Peters gør klart, så blev sværdet vers [9.5 og 9:29] udlagt som ubetingede befalinger om at bekæmpe de vantro, og at disse vers desuden ophævede alle tidligere vers angående omgangen med ikke-muslimer. Peters opsummerer den klassiske lære på følgende måde:

“jihad-doktrinen er fastlagt i værkerne om islamisk lov, udviklet ud fra koraniske forskrifter samt Profetens og de første kaliffers eksempel, som er optegnet i hadith. Doktrinens kerne er eksistensen af én enkelt islamisk stat, der styrer hele ummaen [det muslimske samfund]. Det er ummaens pligt at udvide denne stats territorium, for at bringe så mange mennesker som muligt under dens herredømme. Det endelige mål er at bringe hele verden under islamisk styre og at udrydde vantro: ’Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Allah!’ Ekspansionistisk jihad er en kollektiv pligt (fard ala al-kifaya), som er opfyldt hvis tilstrækkeligt mange mennesker deltager i dem. Hvis dette ikke sker, lever hele ummaen [det muslimske samfund] i synd.”

Her er flere krigeriske vers fra Koranen, Allahs ord, der siger til muslimer, at de skal dræbe, myrde på hans vegne:

2:193: Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald, og indtil religionen er Allahs!

2:216: Jeres forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod. Måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer. Allah har viden; men det har I ikke.

9:41: Ryk ud, med let oppakning eller med tung, og kæmp med jeres ejendom og liv for Allahs sag! Det er bedst for jer, hvis I har viden.

9:123: I, der tror! Bekæmp de af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad dem finde jer skånselsløse!

66:9: Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløse imod dem! Helvede bliver deres herberg. Hvilket ulykkeligt endeligt!

9:73: Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløse mod dem! Deres herberg bliver Helvede. Hvilket ondt endeligt!

8:65: Profet! Anspor de troende til at kæmpe! Hvis der er tyve udholdende mænd af jer, vil de besejre to hundrede, og hvis der er hundrede af jer, vil de besejre tusind af dem, der er vantro, for de er folk, der intet forstår.

47:4: Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne…

25:52: Så giv ikke efter for de vantro, men bekæmp dem af al magt med Koranen!

8:67: Der tilkommer ikke en profet nogen fanger, før han har kæmpet og sejret i landet.

Hvad Umberto Eco kalder heltedyrkelse og dødsdyrkelse er smukt eksemplificeret i den muslimske martyrdyrkelse. Koranen lover Paradiset med dets forførende hurier til alle dem, der dør for islams sag:

47:4-6: “… De, der bliver dræbt for Allahs sag, deres handlinger vil Han ikke lade gå tabt. Han vil retlede dem og give dem fred i sindet. Han vil lade dem træde inde i Haven, hvortil Han har givet dem kendskab.”

9:111: “Allah har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven: De skal kæmpe for Allahs sag, dræbe og selv blive dræbt …”

3:169-71: “Du skal ikke regne med, at de, der blev dræbt for Allahs sag, er døde! Nej! De lever hos deres Herre og bliver forsørget …”

3:157-58: “Hvis I bliver dræbt eller dør for Allahs sag; - tilgivelse og barmhjertighed fra Allah er bedre end det, de samler sammen. Når I dør eller bliver dræbt, vil I blive ført til Allah i samlet flok.”

Bukhari giver følgende hadith: “Fortalt af Anas bin Malik: ’Profeten sagde: ”Ingen, der dør og finder goder fra Allah (i det hinsides), vil ønske at komme tilbage til denne verden, heller ikke selvom han blev givet den hele verden (…) undtagen martyren, som, efter at have set martyriets ophøjethed, ville ønske at komme tilbage til verden for at blive dræbt igen (for Allahs sag).”’”

Til sidst - om pligten til jihad skal jeg citere to muslimske tænkere, som er højt beundret i Vesten. Først Ibn Khaldun, som i sin Muqaddimah skriver:

”I det muslimske samfund er hellig krig en religiøs pligt på grund af den muslimske missions universalisme og (pligten til at) omvende alle til islam enten ved overtalelse eller ved magt.”

Og nu til Averroës, en meget romantiseret skikkelse i Vesten:

”Ifølge hovedparten af de lærde, så er jihads obligatoriske natur baseret på sura 2:216: ’Jeres forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod.’ Pligten til at deltage i jihad gælder for voksne frie mænd, som har midler til rådighed til at gå i krig, og som er ved godt helbred. (…) Lærde er enige om, at alle polyteister skal bekæmpes; dette er grundlagt i sura 8:39: ’Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Allah!’ (…) De fleste lærde er enige om, at der for imamen, i hans behandling af fanger, er forskellige muligheder åbne. Han kan benåde dem, gøre dem til slaver, dræbe dem, eller frigive dem mod en løsesum eller gøre dem til dhimmier [ikke-muslimer, som er andenklasses undersåtter i den islamiske stat], hvor, i det sidste tilfælde, den frigivne har pligt til at betale hovedskat (jizya). (…) Det godtgøres både i sura 8:67: ’Der tilkommer ikke en profet nogen fanger, før han har kæmpet og sejret i landet’, såvel som af den lejlighed, hvor dette vers blev åbenbaret (nemlig i forbindelse med fangerne efter slaget ved Badr), at det er bedre at dræbe fangerne end at gøre dem til slaver. Profeten selv dræbte i nogle tilfælde fanger udenfor slagmarken, i andre tilfælde lod han dem gå fri. Kvinder plejede han at gøre til slaver. (…) Muslimerne er enige om, at formålet med krigsførelse mod Bogens Folk er dobbelt: Enten konversion til islam eller betaling af hovedskat (jizya).”

Umberto Eco: [10] “Elitisme er et typisk aspekt ved enhver reaktionær ideologi, for så vidt som den grundlæggende er aristokratisk, og aristokratisk og militaristisk elitisme rummer foragt for den svage. Ur-fascismen kan kun kæmpe for en folkelig elitisme. Enhver borger tilhører det bedste folk i verden, partimedlemmer er de bedste blandt borgerne, enhver borger kan (eller bør) blive medlem af partiet …”

Her kræves der meget lidt ombytning for at se, hvordan Ecos tiende egenskab også passer på muslimer. ”Enhver [muslim] tilhører det bedste folk i verden, [medlemmer af ummaen] er de bedste blandt borgerne, enhver borger kan (eller bør) blive [muslimsk] medlem af [ummaen].”

Islam er den mest fuldkomne religion og muslimerne er det udvalgte folk, som sura 5 vers 3 fortæller os: ”I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer og fuldbyrdet Min nåde over jer. Jeg finder velbehag i overgivelsen til Allah [dvs islam] som religion for jer.” Islam er bestemt til at triumfere til sidst; sura 9 vers 33: ”Han er den, der sendte sin udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Allahs side, hader det.” (Se også 48:28 og 61:9)

Muslimers følelse af overlegenhed er fanget meget præcist af Frithjof Schuon, en vestlig konvertit til en mystisk form for islam:

“Islams intellektuelle – og dermed rationelle – fundament resulterer i, at den almindelige muslim har en ejendommelig tendens til at tro, at ikke-muslimer enten ved, at islam er sandheden, men afviser den af ren stædighed, eller ganske enkelt er uvidende om den og kan omvendes ved hjælp af elementære forklaringer; at nogen med ren samvittighed skulle kunne afvise islam, går fuldstændig ud over muslimens forstand, fordi islam i hans sind falder sammen med tingenes uimodståelige logik.”

Umberto Eco: [12] ”Da både permanent krig og heroisme er vanskelige spil at spille, overfører ur-fascisten sin vilje til magt til det seksuelle område. Dette er kilden til mandschauvinisme (som indbefatter både foragt for kvinder og intolerance og fordømmelse af unormale seksuelle vaner, fra kyskhed til homoseksualitet).”

Her er nogle macho-udtalelser fra Koranen:

4:34: Mænd står over kvinder, fordi Allah har givet nogle fortrin frem for andre, og fordi de har givet ud af deres ejendom. De kvinder, der handler ret, er lydige og vogter det skjulte, fordi Allah vogter det. De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere med dem. Allah er ophøjet og stor.

5:6: Hvis I er syge eller på rejse, eller hvis en af jer kommer fra nødtørftsstedet, eller hvis I har haft kønslig omgang med kvinder, og I ikke kan finde vand, så skal I gå hen til en god og tør jordbund og gnide jeres ansigt og hænder dermed. (…)

33:32-33: I, Profetens kvinder! I er ikke hvem som helst af kvinder. Hvis I er gudfrygtige, vær da ikke så myge i talen, at den, der bærer en sygdom i hjertet, bliver optændt! Før sømmelig tale! Bliv i jeres huse! I må ikke stadse jer ud, som man gjorde tidligere, i uvidenhedens tid! Hold bøn, giv almisse og adlyd Allah og Hans udsending! (…)

I talrige hadither, på hvilke islamisk lov er baseret, lærer vi det samme om kvindens rolle – at blive hjemme; at hoppe og springe for manden; at adlyde ham (hvilket er en religiøs pligt); at sikre manden en rolig tilværelse. Her er nogle eksempler:

--- Hvis det var blevet mig givet, at befale nogen til at kaste sig ned for nogen anden end Allah, så ville jeg uden tvivl have befalet kvinderne til at kaste sig ned foran deres ægtemænd (…). En kvinde kan ikke opfylde sine pligter overfor Allah uden først at have udført dem, hun skylder sin mand.

--- Den kvinde, der dør og med hvem hendes ægtefælle er tilfreds, vil komme i Paradis.

--- En hustru bør aldrig afvise at give sig selv til sin mand, heller ikke hvis det er på sadlen af en kamel.

--- Helvedes ild viste sig for mig i en drøm og jeg så, at den overvejende var befolket af kvinder, som havde været utaknemmelige. ’Havde de været utaknemmelige overfor Allah?’ De havde ikke vist nogen taknemmelighed overfor deres ægtefæller for alt det, de havde modtaget fra dem (…). Selvom du hele dit liv har overøst en kvinde med din gavmildhed, så vil hun alligevel en dag finde et eller andet ubetydeligt at bebrejde dig for og sige: ’Du har aldrig gjort noget som helst for mig.’

--- Hvis noget er et dårligt varsel, så er det: et hus; en kvinde, en hest.

--- Et folk vil aldrig opnå succes, hvis det betror dets anliggender til en kvinde.

Al-Ghazali (1058 -1111), som professor Montgomery Watt beskriver som den største muslim næst efter Muhammed, giver i sin "The Revival Of The Religious Sciences" en bestemmelse af kvindens rolle:

“Hun bør blive hjemme og fortsætte med at spinde; hun bør ikke gå ud ofte; hun må ikke være velinformeret, ej heller må hun være meddelsom overfor naboerne, og kun besøge dem, når det er absolut nødvendigt; hun skal tage sig af sin mand og respektere ham, når han er tilstede eller fraværende og søge at tilfredsstille ham på alle måder; hun må ikke snyde ham eller presse penge af ham; hun må ikke forlade huset uden hans tilladelse, og hvis han giver lov, skal hun forlade det på en stjålen måde. Hun skal bære slidte klæder og tage ad affolkede gader og stræder, undgå markedspladser og sikre sig, at fremmede ikke hører hendes stemme eller genkender hende; hun må ikke tale med en ven af ægtefællen, ikke engang i nødstilfælde (…). Hendes eneste bekymring skal være hendes dyd, hendes hjem såvel som hendes bønner og faste. Hvis en ven af hendes mand kommer på besøg, når manden ikke er hjemme, må hun ikke åbne døren eller svare ham for at værne om sin og sin mands ære. Hun skal på ethvert tidspunkt acceptere, hvad hendes mand giver hende, som tilstrækkeligt for hendes seksuelle behov.” (…) ”Hun bør være ren og parat til at tilfredsstille sin mands seksuelle behov, på ethvert tidspunkt.”

Den store teolog advarer dernæst alle mænd om at være på vagt overfor kvinder, for deres ”falskhed er enorm og deres fortrædeligheder skadelige; de er umoralske og feje.” ”Det er en kendsgerning, at alle de prøvelser, ulykker og sorger, der overgår mænd, kommer fra kvinder,” klager Al Ghazali.

I sin “Book of Counsel for Kings”, opsummerer Al Ghazali alt, hvad en kvinde må tåle og udholde på grund af Evas uheldige opførsel i Paradisets Have:

“Hvad angår de særlige kendetegn med hvilke Allah i det høje har straffet kvinder, (forholder det sig på følgende måde): Da Eva spiste af frugten, som Han havde forbudt hende, fra træet i Paradiset, straffede Herren, Han være priset, kvinder med 18 ting: (1) menstruation; (2) fødsler; (3) adskillelse fra mor og far og ægteskab med en fremmed; (4) graviditet; (5) ikke at have myndighed over sin egen person; (6) en mindre del af arven; (7) hun kan blive udsat for skilsmisse, men kan ikke selv lade sig skille; (8) det er lovligt for mænd at have fire koner, mens kvinder kun må have én mand; (9) det forhold, at hun skal leve isoleret i sit hjem; (10) det forhold, at hun skal holde sit hoved tildækket indenfor i huset; (11) det forhold, at to kvinders vidnesbyrd går lige op med én mands; (12) det forhold, at hun ikke må forlade huset, med mindre hun er ledsaget af en nær slægtning; (13) det forhold, at mænd tager del i bønnen på fredage og højtidsdage samt ved begravelser, mens kvinder ikke gør; (14) hun er diskvalificeret som regent og dommer; (15) den kendsgerning, at fortjenstfuldhed har tusind elementer, hvoraf kun én kan tilskrives kvinder, mens 999 kan tilskrives mænd; (16) (…) (17) det forhold, at når deres ægtemand dør, må de overholde en ventetid på fire måneder og ti dage, før de gifter sig igen; (18) det forhold, at hvis deres ægtemænd skiller sig fra dem, må de overholde en ventetid på tre måneder eller tre menstruationsperioder, før de gifter sig igen …”

Koranen tillader selvfølgelig mænd et ubegrænset antal kvinder:

4:3: Hvis I er bange for, at I ikke kan behandle de forældreløse retfærdigt, så gift jer med de kvinder I finder for godt: To, tre eller fire. Hvis I er bange for ikke at kunne behandle dem ligeligt, så kun med én, eller de slavinder, I ejer.

23:1-6: Lykkelige er de troende, de, som er ydmyge i deres bøn, som vender sig bort fra tomme ord, som giver almisse, som vogter over deres køn; undtagen overfor deres hustruer og slavinder, for da kan man ikke bebrejde dem noget.

33:50-51: Profet! Vi gør dine hustruer tilladte for dig, dem, som du har givet deres løn, de slavinder, som Allah har givet dig som bytte, de døtre af din onkel og tante på fædrenes side og de døtre af din onkel og tante på mødrenes side, som udvandrede med dig, samt enhver troende kvinde, hvis hun skænker sig selv til Profeten, og Profeten ønsker at gifte sig med hende. Dette gælder specielt for dig og ikke for de andre troende; Vi ved, hvad Vi har pålagt dem angående deres hustruer og slavinder – for at du kan være frit stillet. (…) Du kan holde, hvem af dem du vil, hen og kalde, hvem du vil, til dig, og hvis du så begærer en af dem, som du har sendt bort, begår du ingen overtrædelse derved. (…)

Uligheden mellem mænd og kvinder når det drejer sig om at give vidnesbyrd eller vidneforklaring, eller at være vidne er skrinlagt i Koranen: 2:282: ”Tilkald to af jeres mænd som vidner! Hvis det ikke kan blive to mænd, så én mand og to kvinder, som I kan godtage som vidner, således at hvis den ene af de to skulle fejle, så kan den anden påminde hende.”

Om utroskab siger Koranen 24:4: ”Hvis nogen retter beskyldninger mod ærbare kvinder uden at kunne fremføre fire vidner, så skal I give dem firs piskeslag (…).” Muslimske jurister vil selvfølgelig kun godtage fire mandlige vidner. Disse vidner skal kunne erklære, at de har ”set parterne midt under selve den kødelige forening.”

I spørgsmål om arv fortæller Koranen os, at børn af hankøn skal arve dobbelt så meget som børn af hunkøn: 4:11: ”Allah pålægger jer for jeres børn: Et af hankøn skal have samme lod som to af hunkøn. Hvis det er kvinder og mere end to, skal de have to tredjedele af, hvad han har efterladt. Hvis der kun er én, skal hun have halvdelen. Hans forældre skal hver have en sjettedel af det, som han har efterladt, hvis han har børn. Hvis han ingen børn har, og hans forældre arver ham, skal hans mor have en tredjedel. Hvis han har brødre, skal hans mor have en sjettedel, efter testamentariske bestemmelser, som han har truffet, eller gæld. (…)”

Fødslen af en pige ses stadig som en katastrofe i islamiske samfund. Arveretssystemet forøger blot hendes elendighed og hendes afhængighed af manden. Hvis hun er enebarn får hun kun halvdelen af arven efter sin far, den anden halvdel går til de mandlige medlemmer af faderens familie. Hvis der er to eller flere døtre, arver de to tredjedele. Dette bevæger fædre og mødre til at foretrække drenge frem for piger, så de kan efterlade alle deres ejendele til deres egne efterkommere. Koranen 43:17: ”Når en af dem bliver underrettet om det [dvs fødslen af en datter], (…), formørkes hans ansigt, og han bliver stum af vrede.” Situationen er endnu værre, når en kvinde mister sin ægtemand – hun får kun en fjerdedel af arven og en ottendedel, hvis der er [børn?]. Hvis den afdøde efterlader sig mere end én kone, skal alle konerne stadig deles om en fjerdedel hhv. ottendedel af arven.

Alle muslimske mænd kan på ethvert tidspunkt separere sig fra deres koner, kan forstøde deres koner uden formaliteter, uden forklaringer, uden kompensation. Det er tilstrækkeligt, at ægtemanden udtaler sætningen: ”Du er skilt”, og det er en realitet. I en periode på op til tre måneder, kan separationen kaldes tilbage. Hvid ægtemanden siger: ”Du er skilt” tre gange, så er skilsmissen definitiv. I det sidste tilfælde kan den skilte hustru ikke vende tilbage til ægtemanden før hun har været gift med, ”nydt”, og skilt fra en anden mand. Skilsmisse afhænger udelukkende af mandens vilje og luner – han kan lade sig skille fra sin kone uden at hun har gjort noget forkert eller uden at give nogen grund. Hvad forældremyndigheden til børnene angår, har moderen ret til at beholde dem. Men så snart hun gifter sig igen, mister hun automatisk retten til børnene fra det tidligere ægteskab. Hvis ægtemanden har fået forældremyndigheden og han gifter sig igen, så mister han ikke retten til børnene. Kvinden står således overfor valget mellem at gifte sig igen og derved miste retten til børnene eller at beholde børnene og lade være med at gifte sig. Dette fører naturligvis til total utryghed for kvinden. Skilsmisse er meget hyppigt forekommende i arabiske lande; i stedet for at have fire koner på samme tid, som er temmelig kostbart, kan en mand ganske enkelt skifte konen ud flere gange, som det anbefales af den store teolog Al Ghazali.

Hvis en kvinde beder en mand om skilsmisse, vil han måske indvillige, hvis han bliver betalt eller kompenseret på en eller anden måde. I sådant et tilfælde, er hun ikke berettiget til at få sin medgift tilbage. Koranen billiger en sådan ophævelse i 2:229: ”Hvis I frygter ikke at kunne overholde Allahs bud, så begår I ingen overtrædelser ved, at hun løskøber sig dermed [dvs ved at give afkald på sin medgift]”

En ophævelse af et ægteskab betyder, at kvinden mister retten til medgiften og må give tilbage, hvad hun allerede har fået. Fraskilte kvinder har retten til at gifte sig igen, men ”skal vente og holde sig for sig selv i tre menstruationsperioder.” (2:228)

Umberto Eco: [13] ”Ur-fascisme (evig fascisme) er baseret på en selektiv populisme, en kvalitativ populisme, kan man sige. I et demokrati har borgerne individuelle rettigheder, men borgerne i deres helhed har kun politisk indflydelse rent kvantitativt set – man følger flertallets beslutninger. For ur-fascismen (de evige fascisme) har individerne som individer ingen rettigheder og folket opfattes som en kvalitet, et monolitisk væsen, der udtrykker Almenviljen. Da ingen stor kvantitet af mennesker kan have en fælles vilje, gør Lederen fordring på at være deres tolk …”

Liberalt demokrati udvider området for individuel frihed og knytter al tænkelig værdi til hver enkelt mand eller kvinde. Individualisme er ikke et genkendeligt træk ved islam; i stedet lægges der bestandigt vægt på det muslimske folks kollektive vilje. Her er der ingen forestilling om individuelle rettigheder, som de blev udviklet i Vesten, især i det 18. århundrede. Den konstante formaning om at adlyde kaliffen, som er Allahs Skygge på Jord, er næppe fremmende for udviklingen af en rettighedsbaseret individualistisk filosofi. Fjendtligheden overfor individuelle rettigheder er tydelig i følgende to uddrag, det ene fra den store Ibn Khaldun, det andet fra en ny muslimsk tænker og tidligere Minister for Lov og Religiøse Forhold i Pakistan, A. K. Brohi, som ofte har skrevet om menneskerettigheder set fra et islamisk perspektiv.

Først Ibn Khaldun:

“Al religiøs lov og praksis og alt hvad de brede lag forventes at gøre, kræver gruppefølelse. Kun ved hjælp af gruppefølelse kan et krav gennemføres med succes, (…). Gruppefølelse er nødvendig for det muslimske samfund. Den gør det muligt (for samfundet) at opfylde, hvad Allah forventer sig af det.”

Nu til A. K. Brohi:

“Menneskets pligter og rettigheder er blevet energisk defineret og deres velordnede gennemførelse er en pligt for hele det organiserede samfund og en opgave, der specifikt er overladt til statens retshåndhævelsesorganer. Individet må om nødvendigt ofres for at organismens liv kan reddes. Kollektivitet er behæftet med en særlig hellighed i islam.”

“[I islam] er ingen ’menneskerettigheder’ eller ’friheder’ tilladelige for mennesket (…); i det væsentlige har den troende forpligtelser eller pligter overfor Allah, om ikke for andet så fordi han er kaldet til at adlyde den guddommelige lov, og de menneskerettigheder, han må anerkende, synes at stamme fra hans primære pligt til at adlyde Allah.” (Bemærk den gyseligt skræmmende, fascistiske og totalitære sætning: ”Individet må om nødvendigt ofres.”)

Umberto Eco [14] ”Ur-fascismen taler Newspeak. Newspeak blev opfundet af Orwell i bogen ‘1984’, (…) men nogle af ur-fascismens elementer er almindelige i forskellige former for diktatur. Alle de nazistiske eller fascistiske skolebøger gjorde brug af et forarmet ordforråd og en elementær syntaks, for at begrænse instrumenterne for kompleks og kritisk tænkning.”

A. K. Brohi, som allerede er citeret ovenfor, fortsætter med at skrive: “Ved at acceptere at leve i trældom under denne guddommelige Lov, lærer mennesket at blive frit,” hvilket, igen skræmmende, minder os om Orwels Newspeak:

“Frihed er slaveri.”

Hvad arabisk angår, har en muslimsk filosof, Shabbir Akhtar, som underviste på Det Internationale Islamiske Universitet i Malaysia, skrevet om det arabiske sprogs begrænsninger: ”Der er næsten intet skrevet om moderne analytisk filosofi på arabisk eller noget andet islamisk sprog. Filosofisk diskussion føres bedst på engelsk. På grund af det arabiske sprogs grammatiske begrænsninger, er det umuligt at udtrykke de fleste filosofiske påstande med en acceptabel grad af strenghed og klarhed. Desuden er arabisk et religiøst sprog, der mangler det ordforråd, der er nødvendigt for at føre en objektiv diskussion om kontroversielle spørgsmål.”

---

Oversættelse: Bombadillo