Kapitel 25
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 20. september 2013
Frankrigs deltagelse i den nærøstlige tragedie er velkendt. Dets motiver er ikke svære at finde: Et åbent, bittert og ufortyndet had til Kong Konstantin og alt forbundet med ham, og en mistanke om Englands ekspansion i en region, som Frankrig selv har viet stor opmærksomhed gennem mange år. Franske kapitalister og den franske regering har investeret kraftigt i Tyrkiet og gallisk propaganda er blevet drevet frem af et stort netværk af offentligt støttede katolske skoler, hvis formål, for så vidt regeringens interesse angår, har været at fange de indfødte unge og gøre dem til franskmænd. Britisk eller anden ekspansion og dominerende indflydelse i Tyrkiet har betydet en trussel mod de store investerede beløb og en ophævelse af mange års tålmodigt arbejde.
Denne invasion af Det Osmanniske Rige er beundringsværdigt beskrevet i en forelæsning i 1922 af Monsieur Passereau, direktør for det franske Handelskontor i Konstantinopel, og offentliggjort uforkortet i Echo de France i Smyrna. Her følger uddrag:
I dag forbinder man ubevidst sådanne steder som Konstantinopel, Jerusalem, Beirut, Syrien og Libanon med fransk indflydelse, og her findes faktisk nærmest endeløse beviser på de mange måder, på hvilke franskmænd nu udøver og i lang tid har udøvet en enorm og gavnlig indflydelse fra den ene ende af Orienten til den anden.
Vore skoler, vore velfærdsinstitutioner, hospitaler, sindssygeanstalter for ældre, hjem for hittebørn og forældreløse er etableret i hver en havneby i Levanten. I hver en by i det indre, i alle de vigtige landsbyer, langs hele jernbanestrækningen, fuldført eller under anlæggelse, er der franske lærere, folk, der lærer børnene vort navn, vort sprog og vor historie.
Lad os nu kaste et blik på de franske økonomiske interesser i Det Osmanniske Rige og se, i hvilket omfang fransk indflydelse har gjort sig gældende i denne sammenhæng. Nogle af disse interesser bliver hermed opført og uddybet:
Osmannisk offentlig gæld: Frankrigs andel af den offentlige gæld, ekstern og intern, er 250 milliarder franc, eller 60,31 % af hele gælden. Den resterende del af gælden er hovedsageligt delt mellem England og Tyskland, førstnævntes andel er 14.19 % og sidstnævntes 21.31 %.
Tyrkiske lån: Historien om statslige lån i Tyrkiet går tilbage til Krimkrigen. Siden da har Frankrig uden ophør grebet ind ved enhver lejlighed, hvor den offentlige gæld var truet af interne vanskeligheder, enten i form af hjælp til omstrukturering eller finansielt bidrag.
Franske private virksomheder i Tyrkiet: Frankrig har ca. 1,1 milliarder franc investeret i private foretagender i Det Osmanniske Rige. Dets deltagelse i de industrielle aktiviteter Imperiet udgør 53,5 % af det samlede, i modsætning til Storbritanniens 13,68 % og Tysklands 32,77 %. Disse organisationer, der er engageret i aktiviteter i form af banker, jernbaner, havne, elværker, telefoner, sporvogne osv., strækker sig ud over hele Tyrkiet og omspænder det økonomiske liv i Orienten med et netværk af franske interesser. (Blandt interesser af denne art, nævnt af forelæseren, er de imperiale osmanniske og andre banker, tobaksmonopolet osv.).
Jernbaner: Frankrig har 2077 kilometer under opførelse og udnyttelse, med en investeret kapital på 550.238.000 franc, i modsætning til Tysklands 2565 kilometer og Englands 610. Frankrig har 42.210.000 franc investeret i miner i Tyrkiet, foruden omkring 80.000.000 i kajanlæg og havne.
Derudover giver forelæseren en liste på over 39 vigtige blandede virksomheder, bl.a. indenfor industri, handel, forsikring, shipping og andre selskaber. Det bør erindres, at de investeringer, der er anført ovenfor, blev foretaget i guld.
De franske følelser, især med hensyn England, er udtrykt i et værk af den franske forfatter Michel Paillares med titlen Le Khemalism devant Les Allies, som blev udgivet i 1922. Monsieur Paillares er en af redaktørerne af tidsskriftet L'Eclaire i Paris.
Følgende citat er fra en af samtalerne mellem Paillares og franske officerer i Konstantinopel, og viser deres stærke pro-tyrkiske, anti-kristne og anti-engelske følelser:
Jeg bliver introduceret til en befalingshavende officer. Han er en mand helt i ét stykke. Han taler lige ud af posen. Han er som en mand, hugget i sten, for han er urokkelig i sine sympatier og sine antipatier. Ligesom løjtnanten i flåden, som vi allerede har hørt, men endnu mere rasende, er han en fjende af armenierne, grækerne, jøderne og - englænderne.
"Hvad mig angår," smælder han, "er der ikke engang plads til diskussion! Vi burde være helt og absolut turkofile - jeg vil gå videre og sige turko-entusiaster (Turcomanes). Jeg elsker muslimerne og jeg hader deres ikke-muslimske undersåtter, som ikke er andet end ragelse. Giv disse modige mænd en garanti for deres uafhængighed og deres territoriale integritet, og vi vil i dem have de mest trofaste og mest loyale allierede. Hvad søger vi her?! En vold mod Rusland og britisk imperialisme! Opretholdelsen af vores prestige! Den frie udvikling af vores handel, udbredelsen af vort sprog! Respekten for vore skoler og gymnasier! Beskyttelsen af vore finansielle interesser! Alt det vil vi få ved hjælp af et fransk-tyrkisk samarbejde. Vi skal ikke længere lytte til armeniernes og grækernes og jødernes jeremiader. Vi skal ikke længere spille hverken Englands eller Ruslands spil. Rusland, selv om det er splittet af bolsjevismen, skal altid overvåges. Det har intentioner med hensyn til dette land, som vi ikke må opmuntre. Men jeg tror ikke, det udgør en umiddelbar fare. Det er Storbritannien, der frem for alt er ved at blive generende. Vi er, næsten os alle (franske officerer), for kemalisterne og mod briterne og grækerne."
Selvom dette er opfattelsen af et enkelt individ, udtrykker det temmelig klart den almindelige franske holdning, som demonstreret af fransk politik siden våbenstilstanden. Det er indlysende, at i følelserne hos denne franske officer og hans kolleger, for hvem han taler, klinger en skarp tone af disharmoni mellem de allierede, nyttig for tyrken, selv i hans grusomme arbejde med at massakrere kristne.
Professor Davis siger i A Short History of the Near East (side 393):
I august 1922, tilsyneladende med fransk ammunition og franske rådgivere, angreb kemalisterne pludselig de græske stillinger i Bitynien. Grækernes moral var dårlig, nedslidte som de var af lange kampagner og elendig ledelse. Deres hær blev fuldstændig slået og evakuerede Anatolien med næsten utrolig hast. Tyrkerne stødte ret frem mod Smyrna, som de tog (9. september 1922) og derefter brændte. Verden blev atter forfærdet over en af de nu standardiserede osmanniske massakrer på erobrede befolkninger.
Det skal bemærkes, at hverken franskmændene eller italienerne tillod den græske flåde at gennemsøge skibe under deres flag, som var på vej til tyrkiske havne, hvilket i sig selv er en overtrædelse af neutraliteten og kun kan have én forklaring - at de transporterede våben og forsyninger til kemalisterne med deres regeringers samtykke og beskyttelse.
Af disse grunde blev krigsskibene med de modige og ridderlige franskmænd, "Beskytterne af de kristne i Orienten", tvunget til at ligge stille blandt de døde kroppe, der flød rundt i Smyrna-bugten, og se til, mens massakren foregik.
Følgende typiske hændelse illustrerer den fuldkomne harmoni, der herskede i flådekredse i Smyrnas havn som resultat af de internationale disharmonier og hvor nøje formaliteterne blev overholdt: En admiral på et krigsskib var blevet inviteret til at spise med en af sine kolleger. Han ankom nogle minutter for sent og undskyldte forsinkelsen, som var forårsaget af en kvindes døde krop, der var blevet viklet ind i motorbådens skrue.
Den klare og velinformerede forfatter, doktor Herbert Adams Gibbons, giver, i en artikel i Century Magazine oktober 1921, den bedste analyse af den franske og italienske holdning til tyrkerne, jeg har set nogetsteds. Den kan naturligvis ikke gengives i sin helhed her, men et par citater vil være tilstrækkelige til at vise, at den franske støtte til tyrkerne skyldtes frygt og jalousi i forhold til briterne. Doktor Gibbons siger:
Briterne betragtede Grækenland som en slags protektorat, finansielt og militært under Storbritanniens kontrol. Hele skemaet blev ødelagt af [den græske premierminister, o.a.] Venizelos' fald og de græske hæres efterfølgende nederlag i Lilleasien.
Nærøsten havde været kulturelt fransk siden korstogene. Fra Saloniki til Beirut var Frankrig fast besluttet på at være enerådende. Palæstina repræsenterede den allersidste indrømmelse, det var muligt for franskmændene at give. Naturligvis havde franskmændene ikke håb om at besidde Konstantinopel, men de ville ikke tillade briterne at etablere sig ved Bosporus, som de havde gjort det ved Gibraltar og Port Said, på Malta og Cypern. For dette ville betyde britisk dominans af Middelhavet og Sortehavet og at britisk kapital og britiske varer ville få prioritet på markeder, der traditionelt havde været franske.
Jeg kommer ikke med gætterier. Tendensen i den franske presse, inspireret af regeringen, giver ikke plads til tvivl om, hvad der fik Frankrig til at sende våben og penge til Kemal Pasha [Atatürk].
Under krigen var en af de stærke anklager mod Tyskland dets venskab og alliance med Tyrkiet, mens armenierne blev massakreret. Tyskland blev holdt ansvarlig for massakrerne med den begrundelse, at det kunne have stoppet dem, hvis det havde brugt sin indflydelse på sin allierede. Dette var sandt; men er det ikke lige så sandt nu, hvor Frankrig må bære skammen og i en vis udstrækning ansvaret for de armenske og græske massakrer i 1920 og 1921? En fransk generel forhandlede med nationalisterne i Kilikien uden at betinge sig, at massakrerne skulle ophøre. Franske diplomater har forhandlet med Kemal Pashas Angora-regering og set gennem fingre med massakrerne på armeniere og grækere. Tyskernes eneste tanke under krigen var at bruge tyrkerne og ikke løbe nogen risiko for at fornærme dem ved at protestere mod massakrerne. Dette er præcis, hvad franskmændene gør nu.
Dette er klar tale og - frygtelig. Det spørgsmål, der naturligt opstår i enhver anstændig amerikaner, er: Hvad gjorde USA - det store kristne land, verdens håb og missionsvirksomhedens kilde - mens alt dette foregik? Hvilken indflydelse brugte det, hvilken rungende protest og forfærdelse gav det mæle til?
Forskellige historiske begivenheder i forbindelse med de franske pro-tyrkiske, men i virkeligheden anti-engelske aktiviteter, er interessante for den, der studerer diplomatisk psykologi og den lethed, hvormed folk kan påvirkes, i deres forkærlighed og had, af dem, der regerer dem.
Under en kritisk periode af krigen, på Balkan-fronten, forlangte de allierede demobilisering af den græske hær samt overgivelse af halvdelen af den græske flåde og en stor del af det græske artilleri. Kong Konstantin var, efter hans vellykkede felttog på Balkan, blevet genstand for grækernes næsten guddommelige tilbedelse og de allierede var bange for ham. Den 2. december 1916 marcherede en deling franske marinesoldater ind Athen for at overtage det krævede græske materiel. De blev beskudt af græske soldater og en række franske marinesoldater blev dræbt.
Dette var en meget beklagelig handling fra grækernes side, og tåbelig. Det var mere tåbeligt at sende nogle få fremmede marinesoldater ind i en hovedstad for at trække af med dens artilleri i forventning om, at de ville blive modtaget med åbne arme. Denne uheldige begivenhed er i dag grundlaget for franskmandens dybtliggende had til grækeren.
O. F. Abbott opgør i sit værk, Greece and the Allies, resultaterne af det såkaldte "Slaget om Athen" som følger:
Og så var "fredsdemonstrationen" overstået og havde kostet grækerne 4 officerer og 26 menige dræbt, og 4 officerer og 51 menige såret. De allieredes tab var 60 dræbt, heriblandt 6 officerer, og 126 såret.
Den 10. april 1920 massakrerede kemalisterne forræderisk den franske garnison i Urfa, hvor de dræbte 190 mand og sårede omkring hundrede mere, og den 20. oktober 1921, underskrev Franklin-Bouillon, på vegne af Den Franske Republik, en separat traktat med tyrkerne. Umiddelbart efter afbrændingen af Smyrna skyndte han sig til den stadig rygende by, tog Mustafa Kemal i sine arme og kyssede ham.
Dette kys af Franklin-Bouillon er blevet historisk, og skønt det ikke bærer nogen lighed med et bestemt andet berømt og dystert kærtegn, fortjener det at rangere sammen med det som et af de to mest berømte kys i hellig og profan historie.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo