Som Patricia Crone engang udtrykte det: "Nye religioner springer ikke fuldt færdige ud af hovederne på profeter; gamle civilisationer kan ikke bare manes væk." Islam opstod ikke på en eller anden måde fuldt udviklet, som den traditionelle islamiske beretning vil have os til at tro, men langsomt, over en lang periode, efterhånden som de arabiske erobrere kom i kontakt med de langt ældre kulturer og civilisationer, som pressede araberne til at stille spørgsmål og skabe deres egen religiøse og kulturelle identitet. Lige siden det nittende århundrede, hvor vestlige forskere, især tyske, men også italienske, franske, ungarske og engelske, begyndte at undersøge islam og Koranen på samme måde, som de var begyndt at undersøge Det Gamle og Det Nye Testamente, har debatten handlet om at afgøre, om det var jødedom eller kristendom, der havde bidraget mest til skabelsen af islam. Som Richard Bell udtrykte det i sin The Origin of Islam in Its Christian Environment [Edinburgh, 1925]: "At både jødedommen og kristendommen spillede en rolle i udformningen af islams lære og i forberedelsen af Arabiens åndelige jordbund for dens modtagelse, har længe været anerkendt. Hvor megen indflydelse der skal tilskrives den ene og hvor meget den anden, er vanskeligt at afgøre. For de har meget til fælles, og vi må huske, at der fandtes mange former for kristendom imellem det syvende århundredes ortodokse kirke og den jødedom, den udsprang af; og at det var i Østen, langs Arabiens grænser, at vi ved, at disse judaistiske former for kristendom holdt sig længst i live. Visse ting i Koranen og islam, som synes særlig jødiske, kan i virkeligheden være kommet igennem nominelt kristne kanaler. Men selv med denne godtgørelse er der ingen tvivl om den store indflydelse, som jødedommen udøvede."

A. Kristendom: Apokryfe skrifter

Adolf von Harnack [1851-1930] skrev i sin Die Mission und Ausbreitung des Christentums in den ersten drei Jahrhunderten [Kristendommens mission og udbredelse i de første tre århundreder] (1902, revideret 1906, 1915 og endelig 1924): "De store områder syd for Palæstina, Damaskus og Mesopotamien, der bærer navnet 'Arabien', blev aldrig civiliseret - de blev ikke engang underkuet - af romerne, med undtagelse af det land, der ligger øst for Jordan og flere steder syd for Det Døde Hav. Derfor kan vi kun lede efter kristne, indenfor vores periode, i de netop nævnte områder, hvor arabiske, græske og romerske byer var beboet af folk af overlegen civilisation. Umiddelbart efter sin omvendelse drog Paulus til "Arabien" (Gal 1:17), dvs. næppe til ørkenen, men snarere til provinsen syd for Damaskus. Arabere er også nævnt i ApG 2:11 (...). Der findes ingen arabiske versioner af Bibelen forud for islam, hvilket uigendriveligt beviser, at kristendommen, i dens primitive periode, ikke havde sikret sig noget fodfæste blandt araberne overhovedet. Faktisk fik den aldrig et sådant fodfæste, for de arabiske versioner blev slet ikke lavet for arabere, men for koptere og syrere, der var blevet arabere."

Alligevel udøvede de kristne kirker langs Arabiens grænser en vis indflydelse, og denne indflydelse kom primært fra Syrien i nordvest, Mesopotamien i nordøst og Abessinien i vest. Sidstnævnte center kan have udøvet sin indflydelse henover Det Røde Hav, men mere sandsynligt via Yemen i syd, der i en periode var under abessinsk herredømme. Men de lærde er, som altid, delte i spørgsmålet om omfanget af den kristne tilstedeværelse i Hijaz, det vil sige den del af Saudi-Arabien, der huser de hellige byer Mekka og Medina. For eksempel bemærker J. S. Trimingham i sin Christianity among the Arabs in pre-Islamic Times [London, 1979], at: "Kristendommen var ikke-eksisterende blandt araberne i det vestlige Arabien syd for Judham-stammerne." I et kapitel med overskriften "Kristne i Hijaz," konkluderer han - efter først at have beskrevet Mekkas historie i henhold til muslimske kilder, plus dens geografiske beliggenhed - at "disse faktorer er tilstrækkelige til at forklare, hvorfor kristendommen, i nogen af dens tilgængelige former, ikke kunne have haft nogen indflydelse på dens indbyggere." Mens en anden forsker, Irfan Shahid, i sin Byzantium and the Arabs in the Fifth Century, bemærker, at "Steder med udpræget kristen forbindelse, som f.eks. Maqbarat al Nasara, de kristnes kirkegård, er anført som beliggende i Mekka i senere islamiske kilder, og disse umuligt kan have været fabrikerede."

Jeg tror, det er utilrådeligt, frugtesløst og unødvendigt at stole på sene kilder for at påvise tilstedeværelsen af jøder eller kristne i Arabien, for hvis argumenterne, fremført af revisionisterne, inspireret af John Wansbroughs arbejde, er korrekte, så udvikledes islam ikke i Arabien, men meget længere mod nord i Palæstinas og Syriens "sekteriske miljø." Vi behøver således kun at undersøge Koranen selv for at opdage, at den er fuld af historier og motiver, der er afledt af Det Gamle og Nye Testamente. Men en sådan undersøgelse giver også yderligere overraskende resultater: Mange af historierne i Koranen, især om Maria, Jesu mor, er taget fra de apokryfe evangelier, som igen afledte dem fra ældre buddhistiske tekster.

William St. Clair Tisdall [1859-1928] giver os i sin The Original Sources of the Qur’an [London, 1905] flere eksempler på den sandsynlige kilde til fortællingerne i Koranen. Men man må huske, at han arbejdede ud fra, efter min mening, falske forudsætninger, da han accepterede hele det muslimske traditionelle eventyr om samlingen af Koranen, Muhammed, hadith og resten af fantasierne fra 1001 Nat.

Tisdall begynder med sura 19, Maria (Maryam), v. 27, 28, hvor vi får at vide, at da Maria kom til sit folk efter fødslen af vor Herre, sagde de til hende:

"Maria! (...) Du har gjort noget uhørt! Du Arons søster! Din far var ingen dårlig mand, og din mor var ingen skøge!" (Koranen 19:27-28)

Tisdall bemærker: "Ud fra disse ord er det indlysende, at Maria, efter Muhammeds opfattelse, var identisk med Mirjam, søster til Moses og Aron! Dette er gjort endnu mere klart i sura 66, Herredømmet (At Tahrim), v. 12, hvor Maria benævnes "Amrams datter" eller "Imrans datter", hvor sidstnævnte er den arabiske form af Amram, der i Mosebøgerne kaldes far til "Aron og Moses og deres søster Mirjam" (4 Mos 26:59). Titlen "Arons søster" er givet til Mirjam i 2. Mosebog 15:20, og det må være fra denne passage, at Muhammed lånte udtrykket. Grunden til den fejl, der identificerer moderen til vor Frelser med en kvinde, der levede omkring 1570 år før hans fødsel, er åbenbart det faktum, at begge navne, Maria og Mirjam, på arabisk har én og samme form, Maryam. Den kronologiske vanskelighed ved identifikationen synes ikke at være gået op for Muhammed. (...) [Muslimske] kommentatorer har forgæves forsøgt at modbevise denne anklage for historisk unøjagtighed."

Lad os nu se, hvad Koranen og Traditionen har at sige om det sidstnævnte.

I sura 3, Amrams slægt (Al Imran), v. 35-37 læser vi:

"Da Amrams hustru sagde: 'Herre, jeg skænker Dig, hvad der er i mit moderliv, som indviet. Tag imod det fra mig! Du er Den Hørende og Den Vidende.' Da hun var nedkommet med hende, sagde hun: 'Herre, jeg er nedkommet med en pige!' - Og Allah vidste bedst, hvormed hun var nedkommet - 'En dreng er ikke det samme som en pige. Jeg har kaldt hende Maria, og jeg stiller hende og hendes efterkommere under Din beskyttelse mod den bortstenede Satan.' Hendes Herre tog velvilligt imod hende og gav hende en god opvækst. Han gjorde Zakarias til hendes værge. Hver gang Zakarias kom ind i helligdommen til hende, fandt han underhold hos hende. 'Maria!' sagde han. 'Hvor har du fået det fra?' Hun sagde: 'Det kommer fra Allah. Allah forsørger hvem Han vil, uden afregning.'" (Koranen 3:35-37)

Tisdall fortsætter: "I tillæg til og som forklaring på denne fortælling, giver Baidawi [død 1260 e.Kr.] og andre kommentatorer og lærde os følgende oplysninger: Imrans kone var ufrugtbar og højt oppe i årene. En dag da hun så en fugl give mad til sine unger, længtes hun efter at få børn, og bønfaldt Gud om at skænke hende et barn. Hun sagde, 'O min Gud, hvis du giver mig et barn, uanset om det er en søn eller en datter, vil jeg give det som en gave i Din nærværelse i templet i Jerusalem.' Gud hørte og besvarede hendes bøn, og hun undfangede og fødte en datter, Maria. Jalaluddin fortæller os, at navnet på Marias mor var Hanna. Da hun bragte Maria til templet og overgav hende til præsterne, accepterede de offeret og udnævnte Zakarias til barnets værge. Han anbragte hende i et værelse, og tillod ingen andre end sig selv at træde ind i det; men en engel forsynede hende med hendes daglige føde."

Tilbage i Koranen (Sura 3:42-47) lærer vi følgende, da Maria var blevet ældre:

"Og da englene sagde: 'Maria! Allah har udvalgt dig og gjort dig ren. Han har udvalgt dig frem for verdens kvinder. Maria! Vær ydmyg over for din Herre, kast dig ned for Ham og bøj dig, sammen med dem, der bøjer sig!' Dette er en af beretningerne om det skjulte. Vi åbenbarer den for dig. Du var ikke hos dem, da de kastede deres lykkepile for at se, hvem der skulle være værge for Maria, og du var heller ikke hos dem, da de kom i strid med hinanden. Da englene sagde: 'Maria! Allah forkynder dig det gode budskab om et ord fra sig. Hans navn er Messias, Jesus, Marias søn. Han vil være højt agtet i denne verden og i den hinsidige, en af dem, der bliver bragt nær. Han vil tale til menneskene, når han ligger i vuggen, og som moden mand, og han vil være en af de retfærdige.' 'Herre!' sagde hun. 'Hvordan kan jeg få et barn, når ingen mand har berørt mig?' Han sagde: 'Sådan er det. Allah skaber, hvad Han vil. Når Han har besluttet en sag, da siger han blot til den: "Bliv til", og så er den til.'" (Koranen 3:42-47)

Tisdall bemærker: "Med hensyn til hvad der bliver sagt i disse vers om at kaste lykkepile eller tagrør, så forklarer Baidawi og Jalaluddin, at Zakarias og 26 andre præster blev hinandens rivaler i deres ønske om at blive Marias værge. De gik derfor ned til Jordans bredder og kastede deres siv i vandet; men alle sivene sank undtagen Zakarias', og på denne måde blev sidstnævnte udnævnt til hendes værge."

Når vi vender os mod sura 19, Maria (Maryam), v. 16-34, finder vi dér følgende fortælling om Jesu fødsel:

16) Tænk på Maria i Skriften! Da hun trak sig tilbage fra sine husfæller til et sted mod øst!
17) Hun trak et forhæng for imod dem. Da sendte Vi Vor ånd til hende, så den for hende så ud som et fuldkomment menneske.
18) Hun sagde: "Jeg søger tilflugt hos Den Barmhjertige imod dig, hvis du er gudfrygtig!"
19) Han sagde: "Jeg er blot din Herres udsending, kommet for at skænke dig en uskyldsren dreng."
20) Hun sagde: "Hvordan skulle jeg få en dreng, når intet menneske har berørt mig? Jeg er ingen skøge!"
21) "Sådan er det!" sagde han. "Din Herre siger: 'For mig er det en let sag. Vi vil gøre ham til et tegn for menneskene og til barmhjertighed fra Os. Det er en afgjort sag'."
22) Hun ventede sig og bar ham og trak sig tilbage med ham til et afsides sted.
23) Fødselsveerne drev hende hen til palmetræets stamme. Hun sagde: "Gid jeg var død forinden og gået helt af minde!"
24) Da råbte han til hende, under hende: "Vær ikke bedrøvet! Din Herre har skabt et kildevæld under dig.
25) Hvis du ryster palmestammen mod dig, vil den lade saftige, modne dadler falde ned over dig.
26) Så spis og drik og fryd dig! Og hvis du ser noget menneske, så sig: 'Jeg har lovet den Barmhjertige at faste, så jeg kan ikke tale med nogen i dag'!"
27) Så bragte hun ham i sine arme til sit folk. "Maria!" sagde de. "Du har gjort noget uhørt!
28) Du, Arons søster! Din far var ingen dårlig mand, og din mor var ingen skøge!"
29) Så pegede hun hen på ham. De sagde: "Hvordan kan vi tale med en, der er en lille dreng i vuggen?"
30) Han sagde: "Jeg er Allahs tjener. Han har givet mig Skriften og gjort mig til profet!
31) Han har gjort mig velsignet, hvor jeg end er, og pålagt mig bøn og almisse, så længe jeg lever,
32) og ærbødighed over for min moder. Han gjorde mig ikke til en usalig voldsmand.
33) Fred være med mig den dag, da jeg blev født, den dag, da jeg dør, og den dag, da jeg bliver genopvakt til livet!"
34) Dette er Jesus, Marias søn, sagt med sandhedens ord, hvorom de tvivler.

Som Tisdall siger: "Vi kan spore hvert enkelt element, der nævnes her, til nogle apokryfe kilder, hvilket vil fremgå af de passager, vi nu i det følgende vil lægge frem".

Tisdall citerer så Jakobs Forevangelium [dvs. Jakob den Yngres] i forhold til Marias fødsel, uden at forklare, hvad denne tekst er: Dens forfatterskab, dato og originalsprog og så videre. Faktisk er svarene på disse spørgsmål netop de mest betydningsfulde og vigtige. Forevangeliet blev meget tidligt optaget i liturgiske kollektive manuskripter, og har derfor overlevet i et stort antal manuskripter og i mange versioner. En forholdsvis nylig opdagelse af en papyrus, nu kendt som Papyrus Bodmer 5, dateret til det 4. århundrede, har hjulpet forskeren E. de Strycker til at etablere, hvad der nu er den bedste udgave på græsk, på hvilket sprog der findes 140 manuskripter. Men der er også fire manuskripter af Forevangeliet på syrisk, som formentlig stammer fra det 5. århundrede. Desuden er der versioner på georgisk, latin, armensk, koptisk, etiopisk, slaviske sprog og på arabisk fra det 10. århundrede. Forevangeliet cirkulerede i den østlige del af Kirken. Professor Wilhelm Schneemelcher fra Bonns Universitet beskriver Forevangeliets indhold: "Selvom det når frem til Jesu fødsel og fortæller om den, er det i virkeligheden meget mere en beretning om den mirakuløse fødsel af Maria, datter af den velhavende Joakim og hans kone Anna, hendes opvækst i Templet og hendes jomfruelighed, som ikke krænkes af enkemanden Josef, til hvem hun bliver betroet ved lodtrækning og ved Jesu fødsel. Kapitlerne 22-24 beretter om mordet på Zakarias, som er identificeret med faderen til Johannes Døber."

Det giver sig ud for at være Jakobs, Jesu broders, vidnesbyrd. I virkeligheden blev bogen nok ikke skrevet før 150 e.Kr., og nogle kapitler er muligvis tilføjet senere.

De følgende oversættelser fra Jakobs Forevangelium er taget fra Nytestamentlige Apokryfer, oversættelse, indledninger og noter ved Jørgen Ledet Christiansen og Helge Kjær Nielsen, Det Danske Bibelselskab, København, 2002:

Annas klagesang
Anna så op mod himlen og fik øje på en spurverede i laurbærtræet, og straks begyndte hun at klage og sagde til sig selv:
"Ve mig, hvem har givet mig livet? Hvilket moderliv har bragt mig til verden? For jeg blev født som en forbandelse for Israels sønner. Jeg er blevet hånet, de har spottet mig og fordrevet mig fra Herren min Guds tempel.
Ve mig, hvem ligner jeg? Jeg ligner ikke himlens fugle, for også himlens fugle er frugtbare for dig, Herre.
Ve mig, hvem ligner jeg? Jeg ligner ikke de umælende dyr, for også de umælende dyr er frugtbare for dig, Herre.
Ve mig, hvem ligner jeg? Jeg ligner ikke jordens vilde dyr, for også jordens vilde dyr er frugtbare for dig, Herre.
Ve mig, hvem ligner jeg? Jeg ligner ikke disse vande, for også disse vande er snart rolige, snart i bevægelse, og deres fisk priser dig, Herre.
Ve mig, hvem ligner jeg? Jeg ligner ikke denne jord, for også jorden frembringer sin frugt til rette tid og priser dig, Herre.

Og se, Herrens engel stod foran hende og sagde: "Anna, Anna, Gud har hørt din bøn. Du skal blive med barn, og du skal føde, og man skal tale om dine efterkommere i hele verden." Da sagde Anna: "Så sandt Gud Herren lever! Når jeg har født en dreng eller en pige, så vil jeg bringe barnet som en offergave til Herren min Gud, og det skal gøre tjeneste for ham alle sit livs dage." (...)
Og omkring seks måneder gik for hende. I den syvende måned fødte Anna (...)
og hun gav barnet bryst og gav det navnet Maria.

[Fortællingen går derefter videre med at berette om, hvordan Maria, da hun var gammel nok til at forlade sin mor, blev ført til templet i Jerusalem af Anna, i overensstemmelse med dennes løfte.] Derefter fortsætter den:

Præsten tog imod Maria, kyssede hende, velsignede hende og sagde: "Gud Herren har gjort dit navn stort i alle slægter. Ved dig vil Herren ved dagenes ende åbenbare forløsningen for Israels sønner." (...)
Men Maria blev opfostret i templet som en due, og hun fik føde af en engels hånd. Da hun var tolv år gammel, holdt præsterne råd og sagde: "Se, Maria er blevet tolv år gammel i Herrens tempel. Hvad skal vi nu gøre med hende ...?" (...)
Og se, Herrens engel stod der og sagde: "Zakarias, Zakarias, gå ud og kald enkemændene i folket sammen. De skal hver især tage en stav med, og hun skal være den mands hustru, som Gud Herren giver et tegn." Og sendebudene gik ud i hele Judæas område, og Herrens basun gjaldede, og se, alle strømmede til. Og Josef kastede sin økse fra sig og gik af sted for at mødes med dem. Og da de var forsamlede, begav de sig til præsten og tog deres stave med. Præsten tog imod deres stave og gik ind i templet og bad. Efter at have afsluttet bønnen tog han stavene og gik ud og gav dem til dem. Men der var ikke noget tegn ved dem. Den sidste stav fik Josef. Og se, en due kom ud af staven og satte sig på Josefs hoved. Præsten sagde: "Josef, Josef, du er blevet udvalgt til at tage Herrens jomfru i din varetægt!" (...)
Og Josef blev bange og tog hende i sin varetægt. (...)
Og hun [Maria] tog en krukke og gik ud for at fylde den med vand. Og se, en stemme hilste hende med ordene: "Herren er med dig, du benådede. Velsignet er du blandt kvinder!" Og Maria så sig om til højre og til venstre, hvorfra denne stemme kunne komme. Hun skælvede, gik ind i huset og stillede krukken fra sig (...)
satte sig på sin stol (...).
Og se, en engel stod foran hende og sagde: "Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for ham, der er Herskeren over alt. Du skal blive med barn ved hans Ord." Da hun hørte det, tænkte hun ved sig selv: "Skal jeg blive med barn ved Herren, den levende Gud, og føde, som enhver kvinde føder?" Og se, en engel stod foran hende og sagde: "Ikke således Maria. For Guds kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes den Højestes søn. Og du skal give ham navnet Jesus ..."

Legenden om Marias opvækst i Templet findes i mange andre apokryfe skrifter udover det, vi har citeret her. I det koptiske "History of the Virgin" [Contributions to Biblical and Patristic Literature, ed. J. Armitage Robinson, Vol. IV No.2 Coptic Apocryphal Gospels, Translations by Forbes Robinson, Cambridge, 1896] kan vi for eksempel læse:

"Hun blev næret i Templet som duerne og maden blev bragt hende fra himlen af Guds engle. Og hun var vant til at gøre tjeneste i templet; Guds engle plejede at tjene hende. Men de plejede også tit at bringe hende frugter fra Livets Træ, så hun kunne spise af dem med glæde." (egen overs. fra engelsk, o.a.)

Og i et andet koptisk skrift med titlen "Story of the Decease of Joseph" [Ibid., p. 132.], findes følgende passage: "Maria plejede at bo i Templet og tilbede dér med hellighed, og hun voksede op og blev tolv år gammel. Hun boede i sine forældres hus i tre år og i Herrens tempel i ni år mere. Da præsterne så, at denne jomfru levede kysk og hvilede i frygt for Herren, talte de sammen og sagde: 'Lad os finde en god mand og fæste hende til ham, indtil tidspunktet for bryllupsfesten.' (...) Og de indkaldte straks Judas stamme og udvalgte fra den tolv mænd i overensstemmelse med navnene på Israels tolv stammer. Loddet faldt på denne gode gamle mand, Josef." (egen overs. fra engelsk, o.a.)

Tilbage i Forevangeliet får vi at vide, at da det blev kendt, at Maria havde undfanget, blev Joseph og hun indbragt for præsterne til domfældelse. Herefter fortsætter historien som følger:

”Og ypperstepræsten sagde til hende: ’Maria, hvorfor har du gjort dette? Hvorfor har du fornedret din sjæl? Har du glemt Herren din Gud?, du, der er blevet opdraget i det Allerhelligste og fik føde af en engels hånd? Du, der har hørt deres lovsange (...), hvorfor har du gjort det?’ Men hun græd bitterligt og sagde: ’Så sandt Herren lever: Jeg er ren over for ham, og jeg har aldrig været sammen med en mand.’"

Bagefter får vi at vide, at Josef og Maria drog fra Nazaret til Betlehem. Da de ikke kunne finde plads i karavanseraiet på sidstnævnte sted, slog de sig ned i en hule, og dér blev Herren Jesus født. Ordene fra originalen, idet vi som sædvanlig udelader alt, der ikke har forbindelse med vort nuværende formål, kan oversættes således:

"Og han fandt en hule dér og førte hende ind i den (...)
Men jeg, Josef, gik omkring og gik dog ikke omkring. Og jeg så op mod himmelhvælvet og så det stå stille, og jeg så op i luften og så, den (var lammet) af forundring, og jeg så himlens fugle, der ikke bevægede sig. Og jeg så på jorden og så et sulekar dér og arbejdere lejret derved. Deres hænder var i karret. Men de, der tyggede, tyggede ikke, og de, der tog noget op, tog ikke noget op, og de, der førte noget til deres mund, førte ikke noget til munden. Men alles ansigter så op. Og jeg så får blive drevet afsted, men fårene blev stående. Og hyrden løftede sin hånd for at slå dem, men hans hånd forblev løftet. Og jeg så flodens strøm, og jeg så geder med deres munde hvilende på vandet, og de drak ikke. Da gik alt pludselig i gang igen."

Hændelsen med Maria og palmetræet, som fortalt ovenfor (sura 19, Maria (Maryam), v. 23-26), er tilsyneladende taget fra det apokryfe skrift med titlen "Liber de ortu beatae Mariae et infantia Salvatoris" [Bogen om den salige Marias oprindelse og Frelserens barndom] selv om vi, som vi skal se, kan spore begge beretninger tilbage til en sandsynligvis endnu ældre kilde. Dette skrift kaldes også Pseudo-Matthæusevangeliet [= Det Uægte Matthæusevangelium]. Endnu en gang diskuterer Tisdall ikke dato eller oprindelse til denne apokryfe tekst. Professor Wilhelm Schneemelcher [op. cit., Vol. 1, p. 458] mener, at dette værk "sandsynligvis er skrevet omkring det ottende eller niende århundrede til forherligelse af Maria som jomfruernes dronning." Hvis dette er sandt, hvordan skal man så gøre rede for det som kilde til fortællingerne i Koranen, som, ifølge den muslimske forklaring, fik sin endelige form omkring 650 e.Kr.?

Men en anden forsker, J. Gijsel, der har forsket i denne tekst i 30 år og indsamlet mere end 180 manuskripter, [i J. Gijsel og R. Beyers: Libri de nativitate mariae (2 vols. CCSA 9-10; Turnhout: Brepols, 1997) pp. 59-67] daterer Pseudo-Matthæusevangeliet [Ps-Mt] til begyndelsen af det 7. århundrede - en dato, som stadig volder problemer for dem, der accepterer de islamiske traditioner. Men det er muligt, at både Koranen og Ps-Mt trækker på en eller anden tidligere tekst. Gijsel er for eksempel overbevist om, at Ps-Mt repræsenterer en revideret og udviklet udgave af Jakobs Forevangelium, som er citeret tidligere. Men, som Gijsel påpeger, vi har at gøre med radikal omskrivning og ikke blot redaktionelle ændringer. Bemærkelsesværdigt nok optræder fortællingen om Jesusbarnet og palmetræet ikke i Jakobs Forevangelium. Det forekommer mig, at vi trygt kan tage Pseudo-Mattæus som kilde til den koranske beretning. [Se J. J. Elliots anmeldelse af J. Gijsel og R. Beyers i Novum Testamentum XLII, 1, 2000, pp. 97-99.]

Men Tisdall mener, som vi skal se, at både Koranen og det apokryfe evangelium, måske ubevidst, trækker på en buddhistisk tekst. Tisdall hypotese modsiger ikke nødvendigvis min udlægning: Det er et spørgsmål om kronologi og prioritering, og hvilke tekster, der var til rådighed for redaktørerne af Pseudo-Mattæus. Vi bliver så præsenteret for denne mulighed: Koranens beretning er afledt af Pseudo-Mattæus, som igen låner fra buddhistiske legender, der cirkulerede frit i Syrien og Mesopotamien fra de tidligste tider.

Tisdall tager historien op: "I den bog, vi netop har nævnt, er begivenheden forbundet med Flugten til Egypten. Fortællingen beretter om, hvordan Den hellige Familie startede på rejsen og i to dage drog afsted stille og roligt. [Pseudo-Mattæus] fortsætter derefter:" -

"På deres rejses tredje dag skete det, at Maria på grund af solens alt for stærke glød blev træt i ørkenen, og da hun så et palmetræ, sagde hun til Josef: 'Lad mig hvile et øjeblik under dets skygge.' Josef skyndte sig at lede hende hen til palmen og hjalp hende ned fra lastdyret. Da Maria havde sat sig ned, kiggede hun op mod palmens krone og så, at den var fuld af frugt, og hun sagde til Josef: 'Hvis det kan lade sig gøre, vil jeg gerne have nogle af denne palmes frugter.' Og Josef sagde til hende: 'Det undrer mig, du siger sådan, og at du tænker på at spise af palmens frugter, for du kan vel se, hvor høj denne palme er. Jeg tænker mere på vores mangel på vand, at vandet i lædersækkene er ved at slippe op for os, og at vi snart hverken har nok til, at vi eller lastdyret kan få stillet tørsten.' Så sagde Jesus-barnet - der sad med et muntert smil i sin moders favn - til palmen: 'Bøj dig ned, træ, og vederkvæg min mor med din frugt.' Og straks ved denne ordre bøjede palmen sin krone helt ned til Marias fødder, og de plukkede af dens frugt, og de blev alle styrkede derved. Og sandelig, efter at alle dets frugter var blevet plukket, forblev træet nedbøjet, idet det ventede på, at den samme, som havde befalet det at bøje sig ned, skulle befale det at rejse sig igen. Så sagde Jesus til det: 'Rejs dig op palme, og vær fortrøstningsfuld, for du skal være blandt mine træer, som står i min faders have. Men luk nu en åre op fra dine fødder, som er skjult i jorden, og lad fra dem flyde vand, så vi kan få slukket vores tørst.' Og straks rejste palmen sig op, og der begyndte at flyde strømme af det mest klare, kølige og ferske vand fra dens rødder. Da de så strømmene af vand, blev de meget glade, og alle lastdyrene og menneskene fik slukket deres tørst, og de takkede Gud. (fra "Det Uægte Matthæusevangelium" i Ole Davidsen: Kristi Fødsel. Tekster og Tolkninger år Totusind, Forlaget Hovedland, 2000)

Tisdall fortsætter: "I stedet for at forbinde palmetræet og strømmen, der flød frem under det, med Flugten til Egypten, forbinder Koranen dem, som vi har set, meget tæt med Kristi fødsel, idet den lader ham blive født ved træets fod. Og på det tidspunkt (ifølge én forklaring) får han træet til at lade dets frugt falde ned for Maria, så hun kan spise det, og fortæller hende om den strømmende bæk. Fra dens overensstemmelse med dette apokryfe evangelium er det klart, at denne forklaring af Koranens ord med større sandsynlighed er korrekt end den forklaring, der lægger ordene i munden på Gabriel."

Men vi må nu undersøge, fra hvilken kilde Koranen lånte ideen om, at Kristus blev født ved foden af et træ, og også hvad oprindelsen er til legenden om, at træet bøjede sig ned for at lade mor og barn spise af dets frugt. Det er næppe nødvendigt at sige, at hverken den ene eller den anden af fortællingerne har det allermindste grundlag i de kanoniske evangelier.

Kilden til begge hændelser findes i bøgerne fra den buddhistiske pali-kanon, der, som vi får at vide i Mahavamsa [srilankansk krønike skrevet på pali, o.a.], blev skrevet ned i kong Vattagamani af Ceylons regeringstid, sandsynligvis senest omkring 80 f.Kr. Men det er meget muligt, at meget store dele af disse pali-bøger blev samlet flere hundrede år før. Legenderne i dem var i senere, men stadig meget tidlige, tider vidt udbredte, ikke kun i Indien og på Ceylon, men også i Centralasien, Kina, Tibet og andre lande. I Yesht 23:16 er det nævnt, at buddhistiske missionærer færdedes i Persien så tidligt som i det andet århundrede før Kristus. Den indflydelse, som buddhismen udøvede på tænkningen i hele det vestlige, samt det centrale, østlige og sydlige Asien, var enorm. Manikæisme, gnosticisme og andre kætterier var i høj grad en følge heraf, hvilket også gælder klostervæsenets fremvækst. Flere passager i de apokryfe evangelier viser, at forestillinger af buddhistisk oprindelse havde indflydelse på forfatterne af disse uægte værker, samtidig med at disse mænd uden tvivl var ganske uvidende om den virkelige kilde til deres inspiration. Det var derfor let for Muhammed at blive vildledt på samme måde; og vi kan pege på de selv samme passager i pali-bøgerne, som repræsenterer den tidligst kendte form for legenderne om træet.

En af disse findes i Nidanakatha Jatakam (kap. 1, s. 50-53). Dér får vi at vide, at da Maya, som skulle blive mor til Gautama Buddha, var med barn og vidste, at hendes tid til at føde var inde, fik hun af sin mand, Suddhodhana tilladelse til at vende tilbage til sin fars hus for at føde, i overensstemmelse med skikken i dette land. På rejsen kom hun og hendes tjenerinder ind i en smuk skov, og prinsesse Maya beundrede i høj grad det blomstervæld, hun så på nogle af træerne. Med ordene fra den passage, vi henviser til, lyder beretningen om hvad der så skete således:

"Da hun var kommet hen til foden af et velsignet sal-træ, fik hun lyst til at tage fat i en af dets grene. Sal-træets gren bøjede sig ned som enden af en stok, der er blødgjort af damp, og kom inden for rækkevidde af prinsessens hånd. Hun rakte hånden ud og greb fat i grenen (...). Fødslen gik i gang netop som hun stod med sal-træets gren i sin hånd."

Forskellene mellem denne og beretningen om Kristi fødsel i Koranen, som vi har citeret ovenfor, er kun ringe. Muhammed nævner et palmetræ, det bedst kendte af alle træer for en araber, i stedet for de arter af blomstrende træer, der er nævnt i den buddhistiske bog, da det indiske sal-træ ikke vokser i Arabien. Legenden er uden tvivl blevet ændret på denne måde under dens videregivelse, som det almindeligvis er tilfældet med lignende fortællinger. Den indiske legende antyder, at Buddhas mors anstrengelse for at få fat i blomsterne på grenen over hendes hoved uventet førte til barnets fødsel. Koranen synes slet ikke at give en sådan god grund til fødslen, der fandt sted under palmetræet. Men de to fortællinger er tydeligvist én og den samme. Vi bemærker her, som i Koranen, at træet bøjede sine grene for at lade Maya plukke blomsterne - eller, som Koranen har det, at lade dets modne dadler falde ned for Maria.

Den anden beretning om denne sidstnævnte hændelse - den fra det apokryfe evangelium - er forbundet med Flugten til Ægypten, da vor Herre var spæd. Denne er parallel med, hvad vi læser i Cariya-Pitakam (kap. 1, digt 9). Her får vi at vide, at Buddha i en tidligere fødsel var en prins ved navn Vessantaro. Efter at have krænket sit folk, blev han forvist fra sit rige sammen med sin kone og sine to små børn. Mens de vandrede mod de fjerne bjerge, hvor de håbede at finde asyl, blev børnene sultne. Så fortæller den buddhistiske beretning: "Hvis børnene ser frugtbærende træer på bjergsiden, græder børnene for at få deres frugt. Når de ser børnene græde, vil de store høje træer nærme sig dem ved at bøje sig ned af sig selv."

Det er klart, at både Koranen og forfatteren til det apokryfe "Bogen om Marias fødsel" ubevidst har lånt disse særlige hændelser fra buddhistiske kilder. Dette faktum modbeviser selvfølgelig fortællingens sandhed.

Hvis det skulle være nødvendigt at bevise, at buddhistiske legender, selv så sent som på Muhammeds tid, var i omløb i det vestlige Asien, og blev accepteret som kristen historie, så kan et sådant bevis leveres ved fortællingen om "Barlaam og Josafat." Denne legende blev, ifølge nogle, skrevet på græsk i det sjette århundrede af kristen tid, selvom den mere almindeligt tilskrives Johannes Damascenus [Johannes af Damaskus, o.a.], der trivedes ved kalif al-Mansurs hof (753-774). Josafat, den kristne fyrste i bogen, er uden tvivl Buddha selv, og hans navn er en forvanskning af Bodhisattva, en af Buddhas mange titler. Den vigtigste kilde til historien er den legendariske sanskrit-fortælling om Buddha, der er kendt som Lalita Vistara. Alligevel er Josafat en helgen i både den græske og den romerske kirke; i den førstnævnte er 26. august mindedag for ham, i den sidstnævnte, 27. november.

Et andet apokryft evangelium er af særlig interesse: Det Arabiske Barndomsevangelium. Dette evangeliums tekstuelle historie er kompleks. Det var meget sandsynligt en oversættelse fra det syriske, som blev samlet på et tidspunkt mellem den femte og sjette århundrede, og som igen afhang meget af det allerede nævnte Jakobs Forevangelium og af Thomas' Barndomsevangelium (Barndomsfortælling) [ikke at forveksle med det (koptiske) Thomasevangelium, fundet ved Nag Hammadi]. Som J. K. Elliott, professor i nytestamentlig tekstkritik ved universitetet i Leeds, siger: "Meget af materialet er indeholdt i det syriske Jomfruens historie", hvoraf en kopi blev opdaget og oversat af Sir E. A. Wallis Budge som The History of the Blessed Virgin Mary and the History of the Likeness of Christ [London, 1899]. Elliott fortsætter: "Selv om der måske ikke er nogen direkte forbindelse mellem de to, så styrker sådanne sammenligninger argumentet om en syrisk indflydelse på Det Arabiske Barndomsevangelium. Andre forbindelser kan ses i skrifter af den syriske fader Isho'dad af Merv fra det niende århundrede, der synes at være klar over eksistensen af dette arabiske evangelium i sin kommentar til Mattæus."

Den første udgave af Det Arabiske Barndomsevangelium [ABE] blev udgivet i det syttende århundrede af H. Sike og havde titlen: Evangelium infantae vel liber apocryphus de Infantia Salvatoris, men den originale arabiske tekst han brugte, er gået tabt. Imidlertid er arabiske manuskripter senere blevet opdaget i Rom og Firenze.

Der er betydelige ligheder mellem Det Arabiske Barndomsevangelium og Koranen. Begge taler om Jesu evne til at bringe lermodeller af fugle til live og at helbrede spedalske. [ABE 18:36; Koranen 5:110] Begge præsenterer Jesus som et spædbarn i vuggen, der giver en redegørelse for sin mission i hver religion foran Maria:

Det Arabiske Barndomsevangelium 1:

"I en bog af ypperstepræsten Josefus, der levede på Kristi tid, og som nogle mener er Kajfas, siger denne, at Jesus kunne tale (fra fødslen), og at han allerede i vuggen sagde til sin mor Maria: "Jeg er Jesus, Guds søn, Ordet, som du har født, ganske som englen Gabriel forkyndte dig, og min fader har sendt mig for at frelse verden." (fra "Det Arabiske Barndomsevangelium" i Ole Davidsen: Kristi Fødsel. Tekster og Tolkninger år Totusind, Forlaget Hovedland, 2000)

Koranen, sura 19, v. 29-34:

"Så pegede hun hen på ham. De sagde: 'Hvordan kan vi tale med en, der er en lille dreng i vuggen?' Han sagde: 'Jeg er Allahs tjener. Han har givet mig Skriften og gjort mig til profet! Han har gjort mig velsignet, hvor jeg end er, og pålagt mig bøn og almisse, så længe jeg lever, og ærbødighed over for min moder. Han gjorde mig ikke til en usalig voldsmand. Fred være med mig den dag, da jeg blev født, den dag, da jeg dør, og den dag, da jeg bliver genopvakt til livet!' Dette er Jesus, Marias søn, sagt med sandhedens ord, hvorom de tvivler."

B. Gamle Testamente.

Koranen har kun referencer til Mosebøgerne og Salmernes Bog. Moses' navn optræder 136 gange i Koranen og henvisninger til ham overgår langt "dem, der angår andre figurer i den islamiske frelseshistorie, herunder Abraham." [Encyclopaedia of the Qur’an, Vol. 3, s. v. “Moses” p. 419]. I betragtning af Moses' betydning i Koranen, har Patricia Crone og Michael Cook, i deres vigtige arbejde, Hagarism, fremsat den tese, at samaritanernes indflydelse måske var den afgørende faktor i skabelsen af den islamiske identitet. Samaritanernes oprindelse er temmelig dunkel. De er israelitter fra det centrale Palæstina, og betragtes generelt som efterkommere af dem, der blev plantet i Samaria af de assyriske konger, efter omkring 722 f. Kr. Samaritanernes tro var jødisk monoteisme, men de havde rystet jødedommens indflydelse af sig ved at udvikle deres egen religiøse identitet, lidt på samme måde, som araberne skulle gøre det senere. Den samaritanske kanon omfattede kun Mosebøgerne, hvilke blev betragtet som den eneste kilde og standard for tro og adfærd. Formlen: "Der er ingen anden gud end den Ene," er et stadigt tilbagevendende omkvæd i de samaritanske liturgier. Et gennemgående tema i deres litteratur er Guds enhed og hans absolutte hellighed og retfærdighed. Vi lægger straks mærke til ligheden med den muslimske trosbekendelse: "Der er ingen anden gud end Allah." Og troen på Allahs enhed er selvfølgelig et grundlæggende princip i islam. Den muslimske formel: "I Allahs navn" (bismillah) findes i den samaritanske Skrift som beshem. Åbningskapitlet i Koranen er kendt som al-Fatiha, åbningen eller porten, og betragtes ofte som en kortfattet trosbekendelse. En samaritansk bøn, som også kan betragtes som en trosbekendelse, begynder med ordene: Amadti kamekha al fatah rahmeka, "Jeg står foran Dig ved porten til Din barmhjertighed." Fatah er det samme som Fatiha, åbning eller port.

Samaritanernes hellige bog var Mosebøgerne, der udgjorde den højeste åbenbaring af den guddommelige vilje og derfor blev holdt i den højeste ære. Muhammed synes også kun at have kendt til Mosebøgerne og Salmernes Bog, og demonstrerer intet kendskab til de profetiske eller historiske skrifter.

Samaritanerne nærede stor agtelse for Moses; han var profeten, som loven var blevet åbenbaret igennem. For samaritanerne var Garizim-bjerget det rette center for tilbedelse af Jahve, og dette var yderligere forbundet med Adam, Seth og Noah og Abrahams ofring af Isak. Forventningen om en kommende Messias var også en trosartikel; navnet på deres Messias var Genopretteren. Også her kan vi se ligheden med den muslimske idé om Mahdien. Vi kan skematisere de tætte paralleller mellem samaritanernes og muslimernes doktriner på denne måde:

Moses, Exodus, Mosebøgerne, Sinai-bjerget/Garizim-bjerget, Sikem
Muhammed, Hijra, Koranen, Hira-bjerget, Mecca

Under indflydelse af samaritanerne fortsatte araberne med at forme Muhammed i rollen som Moses, som leder af en udvandring (hijra), som bærer af en ny åbenbaring (Koranen), der var modtaget på et passende (arabisk) helligt bjerg, Hira. Det, der manglede for dem, var at sammensætte en hellig bog. Cook og Crone [CC] peger på den overlevering, at Koranen oprindeligt havde været mange bøger, ud af hvilke Uthman (den tredje kalif efter Muhammed) kun havde efterladt én. Vi har yderligere vidnesbyrdet fra en kristen munk, der skelner mellem Koranen og Surat al-Baqara [sura 2, Koen, o.a.] som retskilder. I andre dokumenter, får vi at vide, at Hajjaj (661-714), guvernøren i Irak, havde indsamlet og destrueret alle skrifter af de tidlige muslimer. Dernæst konkluderer CC, efter Wansbrough, at Koranen "påfaldende mangler overordnet struktur, ofte er uklar og inkonsekvent i både sprog og indhold, er skødesløs i sin sammenkædning af helt forskelligartede materialer og er forfalden til gentagelse af hele passager i forskellige varianter. På dette grundlag kan det plausibelt hævdes, at denne bog [Koranen] er produktet af en forsinket og mangelfuld redaktion af materialer, der stammer fra mange forskellige traditioner."

Samaritanerne havde forkastet helligheden af Jerusalem, og havde erstattet den med den ældre israelitiske helligdom i Sikem. Da de tidlige muslimer løsrev sig fra Jerusalem, udgjorde Sikem en passende model for oprettelsen af deres egen helligdom. Parallellerne er slående. Hver udviser den samme todelte struktur med en hellig by, tæt forbundet med et nærliggende helligt bjerg, og i hvert tilfælde det grundlæggende ritual med en pilgrimsfærd fra byen til bjerget. I hvert tilfælde har helligdommen et abrahamitisk grundlag: Søjlen, som Abraham ofrede ved i Sikem finder sit sidestykke i rukn [Yemen-hjørnet af Kabaen] i den mekkanske helligdom. Endelig er helligdommen i hvert tilfælde tæt forbundet med den relevante patriarks grav: Josef (i modsætning til Juda) i det samaritanske tilfælde, Ismael (i modsætning til Isak) i det mekkanske.

CC fortsætter med at hævde, at byen vi nu kender som Mekka i det centrale Arabien (Hijaz), ikke kunne have været skueplads for de betydningsfulde begivenheder, der er så elsket af muslimsk tradition. Bortset fra den fuldstændige mangel på tidlige ikke-muslimske referencer til Mekka, har vi det overraskende faktum, at bederetningen, som de tidlige muslimer brugte (qiblaen), var mod det nordvestlige Arabien. Beviserne kommer fra orienteringen af visse tidlige moskéer, og kristne kilders litterære vidnesbyrd. Med andre ord blev Mekka, som den muslimske helligdom, først valgt langt senere af muslimerne, for at omrokere deres tidlige historie indenfor Arabien, for at fuldføre deres brud med jødedommen og til sidst etablere deres egen særlige religiøse identitet.

Der er mange dunkle passager i Koranen, som kun kan forklares ved at henvise til Mosebøgerne eller Salmernes Bog. Uden at gå nærmere ind på hans vanskeligt tilgængelige filologiske argumenter [for detaljer, se Michael Schub, "The Secret Identity af Dhu l'Kifl," i Ibn Warraq (red.), What the Koran Really Says, pp. 394-395], kan vi nævne Michael Schubs identifikation af udtrykket "Dhu l'Kif", som har forvirret kommentatorer i århundreder, med Melkisedek, omtalt i Første Mosebog 14:16, Hebræerbrevet [NT] kapitlerne 5 og 7 og Salme 110. Melkisedek er den, der får sin andel, der modtager en tiendedel af Abrahams krigsbytte, og som skal rangeres over levitterne, hvis primære funktion i henhold til Loven var at indsamle tiende, og dette er netop betydningen af det arabiske Dhu l'Kifl [altså "den, der får sin andel", o.a.].

Endnu mere overraskende er det følgende eksempel:

"Det første hus, der blev sat for menneskene, var dét i Bekka, til velsignelse og retledning for alverden. Deri findes tydelige tegn. Det er Abrahams sted, og enhver, der træder ind i det, er i sikkerhed. Menneskene er forpligtede over for Allah til at valfarte til Huset, hvis de har nogen mulighed for det. Hvis nogen er vantro! - Allah er selvtilstrækkelig, uden behov for alverden." (Koranen 3:96-97)

Mange oversættelser tilføjer blot i parentes efter Bekka (Mekka), uden et ord til forklaring. Moderne vestlige kommentatorer kan tilføje en fodnote, der siger, at Bekka var en alternativ stavemåde for Mekka, ligesom i Encyclopaedia of Islam, Second Edition. Den klassiske arabiske kommentar, kendt som Tafsir al-Jalalayn og fuldført ca. 1467 e.Kr., siger, "Brugen af Bekka snarere end Mekka afspejler en Mekka-dialekt, og det kaldes sådan, fordi det slår ned (bakka) på halsen af tyranner. Englene byggede det før Adam blev skabt, mens al-Aqsa i Jerusalem blev bygget efter." Her er én muslimsk oversætters kommentarer: "Bekka er det samme som Mekka [og henviser læseren til Al-Isfahanis Dictionary of the Qur’an] hvilket kommer af tabakk, som betyder stimlen sammen af mennesker [Kommentar af Fakhr al-Din Razi]. Andre siger, det kommer af en rod, der betyder at brække halsen, og at det har fået det navn, fordi når en tyran tvang sig vej frem til det, så brækkede han halsen [Razi]. Nogle mener, at Bekka er navnet på selve moskéen eller Huset, der er i Mekka. Jøderne og de kristne får at vide, at templet i Jerusalem blev opført længe efter Abraham, mens det hellige Hus i Mekka var der allerede før Abraham, og faktisk var det første hus på jorden for tilbedelse af det guddommelige væsen." Med andre ord, de muslimske kommentatorer har virkelig ingen anelse om dets betydning.

Her kommer en analyse fra den lidet kendte forsker, André Regnier, der skrev i 1939 i tidsskriftet Le Muséon:

Sura 3 v. 96-97: "Det første hus, der blev sat for menneskene, var dét i Bekka [Bakka], til velsignelse og retledning for alverden. Deri findes tydelige tegn. Det er Abrahams sted (maqam Ibrâhîm) ..." Dernæst anbefales en pilgrimsrejse til dette tilbedelsens hus. Det anerkendes, at Bakka er lig Makkah, Mekka. Som motiv til denne ændring henviser Galâlains kommentar, som repræsenterer den nuværende opfattelse, til den symbolske binding til roden bakka, at knuse, "fordi Mekka knuser (eller brækker) halsen på den stolte!" Nogle filologer mener, at Bakka er en dialekt-udtale, der forveksler de to læbelyde b og m. Det kan være, men det er mærkeligt, at det andet sted, hvor Mekka er nævnt i Koranen (sura 48, v. 24), tager det form som Makka [Mekka] (i en passage om erobringen af byen).

Nu er det sådan, at vores Bakka, som man kun finder én gang i Koranen i en sammenhæng, der har at gøre med stedet for tilbedelse og valfart, svarer til et bibelsk ord, Baka, בָּכָא, som man finder én eneste gang i Bibelen, i Salme 84,6-7, i netop en sang om valfart! Hvis vi ser nøjere efter [i denne salme, o.a.], finder vi dette: "Lykkelige de mennesker, der har deres styrke i dig, de som har i sinde at drage på valfart. Når de drager gennem Baka-dalen, gør de den til et kildevæld, efterårsregnen hyller den i velsignelse." Således ankommer pilgrimmene til Zions haller.

Der er således en lighed i tema, på den ene side en koransk hapax [ord, der kun forekommer én gang i en given sammenhæng] og på den anden en bibelsk hapax, og endelig assonans [overensstemmelse mellem vokallyde, vokalrim, o.a.] mellem disse to hapax. Lad os tilføje nogle sekundære ligheder. For det første - det hebraiske berâkâh בְּ֝רָכֹ֗ות [hebraisk], nogle ord efter bâkâ' בָּכָא [hebraisk], ekkoer det koranske mubârakan [arabisk] umiddelbart efter bakka [arabisk]. Dernæst - den græske version [må være af Bibelen, dvs. Septuaginta, o.a.] oversatte ma´yân, מַעְיָ֣ן [hebraisk: kilde] med τόπος, [topos, sted] efter at have læst det hebraiske ord som מׇעו֗ן (bolig); det samme gør den syriske version og også Vulgata med dens “in valle lacrymarum, in loco quem posuit” [i tårernes dal, på det sted, han har sat]: Præcist det samme gør Koranen et par ord efter bakka [arabisk] (og gør sidstnævnte mere præcist) med sit maqâm Ibrâhîm [Abrahams sted], et æret sted og monument i det hellige indelukke: Maqâm afspejler τόπος og חעון [hebraisk].

Her er nogle få andre observationer: Versionerne oversatte הבכא [hebraisk] som om det var הבכה [hebraisk], i øvrigt fundet i nogle manuskripter, "tårernes dal". Men for at בכא [hebraisk] skal svare til den arabiske parallel, *bk' (at blive berøvet af mælk, vand, tårer), så må det tværtimod betyde tørke, hvilket lader formode, at baca, בכא [hebraisk] er et poetisk og ikke et geografisk udtryk. Under alle omstændigheder kan man, under læsningen af det hebraiske, respektere hele originaliteten af dette Baca, בָּכָא [hebraisk] og fastholde dets form og udtalelse som for et egennavn, uden hverken at oversætte eller tolke det. Og på trods af forskellen i rod, så ligner ordet Bakka [arabisk] det som et egennavn med samme assonans.

Nogle vil hævde, at alt dette er ren tilfældighed, hvorefter det så må indrømmes, at tilfældet skaber besynderlige sammenfald. Men da vi nu er ved emnet, er der noget endnu mere mærkeligt, som vi ikke kan acceptere som et produkt af tilfældighed: Mens הַבָּכָא בְּעֵמֶק [hebraisk] (i valle Baca, i Baka-dalen) svarer til Bakka [arabisk] for det karakteristiske element Baca, så finder vi i sura 48, vers 24, at det er det andet element, בְּעֵמֶק, bə·‘ê·meq [hebraisk: dalen], der svarer til bibatni makka [arabisk] (dalen ved Mekka), der, hvor makka [arabisk] får sit normale mim [det arabiske bogstav "m" i begyndelsen af Mekka]! Men vi kunne også foreslå, at de to Koran-passager er forbundne i en vis afhængighed af det hebraiske verbalkompleks.

Og således bevarer vi ordet Baca בָּכָא [hebraisk] som det afgørende udtryk i dette første eksempel.

Dette essay vil blive videreført på et senere tidspunkt.

---

Oversættelse: Bombadillo