Kapitel 26
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 25. september 2013
Kendsgerningerne om massakren på den franske garnison i Urfa, hentet fra oprindelige kilder, er som følger:
Nationalisterne havde belejret den lille franske styrke i Urfa i de tidlige dage af april 1920, og til sidst var kommandør Hauger tvunget til at kapitulere. Den 8. april besluttede han at evakuere byen og gjorde det på følgende betingelser: At alle kristne skulle have tilstrækkelig beskyttelse. At de huse, der var besat af garnisonen, ikke skulle genbesættes af tyrkerne, før garnisonen havde forladt byen. At de faldnes grave skulle respekteres. At tilstrækkeligt med transportmidler skulle stilles til rådighed til at befordre deres våben, ammunition, etc. [Forfatterens note: Deres egne transportmidler var sørgeligt reducerede]. At en gendarm-officer og ti mænd skulle ledsage dem som ekskorte.
Disse blev godkendt af mutessarifen i Urfa og den øverstbefalende for de tyrkiske nationalistiske styrker, men på trods af dette arrangement blev franskmændene angrebet kort efter at de havde forladt byen og næsten udslettet.
En indfødt amerikaner, der tilfældigvis var i Urfa for at udføre nødhjælpsarbejde og som ønskede at komme videre til Aleppo, besluttede at tage med den ulyksalige ekspedition og var øjenvidne til, hvad der skete. Følgende beretning kan være interessant som et stykke autentisk historie, der aldrig før har været offentliggjort:
Vi forlod Urfa kl. halv to natten til søndag den 11. april 1920. Kaptajn Perraut var sammen med fortroppen, fire gendarmer førte an, i midten af kolonnen gendarmeriets officer, emir Effendi, som skulle ledsage os til vores destination.
Da vi passerede toppen af bakken, fik vi øje på flere gendarmer og fik at vide, at dette var deres post. Opstigningen var meget vanskelig, da hestene var i dårlig stand på grund af mangel på foder og motion. Kamelerne forsinkede os, da de var godt lastede og klatrede meget langsomt. Vi standsede som sædvanlig ti minutter i timen; bagtroppen, bestående af 150-160 mand, befandt sig to kilometer bagude.
Klokken 6 om morgenen, da vi passerede gennem en kløft på en lige vejstrækning, blev vi pludselig angrebet bagfra og fra begge flanker; fjenden havde maskingeværer hos sig. Skydningen begyndte før kamelerne var kommet ud af kløften. De var i svinget og standsede. Forud for angrebet, havde jeg marcheret med kommandør Hauger og fem minutter før skydningen begyndte, havde jeg kørt på en Røde Kors-vogn med to sårede. Da skydningen begyndte, blev to vogne, der var forud for de andre, tvunget til at standse, fordi de fik deres heste og muldyr såret eller dræbt. Jeg sprang ned i dækning i en fordybning ved vejsiden, og besluttede, da jeg blev udsat for ild fra bakketoppe, at prøve at komme fremad i tillid til at finde kommandøren, som jeg vidste kun var et par meter længere fremme.
På dette tidspunkt havde angrebet nået et enormt omfang. Stedet her dannede et bækken omgivet af bakker og var blottet for enhver form for dækning. Kolonnen var derfor tvunget til at gå fremad for at finde et sted at forsvare sig, hvilket den gjorde fem hundrede meter fremme. Transporten, med den ovennævnte undtagelse, blev således afskåret; de fleste af hestene var på dette tidspunkt blevet dræbt. Skydningen var nu blevet meget heftig, og på min vej frem sluttede jeg mig til kommandør Hauger og to andre officerer i et hul i en bjergside, som var blevet efterladt af nogle stenhuggere og hvorfra han styrede operationerne. Senere fik vi følgeskab af to andre officerer og den tyrkiske gendarm-officer, som derefter blev afvæbnet, og to tolke.
Omkring klokken 9 kunne vi høre bagtroppen og skydningen blev meget intens. Kort efter fik vi selskab af den officer, der havde stået i spidsen for dem, og han gav os en rystende beretning om, hvad der var sket: De var blevet angrebet fra baghold i en kløft; meget få undslap.
Fra en bakke mod nord, observerede vi det tyrkiske nationalistiske flag. Kort efter blev flere kurdere set komme over bakkerne, tilsyneladende en stamme. Klokken ti eller deromkring, holdt kommandør Hauger et møde og besluttede at overgive sig.
På dette tidspunkt var linjen brudt mod øst, transporten var tabt og bagtroppen skåret op. Mange sårede kom ind. Han sagde til officeren fra gendarmeriet, at han skulle gå ud med et våbenhvile-flag.
Da vi havde flere armeniere med os, som havde brug for beskyttelse, foreslog jeg, at jeg kunne ledsage ham. Dette gik han ind på, og med min tolk bærende det amerikanske flag, jeg selv bærende det hvide flag og med gendarmen i midten, gik vi ud mod fjendens stillinger. Vi blev hele tiden beskudt. Da vi nåede den ødelagte transport-kolonne, stødte vi på en stor mængde tropper og spurgte efter deres kommandant. Vi fik at vide, at de ikke havde nogen, at de var irregulære styrker, "chetaer mv."
Så instruerede jeg officeren fra gendarmeriet om at sende budbringere afsted for at få stoppet beskydningen, og dette blev opnået omkring kl. 20 minutter over 10. Et par minutter senere kom en skare kurdere stormende fra bakkerne ned mod de franske stillinger og kampen blev genoptaget. Da jeg kunne se, at det var umuligt at gøre noget, da de afviste våbenhvilen, bad jeg gendarmeri-officeren om at ride til Urfa, en strækning på omkring 15 km., for at informere mutessarifen om, hvad der var sket og bringe vogne til de sårede, og det gjorde han.
Her var jeg vidne til drab på sårede og drab på mænd, der havde overgivet deres våben. Dette er der mange vidner til, heriblandt løjtnant Deloir, som i øjeblikket er fange i Urfa. Jeg forlangte en vagt af gendarmer, som på dette tidspunkt ankom, til at ledsage mig til Urfa. Vi tog rundt om en bakke og slog ind på vejen ved en naturlig cisterne, hvor vi kunne få vand. Den befalingshavende officer for gendarmerne i Urfa ankom og gav mig en yderligere vagt på seks mand, som han instruerede om at komme til byen så hurtigt som muligt, da stammefolkene udviste stor fjendtlighed. Vi fortsatte ad omveje gennem en slugt, og ankom til Urfa omkring kl. halv tre om eftermiddagen efter at have gået i tolv timer. Med mig havde jeg en syrer, Jakob, som havde arbejdet på den schweiziske mission i Urfa.
Jeg var ude af stand til at redde nogle armeniere, da de ikke var til at få øje på.
Note: Fangerne, omkring halvtreds, er indlagt på hospital, og måske andre halvtreds er i fængsel. Der kan være flere, men på nuværende tidspunkt er det umuligt at sige, da der er mulighed for, at nogle stadig kan være hos kurderne. Mutessarifens officielle rapport siger, at de begravede 190, og med de omkring 100 på hospital og i fængslet kommer antallet op på 300 nogenlunde, mens garnisonen, der var undervejs, udgjorde mere end 400.
Diverse noter: Den førnævnte løjtnant Deloir, blev afklædt af folk fra det tyrkiske regulære kavaleri og reddet i nøgen tilstand af kurdere, der fandt ham nogen tid efter, og som gav ham mad og bragte ham til Urfa.
Syreren Yakub, som jeg bragte med tilbage og som forsøgte at flygte til Aleppo, er nu i Urfa. Armenierne har ingen hørt noget til.
Da vi passerede kampzonen, så jeg et kompagni tyrkiske infanteri-regulære med maskin-sektionen transporteret af muldyr, der var på vej hen mod de franske stillinger. De var måske lidt sent på den, medmindre der havde været træfning på bakketoppene og de var på vej frem for at fortsætte kampen.
Angrebet fandt sted i bakkerne vest for Urfa omkring 15 km. fra byen og 3 km. fra krydset af Arab Punar-vejen og Seroudj-vejen.
Ovenstående beretning er gengivet præcist som modtaget af mig, uden ændringer, selv ikke i tegnsætningen [gælder kun for den engelske original, o.a.]. De karakteristiske træk ved denne hændelse er:
Bruddet på aftalen; de tyrkiske myndigheders brug af såkaldt "irregulære" for at undslippe ansvar og tilstedeværelsen af regulære til brug i nødstilfælde; drabet på sårede og dem, der havde overgivet deres våben.
Til stede i Urfa under belejringen var Mrs. Richard Mansfield, enke efter den berømte skuespiller; Mr. G. Woodward, revisor for Near East Relief; og Mary Caroline Holmes, en heroisk amerikansk dame, der skrev en bog om sine oplevelser med titlen Between the Lines in Asia Minor, udgivet af Fleming H. Revell Company.
Den rolle, som Italien og Frankrig spillede, og som i så høj grad bidrog til udryddelsen af den kristne befolkning i Tyrkiet og til de frygtelige begivenheder i Smyrna, er i det ovennævnte værk godt opsummeret af George Abbott med følgende ord:
Frankrig, som siden våbenstilstanden havde udvist en intens jalousi mod Englands stilling i en del af verden, hvor det selv hævdede at have særlige rettigheder, indgik snart en særskilt aftale med Tyrkiet - et eksempel, som blev efterfulgt af Italien - og gav tyrkerne dets moralske og materielle støtte mod grækerne. England på den anden side, som nægtede at vende op og ned på sin politik til fordel for dets fjender, nøjedes med at give grækerne en blot platonisk opmuntring, som disse var ukloge nok til at tage for mere end den var værd.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo