Hvis islamiske samfund skal blive velstående, frie og demokratiske, må en ægte reformation finde sted inden for de arabiske nationer. De arabiske regeringer i Mellemøsten må fjerne teokratisk islam som det mest dynamiske element inden for deres grænser. Gradvis sekulær uddannelse, respekt for andre trosretninger og selvkritikkens reflekterende gave skal blomstre for at producere en høst af individuel frihed. Hvor sandsynlig er en sådan reformation i dagens islamiske samfund? Og kan islam indføre sådanne reformer uden at forråde sin egen natur?

Der er nogle (vildledte, efter min mening) liberale muslimer, der benægter, at enhver sådan forvandling skulle være nødvendig, at islam ikke behøver at blive marginaliseret, for at frihed kan blomstre. Disse liberale hævder ofte, at den virkelige islam er forenelig med liberalt demokrati, at den virkelige islam er feministisk, at den virkelige islam er egalitær, at den virkelige islam tolererer andre religioner og trossystemer, og så videre. Derefter går de videre til nogle virkelig kreative nyfortolkninger af de pinlige, intolerante og kvindefjendske vers i Koranen. Men intellektuel ærlighed kræver, at vi afviser netop en sådan uærlig fiflen med Koranens tekst, som, selv om den kan være åben for nogen genfortolkning, ikke er uendelig elastisk. Sandheden er, at der ikke er nogen reel forskel mellem islam og islamisk fundamentalisme - der er højest en forskel af grad, men ikke af art. Der er moderate muslimer, men islam i sig selv er ikke moderat. Alle den såkaldt islamiske fundamentalismes læresætninger er afledt af Koranen, sunna og hadith - de bestemmende tekster i islam - og udarbejdet i de fineste detaljer af klassiske muslimske jurister fra alle fire sunni-muslimske retsskoler, samt af shia-muslimske jurister.

Den eneste løsning er at flytte spørgsmål om menneskerettigheder ud af den religiøse sfære og ind på den verdslige stats område; med andre ord, at adskille religion og stat og fremme en sekulær stat, hvor islam er forvist til det personliges område. Her ville islam kunne fortsætte med at yde trøst, tryghed og mening, som den har gjort det for millioner af mennesker i århundreder, men uden at kunne dekretere statens jordnære anliggender.

Kan islamiske samfund sekulariseres? Ja, der er mange grunde til optimisme. Desværre er der også anstødssten, som let kunne bringe processen ud på sidelinien. På den positive side:

1. Sekularisme har en lang historie i islamiske samfund. Siden 11. september har alle journalister været ivrige efter at påpege, at islam ikke kender til adskillelse mellem moské og stat. Og på klassisk arabisk findes der da heller ingen ordpar, der svarer til 'læg' og 'gejstlig,' 'åndelig' og 'verdslig,' eller 'sekulær' og 'religiøs.' Men hvad disse samme journalister undlader at tilføje er, at den doktrinære mangel på adskillelse af moské og stat ikke betød, at den islamiske historie var beretningen om en række nådesløse muslimske teokratier. Tværtimod har muslimsk historie, som Carl Brown demonstrerede for nylig, været præget af en de facto adskillelse af stat og religiøst samfund. [1] Civilt styre skete primært gennem en herskers dekret, som af jurister blev givet religiøs sanktion ex post facto [efterfølgende med tilbagevirkende kraft, o.a.].

2. Mange af de moderne ledere af kulturelt islamiske lande var verdslige i deres udsyn og tilgang til det moderne industrisamfunds problemer. Navnene på blot nogle få af sådanne ledere: Muhmmad Ali Jinnah i Pakistan, Nasser i Egypten, Sukarno i Indonesien, Habid Bourguiba i Tunesien, Sultan Muhammed V i Marokko, Reza Shah og hans søn Muhammad Reza Shah samt Muhammed Mossadegh i Iran, og så videre. Habib Bourguiba, for eksempel, pressede blot fem måneder efter Tunesiens uafhængighed en radikal juridisk reform igennem (august 1956), der forbød polygami og gjorde dom om skilsmisse en fortrinsret for domstolene, hvorved mandens eneret til at forlange skilsmisse blev ophævet. Selvom fjorten tunesiske religiøse lærde udstedte en fatwa, der fordømte den nye lov, blev den modtaget med begejstring af modernisterne og mødte næsten ingen modstand. Bourguiba var gået i lag med den muslimske officielle religiøse klasse og havde vundet. Modernisering og sekularisering af uddannelse fulgte, herunder degraderingen af det ærværdige Zaytuna Moské Universitet, som til sidst blev et fakultet for religiøse studier under Tunis' Universitet. [2] Desværre førte korruption, nepotisme, inkompetence, leflen for mullaherne, de formørkede religiøse lærde, til den stigende indflydelse af islamiske fundamentalister, der, idet de følte, at deres tid var kommet, krævede indførelse af stadig mere islam i det offentlige liv.

3. Andre tegn på, at islamiske samfund er i stand til sekularisering, kommer fra Den Islamiske Republik Iran - af alle steder! Iran har optaget mange institutioner fra de vestlige demokratier, som intet har at gøre med islam, hverken historisk eller doktrinært - institutioner som almindelige valg, en grundlovgivende forsamling, et parlament, selv en forfatning, inspireret af den franske forfatning fra 1958.

Iran er også scenen for meget optimistiske udviklinger. Hashem Aghajari er en islamisk revolutionær-der-blev-historieprofessor. Han var en af studenter-aktivisterne fra 1979, der senere deltog fuldt ud i den brutale undertrykkelse efter Khomeinis magtovertagelse. Han udfordrer nu de herskende mullahers ufejlbarlighed og opfordrer iranerne til at tænke selv i stedet for blindt at acceptere alt, hvad der prædikes under fredagsbønnerne, et råd, for hvilket han er blevet dømt til døden. Men han får nu støtte af de studerende og professorerne på de fleste af landets universiteter, og tusinder af almindelige borgere, arbejdere og kulturelle ledere.

Hvor Aghajari ønsker at reformere islam, ønsker mange studerende en total adskillelse mellem moské og stat. Han ønsker en Islamisk Reformation, men demonstranterne er interesseret i skabelsen af et sekulært civilsamfund. Han er en reformator, mens de er revolutionære. Hvorfor er pressen tavs om denne udvikling? Endnu vigtigere - hvorfor støtter Bush-administrationen ikke disse modige studerende, arbejdere, intellektuelle og soldater i deres kamp for frihed? [3]

Med disse faktorer in mente, er der også stærke faktorer, der kalder på pessimisme:

1. Med den delvise undtagelse af Tyrkiet, er der ikke et eneste stabilt demokrati i den islamiske verden. Det er ikke overraskende, at muslimer, der lever under undertrykkende regimer, vender sig til islamister for støtte, både moralsk og økonomisk.

2. Situationen i Mellemøsten, som beskrevet af Human Rights Watch i en rapport udgivet i 2003, er nedslående. En af dens konklusioner: "Uafhængige civilsamfunds-institutioner var skrøbelige eller ikke-eksisterende i de fleste lande. Gennem hele regionen kom politiske partier, menneskerettighedsorganisationer og andre grupper under angreb fra staten eller blev hæmmet, fordi love ikke tillod dem at eksistere lovligt. I Iran og Saudi-Arabien forblev konservative gejstlige institutioner fast etablerede og magtfulde, hvorved de forsinkede fremskridt og hæmmede udviklingen af uafhængige og effektive nationale institutioner."

3. Frie og retfærdige valg vil ikke nødvendigvis føre til sekulære regeringer, hvilket islamisternes sejre i Algeriet, Pakistan og Tyrkiet har vist.

4. Den 2. juli 2002 offentliggjorde De Forenede Nationers Udviklingsprogram "Rapport over den menneskelige udvikling i den arabiske verden 2002" [Arab Human Development Report 2002], som ikke kun dækker det økonomiske område, men også sådanne spørgsmål som manglen på frihed og demokrati i den arabiske verden, den høje analfabetisme og kvinders stilling. Fordi den var skrevet af arabiske intellektuelle og akademikere, er den i sig selv en grund til fest, da den manifesterer en af forudsætningerne for at kunne reformere islamiske samfund, nemlig selvkritik. Desværre er rapportens indhold deprimerende læsning.

Med ordene fra Middle East Quarterly: "Med usædvanlig oprigtighed og et batteri af statistikker, fortæller rapporten en sørgelig historie om to årtiers mislykket planlægning og udviklingsmæssig tilbagegang. Én uundgåelig konklusion fremgår af dens ædruelige sider med tabeller og diagrammer: Den arabiske verden er i tilbagegang, selv i forhold til udviklingslandene. 'Rapporten er skrevet af arabere for arabere,' annoncerede en FN-embedsmand. Arabere har læst den (den blev også udgivet på arabisk), og dens arabiske forfatterskab gjorde dens argumenter mere spiselige for arabiske intellektuelle og politiske beslutningstagere. En klummeskribent i Al-Ahram Weekly opfordrede til 'en alvorlig dybtgående læsning' af rapporten, fordi 'ingen ændringer vil ske, hvis ikke arabere ser kendsgerningerne i øjnene, hvor ubehagelige de end måtte være.'" [4]

Hvis man tager ved lære af, hvordan sekularisering fandt sted i Vesten, kan sekulariseringen i islamiske samfund fremmes ved:

- Videnskabelig kritik af Koranen;
- Sekulær uddannelse, der opmuntrer til kritisk tænkning;
- Fremme af religiøs pluralisme ved at forsvare ikke-muslimer i islamiske samfund;
- Fremme af sekulære demokratier, ikke tyrannier; og
- Udøvelse af selvkritik.

Mange af disse faktorer spillede en rolle i sekulariseringen af det kristne Vesten: Fremskridt indenfor viden i almindelighed og videnskaberne i særdeleshed betød, at kriterierne for rationalitet kunne anvendes på religiøse dogmer, med ødelæggende virkning; bibelkritik, som førte til afskaffelse af en bogstavelig læsning af Bibelen og en underminering af Troens Tidsalder; religiøs tolerance og religiøs pluralisme, som til sidst førte til tolerance og pluralisme slet og ret. Som forsker Owen Chadwick udtrykker det: "Når man én gang havde indrømmet ligestilling til en bestemt gruppe, kunne man ikke begrænse den til denne gruppe. Man kunne ikke begrænse den til protestanter; heller ikke senere til kristne; heller ikke til sidst til troende på Gud. Et frit marked for nogle opfattelser blev et frit marked for alle opfattelser (...). Kristen samvittighed var den kraft, der begyndte at gøre Europa 'sekulær’; det vil sige at tillade mange religioner eller ingen religion i en stat, og afvise enhver form for pres på det menneske, der forkastede accepterede og nedarvede grundprincipper for samfundet (...). Min samvittighed er min egen." [5]

Hvilken lære kan vi drage af denne sekulariseringsproces i Vesten? For det første bør vi, der lever i det frie Vesten og nyder godt af ytringsfrihed og fri videnskabelig forskning, tilskynde til et rationelt syn på islam - til korankritik. Kun kritik af Koranen kan hjælpe muslimer til at se på deres hellige skrift på en mere rationel og objektiv måde, og forhindre unge muslimer i at blive gjort fanatiske af Koranens mindre tolerante vers. Det giver ikke mening at beklage manglen på en reformation i islam, og samtidig boykotte bøger som "Derfor er jeg ikke muslim," eller at råbe "islamofobi" (eller fatwa!), hver gang en kritik af islam kommer til orde. I stedet er politiske ledere, journalister og selv forskere opsat på at beskytte muslimernes ømme følelser. Vi gør ikke islam nogen tjeneste ved at beskytte den mod oplysningstiden værdier.

For det andet kan vi, blot ved at beskytte ikke-muslimer i islamiske samfund, opmuntre til religiøs pluralisme, hvilket igen kan føre til pluralisme i politiske anliggender. Ved at insistere på, at "min samvittighed er min egen," kan vi, med Owen Chadwicks ord, opmuntre til frit marked for alle meninger, hvilket er en af de vigtigste hjørnesten i ethvert liberalt demokrati.

Vi kan opmuntre til rationalitet gennem sekulær uddannelse. Dette vil betyde lukning af religiøse madrasaer, hvor børn fra fattige familier kun lærer Koranen udenad, lærer jihad-doktrinen - kort sagt, lærer at blive fanatikere. Fiaskoen for den centrale regering i Pakistan for eksempel, med forsøget på at give gratis skolegang og økonomisk velstand til alle dets borgere har ført til fremkomsten af madrasaer, hvor fattige børn får lidt undervisning og mad, som deres fattige forældre ikke kan give. I Pakistan er det tydeligt, at mange af disse religiøse skoler er finansieret af Saudi-Arabien. Vesten må gøre sit yderste for at reducere den ideologiske og økonomiske indflydelse af den saudiske wahhabisme, og i stedet opmuntre Pakistan til at tilbyde gratis sekulær uddannelse til alle børn, drenge og piger. Vesten kan give støtte med betingelser knyttet til dette formål.

Hvilken slags uddannelse? Min prioritet ville være en total omskrivning af skolebøger, som i dag prædiker intolerance over for ikke-muslimer, især jøder. Man må håbe, at uddannelse vil fremme kritisk tænkning og rationalitet. Igen for at fremme pluralisme, så jeg gerne, at den præ-islamiske histories herligheder blev lært for alle børn.

Et forbud mod enhver religiøs undervisning i offentlige skoler, som det er tilfældet i Frankrig, hvor der er en klar forfatningsmæssig adskillelse af stat og religion, er ikke realistisk i øjeblikket i islamiske lande. Det bedste vi kan håbe på, er undervisning i sammenlignende religion, som kan føre til en svækkelse af den fanatiske feber, fordi islam så vil blive set som blot ét trossystem ud af en lang række andre.

Det vil måske overraske nogle at erfare, at de islamiske fundamentalister nærer større frygt for humaniora, især historie og sociologi, end for naturvidenskab. Mange af lederne af de forskellige islamistiske grupper er ingeniører af uddannelse. De er ikke bange for fysik; faktisk er de fleste af dem overbevist om, at alle moderne opdagelser indenfor moderne atomfysik er forudsagt i Koranen. De er på vagt over for historie og samfundsvidenskab, fordi disse discipliner tilsyneladende har en tendens til at relativere menneskelig viden. Selvfølgelig bør et kursus i historisk metode og historisk forskning undervise i metodisk skepticisme; som R. G. Collingwood sagde: Den grundlæggende egenskab ved den kritiske historiker er skepsis med hensyn til vidnesbyrd om fortiden. Denne skepsis kan naturligvis udvides til den tidlige islams historie.

Men uddannelse alene kan ikke løse problemerne. Flere millioner unge uddannede mennesker kommer ud på arbejdsmarkedet blot for at erfare, at deres uddannelse ikke har åbnet dørene til den økonomiske velstand, de havde forestillet sig. Uddannelse uden økonomisk mulighed fører til social frustration, hvilket kan tjene som rekrutteringsbasis for fundamentalister.

Islamiske lande vil aldrig gøre fremskridt, hvis de fortsætter med at give Vesten skylden for alle deres dårligdomme. Muslimske intellektuelle, der udspyr had til Vesten og svælger i selvmedlidenhed, fører ikke deres folk til at tage ansvar for deres egne handlinger. Islamiske lande har brug for karismatiske ledere, der er i stand til at udøve selvkritik, som kan sige til deres folk: "fejlen er ikke i stjernerne, men i os selv, at vi er underordnede." [6] Fejlen ligger heller ikke i Stars and Stripes, eller i en eller anden formodet "korsfarer-zionist" sammensværgelse. Disse ledere må føre deres folk til demokrati, indføre en verdslig stat med en fælles civil lovgivning, der er adskilt fra og uafhængig af religiøse institutioner, og tillade frit valg af religiøs tro og praksis. Sådanne ledere skal vedtage lovgivning, der sikrer alle borgeres rettigheder, mænd og kvinder, muslimer og ikke-muslimer. Endelig skal disse ledere indføre sekulær uddannelse. Disse byggesten kan skabe et stabilt demokrati ved at drive den nødvendige kile ind mellem moské og stat, hvorved førstnævnte vil få en mere begrænset indflydelsessfære.

Noter

[1] L. Carl Brown, Religion and State: The Muslim Approach to Politics, New York: Columbia University Press, 2000.

[2] L. Carl Brown, Religion and State: The Muslim Approach to Politics, New York: Columbia University Press, 2000, pp. 120-121

[3] Michael Ledeen, December 6, 2002, National Review Online

[4] Middle East Quarterly, Fall 2002, Vol. IX: Number 4, p. 59

[5] O. Chadwick, The Secularization of the European Mind in the Nineteenth Century, Cambridge, 1975, pp. 21-23

[6] Shakespeare, Julius Caesar, 1.2, lines 139-140

---

Oversættelse: Bombadillo