Kapitel 28
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 8. oktober 2013
Om vort amerikanske ansvar for udryddelsen af de kristne i Mellemøsten, skriver jeg med stor tøven og sorg og skal begrænse mig til at omtale visse alment kendte fakta.
Dagene og månederne op til de frygtelige begivenheder i Smyrna var støjende af Chester-koncessionen [ang. anlæg af havne, jernbaner m.v. i Anatolien, o.a.] og pro-tyrkisk propaganda. De entusiastiske pro-tyrkiske artikler i pressen af de to Chestere - far og søn - er stadig friske i den offentlige hukommelse. Andre pro-tyrkiske og anti-kristne forfattere havde travlt; nogle af dem tjente utvivlsomt deres daglige brød derved. Tyrkerne havde godt med penge. De havde haft travlt med at plukke de kristnes knogler og havde fået fingre i store summer.
Den snu europæiserede gruppe tyrkere, der lever i Konstantinopel, overgik sig selv i høfligheder og gæstfrihed, som de gavmildt bortødslede til udenlandske diplomater. Denne type orientaler er den mest bestikkende og fascinerende mand i verden. Den uddannede hanum er også yderst charmerende og har en forførende ynde, der næppe er skænket hendes udenlandske søstre. Hvis nogle få af dem fjerner deres slør og viser deres smukke ansigter i Konstantinopel, vil de kun have ringe vanskelighed ved at overbevise diplomater om, at de er frigjorte, at polygami blandt muhamedanere er en saga blot, at grækerne brændte Smyrna, at halvanden million kristne praktisk taget begik selvmord og ikke blev massakreret, eller hvad som helst, de måtte ønske.
Hvad kan man gøre andet end at tro, når man føres tilbage til Harun al-Rashids dage og svæver afsted på et fortryllet tæppe til et palads parfumeret med Kashmir-roser.
Vores repræsentant i Konstantinopel, admiral Mark L. Bristol, er en yderst attraktiv personlighed: Ærlig, modig, generøs, med ligefremme og vindende manerer. Ved sin geniale og engagerende karakters blotte magnetisme, samler han om sig, uanset hvor han er, et hof af beundrere og disciple, der ivrigt forsvarer admiralen og alt, hvad han tænker og gør.
De flådeofficerer, der kom til Smyrna på konsulatets anmodning, var typiske for den amerikanske flådeofficer i almindelighed: Eksemplarisk intelligente herrer, med en effektivitet, der kan betegnes som noget nær perfekt. De var under visse ordrer i Smyrna, som de havde pligt til at udføre. De fuldførte alle deres opgaver grundigt og korrekt, og præsterede vidundere efter branden med at redde flygtninge.
Jeg blev dog noget forundret, da en amerikansk dame i Smyrna fortalte mig, at en af officererne havde fortalt hende, at han var "pro-tyrkisk". En anden, en kommandant, kom med samme bemærkning i Athen, ved frokosten under en af de ture, som destroyere tog frem og tilbage mellem denne by og Smyrna.
Da jeg stoppede ved Army and Navy Club i Washington i 1922, spurgte jeg en søofficer med høj rang, om det var sandt, at han var pro-tyrkisk og han svarede:
Ja, det er jeg, fordi jeg som dreng blev opdraget til at tro, at tyrkerne altid jagtede grækere og armeniere rundt med knive. Nå, men nu har jeg været derovre i Konstantinopel flere gange og jeg har aldrig set noget af den slags, så jeg er kommet til den konklusion, at det alt sammen er vrøvl.
Dette er helt i orden. Enhver mand har ret til sine meninger, uanset hvilke beviser eller ræsonnementer, de bygger på. Min overraskelse skyldtes at jeg troede, at de officerer der kom til Smyrna, havde ordrer om at være neutrale.
Jeg sad i officersmessen på en af vore destroyere, der var fortøjet i Smyrnas havn. I det øjeblik, da massakren var begyndt at antage alarmerende proportioner, trådte en aviskorrespondent, en passager på det samme skib, ind i rummet, åbnede sin skrivemaskine og begyndte at skrive. Da han var færdig med ca. en halv side, læste han det omhyggeligt, tog det ud af maskinen og sagde:
Jeg kan ikke sende det her. Det vil ødelægge mig i Konstantinopel. Jeg må komme i gang med græske grusomheder.
Jeg har ofte spekuleret på, hvad han mente. Jeg sad helt tæt på ham og hørte ham meget tydeligt.
Lad os kort gennemgå den situation, der gjorde det muligt for tyrkerne i det Herrens år 1922 at fuldende udryddelsen af kristendommen i Mellemøsten: Tyskerne var, så længe de holdt, tyrkernes aktive allierede, og i denne periode gik næsten en million armeniere og mange tusinde grækere til grunde. Efter våbenstilstanden og i den periode, der førte op til ødelæggelse af Smyrna og den ledsagende massakre, var franskmændene og italienerne tyrkernes allierede og gav dem moralsk og materiel støtte. Briterne gav ingen støtte til grækerne, men nøjedes med at offentliggøre en redegørelse for de frygtelige begivenheder, der havde fundet sted i Det Osmanniske Rige. Amerikanerne fik ry for at være pro-tyrkiske, sande venner, der i sidste ende, på grund af dette venskab, ville få retten til at gennemføre store planer, som ville resultere i udviklingen af Det Osmanniske Rige og i øvrigt fylde visse amerikanske tegnebøger. Tyrkerne stolede trygt på, at kommerciel griskhed ville forhindre os i at blande os i deres uciviliserede vildskab, eller endda kraftigt at fordømme den.
Aldrig i verden havde tyrken haft en bedre mulighed for at mætte sit begær efter kristent blod uden frygt for indblanding eller kritik.
Den første Lausanne-konferencen sluttede den 7. februar 1923 uden at have nået en aftale, og den anden åbnede den 23. april samme år. Den 10. april, stadig samme år, ratificerede nationalforsamlingen i Angora [Atatürks regeringsby, o.a.] Chester-koncessionen. Da betingelserne i denne koncession stred kraftigt mod britiske og franske interesser, er datoen for dens ratifikation meget tankevækkende.
Denne koncession død nu, og der var aldrig nok gods i den til at medføre alvorlig strid mellem USA og nogen europæisk magt. Udenrigsministeriet har nægtet, at der var officiel støtte til denne plan og må tros. Dette har dog ikke forhindret fremkomsten af en almindelig overbevisning i Tyrkiet om, at den var et projekt under den amerikanske regerings særlige beskyttelse. En sådan opfattelse er meget let at skabe i Tyrkiet, hvor selv missionsskolerne i almindelighed formodes at være statslige institutioner.
Under alle omstændigheder er det ikke sandsynligt, at store summer af amerikanske kapital vil flyde ind i Tyrkiet under de nuværende forhold. For uanset hvordan folkestemningen kan være, eller hvilken apati der findes med hensyn til skæbnen for nogle millioner af vore medskabninger, som hyler op på en nok så irriterende måde, når de massakreres, eller deres familier rives fra hinanden, eller de frarøves deres hjem, så er kapitalen forsigtig. Den tror ikke på jernbaner, bygget i et land med ødelagte byer, ligesom den heller ikke forbinder massakre med velstand og fremgang.
Og i hele dette virvar af modstridende interesser, hvorunder tyrkerne fortsatte med at massakrere, er den tænksomme iagttager imponeret over én ting - klarheden af John Bulls [briternes, o.a.] vision samt ligefremheden og stædigheden ved hans hensigt; han vidste, hvad han ville have, og han tog det. Der er righoldige oliekilder ved Maidan i Naftun, hvorfra olien ledes ned til Mukamra, ikke langt fra Basra ved den Persiske Golf, hvor briterne landede tidligt i krigen. Der er rige oliefelter ved Mosul. General Townsend var på vej dertil, da tyrkerne stoppede ham ved Kut el Mara, men det bremsede ikke fætter John. Han er ved Mosul nu, og tyrkerne ville have ønsket at give Mosul til admiral Chester og de andre. Intet under at udenrigsministeriet siger, at det holdt sig ude af dette.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo