Kapitel 33
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 4. december 2013
Det er svært for amerikanere, der bor i dette kristne land, at forstå situationen for en missionær, der rejser til et muhamedansk samfund i den hensigt at omvende dets medlemmer.
Problemet er nøjagtig det, der ville møde en muslimsk hodja eller præst, hvis han dukkede op med to eller tre tilslørede koner i et troende metodist-samfund i Michigan og indledte en kampagne på Profetens vegne. Hvad angår resultatet af uddannelse på en muhamedaner - når han er bragt til at tvivle på sin egen religion, når han er uddannet ud af den - så bliver han i almindelighed ateist. Synet af Den Store Krig har dybt påvirket alle ikke-kristne folkeslag og har gjort missionering sværere end nogensinde. "Kristus er ikke Fredsfyrsten," siger de, og ikke nok så megen forkyndelse kan få dem til at tro det. "Fredens Fyrste," vrænger de, "han er ubådens, bombeflyets, giftgassens, maskingeværets Fyrste". De formodede resultater af Kristi lære er tydeligere end læren selv. En af styrkerne ved den muhamedanske religion er, at den er oprigtig og giver frit spil til lidenskaber og impulser fra menneskets lavere natur. Uanset Koranens lære om at sprede dens læresætninger ved sværdet - for fortolkerne af denne hellige bog er legio og man kan finde alt det i den, man ønsker - så er der ingen tvivl om eksemplet sat af Muhammed, som grundlagde sit rige med sværdet i hånd, som var polygamist og en røver af kamelkaravaner og som gav ordrer til mordet på sine fjender. Dette er ikke sagt i en ånd af bagvaskelse af Profeten, men som en præsentation af velkendte historiske realiteter. Selvom den støtter mange dyder, giver Koranen friere spil til de menneskelige lidenskaber og har større appel til det naturlige menneske end kristendommens askese, og spredes dermed hurtigt blandt primitive folkeslag og dem med en lavere grad af civilisation.
Jeg mødte engang en sød missionærkvinde, der var vendt tilbage fra Afrika med sit lille barn, der var blevet febersygt, for at få det i medicinsk behandling i Amerika. Hun beskrev den store fremgang for muhamedanismen i Afrika og den tilsyneladende håbløse opgave for de kristne missionærer dér. Hun lavede en slags kort over missionsstationer og forklarede: "Vi forsøger at sætte en barriere på tværs af Afrika for at hindre muhamedanismen i at brede sig mod syd, over på den anden side af ækvator." "Ud fra hvad du siger til mig," bemærkede jeg, "kan I ikke gøre det." "Vi kan ikke," sagde hun, "men Gud kan." Dette synes umuligt at besvare og må appellere stærkt til den religiøst hengivne, men der er et svar, og det er dette: "Gud kan, selvfølgelig kan Han, men Han gør det ikke, og vil sandsynligvis ikke." Det forekommer sandsynligt, at kristendommens store gave er blevet så misbrugt og beskæmmet af de såkaldt kristne nationer, at Gud er blevet træt af dem, og anser det for anmassende af dem at sende missionærer ud for at omvende folk af anden tro. Det er blevet demonstreret til overflod for alle fornuftige mennesker, som ikke er religiøse fanatikere, at penge brugt i forsøget på at konvertere muslimer er penge smidt væk. Selv missionærerne i Tyrkiet synes at have givet op.
Den samme historie høres overalt. I bogen The Crescent in Northwest China, af missionæren G. Findlay Andrew, skriver forfatteren: "Islam er ofte blevet omtalt som en udfordring for kristne missioner. I løbet af de sidste par år er nogle få hwei-hwei (kinesiske muslimer) blevet nået med Evangeliet, og er, efter en trosbekendelse, blevet accepteret som medlemmer af kirken eller som søgende. Men antallet er imidlertid meget lille, og af dem, der har 'bevaret troen', er kun omkring én forblevet i kirkens fællesskab i skrivende stund." Og alligevel opsummerer den gode missionær denne dystre rapport med bemærkningen: "Uanset hvor stort problemet måtte være, er korsets triumf over halvmånen i Kansu alligevel sikret." Det er svært at følge den tankegang, der afleder denne konklusion fra disse præmisser.
Læserens opmærksomhed er allerede blevet henledt på det faktum, at tyrkerne er det mest lavtstående af de muslimske folk, og det ville ikke være fair overfor muhamedanere i almindelighed at sige, at de godkender nedslagtning og voldtægt, som udført af dette folk og så vel beskrevet af Gladstone og mange historikere. Faktisk er tyrkerne ikke den største fare for den kristne kirke. De har fuldført deres grusomme opgave og deres indflydelse som en missionerende magt vil ikke spredes ud over deres egne besiddelser, medmindre de starter en ny succesrig krig.
Et par citater fra den dybtborende bog, The New World of Islam af Lothrop Stoddard, vil være tilstrækkeligt til at vise, hvordan islamismen fortrænger kristendommen de steder, hvor de mødes ansigt til ansigt. Den stærkeste og bedst organiserede missionerende orden blandt muslimerne er Sanusi-ordenen, godt beskrevet af Mr. Stoddard:
Begyndelsen til en systematisk, selvbevidst pan-islamisme, kan føres tilbage til omkring midten af det nittende århundrede. Sanusierne er omhyggelige med at undgå et direkte brud med de europæiske magter. Deres langsigtede, forsigtige politik er virkelig forbløffende. I mere end et halvt århundrede har ordenen været en mægtig kraft, men den har aldrig vovet det ypperste eventyr. I mange af de fanatiske opstande, som har fundet sted i forskellige dele af Afrika, har lokale sanusier utvivlsomt deltaget, og det samme var tilfældet under det italienske felttog i Tripoli og i den nyligt overståede krig, men ordenen selv er aldrig officielt trådt ind på slagmarkerne. Sanusi-programmet går ud på samlingen af først det muslimske Afrika og senere hele den muslimske verden i det genoplivede "imamat" fra islams tidlige dage - i et stort teokrati omfattende alle sande troende - med andre ord, pan-islamisme. Men de mener, at den politiske befrielse af islam fra kristen dominans må indledes af en dyb åndelig fornyelse. År efter år og årti efter årti rykker sanusierne frem, langsomt, roligt, koldt. De dækker Nordafrika med deres afdelinger og skoler, og mod syd konverterer de millioner af hedenske negre til den islamiske tro. Enhver uvildig europæisk iagttager fortæller den samme historie. Som en englænder bemærkede for omkring tyve år siden: "Muhamedanismen gør bemærkelsesværdige fremskridt i det indre af Afrika. Den presser hedenskabet ud. Overfor den, er den kristne propaganda en myte." Og en fransk protestantisk missionær bemærker i samme retning: "Vi ser islam på fremmarch, til tider bremset ned, men aldrig standset, mod hjertet af Afrika. Den frygter intet. Selv kristendommen, dens mest seriøse rival, ser den på uden had. Mens de kristne drømmer om erobringen af Afrika, så gør muhamedanerne det." Disse gevinster sker også på bekostning af afrikansk kristendom. De europæiske missioner mister mange af deres konvertitter til islam, mens den gamle abessinske kirke, så længe en forpost mod islam, synes i fare for at blive oversvømmet af det muslimske tidevand. Der er i dag i den muslimske verden en udbredt overbevisning om, at islam er på vej ind i en periode med renæssance og fornyet herlighed.
Muhamedanismen i dag dækker den nordlige del af Afrika fra Atlanterhavet til det Røde Hav, næsten til ækvator, som den har passeret langt ud over i øst; den omringer Abessinien, en ø af degenereret kristendom; den har et solidt tag i Arabien, Persien, Afghanistan, Turkestan og har oversvømmet store dele af Kina og Rusland, hvor den gør hurtige fremskridt. Den er en af de førende religioner i Indien, og har nået Det Hollandske Ostindien [Indonesien] og Filippinerne.
Pierre Andre angav i sit værk Islam et les Races det samlede antal muhamedanere i verden i 1917 til 246.920.000; Laurence Martin fra Library of Congress, sætter i en artikel i Foreign Affairs, marts 1923 det totale antal til 230.000.000 - et lidt mere forsigtigt tal; men ethvert skøn må revideres årligt, da antallet er stigende med forbløffende hastighed. Det er sandsynligt, at antallet af muhamedanere i verden i dag er omkring 250.000.000.
Til de ovennævnte enorme områder af jordens overflade, der allerede er nævnt som solidt muhamedanske, skal nu lægges Lilleasien, det sidste håb og forposten for kristen civilisation i Mellemøsten, som bredte og udviklede sig hurtigt med hjælp fra vore egne og andre kristne skoler, men som for nylig blev ryddet af vejen ved ild og massakre og med de kristne magters støtte og medviden.
Det er allerede blevet nævnt, at konverteringer fra muhamedanismen til kristendommen er ekstremt sjældne, mens førstnævnte tager hårdt fra de kristne konvertitter. Det ser også ud til, at der er velbekræftede tilfælde af europæere og amerikanere, der har antaget islam. Professor T. W. Arnold nævner i sit begavede forsvar for muhamedanismen, The Preaching of Islam, tilfældet med en engelsk advokat, Mr. William Henry Quillam, der gik over til muhamedanismen og blev missionær for denne tro i byen Liverpool. I 1897, ti år efter hans egen omvendelse, havde Mr. Quillam vundet 137 proselytter.
En amerikaner, Mr. Alexander Russell Webb, tidligere USA-konsul i Manila, åbnede en mission efter at være gået over til muhamedanismen. Mr. Webb var blevet opdraget som presbyterianer. I 1875 konverterede en metodistprædikant ved navn Norman til muhamedanismen og begyndte at prædike den i Amerika.
Mens jeg opholdt mig i Smyrna, var der en indfødt amerikaner - som var træt af sin hustru, en from og asketisk kristen i så høj grad, at han ikke kunne få en skilsmisse fra hende - som blev muhamedaner for at gifte sig med en ung kvinde, han havde forelsket sig i, og med hvem han levede lykkeligt, som mand og kone efter muhamedansk lov, indtil for ganske nylig. Der er også den velbekræftede historie, som af indlysende grunde ikke har fået den store omtale, om den amerikanske missionærkvinde, der giftede sig med en rig tyrker og blev medlem af hans allerede velforsynede harem. En række af hendes tidligere medarbejdere opsøgte hende og prøvede at overtale hende til at vende tilbage til dem. Hun svarede:
Jeg har altid ønsket at blive gift og leve en kvindes naturlige liv, som Gud har bestemt mig til. Jeg så årene glide væk uden nogen mulighed i syne for at opfylde de funktioner, til hvilke Skaberen har skabt mig, og jeg gjorde oprør. Ingen kristen mand har nogensinde givet mig et hæderligt ægteskabstilbud, selvom flere har gjort kur til mig med anløbne hensigter. Denne mand tilbød mig en forening, ærefuld ifølge hans egen religion og landets love, og jeg accepterede. Jeg vil hellere have en fjerdedel af en mand, end slet ingen. Jeg skal snart være mor; jeg er helt tilfreds, og jeg ønsker ikke nogensinde at høre mere om missionærer eller missionering.
De to sidste tilfælde er betydningsfulde, fordi de afslører en af grundene til, at muhamedanismen er mindre vanskelig at prædike overbevisende, under gunstige forhold, end kristendommen. Den løser, for både mænd og kvinder, nogle af ulemperne ved vor civilisation, som eksisterer på trods af vore skilsmissedomstoles større og større effektivitet.
Disse sider er skrevet uden nogen ånd af fanatisme og med det eneste formål, at fortælle verden, især den kristne verden, sandheden om visse ting af stor historisk betydning. I deres organiserede propaganda, som de fører mod kristendommen, både ved skriftlige argumenter og ved deres omfattende system af læg-missionærer, er muhamedanerne fuldt bevidste om, at den kristne verdens ukristelige historie og de frygtelige syn fra Den Store Krig har føjet stærke argumenter til deres stemmers allerede harmfulde dirren. De er også klar over, at Kristi lære, mens den aldrig i nogen større udstrækning har dikteret regeringernes politik, også har undladt at regulere, som den burde, individernes liv. Muhamedanismen stiller ikke så store krav til den enkelte, som kristendommen gør, og er dermed lettere at leve op til. Der er således mindre hykleri. For eksempel er ægteskabsforbindelsen meget slap i Profetens religion og polygami er tilladt. En muhamedansk forfatter siger, at det sociale onde [må være prostitution, o.a.] er ukendt i muhamedanske lande og en forfatter i Armenia, det hedengangne Boston-tidsskrift af det navn, svarer, at dette er sandt af den grund, at muslimen af sin religion tillades at gøre sit eget hjem til et bordel. Den muslimske propaganda hævder, at deres forskellige kvinder har en åben og ærværdig status, mens den kristne har illegale relationer, som ofte ødelægger hans ofre, hvorefter de efterlades til et liv i vanære.
Men vi nærmer os muhamedanerne i spørgsmålet om løse ægteskabelige forbindelser og i behovet for missionering på hjemmefronten. I 1922 blev mere end hver ottende ægtepar skilt i USA, og det er ikke ukendt for os at have en række partnere, hvilket udfordrer selv muhamedanerne på dette særlige område. I 1922 var der 184.554 skilsmisser i USA, mod 112.036 i 1916. I 1922 var der 52 lynchninger i USA. I 1922 var der 4.931.905 analfabeter i dette land, og samme år en procentdel på næsten 23 af analfabetisme blandt negrene i syv sydstater. [A Survey of Southern Illiteracy, udgivet af Education Board, Southern Baptist Convention, Birmingham, 1923]
Koranen tillader ikke brug af vin og fromme muhamedanere afstår fra brugen af rusmidler. I USA krænkes forfatningen meget generelt af store dele af befolkningen, og dagen for Kristi Fødsel fejres i vid udstrækning med drukorgier. Masturbation er udbredt i USA i langt højere grad end mange mennesker drømmer om. Hver anden dag vælter en bil, og dræber et skyldigt par, eller en pige springer ud af et vindue af frygt for viceinspektøren, og afslører fordærv i kredse, hvor det var mindst forventet.
Kristendommen mistede sin magt som en verdenserobrende religion - og blev dermed et let bytte for muhamedanismen - så snart den blev indhyllet i et røgslør af kontrovers. De utallige og forvirrende skænderier som opstod, og som gav anledning til mange sekter og voldeligt had og splittelse, udgør en historie i sig selv. På det tidspunkt, da Muhammed trådte ind på scenen, var kirken allerede opdelt i stridende sekter, der havde mistet blikket for Mesterens enkle lære. De kristne var blevet fordærvede og generel umoral og degeneration var udbredt.
I dag er den kristne verden delt nogenlunde ligeligt mellem protestanter og katolikker, rivaliserende sekter, der viser ringe vilje til kompromis. De seneste statistikker, givet af Whittaker's Almanac, sætter det samlede antal katolikker i verden til 272.860.000 og protestanter og andre trosretninger (som den østlige kirke), der benægter pavens primat, til 290.000.000. Enhver, der har levet en tid i lande, hvor missionærer er aktive, vil vidne om de katolske søstres hellige karakter og brødrenes opofrelse. De vil ligeledes vidne om den høje karakter, modet og skønheden af protestantiske missionærers liv, mænd og kvinder. Men de to sekter er modstandere.
I Smyrna under den græske administration, blev en afdeling af KFUM startet og gjorde et fremragende stykke arbejde, hvilket også gjaldt en afdeling af KFUK. En meddelelse blev sendt til alle katolske kirker, at sådanne institutioner var af mørket og ikke af lyset, og at alle sande kristne skulle holde sig væk fra dem. En katolsk lærer i KFUK, der blev betalt en god løn og havde brug for den, blev tvunget til at opsige sin stilling. Dette er blot ét eksempel ud af mange, der kunne gives. Når en muhamedaner bliver spurgt om at blive kristen, er et almindeligt svar: "Hvilken slags? Der er så mange slags af jer, hver advarer os mod de andre." Der er i dag mindre håb for en pan-kristendom end en pan-islam. Den allerede nævnte Kurtz siger: "I dag er muhamedanismen den eneste rival til kristendommen om at blive en verdensreligion," og en forfatter i Moslem World, januar 1925 skriver: "For den kristne kirke er islam, efter tretten århundreders hård kamp, stadig det mest hæmmende problem. Det er historisk sandt, at islam blev født efter kristendommen og har fortrængt den næsten overalt, hvor den har bredt sig. Hele Nordafrikas, Palæstinas og Syriens, og nuværende Lilleasiens historie viser dette tydeligt."
Pastor George Bush giver i sin Life of Mohammed, udgivet af Harpers i 1830, følgende refleksion:
Faktisk er vi, i dette som i alle andre tilfælde hvor en persons skæbne er fuldstændig ude af proportion med de anvendte midler og overgår alle rimelige beregninger, tvunget til at tillægge problemet Guds særlige forsyn. Intet mindre end dette kunne have opnået så mægtige resultater.
Hvis der ikke er nogen anden forklaring på muhamedanernes succes, er det klart, at den Guddommelige hensigt ikke har ændret sig i de sidste 90 år. Dette er opfattelsen hos den dybt religiøse mand, der tror på Guds personlige forvaltning af alle anliggender i denne verden, og tillægger den guddommelige visdom alt, hvad der er for dybt for menneskelig indtrængen. Den historiestuderende vil forstå muhamedanismens udbredelse på kristendommens bekostning, og de vigtigste årsager er dukket op eller vil blive indlysende i løbet af denne fortælling.
En mere tapper og viril figur end Muhammed forsøgte at etablere en lignende trosbekendelse på dette kontinent [USA]. Det lykkedes ham ikke at få verdensindflydelse og at blive en permanent skikkelse i historien - hovedsagelig af geografiske årsager. Den del af verden hvor Brigham Young [den anden af Mormonkirkens "profeter", o.a.] plantede sin polygame trosbekendelse, var ikke så velegnet til dens ekspansion som skuepladsen for Muhammeds tidlige aktiviteter. Den vestlige civilisation, der fulgte tæt i hælene på guldfeberen, overmandede den amerikanske apostel og fortrolige med englen og Gabriel. Den væsentligste årsag til, at kristendommen har mistet så meget terræn til muhamedanismen og sandsynligvis vil miste meget mere, er, at der aldrig har eksisteret megen virkelig kristendom i verden.
Historien om de såkaldt "kristne nationer" har været en lang fortælling om blodige krige, om forræderi og røveri, om St. Bartholomæusnætter og katolikker gjort til martyrer af protestanter, om forfølgelser af helgener og hekse brændt på bålet.
Og tilstanden blandt de "kristne nationer", der tillod tyrkerne at brænde Smyrna og massakrere og misbruge dens indbyggere var en så voldsom kulmination af skændsel og skam, at den viser, at verden bliver mindre kristen som årene går.
Der er sikkert ingen grund til at forvente, at Gud vil hjælpe de kristne missionærer, efter sådan en skuffelse og karikatur. Hvis, som pastor Bush bemærker, den underfulde spredning af muhamedanismen kun kan forklares som en form for Guds særlige forsyn, så kan Han meget vel inspirere sanusierne til at åndeliggøre deres religion og udvikle bedre egenskaber i den. Hvis den kristne tro har haft så svag indvirkning på de kristne nationers færden og besidder så ringe harmoni, at den mangler kraft til at konvertere muhamedanere, så er det eneste alternativ til rådighed for visdommen, den endelige eller uendelige, at få det bedste ud af nogle andre trosbekendelser. Når vore missionærer er færdige med at give de tyrkiske administrationer "et solidt grundlag", kan de komme hjem og lære os at blive bedre kristne. Medmindre kristendommen bliver reddet i de lande, hvor den stadig har en nominel eksistens, er den dødsdømt, og dens civilisation vil forsvinde med den. Bolsjevikkerne forstår dette, hvilket ses af den krig, de fører mod religion.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo