Frontpage Interviews gæst i dag er Ibn Warraq, islamforsker og ledende skikkelse inden for Koran-kritikken. Han er Senior Research Fellow ved Westminster Institute, Virginia, USA. Han har talt for fremtrædende ledende organer over hele verden, herunder De Forenede Nationer i Genève og medlemmer af det hollandske parlament i Haag.

I 2007 afsluttede Ibn Warraq en kritisk undersøgelse af Edward Saids tænkning, som blev til bogen Defending the West. Paul Berman, forfatter til Terror and Liberalism, beskrev den som "et fremragende videnskabeligt værk, og det kommer til at give et kraftigt bidrag til moderniseringen af den måde, hvorpå vi tænker over vestlig civilisation og resten af verden".

Ibn Warraq blev tirret til at skrive sin første bog, Why I am Not a Muslim (1995) [dansk udgave: Derfor er jeg ikke muslim] da han følte sig personligt truet af den berygtede fatwa mod Salman Rushdie for hans bog, der gjorde grin med islam, dens stifter Muhammed og hans familie. Han følte, at kun en voldsom polemik mod islam som et totalitært system ville kunne åbne de vestlige intellektuelles øjne for de farer, det iranske teokratiske regime udgjorde for vore egne frihedsrettigheder i Vesten. Siden dette lidenskabelige angreb på islam, har Ibn Warraq redigeret, med lange introduktioner, en række mere videnskabelige værker om Koranens oprindelse og islams opståen - værker som The Origins of the Koran, 1998, The Quest for the Historical Muhammad, 2000, What the Koran Really Says, 2002, og det seneste Which Koran?, 2011.

Ibn Warraqs nye bog, Why the West is Best: A Muslim Apostate’s Defense of Liberal Democracy (Encounter Books, December 2011) viderefører det forsvar for Vesten, der blev påbegyndt med Defending the West. Han definerer, beskriver, og forsvarer vestlige værdier, styrker og friheder, der alt for ofte tages for givet. Denne bog går også løs på tabuemner som racisme i asiatisk kultur, arabisk slaveri og islamisk imperialisme. Den begynder med en hyldest til New York City, som en metafor på alt, hvad vi har kært i den vestlige kultur - pluralisme, individualisme, tanke- og ytringsfrihed, den fuldstændige frihed til at søge sin egen vej til frihed og lykke uhindret af totalitære regimer og teokratiske doktriner.

FP: Ibn Warraq, velkommen til Frontpage Interview.
Lad os starte med dette spørgsmål:
Hvad er det ved denne bog, som gør den uden fortilfælde?

Warraq: Først, tak for at have inviteret mig til Front Page; der er gået noget tid siden vi snakkede.

Jeg tror ikke, der er mange bøger på markedet, som er skamløst provestlige, som, uden undskyldninger, forsvarer vestlige værdier, og uden forbehold taler om vestlig civilisations overlegenhed. Og som tager fat på sådanne tabuemner som asiatisk racisme, arabisk antisemitisme, islamisk imperialisme, islams og arabernes rolle i slavehandelen, sorte afrikaneres medvirken i slavebindingen og det senere salg af andre afrikanere til arabere, persere, indere og europæere. Der kan heller ikke være mange bøger på markedet, som forsvarer vestlig civilisation, ved at begynde med en tur ned ad Tin Pan Alley i New York City.

FP: Hvad er det for nogle kvaliteter ved de vestlige samfund, der gør dem overlegne i forhold til de samfund, der ikke har indført vestlige værdier?

Warraq: Vestens selvindlysende overlegenhed stammer fra visse principper, der er arvet, og yderligere udviklet og forfinet over to årtusinder, fra Athen, Rom og Jerusalem. Vi kan måske ordne disse principper under abstrakte udtryk som rationalisme, universalisme og selvkritik, og derefter folde dem ud på følgende mere grundige måde. Under rationalisme ville man henregne idéerne sandhed, objektiv viden og intellektuel nysgerrighed. Under universalisme, ville jeg medtage idéen om menneskehedens enhed, åbenhed over for "den anden" (et uheldigt udtryk lånt fra den seneste anti-vestlige polemik), over for andre idéer, andre skikke, andre mennesker, og endelig under selvkritik - viljen at gøre alle Vestens traditioner til genstand for rationel undersøgelse. Under nysgerrighed, inkluderer jeg alle disse eksempler på uvildig forskning. Andre store idéer i Vesten, som yderligere hjælper til at definere dens karakter og forklare dens succes, er: Adskillelsen af kirke og stat, retsstaten, lighed for loven, samvittigheds- og ytringsfrihed, menneskerettigheder - kort sagt, frihed og individuel værdighed, som aldrig må ofres til fordel for falske kollektive, totalitære mål.

Liv, frihed og stræben efter lykke: Denne treenighed definerer kortfattet vestlig civilisations tiltrækningskraft og overlegenhed. I Vesten er vi frie til at tænke, hvad vi vil, at læse, hvad vi vil, at praktisere vores religion, at leve, som vi vælger. Friheden er kodificeret i menneskerettighederne, en storslået vestlig frembringelse, men også, tror jeg, et universelt gode. Menneskerettigheder transcenderer lokale eller etnocentriske værdier, og giver lige værdighed og værdi til alle mennesker uanset køn, etnicitet, seksuel orientering eller religion. Samtidig er det i Vesten, at menneskerettighederne er mest respekteret. Det er Vesten, der har frigjort kvinder, race-minoriteter, religiøse mindretal, og bøsser og lesbiske; den anerkender og forsvarer deres rettigheder. Begreberne frihed og menneskerettigheder var til stede ved den vestlige civilisations begyndelse, som idealer i det mindste, men er efterhånden udviklet til modenhed gennem selvkritikkens ædle aktivitet. På grund af sin enestående evne til selvkritik, tog Vesten initiativet til at afskaffe slaveriet; opfordringen til afskaffelse vandt ikke engang genklang i det sorte Afrika, hvor rivaliserende afrikanske stammer tog sorte fanger, som kunne sælges som slaver i Vesten.

I dag følger mange ikke-vestlige kulturer skikke og handlemåder, som er klare overtrædelser af Verdenserklæringen om menneskerettigheder (1948). I mange lande, især de islamiske, har man ikke frihed til at læse, hvad man vil. Under sharia, eller islamisk lov, kan kvinder ikke frit gifte sig med hvem de ønsker, og deres ret til arv er indskrænket. Sharia, afledt af Koranen og Muhammeds ord og gerninger, foreskriver barbariske straffe som fx stening til døde for utroskab. Den opfordrer til henrettelse af homoseksuelle og frafaldne. I Saudi-Arabien, blandt andre lande, kan muslimer ikke frit konvertere til kristendommen, og kristne ikke frit praktisere deres tro. Koranen er ikke et dokument, der respekterer rettigheder.

FP: Hvad står for dig som Vestens største landvindinger?

Warraq: Ikke alene er Vesten så vellykket økonomisk, men den er førende i verden videnskabeligt og kulturelt (man behøver blot at se på listen over nobelpristagere inden for videnskab og litteratur for at måle Vestens overvældende triumf på disse områder; eller på den vestlige kunsts indflydelse på resten af verden - både finkultur og folkelig underholdning, lige fra klassisk musik til film).

De store idéer i Vesten - rationalisme, selvkritik, den uvildige søgen efter sandhed, adskillelsen af kirke og stat, retsstaten, lighed for loven, samvittighedsfrihed, tanke og ytringsfrihed, menneskerettigheder og liberalt demokrati - noget af en bedrift, helt sikkert, for enhver civilisation - er stadig de bedste, og måske de eneste, midler for alle mennesker, uanset race eller tro, hvis de vil udvikle deres fulde potentiale og leve i frihed.

Liv, frihed og stræben efter lykke definerer kortfattet vestlig civilisations tiltrækningskraft og overlegenhed. Vi er frie i Vesten til at vælge; vi har en reel mulighed for at vælge og forfølge vores egne ønsker; vi er frie til at sætte målene og indholdet i vore egne liv; Vesten består af enkeltpersoner, der frit kan beslutte, hvad mening de vil give deres liv - det herlige ved Vesten er kort sagt, at livet er en åben bog, [1] mens det under islam er en lukket bog; alt er besluttet for dig: Gud og den hellige lov sætter grænser for den mulige dagsorden i dit liv. I mange ikke-vestlige lande, især de islamiske, er vi ikke frie til at læse, hvad vi vil; I Saudi-Arabien kan muslimer ikke frit konvertere til kristendommen, og kristne ikke frit praktisere deres tro - begge klare overtrædelser af artikel 18 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder.

Dette ønske om viden, uanset hvor den bringer os hen, arvet fra grækerne, har ført til en anden institution, der er uden sidestykke - eller meget sjældent finder sit sidestykke - uden for Vesten: Universitetet. Her anerkender omverdenen denne overlegenhed; den kommer til Vesten for at lære, ikke kun om de videnskaber, der er udviklet i Vesten i de sidste fem hundrede år - indenfor alle grene af fysik, biologi og kemi - men også om deres egen kultur. De kommer til Vesten for at lære om de østlige civilisationer og sprog. Østerlændinge kommer til Oxford, Cambridge eller Harvard og Yale, Sorbonne eller Heidelberg for at modtage deres doktorgrader, fordi de giver en prestige, der ikke kan nås af lignende doktorgrader fra lande i den tredje verden.

En kultur, der gav verden de åndelige værker af Mozart, Beethoven, Wagner og Schubert indenfor klassisk musik eller af Michelangelo og Raphael, Da Vinci og Rembrandt indenfor malerkunsten, har ikke brug for belæring fra samfund, hvis idé om åndelighed er en himmel befolket af kvindelige jomfruer til brug for mænd; hvis idé om himlen ligner et kosmisk bordel. Vesten har givet verden symfonien og romanen.

Med en omskrivning af Alan Kors [2] - i stedet for det stive, umenneskelige kastesystem i Indien, har vi en hidtil uset social mobilitet i Vesten. Vestlige samfund er samfund af stadig rigere, mere varierede, mere produktive, mere selvdefinerede og mere tilfredsstillende liv; det er samfund af grænseløs privat velgørenhed; det er samfund, der brød, på vegne af kvalifikation, de tilsyneladende evige kæder af social position bestemt af fødsel. Vesten har givet os det liberale mirakel af individuelle rettigheder, individuel ansvarlighed, fortjeneste og menneskelig tilfredshed.

FP: Hvordan definerer du Vesten i din bog?

Warraq: Jeg definerer Vesten gennem dens værdier om frihed og rationalisme og ser derefter på disses historiske oprindelse. Oprindelsen til det moderne Vesten ses ofte som Oplysningstiden i det syttende og attende århundrede, men Oplysningstidens rødder kan findes i den sindstilstand, der dyrkedes i Athen, Rom og Jerusalem, og de institutioner, der voksede frem af den. Grækerne gav os byen og begrebet borgerskab, idealerne om demokrati og frihed, rationalisme og videnskab, filosofi og historie. Romerne systematiserede loven, definerede den private ejendomsret og understregede det individuelle ansvar. Jødedommen-kristendommen tilføjede sansen for samvittighed og næstekærlighed, der mildnede retfærdighed med tilgivelse, samt forestillingen om lineær frem for cyklisk tid, som tillod mulighed for fremskridt. Middelalderen bragte en dybere syntese af Athen og Rom med Jerusalem, og lagde derved grunden for den videnskabelige revolution, den industrielle revolution, oplysningstiden og pluralistisk liberalt demokrati.

FP: Hvordan er New York en metafor for Vestens storhed?

Warraq: I New York viser jeg principperne i De Forenede Staters forfatning anvendt på et virkeligt, levende sted. Jeg giver udtrykket "vestlige civilisation" en fysisk sammenhæng i selve byens beton. Detaljerne i New Yorks gader og bygninger skaber et troværdigt, åndende billede af vestlig civilisation, ligesom Dickens skabte troværdige, åndende personligheder. Se denne bygning, siger jeg - den er et eksempel på smuk arkitektur, en af New Yorks herligheder, og en lige så uadskillelig del af vestlig civilisation som værker af Shakespeare. Se den bygning - det er New Yorks offentlige bibliotek. Indenfor er dette arkitektoniske Beaux-Arts mesterværk en institution, der udtrykker centrale aspekter af vestlig civilisation: Filantropi, uddannelse, kærlighed til viden, bevarelse af alt det bedste, der er skrevet og udgivet. Hver gang du beundrer facaden af New Yorks offentlige bibliotek, bringer du hyldest til vestlig civilisation. Hver gang du konsulterer en bog i den pragtfulde Store Læsesal, tager du del i bevarelsen af vestlig civilisation. Ved at arbejde og bo i New York, indånder du vestlig civilisation, og bliver konstant mindet om dens fordele og dens værdier.

Beskrivelsen af den gade i New York, der blev kendt som Tin Pan Alley, og af området, kendt som Broadway, førte mig ind i den Store Amerikanske Sangbog, skabt af komponister og lyrikere, der var født og boede og arbejdede i denne store by. Diskussioner af vestlig civilisation er alt for ofte begrænset til værker af høj kunst, der afspejler en relativt snæver del af den offentlige smag og erfaring. Jeg vil hævde, at vestlig populærkultur på sit bedste er værd at respektere og bør værdsættes lige så meget som operaer af Wagner. Værker af komponister som George Gershwin, født og opvokset i New York, er indbegrebet vestlige idealer ud over de æstetiske principper i selve musikken. Jeg kunne have skrevet længe om forskellige kunstnere, forbundet med denne hovedstad - Fred Astaire, P. G. Wodehouse, George Kaufman, Marx Brothers (født i Yorkville-delen af Upper East Side) - og deres bidrag til vestlig populærkultur, med værker, der er vittige, yndefulde, inspirerede og til tider mærket af genialitet.

New York er, ligesom livet, sin egen undskyldning. Ikke desto mindre er ingen anden by i Vesten - eller i hele verden - et så godt eksempel på de uudtømmelige muligheder, der findes i en moderne metropol, hvor de opfindsomme og initiativrige omsætter de mange frihedsrettigheder, garanteret i den amerikanske forfatning, i praksis. Det usandsynlige, næsten mirakuløst velfungerende anarki vi kender som New York, er prydet med enhver af den vestlige kunsts fortræffeligheder. Det er en by med mangfoldige tilskyndelser, som stiller sig til rådighed for enhver ambition, skaber tusindvis af talenter, nærer opfindsomhed og eksperimenteren.

FP: Hvad var det for forandringer inden for de vestlige samfund, der tillod dem, så dramatisk, at udkonkurrere andre samfund gennem de seneste 500 år, når dette ikke var tilfældet forud?

Warraq: Hvad der gjorde Vesten økonomisk succesrig, mens så mange lande i andre dele af verden ikke kunne sikre nok føde og husly til deres borgere? Det korte svar er den videnskabelige revolution i det syttende århundrede og den industrielle revolution i det attende, som begge afhang af europæisk kultur, økonomisk og politisk frihed, dvs. af tankevaner og institutioner udviklet over to årtusinder.

Derfor kan vi ikke længere forsvare den opfattelse, at vestlig velstand er baseret på udnyttelse af fattige mennesker i den tredje verden. De rige lande er rige på grund af, hvad de har gjort hjemme, og på grund af deres vilje til at optage og tilpasse sig nye ting, såsom kinesiske opfindelser eller New World afgrøder [fx majs fra Den Nye Verden, Amerika, o.a.]. Jared Diamond konkluderede, at de "umiddelbare faktorer" ved Europas opstigen var "dets udvikling af en købmandsklasse, kapitalisme og patentbeskyttelse af opfindelser; dets undladelse af at udvikle absolutte despoter og knusende beskatning, samt dets græsk-jødisk-kristne tradition for empirisk undersøgelse." Ironisk nok - på trods af Diamonds ellers anti-vestlige holdning, var der nogle læsere, som nedgjorde denne opfattelse som etnocentrisk, eller med James M. Blauts ord som "helt igennem konventionel eurocentrisk historieskrivning". Men Diamond pegede faktisk på nogle af de vigtigste ingredienser i den vestlige succes; og bag disse umiddelbare faktorer lå kultur, idéer og holdninger.

Mange forskere har lagt vægt på geografi som forklaring på de forskellige grader af kulturel udvikling og forskellige niveauer af økonomisk trivsel i den moderne verden. Især peger de på, at de avancerede industrielle nationer ligger i de tempererede zoner, mens det store flertal af fattige lande ligger i troperne, som siges at have de fleste af ulemperne. Det er klart, at geografi udgør en del af forklaringen på den økonomiske succes i visse lande frem for i andre. Men som Deirdre McCloskey påpeger, kan geografi ikke gøre rede for, hvorfor England havde en industriel revolution i det attende århundrede, mens det kinesiske folk i den tempererede zone ikke havde. Lawrence E. Harrison peger på den nyere økonomiske succes af Singapore og Hong Kong, begge beliggende i troperne, og Taiwan, som ligger halvvejs i den tropiske zone. Han gør også opmærksom på fremgangen for de kinesiske mindretal i de tropiske Thailand, Indonesien, Malaysia og Filippinerne, samt for de japanske mindretal i de tropiske Peru og Brasilien. Geografi alene kan ikke forklare, hvorfor Haiti, engang den rigeste koloni i Caribien, i dag er kørt fast i fattigdom og elendighed, mens Barbados, en tidligere slavekoloni, nu er velstående.

En af de logiske konsekvenser af geografiargumentet fokuserer på "mikrober" [germs] i Jared Diamonds titel, Guns, Germs, and Steel: The Fate of Human Societies. Forskere har bemærket udbredelsen af sygdom i de tropiske økozoner, hvor så mange fattige lande er placeret. Men McCloskey har svaret, at "det nordvestlige Europa indledte den moderne verden, mens det stadig var svækket af kolera og kopper og tuberkulose, og især af malaria, så ødelæggende for det moderne Afrika," der kaldtes "koldfeber" på det tidspunkt. Sidstnævnte sygdom var på sit højdepunkt i det nittende århundrede, mens Europa var under industrialisering.

En anden variant af den geografiske teori fokuserer på naturlige ressourcer. Men som hvide sydafrikanere, for eksempel, kom til at forstå: "Blot at have et forråd af guld og diamanter i jorden gør det ikke ud for en moderne økonomi," især ikke hvis en betydelig del af befolkningen, eller "den menneskelige kapital" er holdt uuddannet. På den anden side har nogle lande med få naturlige ressourcer - Danmark, Hong Kong, Japan - formået at udvikle moderne industrielle økonomier. Besiddelse af naturlige ressourcer har langt færre konsekvenser end evnen til at bruge dem produktivt, og den evne er et resultat af kultur.

"Hvis vi kan lære noget af historien om økonomisk udvikling, så er det, at kultur gør hele forskellen," argumenterer David Landes. Som et eksempel nævner han den relative succes af forskellige indvandrede minoriteter i forhold til den dominerende befolkning: "Kineserne i Øst-og Sydøstasien, indere i Østafrika, libanesere i Vestafrika" Han peger også på jøderne og calvinisterne som succesrige kulturelle minoriteter i store dele af Europa. Med andre ord: "Max Weber havde fat i det rigtige," tilføjer Landes med henvisning til den tese, Weber gjorde berømt i Den protestantiske etik og kapitalismens ånd [først udgivet i 1904, dansk udgave i 1995]. Vestens økonomiske og teknologiske succes begyndte med kultur, og med principperne i dens karakteristiske institutioner.

FP: Fortæl os om snigende sharia i Vesten. Hvordan er sharia uforenelig med menneskerettighederne og den amerikanske forfatning?

Warraq: I februar 2008 sagde ærkebiskoppen af Canterbury, dr. Rowan Williams, at "anvendelse af sharia under visse omstændigheder" i Det Forenede Kongerige var "uundgåelig", og at han ikke havde problemer med den udsigt. I efterfølgende interviews hævdede han, at en tro på "én lov for alle" var farlig - en af hjørnestenene i den vestlige civilisation, lighed for loven, en fare! I juli 2008 mente også højesteretspræsidenten [Lord Chief Justice] for England og Wales, Lord Phillips, at sharia-principper kunne danne grundlag for mægling, og at de nationale domstole burde anerkende disse afgørelser.

Der er allerede 85 sharia-domstole i Storbritannien, hvoraf mange arbejder ud fra moskeer, der anvender islamisk lov til at løse hjemlige, ægteskabelige, og forretningsmæssige tvister. Disse domstole virker uundgåeligt splittende; de sætter nogle muslimer over den lov, som resten af samfundet er nødt til at adlyde, og nægter samtidig visse rettigheder til andre muslimer, især kvinder. Selve eksistensen af sharia-domstole truer systemet af love, der er vedtaget af de folkevalgte i parlamentet. Ubekymrede embedsmænd forsikrer os om, at disse domstole ikke kan modsige landets lov. Men nogle afgørelser, truffet af de islamiske domstole, betragtes allerede som juridisk bindende og kan håndhæves ved civile domstole i England og Wales. En rapport fra Civitas, en førende tænketank i London, viste, at domme afsagt af sharia-domstole har inkluderet sådanne, der gik imod de menneskeretsstandarder, der anvendes i britiske domstole.

Situationen i Tyskland er lige så bekymrende. Kansler Angela Merkel sagde, at islamisk lov ikke havde nogen plads i Tyskland, men lidt forskning viser, at den rent faktisk har været anvendt dér i årevis. Der Spiegel rapporterede i 2010, at elementer af sharia oftest bruges i familiesager og sager om arv.

Jordanske par, for eksempel, bliver gift (og skilt) i Tyskland i henhold til jordansk lov, som delvist er baseret på sharia. Desuden har flere koner i et polygamt ægteskab, forudsat at ægteskaberne var lovlige i deres hjemland, juridisk ret til underholdsbidrag, sociale ydelser i overensstemmelse med deres mands beskæftigelse og en del af arven, hvis han dør (...). En forbundsdomstol i Kassel, for eksempel, citerede islamisk lov i en dom for flere år siden, hvor retten fandt, at en enke skulle dele sin mands pension med hans anden kone. I et andet tilfælde gav en domstol i Koblenz opholdstilladelse til den anden hustru af en mand fra Irak. En domstol i Köln tvang en iransk mand til at betale sin ekskone 600 guldmønter i "brudepris" (penge, der betales af gommen eller gommens familie til bruden eller brudens familie) ved skilsmisse og citerede sharia-systemet, der anvendes i Iran. En domstol i Düsseldorf nåede frem til en lignende dom, og tvang en tyrkisk mand til at betale 30.000 i brudepris til sin tidligere svigerdatter.

Hilmar Krüger, en juraprofessor ved universitetet i Köln, kaldte alt dette "en god ting." Mathias Rohe, en advokat og islamekspert i Erlangen, sagde, at det blot var et produkt af "globaliseringen." De synes at være uvidende om konsekvenserne af at acceptere sharia i den vestlige mainstream. Love vedtaget af demokratisk valgte repræsentanter, bliver nu fortrængt af barbariske love fra det syvende århundredes Saudi-Arabien, der påstås at være forordnet af Gud. Principperne om retfærdighed, der er nedfældet i de vestlige forfatninger, og de rettigheder, der er opnået gennem århundreders kamp, skal ikke have forrang frem for et system, der kommer af et helt andet verdenssyn, et verdenssyn, hvor kvinder er mænds ejendom og hvor samvittighedsfrihed er ikke-eksisterende.

Sharia er totalt uforenelig med vestligt liberalt demokrati og menneskerettigheder i almindelighed, fordi det er en totalitær konstruktion, designet til at kontrollere ethvert aspekt af livet for muslimer og selv ikke-muslimer. Den diskriminerer kvinder på mange måder: Deres vidneudsagn i retten er halvt så meget værd som en mands vidneudsagn (sura 2:282); de arver halvdelen af, hvad mænd arver (4:11); de kan blive slået af mænd (4:34); de må ikke gifte sig med ikke-muslimer (2:221). Sharia foreskriver amputation af hænder for tyveri (5:38), korsfæstelse for at skabe fordærv i landet (5:33), stening til døden for utroskab (Reliance of the Traveler, p. 610), henrettelse af homoseksuelle og frafaldne (26:165-66; Reliance, pp. 109 og 665). Med andre ord ønsker muslimer at genindføre praksisser, som vi i Vesten for længst har afvist som barbariske.

Desuden betragtes islamisk lov som ufejlbarlig og uforanderlig. I modsætning til sharias faste forordninger, er vestlig lov uløseligt forbundet med realiteterne af menneskers liv og konflikter. Det giver mulighed for fleksibilitet, for at lave nye love, der imødekommer skiftende omstændigheder, inden for en ramme af grundlæggende principper. De vestlige forfatninger og retssystemer er fantastiske frembringelser; er vi virkelig parate til at kaste dem overbord i multikulturalismens og globaliserings navn?

Mest problematisk er forsøgene på at håndhæve islamiske love mod "blasfemi" i hele verden. Organisationen for Islamisk Samarbejde [OIC] er i færd med at tage skridt i retning af at forbyde "bagvaskelse af religion" (dvs. islam) på verdensplan, og disse bestræbelser er i realiteten blevet tilskyndet af vestlige regeringer under dække af at ville stoppe "hadtale." Når de islamiske lande fæstner deres greb om FN's Menneskerettighedsråd og kræver indførelse af nationale love for at undertrykke kritik af islam, hvor længe vil det så vare, før vestlig lovgivning forbyder forskning i Koranens oprindelse eller tidlig islamisk historie?

FP: Hvorfor rejser venstrefløjen i Vesten sig ikke imod sharia? Og hvad tror du er grunden til, at Vesten har mistet al selvtillid og tillid til sine egne værdier og er ude af stand til og uvillig til at forsvare sin egen civilisation?

Warraq: Jeg tror, at disse to spørgsmål, og deres svar, er forbundne. En af grundene til, at vesterlændinge viger tilbage fra at forsvare den vestlige civilisation, blev godt beskrevet af James Burnham: "Når den vestlige venstreorienteredes følelse af skyld og hans forbundne følelse af moralsk sårbarhed over for kravene fra de elendige her på Jorden bliver tvangspræget, udvikler han ofte et almindeligt had til vestlig civilisation og sit eget land som en del af Vesten (...). Den venstreorienteredes skyld er umættelig. Han fortjener, efter egen opfattelse, at blive sparket, slået og spyttet på for hans uendelige forbrydelser."

Først har der været de intellektuelles og akademikernes indflydelse, der har undergravet Vestens tillid til sine egne værdier og styrker. I mere end 60 år har skoler og universiteter i Vesten indoktrineret tre generationer af unge med moralsk relativisme, der har gjort dem ude af stand til at fælde moralske eller tværkulturelle domme, og uvillige til at forsvare disse værdier. Postmodernisme og multikulturalisme har fuldendt destruktionen af Vestens selvsikkerhed.

En anden grund var den intellektuelle terrorisme fra venstreorienterede ideologer som Edward Said, og hans meget indflydelsesrige bog, Orientalisme, der bankede vestlige intellektuelle til tavshed. Vestlige intellektuelle og venstreorienterede efter 2. Verdenskrig var fortærede af skyld over Vestens koloniale fortid og fortsatte kolonialistiske tilstedeværelse, og de tog helhjertet enhver teori eller ideologi til sig, der gav udtryk for eller i det mindste syntes at udtrykke de angiveligt forpurrede forhåbninger af den tredje verdens folk. Orientalisme kom på præcis det tidspunkt, hvor den anti-vestlige retorik var mest skinger og allerede blev undervist på vestlige universiteter, og hvor dyrkelsen af den tredje verden var på sit højeste. Jean-Paul Sartre prædikede, at alle hvide mænd var medskyldige i udbytningen af den tredje verden, og at vold mod vesterlændinge var et legitimt middel for koloniserede mænd til at generhverve deres manddom. Said gik videre: "Det er derfor rigtigt, at enhver europæer, i hvad han kunne sige om Orienten, måtte være en racist, en imperialist, og næsten fuldstændig etnocentrisk." (s. 204) For Said er enhver europæer ikke alene racist, men han må nødvendigvis være sådan.

Som jeg har fremført, har vestlig civilisation været mere villig til at kritisere sig selv end nogen anden stor kultur. Disse selvadministrerede formaninger befinder sig langt fra Saids vilde udfald, og alligevel fandt de en ny generation, parat til at tage dem til sig. Udskældningen og bebrejdelserne rettet mod Vesten - et fashionabelt spil i 1960'erne og 1970'erne, som påvirkelige unge tog alvorligt - fik de resultater, vi nu ser, hvor den samme generation synes uvillig til at forsvare Vesten mod den største trussel, den har stået over for siden nazisterne.

Efter påvisningen af, at Said faktisk er et bedrageri, viger hans venner og tilhængere i den akademiske verden uden om kritikken og beviserne, og foregiver, ligesom flere anmeldere af Robert Irwins bog om Said, at Said ganske vist har opfattet de "ubetydelige detaljer" forkert, men at han ikke desto mindre har fat i en højere sandhed. Saids indflydelse var således resultatet af et sammenfald af forskellige intellektuelle og politiske tendenser: Post-fransk Algeriet og post-Vietnam tiers-mondisme [fransk for third-worldism, tredje-verdenisme, dyrkelse af den 3. verden, o.a.]; politiseringen af stadig mere postmodernistiske engelskinstitutter, der havde argumenteret sig væk selve idéen om sandhed, objektiv sandhed; samt indflydelsen fra Foucault. I realiteten gjorde Said brug af ethvert af disse bondefangerkneb for at skabe et mesterbedrag, der bandt amerikanske akademikere og mellemøst-tyranner sammen i uoplyste bindinger af anti-amerikanisme.

FP: Dette bliver en giftig blanding sammen med islams høje selvbevidsthed og dagsorden om at udnytte Vestens moralske svaghed og kulturelle forvirring. Din kommentar?

Warraq: Vesten må vågne op og indse fjendens natur. Islam er ekstremt sikker på sine værdier, og er naturligvis overbevist om, at disse værdier er velsignet af Gud, og at det er den gudgivne pligt for enhver muslim at udbrede islam, indtil den dækker hele verden. Dette er ikke vestlige ekstremisters højreorienterede paranoia, men selverklærede principper, der overalt proklameres åbent af muslimerne selv. Kun venstrefløjen nægter at erkende dette, og er skandaløst medskyldige i at hjælpe islam til at overtage den vestlige verden. Det er intet mindre end civilisatorisk selvmord. Det er måske allerede for sent, når man tænker på, at Det Hvide Hus, den 13. december 2011, inviterede OIC inden døre for at planlægge, hvordan man bedst ødelægger Vesten indefra.

FP: Ibn Warraq, tak fordi du ville være med i Frontpage Interview.

Noter:

[1] Roger Scruton, “The glory of the West is that life is an open book.” Sunday Times (27. maj 2007).

[2] Alan Charles Kors, "Can There Be an ‘After Socialism’?" i Social Philosophy and Policy, 2003; 20 (1) pp. 1-17.

---

Oversættelse: Bombadillo